Month: July 2016

Endnu en dårlig hår-dag

Perioden mellem tredje og fjerde ”juice”, havde ændret sig fra, at være præget af sortsyn og umulig kemokrop, til flere striber af lys og velvære. Så meget det nu lod sig gøre under omstændighederne. EFT´en havde brudt mørket. Jeg var halvvejs og kunne se frem til nogle bedre dage, inden næste ”strike”.

Tiden blev, blandt andet, brugt på ture i Legoland med min datter. Farmor og farfar havde foræret os begge sæsonpas, så vi kunne nyde sommeren der, når nu kræfterne ikke rakte til de store udflugter. På de gode dage kunne jeg godt se, hvor privilegeret jeg var. Tiden mens jeg var sygemeldt, kunne jeg bruge på at hygge mig med min datter, mine veninder og familie. Hver dag, hvis jeg ville. De dage kemo-kroppen ikke artede sig, var heldigvis i undertal. Selvom der sneg sig en dag eller to mere med kvalme og forstoppelse på, efter hver ”juice”.

Med sommeren kom også have arbejde. Omkring mit lille lejede parcelhus, voksede der en hæk. Den skulle klippes. Med Wham for fuld udblæsning på ghettoblasteren, gik jeg i gang med den elektriske hækkeklipper. Humøret var i top. Solen skinnede og jeg var fuld af selvtillid. Den hæk ville være så fin, når jeg blev færdig. Ingen tvivl om det. De første sving med hækkeklipperen gik som en leg. Jeg trådte op på en stige, for at trimme toppen. ”Tra-la-la-la …if you´re gonna do it, do it right”, sang jeg sammen med George Michael. Og så gik det galt. Uden varsel blev min venstre arm så træt, at jeg ikke kunne styre hækkeklippen. Det resulterede i en kæmpe bue klippet ind hækken. ”FÅÅÅÅÅRK”!! Det kunne på ingen måde kamufleres. Nå, men det skulle ikke spolere den gode stemning. Jeg trængte nok bare til en lille pause. Med fryseren fyldt med kæmpelæske, var det oplagt med sådan en lille forfriskning. Godt nok havde jeg spist to allerede den dag. Men hva´, det var sommer og jeg fortjente det.

Efter en halv times pause og et par ”Læske” mere, var jeg klar på endnu en omgang hækkeklipning. Det gik rigtig godt de første ti minutter, så lavede armen det samme trick igen. Endnu en bue kom til. Shit, det så grimt ud. Mit humør dalede. Den dumme arm. Svagt mærkede jeg snurren i den. Så blev jeg stædig. Dum-stædig. Uden pause, bed jeg tænderne sammen og besluttede, at det var MIG der bestemte over den arm. Med ”sgu-fanden” og ”satanedme” hvislende ud gennem de spændte kæber, gik jeg i gang igen. Armen gjorde ondt efter få minutter og det snurrede, prikkede og brændte indeni den. Med et snuptag fik jeg klippet forlængerledningen over. ”ALLETIDERS”, så kunne det også være lige meget. To buer og en overklippet ledning. ØV! Jeg satte mig tungt på sandkassens kant. Trætheden skyllede ind over mig. Hækkeklipperen blev båret i skuret. Den hæk som var afklippet, måtte bare blive liggende på jorden, indtil jeg havde ork til at samle det sammen.

Slukøret gik jeg ind på badeværelset for at forvandle mig til ”Graver”. Da jeg fjernede mascara og øjenskygge, kiggede jeg på vatrondellen bagefter. Jeg stivnede. Der, i den sorte plamage, lå mine øjenvipper. De fleste af dem i hvert fald. Nej-nej-nej. Bagefter kørte jeg vaskekluden rundt i ansigtet. Chokket var totalt. I kluden lå resten af, hvad der havde været mine øjenbryn. Da håret faldt af efter 14 dage, troede jeg ikke der kunne ryge mere af. Uden vipper og bryn, så jeg endnu mere syg og mærkelig ud. Okay, der var måske 4-5 vipper på hvert øje. Men det var jo umuligt, at få det til at se ud af noget. Ingen mascara i verden, ville kunne give så fyldige vipper, at det ville se godt ud.

Armen dunkede og var begyndt at svulme op. Shit! Det var jo det der lymfeødem, som lægen havde advaret mig imod. Skulle jeg nu til at have den der stramme lange strømpe på armen. Dum-stoltheden havde igen-igen bragt mig i en rådden situation. Jeg var både gal på mig selv, over ikke at lytte til min krop, men også rasende over, at kroppen i det hele taget var blevet så fremmed. Og ude af min kontrol. Inden jeg blev syg kunne jeg løbe 10 kilometer, ordne have, lave mad, male hus, arbejde og danse natten lang til fester, med stærke drinks.

Nå. Men sådan var det ikke mere. For ikke at falde tilbage i det sorte hul, gav jeg mig til at banke på de punkter jeg havde fået vist, af min svigerindes far. ”Selvom jeg ser ud ad røven til, så accepterer jeg mig selv fuldstændigt”. Efter tre gange lød det helt fjollet. Det virkede! Jeg fik det bedre.

Da jeg lå i min seng, med hunden ved siden af, smilede jeg af mig selv og dagens op og nedture. Herregud, det var jo bare en hæk. De der buer var ikke så grimme endda. Måske tilmed lidt spøjse og usædvanlige. Vipper og bryn var sværere at putte et positivt spin på. Faktisk umuligt.

For at gøre et eller andet, sendte jeg følgende sms til en veninde: ”i dag har jeg haft den ringeste hår-dag. EVER. Mine bryn og vipper er faldet af. God nat og sov godt”.

 

Skumfiduser og EFT

Smagen af metal var gennemtrængende og vedholdene. Kvalmen lurede og kroppen føltes tonstung. De andre gange, havde bivirkningerne fortaget sig i løbet af 4-5 dage. Sådan var det ikke denne gang. Fordøjelsen var også gået helt i stå. Maven var stenhård og det medfølgende ubehag, ulideligt. Mine tanker kredsede konstant om, hvordan jeg kunne få det bedre. Humøret var på linje med kroppens tilstand. Selvom det var sommer, med solskin og mildt vejr, lå der en mørk sky over mit sind.

Jeg fik klaget mig til min ældste storebor og svigerinde. Min beslutning om at, kun fortælle om de gode ting, kunne jeg ikke holde. Den sidste omgang kemo havde slået mig så grundigt til tælling, at jeg åbnede op for, hvordan jeg havde det. De helt sorte tanker om at ville dø, når jeg sad i stolen med nålen i armen, fortalte jeg dog ikke til nogen.

Min bror og svigerinde lyttede nærværende til mig. ”Min far kan sådan noget smart noget, som hedder EFT. Han vil helt sikkert gerne hjælpe dig”, sagde min svigerinde. Uden at tøve, takkede jeg ja. Helt præcist hvad det der EFT var for noget, vidste jeg ikke. Men, jeg havde mødt min svigerindes far mange gange og kendte ham, som en klog og hjertelig mand. Så jeg havde tillid til, at han kunne noget, som jeg havde brug for.

Jeg fik lavet en aftale med ham. Han ville komme hjem til mig i den følgende uge. Jeg var spændt på, hvad det nu var jeg havde rodet mig ud i. Min mavefornemmelse fortalte mig, at det ville være af stor betydning. Det skulle senere vise sig, at det var helt rigtigt.

Min svigerindes far kom en formiddag. Han gav mig et kram og var i godt humør. Hele hans energi var levende og positiv. Vi satte os ved spisebordet i stuen. Uden så meget udenomssnak, gik han i gang med at forklare mig, hvordan EFT virkede og lidt at teorien bag. ”Det er lidt noget mystisk noget, men det virker” sagde han med et stort smil.

Han bad mig sætte mig på en stol foran sig. Teknikken går ud på at banke, ganske blødt, på nogle bestemte punkter på kroppen. Det er punkter som også benyttes i akupunktur. Smart, sådan lidt akupunktur-agtigt UDEN nåle. Særlig smart, da min nåleskræk var en af tingene, jeg gerne ville hjælpes af med.

Først skulle vi have fundet frem til hvilket problem, eller udfordring, hvis man er til den slags tankegang, som skulle kigges på. Der var flere ting. Vi startede med for sjov, at prøve på noget lidt ufarligt. Min svigerindes far spurgte om jeg havde en last, som chokolade eller sådan noget. Joh, jeg havde en svaghed for skumfiduser. De der store bløde, lyserøde og hvide slags med ultrasød smag. ”Har du nogen til at ligge”? Joh, det havde jeg da. ”Vil det gøre noget, hvis du ikke spiste dem mere”? Nej, den trang kunne jeg godt undvære. Jeg fandt posen frem og duften nåede hurtigt mine næsebor. Nammenam, tænderne løb allerede i vand. Hvis han kunne få min lyst til at spise skumfiduser, til at forsvinde, ville jeg være overbevist om det her EFT.

Med en skumfidus trykket helt op under næsen, spurgte han mig hvor meget lyst jeg havde til at spise en, på en skala, fra et til ti. Hvor ti var maximal lyst. ”TI”, jeg var klar til at proppe hele posen med skumfiduser, i munden. Så tog han min hånd og begyndte at banke, ganske blidt, på håndkanten. Også kaldet karatepunktet. ”Gentag efter mig: selvom jeg har lyst til at spise denne skumfidus, så accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Jeg gentog. Det lød fjollet og føltes også sådan. Fjollede og mystiske ting fascinerede mig, så jeg gik med på ”forsøget”. Vi sagde det i alt tre gange, mens han bankede på håndkanten. Da vi var færdige med det, bankede han på forskellige punkter i ansigtet, på hovedet og under armen, mens vi sammen sagde ”denne skumfidus”. Det var endnu mere fjollet. Og spændende. Det føltes meget behageligt og jeg slappede helt af. Efter at have fået ”bank”, fik jeg igen skumfidusen under næsen. ”På en skala fra et til ti, hvor meget lyst har du nu til at spise den”? Overrasket måtte jeg konstatere, at duften ikke skabte mundvand. ”Fem” svarede jeg. Det var alligevel mærkeligt. Vi tog en omgang mere, ”selvom jeg stadig har lyst til denne skumfidus, accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Igen bankede han på håndkanten og jeg gentog tre gange. ”Denne skumfidus” nærmest chantede jeg, mens jeg blev banket på den samme punkter som før. Endnu engang fik jeg skumfidusen præsenteret. Den lugtede slet ikke godt. Nærmest som et viskelæder. Min lyst var nul. NUL! Det var utroligt. Resolut tog jeg posen og smed i skraldespanden. Farvel og tak for minderne, familien skumfidus.

Ivrigt fortsatte vi med nåleskræk, kvalme, angst og afsluttede med nogen positive bekræftelser, mens der blev banket på punkterne. Jeg følte mig opløftet, nærmest euforisk. Det her EFT, det var vanvittigt effektivt og rart. Min svigerindes far lærte mig, hvordan jeg selv kunne gøre det, hvis jeg mærkede nåleskrækken snige sig ind på mig. Når jeg skulle stikkes så ofte, kunne skrækken godt komme tilbage.

Afslutningsvis fortalte han mig, hvordan jeg kunne ændre kroppens kemi, ved for eksempel række begge hænder over hovedet, som når man vinder noget, og råbte ”YES-YES-YES”. Det prøvede vi af sammen. Og ja, det kunne mærkes. Jeg følte mig stærk igen.

Vi sagde farvel og han tog om mit ansigt og lagde sin pande mod min. “Ring igen, hvis du får brug for det”, sagde han. ”Tak” fik jeg fremstammet og vi vinkede farvel, da han gik ud til sin bil.

Jeg var rørt og helt fyldt med livsmod, taknemmelighed og kærlighed. Det var magisk.

MAGISK. Jeg elskede det. YES-YES-YES!

 

På den igen. Tredje gang kemo

Festen havde været et tiltrængt frikvarter. Fra sygdom, hverdagen og mig selv. Da jeg var kommet hjem, havde pakket ud og fået sat tandbørsten tilbage i kruset på badeværelset, vendte virkeligheden tilbage. Der var tre dage til næste omgang ”juice”. Tankerne om at skulle stikkes og få det dårligt igen, magtede jeg ikke. Selvom jeg gjorde forskellige ting, som kunne distrahere mig, var det som om, at kroppen nærmest allerede mærkede, hvordan kvalmen kom snigende. Hovedpinen, tungheden, trætheden og følelsen af at være pumpet fuld af gift, huskede min krop alt for godt.

Aftenen før den 3. kemo var jeg alene. Det vil sige, hunden var hjemme sammen med mig. Ozzy kunne ikke komme og sove hos mig, før aftenen efter. Som på en måde også var vigtigere. Og så alligevel. Min hjerne blev ved med at producere skræmmebilleder. Kroppen samarbejdede og opførte sig allerede kemo-syg. Ude af mig selv, ringede jeg til et par veninder, for at få lettet mit hjerte og for at få tiden til at gå. Jeg fortalte ikke ærligt, hvor dårligt jeg havde det. Om det var for at snyde mig selv, eller for at skåne dem, var jeg ikke sikker på. Men tiden gik og jeg kunne tage min sovepille. Jeg plejede at nøjes med en halv, men jeg ville være helt sikker på at jeg kunne sove, så jeg tog en hel.

Indtil sovepillen begyndte at virke, rensede jeg make-up af og fik øjenkontakt med Graver i spejlet. Min tålmodighed var ved at slippe op. I næsten 2½ måned havde jeg været skaldet. Det føltes som 2½ år. Jeg kunne se frem til omkring 4 måneder mere på den her måde. Så lang tid ville der gå, før håret begyndte at vokse igen. Tårerne pressede sig på og jeg gav efter. Satte mig på toilettet og hulkede. Hunden kom luskende og satte sig foran mig. Stak snuden ind på min kind og slikkede tårerne væk. Jeg kiggede den lige i øjnene og kløede den bag ørerne. ”Jeg elsker dig” snøftede jeg ned i pelsen. Langsomt kunne jeg mærke sovepillen gøre mig døsig. Endelig. Inde i soveværelset plejede hunden at sove på sin store pude, på gulvet, lige ved siden af sengen. Fordi jeg havde så ondt af mig selv, klappede jeg på dynen ved siden af mig og lod den sove oppe i sengen. Fuck alle mine regler. Lige der handlede det udelukkende om, at komme gennem natten, uden at blive vanvittig. For at gøre situationen komplet umulig, kløede det også på indersiden af min ”baseball”.

På grund af sommerferie, havde jeg ikke nogen til at følges med mig op til ”juice”. Så jeg havde ringet til ambulatoriet dagen før, og bestilt transport hjem. Man må ikke selv køre bil, efter kemo. Udsigten til at gå gennem hele dagen, uden mine faste støtter, gjorde mig utryg og trist.

Blodprøven var hæsligere end nogensinde. Ventetiden var lige så hæslig. Appetitten havde været på nulpunktet i flere dage. Kvalmen havde jeg fået på forskud og kroppen føltes som om, styrken blev trukket ligeså stille ud af den. Alt i alt, bare møg med møg på. ÆV.

Selvom jeg, som de andre gange, havde taget mit bedste tøj på og lagt en flot make-up, lignede jeg hende den trætte medpatient, som jeg havde forsvoret at komme til at ligne. Men det gjorde jeg. Sygeplejersken kunne godt se, at jeg var nedtrykt. Tårerne lå konstant på lur. Jeg kunne mærke dem svie under øjenlågene. Selvfølgelig blev det til fire stik, før droppet kunne sættes til. Denne gang jamrede jeg ikke. Faktisk sagde jeg ikke en lyd. Men tårerne løb. I stride strømme. For første gang tænkte jeg. ”Gid jeg var død”. Jeg var kun halvvejs. To gange mere, ud over denne her. Det var fuldstændigt uoverskueligt.

Sygeplejerskerne var umådeligt søde og opmærksomme. En af dem sad og holdt mig i hånden ved alle fire stik. Hun havde også en brækpose parat, for jeg havde allerede kvalme. ”Forventningskvalme” kaldes det. Ved første pose ”Juice” kastede jeg op. Så de kvalmepiller jeg lige havde slugt, røg op igen. Det var håbløst. Hvordan skulle jeg komme gennem tre gange mere af det der? Sygeplejersken fandt en stikpille frem. Den skulle jeg stikke op i endetarmen. Hold nu op. Ad! Så mellem første og anden pose, fik jeg 5 min til, at få den der klamme stikpille placeret i min røv. Og hvis jeg ikke kunne det, ville sygeplejersken gøre det for mig. Arj, det var for pinligt. Og ulækkert. Med rystende hænder lykkedes det. Pyha. Den totale ydmygelse var undveget.

Kvalmen fortog sig forholdvist hurtigt. Den forsvandt ikke helt, men var til at udholde. Tredje og sidste pose blev hængt op. Om lidt ville næsen blive tæt og hovedpinen ville indfinde sig. Denne gang var endnu værre end de andre gange. De værste tømmermænd, toppet med influenza og madforgiftning. Sådan oplevedes det.

Da hele seancen var overstået, måtte jeg gå ned i forhallen og vente på at blive hentet af en chauffør. Hvad jeg ikke vidste var, at det var en minibus jeg skulle køres hjem i, så der skulle 6 andre patienter med. Endnu en gang blev min tålmodighed sat på prøve. Turen rundt med de andre tog 1½ time. Jeg var den sidste på ruten. Da vi endelig nåede min adresse, var jeg så svimmel og ringe tilpas, at chaufføren måtte hjælpe mig ind. På en formiddag, var jeg blevet 100 år ældre og havde mistet det meste af troen på, at ”det her, det klarer du også”.

Mest af alt ville jeg bare gerne have fred. Sove gennem de næste fire måneder. Vågne op til blødt hår på hovedet og en hverdag, med min datter, hund, veninder, arbejde og måske endda en kæreste. Tungt smed jeg mig på sofaen og græd. Ikke siden jeg mistede håret, havde jeg været så modløs og fortvivlet.

De andre gange havde jeg gået en tur med hunden, når jeg var kommet hjem. Sådan blev det ikke den her dag. Kroppen gjorde for ondt. Kvalmen fyldte for meget og jeg kastede op. Jeg vaskede resterne af make-uppen af og trak i mit nattøj, selvom klokken kun var halv fem. Min veninde, som havde været der og lavet aftensmad til mig de andre gange, var på ferie. Så jeg måtte selv lave noget at spise. Det orkede jeg ikke. Så ingen mad hele dagen, hjalp bestemt ikke, på hverken kvalme eller humøret.

Ozzy dukkede op ved 19-tiden og fik et chok. Bleg og med oppustede øjenlåg, fandt hun mig krøllet sammen på sofaen. Da jeg rejste mig for at give hende et knus, måtte jeg skynde mig på badeværelset og kaste op i stedet for. Igen. Grædende kom jeg tilbage til stuen, og fortalte om min dag fra helvede, mens snot og tårer flød i en lind strøm. Ozzy vidste ikke sine levede råd, så hun lyttede bare og spurgte til hvad jeg havde brug for. ”Jeg vil DØØØØØØ” skreg jeg inde i hovedet. Men, for det første mente jeg det ikke, sådan rigtigt og for det andet ville jeg ikke gøre Ozzy mere bekymret, end hun var i forvejen. Hun fik lokket mig til at spise en banan. Selvom hun ikke havde kræfter til ret meget andet end at hvile, hjalp det på alt, at hun var der.

Den aften blev vi enige om, at tage vores natpiller klokken halv ni. Dagen måtte gerne se at slutte. Ude i køkkenet stod vi med piller linet op og to glas vand. På badeværelset ventede endnu en stikpille. ”En-to-tre-NU” og sovepillerne blev slugt synkront.

Inde i sengen lå vi med hinanden i hånden og ventede på at falde i søvn.

”Det bliver bedre i morgen” sagde Ozzy og klemte min hånd. Jeg klemte tilbage. Uden at sige noget.

Åse og Tove fra Solkysten

Der var en uge til næste kemo. Kroppen var igen ved at være okay, og humøret var også i fin form. Tiden blev nydt i fulde drag. Jeg vidste præcist, hvornår jeg blev slået i gulvet igen. På klokkeslæt. Tanken om det, var fyldt med kvalme og tristhed. Derfor gjorde jeg, hvad jeg kunne for, at blive optaget af andre og langt mere festlige gøremål. Heldig som jeg var, og er, lå der en sammenkomst med gode venner i de dage. Festen var en indflytterfest i Sverige. Godt nok var der langt derover, men jeg havde næsten lige fået købt mig en ”ny” bil, for mine ”blodpenge”. Penge jeg havde fået for at være alvorligt syg, af en farlig sygdom, fra min pensionskasse. Så transporten var i orden.

Min veninde var også inviteret med. Hvem af os der fik ideen om at klæde os ud, husker jeg ikke. Men Barbie parykken havde i hvert fald noget med det at gøre. Vi fik den ide at klæde os ud, som sådan nogen fine damer, med bobbet hår, dyre tasker og perlekæder. Endelig ville parykken komme til sin ret. Den var helt perfekt. Tiden op til denne fest, blev brugt på at finde de rigtige sko, kjoler, hårbånd og ikke mindst de helt rigtige smykker. Farverne var lyse rød og hvid. Taskerne, beauty boksene og de fikse trolleys blev fyldt op med alskens dullegrej. Eller næsten. For vi havde ikke helt sager nok til, at fylde alle tasker op, så nogen af dem var tomme. Men pointen var, at vi skulle se rige og overdrevent fine ud.

I vores civile liv, var vi begge mest til jeans og gummisko, så vi følte os mere udklædte end påklædte, i det fine tøj. Vi fortale ikke værterne for festen, om vores plan. Vi grinede af, hvordan alle ville kigge, når vi ankom i den petroleums farvede Peugeot 206, stærkt duftende af parfume og med 5 tasker hver, i højhælede sko og højt, skinnende hår.

Fantasien fik frit spil. Intet var for skørt. Det føltes så godt, at opfinde en ny person, som jeg kunne spille til en fest, hvor jeg ellers kunne se mig selv, som hende den skaldede med ”rådden forlygte”. Friheden i at lege, at jeg var en helt anden, var en afledningsmanøvre og den virkede. For en stund, og det var godt nok til mig.

Da jeg havde fået afleveret hund og barn, pakkede jeg bilen og iførte mig en lyse rød kort nederdel, med ditto top og cardigan. Perlekæden med matchende ørestikkere blev monteret. Anlægget i bilen kørte for fuld udblæsning og smilet var kæmpestort. Min veninde stod klar inde i byen, i sin fine kjole, perlekæde og masser af tasker. Da vi havde fået læsset hendes bagage, satte vi os godt tilrette i sæderne og startede turen mod Sverige.

Hurtigt fandt vi på navne til vores nye personligheder. Åse og Tove. Fra Solkysten. Det lød både bonderøvs-agtigt og fornemt. Vi grinede på hele turen. Snakkede med accent som snobberne fra Rytteriet. Alt om sygdom, kemo, kvalme, ked-af-det-hed, grimt bryst og skaldet hoved, var ude af mine tanker.

Fornøjelsen og morskaben blev ikke mindre, da vi skulle tanke benzin. Med vores fine håndtasker svansede Åse og Tove, fra Solkysten, ind i tankstationens butik. Højlydt diskuterede vi, hvor sløjt det var, at man ikke kunne få noget ordenligt champagne i sådan en butik. ”Vi er sandelig vant til en anden standard, der hvor VI kommer fra”. Vores opførsel var så karikeret, at butikspersonalet godt kunne se det sjove i det. Det var helt umuligt at holde masken og accenten hele vejen gennem butikken. Bag hylderne knækkede vi sammen af grin. Det var virkelig sjovt.

Efter at have faret vild i Sverige, fandt vi frem til vores venners nye hus. Vi dyttede, så ingen kunne være i tvivl om vores ankomst. Min veninde og hendes kæreste, som holdt festen, kom ud og tog i mod os. De grinede og spillede med på vores snobberi. ”James, taskerne ligger bag i vognen, vær en snut og bær dem op i suiten”, kvidrede vi og trippede rundt og gav kindkys.

Vi ankom om eftermiddagen og der var ikke kommet så mange andre gæster endnu. Min værtinde-veninde, foreslog at Åse og Tove gik over til naboen og hilste på. Vi blev forsikret om, at han ville elske at møde os to, i vores fine tøj og det hele. Det viste sig, at naboen var homoseksuel og elskede at klæde sig ud. Han var drag queen. Det var helt vanvittigt, hvad han havde af høje sko, netstrømper, fjerboaer, stramme kjoler, parykker og smykker. På under to minutter var vi blevet slyngveninder med naboen, som i løbet af den næste time forvandlede sig til Ellinor.

Drinks og champagne flød i rigelige mængder, musikken spillede og flere gæster dukkede op. Alle var i godt humør. Der blev grinet, spist, pjattet og danset. Selvom jeg ikke drak noget alkohol, føltes det som at være trådt ind i en parallel verden.

På et tidpunkt stod jeg ved anlægget og var ved at finde en cd frem. Der kom en af gæsterne hen og spurgte forsigtigt til, hvordan jeg havde det. Jeg svarede, at det gik okay. Og at det ind imellem var hårdt. Til det sagde han: ”du får det til at se så let ud”. Jeg blev overrasket. Var det sådan jeg fremstod over for mennesker, jeg ikke kendte så godt? På en måde følte jeg mig glad, over den kommentar. En anden del, følte mig uægte og overfladisk. ”Tak” sagde jeg bare og smilede. Ja, i dag var det let at være mig. For jeg satte den syge, bange og fortabte ”mig” på hold, og lod mig rive med af festen, stemningen og rollen som Tove fra Solkysten, med det bobbede hår.

Da festen ebbede ud, gik jeg ovenpå for at få nattøj på. De fleste gæster var taget hjem. Et par stykker eller tre, blev også til overnatning. På badeværelset blev Tove ligeså stille til Graver. Neden under sad de sidste tilbage og sludrede. Jeg måtte tage mod til mig for at gå derned igen, med tørklæde om hovedet, pyjamas og uden make-up. Kontrasten var meget stor. Ingen af de andre lod sig mærke af forandringen. Stemningen var lige så rummelig, sjov og rar, som da jeg gik op for at klæde om.

Den aften, ved den fest, blev det tydeligt for mig, hvor lidt mit udseende betød i forholdet til andre. Tilsyneladende var det mest mig, der synes jeg så meget mærkelig ud. Det trøstede.

Træt, blev jeg placeret i mine venners massage stol. Puttet med en stor blød dyne og søde ord. Jeg lukkede øjnene. Nød frikvarteret. Min sprække af lys, var blevet sprængt til en kæmpe åbning af det varmeste solskin.

Jeg følte mig levende, elsket og fredfyldt. Livet kunne bare komme an. Alt var godt.

Læspe-lægen.

Mellem perioderne med kemo, var jeg hos plastikkirurgen og få fyldt vand i ekspanderen i brystet. Som regel var det ret sjovt at komme der. Især når det var ham den søde, unge, let læspende, skaldede læge. Han virkede lidt nervøs første gang jeg sad overfor ham. Uroligt sad han på stolen og læste i min journal og skiftevis kiggede på mig og i papirerne.

Hele hans væsen indbød til drilleri. Jeg kunne ikke modstå at sige ting, som jeg synes var sjove, men som til min overraskelse, gjorde ham forlegen. Egentlig var det lidt synd for ham, men det var min måde at prøve at få ham til at slappe af. Så jeg kunne føle mig tryg.

Proceduren omkring påfyldning af ekspander, foregik nogenlunde således; en magnetdims fandt den runde membran og med et let tryk, satte den et kryds. Så kunne man se hvor kanylen skulle stikkes igennem, for at sprøjte vand ind. Stikket kunne næsten ikke mærkes, så efter første gang, kunne jeg tage det mere roligt. Det var surrealistisk at stå og se brystet vokse. Efter hver påfyldning blev musklen, som ekspanderen var opereret inde under, udvidet lidt. Langsomt blev følelsen af have fået et grydelåg syet ind i brystet, transformeret til en følelse af en baseball. Ikke specielt rart. Jeg kunne ikke ligge på maven. Brystet var koldt og hårdt. Som en læder baseball. Når jeg stod med nøgen overkrop, så det også mærkeligt ud. Der manglede en brystvorte og det kunstige bryst sad højere oppe, end det andet. Jeg undgik spejlet og trøstede mig ved tanken, at lægen havde forsikret mig om, at det nok skulle blive pænt. Hm.

En gang, hvor den søde læspe-læge skulle se om ekspanderen nu sad hvor den skulle, kunne jeg ikke lade være med at drille ham igen. For at se om brysterne sad ca. lige højt, gik han ned på det ene knæ. ”Det havde du da virkelig ikke behøvet” sagde jeg til ham. Han kiggede forvirret op på mig. ”ja, sådan at falde på knæ. Vi kender jo knap nok hinanden”. Jeg var ved at flække af grin. Et øjeblik, kunne jeg se desperationen i hans øjne. Så fattede han, at jeg lavede sjov med ham og grinede med. Endelig virkede min ”sige-noget-sjovt-finte” på en læge, efter hensigten. Fremover slappede han mere af. For at fuldende den komiske situation, lå læspe-lægen stadig på knæ og mærkede med begge hænder på mine bryster. Jeg måtte beherske mig for ikke at knække helt sammen i latterkrampe. Det var også en sjov historie at underholde med, når det hele blev lidt for alvorligt.

Min tålmodighed kom på en alvorlig prøve. For jeg havde troet, at jeg kunne få skiftet ekspanderen ud med en blødere silikone protese, lige så snart kemoen var ovre. Sådan blev det ikke. Jeg skulle vente næsten et helt år. Godt nok, betød brystets udseende ikke lige så meget for min selvopfattelse, som tabet af mit hår. Men alligevel. Det både føltes hæsligt og så heller ikke særlig flot ud.

Hvordan skulle jeg nogensinde finde modet til, at være intim med en mand igen, med sådan en grim ”forlygte”? Eller vise mig nøgen i omklædningsrummet i svømmehallen, for den sags skyld.

Lægen fortalte og viste mig billeder af, hvordan det formentlig ville komme til at se ud, når brystet var helt rekonstrueret. Der var flere muligheder for at få en ny brystvorte. Man kunne tage noget hud helt oppe, hvor inderlåret rammer trussekanten. Huden der minder lidt om brystvortehud. Man kunne også vælge at få det tatoveret.

Dertil fik jeg tilbudt at få lagt silikone i det raske bryst, så jeg kunne få en lidt større barm. Min anden brystvorte kunne jeg også få syet mindre, hvis jeg synes. Hvis jeg ikke ville have silikone i det andet bryst, kunne jeg få et brystløft, så det kom lidt mere i niveau med det kunstige.

Pyh, der var mange gode tilbud. Jeg valgte at få brystet løftet og få tatoveret brystvorten på det kunstige. Grunden til jeg fravalgte silikone i begge var frygten for, om jeg ville kunne mærke, hvis der kom en knude i det raske bryst. Og tanken om en større barm, brød jeg mig heller ikke om.

Nogen gange havde jeg lyst til, at få taget ekspanderen ud og bare have en hel flad side. Ubehaget og tanken om, at have en hård og kold tingest syet ind i kroppen, gjorde mig ind imellem vanvittig. Det kløede nærmest indvendigt og jeg kunne ikke klø igen. Så ville jeg bare have den ud. NU. Når jeg kom til ”bevidsthed” igen, ville jeg jo gerne have lavet det bryst.

Jeg ville gerne ligne mig selv igen. Føle mig hel og kvindelig. Med langt hår og flotte bryster. Udsigterne var lange, før det kunne blive til virkelighed. På udkig efter en sprække af lys, fik jeg en ide. En rigtig god en, hvis jeg skulle sige det selv. Hvad ville være den vildeste udfordring, i den her situation? Hvordan kunne jeg komme over mine begrænsende overbevisninger, om min nye kropsdel?

Jeg skrev til et kvindemagasin. Om de ikke også synes, at det kunne være sejt, at lave en foto serie med nogen brystopererede, skaldede kvinder? Jeg ville gerne stille mig selv og min historie til rådighed. Det gav et kæmpe sus i maven. Jeg følte mig modig og stærk.

Ja, det var en god ide. Verdens bedste faktisk. Det syntes magasinet også