De fem dage med kemokrop forløb som forventet. Lidt værre end den første omgang. Mere ubehag, træthed, kvalme, ømhed og en vedholdende smag af metal. For at holde al den dårligdom ud, ledte jeg desperat efter lysglimt, som kunne give lettelse.
Et af de lysglimt var min veninde, som havde fået piskesmæld. Sammen udviklede vi en galgenhumor, som gjorde livet udholdeligt, når det så allersortest ud. Vi sov sammen i de fem dage efter kemo. Hun boede alene og var sygemeldt. Hjemme hos mig havde ”vi” hund og barn. Så der var vi mest. Det var trygt at have hende lige ved siden af. Jeg havde spurgt lægen om jeg var for giftig, at være tæt på lige efter ”juicen”. Heldigvis var svaret ”nej”.
Min veninde havde langt mørkebrunt, som i næsten sort, hår. I den periode var der et reality show med Ozzy Osborne i fjernsynet. På grund af ligheden i frisuren og at nogen af deres bevægelser også mindede om hinandens, blev min veninde til ”Ozzy”. Piskesmældet havde gjort bevægeligheden i nakken begrænset og smertefuld. Den lidt stive måde at bevæge hovedet på, lignede Ozzy Osbornes til forveksling.
Om aftenen, inden vi skulle i seng, var der noget medicin vi skulle have. Det var ikke helt den samme slags, bortset fra sovemedicinen. ”Hva´så Graver, skal vi snart ud og mixe vores drugs”, råbte hun ude fra køkkenet. ”Ozzy, din gamle narkoman, take it easy, Graver skal lige være mentalt klar”, svarede jeg ude fra badeværelset, mens make-uppen blev vasket af. Sådan gik meget af tiden og det var sjovt. Jeg fandt ud af, at hvis ”Ozzy” ikke faldt i tung søvn med det samme, så kunne jeg føre nogen meget morsomme samtaler med hende, som hun ikke kunne huske næste morgen. En lidt morbid fornøjelse, men ikke desto mindre, skæg. Mest for mig. For at hun kunne slippe uden om flere pinlige, halvt bevidstløse snakke, bestemte vi os for at tage sovepillerne samtidigt. ”En-to-tre-nu”, så slugte vi dem. Så var der større chance for, at jeg enten heller ikke kunne huske samtalerne eller endnu bedre, bare faldt i søvn samtidig med hende.
En nat skulle ”Ozzy” op og på toilet. For ikke at vække mig, lod hun lyset være slukket. Pludselig hørte jeg et brag ude fra gangen og et ”AV FOR HELVEDE DA”. Så var der stille et sekund og så hørte jeg et latterbrøl. ”Ozzy” havde i sin ”pille-koger” og i mørket, ikke kunnet se, at døren til badeværelset var lukket. Lidt forvirret fik jeg tændt lyset. Ude på gangen stod hun så, ”Ozzy”, med hånden på panden, skraldgrinende og skæv. Jeg stod lige så sovepille-skæv og grinede. Hendes hår hang ligesom Ozzys og hun snøvlede også en anelse. Nok mest fordi hun grinede så meget. Ude på badeværelset kiggede vi os i spejlet. Hold kæft mand, hvor så vi elendige ud. Og lige der, var det helt vild skægt.
Jeg var begyndt at læse ”Helbred dit liv” af Louise L. Hay. Min storesøster havde læst den, lige inden hun døde og jeg huskede, hvor begejstret hun havde talt om den. I bogen skrives der blandt andet om bekræftelser og hvor meget helbredelse der er i, at sige dem. Jeg blev opmærksom på, hvad jeg gik og snakkede med mig selv om. Det delte jeg med ”Ozzy” og sammen blev vi skrappe til at finde sprækker af lysglimt og sige ”alt er godt”. Hvis det føltes lidt for kunstigt, blev det til ”det bliver bedre i morgen”.
Vi var begge singler og længtes indimellem efter, at have en kæreste. Omstændighederne var ikke til dates eller romantik. Så i de perioder, hvor vi nærmest boede sammen, skrev vi små sedler til hinanden, med en sød lille hilsen og hjerter på. Det var hyggeligt at finde en seddel med ”hav en dejlig tur til købmanden mi lille skat, kys kys fra Ozzy” fyldt med hjerter.
Når vi ikke kunne holde smerter, kvalme, skaldethed og uvished ud, lå vi med hinanden i hånden og græd. Længslen efter livet, før ulykke og sygdom var så voldsom, at det føltes som om hjertet blev rykket midt over. Magtesløsheden skyggede for selv den mindste stribe af lys. Da vi havde hulket igennem, fik en af os til sidst snøftet: ”det bliver bedre i morgen”. ”Ja, i morgen er det bedre”. Og det blev det. Oplevelsen af at være sammen i ”Piratens” rutsjeture, skabte et nærvær og en ægthed, som føltes uendeligt stærkt. Sammen kunne vi klare alt.
På hver sin sofa lå vi ofte og snakkede om, hvordan vi skulle gå sammen i klip-klappere, sommerkjoler og med kolde smoothies i hånden, gennem byen. Danse og grine hele vejen og nyde, at håret var vokset ud igen og nakken var blev stærkere. Solen ville skinne og livet ville føles let og smertefrit. Vi visualiserede vores fremtid og det føltes godt.
Vi blev så tætte, at vi kunne mærke, hvis den anden var ked af det, selvom vi ikke var sammen. I starten blev jeg overrasket over, at få en sms eller et opkald fra hende, når mørket blev massivt og gjorde livet uoverskueligt. Når jeg blev overmandet af modløshed og frygt, magtede jeg ikke at bede om hjælp. Hun mærkede det og reagerede på det. Selvom hun om formiddagen var kørt hjem, for at være der et par dage, kunne det sagtens ende med, at hun pakkede sine ting sammen igen og kom tilbage om aftenen.
Vores venskab blev endnu en livline, som kunne redde mig, fra mine katastrofetanker og selvmedlidenhed. Som ”Ozzy” klogt sagde, ”den her tid, den er særlig og den skal vi huske at nyde”. Det gjorde et stort indtryk på mig, at lige præcis hun sagde det. For hun havde konstante smerter og måtte hvile sig det meste af døgnets timer. Om det nogensinde ville blive anderledes vidste hun ikke. Alligevel kunne hun se lyset i mørket.
Lyset. Kærligheden. Drømmene.
”Alt er godt”.