Endelig kom dagen, hvor der skulle flag på bordet oppe hos kemo ambulatoriet. Det får man, når det er den sidste gang. Så holdes der fest. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, for jeg havde taget en beroligende pille om morgen. Med kemien rullende i årene, synes livet sjovt og spændende. Blodprøver gik som en leg. Kvalmen var velbehandlet med ”numsepiller”. Alt hvad der kunne tages piller for, havde jeg fået.
Sygeplejerskerne havde flaget, min ”juice” og drop klar til min ankomst. Stikket gik fint og det hele kørte efter planen. Flaget signalerede til de andre, at nu var jeg endelig ved at været ”på den anden side”. Med længselsfulde blik, havde jeg kigget på flagene på mine medpatienters borde, når de var i mål. Joh, denne dag skulle fejres.
Smilet og den gode stemning, fik en brat slutning, da kvinden skråt overfor, havde fået lagt sit drop skidt og kemoen sivede ud i vævet i hendes arm. Meget hurtigt fik sygeplejerskerne slukket for droppet og hevet det ud. Mere nåede jeg ikke at se, før de trak gardinerne for. Min medpatient græd og stemmerne bag gardinet, bar præg af panik. I løbet af få minutter blev hun kørt ud af stuen, med et par sygeplejersker og en læge omkring sig. To personer kom ind, klædt i hvad der mest af alt lignede rumdragter. De skulle fjerne det kemo der var røget på gulvet og rydde op. I mens alt dette foregik, sad to andre og jeg selv og fik ”juicen” kørt lige ind i årerne. Jeg vidste godt at det var gift, men da de to ”astronauter” gik og gjorde rent med store handsker og masker, blev der sat en stor fed streg under gift.
Hele stuen var ramt af chok. Kvinden havde også flag på bordet. Sygeplejerskerne forsikrede os om, at hun var i de bedste hænder og at sådan noget skete meget sjældent. I min skævhed, havde jeg vanskeligt ved at forholde mig til, hvad der lige var sket. Det var alt for skræmmende. Heldigvis havde jeg min veninde med, som jeg kunne dele oplevelsen med.
Sidste pose blev hængt op og stemningen var blevet lidt lettere igen. Jeg glædede mig til at få det overstået og komme ud og videre med mit liv. To af mine venner, det par jeg havde været til fest hos som Tove, kom og hentede min veninde og mig. Vi skulle på cafe og fejre milepælen. ”Farvel og tak for nu”, sygeplejerskerne vinkede og med en følelse af frihed forlod jeg sygehuset med mine venner.
Da vi gik ned af strøget i retning af cafeen, husker jeg følelsen af lykke og lettelse. Resten af dagen forløb i fred og kærlighed. På beroligende piller og i selskab med nogen af mine bedste venner. Vi snakkede og grinede, spiste og grinede noget mere. Noget vi morede os meget over var, at dagen efter skulle jeg til København og lave en fotoserie og en artikel til et magasin. Med skørt bryst og skaldet hoved, skulle jeg være model for en dag. I min pillerus, var det verdens sjoveste og bedste idé.
Godt pumpet med medicin, kørte vi mod København næste morgen, min veninde og jeg. Vi vidste ikke så meget om hvad der skulle ske, men det var lige meget. For vi var sammen og jeg var færdig med kemo. Færdig med at være syg. Livet lå for mine fødder og den første dag i resten af mit liv, skulle bruges på noget, som jeg håbede ville kunne vise andre kvinder, at man godt kunne se flot ud, trods skamferet krop og uden hår. Ægte, sårbart og stærkt. Og grænseoverskridende. Hjertet hamrede for fuld gas af spænding.
Vi blev mødt af søde mennesker, som viste os ind i et studie. Der var mange mennesker, som myldrede rundt med venlige ansigter. En sød ung kvinde tog mig med ind, hvor jeg kunne klæde om. En stor vamset badekåbe blev lagt frem. For jeg skulle have alt mit tøj af, for at undgå mærker efter strømper, trusser og bh. En anden kvinde kom og fortalte hvad de havde planlagt, jeg skulle have på og hvordan det ville foregå. Alt sammen ukendt, anderledes og sjovt. Selvom det var på anden dagen efter ”juice”, gik det overraskende okay.
En make-up artist kom til. Med bløde børster og pensler, blev mit ansigt mere glamourøst og friskt at se på. Jeg var stadig nede over at mine øjenvipper var faldet af, så da de foreslog at klistre nogen kunstige på, var jeg straks med på ideen. Helt let var det ikke. Overhovedet. For der var ikke rigtig noget at sætte de kunstige vipper fast på. Så, det blev ikke som jeg havde håbet. Heldigvis var make-up artisten dygtig og fik helheden til at se flot ud.
Stylisten havde valgt noget lyserødt gennemsigtigt undertøj. Nok hvad man kalder lingeri. Småbitte trusser og en slags top med flæser. Pyyyyha, jeg sank en ekstra gang og tog det på. Sådan noget havde jeg alligevel aldrig haft på før. Et par tårnhøje stiletter blev stillet frem. Tynde høje hæle og med nogle fjer ovenpå. De så dyre ud. Så kom hun med en masse smykker. Normalt bruger jeg ikke den slags. Og da slet ikke sådan nogen store og tunge nogen. Men slutresultatet blev eksklusivt og lækkert. Jeg følte mig feminin. Kvindelig. “Graver” go home.
Da jeg var tilpas dresset op, gik vi ind til fotografen. Der var hængt en stort lyserød baggrund op. Foran den var der et podie, som jeg skulle stå på. Jeg blev instrueret i, hvilke vinkler som ville vise mit ”skøre” bryst bedst. Formålet var at vise, hvordan sådan et bryst med en ekspander i, så ud. På et tidspunkt får jeg en kæmpestor ”Yvonne-hat” på. I høje sko og med masser af kemi i kroppen, var det svært at holde balancen, posere og ose af lækkerhed. Men det var sjovt og vi grinede en masse. Lige der, var jeg tilstede i nuet. Tænkte ikke på sygdom, kemo, fremtiden eller om det her nu var sådan en god ide, eller ej.
Tiden gik hurtigt og inden jeg så mig om, var vi færdige. Min veninde havde været der hele tiden og hun forsikrede mig, at det her var smukt, meningsfuldt og ville kunne gøre en forskel for andre kvinder. Det føltes også sådan. Træt, glad og fyldt op i hjernen og hjertet, kørte vi hjem igen. Køreturen varede omkring tre timer. I den tid fik vi grinet endnu mere og fordøjet dagens indtryk.
Hjemme i min seng, lå jeg og gennemgik de sidste dages oplevelser. Jeg var ”mæt”. Det lange kemo-forløb var endelig slut. Som ”le grand finale” var jeg blevet foreviget i min allerringeste og sårbare periode. Sat mit lille aftryk, med hvad jeg var. Lige der. Det føltes stærkt. Levende.
Fyldt med lettelse og taknemmelighed, lagde jeg mig til at sove. Igen var jeg på vej tilbage til det liv, som jeg havde længtes efter. Jeg havde klaret det.
Alt var godt.