Nacissist/Psykopat

Åhr nej, ikke igen

I første omgang svarede jeg ikke, på den sms fra eksen. Med bankede hjerte og rystende hænder sad jeg blot med telefonen i hånden. Så tikkede der endnu en sms ind. Fra ham. Igen. ”Det kan jeg godt forstå” skrev han. Selv når han skrev venligt, blev jeg utryg. For jeg vidste, at det ville ændre sig, som regel på et splitsekund. Selvom jeg nu var i sikkerhed, følte jeg mig stadig bange. Mine tanker stak helt af. Kunne han finde på at opsøge min datter når hun gik hjem fra skole? Gøre hende fortræd? Stalke mig? Skabe mere ballade?

I den periode, lige efter vi flyttede hjem til Farmor, opholdt jeg mig mest der, når jeg havde fri fra arbejde. Min datter mærkede hvor paranoid jeg var blevet og det smittede af på hende. Lige så snart hun ikke kunne se eller høre hvor jeg var, fik hun panik angst. Nogen gange skreg hun. Indtil hun fik vished om at alt var okay. Jeg følte mig som den ringeste mor i verden.

Langsomt begyndte jeg at bevæge mig ud i livet igen. Sms´erne fra eksen fortsatte. Nogen gange ondskabsfulde og hånlige. Andre gange truende. Få gange venlige. Hver gang hans navn viste sig på displayet, fik jeg hjertebanken og koldsved. Hver dag, uanset hvad jeg lavede, lå det i mit baghoved, at min datter og jeg var i fare. For huset var ikke solgt og udsigterne til at det ville ske, var lange. Hele tiden følte jeg han åndede mig i nakken.

Efteråret kom og jeg oplevede en smuk forelskelse. Min allerførste kærlighed, dukkede pludseligt op i mit liv igen og vi forelskede os. Det var inderligt, trygt og jeg følte mig elsket. Men inden i var jeg gået så meget itu, at jeg havde svært ved at tage imod al hans kærlighed og godhed. Der forgik en indre krig, som jeg ikke kunne navigere i. Efter små tre måneder sluttede jeg forholdet. Det var hverken elegant eller kærligt. Og jeg skammede mig. Han tilbød mig alt, hvad jeg havde længtes efter og alligevel kunne jeg ikke være i det.

Vinteren i 2012, gik med at slikke mine sår og dyrke venskaberne, som trofast havde været mine støtter i stormen. Min datter fik det langsomt bedre og vi fandt en rolig og tryg dagligdag. Sms´erne fra eksen blev der længere imellem. Tilsyneladende havde han fundet andre ting at bruge sin tid på. Så min frygt for, om han ville stalke mig, eller min datter, var ubegrundet. Indtil den dag jeg mødte ham på min vej hjem fra arbejde. Han vidste hvor jeg parkerede min bil og hvornår jeg havde fri. Min bil var altid parkeret det samme sted, et stykke væk fra min arbejdsplads. Han kom gåede imod mig på gågaden. Min krop frøs ved synet af ham. Han råbte hej og brugte mit navn. Jeg fik et chok. Og jeg følte mig truet på livet. Hurtigt gik jeg ind ad en gyde, for at slippe væk. Da jeg var ude af hans synsfelt, løb jeg alt hvad jeg kunne, hen til min bil og fik startet. Min puls var høj, smagen af blod bredte sig i munden på mig, tårerne sved i øjnene og hele min krop rystede. Helt uforsvarligt kørte jeg, i al for høj fart hjem. Der ventede min store gamle hund og endnu en gang, fik den alle mine bekymringer og sorger tudet ned i pelsen. Eksen havde ikke gjort andet end at hilse på mig. Han havde ikke løbet efter mig, eller været truende. Men inden i mig, var det lige meget. Uanset hvad, var jeg skrækslagen. Da jeg havde samlet mig og fået pulsen ned, fik jeg en sms fra ham. BANG og jeg sad igen med hjertet helt oppe i halsen. Han skrev, at jeg da godt kunne hilse og at min opførsel var uhøflig. ”Undskyld” skrev jeg tilbage og håbede på at det ville stoppe for yderligere sms´er. Det gjorde det. I flere uger efter gik jeg en omvej, når jeg skulle gå fra arbejde. Helt paranoidt.

Endelig kom foråret snigende. Solen fik mere magt og jeg begyndte at tro på, at det hele nok skulle blive godt. BUM, så fik jeg et kæmpe skattesmæk. Penge jeg ikke havde og heller ikke kunne se, hvorfra de skulle komme. Min økonomi var stram og efterlod ikke plads til udskejelser. Angsten rullede ind over mig. Den velkendte følelse af at være i livsfare blussede op. Selvom jeg forsøgte at tale mig selv til ro med, ”det er bare penge” og ”der viser sig en løsning”, holdt min krop stædigt fast i angsten. En ulykke kommer sjældent alene, er der et gammel ordsprog der siger. Og BUM, så brød min bil sammen. Der hvor jeg boede var det vældig besværligt, at komme på arbejde og købe ind, uden bil. Igen reagerede jeg med en panikagtig angst. Hvordan skulle jeg klare min hverdag uden bil? For jeg havde ikke penge til at få den repareret, efter regningen fra skat. Mine tanker kørte alt for hurtigt til, at jeg kunne samle mig og finde en løsning. Så jeg græd og følte mig lille, sårbar og utilstrækkelig. Heldigvis, var hjælpen nær. Min datters far havde en ekstra bil stående, som jeg måtte låne. Så var den del reddet. Tilbage stod regningerne og truede.

Min gode gamle hund begyndte at vise tegn på alderdom. Jeg kunne se den gik langsommere og den havde fået en stor ”bule” på siden af brystkassen. ”Du er nødt til at hænge på lidt endnu, gamle dreng” græd jeg igen i pelsen. ”Jeg har brug for dig”. Selvom pengene ikke var til det, tog vi til dyrlægen, hunden og jeg, for at få vished om ”bulen” var kræft, og om tiden var løbet ud for min store bamse. ”Det er en fedtknude” og ”din hund er gammel, men står ikke for døden”. Lettelsen var enorm.

Selvom mit liv bestemt ikke var så hektisk og dramatisk, som et halvt år forinden, var der en mental efterregning, som jeg ikke havde forudset. Jeg sov stadig ikke ret mange timer om natten og min appetit var heller ikke stor. Min krop føltes træt og slidt. I et forsøg på at gøre noget godt, begyndte jeg at genoptage mine gamle løbe vaner. Tanken var, at jeg nok ville blive mere sulten af at løbe og derfor naturligt komme til, at få appetitten op at køre igen. Samtidig ville jeg få udskilt en masse glædes hormoner og formentlig komme til at sove bedre. Hurtigt kom jeg i form og kunne med lethed løbe 8 km. YES! Det føltes stærkt og gav mig de resultater jeg havde efterspurgt. Det lysnede forude. Alt skulle blive godt.

D. 21 marts 2012 havde været en dejlig dag. Efter min datter var puttet, lå jeg alene på Farmors sofa og slappede af. Min bh strammede, så jeg fik den fumlet af, inden under blusen. Ah, det var godt og jeg gnubbede huden under brysterne, hvor elastikken havde siddet. Hov, hvad var nu det. Med at sæt rejste jeg mig op og mærkede igen. På undersiden mit venstre bryst, det ”skøre” bryst, kunne jeg mærke en lille bule. På et sekund blev jeg ramt, som af et godstog, af følelsen af at noget var helt, HELT galt. Alt stod stille. Hjertet hamrede, halsen snørede sig sammen, koldsved løb ned ad ryggen og jeg blev så svimmel at jeg måtte lægge mig ned igen, for ikke at besvime. Det måtte være en ”fejl”, for jeg havde jo ikke noget brystvæv i venstre side, så jeg kunne da ikke få en knude der. Men den var der. Alt inden i mig skreg. Angsten havde fået endnu et nyt niveau. ”Åhr nej, ikke igen” kørte i ring så hurtigt at jeg til sidst kastede op.

Rystende sad jeg på badeværelsesgulvet, i Farmors hus og så hele mit liv forsvinde for øjnene af mig…..

Tænk hurtigt

Den næste morgen, efter flugten fra vores hjem, måtte jeg tænke hurtigt. Finde ud af hvordan jeg skulle gribe den nye situation an. Selvom jeg var bange, måtte jeg også handle for at komme videre. Være to skridt foran og have en plan. Jeg vidste at min ex skulle på arbejde næste morgen. Både min datter og jeg havde ferie, så det gav mulighed for at fokusere på løsninger.

Tidligt, inden exen ville stå op, sneg vi os hjem. Som om intet var sket, gik vi i gang med at spise morgenmad. Præcis som vi plejede. Inden længe stod han op. Lidt brugt at se på, men slet ikke så slemt som han fortjente, efter han havde drukket massivt, og været så giftig aftenen forinden. Min datter var kvik til at snakke til ham, som hun plejede. Spurgte om hvad han skulle i dag, mens vi sendte hinanden sigende blikke og vendte øjne, når han vrissede sine svar. Efter hvad der føles som uendelig lang tid, blev han færdig og smækkede døren vredt bag sig. Nu havde vi 2 dage før han kom tilbage.

Lettede åndede vi op. ”Sikke en idiot” sagde min datter og rullede med øjnene. Vi snakkede om hvad vi havde af muligheder for at flytte. NU. Desperat forsøgte jeg at holde hovedet koldt. Tankerne kørte alt for stærkt og hjertet bankede ubehagelig hårdt. Hurtigt kom datter med ideen, at vi da bare kunne bo hjemme hos Farmor. Et par år tidligere havde vi mistet Farfar, så der var i hvert fald plads nok i det store hus, som lå lige en gade fra os. Men det var alligevel ikke sikkert Farmor kunne overskue, at have sit barnebarn og ex-svigerdatter boende. Med en stor labrador.

Med rystende stemme fik jeg spurgt farmor, på telefonen, om min datter, hunden og jeg måtte være hos hende, indtil vi fandt en anden løsning. Jeg fik fortalt hvordan tingene stod til og uden tøven sagde hun ja. Indtil den dag havde jeg ikke fortalt min egen familie om, hvordan livet i virkeligheden havde formet sig hjemme hos os. Min datters far kendte heller ikke sandheden. Det var så flovt, at fortælle andre hvad jeg havde fundet mig i. Men værst af alt, budt min datter. Jeg skammede mig og vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne tilgive mig selv for det.

Hos farmor kunne vi ikke have vores møbler, så vi pakkede tøj, toiletsager og de vigtigste dokumenter. På den måde ville exen heller ikke kunne se, at vi ret beset var flyttet. Jeg var sikker på han ville blive vred over det. For han ville gerne have kontrol og i mit hoved, nød han at pine mig lidt for meget. Om han havde sådan kunne jeg ikke vide, men sådan var det blevet i min verden. I løbet af en dag, fik vi flyttet hjem i gæsteværelset hos Farmor. Så da der tikkede en sms ind fra exen, om at han ville komme forbi dagen efter, kunne jeg med en roligere fornemmelse i kroppen, svare ”OK”. Spændt ventede jeg på om han ville opdage at vi ikke længere opholdt os i huset. Det gjorde han ikke.

Mine venner hjalp mig med at få overblik over hvad der måtte gøres. ”Du skal skifte bank med det samme” sagde en af mine veninder og min datters far understøttede den holdning. I min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, at exen ville snyde mig med penge. Ja, så naiv var jeg, på trods af hvad der var sket. I afmagt kontaktede jeg exens ex-kone, for at få hendes erfaring, fra dengang de gik fra hinanden. Hun bekræftede min venindes råd. ”Skift bank og få flyttet dine ting hurtigst muligt. Og han må ikke vide hvad du har gang i”. Hun mente at han kunne finde på at sælge eller smide vores ting ud. Og ikke mindst snyde mig finansielt.

Der var på ingen måde plads til alle vores ting i Farmors hus, selvom det var stort. Igen måtte jeg tænke hurtigt. Heldigvis var og er jeg velsignet med de bedste venner og et stærkt netværk. I løbet af en uge fik jeg kontakt til en bekendt som stod med at tomt hus, hun gerne ville have solgt. Så på en måde ville det også være en hjælp for hende at få møbleret huset. Næste skridt i det projekt var at få fundet et tidspunkt, hvor mine venner kunne hjælpe mig med at få pakket og flyttet, uden exen ville få nys om det.

Samtidig skulle jeg skifte bank. Da exen og jeg købte hus, skiftede jeg bank til hans, som havde til huse i hans hjemby. Med store mørke rander under øjnene, mødte jeg op i min gamle bank og håbede på de ville tage mig tilbage. Da jeg så min gode gamle rådgiver, sidde på sin vante plads, følte jeg en enorm lettelse. Han havde været min rådgiver i over 10 år, før jeg skiftede. Overrasket vinkede han mig ned til sit bord. ”Hvad er der sket med dig”? Spurgte han med venlige øjne og en blød stemme. Jeg så mildest talt heller ikke sund ud mere. Kiloene var raslet af og hele min fremtoning emmede af sammenbrud. Den omsorg kunne jeg ikke tåle, så jeg satte mig og tudbrølede mens jeg prøvede at forklare mit ærinde. Uden at kunne beherske min totale nedsmeltning, fik jeg til sidst sagt at han blev NØD til at hjælpe mig. Og det skulle gå hurtigt. Også her blev jeg mødt af varme og en villighed til at hjælpe.

Der gik halvanden uge før exen fandt ud af at vi ikke opholdt i huset mere. Jeg forklarede det med at jeg havde brug for ro og ikke magtede at se ham. Hvordan han tolkede det, ved jeg ikke, men der blev ikke nogen ballade ud af det. Der var brug for at han var rolig og ikke fattede mistanke om noget, indtil det hele faldt på plads. Så flytning af vores møbler og ting, skulle ske lige inden jeg skiftede bank. Et større planlægningsarbejde der skulle gå op. Inden der var gået tre uger, fra vores flugt, havde jeg fået arrangeret en flok venner til at komme og pakke og flytte en lørdag, hvor jeg vidste exen skulle på arbejde i København.

Lørdag morgen ved halv ni tiden mødtes vi i huset, med flyttekasser og en bil med trailer. Jeg havde brug for at få det overstået i en fart. Med kvalme og hjertebanken gik vi i gang. Da jeg ikke havde pakket noget på forhånd, skulle jeg vise hvad der skulle med og hvad der skulle blive. Stresset og ude af mig selv gik jeg rundt i, hvad der engang var mit hjem og prøvede på at få et overblik. Mine venner beroligede mig med at vi havde hele dagen, så ingen stress.

Pludselig kom der en sms fra exen, at han ville komme hjem om en time. WHAT!? Han havde jo sagt at han skulle arbejde i København hele weekenden. Klokken var blevet 10 og vi var langt fra færdige. På kanten af besvimelse, viste jeg min ene veninde hans sms. Jeg kunne ikke sige et ord. Halsen var snøret så stramt sammen af angst, så jeg hverken kunne trække vejret eller tale. Min krop rystede og jeg følte jorden åbnede sig under mine fødder, og jeg bare faldt og faldt. Det var umuligt at nå. ”Pliiiing” en ny sms. Det var først om to timer han ville komme, han havde skrevet forkert. Okay, nu havde vi dobbelt så lang tid. Med et par dybe vejrtrækninger, mandede jeg mig op og samlede mine venner, så vi kunne lægge en ny og meget mere effektiv plan. Nu var det kun de allervigtigste ting der blev pakket først. Det som jeg ikke fik med, måtte skrives ”tabslisten”.

Et kapløb mod tiden satte i gang. Et par af mine veninder bankede på hos mine naboer og fik arrangeret at vi kunne sætte nogen af tingene der, så det i det mindste var ude af huset, inden han kom hjem. Panikken fyldte hele min krop og mit sind. Hvordan vi nåede at få lukket døren og være væk, inden de to timer, forstår jeg ikke. Ikke desto mindre, så var det hvad der skete. Hos min veninde, som min datter og jeg havde flygtet over til den nat, sad vi alle sammen i hendes gårdgave og forsøgte at få pulsen ned. Hun havde lavet frokost og sat øl på bordet. På en måde var det en fest dag. Men inden i mig føltes det ikke sådan. Mit hjem havde jeg mistet og hvad der ville ske i den næste tid, frygtede jeg. Vi skulle have solgt huset og på den måde var jeg tvunget til at have kontakt med exen, på ubestemt tid.

Mens vi sad i solskinnet og landede, tikkede der en sms ind. På displayet kunne jeg se, at det var fra ”ham”. Så vidste jeg han var kommet hjem og havde opdaget, at jeg var flyttet. Mine fingre rystede voldsomt, hjertet bankede hårdere end nogensinde og det flimrede for mine øjne. ”Hvad skriver han” blev der nysgerrigt spurgt. Med bange øjne fik jeg åbnet sms´en. Min fornuft prøvede at overbevise mig om, at jeg var i sikkerhed, så det var lige meget hvad han skrev. Resten af mig følte sig truet på livet.

”Jeg kan se du er flyttet”…….

Jeg elsker dig ikke…

Som jeg sad der og lyttede til ordene, som kom ud af min kærestes, eller nærmere EX-kærestes, mund og så, hvordan han brugte alle sine ”kneb”, kunne jeg mærke en stærk klarhed brede sig i min krop. Jeg var færdig. Helt færdig. Intet kunne overbevise mig om det modsatte. ”Hvis du elsker mig, så bliver du hos mig, gennem min krise”, forsøgte han igen. ”Så kan vi konstatere, at jeg ikke elsker dig”, svarede jeg afmålt og tørt. Aldrig havde jeg sagt noget så iskoldt til nogen. Men jeg følte ingen skyld, eller skam ved at have sagt det. Nok var nok.

Resolut rejste han sig, og med en stram mine kiggede han tavst på mig. Sekunderne var lange, indtil han sagde: ”Tænk over det et par dage, til jeg kommer hjem igen, så snakker vi om det”. ”Det er slut og jeg er helt sikker” fik jeg svaret. Med rasende øjne hvislede han: ”Når jeg går ud af den dør, så ser du mig ALDRIG mere”. Med hjertet bankende hårdt i brystet, fik jeg blot sagt ”TAK”. Hoveddøren smækkede og han kørte væk. Lettet og fri sad jeg tilbage. Ingen tårer, men min krop reagerede med kvalme og gåsehud. Der ville gå nogle dage før han kom tilbage, og vi skulle finde ud af, at få delt de ting vi havde anskaffet i fællesskab og få sat hussalg i værk.

Da jeg fortalte min datter om bruddet, var hendes reaktion meget afdæmpet. Hun virkede lettet og samtidig var der en masse spørgsmål. ”Skal vi så flytte”? ”Hvem får fjernsynet”? ”Skal jeg så aldrig se hans barn igen”? ”Er han meget sur på dig nu”? ”Hvad kommer der til at ske”? Ikke mange af de spørgsmål kunne jeg svare på. Foran mig ventede der en tid, hvor vi skulle blive enige om dette og hint. Jeg forudså at det sandsynligvis ikke ville blive let. Eller ”pænt” for den sags skyld.

Samme aften tikkede der en sms ind fra ham. ”Skal vi ikke bare få det offentliggjort, at vi ikke er sammen mere”? Gerne for min skyld, jeg ville gerne have det hele afsluttet hurtigst muligt. Efterfølgende kommunikerede vi pr. sms og tonen var ordentlig. Mit håb for en fredelig bodeling og samarbejde om hussalg, steg for hver venlig sms. Måske jeg tog fejl og vi kunne finde ud af være venner, lige som jeg var med min datters far?

Hvor tog jeg grueligt fejl. Første gang han kom hjem, var han i godt humør. Vi satte os ved bordet i køkkenet. ”Vi skal være gode ved hinanden i den kommende tid” sagde han og viste sit venligste smil. Det var jeg helt enig i. Vi fortsatte med at få aftalt hvem der skulle have hvad. Helt overraskende gik det nemt. Mine parader sænkedes og jeg slappede af. Og BOOM, så skiftede han. Der var ikke den ting, som der ikke var galt med mig. Giftige bemærkninger flød igen og hans energi blev kold og mørk. Inden i mig isnede det. Mit hjerte hamrede og det susede for mine ører. Skrækslagen sad jeg og forsøgte at bevare roen. Jeg sagde ikke et ord. Håbede bare, at han ville skynde sig med at få hentet de ting, som han kom efter og så køre igen. Det gjorde han heldigvis.

Efter den oplevelse bad jeg, på en sms, om at han skrev i god tid, når han ville komme hjem. Så kunne jeg sørge for ikke at være der så længe. Det respekterede han. Men, hvad han ikke respekterede, var min e-mailkonto og min facebook profil. Hvordan han havde fået mine koder, vidste jeg ikke, men fat i dem havde han. Det vidste jeg med sikkerhed, for der kom beskeder, med referencer til noget, jeg havde skrevet i messenger til en veninde. Naturligvis nægtede han og kom med flere giftige bemærkninger. Det gjorde mig både paranoid og bange. Det var jo sygt. Hvad kunne han ellers finde på? I lyset af det, bad jeg ham om vi kunne aftale, at min datter og jeg blev boende i huset indtil det blev solgt og at han flyttede tilbage til sin hjemby. ”Jeg kommer og går som det passer mig” var svaret. Angsten bed sig derefter fast i mig. Min nattesøvn var forstyrret, min appetit forsvandt og tankerne suste med 200 km/t, både dag og nat.

En weekend havde jeg fået hunden passet og min datter var hos sin far, så jeg kunne tage til København, til min veninde, for at få et frikvarter. Vi startede fredagen ud med at drikke øl i sommersolen. Tog en selfie og lagde det på facebook. Kort tid efter fik jeg en sms fra min ex-kæreste, om at han også var i København. FÅÅÅÅÅRK. Ikke engang der kunne jeg få fred for ham. Jeg havde taget toget derover og planen var at gøre det samme hjemad. Ex-en tilbød jeg kunne køre med hjem om søndagen. Nej-tak. Men sådan blev det alligevel. For der var kæmpe oversvømmelse i København og hverken busser eller tog kørte. Og min datter skulle jeg hjem til. Så, modvilligt bad jeg om at få et lift tilbage.

Køreturen var yderst ubehagelig, selvom ex-en forsøgte at bløde mit forsvar op, med jokes og musik han vidste jeg godt kunne lide. Han bød tilmed på en sandwich på en motorvejsrestaurant. Jeg var bange under hele turen, hvilket betød at jeg svarede med en-stavelses ord og undveg øjenkontakt. Da vi kom hjem, skyndte jeg at få min datter og hund hentet. Klokken var blevet så mange, at min datter og jeg hurtigt fik spist aftensmad så hun kunne blive puttet. Ex-en havde spist ude og kom tilbage et par timer senere, med to six-pack øl.

Med ondt i maven, opholdt jeg mig i soveværelset, som lå lige ved siden min datters værelse. Min intuition bad mig passe på hende. Øllene blev drukket meget hurtigt, musikken blev højere og dørene blev lukket hårdere og hårdere. Jeg var bange og håbede han ville passe sig selv og lade mig være. Sådan gik det ikke. Efter øl nr. seks på mindre end en time, stillede ex-en sig op i døren til soveværelset. Med løftet pegefinger råbte han, at jeg bare skulle se at opføre mig ordenligt og respektere ham. Igen undskyldte jeg og forsikrede ham om, at jeg bestemt respekterede ham. Der blev fyret et par andre giftigheder af, inden han drejede om på hælen og forvandt ind i stuen igen.

Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg blev svimmel og jeg kunne ikke få vejret. Tårerne pressede sig på og jeg tænkte som besat på, hvad jeg skulle gøre. Med rystende fingre, fik jeg skrevet en sms til en veninde, som boede 100m længere nede af vejen. ”Jeg er bange. Han er fuld. Hvad gør jeg”? Hun svarede med det samme, at hun ville komme og hente min datter, hunden og mig. Det turde jeg ikke lade hende gøre, i skræk for at han ville opdage det og gøre ham endnu mere rasende. Men ud skulle vi, så min veninde og jeg aftalte at vi skulle snige os ud og løbe hjem til hende.

På listefødder gik jeg ind og vækkede min datter. Hun var 8 år på det tidspunkt. Så hun forstod godt hvad der foregik. ”Vi skal sove hos min veninde i nat” hviskede jeg. ”Du skal være helt stille, for ”han” er meget sur, så vi kan ikke være hjemme”. Hurtigt var hun med sin bamse under armen, i skoene og vi løb alt hvad vi kunne. Hunden løb med, som om den vidste der var fare på færde. Med åbne arme blev vi modtaget. Min datter tog det forholdsvist roligt og jeg forsøgte at skjule hvor bange jeg var. ”Alt er okay nu” fik jeg sagt så roligt jeg kunne, mens jeg puttede hende i min venindes seng. Da jeg var sikker på hun sov, gik jeg ind i stuen og satte mig overfor min veninde. Rystende og grædende fortalte jeg hende, hvad der var sket. ”Du kan ikke være i det hus mere” og ”Han er alt for farlig for jer” sagde hun med bekymrede øjne. Fortvivlet og ude af mig selv af angst, måtte jeg give hende ret. Den nat sov jeg ikke. Jeg vidste, at vi ikke længere havde noget hjem….

Farvel og tak?

Forholdet mellem min kæreste og mig var anstrengt og konflikter lurede hele tiden i kulissen. Det var umuligt for mig at regne ud, hvad der kunne udløse en aggressiv reaktion. Resultatet blev at jeg var på vagt hele tiden, når vi var sammen. Udmattende og destruktivt. Jeg ledte efter min udvej, som i mit hoved skulle være både legitim og bryde min tillid fuldstændigt, før jeg kunne forlade ham.

Vi var begge blevet inviteret til fødselsdag hos et par af mine gode venner, som boede tæt på os. Det var sommer, så festen bød på grillmad, øl og vin i rigelige mængder. Aftensolen sænkede sig, stemningen var festlig og alle nød det fine arrangement i haven, hos fødselaren. Min kæreste og jeg talte ikke meget sammen i starten af festen. Han stod sammen med nogle af de andre mænd i haven og drak øl. Mange øl. Jeg havde fundet sammen med flok af veninder, som jeg kendte rimelig godt og vi grinede, snakkede og skålede i kølig hvidvin. I min beruselse tænkte jeg, at forholdet til min kæreste nok skulle blive bedre, så vi krammede og hyggede os i takt med promillen steg.

Musikken blev skruet op. Min indre dansemus fik liv og et par af pigerne og jeg sprang på gulvet. Vi morede os, dansede, skrålede med på Nik og Jay og fjollede rundt. Ikke alle nød den lette popmusik ligeså meget som mig. Så der blev skiftet til rock. Sådan gik det lidt frem og tilbage, så vi alle kunne lytte til den slags musik, vi hver især bedst kunne lide. Pludselig, under endnu et af mine yndlings dansehits, blev der skiftet over til rock. Min veninde var træt af høre Nik og Jay, som bestemt også havde haft sin ”tid”, og ikke så elegant fik hun skiftet midt i ”du for lækker”. Det gav lidt uro og ”øøøøøv, vi var ikke færdige”, dog stadig i god stemning. Ud af det blå stod min kæreste og min veninde, som havde skiftet musik, og skændtes. Energien ændrede sig på et sekund. Øjnene lynede de to imellem. Jeg fik ondt i maven og hjertebanken. Foran mig udspillede der sig et drama, som jeg vidste kunne ende grimt, så jeg fik hurtigt trukket min kæreste til side. Undskyldningen for at jeg gerne ville hjem, var at jeg pludselig fik det skidt. Hvilket var sandt nok, blot ikke på den måde jeg sagde det. Væk fra situationen skulle vi i hvert fald.

Vi gik hjem ved siden af hinanden, uden at udveksle et eneste ord. Fra festen og hjem var der ca. 10 minutters gang. Energien mellem os var igen anspændt. Mit hjerte hamrede og mine tanker kørte for fuld drøn. Hvad ville der ske når vi kom hjem?

Jeg husker ikke hvad der blev sagt eller gjort, men min kæreste blev pludselig fuldstændig rasende. Skældsord, hånlige kommentarer og beskyldninger føg gennem luften. Som forstenet stod jeg midt i et ragnarok af raseri, hvor der blev smadret ting, døre blev smækket så hårdt i, at puds dryssede ned fra loftet og hårde ord regnede ned over mig. ”Du vil ikke have et barn med mig, fordi du er så forfængelig” skreg han mig ind i hovedet. ”Du vil ikke mit barn” og ”du er en kold kvinde” fortsatte han. I løbet af den korte tid, nåede han at drikke to øl mere. Mit hjerte hamrede så hårdt i brystet, at jeg smagte blod. Forgæves forsøgte jeg at forklare mig. Det udløste blot et helt nyt niveau af aggression, som jeg aldrig havde oplevet før.

Han tog med begge hænder om mit hoved og trak mit ansigt helt tæt på sit. Stirrede med vilde og mørke øjne lige ind i mine og hvæsede: ”jeg har lyst til at smadre dig”. Et øjeblik var jeg sikker på han enten ville nikke mig en skalle, eller knække halsen på mig. Rædslen inden i mig var total. Jeg holdt vejret og lukkede øjnene. Fik hvisket ”undskyld”. Om det var det, eller noget andet der gjorde at han slap sit greb, ved jeg ikke. Med bøjet hoved, rystende krop og tårer der løb ned af kinderne, skubbede han mig hårdt ind i kommode, så tingende der stod ovenpå væltede på gulvet. Blandt andet en porcelænsengel, jeg havde arvet efter min søster. ”Hun” mistede begge sine vinger den nat. Resolut drejede min kæreste om på hælen og marcherede ud af rummet. Tilbage stod jeg i chok. Ude af stand til at gøre andet, end at tage min hund med ind i soveværelset og låse døren. Med armene omkring hunden, græd jeg ned i pelsen og bad til Gud om hjælp.

På den anden side af den låste dør, kunne jeg høre hård rock og døre der blev smækket hårdt i. Rædselsslagen opholdt jeg mig i soveværelset, og lyttede efter tegn på at han var faldet i søvn. Der gik et par timer inden der var ro. Alligevel turde jeg ikke vove mig ud. Jeg turde heller ikke sove. Ringe efter hjælp turde jeg heller ikke. Både fordi jeg var bange for hans reaktion, men lige så meget fordi jeg var flov. Hvordan kunne jeg, som ellers var et fornuftigt menneske, tillade mig selv at ende i sådan et forhold? Jeg skammede mig.

Fra det øjeblik jeg fik låst døren i soveværelset, besluttede jeg mig for at nu var det slut mellem os. Ikke ti vilde heste kunne få mig til at skifte mening. Hele natten kørte tankerne om hvordan jeg skulle få det sagt. Ville det udløse endnu et vredesudbrud af dimensioner, eller ville han være sød, kærlig og forsøge at få mig tilbage? Det var umuligt for mig at forudsige.

Næste morgen låste jeg døren op. Heldigvis havde han ladet mig være i fred resten af natten. Jeg lukkede hunden ud i haven og så ham stå i stuen. Der stod mange tomme øldåser. Han så lidt træt ud, men ikke spor plaget af tømmermænd, eller dårlig samvittighed for den sags skyld. ”Jeg blev vist lidt for fuld i går” sagde han med en rolig stemme og lo. ”Ja”, svarede jeg og skyndte mig ud i køkkenet. Han gik efter mig og hans energi var igen rolig og ligefrem venlig. Efterhånden havde jeg oplevet det skift så mange gange, at det ikke mere var så stor en overraskelse, at det kunne lade sig gøre.

”Jeg vil ikke det her mere. Det her forhold kan jeg ikke være i”, hørte jeg mig selv sige, med hjertet bankende i halsen. ”Okay” sagde han med en lys og let stemme og gik i bad. WHAT???? Var det bare ”det”? Lettet åndede jeg ud og gik i gang med at ryde op. Pyha, det gik meget nemmere end jeg havde forstillet mig. Jeg kunne høre ham nynne og fløjte på badeværelset. Nærmest ligesom i en gyserfilm. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Igen tog frygten fat i min krop og mine tanker blev igen fyldt med skrækscenarier. Sådan en adfærd kunne jeg hverken begribe eller regne ud. Skræmt, gemte jeg mig igen i soveværelset. Uden at låse døren, for jeg var bange for at det ville gøre ham rasende igen.

Da han kom ud af badeværelset, fløjtede han stadig og virkede i ualmindeligt godt humør. Han spurgte om jeg ikke lige ville komme ud i køkkenet, så vi kunne snakke lidt. Med rystende ben satte jeg ved bordet, som vi havde haft mange gode måltider og snakke ved, og kiggede på ham. Intet tegn på vrede var der at spore i hans ansigt. Han satte sig roligt og begyndte at tale, som han altid gjorde når vi havde haft en konflikt. Om vores store kærlighed til hinanden. Om hvorfor han kunne blive så gal. Han var i en proces, i forbindelse med sin uddannelse som psykoterapeut, som gjorde ham sårbar, i forhold til at skabe en familie sammen med mig. ”Hvis du virkelig elsker mig, forlader du mig ikke nu, hvor jeg er i den her proces”….. ”Jeg kan se på dig du stadig elsker mig” sagde han blidt og kiggede på mig med kærlige øjne. Jeg sad helt stille og iagttog hans måde at tale og agere på. Den ”gode” del i ham var tilbage. Jeg kom i tvivl om den beslutning jeg havde truffet, var den rigtige. Hvad skulle jeg stille op? Det lød så ægte og oprigtigt, som han sad der……..