Ozzy og Graver

De fem dage med kemokrop forløb som forventet. Lidt værre end den første omgang. Mere ubehag, træthed, kvalme, ømhed og en vedholdende smag af metal. For at holde al den dårligdom ud, ledte jeg desperat efter lysglimt, som kunne give lettelse.

Et af de lysglimt var min veninde, som havde fået piskesmæld. Sammen udviklede vi en galgenhumor, som gjorde livet udholdeligt, når det så allersortest ud. Vi sov sammen i de fem dage efter kemo. Hun boede alene og var sygemeldt. Hjemme hos mig havde ”vi” hund og barn. Så der var vi mest. Det var trygt at have hende lige ved siden af. Jeg havde spurgt lægen om jeg var for giftig, at være tæt på lige efter ”juicen”. Heldigvis var svaret ”nej”.

Min veninde havde langt mørkebrunt, som i næsten sort, hår. I den periode var der et reality show med Ozzy Osborne i fjernsynet. På grund af ligheden i frisuren og at nogen af deres bevægelser også mindede om hinandens, blev min veninde til ”Ozzy”. Piskesmældet havde gjort bevægeligheden i nakken begrænset og smertefuld. Den lidt stive måde at bevæge hovedet på, lignede Ozzy Osbornes til forveksling.

Om aftenen, inden vi skulle i seng, var der noget medicin vi skulle have. Det var ikke helt den samme slags, bortset fra sovemedicinen. ”Hva´så Graver, skal vi snart ud og mixe vores drugs”, råbte hun ude fra køkkenet. ”Ozzy, din gamle narkoman, take it easy, Graver skal lige være mentalt klar”, svarede jeg ude fra badeværelset, mens make-uppen blev vasket af. Sådan gik meget af tiden og det var sjovt. Jeg fandt ud af, at hvis ”Ozzy” ikke faldt i tung søvn med det samme, så kunne jeg føre nogen meget morsomme samtaler med hende, som hun ikke kunne huske næste morgen. En lidt morbid fornøjelse, men ikke desto mindre, skæg. Mest for mig. For at hun kunne slippe uden om flere pinlige, halvt bevidstløse snakke, bestemte vi os for at tage sovepillerne samtidigt. ”En-to-tre-nu”, så slugte vi dem. Så var der større chance for, at jeg enten heller ikke kunne huske samtalerne eller endnu bedre, bare faldt i søvn samtidig med hende.

En nat skulle ”Ozzy” op og på toilet. For ikke at vække mig, lod hun lyset være slukket. Pludselig hørte jeg et brag ude fra gangen og et ”AV FOR HELVEDE DA”. Så var der stille et sekund og så hørte jeg et latterbrøl. ”Ozzy” havde i sin ”pille-koger” og i mørket, ikke kunnet se, at døren til badeværelset var lukket. Lidt forvirret fik jeg tændt lyset. Ude på gangen stod hun så, ”Ozzy”, med hånden på panden, skraldgrinende og skæv. Jeg stod lige så sovepille-skæv og grinede. Hendes hår hang ligesom Ozzys og hun snøvlede også en anelse. Nok mest fordi hun grinede så meget. Ude på badeværelset kiggede vi os i spejlet. Hold kæft mand, hvor så vi elendige ud. Og lige der, var det helt vild skægt.

Jeg var begyndt at læse ”Helbred dit liv” af Louise L. Hay. Min storesøster havde læst den, lige inden hun døde og jeg huskede, hvor begejstret hun havde talt om den. I bogen skrives der blandt andet om bekræftelser og hvor meget helbredelse der er i, at sige dem. Jeg blev opmærksom på, hvad jeg gik og snakkede med mig selv om. Det delte jeg med ”Ozzy” og sammen blev vi skrappe til at finde sprækker af lysglimt og sige ”alt er godt”. Hvis det føltes lidt for kunstigt, blev det til ”det bliver bedre i morgen”.

Vi var begge singler og længtes indimellem efter, at have en kæreste. Omstændighederne var ikke til dates eller romantik. Så i de perioder, hvor vi nærmest boede sammen, skrev vi små sedler til hinanden, med en sød lille hilsen og hjerter på. Det var hyggeligt at finde en seddel med ”hav en dejlig tur til købmanden mi lille skat, kys kys fra Ozzy” fyldt med hjerter.

Når vi ikke kunne holde smerter, kvalme, skaldethed og uvished ud, lå vi med hinanden i hånden og græd. Længslen efter livet, før ulykke og sygdom var så voldsom, at det føltes som om hjertet blev rykket midt over. Magtesløsheden skyggede for selv den mindste stribe af lys. Da vi havde hulket igennem, fik en af os til sidst snøftet: ”det bliver bedre i morgen”. ”Ja, i morgen er det bedre”. Og det blev det. Oplevelsen af at være sammen i ”Piratens” rutsjeture, skabte et nærvær og en ægthed, som føltes uendeligt stærkt. Sammen kunne vi klare alt.

På hver sin sofa lå vi ofte og snakkede om, hvordan vi skulle gå sammen i klip-klappere, sommerkjoler og med kolde smoothies i hånden, gennem byen. Danse og grine hele vejen og nyde, at håret var vokset ud igen og nakken var blev stærkere. Solen ville skinne og livet ville føles let og smertefrit. Vi visualiserede vores fremtid og det føltes godt.

Vi blev så tætte, at vi kunne mærke, hvis den anden var ked af det, selvom vi ikke var sammen. I starten blev jeg overrasket over, at få en sms eller et opkald fra hende, når mørket blev massivt og gjorde livet uoverskueligt. Når jeg blev overmandet af modløshed og frygt, magtede jeg ikke at bede om hjælp. Hun mærkede det og reagerede på det. Selvom hun om formiddagen var kørt hjem, for at være der et par dage, kunne det sagtens ende med, at hun pakkede sine ting sammen igen og kom tilbage om aftenen.

Vores venskab blev endnu en livline, som kunne redde mig, fra mine katastrofetanker og selvmedlidenhed. Som ”Ozzy” klogt sagde, ”den her tid, den er særlig og den skal vi huske at nyde”. Det gjorde et stort indtryk på mig, at lige præcis hun sagde det. For hun havde konstante smerter og måtte hvile sig det meste af døgnets timer. Om det nogensinde ville blive anderledes vidste hun ikke. Alligevel kunne hun se lyset i mørket.

Lyset. Kærligheden. Drømmene.

”Alt er godt”.

Kemo nr. to

Tiden nærmede sig for den næste omgang kemoterapi. Giften. Dagene op til var præget af uro i maven. Jeg havde haft det godt, sådan stort set, de sidste to uger. Fysisk. Så tanken om at blive slået til tælling igen, var ikke til at holde ud. Derfor havde jeg talt med min læge, om jeg kunne få nogle sovepiller. Det der med at sove, var gået ned ad bakke. Jeg fik en pakke med 10 piller i. Formentlig kunne jeg nøjes med en halv, til nætterne lige før og under kemo, så de kunne række langt. Æsken i skabet gav en følelse af tryghed. Nødpiller. Det lød bedre, end sovepiller.

Mentalt forsøgte jeg, at forberedte mig på turen til ”ornekologisk” ambulatorium. Hvordan man gør sådan noget, fandt jeg aldrig ud af. For uroen, frygten og den helt dybe følelse af magtesløshed, sneg sig ind på mig alligevel.

Efter håret faldt af, tog jeg en beslutning om, at jeg hver dag ville gøre noget ud af mig selv. Når jeg så mig i spejlet uden make-up, så jeg alt for andeledes ud, til at jeg kunne genkende mig selv. Faktisk synes jeg, der var en slående lighed mellem fodboldspilleren Thomas Graversen og mig. Det var jo helt skørt at tænke sådan noget. Men jeg det gav en lidt lettere følelse inden i. Jeg havde fundet en sprække i den massive tristhed, så lettelse kunne finde vej. De sprækker af lys ville jeg øve mig i at få øje på. En stædighed voksede. Jeg ville have det bedre. Hver morgen sagde jeg til ”Graver” i spejlet, ”det her, det klarer du også”. Det gav noget” ka-pow”.

Heldigvis havde min datter, taget det helt afslappet med min nye frisure. Hun aede mig på hovedet og sagde, at jeg havde lignede en baby. Hun var mere optaget af det tynde plaster, også kaldet englehud, der dækkede mit ar på det flade bryst. ”Det vil jeg også have på”, sagde hun med insisterende øjne. Det fik hun, så det lignede mit. Hun var nu blevet så stor, at hun lige var begyndt i børnehave. Alle derovre fik set hendes plaster. Stolt trak hun op i blusen og viste sit ”ar” til alle. ”SE, det er ligesom min mors” sagde hun med et stort smil. Endnu en sprække med lys.

Min veninde som havde fået piskesmæld, havde også fundet en sprække i sin ulykkelighed. Denne sprække af lys, gav hende modet, styrken og viljen til at begynde at køre bil igen. Til vores begges fornøjelse, kunne hun lige præcis køre det kvarter, der var mellem hendes lejlighed og mit hus. Når hun ankom, måtte hun ind og hvile sin krop. Vi havde begge langt igen, til at føles os som de levende piger, som inden ulykke og sygdom, havde danset på bordene til fester og haft mod på snart sagt alt.

Aftenen inden kemo nummer to var kommet. Min datter var hos sin far igen. Hunden ville jeg gerne have hjemme. Vi var alene, hunden og mig. Trofast fulgte den mig rundt i huset og lyttede med en tålmodighed, som kun en hund kan have, til alle mine tanker og følelser. Måske hjalp det også, at der fladt lidt flere hundekiks af, end sædvanligt.

Efter mit aftenritual, hvor jeg efter make-uppen blev fjernet, forvandlede mit spejlbillede til ”Graver”, tog jeg en halv sovepille. Indtil den virkede, havde jeg en halv times tid. Så kunne jeg lige nå at skrive en sms til mine veninder, som jeg havde aftaler med dagen efter.

Pillen virkede som den skulle, så jeg vågnede først da vækkeuret ringede. Hunden havde sovet på sin pude, lige ved siden af sengen, så den var det første jeg så. Den store klump af kærlighed, som jeg kaldte min hund, fik mig til at føle mig uendelig elsket. Lige hvad jeg trængte til.

Morgenen gik med at høre musik, bade og lægge den bedste make-up, jeg kunne. Mit flotteste tørklæde, min lyserøde bøllehat og yndlings tøjet var fundet frem. Jeg skulle ikke ligne nogen sølle kræftpatient. Punktum.

En af forberedelserne til kemo var, at få taget blodprøver tidligt samme morgen. På den måde kunne sygeplejerskerne og lægen, ”ornekologen”, se om min krop var stærk nok til giften. Med rystende ben fik jeg meldt min ankomst i laboratoriet. Fik sagt, at jeg var nødt til at bede om en briks at ligge på. Det der stikkeri var stadig lige hæsligt. Tårer, snot og jammer. Selvom jeg havde besluttet mig for at beherske mig. Flovt.

Der ville gå to timer fra blodprøven til kemoen var klar. I den tid, gik jeg forbi bageren og købte morgenbrød, så min veninde med piskesmæld og jeg kunne spise morgenmad sammen. Vi fik grinet af min hysteriske tur hos laboranten. ”Graver” gav også anledning til latter. Vi fandt det sjove i det meste. Når vi fik hejst os op, så vi kunne se os selv i helikopter perspektiv, så det hele vanvittigt ud. Når vi var sammen, kunne vi se det sjove i det. Nogen gange. Andre gange græd vi. Af afmagt. Smerte. Længsel. Sammen.

Klokken nærmede sig tiden, hvor jeg måtte gå mod sygehuset igen. Min bil stod dernede og min anden veninde ville mødes med mig der, og køre mig hjem. Hun ville være sammen med mig under kemoen. Onkologisk ambulatorium lå oppe på 8. sal. Min veninde var bange for elevatorer, så vi tog trappen sammen. Pulsen kom helt naturligt op. Nervøsiteten mærkedes ikke så stærkt lige der.

Jeg fik meldt mig til kemo ved skranken. Lidt febrilsk ledte sekretæren efter mit navn. Endelig fandt hun mig. Vi blev bedt vente i venteværelset. Nu måtte det godt se at komme i gang. Så jeg kunne komme hjem til hunden igen. Da der var gået 20 minutter, havde min veninde fået nok. Hun marcherede tilbage til skranken og spurgte stramt til, hvornår det blev min tur. Hun fik at vide, at en sygeplejerske ville komme ned til os om lidt. Det gjorde sygeplejersken også. Med det samme kunne vi se, hun var led ved situationen. Noget var gået galt, så de var først i gang med at blande min kemo nu. Det betød to timers yderligere ventetid. Min veninde var rasende. Hun kunne se hvordan det påvirkede mig. Jeg orkede ikke sige noget. Det ændrede jo ikke på det.

Vi måtte gerne forlade afdelingen i de to timer. Så otte etager ned igen. Vi gik i cafeteriet og spiste rundstykker og drak kaffe. Da vi havde siddet der lidt, kom vi til at grine. Min veninde har så meget selvironi, at hun hurtigt kunne se det sjove i hendes raseri, på mine vegne. Mens vi spiste, blev vi enige om af kalde kemoen, giften, for juice i stedet for. Det lød bare sjovere at sige, ”de er ved at blande min juice”.

Ventetiden var ovre og vi måtte op igen. Otte etager på trappen. Sygeplejersken undskyldte igen. Vi smilte indforstået og fik sagt, at det gik alligevel. Stikket gik okay. Ikke så stort drama, som i laboratoriet.

Det lille glas med piller blev sat frem. Jeg kunne se der var nogen piller i, som jeg genkendte som prednisolon. Dem fik jeg pillet fra og sagt, at dem ville jeg ikke have. Lidt uforstående tog sygeplejersken dem væk. Hun ville slette dem fra min medicin liste. Noget jeg gerne ville have på listen i stedet, var noget til min fordøjelse. Jeg fik en lille flaske med væske, som jeg måtte tage ti dråber af om aftenen. Tjek. Jeg havde også styr på de kvalmestillende, fra sidste gang.

Der var tre andre kvinder på stuen. Den ene genkendte jeg. Hun så trættere ud end sidst. Jeg fik spurgt hende, hvor mange gange hun havde fået kemo. Hun svarede: ”4 gange”, så hun manglede stadig to. Shit. Var det sådan jeg ville komme til at se ud om to gange mere? Det skulle blive løgn, sku´ det. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt for at det sku´ blive løgn.

Første pose blev sat i gang. Intet skete, før den sidste pose blev hængt op. Som sidst, blev jeg tæt i næsen, tung i kroppen og fik hovedpine. ÆV. Nedturen startede. Om synet af min medpatients trætte ansigt gjorde det værre, er muligt. For jeg følte mig endnu hurtigere utilpas og træt. Nu ventede der 5 dage med kemokrop. Tanken om at pjække fra resten af gangene meldte sig.

Skaldet, træt og med ”juicen” i systemet blev jeg kørt hjem. Tavs og med mørke tanker.

SKALDET

Efter nogen tid på badeværelsesgulvet, stilnede gråden af. Det lettede at give tårerne frit løb. Og hulke, sådan helt ind i sjælen. Udmattet fik jeg rejst mig op. Kiggede mig i spejlet og så mig selv. Ærlig, ægte og sårbar. Jeg fik tørret snot og tårer væk med en kold vaskeklud. Okay, så var jeg nået så langt.

I dagene fra første kemo til håret faldt af, havde jeg været afsted med en veninde og købe en paryk. Den var langhåret og lys. Ligesom mit eget hår. Men det lignede Barbiehår. Lidt for stort og lidt for skinnende. Kunstigt. Hm. Jeg var usikker på, om jeg kunne forliges med den.

Som endnu en forberedelse, havde jeg aftalt med en anden veninde, at når håret begyndte at falde af, så ville hun kronrage mig. Så var det hurtigt overstået.

Træt kravlede jeg i seng. Næste dag ville blive endnu en af de svære, var jeg sikker på. Min datter skulle hjem til sin far. Når hun kom tilbage, ville jeg være skaldet. Det havde vi snakket om, hende og jeg. Men hvordan hun ville tage det, når det blev til virkelighed, var ikke til at vide.

Da jeg vågnede næste morgen, var hovedpuden fyldt med hår. Maven trak sig sammen. FUCK. Det her skete virkeligt. Og det skete nu. På badeværelset samlede jeg forsigtigt håret i en dut, oven på hovedet. Uden at hive alt for meget hår af, fik jeg det til at se helt fornuftigt ud. De bare pletter kunne ikke ses så tydeligt på den måde. Efter morgenmad, fulgte jeg min datter i dagpleje. Der fortalte jeg vores dagplejemor, hvad der skulle ske. Hun kiggede på mig med medfølende øjne og gav min hånd et kærligt klem. Det var svært at holde masken, men jeg mønstrede al min styrke og fik sagt tak, fordi hun ville hjælpe med, at snakke med min datter, hvis hun skulle sige noget om mit skaldede hoved. Min datter og jeg krammede farvel. Så behersket som jeg nu kunne, fik jeg fortalt hende om at jeg ville blive skaldet fra i dag. Og at det ikke var farligt. Og at det voksede ud igen. Hun kiggede på mig og sagde bare ”okay”. Med et kys på panden og ”vinke-vinke” i vinduet, gik jeg med tunge skridt hjem igen.

Min veninde havde først tid til at kronrage mig efter arbejde. Så jeg havde stadig nogen timer endnu, med håret på hovedet. Da jeg kom hjem, gik jeg igen på badeværelset. Tog elastikken ud af håret. Endnu mere faldt af. Jeg kunne trække i det, uden det gjorde det mindste ondt. Selvom jeg synes der røg meget af, var det stadig nok, til at jeg så okay ud. Skulle jeg lade være med, at lade trimmeren gøre det af med resten? Tænk hvis nu det hele ikke faldt af? Jeg håbede stadig på at kunne beholde det.

Når jeg nævnte for andre, hvor ked af det jeg var over, at skulle blive skaldet, prøvede de at trøste mig. ”Det vokser jo ud igen” og ”du ser sikkert smadder godt ud alligevel”. Sådan lidt Sinead O´Conner sej. Jah, joh, det var sødt og kærligt ment, men jeg følte mig uendeligt alene i min sorg. Den fyldte meget mere i mig, end hvad egentlig gav mening. På en måde skammede jeg mig over det. For jeg havde jo udsigt til at overleve og det var jo det vigtigste. Så skulle sådan en smule hår da ikke bringe mig sådan ud af flippen. Men det gjorde det. Suk.

Ventetiden gjorde mig rastløs. Jeg gik tur med hunden. Støvsugede. Ordnede vasketøj. Gik rundt om mig selv. Prøvede på at undgå spejlet og at røre ved mit hår. Igen mærkede jeg de to sider af mig, hvor den ene bare ville havde det overstået og den anden som ville trække tiden ud.

Min veninde og jeg blev enige om, at jeg skulle komme lige efter aftensmad. Hendes to piger var stadig oppe. De var jævnaldrende med min datter og de legede tit sammen. Trimmeren blev fundet og lagt på køkkenbordet. En stol blev sat frem og jeg satte mig. Hjertet hamrede. Et håndklæde blev lagt om mine skuldre. Nu skete det. Ingen vej tilbage. Vi fortalte pigerne hvad der skulle ske. Nysgerrigt fulgte de med. Det var faktisk en lettelse at de var der. ”Okay, giv den gas”, sagde jeg og pustede ud. Lyden af trimmeren gjorde stemningen intens. Lige om lidt ville jeg mærke den køre hen over hovedet og jeg ville se det lange hår falde. Lige der følte jeg mig lille og skrøbelig, men samtidig modig og stærk.

På ganske få minutter blev jeg meget meget korthåret. Der var lidt stubbe tilbage, som gav hovedbunden en lidt mørkere farve. Da først håret var væk, bredte den stærke følelse sig mere og fik overtaget. Jo, jeg så meget sej ud. Og anderledes. Heldigvis havde jeg stadig bryn og vipper, så jeg ikke så helt udvasket ud. Med make-up og et flot tørklæde viklet om hovedet ville det gå. Og nå ja, parykken havde jeg også. Måske jeg ville blive glad for den.

Jeg blev overrasket over, hvor koldt det var uden hår. Den lille bandana jeg havde taget med, dækkede ikke nakken særlig godt. Man kunne også se alt for meget skaldethed deromme. Så jeg måtte finde på noget. En lyserød, blød bøllehat blev løsningen. I hvert fald om dagen. Om natten røg tørklædet af, når jeg vendte mig i sengen, så jeg vågnede og frøs. I en specialbutik fandt jeg sådan en tynd hue, som ganske vist ikke var pæn, men som varmede og sad fast. Så havde jeg nogenlunde styr på det.

Første gang jeg tog ned i byen, efter kronragningen, var med Barbie-paykken på. Jeg skulle mødes med min veninde på en cafe. Inden i var jeg nervøs. Kunne man se at jeg havde paryk på? Hvad nu hvis den kom til at sidde skævt, uden jeg opdagede det? Så kunne jeg ligne en af de der gamle mænd, som havde taget deres toupe omvendt på. De bekymringer delte jeg med min veninde. Som sædvanligt fik vi kørt det så langt ud, at vi grinede så tårerne løb. Det var befriende, når vi fandt den sorte humor i den slags situationer. Efter kort tid, begyndte det at klø og blive meget varmt under parykken. Alt ved Barbiehåret var irriterende. Så det endte med at jeg gik på cafeens badeværelse og tog den af. I tasken havde jeg taget mit yndlingstørklæde og bøllehat med. Godt tænkt, synes jeg selv. Selvom det var grænseoverskridende at komme tilbage, uden langt hår, føltes det bedre. Også det grinede vi af. Det var hvad det var. Lidt lige som da jeg valgte at lade det flade bryst, bare være fladt. Ikke noget falsk bryst. Ikke noget falsk hår. Bare mig.

En dag ringede det på døren derhjemme. Det var postbuddet som havde en pakke til mig. Sikke en spændende overraskelse. Afsenderen var min datters faster. Hun har sådan en særlig evne til, at skrive og sende gaver, på de bedste tidspunkter. Og her ramte hun plet igen. I kassen lå forskellige hatte, tørklæder og en flot blå bikini. Min yndlingsfarve er blå. Overmandet af taknemmelighed gav jeg mig til at græde. Hvor fint tænkt og gjort. Jeg elskede det hele. Sikke et heldigt menneske jeg var.

Optimismen sneg sig ind på mig. Der kom flere lyse tanker og rare fornemmelser i maven. Det stod i skærende kontrast til mine allermørkeste stunder. Da jeg fik øje på dualiteten, kunne jeg værdsætte begge dele. Intet uden det andet. Jeg mærkede, hvor taknemmelig og glad jeg kunne blive over en kærlig gestus, en gave, et knus, en joke, en sms eller opkald og hvor ulykkelig og ude af mig selv jeg blev, af selvmedlidenhed, når mit hoved løb over af katastrofetanker. Eller når jeg skulle stikkes og have min ”gift”.

Mit liv var blevet som Piraten i Djurs Sommerland.

Kemoen og det tabte hår

Første dag på kemo var i gang. Mine ene veninde tog hjem hen på eftermiddagen. Indtil min anden veninde kom, var jeg alene. Ubehaget var til at holde ud. Den kvalmestillende medicin virkede næsten perfekt. En smag af metal, begyndte så småt at dukke op. Næsen var stadig tæt og hovedet føltes tungt. Ligesom kroppen. Det føltes som influenza og mellemsvære tømmermænd.

Sidst på eftermiddagen mødte min anden veninde op. Hun havde ”aften- og nattevagten” hos mig. Hun arbejde som kok og elskede at lave mad. Jeg havde ikke umiddelbart nogen appetit. Men da duften af hakkebøf og bløde løg, bredte sig fra køkkenet, blev jeg sulten. Et solidt måltid gammeldags kromutter mad, blev serveret. Smagen af metal kunne overdøves af den smagfulde brune sovs, saftige hakkebøf, bløde løg og kogte kartofler. Det gav en tryg og varm følelse i maven. Mærkeligt nok, forsvandt kvalmen fuldstændigt.

Tankerne kredsede om, hvor slemt ville det blive? Ville jeg blive mere utilpas? Kaste op? Jeg hader at kaste op. Hvornår ville jeg begynde at tabe håret? Sådan lidt ad gangen, eller det hele på en gang? Mit lange lyse hår, var en stor del af min feminine identitet. Tanken om at miste det, gjorde mig ked af det. Når først håret faldt af, ville jeg se syg ud. Selv om jeg i princippet var rask. Det kunne jeg ikke forliges med, sådan lige. Mit udseende betød meget mere for mig, end jeg var klar over. Oven i det hele, var jeg single og tænkte, at nu var jeg ikke længere på hylden for ”lækre single mødre”. Brystamputeret og skaldet. Arj, det ville aldrig blive godt. Hvem kunne elske sådan en? Igen fik mine tanker kørt mig ned i det sorte hul. Det måtte stoppe. ”STOP NU”, sagde jeg inden i, når klumpen i halsen var så svær at synke, at den næsten kvalte mig. Tårerne brændte bag øjenlågene, når jeg kæmpede imod. Men jeg havde så ondt af mig selv, at jeg ikke kunne stoppe det.

Da jeg gav efter og græd, indtraf lettelsen hurtigt. Tankerne fik jeg ledt hen på, at jeg trods alt så ud til at overleve. Og at håret ville vokse ud igen. At der måske nok var en, der ville kunne se, at jeg var mere end flotte bryster og langt lyst hår. Hvis det skulle vise sig, at jeg skulle leve uden mand, resten af mit liv, så havde jeg i det mindste de bedste veninder og venner. Indtil videre havde de stået sammen med mig og jeg var sikker på, at de ville de blive ved med.

”Lev en time af gangen”, blev igen aktuel de næste dage. Jeg kunne ikke forudse, hvordan jeg ville få det. Da jeg fik det sagt mange gange nok, blev det lettere at være nærværende i nuet.

Aftenen gik med at snakke og grine. Min veninde har en veludviklet sans for humor og hun formåede at få mig til at grine den aften. Det skulle nok blive godt igen. Vi gjorde klar til at gå i seng. Min veninde sov i stuen. Jeg ville ikke svede og ånde frisk gift på hende.

Første nat gik nogenlunde. Eller, det gjorde den faktisk ikke. Jeg havde troet at jeg ville kunne sove som en sten, for jeg var træt. Men utilpasheden gjorde at jeg havde en væmmelig indre uro, som betød afbrudt søvn. Inde i min seng, i mørket og alene var det sværere at holde ”lev en time af gangen” i fokus. Tankerne suste frem og tilbage i tiden. Jeg græd ned i puden og forbandede sygdommen og behandlingen langt ind i helvede. Følelsen af magtesløshed fyldte min krop og mit sind. Natten var lang og nådesløs. Jeg ville ikke vise min veninde, hvor ked af det jeg var. Så jeg lod hende sove.

Da det blev morgen, stod vi op og fik startet dagen. Lyset gjorde mig godt. Det var som om tankerne blev lettere at styre. Som det første, tog jeg de kvalmestillende piller. Jeg var bekymret for, om det ville blive værre i dag. For min datter havde gymnastikopvisning sammen med sin far, nede i den lokale multihal. Det ville jeg gerne med til.

Badet gjorde godt. Jeg synes godt, at jeg kunne lugte kemoen, sive ud af hver en pore. Jeg kunne i hvert fald smage den. Eller, nærmere; alt mad smagte som om, der var revet et bundt nøgler hen over. ÆV.

Nede i hallen, var der masser af mennesker. Nogle kendte jeg godt og andre hilste jeg blot på, med et nik og et smil. Da jeg gik rundt med mit flade bryst under trøjen, kemo i kroppen og bevidstheden om, at snart ville jeg tabe håret, føltes det som om, at jeg bar på en frygtelig hemmelighed. Som jeg håbede ingen ville opdage. Tænk hvis man kunne se det på mig, eller endnu værre; lugte giften.

Min datter kom løbende imod mig, da jeg var kommet ind og havde fundet en plads. Hun var glad og havde fået en lille t-shirt på, som matchede hendes fars. Jeg gav hende et knus og et kys på håret. Tanken om hun ville få kemo på sig, sad fast i mit hoved. Tårerne pressede sig igen på. De andre i hallen gik og snakkede, drak sodavand og så ud til at leve et fredfyldt liv. Mit liv føltes som et uoverskueligt kaos inden i. Udenpå så jeg ud som jeg plejede, fraset det flade bryst.

Efter opvisningen var jeg udmattet. Jeg måtte sige farvel til min datter igen, for jeg turde ikke være hjemme alene med hende. Følelsen af ikke at slå til, sneg sig ind. Hun tog afskeden pænere end jeg gjorde.

Hunden havde jeg heller ikke hjemme. Så det tomme hus var livløst, at træde ind i. Derfor besluttede jeg, at jeg ville hente den hjem dagen efter, hvis jeg ikke fik det værre. Faktisk gik det overraskende godt. I forhold til det skræmmebillede, jeg havde malet for mig selv.

De kvalmestillende piller havde bivirkninger. Den værste var forstoppelse. Da fordøjelsen ikke fungerede, fyldte det meget af min bevidsthed. Når det var værst, tænkte jeg nærmest ikke på andet, for det føltes hæsligt at være fyldt op med gift og ja, lort.

På 4. dagen mærkede jeg en klar bedring. Hunden havde jeg hentet dagen forinden. Det var dejligt med den store glade bamsehund hjemme igen. Den fulgte mig trofast, som en skygge. Lænede sig tæt op ad mig når jeg blev trist. Jeg var sikker på den kunne mærke min sindstilstand. Veninderne var der stadig på skift og lavede mad og holdt mig med selskab. Modet voksede i takt med ubehaget aftog. Egentlig havde min datters far og jeg aftalt at hun skulle hjem efter 6 dage, men jeg kunne ikke vente mere. Jeg trængte til at få min hverdag tilbage. Være mor igen. Så hun kom hjem. Det var dejligt med hende omkring. Selvom jeg fik mere at se til og trætheden var massiv, hjalp det på tankerne.

Da der var gået de 5 dage, som jeg havde fået at vide kemoen var i kroppen, følte jeg mig lettet. Ingen opkast. Lidt kvalme. Lidt ømhed i kroppen. Trætheden var på retur. Forstoppelsen var et kæmpe minus. Der måtte kunne findes en løsning. Alt i alt, var det gået okay. Hvis det kunne være sådan hver gang, så var det til at udholde, tænkte jeg.

Tankerne begyndte at kredse mere om, at håret snart ville falde af. Lægen havde sagt der ville gå ca. fjorten dage. Det betød at der kun var 9 dage tilbage. Jeg var splittet. For min erfaring med ventetid var, at det var ulideligt. Skulle jeg bare få raget håret af med det samme, så var det overstået? Det ville jo ske, det vidste jeg. På den anden side, så håbede jeg og bad jeg til, at det lige præcis var mig, der var undtagelsen. Selvom jeg godt nok ikke havde hørt om nogen, der havde undgået det. Beslutningen blev, at beholde og nyde det lange hår, så længe jeg kunne. Hver dag hev jeg i håret. Der faldt ikke noget af. Håbet levede.

Da den fjortende dag oprandt, var jeg spændt på om jeg ville vågne op til håret liggende på hovedpuden. Det gjorde jeg ikke. Håret sad fast. Hele dagen hev jeg i hestehalen. Intet skete. Hver gang var jeg lettet og tænkte igen, det sker ikke for mig. Om aftenen var jeg inviteret med min datter og hendes far, hjem til nogle fælles venner. En dejlig adspredelse, hvor jeg følte mig næsten, som mit gamle jeg. Stemningen var let og hyggelig.

Da vi kom hjem, min datter og jeg, blev hun puttet med det samme. Hurtigt faldt hun i søvn og der var stille i huset. Jeg var også træt og ville rense makeuppen af og trække i nattøj. Da jeg var færdig med at børste tænder, ville jeg tage elastikken ud af hestehalen. Jeg fik et chok. For der stod jeg med en kæmpe luns af mit hår i hånden. Åh nej, så skete det. Selvom jeg var forberedt på at det ville ske, var jeg ikke forberedt på hvor fortvivlet jeg ville være. Grædende sank jeg sammen på badeværelsesgulvet, med håret knuget i hånden. Det flimrede for øjnene, hjertet bankede med 200 km i timen og tårerne sved mere end nogensinde. Et nyt lavpunkt var nået.

 

Første “date” med kemocentralen

Der var gået næsten 6 uger fra operationen, så jeg måtte begynde at bruge min venstre arm igen. Jeg var blevet oplyst om, at armen skulle skånes. Resten af mit liv. Fordi der var risiko for at udvikle lymfeødem, da alle lymfekirtler var fjernet. Hvis jeg overbelastede min arm, kunne den svulme op. Det måtte helst ikke ske, for det kunne blive til noget kronisk. Man kunne få et stramt støttebind, til hele armen, hvis det skete. Det lød skræmmende. Og bøvlet. Og grimt. Min krop var i den grad, blevet sølle.

Langsomt begyndte jeg at træne og strække armen. Jeg VILLE have min førlighed tilbage. Der havde været en fysioterapeut forbi, da jeg var indlagt. Hun havde udleveret et lille hæfte med øvelser. Med tænderne bidt sammen og en stålsat vilje trænede jeg hver dag. Morgen og aften. Strækøvelser så mange gange jeg orkede. Senen i armhulen var blevet stram, hvilket betød at jeg ikke kunne løfte armen mere end 30 grader til at begynde med. Smerten var intens. Modet svigtede de første dage. Men noget inden i mig, var stærkere. Jeg trænede selvom det gjorde ondt. I løbet af en lille uge kunne jeg mærke, at det gav pote.

Med en arm, der kunne lidt mere hver dag, gik hverdagen lettere. Vi havde fundet løsninger, som fungerede. Alt det praktiske lykkedes som regel. Psyken hang stadig i bremsen, selvom der bestemt var kommet flere lyse timer i døgnet. Ventetiden var som sædvanlig, vanskelig at udholde. Særligt når det der ventede, mildest talt forekom mareridtsagtigt.

Det var en fredag jeg skulle have min første omgang kemoterapi. Min første omgang gift. Jeg glædede mig ikke det mindste. Alt inden i mig råbte ”NEEEEJ”. Tanker om at pjække, kørte for fuld gas. Alligevel tog jeg på laboratoriet og fik taget blodprøver. Min krop var i højeste alamberedskab, så jeg var svær at stikke i. Efter at have fået fjernet alle lymfekirtlerne i armhulen, måtte jeg ikke blive stukket i den venstre arm. Derfor havde laboranten begrænsede muligheder, for at stikke ret meget forkert. Jeg lå på briksen og hyperventilerede. Jeg undskyldte min opførsel. For så at vride mig og græde af rædsel, i næste øjeblik. Ude af mig selv, begyndte jeg at fantasere om, at de ville sige, at kemo var aflyst. At det var en fejl. Så jeg kunne gå hjem og glemme alt om det. Det skete ikke. Endelig, efter fire forsøg fik laboranten de nødvendige blodprøver. Igen undskyldte jeg for min opførsel. Jeg var flov.

Efter blodprøver og inden kemo, var der nogle timer. Så kunne jeg nå hjem med bilen og lufte hunden. Min veninde kom for at hente mig midt på formiddagen. Rastløsheden var så stærk, at jeg pludselig fik det sådan, at NU måtte det godt til at være. Ventetiden var for meget at rumme. Måske var det ikke så slemt som jeg havde fortalt mig selv. Måske var det. Jeg prøvede at berolige mig selv.

Da vi ankom oppe på onkologisk ambulatorium, blev vi først vist hen i venteværelset. Der var tre sofagrupper. Et stort fjernsyn og et køleskab. Det var svært at sidde stille. Hjertet pumpede så hårdt at jeg kunne høre pulsen i mine ører.

Sygeplejersken kom og præsenterede sig. Hun viste os ind på en fire personers stue. Det var ikke en stue med senge, men derimod nogle flyagtige sæder. De var store og blå. Ved siden af, stod dropstativet og var gjort klar med en pose saltvand. På bordet lå sagerne, til at få lagt drop klar. Jeg satte mig i stolen med rystende ben og et nervøst smil. Der sad to andre kvinder, med drop i armen og tørklæde på. De hilste med et lille nik og blikke, som jeg følte var fyldt med medfølelse. De virkede rolige, selvom de sad der, med gift løbende ind i blodåren og skaldede hoveder, gemt under tørklæderne.

Jeg fik fortalt, at det havde været svært at stikke mig, så jeg havde brug for en succesoplevelse nu. Sygeplejersken kiggede på min arm og vurderede at en varmepude var nødvendig. Den skulle sørge for at blodårerne ville slappe af, blive tykke så de var nemme at finde. Kampsvedende fik jeg lagt flysædet ned. Med min veninde i hånden, gik det løs. Første gang kiksede det. Det var ikke til at holde ud. Tårerne rendte ned af kinderne, så mascara og pudder flød sammen og efterlod ”grædespor” helt ned til halsen. Narkosen blev kaldt, for de var de dygtigste på hele sygehuset til at lægge drop. Mere ventetid. Heldigvis var alle sygeplejersker og de andre kvinder rummelige, kærlige og forstående. Min veninde holdt mig i hånden hele tiden. I løbet af kort tid kom narkosesygeplejersken og en-to-tre så lå det drop, som det skulle.

Saltvandet blev koblet til. Det føltes koldt inde i blodåren. Sygeplejersken kom med et lille bæger med nogle piller i. Jeg spurgte hvad det var for nogen. Der var to forskellige i. Den ene var prednisolon, som er binyrebarkhormon, som blandt andet virker kvalmestillende. Ellers tak, det ville jeg ikke have. Som sygeplejerske havde jeg set hvilke bivirkninger de kunne have. En af dem, er en øget risiko for; KRÆFT. Godt nok kun, hvis man tog dem i lang tid. Men i mit hoved, var det bedst helt at undgå dem. Så hellere have kvalme og kaste op. Et alternativ blev fundet.

Så kom sygeplejersken med de tre poser med kemo. To gennemsigtige og en rød. En efter en, ville jeg få dem, med en kort vandpause i mellem. Alt i alt ville det tage omkring to timer før vi var færdige. Nu var det nu. Den første pose blev sat op. Der skete ikke noget. Mine forventninger om straks indsættende ubehag, udeblev. Lige så stille kunne jeg trække vejret roligt og se på de andre, sådan rigtigt. Stemningen var let og præget af optimisme. Slet ikke som jeg havde malet skræmmebilleder af. Der kom en kvinde, ”sygehusstewardessen” med en vogn, fyldt med mad, snacks og drikke varer. Det bidrog til den afslappede stemning.

Pose nummer to, var den røde. Den ville farve mit tis rødt. Til sidst var det den anden gennemsigtige pose. Der var gået noget i nærheden af 1½ time. Utilpasheden begyndte at melde sig. Jeg blev tæt i næsen og nyste. Hovedet blev tungere. Munden blev tør. Kroppen blev træt og øm. I løbet af det næste døgn ville det bliver værre. Efter ca. 5-7 døgn, ville jeg være på højkant igen.

Min datter og hunden var igen hos hendes far. I de dage jeg havde kemo i kroppen, var der nogen ting, jeg skulle være opmærksom på. Min sved og tis indeholdt medicinrester, så jeg måtte sørge for at lukke låget i på toilettet inden jeg trak ud. Mit tøj og sengetøj skulle vaskes efter 5 dage. Tanken om at jeg gik rundt og svedte gift, gjorde mig trist. Jeg var fyldt med gift.

Da jeg havde fået alle tre poser kemo, kørte vi hjem. Min veninde blev hos mig et par timer. Vi gik en lille tur og sludrede om løst og fast. Det jeg havde frygtet var nu i gang. Ingen vej tilbage. Følelsen af at være fanget skyllede ind over mig. Min hjerne ledte efter en åbning, for tanker som kunne skabe lettelse, i stedet for den massive frygt og tristhed. Jeg fandt frem til en tanke: ”prøv at se det som medicin, som kommer til at redde dit liv”. På badeværelset kiggede jeg mig i spejlet, som så mange gange før. ”Det her, det klarer du også”.

 

“Ornekologen”

Mødet med onkologen ventede. Kræftlægen. Kemolægen. Det var ikke noget jeg så frem til. Alt jeg havde kendeskab til vedrørende kemo var, at det var hæsligt. Man ville tabe håret. Være træt. Måske også tage på, af noget af medicinen. Kvalme. General utilpashed. Intet af det lød spor rart. Min forfængelighed, ville i den grad blive udfordret. Skaldet OG tyk. Og single. ÆV!

Indtil mødet havde jeg rigeligt, at gøre med at få dagligdag til at fungere. Efter en nat hjemme, ville jeg gerne have min datter og hund hjem. Jeg savnede dem. Med veninderne og min datters far i baghånden, fik vi stillet det godt an.

Der var nogen, som sørgede for at tage mig med ud og handle. Nogen andre kom og var sammen med mig, når min datter var i dagpleje. Støtten og omsorgen for mig og min lille familie var nærværende, ægte og nødvendig. Hvordan jeg ville have klaret mig selv, uden dem, tør jeg slet ikke tænke på.

Min venindes svigermor, lavede en flok middagsretter til fryseren. Alt fra farsbrød til tarteletter. På den måde fik vi varm aftensmad i to uger. Uden jeg skulle bekymre mig om hvordan. Jeg var rørt over, at en som ikke var i mit nærmeste netværk, havde set mit behov og imødekommet det. Helt af sig selv. Mine følelser hang uden på tøjet. Så da jeg lagde pakkerne med mad i fryseren, løb tårerne ned af kinderne. Af taknemmelighed.

Det der med bleskift, havde jeg gruet lidt for. Jeg fik forklaret min datter, at vi to skulle hjælpe hinanden, når hun skulle have ny ble på. Hun kunne godt se, at min ene arm har ”syg”, for den var stadig bundet op i en slynge, så jeg havde brug for at vi kunne samarbejde. Første regel var, at hun skulle ligge stille på ryggen og være tålmodig med mig. Næste regel var, når jeg sagde ”nu” skulle hun holde foran på bleen med hænderne, så jeg kunne få sat begge sider af snipperne fast. Det gik overraskende godt.  Vi gjorde det. Faktisk blev det en stund, hvor vi begge var fuldt nærværende og koncentrerede. Bagefter var hun stolt. Det var jeg også. Vi klarede det sammen. Os to.

Min datter lærte også at tage tøj på mere selvstændigt. Ved at guide hende og give tid, endte hun med at være fuldt påklædt, uden konflikter. For det meste. Vi fik os nogle gode grin, når blusen vendte forkert og begge ben, røg i det samme bukseben. Det samme var det, i bade og spisesituationer. Vi hjalp hinanden. Os to.

Jeg fik øje på, hvad jeg have fået. På grund af sygdommen, havde jeg fået en opvågning. Sygemeldingen fra arbejdet, gav mig mulighed for at tage mig tiden, sammen med min datter til, at finde ud af at få hverdagen til fungere. Tiden var værdifuld. Og flygtig. Hvad ville jeg fylde i min tid, i mit liv, var op til mig. Eller; det var op til mig, hvad jeg tænkte om det hele. Den erkendelse var stor og afgørende for, hvordan jeg forholdt mig til livet fremover, i det hele taget.

Dagen oprandt for mødet med onkologen. Eller ”ornekologen”, som vi kaldte ham, for at gøre ham mindre skræmmende at tale om. Min veninde kom og hentede mig, så hun kunne gå med til samtalen. I venteværelset sad mange mennesker. Nogle så meget syge ud. Blege og skaldede med triste øjne. Andre så friske nok ud. Stemningen var ikke så trykkende, som jeg havde forestillet mig. Efter nogle lange minutter, hentede sygeplejersken mig. Hun var mild og tillidsvækkende. Det var tydeligt, at mærke hendes erfaring og empati. Vi blev vist ind i et lille kontor. Der ventede vi på lægen. ”Ornekologen”. Han viste sig at være et rart menneske. Hans udstråling var karismatisk. Med en autoritær værdighed trådte ind i lokalet og gav mig et fast håndtryk. Måden han kiggede på mig på og hans nærvær, gjorde at jeg valgte at stole på ham.

Det første han sagde var, at kræften ikke havde bredt sig til andre lymfekirtler. Derfor havde de ingen grund til at tro, det var andre steder i kroppen. Lettelsen var enorm. Så var jeg faktisk ikke syg mere? Jeg nåede at tænke, at så behøvede jeg ikke kemo. Videre sagde han,” for en sikkerheds skyld, vil vi give dig kemoterapi”. Som forebyggende behandling. Inde i mit hoved lød det lidt mærkeligt. Hvis der ikke var noget kræft tilbage, så var der vel heller ikke noget kemoen kunne ”dræbe”, ud over mine raske celler. Men, som han sagde, hvis der nu var en lille ”gnalling”, som de ikke havde opdaget, skulle den udryddes. Og da kræften var ”særlig aggressiv”, var det endnu mere vigtigt at få kemoterapi. Jeg skulle jo gerne overleve det her, som han sagde. Han var meget overbevisende. Slukøret, godtog jeg han argument. Jeg ville gerne leve. Efterfølgende forklarede han, at der var tre forskellige stoffer i den kemo-kur jeg skulle have. Kort nævnte han, hvad de hed og hvad de hver især gjorde. Min hjerne kunne ikke rumme den information.

Jeg var mere optaget af, at jeg havde hørt, at nogen også skulle have piller i 5 år bagefter, som satte en i overgangsalderen. Jeg var 35 år og ikke klar til afskrive, at kunne få flere børn. Og hvad med stråler? Med hjertet helt oppe i halsen, ventede jeg på hans svar. Skulle jeg det? Heldigvis, var svaret nej. Okay, et halvt år med kemo. Det kunne jeg bedre overskue.

Der var mange oplysninger. Der var blodprøver der skulle tages. Jeg skulle måles og vejes, så jeg kunne få den rigtige dosis. Arbejdsgangen med gennemgået. I alt skulle jeg have 6 gange. Med tre ugers mellemrum. Inden hver, skulle jeg have taget blodprøver tidligt om morgenen. Jeg ville få tilbudt kvalmestillende medicin. Alt sammen, noget som sygeplejerskerne ville sørge for, når jeg kom til behandling.

Jeg fik spurgt om det var helt sikkert, at jeg ville tabe håret. ”Ja, det kommer du til” var svaret. Den sved. Så ville jeg måske komme til, at blive et af de der mennesker, fra venteværelset. Skaldet og med triste øjne. Tanken var ikke til holde ud. Der ville gå ca. fjorten dage, fra første behandling til håret ville falde af. Jeg kunne få en paryk. Min først tanke om sådan en var, at det var ligesom det falske bryst, vi prøvede at forme i bh-en. Sygeplejersken forsikrede mig om, at man kunne få parykker, som lignede ens eget hår fuldstændigt. Meget muligt. Men det var stadig falsk. Det trøstede mig ikke ret meget.

Skaldet. Ordet fyldte hele min hjerne. Når det skete ville alle kunne se, at jeg var syg. Eller rettere sagt, fik kemo. Ingen ville vide, blot ved at se på mig, om jeg var på vej til at leve eller dø. Hvordan det ville føles at være skaldet, kunne jeg ikke tænke mig til. Kun forstille mig, hvor anderledes jeg ville se ud. Maven snørede sig sammen. Når jeg ville tabe håret, blev det meget mere alvorligt. Jeg ville blive mindet om min situation hele tiden. Jeg græd. Hulkede. Tanken om at miste håret var meget værre, end at miste brystet.

Med en stak sedler i hånden, forlod vi onkologisk ambulatorium. En køreplan. Igen, var det hele tilrettelagt. Jeg skulle blot møde op. Min veninde og jeg besluttede os for, at holde fokus på, at jeg ikke skulle have de der ”overgangsalder”-piller. Også kaldet anti-hormoner.

Det var ”kun” kemo i et halvt år. Så ville alt blive godt igen. Som før. Troede jeg.