Forberedelserne

Planen havde jeg fået papir på. Alt var tilrettelagt. Jeg skulle blot møde op de forskellige steder. Godt. Når katastrofe-tanke-toget fløjtede til afgang, blev jeg bedre til at slå bremsen i før endestationen. Planen hjalp med at holde fokus.

Min familie og venner havde fået besked om hvad der var sket. Det var rart at kunne præsentere dem for en plan. Jeg håbede det ville give dem ro i sindet. For jo flere vi var om at fortælle hinanden, at det nok skulle gå godt, jo bedre ville det gå. Det prøvede jeg i hvert fald at overbevise mig selv om.

Veninderne blev kørt i stilling. Min datter skulle være hos sin far, når jeg skulle opereres. Det skulle hunden også. Tjek.

De der undersøgelser var lidt spændende. Der var mange detaljer som jeg som sygeplejerske fandt interessante. Men det sagde jeg ikke til nogen, at jeg synes de var. For det var jo morbidt.

Plastikkirurgen fortalte, hvordan de ville indsætte sådan en smart ”pose” under brystmusklen, ved den samme operation, hvor brystet ville blive fjernet. På den måde ville rekonstruktionen være i gang med det samme. Godt tænkt, synes jeg. ”Posen” bliver kaldt for en ekspander. Den ville de fylde vand i, lidt efter lidt. Over et halvt år, eller sådan noget. Meningen med sådan en, er at udvide brystmusklen og huden, således at man kunne få lavet et hulrum. I det hulrum skulle der til sidst puttes en silikone protese ind. Jeg fik at vide at det ville komme til at blive pænt. Tanken om hvordan mine bryster ville komme til at se ud, kunne jeg ikke forholde mig til på det tidspunkt. Mit fokus var mere på om jeg ville overleve. Så måtte de bryster se ud som de ville.

Blodprøverne var selvsagt et mareridt. Med så massiv nåleskræk som jeg har, var det mildest talt hæsligt. Selvfølgelig var jeg svær at stikke i. Så det blev til tre stik. Den der rem, der bliver strammet om armen, kunne ligeså godt have været lagt om min hals. Det føles fuldstændigt som om jeg blev kvalt. Jeg var ikke den nemmeste patient, hvad det angik. Jeg prøvede virkelig at beherske mig. Det gik ikke særlig godt. Hyperventilerende, grædende og jamrende lå jeg og vred mig, mens laboranten tålmodigt prøvede at få de nødvendige blodprøver. Jeg var flov bagefter.

Hos narkoselægen var der en masse spørgsmål om blandt andet højde, vægt og om der var noget jeg ikke kunne tåle. ”Jeg kan ikke tåle at blive stukket”, fik jeg sagt i et nervøs forsøg på at berolige mig selv, ved at lave sjov. ”Hø-hø, den var go´”, synes lægen. Den næste oplysning fik ødelagt alt, hvad der kunne have mindet om en god stemning. Narkoselægen forklarede mig, at de ville lægge ti stik langs rygsøjlen og skulderen, som en slags blokade. Det ville de gøre lige inden jeg blev lagt til at sove, på operationsbordet. TI alligevel.

Det sidste jeg skulle til, var FLERE stik. Denne gang i armhulen. Dagen før operationen. Det var noget radioaktivt stof, som ville lyse op på et scanningsbillede, såfremt der var spredning til lymfekirtlerne. Med sveden drivende ned af selvsamme armhule, fik jeg et par stik. Så langt så godt. I morgen skulle det gå løs. Jeg var så klar som jeg kunne blive.

Min gamle ungdomsveninde var kommet for at overnatte og køre mig på sygehuset dagen efter. Endnu en veninde kom for at spise aftensmad sammen med os. Min datters far hentede mad i byen, så vi var en lille forsamling som forsøgte at skabe en hyggelig og afslappet stemning. Da vi havde spist, tog min datter og hendes far afsted. Det var svært at holde masken, da jeg sagde farvel til min lille pige. Næste gang hun skulle se mig, var jeg på sygehuset.

I sofaen sludrede vi om stort og småt. Febrilsk fik jeg proppet mig med alt for meget chokolade. Fra midnat skulle jeg jo faste, så det var en god ide at fylde depoterne godt op. Et godt argument.

Om det var fordi jeg sad i en kæmpe ”sukker-koger” eller om det var fordi jeg var nervøs for dagen efter, ved jeg ikke. Men jeg kunne i hvert fald overhovedet ikke falde i søvn. Den ene veninde fandt et lille sammenkrøllet stykke sølvpapir frem. I det lå der en sovepille som hun havde hentet hos en tredje veninde. Inden hun tog hjem, slugte jeg den. Efter en halv time var jeg stadig alt for vågen. Så fandt min anden veninde også en lille pakke sølvpair frem. I den lå der endnu en sovepille, som hun havde taget i sine forældres medicinskab. Uden betænkningstid slugte jeg også den. Det virkede efter hensigten. Efter et kvarter sov jeg som en sten.

 


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/siwsliv.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *