Perioden mellem tredje og fjerde ”juice”, havde ændret sig fra, at være præget af sortsyn og umulig kemokrop, til flere striber af lys og velvære. Så meget det nu lod sig gøre under omstændighederne. EFT´en havde brudt mørket. Jeg var halvvejs og kunne se frem til nogle bedre dage, inden næste ”strike”.
Tiden blev, blandt andet, brugt på ture i Legoland med min datter. Farmor og farfar havde foræret os begge sæsonpas, så vi kunne nyde sommeren der, når nu kræfterne ikke rakte til de store udflugter. På de gode dage kunne jeg godt se, hvor privilegeret jeg var. Tiden mens jeg var sygemeldt, kunne jeg bruge på at hygge mig med min datter, mine veninder og familie. Hver dag, hvis jeg ville. De dage kemo-kroppen ikke artede sig, var heldigvis i undertal. Selvom der sneg sig en dag eller to mere med kvalme og forstoppelse på, efter hver ”juice”.
Med sommeren kom også have arbejde. Omkring mit lille lejede parcelhus, voksede der en hæk. Den skulle klippes. Med Wham for fuld udblæsning på ghettoblasteren, gik jeg i gang med den elektriske hækkeklipper. Humøret var i top. Solen skinnede og jeg var fuld af selvtillid. Den hæk ville være så fin, når jeg blev færdig. Ingen tvivl om det. De første sving med hækkeklipperen gik som en leg. Jeg trådte op på en stige, for at trimme toppen. ”Tra-la-la-la …if you´re gonna do it, do it right”, sang jeg sammen med George Michael. Og så gik det galt. Uden varsel blev min venstre arm så træt, at jeg ikke kunne styre hækkeklippen. Det resulterede i en kæmpe bue klippet ind hækken. ”FÅÅÅÅÅRK”!! Det kunne på ingen måde kamufleres. Nå, men det skulle ikke spolere den gode stemning. Jeg trængte nok bare til en lille pause. Med fryseren fyldt med kæmpelæske, var det oplagt med sådan en lille forfriskning. Godt nok havde jeg spist to allerede den dag. Men hva´, det var sommer og jeg fortjente det.
Efter en halv times pause og et par ”Læske” mere, var jeg klar på endnu en omgang hækkeklipning. Det gik rigtig godt de første ti minutter, så lavede armen det samme trick igen. Endnu en bue kom til. Shit, det så grimt ud. Mit humør dalede. Den dumme arm. Svagt mærkede jeg snurren i den. Så blev jeg stædig. Dum-stædig. Uden pause, bed jeg tænderne sammen og besluttede, at det var MIG der bestemte over den arm. Med ”sgu-fanden” og ”satanedme” hvislende ud gennem de spændte kæber, gik jeg i gang igen. Armen gjorde ondt efter få minutter og det snurrede, prikkede og brændte indeni den. Med et snuptag fik jeg klippet forlængerledningen over. ”ALLETIDERS”, så kunne det også være lige meget. To buer og en overklippet ledning. ØV! Jeg satte mig tungt på sandkassens kant. Trætheden skyllede ind over mig. Hækkeklipperen blev båret i skuret. Den hæk som var afklippet, måtte bare blive liggende på jorden, indtil jeg havde ork til at samle det sammen.
Slukøret gik jeg ind på badeværelset for at forvandle mig til ”Graver”. Da jeg fjernede mascara og øjenskygge, kiggede jeg på vatrondellen bagefter. Jeg stivnede. Der, i den sorte plamage, lå mine øjenvipper. De fleste af dem i hvert fald. Nej-nej-nej. Bagefter kørte jeg vaskekluden rundt i ansigtet. Chokket var totalt. I kluden lå resten af, hvad der havde været mine øjenbryn. Da håret faldt af efter 14 dage, troede jeg ikke der kunne ryge mere af. Uden vipper og bryn, så jeg endnu mere syg og mærkelig ud. Okay, der var måske 4-5 vipper på hvert øje. Men det var jo umuligt, at få det til at se ud af noget. Ingen mascara i verden, ville kunne give så fyldige vipper, at det ville se godt ud.
Armen dunkede og var begyndt at svulme op. Shit! Det var jo det der lymfeødem, som lægen havde advaret mig imod. Skulle jeg nu til at have den der stramme lange strømpe på armen. Dum-stoltheden havde igen-igen bragt mig i en rådden situation. Jeg var både gal på mig selv, over ikke at lytte til min krop, men også rasende over, at kroppen i det hele taget var blevet så fremmed. Og ude af min kontrol. Inden jeg blev syg kunne jeg løbe 10 kilometer, ordne have, lave mad, male hus, arbejde og danse natten lang til fester, med stærke drinks.
Nå. Men sådan var det ikke mere. For ikke at falde tilbage i det sorte hul, gav jeg mig til at banke på de punkter jeg havde fået vist, af min svigerindes far. ”Selvom jeg ser ud ad røven til, så accepterer jeg mig selv fuldstændigt”. Efter tre gange lød det helt fjollet. Det virkede! Jeg fik det bedre.
Da jeg lå i min seng, med hunden ved siden af, smilede jeg af mig selv og dagens op og nedture. Herregud, det var jo bare en hæk. De der buer var ikke så grimme endda. Måske tilmed lidt spøjse og usædvanlige. Vipper og bryn var sværere at putte et positivt spin på. Faktisk umuligt.
For at gøre et eller andet, sendte jeg følgende sms til en veninde: ”i dag har jeg haft den ringeste hår-dag. EVER. Mine bryn og vipper er faldet af. God nat og sov godt”.