Året var 2006 og jeg havde besluttet, at det skulle blive et bedre år, end det foregående. Jeg ville tilbage på fuld tid, på mit arbejde. Blive sund og stærk igen. Gro en flot frisure. Få syet et nyt blødere bryst og finde en kæreste. Alt sammen gerne meget hurtigt. Utålmodigheden var til at tage og føle på. NU skulle jeg tilbage til mit gamle liv og intet skulle stoppe det.
Men, sådan gik det ikke helt. Min tålmodighed blev sat på endnu en prøve. Den anden søndag i januar, ringede overlægen, Dr. Kemo, til mig. Mit hjerte fløj helt op i hjernen. Tusind katastrofetanker nåede at cirkulere, inden han fik fortalt sit ærinde. Der var netop givet tilladelse til, at et stof som forskning viste, ville nedsætte risikoen for tilbagefald, med 50%, måtte bruges til behandling. Og jeg var kandidat. Den type kræft som jeg havde haft, var lige præcis den, dette stof virkede på. Pyyyyyh, det var gode nyheder. Stoffet hed Heceptin og jeg skulle have 17 behandlinger. Med tre ugers mellemrum. I drop. På kemoambulatoriet. Kvalmen indfandt sig omgående. Det mindede alt, alt for meget om det, jeg havde forsøgt at lægge afstand til. Overlægen forklarede, at ud over de oven nævnte fællestræk, så var Herceptin og kemoterapi ikke at sammenligne. For det første ville jeg ikke tabe håret. PHEW. For det andet, ville jeg formentlig blot opleve lidt influenza symptomer, en dag eller to efter behandlingen. Okay. Det lød jo ikke så slemt. Pulsen faldt i takt med mængden af information.
Grunden til at overlægen ringede på en søndag, var at han gerne vil have mig i gang med behandlingen hurtigst muligt. Så allerede i løbet af den kommende uge skulle jeg til en hjertescanning, for en af bivirkningerne var, at hjertet kunne tage skade. Midlertidigt. For at være mere præcis, var der risiko for at hjertes evne til at klemme blodet ud og rundt i kroppen kunne svækkes. I forvejen havde det ene kemostof, det røde, muligvis allerede gjort skade på hjertet. Så for at afgøre om min krop var stærk nok, måtte jeg have en scanning.
Sådan en scanning var en omstændig affære. Først skulle der tages en blodprøve. En stor en. Som uden undtagelse var et mareridt. Nålen synes kæmpestor og da jeg kun måtte stikkes i den højre arm, var det svært at finde en blodåre der ikke var ødelagt af kemo og arvæv. Tre stik med snot, gråd og jammer og det lykkedes. Blodet skulle tilsættes noget radioaktivt stof og så sprøjtes tilbage i min arm. Det tog omkring en halv time, at få det blandet. Min veninde var heldigvis med til at holde hånd og dele ventetiden med mig. Al den gamle sygehus- og nåleskræk blev aktiveret igen. Tanken om at sige ”nej-tak” og gå hjem, fyldte det hele. Jeg magtede ikke mere sygehus. Ikke mere medicin. Ikke mere nåle. Det passede slet ikke ind i min plan. ÆV.
I scanneren skulle jeg ligge på en smal hård briks. Helt stille. En kæmpestor maskine blev langsomt kørt hen over brystkassen. Det var et slags kamera, der skulle måle hvor meget hjertet kunne tømme sig. Det tal, som blev målt i %, var afgørende for om jeg måtte få behandlingen. Det tog mellem 15 og 20 minutter at få lavet scanningen. Det føltes som en uendelighed, at ligge helt stille og overladt til mine egne tanker. Endelig var det overstået og jeg kunne gå hjem. For den dag.
Ugen efter skulle jeg til samtale med overlægen, for at få svarene. Min veninde var igen med. Uden hende var jeg ikke sikker på, jeg overhovedet var dukket op. Modstanden var massiv. Tallene var gode. Behandlingen kunne sættes i gang. Inden jeg var helt ”køreklar”, skulle jeg også have målt blodtryk, lyttes på lungerne og vejes. Min vægt ville være det, som dosis blev udmålt efter.
Vægten viste 62,9 kg. FÅÅÅÅÅRK, nu var jeg næsten oppe på at have taget 9 kg på, siden jeg sluttede med mit ”juice”, et halvt år tidligere. Øv! Jeg hadede at have fået så mange kilo flæsk på sidebenene.
Den første omgang Herceptin skulle løbe ind over 6 timer. Derefter et par timers observation. En hel dag med nåle, sygehus og ny medicin. Suk! Igen stillede min veninde trofast op. Sygeplejersken der skulle lægge drop, måtte opgive armen og det endte med, at jeg fik det lagt droppet i den store fede blodåre ved anklen. Der lå jeg med dyne og pude, i ”flysædet”, med sygeplejersker til at varte mig op. Servicen var i top. Selskabet var i top. Hvad der var knap så meget i top, var da jeg blev tissetrængende. Med dropstativ, drop i foden og influenza-feeling, humpede jeg ud på toilet. Faktisk var det morsomt. Mest fordi min veninde var der og hun kunne altid få det hele til at være sjovt. Så vi grinede og fumlede. Heldigvis kunne jeg holde mig så meget, at jeg kunne nøjes med to toiletbesøg på de 6 timer.
Bagefter skulle jeg blive på afdelingen, til observation. Heldigvis uden at have tilsluttet droppet. Men stadig med venflon i foden. Og det sad præcis sådan, at jeg ikke kunne bøje foden ret meget. Bivirkningerne var ingenting i forhold til kemo. Det var nærmest som en lille influenza, med lidt feber og træthed. Præcis som Dr. Kemo havde fortalt. Min krop tålte stoffet, så de næste 16 behandlinger ville det kun tage en times tid, pr. gang. Lettelsen var stor. Mine tanker om at stikke af og pjække, var væk. Det føltes alligevel trygt og godt, at være tilbage på sygehuset. Så jeg kunne blive holdt øje med det næste års tid.
Modet og håbet om, at komme til at arbejde som før, blive sund og smuk igen, levede stadig. Panikken, angsten og modstanden var som i en parentes. Mindre tilbageslag i min fine plan. Det skulle nok gå godt. Alt ville blive godt. Det var sikkert og vist.