Hvordan klarer jeg den her, Doktor Kemo?

”Livet går videre og solen står op i morgen”. Så selv om det føles som om jeg var blevet revet midt over, formåede jeg alligevel at klare livet som single-mor, datter, søster og veninde. En bleg og udmattet udgave, men stadig i live. Jeg sygemeldte mig på jobbet, hvor jeg blev mødt med forståelse fra min leder og en overvældende omsorg fra mine kollegaer.

Ventetid og uvished er ubetinget noget af det værste at udholde. Dagene inden svaret, var som altid lange og fyldt med katastrofetanker. Min evne til at bremse katastrofe-tanke-toget, var sat ud af spillet. Heldigvis kørte ”toget” så hurtigt, at jeg ikke nåede at tænke død og endestation ret længe, før en ny række hæslige tanker overtog. Inden i kendte jeg svaret på biopsien. Desperat forsøgte jeg at fantasere om, at det blot kunne ”ordnes” med en operation. Sådan vupti og så var det bare det. For kemo igen magtede jeg ikke. Overhovedet ikke. Blot tanken gav mig kvalme.

Indtil jeg havde et konkret svar, på omfanget af sygdommen og behandlingen, ville jeg ikke sige noget til min datter. Den hemmelighed var krævende at holde. Jeg gjorde mit bedste for at lade som ingenting og opføre mig så normalt som muligt, når min datter var i nærheden. For at brase sammen det øjeblik jeg blev alene. Dødsangsten var massiv og frygten for forløbet lammede min krop.

Jeg fortalte heller ikke mine forældre og brødre om knuden. Måske var det slet ikke kræft. Måske havde jeg set forkert på scanningsbilledet. Måske havde lægen som lavede scanningen, ikke ret i, at det var kræft. Læger havde før taget fejl, forsøgte jeg at sige til mig selv. Så hvorfor gøre dem bekymrede, hvis det nu var harmløst?

Egentlig ville jeg heller ikke fortælle min datters far om knuden. Men det røg ud af min mund en dag vi talte i telefon. Det synes umuligt at beherske mig overfor andre voksne. Om han tilbød eller om jeg spurgte, husker jeg ikke. Men han tog i hvert fald med til samtalen, hvor jeg skulle have svar på biopsien.

Nervøst gik vi ind ad dørene til kemo ambulatoriet, hvor Doktor Kemo ventede på os. Med svedige håndflader og hjertet helt oppe i halsen, tog jeg plads i stolen. Mine øjne flakkede og jeg bad om et mirakel. Min datters far sad også uroligt på stolen. Svaret var som jeg frygtede. Brystkræft. Hjertet slog et ekstra slag og det summede for ørerne. Doktor Kemo fortalte, at udviklingen i min sygdom var usædvanlig. For der var både den type, særlig aggressiv brystkræft, som jeg havde første gang, og en anden type som var østrogen afhængig. Det havde han ikke set før, hvilket gjorde ham usikker på, hvilken behandling han ville anbefale. Forsigtigt spurgte jeg om jeg så slap for kemo? ”Nej, det gør du ikke” svarede han bestemt. Tanken om at jeg kunne sige nej-tak, ikke så meget som strejfede mig, under samtalen. Doktor Kemo var en høj mand, som udstrålede autoritet og han talte på en venlig, men bestemt måde. Jeg valgte at stole på ham. Lade ham afgøre hvad jeg skulle. Det føltes ikke blot som om jeg var gået i tusind stykker. Mere som om jeg var sprængt i millionvis af atomer. Et uvirkeligt mareridt jeg ikke kunne vågne fra. Hvad der blev talt om derefter, blev en utydelig mumlen i mine ører. Dog blev det klart for mig. Kemo var helt sikkert. Om der skulle andet til, måtte jeg vente på at få at vide. Hvornår behandlingen skulle begynde, ville jeg få et brev om. Mere ventetid. Suk.

Der var ingen vej uden om. Min datter og min familie skulle have besked. Hvordan skulle jeg få formidlet det frygtlige budskab, som også var min families værste mareridt. Flashbacks om min storesøsters død hjemsøgte mig. Og frygtede at det samme ville ske for mine forældre og brødre. Face to face magtede jeg ikke, så det blev over telefonen. Hvordan reaktionen var i mine forældre, har jeg fortrængt. Følelsen af, at skulle få lyde ud af min hals, som var strammet så hårdt, at det var vanskeligt at trække vejret, husker jeg tydeligt. Dertil kom, at munden var knas-tør og tungen føltes kæmpestor. Men overbragt dem nyheden, fik jeg gjort.

Værst var det skulle fortælle det til min datter. Frygten for at være ansvarlig for at ødelægge hendes liv, sad som en sort skygge på min ryg og i mit hjerte. Jeg valgte at fortælle hende det i bilen, da jeg hentede hende fra fodbold træning. Hun skulle køres hjem til sin far og den tur ville tage ca. 20 minutter. Glad sprang hun ind i bilen. Kort spurgte jeg til hvordan det var gået. ”Fint nok” svarede hun. Efter et par minutters stilhed sagde jeg: ”der er noget jeg skal fortælle dig” hun kiggede roligt på mig. ”Har du fået kræft igen”? Hvordan hun kunne vide det, var mig en gåde. Med så fattet en stemme, som jeg overhovedet kunne mønstre, fik jeg svaret: ”Ja”. ”Skal du dø af det, Mor”? ”Nej, det er optaget i tide, så det skal jeg ikke” fik jeg hurtigt svaret. Jeg måtte ikke tøve. Ikke give hende anledning til at tvivle. ”Skal du så blive skaldet igen”? Spurgte hun, stadig helt rolig. ”Ja” måtte jeg erkende. Efter en kort pause sukkede hun: ”åhr nej, fuck noget lort”. ”Ja, det er noget lort” gentog jeg. Tungt trak hun vejret og fortalte så om hvad der var sket under dagens træning. Hendes reaktion gjorde det nemmere for mig at være sammen med hende. Hun var mageløs.

Da hun var afleveret hos sin far, brød jeg sammen i bilen og tudbrølede. Det føltes som en dødsdom, hvor jeg skulle gå gennem helvede, inden manden med leen kom og hentede mig. Med tårerne strømmede ned af kinderne og halsen, fik jeg startet bilen og kørte hjem. Der ventede min gamle hund. Jeg satte mig på køkkengulvet og græd endnu engang ned i pelsen og bad om at han ville hænge på gennem endnu et sygdomsforløb. Sådan sad vi længe, hunden og mig. Jeg takkede for hans utømmelige kærlighed og tålmodighed. Min hund. Min livline. Ubetinget kærlighed.

Alene i farmors store hus. Med mine tanker. Tanken om Kemo, uendelig lidelse, dødsangst og fortvivlelse fyldte krop og sind. Hvordan skulle jeg klare den omgang der ventede forude? Og ville jeg overhovedet klare det? Ville jeg lide samme hæslige død som min søster? Tankerne bragte mig igen ud i krampegråd. Jeg ville allerhelst bare sove fra det hele. I et år. Vågne op når det hele var overstået. Men jeg kunne ikke engang sove en time……

Fange-arme og anden ondskab

Natten gik med at gå hvileløst omkring i farmors store hus. Tankerne kørte med ekspresfart og jeg mærkede en dødsangst, som flænsede mit indre. Hvad nu hvis kræften var vendt tilbage? Skulle jeg dø nu? Min datter var nu 9 år gammel og havde nok at slås med. Hun ville forstå alvoren, hvis det skulle vise sig at jeg var syg igen. Tårerne strømmede ned ad kinderne, helt ude af kontrol. Timerne var lange. Det eneste jeg ventede på, var at klokken blev så mange at kemo ambulatoriet åbnede.

Inden min datter skulle op og i skole, tog jeg et bad. Tænkte at det måske ville virke beroligende. Mine hænder fandt knuden da jeg sæbede mig ind. Kvalme, åndenød og den strammende fornemmelse i halsen, gjorde mig svimmel og jeg skulle bare ud af badet og have tøj på. Med det samme. Når der var noget mellem mine hænder og knuden, føltes det ikke helt så farligt. Jeg måtte samle mig og få min datter sendt i skole. Hun kunne mærke at jeg var ved siden af mig selv, men det havde jeg været så mange gange før, så jeg undskyldte mig med, at jeg var bekymret for regningerne.

Klokken 8 åbnede kemo ambulatoriet. Så det passede med at jeg kunne køre derind så snart min datter var ude af døren. I det jeg var ved at pakke min taske, kom farmor hjem. Hun havde været på tur og jeg havde glemt alt om hun ville komme retur den dag. Straks så hun at der var noget galt. Helt galt. I et forsøg på at beherske mig, fik jeg forklaret noget om at jeg bare lige ville tjekkes en ekstra gang, for jeg synes der måske var ”noget”. Inden jeg fik set mig om, havde farmor lagt sine arme omkring mig og sagde: ”jeg tager med dig, det her skal du ikke alene”. Så tog tårerne igen over og jeg fik hulket ”tak”.

I farmors bil sad jeg og forsøgte at tale mig til ro på den indvendige side. Fraværende og i et inferno af katastrofe scenarier, fandt vi op på 8. etage på sygehuset, hvor ambulatoriet lå. Henne ved skranken stod jeg med hjertebanken og trippede. Mine hænder rystede og jeg synes det tog alt for lang tid, før det blev min tur. Endelig kom en sekretær og spurgte om jeg havde en aftale. ”Nej, men jeg har brug for at blive undersøgt NU, for jeg har fundet en knude i mit bryst og jeg går ikke før jeg har talt med en læge”. At jeg lød både krævende, skinger og panikslagen var jeg ligeglad med. Min stolthed havde jeg pakket væk.

Men en kærlig mine og en ro, forsikrede sekretæren mig om at jeg ville blive undersøgt hurtigst muligt. Hun fik mit cpr. nr. og jeg satte mig i venteværelset sammen med farmor. Og alle de andre syge. Omkring mig sad der unge og gamle. Nogen med tørklæder eller parykker på. Nogen havde den karakteristiske korte frisure, man har lige når håret gror ud igen. Kemo-krøller, for manges vedkommende. Lugten af medicin, sygdom og angst var kvalmende. Min krop huskede det hele.

Hvor lang tid der gik for mit navn blev kaldt, husker jeg ikke. Måske gik der en halv time, måske tre. Lægen havde jeg ikke mødt før. Om det var en mand eller kvinde, husker jeg heller ikke. Men jeg blev undersøgt og lægen måtte give mig ret. Der var ”noget” og det skulle undersøges nøjere, med det samme. Igen blev vi bedt om at gå i venteværelset, indtil jeg kunne få oplyst, hvornår jeg kunne gå i mammae centeret og få lavet ultralyd scanning, mammografi og biopsi. Åhr, mammografi og biopsi. FÅRK. Fladmaste bryster og en kæmpe nål stukket ind bagefter. Jeg hadede det.

De var effektive den dag, for der gik ikke ret lang tid før, jeg fik udleveret et stykke papir med en tid og hvor jeg skulle gå hen. Der var et par timer til, så farmor og jeg gik i cafeteriet og spiste frokost. Oplevelsen af at blive mødt af imødekommende mennesker på sygehuset og samtidig have Farmor med i hånden, var overvældende og rørte mig dybt. Lige der midt i kaos, følte jeg mig støttet og elsket. En surrealistisk situation, som jeg på ingen måde forstod, eller kunne rumme. Farmor foreslog at vi gik en tur, for at slå ventetiden ihjel.

På mammae centeret fik jeg udleveret en skjorte med knapper i siden. Da jeg stod alene i det lille omklædningsrum og skulle tage tøjet af overkroppen, søgte mine hænder igen knuden. Jo, den var der endnu. Klumpen i halsen voksede for hver gang jeg mærkede den. Jeg kunne heldigvis kun få mammograferet det raske bryst, for det andet var der silikone i og det kan man ikke undersøge på den måde. Selvom det var i det bryst knuden var. For en god orden skyld, fik jeg undersøgt det andet. Aldrig nogensinde kommer jeg tilnærmelsesvis, til at synes godt om mammografri. Smerten og ubehaget var afsindigt. Som om livet blev presset ud gennem brystet.

Ultralyd scanningen var en anderledes behagelig procedure. Lige indtil jeg på skærmen kunne se knuden. Den var helt tydelig. Med fange-arme. Ondskaben lyste ud af den. Lægen bekræftede mine tanker. ”Det ligner cancer, må jeg sige”, sagde lægen med et bekymret udtryk i ansigtet. Biopsien var der ingen vej uden om. Jeg græd og forsøgte at være tapper. Men jeg havde ingen kontrol over mig selv. Farmor holdt mig i hånden og lovede ikke at slippe. Når min egen mor ikke kunne være der, var Farmor en værdig og kærlig stand-in.

Lægen gjorde klar til at lægge bedøvelsen, som jeg trods alt skulle have inden KÆMPE nålen skulle stikkes ind i knuden. Selvom det var små stik, føltes smerten tydeligt. Samtidig skulle jeg sørge for at ligge helt stille så længe. Sveden haglede af mig og pulsen var høj. Inden i herskede et kaos af angst, afmagt, vanvid, frygt, væmmelse og en dyb følelse af taknemmelighed. Biopsien var overstået hurtigt og med en minimal smerte. Lægen satte et plaster på og forklarede at der ville gå en uges tid, før jeg ville blive indkaldt til et møde og få svar på prøverne. Der ville jeg blive præsenteret for en behandlingsplan. Desperat forsøgte jeg at finde beroligelse i lægens adfærd og ord. Men der var intet at finde. Alt inden i skreg: ”DU HAR KRÆFT”. ”DU SKAL DØ”. Følelsen af at falde i et bundløst sort altomsluttende hul, overmandede mig. Hvordan resten af dagen forløb, husker jeg ikke. Overhovedet. Jeg var i stykker. Tusind stykker…..

 

Åhr nej, ikke igen

I første omgang svarede jeg ikke, på den sms fra eksen. Med bankede hjerte og rystende hænder sad jeg blot med telefonen i hånden. Så tikkede der endnu en sms ind. Fra ham. Igen. ”Det kan jeg godt forstå” skrev han. Selv når han skrev venligt, blev jeg utryg. For jeg vidste, at det ville ændre sig, som regel på et splitsekund. Selvom jeg nu var i sikkerhed, følte jeg mig stadig bange. Mine tanker stak helt af. Kunne han finde på at opsøge min datter når hun gik hjem fra skole? Gøre hende fortræd? Stalke mig? Skabe mere ballade?

I den periode, lige efter vi flyttede hjem til Farmor, opholdt jeg mig mest der, når jeg havde fri fra arbejde. Min datter mærkede hvor paranoid jeg var blevet og det smittede af på hende. Lige så snart hun ikke kunne se eller høre hvor jeg var, fik hun panik angst. Nogen gange skreg hun. Indtil hun fik vished om at alt var okay. Jeg følte mig som den ringeste mor i verden.

Langsomt begyndte jeg at bevæge mig ud i livet igen. Sms´erne fra eksen fortsatte. Nogen gange ondskabsfulde og hånlige. Andre gange truende. Få gange venlige. Hver gang hans navn viste sig på displayet, fik jeg hjertebanken og koldsved. Hver dag, uanset hvad jeg lavede, lå det i mit baghoved, at min datter og jeg var i fare. For huset var ikke solgt og udsigterne til at det ville ske, var lange. Hele tiden følte jeg han åndede mig i nakken.

Efteråret kom og jeg oplevede en smuk forelskelse. Min allerførste kærlighed, dukkede pludseligt op i mit liv igen og vi forelskede os. Det var inderligt, trygt og jeg følte mig elsket. Men inden i var jeg gået så meget itu, at jeg havde svært ved at tage imod al hans kærlighed og godhed. Der forgik en indre krig, som jeg ikke kunne navigere i. Efter små tre måneder sluttede jeg forholdet. Det var hverken elegant eller kærligt. Og jeg skammede mig. Han tilbød mig alt, hvad jeg havde længtes efter og alligevel kunne jeg ikke være i det.

Vinteren i 2012, gik med at slikke mine sår og dyrke venskaberne, som trofast havde været mine støtter i stormen. Min datter fik det langsomt bedre og vi fandt en rolig og tryg dagligdag. Sms´erne fra eksen blev der længere imellem. Tilsyneladende havde han fundet andre ting at bruge sin tid på. Så min frygt for, om han ville stalke mig, eller min datter, var ubegrundet. Indtil den dag jeg mødte ham på min vej hjem fra arbejde. Han vidste hvor jeg parkerede min bil og hvornår jeg havde fri. Min bil var altid parkeret det samme sted, et stykke væk fra min arbejdsplads. Han kom gåede imod mig på gågaden. Min krop frøs ved synet af ham. Han råbte hej og brugte mit navn. Jeg fik et chok. Og jeg følte mig truet på livet. Hurtigt gik jeg ind ad en gyde, for at slippe væk. Da jeg var ude af hans synsfelt, løb jeg alt hvad jeg kunne, hen til min bil og fik startet. Min puls var høj, smagen af blod bredte sig i munden på mig, tårerne sved i øjnene og hele min krop rystede. Helt uforsvarligt kørte jeg, i al for høj fart hjem. Der ventede min store gamle hund og endnu en gang, fik den alle mine bekymringer og sorger tudet ned i pelsen. Eksen havde ikke gjort andet end at hilse på mig. Han havde ikke løbet efter mig, eller været truende. Men inden i mig, var det lige meget. Uanset hvad, var jeg skrækslagen. Da jeg havde samlet mig og fået pulsen ned, fik jeg en sms fra ham. BANG og jeg sad igen med hjertet helt oppe i halsen. Han skrev, at jeg da godt kunne hilse og at min opførsel var uhøflig. ”Undskyld” skrev jeg tilbage og håbede på at det ville stoppe for yderligere sms´er. Det gjorde det. I flere uger efter gik jeg en omvej, når jeg skulle gå fra arbejde. Helt paranoidt.

Endelig kom foråret snigende. Solen fik mere magt og jeg begyndte at tro på, at det hele nok skulle blive godt. BUM, så fik jeg et kæmpe skattesmæk. Penge jeg ikke havde og heller ikke kunne se, hvorfra de skulle komme. Min økonomi var stram og efterlod ikke plads til udskejelser. Angsten rullede ind over mig. Den velkendte følelse af at være i livsfare blussede op. Selvom jeg forsøgte at tale mig selv til ro med, ”det er bare penge” og ”der viser sig en løsning”, holdt min krop stædigt fast i angsten. En ulykke kommer sjældent alene, er der et gammel ordsprog der siger. Og BUM, så brød min bil sammen. Der hvor jeg boede var det vældig besværligt, at komme på arbejde og købe ind, uden bil. Igen reagerede jeg med en panikagtig angst. Hvordan skulle jeg klare min hverdag uden bil? For jeg havde ikke penge til at få den repareret, efter regningen fra skat. Mine tanker kørte alt for hurtigt til, at jeg kunne samle mig og finde en løsning. Så jeg græd og følte mig lille, sårbar og utilstrækkelig. Heldigvis, var hjælpen nær. Min datters far havde en ekstra bil stående, som jeg måtte låne. Så var den del reddet. Tilbage stod regningerne og truede.

Min gode gamle hund begyndte at vise tegn på alderdom. Jeg kunne se den gik langsommere og den havde fået en stor ”bule” på siden af brystkassen. ”Du er nødt til at hænge på lidt endnu, gamle dreng” græd jeg igen i pelsen. ”Jeg har brug for dig”. Selvom pengene ikke var til det, tog vi til dyrlægen, hunden og jeg, for at få vished om ”bulen” var kræft, og om tiden var løbet ud for min store bamse. ”Det er en fedtknude” og ”din hund er gammel, men står ikke for døden”. Lettelsen var enorm.

Selvom mit liv bestemt ikke var så hektisk og dramatisk, som et halvt år forinden, var der en mental efterregning, som jeg ikke havde forudset. Jeg sov stadig ikke ret mange timer om natten og min appetit var heller ikke stor. Min krop føltes træt og slidt. I et forsøg på at gøre noget godt, begyndte jeg at genoptage mine gamle løbe vaner. Tanken var, at jeg nok ville blive mere sulten af at løbe og derfor naturligt komme til, at få appetitten op at køre igen. Samtidig ville jeg få udskilt en masse glædes hormoner og formentlig komme til at sove bedre. Hurtigt kom jeg i form og kunne med lethed løbe 8 km. YES! Det føltes stærkt og gav mig de resultater jeg havde efterspurgt. Det lysnede forude. Alt skulle blive godt.

D. 21 marts 2012 havde været en dejlig dag. Efter min datter var puttet, lå jeg alene på Farmors sofa og slappede af. Min bh strammede, så jeg fik den fumlet af, inden under blusen. Ah, det var godt og jeg gnubbede huden under brysterne, hvor elastikken havde siddet. Hov, hvad var nu det. Med at sæt rejste jeg mig op og mærkede igen. På undersiden mit venstre bryst, det ”skøre” bryst, kunne jeg mærke en lille bule. På et sekund blev jeg ramt, som af et godstog, af følelsen af at noget var helt, HELT galt. Alt stod stille. Hjertet hamrede, halsen snørede sig sammen, koldsved løb ned ad ryggen og jeg blev så svimmel at jeg måtte lægge mig ned igen, for ikke at besvime. Det måtte være en ”fejl”, for jeg havde jo ikke noget brystvæv i venstre side, så jeg kunne da ikke få en knude der. Men den var der. Alt inden i mig skreg. Angsten havde fået endnu et nyt niveau. ”Åhr nej, ikke igen” kørte i ring så hurtigt at jeg til sidst kastede op.

Rystende sad jeg på badeværelsesgulvet, i Farmors hus og så hele mit liv forsvinde for øjnene af mig…..

 

Tænk hurtigt

Den næste morgen, efter flugten fra vores hjem, måtte jeg tænke hurtigt. Finde ud af hvordan jeg skulle gribe den nye situation an. Selvom jeg var bange, måtte jeg også handle for at komme videre. Være to skridt foran og have en plan. Jeg vidste at min ex skulle på arbejde næste morgen. Både min datter og jeg havde ferie, så det gav mulighed for at fokusere på løsninger.

Tidligt, inden exen ville stå op, sneg vi os hjem. Som om intet var sket, gik vi i gang med at spise morgenmad. Præcis som vi plejede. Inden længe stod han op. Lidt brugt at se på, men slet ikke så slemt som han fortjente, efter han havde drukket massivt, og været så giftig aftenen forinden. Min datter var kvik til at snakke til ham, som hun plejede. Spurgte om hvad han skulle i dag, mens vi sendte hinanden sigende blikke og vendte øjne, når han vrissede sine svar. Efter hvad der føles som uendelig lang tid, blev han færdig og smækkede døren vredt bag sig. Nu havde vi 2 dage før han kom tilbage.

Lettede åndede vi op. ”Sikke en idiot” sagde min datter og rullede med øjnene. Vi snakkede om hvad vi havde af muligheder for at flytte. NU. Desperat forsøgte jeg at holde hovedet koldt. Tankerne kørte alt for stærkt og hjertet bankede ubehagelig hårdt. Hurtigt kom datter med ideen, at vi da bare kunne bo hjemme hos Farmor. Et par år tidligere havde vi mistet Farfar, så der var i hvert fald plads nok i det store hus, som lå lige en gade fra os. Men det var alligevel ikke sikkert Farmor kunne overskue, at have sit barnebarn og ex-svigerdatter boende. Med en stor labrador.

Med rystende stemme fik jeg spurgt farmor, på telefonen, om min datter, hunden og jeg måtte være hos hende, indtil vi fandt en anden løsning. Jeg fik fortalt hvordan tingene stod til og uden tøven sagde hun ja. Indtil den dag havde jeg ikke fortalt min egen familie om, hvordan livet i virkeligheden havde formet sig hjemme hos os. Min datters far kendte heller ikke sandheden. Det var så flovt, at fortælle andre hvad jeg havde fundet mig i. Men værst af alt, budt min datter. Jeg skammede mig og vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne tilgive mig selv for det.

Hos farmor kunne vi ikke have vores møbler, så vi pakkede tøj, toiletsager og de vigtigste dokumenter. På den måde ville exen heller ikke kunne se, at vi ret beset var flyttet. Jeg var sikker på han ville blive vred over det. For han ville gerne have kontrol og i mit hoved, nød han at pine mig lidt for meget. Om han havde sådan kunne jeg ikke vide, men sådan var det blevet i min verden. I løbet af en dag, fik vi flyttet hjem i gæsteværelset hos Farmor. Så da der tikkede en sms ind fra exen, om at han ville komme forbi dagen efter, kunne jeg med en roligere fornemmelse i kroppen, svare ”OK”. Spændt ventede jeg på om han ville opdage at vi ikke længere opholdt os i huset. Det gjorde han ikke.

Mine venner hjalp mig med at få overblik over hvad der måtte gøres. ”Du skal skifte bank med det samme” sagde en af mine veninder og min datters far understøttede den holdning. I min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, at exen ville snyde mig med penge. Ja, så naiv var jeg, på trods af hvad der var sket. I afmagt kontaktede jeg exens ex-kone, for at få hendes erfaring, fra dengang de gik fra hinanden. Hun bekræftede min venindes råd. ”Skift bank og få flyttet dine ting hurtigst muligt. Og han må ikke vide hvad du har gang i”. Hun mente at han kunne finde på at sælge eller smide vores ting ud. Og ikke mindst snyde mig finansielt.  

Der var på ingen måde plads til alle vores ting i Farmors hus, selvom det var stort. Igen måtte jeg tænke hurtigt. Heldigvis var og er jeg velsignet med de bedste venner og et stærkt netværk. I løbet af en uge fik jeg kontakt til en bekendt som stod med at tomt hus, hun gerne ville have solgt. Så på en måde ville det også være en hjælp for hende at få møbleret huset. Næste skridt i det projekt var at få fundet et tidspunkt, hvor mine venner kunne hjælpe mig med at få pakket og flyttet, uden exen ville få nys om det.

Samtidig skulle jeg skifte bank. Da exen og jeg købte hus, skiftede jeg bank til hans, som havde til huse i hans hjemby. Med store mørke rander under øjnene, mødte jeg op i min gamle bank og håbede på de ville tage mig tilbage. Da jeg så min gode gamle rådgiver, sidde på sin vante plads, følte jeg en enorm lettelse. Han havde været min rådgiver i over 10 år, før jeg skiftede. Overrasket vinkede han mig ned til sit bord. ”Hvad er der sket med dig”? Spurgte han med venlige øjne og en blød stemme. Jeg så mildest talt heller ikke sund ud mere. Kiloene var raslet af og hele min fremtoning emmede af sammenbrud. Den omsorg kunne jeg ikke tåle, så jeg satte mig og tudbrølede mens jeg prøvede at forklare mit ærinde. Uden at kunne beherske min totale nedsmeltning, fik jeg til sidst sagt at han blev NØD til at hjælpe mig. Og det skulle gå hurtigt. Også her blev jeg mødt af varme og en villighed til at hjælpe.

Der gik halvanden uge før exen fandt ud af at vi ikke opholdt i huset mere. Jeg forklarede det med at jeg havde brug for ro og ikke magtede at se ham. Hvordan han tolkede det, ved jeg ikke, men der blev ikke nogen ballade ud af det. Der var brug for at han var rolig og ikke fattede mistanke om noget, indtil det hele faldt på plads. Så flytning af vores møbler og ting, skulle ske lige inden jeg skiftede bank. Et større planlægningsarbejde der skulle gå op. Inden der var gået tre uger, fra vores flugt, havde jeg fået arrangeret en flok venner til at komme og pakke og flytte en lørdag, hvor jeg vidste exen skulle på arbejde i København.

Lørdag morgen ved halv ni tiden mødtes vi i huset, med flyttekasser og en bil med trailer. Jeg havde brug for at få det overstået i en fart. Med kvalme og hjertebanken gik vi i gang. Da jeg ikke havde pakket noget på forhånd, skulle jeg vise hvad der skulle med og hvad der skulle blive. Stresset og ude af mig selv gik jeg rundt i, hvad der engang var mit hjem og prøvede på at få et overblik. Mine venner beroligede mig med at vi havde hele dagen, så ingen stress.

Pludselig kom der en sms fra exen, at han ville komme hjem om en time. WHAT!? Han havde jo sagt at han skulle arbejde i København hele weekenden. Klokken var blevet 10 og vi var langt fra færdige. På kanten af besvimelse, viste jeg min ene veninde hans sms. Jeg kunne ikke sige et ord. Halsen var snøret så stramt sammen af angst, så jeg hverken kunne trække vejret eller tale. Min krop rystede og jeg følte jorden åbnede sig under mine fødder, og jeg bare faldt og faldt. Det var umuligt at nå. ”Pliiiing” en ny sms. Det var først om to timer han ville komme, han havde skrevet forkert. Okay, nu havde vi dobbelt så lang tid. Med et par dybe vejrtrækninger, mandede jeg mig op og samlede mine venner, så vi kunne lægge en ny og meget mere effektiv plan. Nu var det kun de allervigtigste ting der blev pakket først. Det som jeg ikke fik med, måtte skrives ”tabslisten”.

Et kapløb mod tiden satte i gang. Et par af mine veninder bankede på hos mine naboer og fik arrangeret at vi kunne sætte nogen af tingene der, så det i det mindste var ude af huset, inden han kom hjem. Panikken fyldte hele min krop og mit sind. Hvordan vi nåede at få lukket døren og være væk, inden de to timer, forstår jeg ikke. Ikke desto mindre, så var det hvad der skete. Hos min veninde, som min datter og jeg havde flygtet over til den nat, sad vi alle sammen i hendes gårdgave og forsøgte at få pulsen ned. Hun havde lavet frokost og sat øl på bordet. På en måde var det en fest dag. Men inden i mig føltes det ikke sådan. Mit hjem havde jeg mistet og hvad der ville ske i den næste tid, frygtede jeg. Vi skulle have solgt huset og på den måde var jeg tvunget til at have kontakt med exen, på ubestemt tid.

Mens vi sad i solskinnet og landede, tikkede der en sms ind. På displayet kunne jeg se, at det var fra ”ham”. Så vidste jeg han var kommet hjem og havde opdaget, at jeg var flyttet. Mine fingre rystede voldsomt, hjertet bankede hårdere end nogensinde og det flimrede for mine øjne. ”Hvad skriver han” blev der nysgerrigt spurgt. Med bange øjne fik jeg åbnet sms´en. Min fornuft prøvede at overbevise mig om, at jeg var i sikkerhed, så det var lige meget hvad han skrev. Resten af mig følte sig truet på livet.

”Jeg kan se du er flyttet”…….

 

Jeg elsker dig ikke…

Som jeg sad der og lyttede til ordene, som kom ud af min kærestes, eller nærmere EX-kærestes, mund og så, hvordan han brugte alle sine ”kneb”, kunne jeg mærke en stærk klarhed brede sig i min krop. Jeg var færdig. Helt færdig. Intet kunne overbevise mig om det modsatte. ”Hvis du elsker mig, så bliver du hos mig, gennem min krise”, forsøgte han igen. ”Så kan vi konstatere, at jeg ikke elsker dig”, svarede jeg afmålt og tørt. Aldrig havde jeg sagt noget så iskoldt til nogen. Men jeg følte ingen skyld, eller skam ved at have sagt det. Nok var nok.

Resolut rejste han sig, og med en stram mine kiggede han tavst på mig. Sekunderne var lange, indtil han sagde: ”Tænk over det et par dage, til jeg kommer hjem igen, så snakker vi om det”. ”Det er slut og jeg er helt sikker” fik jeg svaret. Med rasende øjne hvislede han: ”Når jeg går ud af den dør, så ser du mig ALDRIG mere”. Med hjertet bankende hårdt i brystet, fik jeg blot sagt ”TAK”. Hoveddøren smækkede og han kørte væk. Lettet og fri sad jeg tilbage. Ingen tårer, men min krop reagerede med kvalme og gåsehud. Der ville gå nogle dage før han kom tilbage, og vi skulle finde ud af, at få delt de ting vi havde anskaffet i fællesskab og få sat hussalg i værk.

Da jeg fortalte min datter om bruddet, var hendes reaktion meget afdæmpet. Hun virkede lettet og samtidig var der en masse spørgsmål. ”Skal vi så flytte”? ”Hvem får fjernsynet”? ”Skal jeg så aldrig se hans barn igen”? ”Er han meget sur på dig nu”? ”Hvad kommer der til at ske”? Ikke mange af de spørgsmål kunne jeg svare på. Foran mig ventede der en tid, hvor vi skulle blive enige om dette og hint. Jeg forudså at det sandsynligvis ikke ville blive let. Eller ”pænt” for den sags skyld.

Samme aften tikkede der en sms ind fra ham. ”Skal vi ikke bare få det offentliggjort, at vi ikke er sammen mere”? Gerne for min skyld, jeg ville gerne have det hele afsluttet hurtigst muligt. Efterfølgende kommunikerede vi pr. sms og tonen var ordentlig. Mit håb for en fredelig bodeling og samarbejde om hussalg, steg for hver venlig sms. Måske jeg tog fejl og vi kunne finde ud af være venner, lige som jeg var med min datters far?

Hvor tog jeg grueligt fejl. Første gang han kom hjem, var han i godt humør. Vi satte os ved bordet i køkkenet. ”Vi skal være gode ved hinanden i den kommende tid” sagde han og viste sit venligste smil. Det var jeg helt enig i. Vi fortsatte med at få aftalt hvem der skulle have hvad. Helt overraskende gik det nemt. Mine parader sænkedes og jeg slappede af. Og BOOM, så skiftede han. Der var ikke den ting, som der ikke var galt med mig. Giftige bemærkninger flød igen og hans energi blev kold og mørk. Inden i mig isnede det. Mit hjerte hamrede og det susede for mine ører. Skrækslagen sad jeg og forsøgte at bevare roen. Jeg sagde ikke et ord. Håbede bare, at han ville skynde sig med at få hentet de ting, som han kom efter og så køre igen. Det gjorde han heldigvis.

Efter den oplevelse bad jeg, på en sms, om at han skrev i god tid, når han ville komme hjem. Så kunne jeg sørge for ikke at være der så længe. Det respekterede han. Men, hvad han ikke respekterede, var min e-mailkonto og min facebook profil. Hvordan han havde fået mine koder, vidste jeg ikke, men fat i dem havde han. Det vidste jeg med sikkerhed, for der kom beskeder, med referencer til noget, jeg havde skrevet i messenger til en veninde. Naturligvis nægtede han og kom med flere giftige bemærkninger. Det gjorde mig både paranoid og bange. Det var jo sygt. Hvad kunne han ellers finde på? I lyset af det, bad jeg ham om vi kunne aftale, at min datter og jeg blev boende i huset indtil det blev solgt og at han flyttede tilbage til sin hjemby. ”Jeg kommer og går som det passer mig” var svaret. Angsten bed sig derefter fast i mig. Min nattesøvn var forstyrret, min appetit forsvandt og tankerne suste med 200 km/t, både dag og nat.

En weekend havde jeg fået hunden passet og min datter var hos sin far, så jeg kunne tage til København, til min veninde, for at få et frikvarter. Vi startede fredagen ud med at drikke øl i sommersolen. Tog en selfie og lagde det på facebook. Kort tid efter fik jeg en sms fra min ex-kæreste, om at han også var i København. FÅÅÅÅÅRK. Ikke engang der kunne jeg få fred for ham. Jeg havde taget toget derover og planen var at gøre det samme hjemad. Ex-en tilbød jeg kunne køre med hjem om søndagen. Nej-tak. Men sådan blev det alligevel. For der var kæmpe oversvømmelse i København og hverken busser eller tog kørte. Og min datter skulle jeg hjem til. Så, modvilligt bad jeg om at få et lift tilbage.

Køreturen var yderst ubehagelig, selvom ex-en forsøgte at bløde mit forsvar op, med jokes og musik han vidste jeg godt kunne lide. Han bød tilmed på en sandwich på en motorvejsrestaurant. Jeg var bange under hele turen, hvilket betød at jeg svarede med en-stavelses ord og undveg øjenkontakt. Da vi kom hjem, skyndte jeg at få min datter og hund hentet. Klokken var blevet så mange, at min datter og jeg hurtigt fik spist aftensmad så hun kunne blive puttet. Ex-en havde spist ude og kom tilbage et par timer senere, med to six-pack øl.

Med ondt i maven, opholdt jeg mig i soveværelset, som lå lige ved siden min datters værelse. Min intuition bad mig passe på hende. Øllene blev drukket meget hurtigt, musikken blev højere og dørene blev lukket hårdere og hårdere. Jeg var bange og håbede han ville passe sig selv og lade mig være. Sådan gik det ikke. Efter øl nr. seks på mindre end en time, stillede ex-en sig op i døren til soveværelset. Med løftet pegefinger råbte han, at jeg bare skulle se at opføre mig ordenligt og respektere ham. Igen undskyldte jeg og forsikrede ham om, at jeg bestemt respekterede ham. Der blev fyret et par andre giftigheder af, inden han drejede om på hælen og forvandt ind i stuen igen.

Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg blev svimmel og jeg kunne ikke få vejret. Tårerne pressede sig på og jeg tænkte som besat på, hvad jeg skulle gøre. Med rystende fingre, fik jeg skrevet en sms til en veninde, som boede 100m længere nede af vejen. ”Jeg er bange. Han er fuld. Hvad gør jeg”? Hun svarede med det samme, at hun ville komme og hente min datter, hunden og mig. Det turde jeg ikke lade hende gøre, i skræk for at han ville opdage det og gøre ham endnu mere rasende. Men ud skulle vi, så min veninde og jeg aftalte at vi skulle snige os ud og løbe hjem til hende.

På listefødder gik jeg ind og vækkede min datter. Hun var 8 år på det tidspunkt. Så hun forstod godt hvad der foregik. ”Vi skal sove hos min veninde i nat” hviskede jeg. ”Du skal være helt stille, for ”han” er meget sur, så vi kan ikke være hjemme”. Hurtigt var hun med sin bamse under armen, i skoene og vi løb alt hvad vi kunne. Hunden løb med, som om den vidste der var fare på færde. Med åbne arme blev vi modtaget. Min datter tog det forholdsvist roligt og jeg forsøgte at skjule hvor bange jeg var. ”Alt er okay nu” fik jeg sagt så roligt jeg kunne, mens jeg puttede hende i min venindes seng. Da jeg var sikker på hun sov, gik jeg ind i stuen og satte mig overfor min veninde. Rystende og grædende fortalte jeg hende, hvad der var sket. ”Du kan ikke være i det hus mere” og ”Han er alt for farlig for jer” sagde hun med bekymrede øjne. Fortvivlet og ude af mig selv af angst, måtte jeg give hende ret. Den nat sov jeg ikke. Jeg vidste, at vi ikke længere havde noget hjem….

 

Farvel og tak?

Forholdet mellem min kæreste og mig var anstrengt og konflikter lurede hele tiden i kulissen. Det var umuligt for mig at regne ud, hvad der kunne udløse en aggressiv reaktion. Resultatet blev at jeg var på vagt hele tiden, når vi var sammen. Udmattende og destruktivt. Jeg ledte efter min udvej, som i mit hoved skulle være både legitim og bryde min tillid fuldstændigt, før jeg kunne forlade ham.

Vi var begge blevet inviteret til fødselsdag hos et par af mine gode venner, som boede tæt på os. Det var sommer, så festen bød på grillmad, øl og vin i rigelige mængder. Aftensolen sænkede sig, stemningen var festlig og alle nød det fine arrangement i haven, hos fødselaren. Min kæreste og jeg talte ikke meget sammen i starten af festen. Han stod sammen med nogle af de andre mænd i haven og drak øl. Mange øl. Jeg havde fundet sammen med flok af veninder, som jeg kendte rimelig godt og vi grinede, snakkede og skålede i kølig hvidvin. I min beruselse tænkte jeg, at forholdet til min kæreste nok skulle blive bedre, så vi krammede og hyggede os i takt med promillen steg.

Musikken blev skruet op. Min indre dansemus fik liv og et par af pigerne og jeg sprang på gulvet. Vi morede os, dansede, skrålede med på Nik og Jay og fjollede rundt. Ikke alle nød den lette popmusik ligeså meget som mig. Så der blev skiftet til rock. Sådan gik det lidt frem og tilbage, så vi alle kunne lytte til den slags musik, vi hver især bedst kunne lide. Pludselig, under endnu et af mine yndlings dansehits, blev der skiftet over til rock. Min veninde var træt af høre Nik og Jay, som bestemt også havde haft sin ”tid”, og ikke så elegant fik hun skiftet midt i ”du for lækker”. Det gav lidt uro og ”øøøøøv, vi var ikke færdige”, dog stadig i god stemning. Ud af det blå stod min kæreste og min veninde, som havde skiftet musik, og skændtes. Energien ændrede sig på et sekund. Øjnene lynede de to imellem. Jeg fik ondt i maven og hjertebanken. Foran mig udspillede der sig et drama, som jeg vidste kunne ende grimt, så jeg fik hurtigt trukket min kæreste til side. Undskyldningen for at jeg gerne ville hjem, var at jeg pludselig fik det skidt. Hvilket var sandt nok, blot ikke på den måde jeg sagde det. Væk fra situationen skulle vi i hvert fald.

Vi gik hjem ved siden af hinanden, uden at udveksle et eneste ord. Fra festen og hjem var der ca. 10 minutters gang. Energien mellem os var igen anspændt. Mit hjerte hamrede og mine tanker kørte for fuld drøn. Hvad ville der ske når vi kom hjem?

Jeg husker ikke hvad der blev sagt eller gjort, men min kæreste blev pludselig fuldstændig rasende. Skældsord, hånlige kommentarer og beskyldninger føg gennem luften. Som forstenet stod jeg midt i et ragnarok af raseri, hvor der blev smadret ting, døre blev smækket så hårdt i, at puds dryssede ned fra loftet og hårde ord regnede ned over mig. ”Du vil ikke have et barn med mig, fordi du er så forfængelig” skreg han mig ind i hovedet. ”Du vil ikke mit barn” og ”du er en kold kvinde” fortsatte han. I løbet af den korte tid, nåede han at drikke to øl mere. Mit hjerte hamrede så hårdt i brystet, at jeg smagte blod. Forgæves forsøgte jeg at forklare mig. Det udløste blot et helt nyt niveau af aggression, som jeg aldrig havde oplevet før.

Han tog med begge hænder om mit hoved og trak mit ansigt helt tæt på sit. Stirrede med vilde og mørke øjne lige ind i mine og hvæsede: ”jeg har lyst til at smadre dig”. Et øjeblik var jeg sikker på han enten ville nikke mig en skalle, eller knække halsen på mig. Rædslen inden i mig var total. Jeg holdt vejret og lukkede øjnene. Fik hvisket ”undskyld”. Om det var det, eller noget andet der gjorde at han slap sit greb, ved jeg ikke. Med bøjet hoved, rystende krop og tårer der løb ned af kinderne, skubbede han mig hårdt ind i kommode, så tingende der stod ovenpå væltede på gulvet. Blandt andet en porcelænsengel, jeg havde arvet efter min søster. ”Hun” mistede begge sine vinger den nat. Resolut drejede min kæreste om på hælen og marcherede ud af rummet. Tilbage stod jeg i chok. Ude af stand til at gøre andet, end at tage min hund med ind i soveværelset og låse døren. Med armene omkring hunden, græd jeg ned i pelsen og bad til Gud om hjælp.

På den anden side af den låste dør, kunne jeg høre hård rock og døre der blev smækket hårdt i. Rædselsslagen opholdt jeg mig i soveværelset, og lyttede efter tegn på at han var faldet i søvn. Der gik et par timer inden der var ro. Alligevel turde jeg ikke vove mig ud. Jeg turde heller ikke sove. Ringe efter hjælp turde jeg heller ikke. Både fordi jeg var bange for hans reaktion, men lige så meget fordi jeg var flov. Hvordan kunne jeg, som ellers var et fornuftigt menneske, tillade mig selv at ende i sådan et forhold? Jeg skammede mig.

Fra det øjeblik jeg fik låst døren i soveværelset, besluttede jeg mig for at nu var det slut mellem os. Ikke ti vilde heste kunne få mig til at skifte mening. Hele natten kørte tankerne om hvordan jeg skulle få det sagt. Ville det udløse endnu et vredesudbrud af dimensioner, eller ville han være sød, kærlig og forsøge at få mig tilbage? Det var umuligt for mig at forudsige.

Næste morgen låste jeg døren op. Heldigvis havde han ladet mig være i fred resten af natten. Jeg lukkede hunden ud i haven og så ham stå i stuen. Der stod mange tomme øldåser. Han så lidt træt ud, men ikke spor plaget af tømmermænd, eller dårlig samvittighed for den sags skyld. ”Jeg blev vist lidt for fuld i går” sagde han med en rolig stemme og lo. ”Ja”, svarede jeg og skyndte mig ud i køkkenet. Han gik efter mig og hans energi var igen rolig og ligefrem venlig. Efterhånden havde jeg oplevet det skift så mange gange, at det ikke mere var så stor en overraskelse, at det kunne lade sig gøre.

”Jeg vil ikke det her mere. Det her forhold kan jeg ikke være i”, hørte jeg mig selv sige, med hjertet bankende i halsen. ”Okay” sagde han med en lys og let stemme og gik i bad. WHAT???? Var det bare ”det”? Lettet åndede jeg ud og gik i gang med at ryde op. Pyha, det gik meget nemmere end jeg havde forstillet mig. Jeg kunne høre ham nynne og fløjte på badeværelset. Nærmest ligesom i en gyserfilm. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Igen tog frygten fat i min krop og mine tanker blev igen fyldt med skrækscenarier. Sådan en adfærd kunne jeg hverken begribe eller regne ud. Skræmt, gemte jeg mig igen i soveværelset. Uden at låse døren, for jeg var bange for at det ville gøre ham rasende igen.

Da han kom ud af badeværelset, fløjtede han stadig og virkede i ualmindeligt godt humør. Han spurgte om jeg ikke lige ville komme ud i køkkenet, så vi kunne snakke lidt. Med rystende ben satte jeg ved bordet, som vi havde haft mange gode måltider og snakke ved, og kiggede på ham. Intet tegn på vrede var der at spore i hans ansigt. Han satte sig roligt og begyndte at tale, som han altid gjorde når vi havde haft en konflikt. Om vores store kærlighed til hinanden. Om hvorfor han kunne blive så gal. Han var i en proces, i forbindelse med sin uddannelse som psykoterapeut, som gjorde ham sårbar, i forhold til at skabe en familie sammen med mig. ”Hvis du virkelig elsker mig, forlader du mig ikke nu, hvor jeg er i den her proces”….. ”Jeg kan se på dig du stadig elsker mig” sagde han blidt og kiggede på mig med kærlige øjne. Jeg sad helt stille og iagttog hans måde at tale og agere på. Den ”gode” del i ham var tilbage. Jeg kom i tvivl om den beslutning jeg havde truffet, var den rigtige. Hvad skulle jeg stille op? Det lød så ægte og oprigtigt, som han sad der……..

 

Himmel og helvede

Efter den første aften i vores nye hjem, gik jeg på listesko i forhold til min kæreste. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle præsentere min oplevelse af ham, for ham. Så jeg trak mig en smule tilbage og håbede på, at han ville blive ”sig selv” igen. Det pludselige skift i hans fremtoning og energi satte sig som en sort, massiv og klistret klump i min mave, som gjorde mig utryg og usikker. Der gik et par dage, hvor hans øjnene lynede og de kærlige ord var erstattet af giftige bemærkninger. Fortvivlet begyndte min hjerne at lede efter en udvej. Kunne jeg sige at jeg havde fortrudt huskøbet? Eller turde jeg spørge hvad hans opførsel skyldtes? Pludselig, på et splitsekund, var han ”tilbage”. Sød, sjov, kærlig, omsorgsfuld og veltalende. Forvirringen var total inde i mig. Hvordan kunne han skifte så hurtigt?

Forsigtigt sagde jeg, at jeg blev helt forskrækket over hans måde at være på, den første aften. Igen beroligede han mig. Det var blot en reaktion på at han så længe havde boet i ”mit” hjem, så han havde brug for at pisse sit territorie af. Eftersom han havde uddannet sig inden for selvudvikling, og så småt havde startet sin virksomhed op inden for det område, lød hans forklaring klog og ægte, så jeg ”købte” den. Han kiggede på mig med de varme og kærlige øjne igen. Krammede og kyssede mig. Forsikrede mig om at han aldrig ville sætte vores liv sammen på spil, eller gøre mig ondt på nogen måder. Jeg var den mest vidunderlige, smukke, kloge, sjove, kærlige og fantastiske kvinde han nogen sinde havde mødt. Ingen kunne måle sig med mig, eller vores kærlighed, for den sags skyld. Jeg trak vejret roligt igen. Han havde bare haft en helt naturlig reaktion. Og jeg havde været alt for sart og følsom, fordi jeg havde været syg af kræft.

På arbejdet havde jeg store vanskeligheder med at klare det øgede timetal. Fra 20 timer var jeg gået til 26. Når jeg nåede til kl. 12 føltes min hjerne fuldstændig nedbrudt. Tankerne myldrede så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med. Når mine kollegaer talte til mig, kunne jeg godt høre ordene, men de gav ingen mening. Hvis telefonen ringede, skulle jeg koncentrere mig om, hvordan det nu var man trykkede på knappen og hvad jeg skulle svare når ”røret” var taget. Min krop reagerede med hjertebanken, hovedpine og svimmelhed. Ofte græd jeg på vejen hjem fra arbejde. Det var flovt og jeg følte mig så uendelig dum. Nogen gange nåede jeg ikke i bilen, før tårerne tog magten fra mig. Sygedagene blev flere og jeg anede ikke mine levende råd. Hvorfor var jeg blevet sådan en svag og ynkelig person?

Til kontrol på sygehuset græd jeg også. Dagene op til var forfærdelige. Dødsangsten red mig som en mare. Heldigvis var min kæreste de dage opmærksom, kærlig og omsorgsfuld. Han tog også med til kontrol. Det gjorde min kærlighed til ham endnu stærkere. Sammen med ham skulle jeg nok klare mig. Lægen forklarede at det var helt normalt, at det kunne være hårdt at komme op i omdrejninger igen. Der var ingen tegn på sygdom, og behandlingen med kemo og herceptin var veloverstået. Så jeg måtte bare arbejde målrettet videre på, at komme tilbage til mit gamle arbejdsliv.

Dagene hvor jeg ikke magtede at tage på arbejde, forsvandt ikke. Inden i føltes det som om jeg var en guitarstreng, der var spændt så hårdt, at den ville springe med en skinger lyd, ved den mindste berøring. Jeg talte med min chef om det. Fik tilbudt en samtale med en terapeut. Der blev foreslået meditation, pauser og struktur. Som den gode klient, nikkede jeg mellem tårerne og sagde at jeg ville gå hjem og gøre de ting der var blevet foreslået. Selvom jeg helt inde i hjertet kunne mærke, at der var meget mere i spil, end stress over være på arbejde igen. Min hjerne og min krop var på ingen måde, hvad den var. Og efter et par år, faldt mine forhåbninger om, at jeg nogensinde ville komme tilbage til, hvordan jeg fungerede før kræften.

Hjemme forsøgte jeg også at mande mig op. Sørgede for at vaske tøj, gøre rent, lave mad, lufte hund og være en god mor for min datter. Og en god bonusmor for min kærestes barn hver anden weekend. Med det resultat, at jeg ikke magtede et socialt liv. Pludselig kunne min kæreste ikke holde ud at se på mig, når jeg sad og græd. Han var træt af at høre på, at jeg altid var træt. Ikke nok med det, var jeg den ringeste og svageste kvinde han havde levet sammen med. Igen blev hans øjne mørke og smalle. Stemmen blev hård og skældsordene regnede ned over mig. Hans energi blev iskold og afvisende. Som en hund der havde fået tæsk, gik jeg i seng og græd endnu mere. Ikke alene var jeg dårlig til mit arbejde. Jeg var også en dårlig mor, kæreste og i det hele taget et usselt menneske. Ude af mig selv af fortvivlelse, forsøgte jeg at tale til min kærestes empatiske side. Kun for at blive afvist med endnu flere hånlige bemærkninger om min person.

Da tårerne havde fået frit løb og stilnede af, blev jeg vred. Rasende faktisk. Ikke om jeg ville finde mig den behandling. Så jeg gik til min kæreste og sagde, at jeg ikke forstod hvorfor han ville være sammen med mig, når jeg nu var så ringe et menneske. Derfor synes jeg vi skulle slutte vores forhold, så han kunne gå ud og finde den perfekte kvinde og jeg kunne få fred. Vupti, så var den ”gode” mand tilbage. Der kom en forklaring om, at han blot havde været frustreret over at se mig have det så dårligt, at hans temperament løb af ham, i afmagt. Vores forhold rummede så meget dybde og kærlighed, som han aldrig havde oplevet før. Igen skiftede hans humør og energi på et sekund. Der var ingen grænser for hans beundring og kærlighed til mig. Overøst med kys og kærtegn, puttede jeg mig i hans favn. Jeg havde brug for ham. Jeg elskede hans ”gode” side.

”Dansen” fra himmel til helvede og tilbage igen, blev en del af vores liv sammen. Fortvivlelsen over devalueringen, hån og hårde ord blev vejet op af den søde forsoning. Når han drak alkohol blev kontrasterne endnu større. Og hans forbrug steg markant i løbet af et par år. Hver dag var der en undskyldning for at tage et glas vin, som blev til fire og fem. Nogen gange flere. På hverdage. I weekenderne var det endnu mere.  Hvordan han næste dag kunne fungere, forstod jeg ikke. Men det gjorde han tilsyneladende.

Mine grænser for hvad jeg accepterede rykkede sig hele tiden. Fra at være helt stålsat sikker på, ikke at ville leve sammen med en mand, som drak hver dag, blev det en del af hverdagen. Om end jeg hadede det og forsøgte at tale med ham om det, ændrede hans forbrug sig ikke til det bedre. Udadtil var han charmerende, vittig, veltalende, vidende og rummelig. Ingen ville tro mig hvis jeg fortalte, at han var en anden bag lukkede døre derhjemme. Så jeg fortalte kun små bidder til mine veninder. De lyttede og forstod min frustration, når jeg tillod mig at fortælle en lille del af livet med min kæreste. Hvad jeg ikke vidste var, at de veninder som var tættest på mig og nogle i min familie, godt havde lagt mærke til ”noget” mærkeligt ved manden i mit liv. De sagde ikke noget om det til mig. Og hvis de havde, ville jeg havde afvist det. Jeg ville ikke se det. Jeg ville IKKE tro på det.

Tingene eskalerede i forhold til min kærestes skiftende personligheder og alkohol indtag. Jeg begyndte at se frem til de dage han skulle arbejde udenbys, eller tog til sin hjemby for at gå i byen. Det var krævende og opslidende. Alligevel holdt jeg ud. Lige til den dag, eller nærmere aften, hvor jeg nåede min grænse……. Og så kom der virkelig kul på kaos.

Dating og ægte kærlighed.

Længslen efter tosomhed og kærlighed, trængte sig mere og mere på. Det var underholdende og på sin vis også bekræftende, at være i nattelivet. Men Mr. Right havde ikke vist sig. Selv om jeg i korte øjeblikke havde troet, eller nærmere håbet det. Næste naturlige skridt var at lave en profil på en dating side. I 2006 var det, for mig i hvert fald, en helt ny og spændende verden. På det tidspunkt havde jeg en gammel pc og en internetforbindelse, som jeg betalte for pr. minut. Som en gave til mig selv, forærede jeg mig en bærbar pc. Jeg var klar til at møde min drømmemand og ville ikke gå ned på teknikken, som skulle sikre mig mødet med ham.

Med hjælp fra en veninde fik jeg lavet en profil, med et nyt billede, hvor mit flotte, blonde og korte hår lyste smukt. Teksten var lidt sværere. Skulle jeg skrive at jeg havde haft brystkræft? Nej, det ville være for mærkeligt og måske skræmme interesserede bejlere væk. Sammen med min veninde fik vi forfattet en kort beskrivelse af, hvem jeg var og stod for. Sådan der. Med bankende hjerte aktiverede jeg profilen. Ville nogen overhovedet kontakte mig? Og ville jeg turde tro på hvad de mænd skrev? Havde hørt forskellige historier om kvinder, der havde mødt både psykopater og mænd som ikke svarede til deres profil billede.

Datingsiden var kvindernes paradis, hvis man som mig sukkede efter mandlig opmærksomhed. De to første dage fik jeg mellem 15 og 20 henvendelser. Nogle mere lødige end andre. Jeg blev hurtigt hovedkulds forelsket i min ind boks. Et sus af lykke strømmede gennem min krop, hver gang jeg loggede på. Det var vidunderligt at kunne sidde hjemme i natbukser, med finurligt garn, uden make-up og flirte. Trygt placeret bag skærmen med matador mix og kaffe, gik timerne hurtigt i cyberspace, med drømmen om at møde min soul mate kørende i blodet.

Efter at have udvalgt 4 mænd, som havde fanget min opmærksomhed, gik aftenerne med at skrive. Alle mændene synes efter en uges korrespondance, at vi måtte mødes. Så jeg linede 3 dates op, onsdag, torsdag og fredag i den samme uge. Så var jeg i gang. Vi mødtes offentlige steder, som jeg havde fået anbefalet. Det skulle vise sig at være mere krævende end forventet. Ingen af mine dates føltes ”rigtige”, så jeg måtte afvise dem. Jeg havde slet ikke tænkt på, hvor ubehageligt det var skrive noget i stil med: ”tak for hyggelige date, men du duer ikke”. Det skrev jeg ikke så direkte, men hældte ”sukker” på, for ikke at fremstå som en kold kælling.

Efter den uge havde jeg brug at sunde mig. Der blev sorteret ud i hvem jeg ville skrive med og valgte en mand ud, som virkede oprigtigt interesseret i et forhold. Som ikke skrev om sex. Som ikke virkede desperat. Han var god til at formulere sig og hans værdier stemte godt overens med mine. Hurtigt fik han min tillid og jeg skrev om brystkræften. Det tog han roligt og gav udtryk for, at det nærmest blot gjorde mig endnu mere henrivende og spændende. Jeg elskede det. Vi blev enige om at tale sammen i telefon. Han boede over en times kørsel fra mig, så det var en god måde at ”mærke” ham på, når vi ikke sådan lige kunne mødes.

Stemmen i ”røret” var behagelig, sjov, klog, kærlig og fik mig til at føle mig helt særlig dejlig. Vi talte i timevis og jeg endte med at sige ja til at mødes hjemme hos mig, selvom jeg havde besluttet at det var et stort ”no-go”.

Mødet gik over al forventning. Vi talte endnu bedre i virkeligheden og han kunne få mig til at grine, som jeg ikke havde gjort længe. Han lyttede intenst til alt jeg sagde og kiggede beundrende på mig. Gav mig velformulerede komplimenter. Jeg blev forelsket den aften. Helt og aldeles. Da han gik, fik jeg et blødt og meget gentlemans-agtigt kys på kinden. Vores blikke mødtes og afskeden føltes lige så intens som resten af aftenen havde været. Han var perfekt. Endelig havde jeg mødt min soul mate. Jeg var lykkelig.

Hurtigt blev vi kærester og brugte det næste trekvart år på at mødes så meget vi kunne. Der var job, børn og en køreafstand, som skulle koordineres. Et par måneder inden vores årsdag flyttede vi sammen, i mit lille lejede hus. Min soul-mate havde fået et godt job i ”min” by. Alt var lutter idyl. Eller næsten. Jeg havde lagt mærke til han ændrede adfærd når han drak alkohol. Ikke voldsomt. Men nok til at jeg undrede mig. Jeg nævnede det for ham. Med en rolig stemme fik han mig beroliget. Det var ikke noget problem. Livet sammen fortsatte. Vi blev hurtigt enige om, at huset var for lille og at det ville være bedst at købe at større hus sammen.

Efter ca. et halvt år blev den drøm realiseret. Vi havde fundet et stort hus, med værelser nok til at han kunne få et stort kontor og begynde at drive sin nystartede virksomhed derfra. Huset lå i samme område som det lille lejede hus, så min datter kunne fortsætte i sin børnehave og jeg kunne beholde mit job, som jeg elskede. Sammen malede vi vægge, lofter og dørkarme, mens vi drømte om, hvordan fremtiden i vores nye fælles hjem ville blive. Dagen hvor vi kunne flytte ind kom og vi glædede os. Det var vidunderligt.

Med hjælp fra familie og et par venner fik vi flyttet alt ind. Om aftenen, den første i huset, så jeg en ny og knap så charmerende side af manden i mit liv. Hele hans energi ændrede sig. Udtrykket i hans øjne var koldt og han talte hårdt og nedladende til mig. Jeg var i chok. Han så helt anderledes ud i ansigtet. Hvor var min rummelige, sjove, kærlige, kloge og omsorgsfulde kæreste blevet af? Tanker som: ”er jeg flyttet sammen med Dr. Jekyll og Mr. Hyde”? og ”har jeg lige begået den største fejl i mit liv”? Kørte for fuld fart i mit hoved. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Min krop reagerede stærkt. Hjertet bankede hårdt og hurtigt. Munden blev fuldstændig tør. Jeg kunne ikke sige noget.

Jeg forstod ingenting. Aldrig før havde jeg stået i sådan en situation. Uro og bange tanker fyldte mig. Men det måtte der være en god forklaring på. For han var jo min soul-mate og jeg elskede ham. Det var nok bare mig som så ”spøgelser”, fordi jeg var sårbar efter at have været syg, fået kemo og stadig ikke helt var i balance endnu. Sådan måtte det være. Alt var godt…..?

Hvepsetalje og blackout

Det der Herceptin havde en bivirkning, som jeg var vild med. Jeg tabte mig. Helt uden besvær. Efter tre måneder havde jeg tabt 6 kg. I takt med håret groede, flæsket smeltede og solen skinnede på mig, voksede mit hårdtprøvede selvværd. Livsmodet var stærkt. Trygheden i at være på sygehuset hver tredje uge, gjorde godt. Det gav mig det overskud til, at begynde på det liv jeg drømte om. Til dels. Jeg var stadig ikke oppe på fuld tid på jobbet, som var mit mål. 20 timer på en delvis sygemelding det næste år, hvor jeg var i behandling med Herceptin, var løsningen indtil videre Acceptabelt. Overskueligt.

Mine veninder og jeg blev enige om, at en bytur var på tide. Nu skulle jeg vove mig ud i nattelivet og på kærlighedsscenen igen. Det var nervepirrende. Spændende og skræmmende. Jeg havde ikke været i byen i over et år. I en alder af 35 år følte jeg mig som en usikker teenagepige. Sad make-uppen perfekt? Og hvad med håret? Det var fuldstændig stift, af alt for meget hårvoks. Tøjet blev nøje udvalgt. Ikke for udfordrende, men alligevel ikke alt for kedeligt. En ny skjorte med blomster, jeans og støvler. Som det nu var moderne i 2006. Efter at have nærstuderet mit spejlbillede af flere omgange og med et par drinks i blodet, satte vi kursen mod den lokale natklub.

Med musikkens dunkende rytmer i benene og med en betragtelig promille i blodet, indtog vi dansegulvet. Det var vidunderligt at være tilbage i, hvad der for mig repræsenterede det normale singleliv. Stemningen var høj og det var nemt at falde tilbage i min gamle rolle som ”party-girl”. Det korte hår gav mange flere komplimenter, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Jeg slubrede opmærksomheden i mig. Overraskende nok, viste en mand særlig interesse. Og jeg nød det. Fuldstændigt. Promillen gjorde at jeg var mere løssluppen og fri. Hvis jeg havde været ædru, havde jeg med garanti, ikke turdet fortælle denne mand om mine skøre bryster. Min dømmekraft var sat ud af spillet. Jeg gik dog hjem alene og vågnede lettet op næste morgen. Med tømmermænd. Føj, for den lede. Det mindede alt for meget om kemodagene. Aldrig igen, lovede jeg mig selv. Som om jeg kunne holde det. Selvom jeg i min beruselse havde fortalt mere end jeg brød mig om, så var der ikke sket mere end det. PYH!

Den bytur satte gang i et nyt kapitel i mit liv. Jeg var igen single mor. Ikke kræftpatient. Sygdommen fyldte ikke så meget som før. Kroppen mindede mig dog om, hvad jeg havde gennemlevet. Det skøre bryst var godt nok blevet blødere med silikone implantatet. Men det så stadig mærkeligt ud og føltes også koldt og fremmed. Jeg brød mig hverken om at kigge, eller røre ved det. Derfor gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan jeg nogensinde skulle kunne være intim med en mand igen. Hvem ville synes jeg var både sexet og tiltrækkende, når jeg selv væmmedes ved mit bryst? Mine bekymringer viste sig at være spildte. Overraskende nok, betød de der bryster ikke helt så meget for de mænd jeg mødte, som jeg havde bildt mig ind. Min strategi var at være ligefrem og ærlig. Nemt, når der var alkohol involveret. Så min debut med skøre bryster og elskov, var i en mindre brandert. Flueben ved det. På en måde var det som at miste min mødom, en gang mere.

Sommeren kom. Jeg havde tabt ti kilo på et halvt år. En platinblond hanekam prydede mit hoved. Solbrændt, slank og glad tog jeg til bryllup hos min barndomsveninde. Fra hendes polterabend, hvor jeg havde haft betydelig mere tøj på, end til brylluppet, havde jeg tabt to kg. Så min veninde kiggede på mig, mens jeg klædte om hjemme hos hende. ”Nu må du altså ikke blive tyndere” sagde hun, med en bekymret stemme. Jeg beroligede hende med, at jeg havde det supergodt og at jeg var under opsyn hver tredje uge på sygehuset. Ingen grund til bekymring. Troede jeg.

Bryllupsfesten var skøn. Stadig single, blev jeg placeret ved siden af en ligeså single mand. Historien ville have været virkelig god, hvis jeg efterfølgende kunne fortælle at vi blev kærester og senere gift. Det gjorde vi imidlertid ikke. Så min civilstatus som single intakt. Drømmen om en kæreste levede stadig.

De weekender min datter var hos sin far, blev for det meste fyldt med sociale sammenkomster og byture. Sommeren bød på meget mere sjov og ballade end den foregående. Jeg følte mig levende, glad og rask. Lige på nær de dage jeg fik Herceptin. De var selvsagt ikke særlig skægge. Men igen, ikke noget at regne i forhold til kemo. Alt der var udfordrende blev målt i forhold til det. På den måde, så alting meget bedre ud. ”Jeg har prøvet det der er værre”, blev en sætning jeg brugte flittigt.

Selvom jeg nærmest krampagtigt holdt fast i, hvor godt jeg havde det, var der et lille men. For jeg kunne godt mærke, at jeg blev hurtigt træt og forpustet. Når jeg rejste mig blev jeg ofte svimmel og så stjerner. Det sagde jeg ikke noget om, når jeg var på sygehuset. Jeg orkede ikke mere bekymring. Slog det hen med, at det nok bare var fordi jeg stadig var påvirket af kemoens bivirkninger.

En fredag morgen skulle jeg gøre mig færdig til at tage på arbejde. Svimmelheden var der. Jeg var sent på den og ville skynde mig. Så tog svimmelheden til og jeg måtte lægge mig ned. Med flimmer og stjerner for øjnene, fandt jeg sengen. Det næste jeg husker, var lyden af min mobiltelefon der ringede. Omtumlet fik jeg den taget. En kollega spurgte tydelig frustreret: ”hvor bliver du af, det er din tur til at tage morgenbrød med”. Forvirret fik jeg svaret: ”undskyld, tiden må være løbet fra mig. Jeg kommer så hurtigt jeg kan”. Med en dundrende hovedpine fik jeg set hvad klokken var. Den var 8:25. Jeg skulle møde kl. 8 og sidst jeg havde set på uret var den 7:45. SHIT! Jeg måtte være besvimet og ligget der i godt og vel tre kvarter. Heldigvis var min datter hos sin far. Hunden lå trofast på gulvet lige ved siden af min seng. Da det gik op for mig hvad der var sket, blev jeg bange. Skrækslagen.

Uden helt at vide hvad jeg skulle gøre, ringede jeg tilbage til mit arbejde og fortalte hvad der var sket. I samråd med en kollega, besluttede jeg at ringe til lægen. Han, lægen, ville gerne se mig, for det lød jo alvorligt. Stadig omtåget satte jeg mig i bilen og kørte det kvarter, det tog at komme ned til lægen. Komplet uforsvarligt. Men i forvirringen vidste jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Med møje og besvær fik jeg parkeret og stavret mig op til min læge på 1. sal. Trapperne tog pusten fra mig og jeg troede at jeg ville besvime igen.

I skranken fik jeg meldt min ankomst. Sekretæren gik om og hjalp mig med at finde en stol. ”Du er jo helt bleg” fik hun sagt med en bekymret mine. ”Nååh” fik jeg mumlet. Lægen tog mig hurtigt ind. Først målte han mit blodtryk. 65/35, eller noget i den stil. Som sygeplejerske vidste jeg, at det var meget lavt. Ikke så mærkeligt at jeg havde været svimmel. Der blev ringet op på kemo ambulatoriet og fik besked på at tage derop. Selvom der ikke var langt fra lægen og til sygehuset, fik jeg en taxa.

Oppe på kemo ambulatoriet tog de igen mit blodtryk. Joh, det var jo helt galt. Dr. Kemo spurgte til nogen forskellige ting, som jeg ikke husker. Men jeg husker tydeligt, da jeg nævnte at jeg havde tabt mig 10 kg i løbet af de sidste 6 måneder. ”Har du sagt det til sygeplejerskerne, når du har været til behandling”? Blev der spurgt med store rynker i panden. ”Næh, skulle jeg det”? Det skulle jeg. For dosis blev beregnet efter vægten og nedjusteret ved ændringer på 5 kg. Herefter blev dosis nedsat betydeligt, ved resten af behandlingerne.

Forskrækkelsen gav mig en forståelse for, at Herceptin stadig var medicin. Stærk medicin. Selvom det ikke gav lige så slemme bivirkninger som kemo, var det stadig ikke saftevand der var i dropposen.

Samtidig lærte jeg også at lytte til min krops signaler. Og høre efter hvad sygeplejerskerne informerede mig om, når jeg var til behandling. Min ”la-la-la-la-LA-LAAA” med -fingrene-stukket -i -ørene-adfærd, var hverken sund eller klog. Tænk hvis min datter havde været hjemme. Det var ikke til at holde ud, at tænke på hvad der kunne være sket.

Selvom prognosen for helbredelse var god og Herceptin behandlingen kørte på skinner, var jeg stadig ikke helt så robust, som jeg gerne ville. Så jeg løftede foden fra speederen en anelse. I ”mål” skulle jeg nok komme. Hvad end det betød. Min følgesvend ”tålmod”, fandt igen sin plads i mit liv.

Under “gavepapiret”

Dagene på sygehuset gik hurtigt. Jeg havde ikke særlig ondt i det opererede bryst og jeg var i en helt anden sindstilstand, end ved den sidste operation. Slangen der stak ud af siden, skulle sørge for at dræne vævet, så det kunne hele, som det skulle. I løbet af et par dage, var der næsten ikke mere blod og snask i drænposen, så den kunne hives ud. YAY! Følelsen af at slagen blev trukket ud af brystet, var ikke helt så klam, som jeg huskede det. Muligvis fordi det opererede bryst, ikke havde den samme følsomhed mere. Faktisk føltes det nærmest dødt. Ligesom en stor del af venstre arm. En sorg, fyldte mig. Sorgen over at have mistet mit bryst og ikke kunne mærke det som før. Det kunne godt være, det blev pænt at se på. Men det ville aldrig kunne hamle op med mit gamle bryst, med evnen til at nyde kærtegn. Tanken: ”hvor skulle du skamme dig” dukkede op. Jeg skulle hellere være taknemmelig over at være i live. Sådan et bryst var en billig pris at betale for at have overlevet. Det andet bryst ville formentlig stadig ”virke” som det skulle.

Udskrivelsen nærmede sig og jeg havde endnu ikke set det færdige resultat. Det måtte jeg vente 10 dage mere på. For så længe skulle forbindingen sidde. SUK. Ventetid. Den værste tid. Altid. De næste 3-4 uger måtte jeg ikke bruge med den venstre arm. Heller ikke køre bil. Vente-vente. Næste besøg på sygehuset ville være om 10 dage, på plastic kirurgisk ambulatorium, hvor ”gavepapiret” skulle fjernes. Indtil da kunne jeg ikke tage brusebad, uden forbindingen var tapet forsvarligt ind i plastic. Bøvlet. Jeg måtte heller ikke løfte armen op over 45 grader. Alt i alt bare endnu mere bøvl.

Alligevel fik jeg fundet på løsninger, som gjorde at jeg i store træk kunne klare mig selv. Min datter var nu fire år og hun kunne selv klæde sig på og brugte heller ikke ble længere. Det kunne mærkes, at hun bedre kunne klare sig selv på mange punkter og forstod at samarbejde. For det meste. Hun kunne også blive rasende over, at jeg ikke kunne klare tingene så hurtigt som før. Når det skete blev jeg både vred og ked af det. Den forbandede sygdom. Igen måtte jeg væbne mig med tålmodighed. Holde ud, når min datter blev ude af sig over, at jeg ikke kunne hjælpe hende. NU. Lige der følte jeg mig som et offer. Det var urimeligt at skulle klare ”alting” selv. Længslen efter tosomheden med en mand voksede. En mand som kunne hjælpe, støtte, trøste og elske mig i al min elendighed. Sandheden var, at jeg ikke skulle klare ”alting” selv. Mine veninder handlede for mig. Kørte mig hvorhen jeg havde brug for. Sov hos mig. Lavede mad til os. Min datters far hjalp også, med hvad han nu kunne. Nogen gange kom han med aftensmad, is og et par film. Han puttede vores datter og lagde sig på den anden sofa. Så så vi film og spiste is. Det var rart. For vi havde fået et venskab, som gjorde det lettere at være syg og single. Jeg var heldig. Min datters far var blevet min bedste ven.

De ti dage var ved at være gået. Spændingen steg. Hvordan mon de nye bryster så ud? Jeg håbede på, at de var mega flotte. Struttende og lækre. Så min krop ville være fin og flot igen. Gid det måtte være sådan. Der var en lille tvivl. Men jeg havde set billeder af flotte, runde bryster, som så næsten ens ud på begge sider. Så jeg skød tvivlen væk. Mine bryster ville vidunderlige. Basta.

Endelig, ENDELIG, kom dagen hvor forbindingen skulle fjernes. Min veninde kørte mig dertil. Vi snakkede, grinede og fantaserede om hvor flot jeg ville være, i ”forlygte”-området. Jeg meldte mig ved skranken og blev bedt om tage plads og vente. FÅRK al den venten. Der gik 20 minutter. Intet skete. Vi sad bare og ventede. Utålmodig gik jeg op til skranken og spurgte om, hvor lang tid jeg skulle vente endnu, før det blev min tur. ”Det kan jeg ikke sige”, svarede sygeplejersken med en muggen mine. Venteværelset var fuldt. Al personale så stressede og jagede ud. Så jeg måtte gå tilbage og sætte mig. Yderligere 20 minutter gik. Min tålmodighed var sluppet op. Men jeg turde ikke gå til skranken endnu engang. ”Det her er bare ikke i orden” hvislede min veninde ud mellem tænderne og marcherede målrettet op til skranken. Hun fik sagt i meget klare og tydelige vendinger, at jeg altså havde ventet i over 40 minutter og i det mindste havde brug for en tidshorisont. Sygeplejersken undskyldte. Der var sygemeldinger blandt personalet, så deres dag var mildest talt kaotisk. ”Okay, men det kunne I da godt have sagt”, svarede min veninde surt. Jeg brød mig ikke om, når hun hidsede sig op på sygeplejerskerne. For jeg var jo selv en af slagsen, altså sygeplejerske og vidste at vilkårene ofte var urimelige at arbejde under. På den anden side, var det dejligt at hun tog styringen og fik sagt det, som jeg havde lyst til at sige. Eller nærmere råbe i frustration.

Efter en lille time, blev mit navn kaldt. Mit hjerte hamrede. Håndfladerne blev fugtige. Nu skulle jeg se resultatet. Det var så spændende. Ikke mindst på grund af ventetiden. Plastic kirurgen som havde opereret mig, var inde bag døren. Hun spurgte til hvordan jeg havde haft det. ”Jaah-joooh” jeg havde haft det godt nok. Jeg kunne ikke koncentrere mig om hendes spørgsmål. Den forbinding skulle af hurtigst muligt. Efter en kort udveksling af spørgsmål/svar, blev jeg bedt om at tage tøjet af overkroppen. Forbindingen var kæmpestor og fyldte hele brystkassen. Det der plaster som forbindingen var pakket ind under, sad godt fast. Derfor blev forsøgene med at fjerne det i et snuptag, smertefulde og mislykkede. Langsomt og møjsommeligt stod plastic kirurgen og lirkede plasteret af i kanterne, så hun til sidst kunne tage hele forbindingen af, uden flå skindet med.

Synet af mine nye bryster, havde jeg forstillet mig, ville gøre mig glad. Sådan gik det ikke. Skuffelsen var enorm. Mine bryster så slet ikke ud som dem jeg havde set på billederne. De var skæve og overhovedet ikke ens. Jeg kunne ikke sige noget. Plastic kirurgen var derimod yderst tilfreds. Hun synes at resultatet var ”utrolig flot” og ”det kunne ikke være bedre”. Dertil kom, at hun gerne ville tage billeder, så hun kunne bruge mig som et eksempel. Min veninde sagde heller ikke noget. Hun kunne tydeligt læse i mit ansigt, at jeg ikke var spor imponeret. Plastic kirurgen havde alt for travlt til at registrere min reaktion. Hun gik videre med at instruere mig i brugen af et elastik bånd, jeg skulle bruge henover det kunstige bryst, så det ikke ”kravlede opad”. Båndet skulle sidde stramt udenpå en særlig bh, som heller ikke var hverken behagelig eller pæn. Det andet, raske bryst, blev så også trykket nedad. Det gav ingen mening, da det var blevet løftet. Men jeg sagde ikke noget. Svarede blot på det allermest nødvendige. Udstyret med elastik bånd, grim bh og en ny tid om tre uger, gik vi slukørede ud til bilen.

Tårerne pressede sig på og fik frit løb, da vi kom ud i bilen. Hvordan skulle ”det der”, pegende på mine bryster, nogensinde blive flot? ”Det ser jo ud ad helvedes til”. Og det føltes ligesådan. Igen kom tankerne om at jeg skulle skamme mig. I det mindste havde jeg to bryster, som var pænere end før. Jeg havde overlevet kemo og herceptin behandlingen gik godt. Faktisk skulle jeg være taknemmelig for alt det jeg havde. Det var jeg også. Det meste af tiden. Bare ikke lige da jeg så de der bryster, som ikke levede op til mine forventninger. Håbet om at kunne vise mig nøgen og være intim med en mand, nogensinde, dalede. Tanken om at være single og ”uberørt” resten af mit liv, var ikke til at bære. For sådan måtte det gå, med de der grimme forlygter. Jeg var min egen værste fjende. Det indså jeg efter nogle lange timer i total offertilstand.

Jeg var mere end blot flotte bryster, langt hår og et kønt ansigt. Det vidste jeg godt. Alligevel pinte de nye brysters udseende mig mere, end jeg brød mig om at indrømme. Og så var jeg stadig for fed oveni. Jeg måtte finde ud af, at se min skønhed på en ny og mere nuanceret måde. Identitetskrisen lurede under overfladen. Blandet med skyldfølelse og taknemmelighed. Det var vanskeligt at rumme det hele. Men hvad havde jeg at vælge imellem? Ville jeg være offer eller ville jeg tage det hele som en udfordring? Nogen dage var det let at være stærk og taknemmelig og andre dage var jeg så meget offer, at jeg ikke kunne holde mig selv ud. Kunsten blev at være okay med begge dele og finde ud af at elske ”det som er”.