SVARET

Svaret

Ventetiden var ulidelig. Fra onsdag til mandag. Tankerne kørte i ring. I de dage oplevede jeg, hvor vanvittig jeg blev af at tænke katastrofe tanker. Når tankerne fik lov til at køre helt hen i, at jeg lå afkræftet, på mit dødsleje og skulle sige farvel til min datter, kunne jeg ikke trække vejret og mit hjerte slog så hårdt, at jeg næsten kunne smage blod. Min krop reagerede voldsomt.

Jeg havde brug for at stoppe det. Så jeg begyndte at snakke med mig selv. ”STOOOOP! Nu stopper du”. Det lykkedes nogen gange. Jeg prøvede at finde på krumspring, for at stoppe katastrofe-tanke-toget, inden endestationen. Ind imellem følte jeg mig fuldstændig handlingslammet. En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg ringede til en veninde og spurgte om hun kunne komme. Det var så svært at række ud, men ikke at gøre det, var endnu sværere. Den dag i hvert fald.

Jeg sad forstenet i sofaen indtil hun kom. Hendes bekymring var tydelig. Jeg var en skygge af mig selv. Heldigvis for mig, så havde jeg ringet efter den helt rigtige. For hun fik spurgt om vi ikke skulle ryste tæppet jeg sad på. Så kom jeg op og stå. Stille og kærligt guidede hun mig i bevægelse. Og det virkede. Bare det at jeg rejste mig op, ændrede mine tanker og fokus. En lille smule. Som blev til en lille smule mere. Smart.

Den samme veninde tog med op til kræftlægen for at få svaret. Lægen var en moden kvinde, med et mildt udtryk. Hun sagde ligeud at der var fundet ”noget”. Det ”noget” var forstadier til kræft. Jeg græd. Åh, nej ”K”-ordet. Lægen fortalte videre, at det var i så stort et område af brystet, at de ville fjerne det. ”Det HELE?”, spurgte jeg med bævrende stemme. ”Ja, det HELE”. Arj, det blev lige pludselig så meget mere alvorligt. Det HELE. Så ville jeg være sådan en brystamputeret, single-mor. Den tanke brød jeg mig ikke om. Lægen forsøgte at berolige mig med, at hvis de ikke fandt ”noget” mere, så var det kun den her operation der skulle til, for at helberede mig. Og senere rekonstruktion af brystet. Ingen medicin eller stråler. Okay, det hjalp lidt. Derefter blev der talt om hvad der skulle ske fra nu af. Jeg tørrede snot og tårerne væk. Godt, handling. Det havde jeg fundet ud af virkede godt på mig.

Der var nogen blodprøver, snak med plastikkirurg, narkose og noget kontrasthalløj, som skulle sprøjtes ind i min armhule, dagen før operationen, for at se om der var spredning. Planen var lagt. Jeg fik datoer, tid og sted. Vi gik derfra mere rolige og afklarede end da vi kom.

Ventetiden var skiftet ud med vished og en plan. Yes! Det var bedre. Planlægningen gik i gang.

Livet så lidt lysere ud. Det var jo nok ”bare” forstadier. Ikke sådan rigtig kræft.


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/siwsliv.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *