Hvepsetalje og blackout

Det der Herceptin havde en bivirkning, som jeg var vild med. Jeg tabte mig. Helt uden besvær. Efter tre måneder havde jeg tabt 6 kg. I takt med håret groede, flæsket smeltede og solen skinnede på mig, voksede mit hårdtprøvede selvværd. Livsmodet var stærkt. Trygheden i at være på sygehuset hver tredje uge, gjorde godt. Det gav mig det overskud til, at begynde på det liv jeg drømte om. Til dels. Jeg var stadig ikke oppe på fuld tid på jobbet, som var mit mål. 20 timer på en delvis sygemelding det næste år, hvor jeg var i behandling med Herceptin, var løsningen indtil videre Acceptabelt. Overskueligt.

Mine veninder og jeg blev enige om, at en bytur var på tide. Nu skulle jeg vove mig ud i nattelivet og på kærlighedsscenen igen. Det var nervepirrende. Spændende og skræmmende. Jeg havde ikke været i byen i over et år. I en alder af 35 år følte jeg mig som en usikker teenagepige. Sad make-uppen perfekt? Og hvad med håret? Det var fuldstændig stift, af alt for meget hårvoks. Tøjet blev nøje udvalgt. Ikke for udfordrende, men alligevel ikke alt for kedeligt. En ny skjorte med blomster, jeans og støvler. Som det nu var moderne i 2006. Efter at have nærstuderet mit spejlbillede af flere omgange og med et par drinks i blodet, satte vi kursen mod den lokale natklub.

Med musikkens dunkende rytmer i benene og med en betragtelig promille i blodet, indtog vi dansegulvet. Det var vidunderligt at være tilbage i, hvad der for mig repræsenterede det normale singleliv. Stemningen var høj og det var nemt at falde tilbage i min gamle rolle som ”party-girl”. Det korte hår gav mange flere komplimenter, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Jeg slubrede opmærksomheden i mig. Overraskende nok, viste en mand særlig interesse. Og jeg nød det. Fuldstændigt. Promillen gjorde at jeg var mere løssluppen og fri. Hvis jeg havde været ædru, havde jeg med garanti, ikke turdet fortælle denne mand om mine skøre bryster. Min dømmekraft var sat ud af spillet. Jeg gik dog hjem alene og vågnede lettet op næste morgen. Med tømmermænd. Føj, for den lede. Det mindede alt for meget om kemodagene. Aldrig igen, lovede jeg mig selv. Som om jeg kunne holde det. Selvom jeg i min beruselse havde fortalt mere end jeg brød mig om, så var der ikke sket mere end det. PYH!

Den bytur satte gang i et nyt kapitel i mit liv. Jeg var igen single mor. Ikke kræftpatient. Sygdommen fyldte ikke så meget som før. Kroppen mindede mig dog om, hvad jeg havde gennemlevet. Det skøre bryst var godt nok blevet blødere med silikone implantatet. Men det så stadig mærkeligt ud og føltes også koldt og fremmed. Jeg brød mig hverken om at kigge, eller røre ved det. Derfor gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan jeg nogensinde skulle kunne være intim med en mand igen. Hvem ville synes jeg var både sexet og tiltrækkende, når jeg selv væmmedes ved mit bryst? Mine bekymringer viste sig at være spildte. Overraskende nok, betød de der bryster ikke helt så meget for de mænd jeg mødte, som jeg havde bildt mig ind. Min strategi var at være ligefrem og ærlig. Nemt, når der var alkohol involveret. Så min debut med skøre bryster og elskov, var i en mindre brandert. Flueben ved det. På en måde var det som at miste min mødom, en gang mere.

Sommeren kom. Jeg havde tabt ti kilo på et halvt år. En platinblond hanekam prydede mit hoved. Solbrændt, slank og glad tog jeg til bryllup hos min barndomsveninde. Fra hendes polterabend, hvor jeg havde haft betydelig mere tøj på, end til brylluppet, havde jeg tabt to kg. Så min veninde kiggede på mig, mens jeg klædte om hjemme hos hende. ”Nu må du altså ikke blive tyndere” sagde hun, med en bekymret stemme. Jeg beroligede hende med, at jeg havde det supergodt og at jeg var under opsyn hver tredje uge på sygehuset. Ingen grund til bekymring. Troede jeg.

Bryllupsfesten var skøn. Stadig single, blev jeg placeret ved siden af en ligeså single mand. Historien ville have været virkelig god, hvis jeg efterfølgende kunne fortælle at vi blev kærester og senere gift. Det gjorde vi imidlertid ikke. Så min civilstatus som single intakt. Drømmen om en kæreste levede stadig.

De weekender min datter var hos sin far, blev for det meste fyldt med sociale sammenkomster og byture. Sommeren bød på meget mere sjov og ballade end den foregående. Jeg følte mig levende, glad og rask. Lige på nær de dage jeg fik Herceptin. De var selvsagt ikke særlig skægge. Men igen, ikke noget at regne i forhold til kemo. Alt der var udfordrende blev målt i forhold til det. På den måde, så alting meget bedre ud. ”Jeg har prøvet det der er værre”, blev en sætning jeg brugte flittigt.

Selvom jeg nærmest krampagtigt holdt fast i, hvor godt jeg havde det, var der et lille men. For jeg kunne godt mærke, at jeg blev hurtigt træt og forpustet. Når jeg rejste mig blev jeg ofte svimmel og så stjerner. Det sagde jeg ikke noget om, når jeg var på sygehuset. Jeg orkede ikke mere bekymring. Slog det hen med, at det nok bare var fordi jeg stadig var påvirket af kemoens bivirkninger.

En fredag morgen skulle jeg gøre mig færdig til at tage på arbejde. Svimmelheden var der. Jeg var sent på den og ville skynde mig. Så tog svimmelheden til og jeg måtte lægge mig ned. Med flimmer og stjerner for øjnene, fandt jeg sengen. Det næste jeg husker, var lyden af min mobiltelefon der ringede. Omtumlet fik jeg den taget. En kollega spurgte tydelig frustreret: ”hvor bliver du af, det er din tur til at tage morgenbrød med”. Forvirret fik jeg svaret: ”undskyld, tiden må være løbet fra mig. Jeg kommer så hurtigt jeg kan”. Med en dundrende hovedpine fik jeg set hvad klokken var. Den var 8:25. Jeg skulle møde kl. 8 og sidst jeg havde set på uret var den 7:45. SHIT! Jeg måtte være besvimet og ligget der i godt og vel tre kvarter. Heldigvis var min datter hos sin far. Hunden lå trofast på gulvet lige ved siden af min seng. Da det gik op for mig hvad der var sket, blev jeg bange. Skrækslagen.

Uden helt at vide hvad jeg skulle gøre, ringede jeg tilbage til mit arbejde og fortalte hvad der var sket. I samråd med en kollega, besluttede jeg at ringe til lægen. Han, lægen, ville gerne se mig, for det lød jo alvorligt. Stadig omtåget satte jeg mig i bilen og kørte det kvarter, det tog at komme ned til lægen. Komplet uforsvarligt. Men i forvirringen vidste jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Med møje og besvær fik jeg parkeret og stavret mig op til min læge på 1. sal. Trapperne tog pusten fra mig og jeg troede at jeg ville besvime igen.

I skranken fik jeg meldt min ankomst. Sekretæren gik om og hjalp mig med at finde en stol. ”Du er jo helt bleg” fik hun sagt med en bekymret mine. ”Nååh” fik jeg mumlet. Lægen tog mig hurtigt ind. Først målte han mit blodtryk. 65/35, eller noget i den stil. Som sygeplejerske vidste jeg, at det var meget lavt. Ikke så mærkeligt at jeg havde været svimmel. Der blev ringet op på kemo ambulatoriet og fik besked på at tage derop. Selvom der ikke var langt fra lægen og til sygehuset, fik jeg en taxa.

Oppe på kemo ambulatoriet tog de igen mit blodtryk. Joh, det var jo helt galt. Dr. Kemo spurgte til nogen forskellige ting, som jeg ikke husker. Men jeg husker tydeligt, da jeg nævnte at jeg havde tabt mig 10 kg i løbet af de sidste 6 måneder. ”Har du sagt det til sygeplejerskerne, når du har været til behandling”? Blev der spurgt med store rynker i panden. ”Næh, skulle jeg det”? Det skulle jeg. For dosis blev beregnet efter vægten og nedjusteret ved ændringer på 5 kg. Herefter blev dosis nedsat betydeligt, ved resten af behandlingerne.

Forskrækkelsen gav mig en forståelse for, at Herceptin stadig var medicin. Stærk medicin. Selvom det ikke gav lige så slemme bivirkninger som kemo, var det stadig ikke saftevand der var i dropposen.

Samtidig lærte jeg også at lytte til min krops signaler. Og høre efter hvad sygeplejerskerne informerede mig om, når jeg var til behandling. Min ”la-la-la-la-LA-LAAA” med -fingrene-stukket -i -ørene-adfærd, var hverken sund eller klog. Tænk hvis min datter havde været hjemme. Det var ikke til at holde ud, at tænke på hvad der kunne være sket.

Selvom prognosen for helbredelse var god og Herceptin behandlingen kørte på skinner, var jeg stadig ikke helt så robust, som jeg gerne ville. Så jeg løftede foden fra speederen en anelse. I ”mål” skulle jeg nok komme. Hvad end det betød. Min følgesvend ”tålmod”, fandt igen sin plads i mit liv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *