Month: January 2017

Hvepsetalje og blackout

Det der Herceptin havde en bivirkning, som jeg var vild med. Jeg tabte mig. Helt uden besvær. Efter tre måneder havde jeg tabt 6 kg. I takt med håret groede, flæsket smeltede og solen skinnede på mig, voksede mit hårdtprøvede selvværd. Livsmodet var stærkt. Trygheden i at være på sygehuset hver tredje uge, gjorde godt. Det gav mig det overskud til, at begynde på det liv jeg drømte om. Til dels. Jeg var stadig ikke oppe på fuld tid på jobbet, som var mit mål. 20 timer på en delvis sygemelding det næste år, hvor jeg var i behandling med Herceptin, var løsningen indtil videre Acceptabelt. Overskueligt.

Mine veninder og jeg blev enige om, at en bytur var på tide. Nu skulle jeg vove mig ud i nattelivet og på kærlighedsscenen igen. Det var nervepirrende. Spændende og skræmmende. Jeg havde ikke været i byen i over et år. I en alder af 35 år følte jeg mig som en usikker teenagepige. Sad make-uppen perfekt? Og hvad med håret? Det var fuldstændig stift, af alt for meget hårvoks. Tøjet blev nøje udvalgt. Ikke for udfordrende, men alligevel ikke alt for kedeligt. En ny skjorte med blomster, jeans og støvler. Som det nu var moderne i 2006. Efter at have nærstuderet mit spejlbillede af flere omgange og med et par drinks i blodet, satte vi kursen mod den lokale natklub.

Med musikkens dunkende rytmer i benene og med en betragtelig promille i blodet, indtog vi dansegulvet. Det var vidunderligt at være tilbage i, hvad der for mig repræsenterede det normale singleliv. Stemningen var høj og det var nemt at falde tilbage i min gamle rolle som ”party-girl”. Det korte hår gav mange flere komplimenter, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Jeg slubrede opmærksomheden i mig. Overraskende nok, viste en mand særlig interesse. Og jeg nød det. Fuldstændigt. Promillen gjorde at jeg var mere løssluppen og fri. Hvis jeg havde været ædru, havde jeg med garanti, ikke turdet fortælle denne mand om mine skøre bryster. Min dømmekraft var sat ud af spillet. Jeg gik dog hjem alene og vågnede lettet op næste morgen. Med tømmermænd. Føj, for den lede. Det mindede alt for meget om kemodagene. Aldrig igen, lovede jeg mig selv. Som om jeg kunne holde det. Selvom jeg i min beruselse havde fortalt mere end jeg brød mig om, så var der ikke sket mere end det. PYH!

Den bytur satte gang i et nyt kapitel i mit liv. Jeg var igen single mor. Ikke kræftpatient. Sygdommen fyldte ikke så meget som før. Kroppen mindede mig dog om, hvad jeg havde gennemlevet. Det skøre bryst var godt nok blevet blødere med silikone implantatet. Men det så stadig mærkeligt ud og føltes også koldt og fremmed. Jeg brød mig hverken om at kigge, eller røre ved det. Derfor gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan jeg nogensinde skulle kunne være intim med en mand igen. Hvem ville synes jeg var både sexet og tiltrækkende, når jeg selv væmmedes ved mit bryst? Mine bekymringer viste sig at være spildte. Overraskende nok, betød de der bryster ikke helt så meget for de mænd jeg mødte, som jeg havde bildt mig ind. Min strategi var at være ligefrem og ærlig. Nemt, når der var alkohol involveret. Så min debut med skøre bryster og elskov, var i en mindre brandert. Flueben ved det. På en måde var det som at miste min mødom, en gang mere.

Sommeren kom. Jeg havde tabt ti kilo på et halvt år. En platinblond hanekam prydede mit hoved. Solbrændt, slank og glad tog jeg til bryllup hos min barndomsveninde. Fra hendes polterabend, hvor jeg havde haft betydelig mere tøj på, end til brylluppet, havde jeg tabt to kg. Så min veninde kiggede på mig, mens jeg klædte om hjemme hos hende. ”Nu må du altså ikke blive tyndere” sagde hun, med en bekymret stemme. Jeg beroligede hende med, at jeg havde det supergodt og at jeg var under opsyn hver tredje uge på sygehuset. Ingen grund til bekymring. Troede jeg.

Bryllupsfesten var skøn. Stadig single, blev jeg placeret ved siden af en ligeså single mand. Historien ville have været virkelig god, hvis jeg efterfølgende kunne fortælle at vi blev kærester og senere gift. Det gjorde vi imidlertid ikke. Så min civilstatus som single intakt. Drømmen om en kæreste levede stadig.

De weekender min datter var hos sin far, blev for det meste fyldt med sociale sammenkomster og byture. Sommeren bød på meget mere sjov og ballade end den foregående. Jeg følte mig levende, glad og rask. Lige på nær de dage jeg fik Herceptin. De var selvsagt ikke særlig skægge. Men igen, ikke noget at regne i forhold til kemo. Alt der var udfordrende blev målt i forhold til det. På den måde, så alting meget bedre ud. ”Jeg har prøvet det der er værre”, blev en sætning jeg brugte flittigt.

Selvom jeg nærmest krampagtigt holdt fast i, hvor godt jeg havde det, var der et lille men. For jeg kunne godt mærke, at jeg blev hurtigt træt og forpustet. Når jeg rejste mig blev jeg ofte svimmel og så stjerner. Det sagde jeg ikke noget om, når jeg var på sygehuset. Jeg orkede ikke mere bekymring. Slog det hen med, at det nok bare var fordi jeg stadig var påvirket af kemoens bivirkninger.

En fredag morgen skulle jeg gøre mig færdig til at tage på arbejde. Svimmelheden var der. Jeg var sent på den og ville skynde mig. Så tog svimmelheden til og jeg måtte lægge mig ned. Med flimmer og stjerner for øjnene, fandt jeg sengen. Det næste jeg husker, var lyden af min mobiltelefon der ringede. Omtumlet fik jeg den taget. En kollega spurgte tydelig frustreret: ”hvor bliver du af, det er din tur til at tage morgenbrød med”. Forvirret fik jeg svaret: ”undskyld, tiden må være løbet fra mig. Jeg kommer så hurtigt jeg kan”. Med en dundrende hovedpine fik jeg set hvad klokken var. Den var 8:25. Jeg skulle møde kl. 8 og sidst jeg havde set på uret var den 7:45. SHIT! Jeg måtte være besvimet og ligget der i godt og vel tre kvarter. Heldigvis var min datter hos sin far. Hunden lå trofast på gulvet lige ved siden af min seng. Da det gik op for mig hvad der var sket, blev jeg bange. Skrækslagen.

Uden helt at vide hvad jeg skulle gøre, ringede jeg tilbage til mit arbejde og fortalte hvad der var sket. I samråd med en kollega, besluttede jeg at ringe til lægen. Han, lægen, ville gerne se mig, for det lød jo alvorligt. Stadig omtåget satte jeg mig i bilen og kørte det kvarter, det tog at komme ned til lægen. Komplet uforsvarligt. Men i forvirringen vidste jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Med møje og besvær fik jeg parkeret og stavret mig op til min læge på 1. sal. Trapperne tog pusten fra mig og jeg troede at jeg ville besvime igen.

I skranken fik jeg meldt min ankomst. Sekretæren gik om og hjalp mig med at finde en stol. ”Du er jo helt bleg” fik hun sagt med en bekymret mine. ”Nååh” fik jeg mumlet. Lægen tog mig hurtigt ind. Først målte han mit blodtryk. 65/35, eller noget i den stil. Som sygeplejerske vidste jeg, at det var meget lavt. Ikke så mærkeligt at jeg havde været svimmel. Der blev ringet op på kemo ambulatoriet og fik besked på at tage derop. Selvom der ikke var langt fra lægen og til sygehuset, fik jeg en taxa.

Oppe på kemo ambulatoriet tog de igen mit blodtryk. Joh, det var jo helt galt. Dr. Kemo spurgte til nogen forskellige ting, som jeg ikke husker. Men jeg husker tydeligt, da jeg nævnte at jeg havde tabt mig 10 kg i løbet af de sidste 6 måneder. ”Har du sagt det til sygeplejerskerne, når du har været til behandling”? Blev der spurgt med store rynker i panden. ”Næh, skulle jeg det”? Det skulle jeg. For dosis blev beregnet efter vægten og nedjusteret ved ændringer på 5 kg. Herefter blev dosis nedsat betydeligt, ved resten af behandlingerne.

Forskrækkelsen gav mig en forståelse for, at Herceptin stadig var medicin. Stærk medicin. Selvom det ikke gav lige så slemme bivirkninger som kemo, var det stadig ikke saftevand der var i dropposen.

Samtidig lærte jeg også at lytte til min krops signaler. Og høre efter hvad sygeplejerskerne informerede mig om, når jeg var til behandling. Min ”la-la-la-la-LA-LAAA” med -fingrene-stukket -i -ørene-adfærd, var hverken sund eller klog. Tænk hvis min datter havde været hjemme. Det var ikke til at holde ud, at tænke på hvad der kunne være sket.

Selvom prognosen for helbredelse var god og Herceptin behandlingen kørte på skinner, var jeg stadig ikke helt så robust, som jeg gerne ville. Så jeg løftede foden fra speederen en anelse. I ”mål” skulle jeg nok komme. Hvad end det betød. Min følgesvend ”tålmod”, fandt igen sin plads i mit liv.

Under “gavepapiret”

Dagene på sygehuset gik hurtigt. Jeg havde ikke særlig ondt i det opererede bryst og jeg var i en helt anden sindstilstand, end ved den sidste operation. Slangen der stak ud af siden, skulle sørge for at dræne vævet, så det kunne hele, som det skulle. I løbet af et par dage, var der næsten ikke mere blod og snask i drænposen, så den kunne hives ud. YAY! Følelsen af at slagen blev trukket ud af brystet, var ikke helt så klam, som jeg huskede det. Muligvis fordi det opererede bryst, ikke havde den samme følsomhed mere. Faktisk føltes det nærmest dødt. Ligesom en stor del af venstre arm. En sorg, fyldte mig. Sorgen over at have mistet mit bryst og ikke kunne mærke det som før. Det kunne godt være, det blev pænt at se på. Men det ville aldrig kunne hamle op med mit gamle bryst, med evnen til at nyde kærtegn. Tanken: ”hvor skulle du skamme dig” dukkede op. Jeg skulle hellere være taknemmelig over at være i live. Sådan et bryst var en billig pris at betale for at have overlevet. Det andet bryst ville formentlig stadig ”virke” som det skulle.

Udskrivelsen nærmede sig og jeg havde endnu ikke set det færdige resultat. Det måtte jeg vente 10 dage mere på. For så længe skulle forbindingen sidde. SUK. Ventetid. Den værste tid. Altid. De næste 3-4 uger måtte jeg ikke bruge med den venstre arm. Heller ikke køre bil. Vente-vente. Næste besøg på sygehuset ville være om 10 dage, på plastic kirurgisk ambulatorium, hvor ”gavepapiret” skulle fjernes. Indtil da kunne jeg ikke tage brusebad, uden forbindingen var tapet forsvarligt ind i plastic. Bøvlet. Jeg måtte heller ikke løfte armen op over 45 grader. Alt i alt bare endnu mere bøvl.

Alligevel fik jeg fundet på løsninger, som gjorde at jeg i store træk kunne klare mig selv. Min datter var nu fire år og hun kunne selv klæde sig på og brugte heller ikke ble længere. Det kunne mærkes, at hun bedre kunne klare sig selv på mange punkter og forstod at samarbejde. For det meste. Hun kunne også blive rasende over, at jeg ikke kunne klare tingene så hurtigt som før. Når det skete blev jeg både vred og ked af det. Den forbandede sygdom. Igen måtte jeg væbne mig med tålmodighed. Holde ud, når min datter blev ude af sig over, at jeg ikke kunne hjælpe hende. NU. Lige der følte jeg mig som et offer. Det var urimeligt at skulle klare ”alting” selv. Længslen efter tosomheden med en mand voksede. En mand som kunne hjælpe, støtte, trøste og elske mig i al min elendighed. Sandheden var, at jeg ikke skulle klare ”alting” selv. Mine veninder handlede for mig. Kørte mig hvorhen jeg havde brug for. Sov hos mig. Lavede mad til os. Min datters far hjalp også, med hvad han nu kunne. Nogen gange kom han med aftensmad, is og et par film. Han puttede vores datter og lagde sig på den anden sofa. Så så vi film og spiste is. Det var rart. For vi havde fået et venskab, som gjorde det lettere at være syg og single. Jeg var heldig. Min datters far var blevet min bedste ven.

De ti dage var ved at være gået. Spændingen steg. Hvordan mon de nye bryster så ud? Jeg håbede på, at de var mega flotte. Struttende og lækre. Så min krop ville være fin og flot igen. Gid det måtte være sådan. Der var en lille tvivl. Men jeg havde set billeder af flotte, runde bryster, som så næsten ens ud på begge sider. Så jeg skød tvivlen væk. Mine bryster ville vidunderlige. Basta.

Endelig, ENDELIG, kom dagen hvor forbindingen skulle fjernes. Min veninde kørte mig dertil. Vi snakkede, grinede og fantaserede om hvor flot jeg ville være, i ”forlygte”-området. Jeg meldte mig ved skranken og blev bedt om tage plads og vente. FÅRK al den venten. Der gik 20 minutter. Intet skete. Vi sad bare og ventede. Utålmodig gik jeg op til skranken og spurgte om, hvor lang tid jeg skulle vente endnu, før det blev min tur. ”Det kan jeg ikke sige”, svarede sygeplejersken med en muggen mine. Venteværelset var fuldt. Al personale så stressede og jagede ud. Så jeg måtte gå tilbage og sætte mig. Yderligere 20 minutter gik. Min tålmodighed var sluppet op. Men jeg turde ikke gå til skranken endnu engang. ”Det her er bare ikke i orden” hvislede min veninde ud mellem tænderne og marcherede målrettet op til skranken. Hun fik sagt i meget klare og tydelige vendinger, at jeg altså havde ventet i over 40 minutter og i det mindste havde brug for en tidshorisont. Sygeplejersken undskyldte. Der var sygemeldinger blandt personalet, så deres dag var mildest talt kaotisk. ”Okay, men det kunne I da godt have sagt”, svarede min veninde surt. Jeg brød mig ikke om, når hun hidsede sig op på sygeplejerskerne. For jeg var jo selv en af slagsen, altså sygeplejerske og vidste at vilkårene ofte var urimelige at arbejde under. På den anden side, var det dejligt at hun tog styringen og fik sagt det, som jeg havde lyst til at sige. Eller nærmere råbe i frustration.

Efter en lille time, blev mit navn kaldt. Mit hjerte hamrede. Håndfladerne blev fugtige. Nu skulle jeg se resultatet. Det var så spændende. Ikke mindst på grund af ventetiden. Plastic kirurgen som havde opereret mig, var inde bag døren. Hun spurgte til hvordan jeg havde haft det. ”Jaah-joooh” jeg havde haft det godt nok. Jeg kunne ikke koncentrere mig om hendes spørgsmål. Den forbinding skulle af hurtigst muligt. Efter en kort udveksling af spørgsmål/svar, blev jeg bedt om at tage tøjet af overkroppen. Forbindingen var kæmpestor og fyldte hele brystkassen. Det der plaster som forbindingen var pakket ind under, sad godt fast. Derfor blev forsøgene med at fjerne det i et snuptag, smertefulde og mislykkede. Langsomt og møjsommeligt stod plastic kirurgen og lirkede plasteret af i kanterne, så hun til sidst kunne tage hele forbindingen af, uden flå skindet med.

Synet af mine nye bryster, havde jeg forstillet mig, ville gøre mig glad. Sådan gik det ikke. Skuffelsen var enorm. Mine bryster så slet ikke ud som dem jeg havde set på billederne. De var skæve og overhovedet ikke ens. Jeg kunne ikke sige noget. Plastic kirurgen var derimod yderst tilfreds. Hun synes at resultatet var ”utrolig flot” og ”det kunne ikke være bedre”. Dertil kom, at hun gerne ville tage billeder, så hun kunne bruge mig som et eksempel. Min veninde sagde heller ikke noget. Hun kunne tydeligt læse i mit ansigt, at jeg ikke var spor imponeret. Plastic kirurgen havde alt for travlt til at registrere min reaktion. Hun gik videre med at instruere mig i brugen af et elastik bånd, jeg skulle bruge henover det kunstige bryst, så det ikke ”kravlede opad”. Båndet skulle sidde stramt udenpå en særlig bh, som heller ikke var hverken behagelig eller pæn. Det andet, raske bryst, blev så også trykket nedad. Det gav ingen mening, da det var blevet løftet. Men jeg sagde ikke noget. Svarede blot på det allermest nødvendige. Udstyret med elastik bånd, grim bh og en ny tid om tre uger, gik vi slukørede ud til bilen.

Tårerne pressede sig på og fik frit løb, da vi kom ud i bilen. Hvordan skulle ”det der”, pegende på mine bryster, nogensinde blive flot? ”Det ser jo ud ad helvedes til”. Og det føltes ligesådan. Igen kom tankerne om at jeg skulle skamme mig. I det mindste havde jeg to bryster, som var pænere end før. Jeg havde overlevet kemo og herceptin behandlingen gik godt. Faktisk skulle jeg være taknemmelig for alt det jeg havde. Det var jeg også. Det meste af tiden. Bare ikke lige da jeg så de der bryster, som ikke levede op til mine forventninger. Håbet om at kunne vise mig nøgen og være intim med en mand, nogensinde, dalede. Tanken om at være single og ”uberørt” resten af mit liv, var ikke til at bære. For sådan måtte det gå, med de der grimme forlygter. Jeg var min egen værste fjende. Det indså jeg efter nogle lange timer i total offertilstand.

Jeg var mere end blot flotte bryster, langt hår og et kønt ansigt. Det vidste jeg godt. Alligevel pinte de nye brysters udseende mig mere, end jeg brød mig om at indrømme. Og så var jeg stadig for fed oveni. Jeg måtte finde ud af, at se min skønhed på en ny og mere nuanceret måde. Identitetskrisen lurede under overfladen. Blandet med skyldfølelse og taknemmelighed. Det var vanskeligt at rumme det hele. Men hvad havde jeg at vælge imellem? Ville jeg være offer eller ville jeg tage det hele som en udfordring? Nogen dage var det let at være stærk og taknemmelig og andre dage var jeg så meget offer, at jeg ikke kunne holde mig selv ud. Kunsten blev at være okay med begge dele og finde ud af at elske ”det som er”.

 

Nye forlygter

Nye bryster. Jeg var ekstatisk. Endelig skulle jeg have skiftet den hårde ekspander, ”baseballen”, ud med et blødere silikone implantat. Det andet bryst skulle have et løft, så jeg kunne se nogenlunde ens ud i begge sider. Operationen ville kræve et par dages indlæggelse og ville kunne klares med 3-4 ugers sygemelding. Alt sammen overkommeligt. Alt sammen skridt i den retning jeg kunne lide.

Forundersøgelserne var interessante. Mest hos plastic kirurgen. Der blev tegnet og fortalt. Vist billeder af andres nye bryster. Kvinder i samme situation som mig. Pæne billeder som gjorde, at jeg glædede mig endnu mere. ”Vil du have større bryster end du har nu”? Og ”er du tilfreds med størrelsen på din brystvorte”? På det ”skøre” bryst var der ingen brystvorte. Den ville blive lavet ved operationen, af noget af den hud, der ville blive fjernet fra det raske bryst, når det blev løftet. ”For vi kan godt lægge et silikone implantat i det raske bryst og lave din brystvorte mindre, hvis du gerne vil have det”. Jeg blev så overrasket over mulighederne, at jeg bare sagde ”tak”. Plastic kirurgen kiggede indgående på mig, med spørgende øjne. ”Tak”? Betyder det ”ja-tak” eller ”nej-tak”? Det første og vigtigste spørgsmål, som formede sig i mine tanker var, om det at få silikone i det raske bryst, ville gøre det vanskeligere at opdage, hvis der kom en knude der. Svaret var, at det ville muligvis være lidt sværere at opdage. Det afgjorde min beslutning. ”Nej-tak, ingen silikone i det raske bryst”. Og ”jeg er godt tilfreds med min brystvortes størrelse”, hørte jeg mig selv sige. Lige da jeg havde sagt det om brystvorten, kom jeg i tvivl. Måske var det pænere, hvis den blev lidt mindre. Men ”noget” inden i mig, gjorde at jeg ikke nævnte min tvivl. Tanken om at få lavet mere af min krop om, blot fordi det var pænere, forekom mig lige pludselig frastødende. Jeg havde ellers aldrig haft noget modstand på den slags. Nærmest tværtimod. Faktisk havde jeg fået lavet en mindre fedtsugning, på hofterne otte år tidligere. Så hvad der skete, overraskede mig. Da jeg mistede håret og mit ene bryst, skete der ”noget” i min bevidsthed. ”Noget” om at jeg var mere end en slank krop, et kønt ansigt med langt lyst hår og perfekte bryster. Med små brystvorter på. Min skønhed var mere end min krop. Selvom jeg alligevel, synes jeg var blevet for fed. Og jeg gerne ville se godt ud. Ambivalensen kørte for fuld gas.

Alt blev noteret i min journal. Jeg ville få et brev med den endelige dato for operationen. Så nu var det blot at vente. Og drømme om, hvordan det ville føles med et blødere bryst. Hvordan jeg ville komme til at se mere normal ud igen. Måske endda med flottere ”forlygter” end før.

En uges tid efter ankom brevet og jeg kunne nu begynde at forberede. Der var min datter og min hund, som skulle hjem til min datters far. Min veninde, som var med ved den første operation, meldte sig igen, som ledsager og chauffør. Planlægningen af denne indlæggelse foregik med en lethed og en forventningsfuld glæde. Intet kunne være ligeså slemt, som da jeg fik brystet fjernet og hvad der ellers var fulgt med, i den forbindelse.

Klokken 8:00 skulle jeg møde op på plastic kirurgisk senge afdeling. Med min veninde under den ene arm og min taske under den anden, gik jeg glad og frisk ind ad dørene på sygehuset. Sygeplejerskerne var venlige og jeg fik anvist min seng. Heldig som jeg var, og er, fik jeg en vinduesplads. Operationstøjet lå klar på sengen, så jeg kunne klæde om med det samme. Tidsplanen så ud til at holde og jeg ville blive kørt på operationsgangen, inden for en halv times tid. Alt klappede og inden jeg fik set mig om, kom portøren for at hente mig. Selve operationen ville ikke tage mere end godt og vel en time. Måske halvanden. Hvis opvågningen gik godt, ville jeg kunne være tilbage på afdelingen, i løbet af et par timer eller tre. Min veninde ville vente på mig. Det var dejligt at tænke på, at hun var der til at fejre endnu en milepæl.

Turen til operationsgangen var helt anderledes end sidst. Alt virkede lysere, lettere og tiden føltes anderledes. Som om det hele gik hurtigere. Portørens gode humør smittede. Inden i, var jeg spændt og samtidig rolig. Inde i det lille rum, man kommer i, inden selve operationsstuen, kom plastic kirurgen og begyndte at tegne med en sort tush, der hvor jeg skulle opereres. Igen fik jeg forklaret, hvad der skulle ske og hvor lang tid det ville tage. Det gjorde mig tryg og endnu mere rolig.

Da jeg kom op på bordet, skulle jeg have lagt drop. Narkosesygeplejersken kunne ikke finde en blodåre, som duede. Efter to mislykkede forsøg i armen, under store tårer og tænderes gnidsel fra min side, ville hun prøve i en af de mindre årer, på indersiden af underarmen, helt nede ved håndleddet. En ubærlig smerte jog fra armen og ud i hele kroppen, da hun stak. Jeg skreg og sprællede. Græd og bad dem finde på noget andet. Alle mine gamle oplevelser med fejlslagne stik, passerede for mit indre øje. Min puls var høj og jeg var bange. Min krop reagerede voldsomt. Lige et øjeblik, fik jeg tanken om at ville dø. Få det hele til at stoppe. NU. Narkosesygeplejerskens øjne flakkede et øjeblik. Hun undskyldte og måtte tænke hurtigt. En anden sygeplejerske var kommet til, sammen med lægen. De blev enige om at jeg måtte bedøves med en maske i en fart. Så kunne de lægge drop, når jeg var faldet i søvn. Sekunderne til bedøvelsen i masken virkede, synes uendeligt lange. Og bum, så var jeg væk.

Operationen godt. Præcis som den skulle, fik jeg fortalt af sygeplejerskerne på opvågningsstuen. Smerterne var til at udholde og kvalmen var velbehandlet. Men jeg havde fået en gevaldig hovedpine af bedøvelsen i masken. Heldigvis, var jeg i de bedste hænder og fik noget til at tage det værste. Hele min brystkasse var tapet ind og der hang en slange, med en pose for enden, ud af siden. Jeg tænkte på tapen, som gavepapir. For inden under gemte der sig mine nye bryster. Og i mit hoved også bedre muligheder, for igen at være intim med en mand. Chancerne for at få mig en kæreste, var steget betragteligt. Sådan tænkte jeg i hvert fald.

I løbet af en halv times tid, var jeg klar til at komme tilbage på senge afdelingen og min veninde.

På mit sengebord stod en buket tulipaner, som min veninde, blandt andet, havde brugt ventetiden på at købe. Vi krammede og mindes, da hun var med ved den første operation. Hvor hun fik et opkald om sin mors død. Den dag havde været surrealistisk og vanvittig for os begge to. Så denne operation og ventetid, havde været en helt anderledes og rar oplevelse for hende. Jeg kunne se, at blomster ikke var det eneste tiden var gået med. Poserne vidnede om, at min veninde havde hygget sig og haft overskud til at forkæle sig selv, med både undertøj og nye sko. Vi grinede mens hun viste mig sine indkøb og priste os lykkelige for, hvor vi var i vores liv nu. Selvom oplevelsen med stikkeriet, havde været hæslig, var situationen alt i alt på plussiden.

Eftermiddagen var gået og trætheden overmandede mig. Min veninde og jeg krammede farvel og på gensyn. Endnu en begivenhedsrig dag. Op og nedture. Men mest op. For bag forbindingen gemte sig en dejlig gave. Som ville være med til, at give mig noget af det jeg længtes efter. En kæreste. Troede jeg….

Søndagsopkald fra Dr. Kemo

Året var 2006 og jeg havde besluttet, at det skulle blive et bedre år, end det foregående. Jeg ville tilbage på fuld tid, på mit arbejde. Blive sund og stærk igen. Gro en flot frisure. Få syet et nyt blødere bryst og finde en kæreste. Alt sammen gerne meget hurtigt. Utålmodigheden var til at tage og føle på. NU skulle jeg tilbage til mit gamle liv og intet skulle stoppe det.

Men, sådan gik det ikke helt. Min tålmodighed blev sat på endnu en prøve. Den anden søndag i januar, ringede overlægen, Dr. Kemo, til mig. Mit hjerte fløj helt op i hjernen. Tusind katastrofetanker nåede at cirkulere, inden han fik fortalt sit ærinde. Der var netop givet tilladelse til, at et stof som forskning viste, ville nedsætte risikoen for tilbagefald, med 50%, måtte bruges til behandling. Og jeg var kandidat. Den type kræft som jeg havde haft, var lige præcis den, dette stof virkede på. Pyyyyyh, det var gode nyheder. Stoffet hed Heceptin og jeg skulle have 17 behandlinger. Med tre ugers mellemrum. I drop. På kemoambulatoriet. Kvalmen indfandt sig omgående. Det mindede alt, alt for meget om det, jeg havde forsøgt at lægge afstand til. Overlægen forklarede, at ud over de oven nævnte fællestræk, så var Herceptin og kemoterapi ikke at sammenligne. For det første ville jeg ikke tabe håret. PHEW. For det andet, ville jeg formentlig blot opleve lidt influenza symptomer, en dag eller to efter behandlingen. Okay. Det lød jo ikke så slemt. Pulsen faldt i takt med mængden af information.

Grunden til at overlægen ringede på en søndag, var at han gerne vil have mig i gang med behandlingen hurtigst muligt. Så allerede i løbet af den kommende uge skulle jeg til en hjertescanning, for en af bivirkningerne var, at hjertet kunne tage skade. Midlertidigt. For at være mere præcis, var der risiko for at hjertes evne til at klemme blodet ud og rundt i kroppen kunne svækkes. I forvejen havde det ene kemostof, det røde, muligvis allerede gjort skade på hjertet. Så for at afgøre om min krop var stærk nok, måtte jeg have en scanning.

Sådan en scanning var en omstændig affære. Først skulle der tages en blodprøve. En stor en. Som uden undtagelse var et mareridt. Nålen synes kæmpestor og da jeg kun måtte stikkes i den højre arm, var det svært at finde en blodåre der ikke var ødelagt af kemo og arvæv. Tre stik med snot, gråd og jammer og det lykkedes. Blodet skulle tilsættes noget radioaktivt stof og så sprøjtes tilbage i min arm. Det tog omkring en halv time, at få det blandet. Min veninde var heldigvis med til at holde hånd og dele ventetiden med mig. Al den gamle sygehus- og nåleskræk blev aktiveret igen. Tanken om at sige ”nej-tak” og gå hjem, fyldte det hele. Jeg magtede ikke mere sygehus. Ikke mere medicin. Ikke mere nåle. Det passede slet ikke ind i min plan. ÆV.

I scanneren skulle jeg ligge på en smal hård briks. Helt stille. En kæmpestor maskine blev langsomt kørt hen over brystkassen. Det var et slags kamera, der skulle måle hvor meget hjertet kunne tømme sig. Det tal, som blev målt i %, var afgørende for om jeg måtte få behandlingen. Det tog mellem 15 og 20 minutter at få lavet scanningen. Det føltes som en uendelighed, at ligge helt stille og overladt til mine egne tanker. Endelig var det overstået og jeg kunne gå hjem. For den dag.

Ugen efter skulle jeg til samtale med overlægen, for at få svarene. Min veninde var igen med. Uden hende var jeg ikke sikker på, jeg overhovedet var dukket op. Modstanden var massiv. Tallene var gode. Behandlingen kunne sættes i gang. Inden jeg var helt ”køreklar”, skulle jeg også have målt blodtryk, lyttes på lungerne og vejes. Min vægt ville være det, som dosis blev udmålt efter.

Vægten viste 62,9 kg. FÅÅÅÅÅRK, nu var jeg næsten oppe på at have taget 9 kg på, siden jeg sluttede med mit ”juice”, et halvt år tidligere. Øv! Jeg hadede at have fået så mange kilo flæsk på sidebenene.

Den første omgang Herceptin skulle løbe ind over 6 timer. Derefter et par timers observation. En hel dag med nåle, sygehus og ny medicin. Suk! Igen stillede min veninde trofast op. Sygeplejersken der skulle lægge drop, måtte opgive armen og det endte med, at jeg fik det lagt droppet i den store fede blodåre ved anklen. Der lå jeg med dyne og pude, i ”flysædet”, med sygeplejersker til at varte mig op. Servicen var i top. Selskabet var i top. Hvad der var knap så meget i top, var da jeg blev tissetrængende. Med dropstativ, drop i foden og influenza-feeling, humpede jeg ud på toilet. Faktisk var det morsomt. Mest fordi min veninde var der og hun kunne altid få det hele til at være sjovt. Så vi grinede og fumlede. Heldigvis kunne jeg holde mig så meget, at jeg kunne nøjes med to toiletbesøg på de 6 timer.

Bagefter skulle jeg blive på afdelingen, til observation. Heldigvis uden at have tilsluttet droppet. Men stadig med venflon i foden. Og det sad præcis sådan, at jeg ikke kunne bøje foden ret meget. Bivirkningerne var ingenting i forhold til kemo. Det var nærmest som en lille influenza, med lidt feber og træthed. Præcis som Dr. Kemo havde fortalt. Min krop tålte stoffet, så de næste 16 behandlinger ville det kun tage en times tid, pr. gang. Lettelsen var stor. Mine tanker om at stikke af og pjække, var væk. Det føltes alligevel trygt og godt, at være tilbage på sygehuset. Så jeg kunne blive holdt øje med det næste års tid.

Modet og håbet om, at komme til at arbejde som før, blive sund og smuk igen, levede stadig. Panikken, angsten og modstanden var som i en parentes. Mindre tilbageslag i min fine plan. Det skulle nok gå godt. Alt ville blive godt. Det var sikkert og vist.