Tænk hurtigt

Den næste morgen, efter flugten fra vores hjem, måtte jeg tænke hurtigt. Finde ud af hvordan jeg skulle gribe den nye situation an. Selvom jeg var bange, måtte jeg også handle for at komme videre. Være to skridt foran og have en plan. Jeg vidste at min ex skulle på arbejde næste morgen. Både min datter og jeg havde ferie, så det gav mulighed for at fokusere på løsninger.

Tidligt, inden exen ville stå op, sneg vi os hjem. Som om intet var sket, gik vi i gang med at spise morgenmad. Præcis som vi plejede. Inden længe stod han op. Lidt brugt at se på, men slet ikke så slemt som han fortjente, efter han havde drukket massivt, og været så giftig aftenen forinden. Min datter var kvik til at snakke til ham, som hun plejede. Spurgte om hvad han skulle i dag, mens vi sendte hinanden sigende blikke og vendte øjne, når han vrissede sine svar. Efter hvad der føles som uendelig lang tid, blev han færdig og smækkede døren vredt bag sig. Nu havde vi 2 dage før han kom tilbage.

Lettede åndede vi op. ”Sikke en idiot” sagde min datter og rullede med øjnene. Vi snakkede om hvad vi havde af muligheder for at flytte. NU. Desperat forsøgte jeg at holde hovedet koldt. Tankerne kørte alt for stærkt og hjertet bankede ubehagelig hårdt. Hurtigt kom datter med ideen, at vi da bare kunne bo hjemme hos Farmor. Et par år tidligere havde vi mistet Farfar, så der var i hvert fald plads nok i det store hus, som lå lige en gade fra os. Men det var alligevel ikke sikkert Farmor kunne overskue, at have sit barnebarn og ex-svigerdatter boende. Med en stor labrador.

Med rystende stemme fik jeg spurgt farmor, på telefonen, om min datter, hunden og jeg måtte være hos hende, indtil vi fandt en anden løsning. Jeg fik fortalt hvordan tingene stod til og uden tøven sagde hun ja. Indtil den dag havde jeg ikke fortalt min egen familie om, hvordan livet i virkeligheden havde formet sig hjemme hos os. Min datters far kendte heller ikke sandheden. Det var så flovt, at fortælle andre hvad jeg havde fundet mig i. Men værst af alt, budt min datter. Jeg skammede mig og vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne tilgive mig selv for det.

Hos farmor kunne vi ikke have vores møbler, så vi pakkede tøj, toiletsager og de vigtigste dokumenter. På den måde ville exen heller ikke kunne se, at vi ret beset var flyttet. Jeg var sikker på han ville blive vred over det. For han ville gerne have kontrol og i mit hoved, nød han at pine mig lidt for meget. Om han havde sådan kunne jeg ikke vide, men sådan var det blevet i min verden. I løbet af en dag, fik vi flyttet hjem i gæsteværelset hos Farmor. Så da der tikkede en sms ind fra exen, om at han ville komme forbi dagen efter, kunne jeg med en roligere fornemmelse i kroppen, svare ”OK”. Spændt ventede jeg på om han ville opdage at vi ikke længere opholdt os i huset. Det gjorde han ikke.

Mine venner hjalp mig med at få overblik over hvad der måtte gøres. ”Du skal skifte bank med det samme” sagde en af mine veninder og min datters far understøttede den holdning. I min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, at exen ville snyde mig med penge. Ja, så naiv var jeg, på trods af hvad der var sket. I afmagt kontaktede jeg exens ex-kone, for at få hendes erfaring, fra dengang de gik fra hinanden. Hun bekræftede min venindes råd. ”Skift bank og få flyttet dine ting hurtigst muligt. Og han må ikke vide hvad du har gang i”. Hun mente at han kunne finde på at sælge eller smide vores ting ud. Og ikke mindst snyde mig finansielt.  

Der var på ingen måde plads til alle vores ting i Farmors hus, selvom det var stort. Igen måtte jeg tænke hurtigt. Heldigvis var og er jeg velsignet med de bedste venner og et stærkt netværk. I løbet af en uge fik jeg kontakt til en bekendt som stod med at tomt hus, hun gerne ville have solgt. Så på en måde ville det også være en hjælp for hende at få møbleret huset. Næste skridt i det projekt var at få fundet et tidspunkt, hvor mine venner kunne hjælpe mig med at få pakket og flyttet, uden exen ville få nys om det.

Samtidig skulle jeg skifte bank. Da exen og jeg købte hus, skiftede jeg bank til hans, som havde til huse i hans hjemby. Med store mørke rander under øjnene, mødte jeg op i min gamle bank og håbede på de ville tage mig tilbage. Da jeg så min gode gamle rådgiver, sidde på sin vante plads, følte jeg en enorm lettelse. Han havde været min rådgiver i over 10 år, før jeg skiftede. Overrasket vinkede han mig ned til sit bord. ”Hvad er der sket med dig”? Spurgte han med venlige øjne og en blød stemme. Jeg så mildest talt heller ikke sund ud mere. Kiloene var raslet af og hele min fremtoning emmede af sammenbrud. Den omsorg kunne jeg ikke tåle, så jeg satte mig og tudbrølede mens jeg prøvede at forklare mit ærinde. Uden at kunne beherske min totale nedsmeltning, fik jeg til sidst sagt at han blev NØD til at hjælpe mig. Og det skulle gå hurtigt. Også her blev jeg mødt af varme og en villighed til at hjælpe.

Der gik halvanden uge før exen fandt ud af at vi ikke opholdt i huset mere. Jeg forklarede det med at jeg havde brug for ro og ikke magtede at se ham. Hvordan han tolkede det, ved jeg ikke, men der blev ikke nogen ballade ud af det. Der var brug for at han var rolig og ikke fattede mistanke om noget, indtil det hele faldt på plads. Så flytning af vores møbler og ting, skulle ske lige inden jeg skiftede bank. Et større planlægningsarbejde der skulle gå op. Inden der var gået tre uger, fra vores flugt, havde jeg fået arrangeret en flok venner til at komme og pakke og flytte en lørdag, hvor jeg vidste exen skulle på arbejde i København.

Lørdag morgen ved halv ni tiden mødtes vi i huset, med flyttekasser og en bil med trailer. Jeg havde brug for at få det overstået i en fart. Med kvalme og hjertebanken gik vi i gang. Da jeg ikke havde pakket noget på forhånd, skulle jeg vise hvad der skulle med og hvad der skulle blive. Stresset og ude af mig selv gik jeg rundt i, hvad der engang var mit hjem og prøvede på at få et overblik. Mine venner beroligede mig med at vi havde hele dagen, så ingen stress.

Pludselig kom der en sms fra exen, at han ville komme hjem om en time. WHAT!? Han havde jo sagt at han skulle arbejde i København hele weekenden. Klokken var blevet 10 og vi var langt fra færdige. På kanten af besvimelse, viste jeg min ene veninde hans sms. Jeg kunne ikke sige et ord. Halsen var snøret så stramt sammen af angst, så jeg hverken kunne trække vejret eller tale. Min krop rystede og jeg følte jorden åbnede sig under mine fødder, og jeg bare faldt og faldt. Det var umuligt at nå. ”Pliiiing” en ny sms. Det var først om to timer han ville komme, han havde skrevet forkert. Okay, nu havde vi dobbelt så lang tid. Med et par dybe vejrtrækninger, mandede jeg mig op og samlede mine venner, så vi kunne lægge en ny og meget mere effektiv plan. Nu var det kun de allervigtigste ting der blev pakket først. Det som jeg ikke fik med, måtte skrives ”tabslisten”.

Et kapløb mod tiden satte i gang. Et par af mine veninder bankede på hos mine naboer og fik arrangeret at vi kunne sætte nogen af tingene der, så det i det mindste var ude af huset, inden han kom hjem. Panikken fyldte hele min krop og mit sind. Hvordan vi nåede at få lukket døren og være væk, inden de to timer, forstår jeg ikke. Ikke desto mindre, så var det hvad der skete. Hos min veninde, som min datter og jeg havde flygtet over til den nat, sad vi alle sammen i hendes gårdgave og forsøgte at få pulsen ned. Hun havde lavet frokost og sat øl på bordet. På en måde var det en fest dag. Men inden i mig føltes det ikke sådan. Mit hjem havde jeg mistet og hvad der ville ske i den næste tid, frygtede jeg. Vi skulle have solgt huset og på den måde var jeg tvunget til at have kontakt med exen, på ubestemt tid.

Mens vi sad i solskinnet og landede, tikkede der en sms ind. På displayet kunne jeg se, at det var fra ”ham”. Så vidste jeg han var kommet hjem og havde opdaget, at jeg var flyttet. Mine fingre rystede voldsomt, hjertet bankede hårdere end nogensinde og det flimrede for mine øjne. ”Hvad skriver han” blev der nysgerrigt spurgt. Med bange øjne fik jeg åbnet sms´en. Min fornuft prøvede at overbevise mig om, at jeg var i sikkerhed, så det var lige meget hvad han skrev. Resten af mig følte sig truet på livet.

”Jeg kan se du er flyttet”…….

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *