Knuden

Det var den 23. december2004. Den første jul i det lille hus på Jenlevej, hvor jeg boede sammen med min 2-årige datter og vores hund Verner. Sommeren forinden var min datters far og jeg gået fra hinanden. Bruddet havde i sig selv været udramatisk, men der havde været lang periode, hvor det bare ikke gik med os to. Som kærester. Juleaften skulle min datter og jeg fejre sammen med hendes far og hans familie. Jeg så frem til aftenen, for jeg holdt stadig meget af hans familie.

Min datter blev puttet. Der var stille i hele huset og jeg ville også gøre klar til at krybe i nattøjet.

Hvilken salig lettelse at tage bh-en af. Men hov hvad var nu det? Jeg mærkede en underlig ujævnhed i mit venstre bryst. Mærkede efter igen. Og igen. Det løb mig koldt nedad ryggen. Hjertet hamrede og jeg følte, at al blod forlod min hjerne. Jeg satte mig på toilettet. Jeg vidste der var noget galt.

Min storesøster var død af hudkræft 13 år tidligere. Fra hendes lille søn på to år.

Tankerne væltede ind over mig. Er det kræft? Skal jeg også dø fra mit lille barn? Minderne om hvordan det havde været, at se min søster sygne hen for at dø, blev så nærværende at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg var skrækslagen.

Hvordan jeg alligevel kom i seng og stod op næste morgen, står stadig som i en tåge.

Juleaftens dag gik. Med hvad husker jeg ikke. Vi tog over til farmor og farfar. De boede to gader fra vores hus. Jeg forsøgte at lade som ingenting. Bildte mig ind at det lykkedes. Jeg var stille og fjern. Men det kunne man jo sagtes tilskrive at det var den første jul, som singlemor.

Ingen fik at vide hvad jeg havde opdaget. Det var som om at det ikke var virkeligt, hvis bare jeg ikke sagde noget.

Mellem jul og nytår tog jeg til lægen. Han mærkede på brystet og sagde at han ikke med sikkerhed kunne mærke noget. Det var nok ingenting. Men på grund af min søsters død, ville han sende mig videre på mammae centeret, for videre undersøgelse.

Jeg fik en tid i starten af februar 2005. I den mellemliggende tid, havde jeg forsøgt at fortrænge det. Ved stadig ikke at fortælle nogen om det.

Aftenen inden undersøgelsen på mammae centeret, skulle jeg på cafe med et par veninder. Min datters far kom forbi for at hente vores datter. Jeg fortalte ham at jeg skulle til mammografi dagen efter. Men det var jo nok ikke noget alvorligt. Det føltes dog sådan. Alvorligt. Farligt.

På cafeen nævner jeg, sådan lidt henkastet at jeg i øvrigt skal på mammae centeret dagen efter. Den ene veninde fortæller at hendes søster også lige havde været afsted og at det blot havde været nogle mælkekirtler der havde været på spil. Så igen hører jeg mig selv sige, at det nok ikke er noget alvorligt.

Jeg skal i aftenvagt efter besøget på mammae centeret. Derfor kan jeg lige smutte forbi og få lavet en mammografi inden. No problem. Det er jo nok ikke noget alvorligt.

Alene møder jeg op på mammae centeret. Lægger mærke til at alle de andre har en med.

Så bliver det min tur. Man får udleveret en sygehus skjorte og kommer ind i rummet med maskinen. Den maskine som maser mine bryster så flade, at jeg nærmest ikke kan trække vejret. Av! Ondt gør det også. Heldigvis er det ret hurtigt overstået. Jeg går ud og venter. Bliver kaldt ind igen. Det ene billede duede ikke, eller også var det fordi de havde set noget. Jeg spurgte ikke. Hjertet slog nu så hårdt og sveden haglede af mig, at jeg følte mig meget lille og sårbar. Tiden føltes uendelig lang. Endelig kom jeg ind til lægen. Der havde vist sig ”noget” på det ene billede. Derfor ville hun lige lave en ultralyd scanning. Hun sagde ikke rigtig noget. Kørte rundt på brystet med scanneren, som var smut ind i noget glinsende gele. Så ville hun også lige tage en biopsi. Jeg blev klar over at det her måske alligevel kunne være noget alvorligt. Der blev lagt bedøvelse. Da jeg har kæmpe nåleskræk, var det næste der skete nærmest uvirkeligt. Noget der lignede en hul strikkepind, skulle stikkes ind i mit bryst for at hente noget væv med ud. Godt jeg lå ned, ellers var jeg med garanti besvimet lige på stedet.

Bagefter talte jeg med lægen om hvad der nu skulle ske. Hun sagde at jeg skulle forberede mig på et dårligt svar. Jeg brød sammen. Græd som pisket. Livet blev på et sekund helt, HELT anderledes.

Det var onsdag og jeg ville få svar den følgende mandag. En evighed at vente, tænkte jeg.

Der var en time til jeg skulle være på arbejde. Fik lov at låne telefonen, hvor jeg stortudende fik meldt mig syg til min afdelingsleder. Det hele kørte rundt. Halsen var blevet alt for stram til at kunne trække vejret igennem.

Med rystende hænder fik jeg også ringet til min veninde, som ikke vidste hvor jeg var og hvad jeg lavede. Jeg havde brug for at hun kom og kørte mig hjem. Og passede på mig. I forvirringen om hvor jeg var og hvorfor, fik jeg nævnt noget med at mammae centret lå bag psykiatrisk afdeling. Men da jeg knapt kunne gøre mig forståelig i telefonen, havde min veninde hørt det som at jeg var på psykiatrisk afdeling. Hende afsted på sin gamle havelåge af en cykel, op for at redde mig på psyk. Da hun ikke kunne få mig udleveret deroppe, fik de en sviner og så ringede hun til mig. På en måde var hun lettet over at jeg ikke var blevet spærret inde på psykiatrisk afdeling. Lige indtil hun fandt mig med tykke øjenlåg og snot ud af næsen oppe på mammae centret.