Farvel og tak?

Forholdet mellem min kæreste og mig var anstrengt og konflikter lurede hele tiden i kulissen. Det var umuligt for mig at regne ud, hvad der kunne udløse en aggressiv reaktion. Resultatet blev at jeg var på vagt hele tiden, når vi var sammen. Udmattende og destruktivt. Jeg ledte efter min udvej, som i mit hoved skulle være både legitim og bryde min tillid fuldstændigt, før jeg kunne forlade ham.

Vi var begge blevet inviteret til fødselsdag hos et par af mine gode venner, som boede tæt på os. Det var sommer, så festen bød på grillmad, øl og vin i rigelige mængder. Aftensolen sænkede sig, stemningen var festlig og alle nød det fine arrangement i haven, hos fødselaren. Min kæreste og jeg talte ikke meget sammen i starten af festen. Han stod sammen med nogle af de andre mænd i haven og drak øl. Mange øl. Jeg havde fundet sammen med flok af veninder, som jeg kendte rimelig godt og vi grinede, snakkede og skålede i kølig hvidvin. I min beruselse tænkte jeg, at forholdet til min kæreste nok skulle blive bedre, så vi krammede og hyggede os i takt med promillen steg.

Musikken blev skruet op. Min indre dansemus fik liv og et par af pigerne og jeg sprang på gulvet. Vi morede os, dansede, skrålede med på Nik og Jay og fjollede rundt. Ikke alle nød den lette popmusik ligeså meget som mig. Så der blev skiftet til rock. Sådan gik det lidt frem og tilbage, så vi alle kunne lytte til den slags musik, vi hver især bedst kunne lide. Pludselig, under endnu et af mine yndlings dansehits, blev der skiftet over til rock. Min veninde var træt af høre Nik og Jay, som bestemt også havde haft sin ”tid”, og ikke så elegant fik hun skiftet midt i ”du for lækker”. Det gav lidt uro og ”øøøøøv, vi var ikke færdige”, dog stadig i god stemning. Ud af det blå stod min kæreste og min veninde, som havde skiftet musik, og skændtes. Energien ændrede sig på et sekund. Øjnene lynede de to imellem. Jeg fik ondt i maven og hjertebanken. Foran mig udspillede der sig et drama, som jeg vidste kunne ende grimt, så jeg fik hurtigt trukket min kæreste til side. Undskyldningen for at jeg gerne ville hjem, var at jeg pludselig fik det skidt. Hvilket var sandt nok, blot ikke på den måde jeg sagde det. Væk fra situationen skulle vi i hvert fald.

Vi gik hjem ved siden af hinanden, uden at udveksle et eneste ord. Fra festen og hjem var der ca. 10 minutters gang. Energien mellem os var igen anspændt. Mit hjerte hamrede og mine tanker kørte for fuld drøn. Hvad ville der ske når vi kom hjem?

Jeg husker ikke hvad der blev sagt eller gjort, men min kæreste blev pludselig fuldstændig rasende. Skældsord, hånlige kommentarer og beskyldninger føg gennem luften. Som forstenet stod jeg midt i et ragnarok af raseri, hvor der blev smadret ting, døre blev smækket så hårdt i, at puds dryssede ned fra loftet og hårde ord regnede ned over mig. ”Du vil ikke have et barn med mig, fordi du er så forfængelig” skreg han mig ind i hovedet. ”Du vil ikke mit barn” og ”du er en kold kvinde” fortsatte han. I løbet af den korte tid, nåede han at drikke to øl mere. Mit hjerte hamrede så hårdt i brystet, at jeg smagte blod. Forgæves forsøgte jeg at forklare mig. Det udløste blot et helt nyt niveau af aggression, som jeg aldrig havde oplevet før.

Han tog med begge hænder om mit hoved og trak mit ansigt helt tæt på sit. Stirrede med vilde og mørke øjne lige ind i mine og hvæsede: ”jeg har lyst til at smadre dig”. Et øjeblik var jeg sikker på han enten ville nikke mig en skalle, eller knække halsen på mig. Rædslen inden i mig var total. Jeg holdt vejret og lukkede øjnene. Fik hvisket ”undskyld”. Om det var det, eller noget andet der gjorde at han slap sit greb, ved jeg ikke. Med bøjet hoved, rystende krop og tårer der løb ned af kinderne, skubbede han mig hårdt ind i kommode, så tingende der stod ovenpå væltede på gulvet. Blandt andet en porcelænsengel, jeg havde arvet efter min søster. ”Hun” mistede begge sine vinger den nat. Resolut drejede min kæreste om på hælen og marcherede ud af rummet. Tilbage stod jeg i chok. Ude af stand til at gøre andet, end at tage min hund med ind i soveværelset og låse døren. Med armene omkring hunden, græd jeg ned i pelsen og bad til Gud om hjælp.

På den anden side af den låste dør, kunne jeg høre hård rock og døre der blev smækket hårdt i. Rædselsslagen opholdt jeg mig i soveværelset, og lyttede efter tegn på at han var faldet i søvn. Der gik et par timer inden der var ro. Alligevel turde jeg ikke vove mig ud. Jeg turde heller ikke sove. Ringe efter hjælp turde jeg heller ikke. Både fordi jeg var bange for hans reaktion, men lige så meget fordi jeg var flov. Hvordan kunne jeg, som ellers var et fornuftigt menneske, tillade mig selv at ende i sådan et forhold? Jeg skammede mig.

Fra det øjeblik jeg fik låst døren i soveværelset, besluttede jeg mig for at nu var det slut mellem os. Ikke ti vilde heste kunne få mig til at skifte mening. Hele natten kørte tankerne om hvordan jeg skulle få det sagt. Ville det udløse endnu et vredesudbrud af dimensioner, eller ville han være sød, kærlig og forsøge at få mig tilbage? Det var umuligt for mig at forudsige.

Næste morgen låste jeg døren op. Heldigvis havde han ladet mig være i fred resten af natten. Jeg lukkede hunden ud i haven og så ham stå i stuen. Der stod mange tomme øldåser. Han så lidt træt ud, men ikke spor plaget af tømmermænd, eller dårlig samvittighed for den sags skyld. ”Jeg blev vist lidt for fuld i går” sagde han med en rolig stemme og lo. ”Ja”, svarede jeg og skyndte mig ud i køkkenet. Han gik efter mig og hans energi var igen rolig og ligefrem venlig. Efterhånden havde jeg oplevet det skift så mange gange, at det ikke mere var så stor en overraskelse, at det kunne lade sig gøre.

”Jeg vil ikke det her mere. Det her forhold kan jeg ikke være i”, hørte jeg mig selv sige, med hjertet bankende i halsen. ”Okay” sagde han med en lys og let stemme og gik i bad. WHAT???? Var det bare ”det”? Lettet åndede jeg ud og gik i gang med at ryde op. Pyha, det gik meget nemmere end jeg havde forstillet mig. Jeg kunne høre ham nynne og fløjte på badeværelset. Nærmest ligesom i en gyserfilm. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Igen tog frygten fat i min krop og mine tanker blev igen fyldt med skrækscenarier. Sådan en adfærd kunne jeg hverken begribe eller regne ud. Skræmt, gemte jeg mig igen i soveværelset. Uden at låse døren, for jeg var bange for at det ville gøre ham rasende igen.

Da han kom ud af badeværelset, fløjtede han stadig og virkede i ualmindeligt godt humør. Han spurgte om jeg ikke lige ville komme ud i køkkenet, så vi kunne snakke lidt. Med rystende ben satte jeg ved bordet, som vi havde haft mange gode måltider og snakke ved, og kiggede på ham. Intet tegn på vrede var der at spore i hans ansigt. Han satte sig roligt og begyndte at tale, som han altid gjorde når vi havde haft en konflikt. Om vores store kærlighed til hinanden. Om hvorfor han kunne blive så gal. Han var i en proces, i forbindelse med sin uddannelse som psykoterapeut, som gjorde ham sårbar, i forhold til at skabe en familie sammen med mig. ”Hvis du virkelig elsker mig, forlader du mig ikke nu, hvor jeg er i den her proces”….. ”Jeg kan se på dig du stadig elsker mig” sagde han blidt og kiggede på mig med kærlige øjne. Jeg sad helt stille og iagttog hans måde at tale og agere på. Den ”gode” del i ham var tilbage. Jeg kom i tvivl om den beslutning jeg havde truffet, var den rigtige. Hvad skulle jeg stille op? Det lød så ægte og oprigtigt, som han sad der……..

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *