Natten gik med at gå hvileløst omkring i farmors store hus. Tankerne kørte med ekspresfart og jeg mærkede en dødsangst, som flænsede mit indre. Hvad nu hvis kræften var vendt tilbage? Skulle jeg dø nu? Min datter var nu 9 år gammel og havde nok at slås med. Hun ville forstå alvoren, hvis det skulle vise sig at jeg var syg igen. Tårerne strømmede ned ad kinderne, helt ude af kontrol. Timerne var lange. Det eneste jeg ventede på, var at klokken blev så mange at kemo ambulatoriet åbnede.
Inden min datter skulle op og i skole, tog jeg et bad. Tænkte at det måske ville virke beroligende. Mine hænder fandt knuden da jeg sæbede mig ind. Kvalme, åndenød og den strammende fornemmelse i halsen, gjorde mig svimmel og jeg skulle bare ud af badet og have tøj på. Med det samme. Når der var noget mellem mine hænder og knuden, føltes det ikke helt så farligt. Jeg måtte samle mig og få min datter sendt i skole. Hun kunne mærke at jeg var ved siden af mig selv, men det havde jeg været så mange gange før, så jeg undskyldte mig med, at jeg var bekymret for regningerne.
Klokken 8 åbnede kemo ambulatoriet. Så det passede med at jeg kunne køre derind så snart min datter var ude af døren. I det jeg var ved at pakke min taske, kom farmor hjem. Hun havde været på tur og jeg havde glemt alt om hun ville komme retur den dag. Straks så hun at der var noget galt. Helt galt. I et forsøg på at beherske mig, fik jeg forklaret noget om at jeg bare lige ville tjekkes en ekstra gang, for jeg synes der måske var ”noget”. Inden jeg fik set mig om, havde farmor lagt sine arme omkring mig og sagde: ”jeg tager med dig, det her skal du ikke alene”. Så tog tårerne igen over og jeg fik hulket ”tak”.
I farmors bil sad jeg og forsøgte at tale mig til ro på den indvendige side. Fraværende og i et inferno af katastrofe scenarier, fandt vi op på 8. etage på sygehuset, hvor ambulatoriet lå. Henne ved skranken stod jeg med hjertebanken og trippede. Mine hænder rystede og jeg synes det tog alt for lang tid, før det blev min tur. Endelig kom en sekretær og spurgte om jeg havde en aftale. ”Nej, men jeg har brug for at blive undersøgt NU, for jeg har fundet en knude i mit bryst og jeg går ikke før jeg har talt med en læge”. At jeg lød både krævende, skinger og panikslagen var jeg ligeglad med. Min stolthed havde jeg pakket væk.
Men en kærlig mine og en ro, forsikrede sekretæren mig om at jeg ville blive undersøgt hurtigst muligt. Hun fik mit cpr. nr. og jeg satte mig i venteværelset sammen med farmor. Og alle de andre syge. Omkring mig sad der unge og gamle. Nogen med tørklæder eller parykker på. Nogen havde den karakteristiske korte frisure, man har lige når håret gror ud igen. Kemo-krøller, for manges vedkommende. Lugten af medicin, sygdom og angst var kvalmende. Min krop huskede det hele.
Hvor lang tid der gik for mit navn blev kaldt, husker jeg ikke. Måske gik der en halv time, måske tre. Lægen havde jeg ikke mødt før. Om det var en mand eller kvinde, husker jeg heller ikke. Men jeg blev undersøgt og lægen måtte give mig ret. Der var ”noget” og det skulle undersøges nøjere, med det samme. Igen blev vi bedt om at gå i venteværelset, indtil jeg kunne få oplyst, hvornår jeg kunne gå i mammae centeret og få lavet ultralyd scanning, mammografi og biopsi. Åhr, mammografi og biopsi. FÅRK. Fladmaste bryster og en kæmpe nål stukket ind bagefter. Jeg hadede det.
De var effektive den dag, for der gik ikke ret lang tid før, jeg fik udleveret et stykke papir med en tid og hvor jeg skulle gå hen. Der var et par timer til, så farmor og jeg gik i cafeteriet og spiste frokost. Oplevelsen af at blive mødt af imødekommende mennesker på sygehuset og samtidig have Farmor med i hånden, var overvældende og rørte mig dybt. Lige der midt i kaos, følte jeg mig støttet og elsket. En surrealistisk situation, som jeg på ingen måde forstod, eller kunne rumme. Farmor foreslog at vi gik en tur, for at slå ventetiden ihjel.
På mammae centeret fik jeg udleveret en skjorte med knapper i siden. Da jeg stod alene i det lille omklædningsrum og skulle tage tøjet af overkroppen, søgte mine hænder igen knuden. Jo, den var der endnu. Klumpen i halsen voksede for hver gang jeg mærkede den. Jeg kunne heldigvis kun få mammograferet det raske bryst, for det andet var der silikone i og det kan man ikke undersøge på den måde. Selvom det var i det bryst knuden var. For en god orden skyld, fik jeg undersøgt det andet. Aldrig nogensinde kommer jeg tilnærmelsesvis, til at synes godt om mammografri. Smerten og ubehaget var afsindigt. Som om livet blev presset ud gennem brystet.
Ultralyd scanningen var en anderledes behagelig procedure. Lige indtil jeg på skærmen kunne se knuden. Den var helt tydelig. Med fange-arme. Ondskaben lyste ud af den. Lægen bekræftede mine tanker. ”Det ligner cancer, må jeg sige”, sagde lægen med et bekymret udtryk i ansigtet. Biopsien var der ingen vej uden om. Jeg græd og forsøgte at være tapper. Men jeg havde ingen kontrol over mig selv. Farmor holdt mig i hånden og lovede ikke at slippe. Når min egen mor ikke kunne være der, var Farmor en værdig og kærlig stand-in.
Lægen gjorde klar til at lægge bedøvelsen, som jeg trods alt skulle have inden KÆMPE nålen skulle stikkes ind i knuden. Selvom det var små stik, føltes smerten tydeligt. Samtidig skulle jeg sørge for at ligge helt stille så længe. Sveden haglede af mig og pulsen var høj. Inden i herskede et kaos af angst, afmagt, vanvid, frygt, væmmelse og en dyb følelse af taknemmelighed. Biopsien var overstået hurtigt og med en minimal smerte. Lægen satte et plaster på og forklarede at der ville gå en uges tid, før jeg ville blive indkaldt til et møde og få svar på prøverne. Der ville jeg blive præsenteret for en behandlingsplan. Desperat forsøgte jeg at finde beroligelse i lægens adfærd og ord. Men der var intet at finde. Alt inden i skreg: ”DU HAR KRÆFT”. ”DU SKAL DØ”. Følelsen af at falde i et bundløst sort altomsluttende hul, overmandede mig. Hvordan resten af dagen forløb, husker jeg ikke. Overhovedet. Jeg var i stykker. Tusind stykker…..