Hvordan klarer jeg den her, Doktor Kemo?

”Livet går videre og solen står op i morgen”. Så selv om det føles som om jeg var blevet revet midt over, formåede jeg alligevel at klare livet som single-mor, datter, søster og veninde. En bleg og udmattet udgave, men stadig i live. Jeg sygemeldte mig på jobbet, hvor jeg blev mødt med forståelse fra min leder og en overvældende omsorg fra mine kollegaer.

Ventetid og uvished er ubetinget noget af det værste at udholde. Dagene inden svaret, var som altid lange og fyldt med katastrofetanker. Min evne til at bremse katastrofe-tanke-toget, var sat ud af spillet. Heldigvis kørte ”toget” så hurtigt, at jeg ikke nåede at tænke død og endestation ret længe, før en ny række hæslige tanker overtog. Inden i kendte jeg svaret på biopsien. Desperat forsøgte jeg at fantasere om, at det blot kunne ”ordnes” med en operation. Sådan vupti og så var det bare det. For kemo igen magtede jeg ikke. Overhovedet ikke. Blot tanken gav mig kvalme.

Indtil jeg havde et konkret svar, på omfanget af sygdommen og behandlingen, ville jeg ikke sige noget til min datter. Den hemmelighed var krævende at holde. Jeg gjorde mit bedste for at lade som ingenting og opføre mig så normalt som muligt, når min datter var i nærheden. For at brase sammen det øjeblik jeg blev alene. Dødsangsten var massiv og frygten for forløbet lammede min krop.

Jeg fortalte heller ikke mine forældre og brødre om knuden. Måske var det slet ikke kræft. Måske havde jeg set forkert på scanningsbilledet. Måske havde lægen som lavede scanningen, ikke ret i, at det var kræft. Læger havde før taget fejl, forsøgte jeg at sige til mig selv. Så hvorfor gøre dem bekymrede, hvis det nu var harmløst?

Egentlig ville jeg heller ikke fortælle min datters far om knuden. Men det røg ud af min mund en dag vi talte i telefon. Det synes umuligt at beherske mig overfor andre voksne. Om han tilbød eller om jeg spurgte, husker jeg ikke. Men han tog i hvert fald med til samtalen, hvor jeg skulle have svar på biopsien.

Nervøst gik vi ind ad dørene til kemo ambulatoriet, hvor Doktor Kemo ventede på os. Med svedige håndflader og hjertet helt oppe i halsen, tog jeg plads i stolen. Mine øjne flakkede og jeg bad om et mirakel. Min datters far sad også uroligt på stolen. Svaret var som jeg frygtede. Brystkræft. Hjertet slog et ekstra slag og det summede for ørerne. Doktor Kemo fortalte, at udviklingen i min sygdom var usædvanlig. For der var både den type, særlig aggressiv brystkræft, som jeg havde første gang, og en anden type som var østrogen afhængig. Det havde han ikke set før, hvilket gjorde ham usikker på, hvilken behandling han ville anbefale. Forsigtigt spurgte jeg om jeg så slap for kemo? ”Nej, det gør du ikke” svarede han bestemt. Tanken om at jeg kunne sige nej-tak, ikke så meget som strejfede mig, under samtalen. Doktor Kemo var en høj mand, som udstrålede autoritet og han talte på en venlig, men bestemt måde. Jeg valgte at stole på ham. Lade ham afgøre hvad jeg skulle. Det føltes ikke blot som om jeg var gået i tusind stykker. Mere som om jeg var sprængt i millionvis af atomer. Et uvirkeligt mareridt jeg ikke kunne vågne fra. Hvad der blev talt om derefter, blev en utydelig mumlen i mine ører. Dog blev det klart for mig. Kemo var helt sikkert. Om der skulle andet til, måtte jeg vente på at få at vide. Hvornår behandlingen skulle begynde, ville jeg få et brev om. Mere ventetid. Suk.

Der var ingen vej uden om. Min datter og min familie skulle have besked. Hvordan skulle jeg få formidlet det frygtlige budskab, som også var min families værste mareridt. Flashbacks om min storesøsters død hjemsøgte mig. Og frygtede at det samme ville ske for mine forældre og brødre. Face to face magtede jeg ikke, så det blev over telefonen. Hvordan reaktionen var i mine forældre, har jeg fortrængt. Følelsen af, at skulle få lyde ud af min hals, som var strammet så hårdt, at det var vanskeligt at trække vejret, husker jeg tydeligt. Dertil kom, at munden var knas-tør og tungen føltes kæmpestor. Men overbragt dem nyheden, fik jeg gjort.

Værst var det skulle fortælle det til min datter. Frygten for at være ansvarlig for at ødelægge hendes liv, sad som en sort skygge på min ryg og i mit hjerte. Jeg valgte at fortælle hende det i bilen, da jeg hentede hende fra fodbold træning. Hun skulle køres hjem til sin far og den tur ville tage ca. 20 minutter. Glad sprang hun ind i bilen. Kort spurgte jeg til hvordan det var gået. ”Fint nok” svarede hun. Efter et par minutters stilhed sagde jeg: ”der er noget jeg skal fortælle dig” hun kiggede roligt på mig. ”Har du fået kræft igen”? Hvordan hun kunne vide det, var mig en gåde. Med så fattet en stemme, som jeg overhovedet kunne mønstre, fik jeg svaret: ”Ja”. ”Skal du dø af det, Mor”? ”Nej, det er optaget i tide, så det skal jeg ikke” fik jeg hurtigt svaret. Jeg måtte ikke tøve. Ikke give hende anledning til at tvivle. ”Skal du så blive skaldet igen”? Spurgte hun, stadig helt rolig. ”Ja” måtte jeg erkende. Efter en kort pause sukkede hun: ”åhr nej, fuck noget lort”. ”Ja, det er noget lort” gentog jeg. Tungt trak hun vejret og fortalte så om hvad der var sket under dagens træning. Hendes reaktion gjorde det nemmere for mig at være sammen med hende. Hun var mageløs.

Da hun var afleveret hos sin far, brød jeg sammen i bilen og tudbrølede. Det føltes som en dødsdom, hvor jeg skulle gå gennem helvede, inden manden med leen kom og hentede mig. Med tårerne strømmede ned af kinderne og halsen, fik jeg startet bilen og kørte hjem. Der ventede min gamle hund. Jeg satte mig på køkkengulvet og græd endnu engang ned i pelsen og bad om at han ville hænge på gennem endnu et sygdomsforløb. Sådan sad vi længe, hunden og mig. Jeg takkede for hans utømmelige kærlighed og tålmodighed. Min hund. Min livline. Ubetinget kærlighed.

Alene i farmors store hus. Med mine tanker. Tanken om Kemo, uendelig lidelse, dødsangst og fortvivlelse fyldte krop og sind. Hvordan skulle jeg klare den omgang der ventede forude? Og ville jeg overhovedet klare det? Ville jeg lide samme hæslige død som min søster? Tankerne bragte mig igen ud i krampegråd. Jeg ville allerhelst bare sove fra det hele. I et år. Vågne op når det hele var overstået. Men jeg kunne ikke engang sove en time……

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *