I første omgang svarede jeg ikke, på den sms fra eksen. Med bankede hjerte og rystende hænder sad jeg blot med telefonen i hånden. Så tikkede der endnu en sms ind. Fra ham. Igen. ”Det kan jeg godt forstå” skrev han. Selv når han skrev venligt, blev jeg utryg. For jeg vidste, at det ville ændre sig, som regel på et splitsekund. Selvom jeg nu var i sikkerhed, følte jeg mig stadig bange. Mine tanker stak helt af. Kunne han finde på at opsøge min datter når hun gik hjem fra skole? Gøre hende fortræd? Stalke mig? Skabe mere ballade?
I den periode, lige efter vi flyttede hjem til Farmor, opholdt jeg mig mest der, når jeg havde fri fra arbejde. Min datter mærkede hvor paranoid jeg var blevet og det smittede af på hende. Lige så snart hun ikke kunne se eller høre hvor jeg var, fik hun panik angst. Nogen gange skreg hun. Indtil hun fik vished om at alt var okay. Jeg følte mig som den ringeste mor i verden.
Langsomt begyndte jeg at bevæge mig ud i livet igen. Sms´erne fra eksen fortsatte. Nogen gange ondskabsfulde og hånlige. Andre gange truende. Få gange venlige. Hver gang hans navn viste sig på displayet, fik jeg hjertebanken og koldsved. Hver dag, uanset hvad jeg lavede, lå det i mit baghoved, at min datter og jeg var i fare. For huset var ikke solgt og udsigterne til at det ville ske, var lange. Hele tiden følte jeg han åndede mig i nakken.
Efteråret kom og jeg oplevede en smuk forelskelse. Min allerførste kærlighed, dukkede pludseligt op i mit liv igen og vi forelskede os. Det var inderligt, trygt og jeg følte mig elsket. Men inden i var jeg gået så meget itu, at jeg havde svært ved at tage imod al hans kærlighed og godhed. Der forgik en indre krig, som jeg ikke kunne navigere i. Efter små tre måneder sluttede jeg forholdet. Det var hverken elegant eller kærligt. Og jeg skammede mig. Han tilbød mig alt, hvad jeg havde længtes efter og alligevel kunne jeg ikke være i det.
Vinteren i 2012, gik med at slikke mine sår og dyrke venskaberne, som trofast havde været mine støtter i stormen. Min datter fik det langsomt bedre og vi fandt en rolig og tryg dagligdag. Sms´erne fra eksen blev der længere imellem. Tilsyneladende havde han fundet andre ting at bruge sin tid på. Så min frygt for, om han ville stalke mig, eller min datter, var ubegrundet. Indtil den dag jeg mødte ham på min vej hjem fra arbejde. Han vidste hvor jeg parkerede min bil og hvornår jeg havde fri. Min bil var altid parkeret det samme sted, et stykke væk fra min arbejdsplads. Han kom gåede imod mig på gågaden. Min krop frøs ved synet af ham. Han råbte hej og brugte mit navn. Jeg fik et chok. Og jeg følte mig truet på livet. Hurtigt gik jeg ind ad en gyde, for at slippe væk. Da jeg var ude af hans synsfelt, løb jeg alt hvad jeg kunne, hen til min bil og fik startet. Min puls var høj, smagen af blod bredte sig i munden på mig, tårerne sved i øjnene og hele min krop rystede. Helt uforsvarligt kørte jeg, i al for høj fart hjem. Der ventede min store gamle hund og endnu en gang, fik den alle mine bekymringer og sorger tudet ned i pelsen. Eksen havde ikke gjort andet end at hilse på mig. Han havde ikke løbet efter mig, eller været truende. Men inden i mig, var det lige meget. Uanset hvad, var jeg skrækslagen. Da jeg havde samlet mig og fået pulsen ned, fik jeg en sms fra ham. BANG og jeg sad igen med hjertet helt oppe i halsen. Han skrev, at jeg da godt kunne hilse og at min opførsel var uhøflig. ”Undskyld” skrev jeg tilbage og håbede på at det ville stoppe for yderligere sms´er. Det gjorde det. I flere uger efter gik jeg en omvej, når jeg skulle gå fra arbejde. Helt paranoidt.
Endelig kom foråret snigende. Solen fik mere magt og jeg begyndte at tro på, at det hele nok skulle blive godt. BUM, så fik jeg et kæmpe skattesmæk. Penge jeg ikke havde og heller ikke kunne se, hvorfra de skulle komme. Min økonomi var stram og efterlod ikke plads til udskejelser. Angsten rullede ind over mig. Den velkendte følelse af at være i livsfare blussede op. Selvom jeg forsøgte at tale mig selv til ro med, ”det er bare penge” og ”der viser sig en løsning”, holdt min krop stædigt fast i angsten. En ulykke kommer sjældent alene, er der et gammel ordsprog der siger. Og BUM, så brød min bil sammen. Der hvor jeg boede var det vældig besværligt, at komme på arbejde og købe ind, uden bil. Igen reagerede jeg med en panikagtig angst. Hvordan skulle jeg klare min hverdag uden bil? For jeg havde ikke penge til at få den repareret, efter regningen fra skat. Mine tanker kørte alt for hurtigt til, at jeg kunne samle mig og finde en løsning. Så jeg græd og følte mig lille, sårbar og utilstrækkelig. Heldigvis, var hjælpen nær. Min datters far havde en ekstra bil stående, som jeg måtte låne. Så var den del reddet. Tilbage stod regningerne og truede.
Min gode gamle hund begyndte at vise tegn på alderdom. Jeg kunne se den gik langsommere og den havde fået en stor ”bule” på siden af brystkassen. ”Du er nødt til at hænge på lidt endnu, gamle dreng” græd jeg igen i pelsen. ”Jeg har brug for dig”. Selvom pengene ikke var til det, tog vi til dyrlægen, hunden og jeg, for at få vished om ”bulen” var kræft, og om tiden var løbet ud for min store bamse. ”Det er en fedtknude” og ”din hund er gammel, men står ikke for døden”. Lettelsen var enorm.
Selvom mit liv bestemt ikke var så hektisk og dramatisk, som et halvt år forinden, var der en mental efterregning, som jeg ikke havde forudset. Jeg sov stadig ikke ret mange timer om natten og min appetit var heller ikke stor. Min krop føltes træt og slidt. I et forsøg på at gøre noget godt, begyndte jeg at genoptage mine gamle løbe vaner. Tanken var, at jeg nok ville blive mere sulten af at løbe og derfor naturligt komme til, at få appetitten op at køre igen. Samtidig ville jeg få udskilt en masse glædes hormoner og formentlig komme til at sove bedre. Hurtigt kom jeg i form og kunne med lethed løbe 8 km. YES! Det føltes stærkt og gav mig de resultater jeg havde efterspurgt. Det lysnede forude. Alt skulle blive godt.
D. 21 marts 2012 havde været en dejlig dag. Efter min datter var puttet, lå jeg alene på Farmors sofa og slappede af. Min bh strammede, så jeg fik den fumlet af, inden under blusen. Ah, det var godt og jeg gnubbede huden under brysterne, hvor elastikken havde siddet. Hov, hvad var nu det. Med at sæt rejste jeg mig op og mærkede igen. På undersiden mit venstre bryst, det ”skøre” bryst, kunne jeg mærke en lille bule. På et sekund blev jeg ramt, som af et godstog, af følelsen af at noget var helt, HELT galt. Alt stod stille. Hjertet hamrede, halsen snørede sig sammen, koldsved løb ned ad ryggen og jeg blev så svimmel at jeg måtte lægge mig ned igen, for ikke at besvime. Det måtte være en ”fejl”, for jeg havde jo ikke noget brystvæv i venstre side, så jeg kunne da ikke få en knude der. Men den var der. Alt inden i mig skreg. Angsten havde fået endnu et nyt niveau. ”Åhr nej, ikke igen” kørte i ring så hurtigt at jeg til sidst kastede op.
Rystende sad jeg på badeværelsesgulvet, i Farmors hus og så hele mit liv forsvinde for øjnene af mig…..