Efter den første aften i vores nye hjem, gik jeg på listesko i forhold til min kæreste. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle præsentere min oplevelse af ham, for ham. Så jeg trak mig en smule tilbage og håbede på, at han ville blive ”sig selv” igen. Det pludselige skift i hans fremtoning og energi satte sig som en sort, massiv og klistret klump i min mave, som gjorde mig utryg og usikker. Der gik et par dage, hvor hans øjnene lynede og de kærlige ord var erstattet af giftige bemærkninger. Fortvivlet begyndte min hjerne at lede efter en udvej. Kunne jeg sige at jeg havde fortrudt huskøbet? Eller turde jeg spørge hvad hans opførsel skyldtes? Pludselig, på et splitsekund, var han ”tilbage”. Sød, sjov, kærlig, omsorgsfuld og veltalende. Forvirringen var total inde i mig. Hvordan kunne han skifte så hurtigt?
Forsigtigt sagde jeg, at jeg blev helt forskrækket over hans måde at være på, den første aften. Igen beroligede han mig. Det var blot en reaktion på at han så længe havde boet i ”mit” hjem, så han havde brug for at pisse sit territorie af. Eftersom han havde uddannet sig inden for selvudvikling, og så småt havde startet sin virksomhed op inden for det område, lød hans forklaring klog og ægte, så jeg ”købte” den. Han kiggede på mig med de varme og kærlige øjne igen. Krammede og kyssede mig. Forsikrede mig om at han aldrig ville sætte vores liv sammen på spil, eller gøre mig ondt på nogen måder. Jeg var den mest vidunderlige, smukke, kloge, sjove, kærlige og fantastiske kvinde han nogen sinde havde mødt. Ingen kunne måle sig med mig, eller vores kærlighed, for den sags skyld. Jeg trak vejret roligt igen. Han havde bare haft en helt naturlig reaktion. Og jeg havde været alt for sart og følsom, fordi jeg havde været syg af kræft.
På arbejdet havde jeg store vanskeligheder med at klare det øgede timetal. Fra 20 timer var jeg gået til 26. Når jeg nåede til kl. 12 føltes min hjerne fuldstændig nedbrudt. Tankerne myldrede så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med. Når mine kollegaer talte til mig, kunne jeg godt høre ordene, men de gav ingen mening. Hvis telefonen ringede, skulle jeg koncentrere mig om, hvordan det nu var man trykkede på knappen og hvad jeg skulle svare når ”røret” var taget. Min krop reagerede med hjertebanken, hovedpine og svimmelhed. Ofte græd jeg på vejen hjem fra arbejde. Det var flovt og jeg følte mig så uendelig dum. Nogen gange nåede jeg ikke i bilen, før tårerne tog magten fra mig. Sygedagene blev flere og jeg anede ikke mine levende råd. Hvorfor var jeg blevet sådan en svag og ynkelig person?
Til kontrol på sygehuset græd jeg også. Dagene op til var forfærdelige. Dødsangsten red mig som en mare. Heldigvis var min kæreste de dage opmærksom, kærlig og omsorgsfuld. Han tog også med til kontrol. Det gjorde min kærlighed til ham endnu stærkere. Sammen med ham skulle jeg nok klare mig. Lægen forklarede at det var helt normalt, at det kunne være hårdt at komme op i omdrejninger igen. Der var ingen tegn på sygdom, og behandlingen med kemo og herceptin var veloverstået. Så jeg måtte bare arbejde målrettet videre på, at komme tilbage til mit gamle arbejdsliv.
Dagene hvor jeg ikke magtede at tage på arbejde, forsvandt ikke. Inden i føltes det som om jeg var en guitarstreng, der var spændt så hårdt, at den ville springe med en skinger lyd, ved den mindste berøring. Jeg talte med min chef om det. Fik tilbudt en samtale med en terapeut. Der blev foreslået meditation, pauser og struktur. Som den gode klient, nikkede jeg mellem tårerne og sagde at jeg ville gå hjem og gøre de ting der var blevet foreslået. Selvom jeg helt inde i hjertet kunne mærke, at der var meget mere i spil, end stress over være på arbejde igen. Min hjerne og min krop var på ingen måde, hvad den var. Og efter et par år, faldt mine forhåbninger om, at jeg nogensinde ville komme tilbage til, hvordan jeg fungerede før kræften.
Hjemme forsøgte jeg også at mande mig op. Sørgede for at vaske tøj, gøre rent, lave mad, lufte hund og være en god mor for min datter. Og en god bonusmor for min kærestes barn hver anden weekend. Med det resultat, at jeg ikke magtede et socialt liv. Pludselig kunne min kæreste ikke holde ud at se på mig, når jeg sad og græd. Han var træt af at høre på, at jeg altid var træt. Ikke nok med det, var jeg den ringeste og svageste kvinde han havde levet sammen med. Igen blev hans øjne mørke og smalle. Stemmen blev hård og skældsordene regnede ned over mig. Hans energi blev iskold og afvisende. Som en hund der havde fået tæsk, gik jeg i seng og græd endnu mere. Ikke alene var jeg dårlig til mit arbejde. Jeg var også en dårlig mor, kæreste og i det hele taget et usselt menneske. Ude af mig selv af fortvivlelse, forsøgte jeg at tale til min kærestes empatiske side. Kun for at blive afvist med endnu flere hånlige bemærkninger om min person.
Da tårerne havde fået frit løb og stilnede af, blev jeg vred. Rasende faktisk. Ikke om jeg ville finde mig den behandling. Så jeg gik til min kæreste og sagde, at jeg ikke forstod hvorfor han ville være sammen med mig, når jeg nu var så ringe et menneske. Derfor synes jeg vi skulle slutte vores forhold, så han kunne gå ud og finde den perfekte kvinde og jeg kunne få fred. Vupti, så var den ”gode” mand tilbage. Der kom en forklaring om, at han blot havde været frustreret over at se mig have det så dårligt, at hans temperament løb af ham, i afmagt. Vores forhold rummede så meget dybde og kærlighed, som han aldrig havde oplevet før. Igen skiftede hans humør og energi på et sekund. Der var ingen grænser for hans beundring og kærlighed til mig. Overøst med kys og kærtegn, puttede jeg mig i hans favn. Jeg havde brug for ham. Jeg elskede hans ”gode” side.
”Dansen” fra himmel til helvede og tilbage igen, blev en del af vores liv sammen. Fortvivlelsen over devalueringen, hån og hårde ord blev vejet op af den søde forsoning. Når han drak alkohol blev kontrasterne endnu større. Og hans forbrug steg markant i løbet af et par år. Hver dag var der en undskyldning for at tage et glas vin, som blev til fire og fem. Nogen gange flere. På hverdage. I weekenderne var det endnu mere. Hvordan han næste dag kunne fungere, forstod jeg ikke. Men det gjorde han tilsyneladende.
Mine grænser for hvad jeg accepterede rykkede sig hele tiden. Fra at være helt stålsat sikker på, ikke at ville leve sammen med en mand, som drak hver dag, blev det en del af hverdagen. Om end jeg hadede det og forsøgte at tale med ham om det, ændrede hans forbrug sig ikke til det bedre. Udadtil var han charmerende, vittig, veltalende, vidende og rummelig. Ingen ville tro mig hvis jeg fortalte, at han var en anden bag lukkede døre derhjemme. Så jeg fortalte kun små bidder til mine veninder. De lyttede og forstod min frustration, når jeg tillod mig at fortælle en lille del af livet med min kæreste. Hvad jeg ikke vidste var, at de veninder som var tættest på mig og nogle i min familie, godt havde lagt mærke til ”noget” mærkeligt ved manden i mit liv. De sagde ikke noget om det til mig. Og hvis de havde, ville jeg havde afvist det. Jeg ville ikke se det. Jeg ville IKKE tro på det.
Tingene eskalerede i forhold til min kærestes skiftende personligheder og alkohol indtag. Jeg begyndte at se frem til de dage han skulle arbejde udenbys, eller tog til sin hjemby for at gå i byen. Det var krævende og opslidende. Alligevel holdt jeg ud. Lige til den dag, eller nærmere aften, hvor jeg nåede min grænse……. Og så kom der virkelig kul på kaos.