Vækkeuret ringede tidligt den morgen. Kl 05.00 slog jeg omtumlet øjnene op til dagen, som jeg både havde frygtet og set frem til.
Frygten var, at jeg skulle dø under narkosen. Og lægen ville glemme en saks inde i mig. Og at det ville komme til at gøre psykopat-ondt. Og at det ville vise sig, at jeg var meget mere syg end først antaget.
Alligevel havde en del af mig set frem til den her dag, som der havde været forberedelser til de sidste 10 dage. Så det syge kunne skæres væk og ikke sprede sig til resten af min krop. Få det overstået. Så jeg kunne komme videre i mit liv. I mit hoved havde jeg allerede været igennem operationen mindst 100 gange. Med forskellige slutninger.
Min ungdomsveninde havde overnattet hos mig. Det var en tryghed og lettelse at have hende tæt på. Manisk gik jeg rundt i huset. Satte Britney Spears på anlægget og skruede op. For at overdøve min indre stemme som fortalte mig; ”det er nu”, ”du bliver aldrig den samme”, ”det er farligt, FARLIGT”, ”måske er du meget syg”, ”det her, det kommer til at gøre ondt”.
I sympati fastede min veninde. Morgenen gik med at komme i bad og få pakket det sidste sammen.
Vi ankom på afdelingen og blev vist på den stue som jeg skulle være på. Min seng var ved siden af vinduet. Sygeplejersken kom med at sæt operationstøj. Der var knapper i siden og det sad ikke særlig flot på kroppen. En fuldkommen ligegyldig detalje, set i forhold til det som ventede mig. Da jeg havde skiftet tøj, fik jeg et lille bæger med nogle piller i. Hvad det var for nogen spurgte jeg ikke til. Jeg slugte dem bare med rystende hænder. Der var ventetid. Selvom vi var kommet ved 7-tiden, så var der flere timer til det blev min tur.
Tiden forekom lang. Vi brugte tiden på at snakke om ufarlige emner. I patientstuen så vi en ung kvinde sidde med sin mand. Hun var også i operationstøj. Hun græd og de holdt hinanden i hånden. Jeg mærkede et snært af misundelse. Hun havde en mand, som passede på hende. Det havde jeg ikke. Min selvmedlidenhed blev afbrudt af at Farmor, altså min datters farmor og min ex-svigermor, dukkede helt uventet op med en kæmpe buket blomster i favnen. Hun krammede mig og så mig lige i øjnene. Lige der, kunne jeg ikke skjule hvor bange jeg var. Vi fik begge tårer i øjnene, som vi prøvede at skjule. Hurtigt gav vi hinanden et knus mere og sagde farvel. Det varmede at få sådan en overraskelse.
Nede i patientstuen sad min veninde og ventede trofast. Klokken nærmede sig 11, så det måtte gerne snart til at være. Endelig kom sygeplejersken med en portør. I det samme ringede min venindes telefon. Hun tog den og sekunder efter hørte jeg hende sige, ”det er løgn” med gråd på stemmen. Hvad var der sket? Min opmærksomhed var på min venindes udbrud og hendes reaktion. Sygeplejersken bad mig følge med. Jeg var splittet. Nu skulle jeg afsted, ned til operation og min veninde havde fået et opkald som lød meget alvorligt. Telefonsamtalen blev hurtigt afsluttet, så min veninde kunne følge med mig ned på operationsgangen. ”Min mor er død”, sagde hun med chokket malet i ansigtet. Situationen var absurd. Jeg kom op i sygehussengen og blev rullet ud af stuen. Min veninde fulgte med og efter en snørklet tur på lange gange og i en elevator, nåede vi til operationsgangen. Min seng blev kørt ind i et lille rum. Der havde vi to minutter alene før lægen ville komme. Jeg havde behov for at hjælpe min veninde, så hun ikke skulle stå alene med oplysningen om sin mors død. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Så vi krammede og jeg bad hende ringe til min veninde som boede tæt på sygehuset.
Lægen kom og tegnede med en sort tusch på mit syge bryst. Der var mange streger og jeg fik forklaringer på dem alle sammen. Jeg hørte ikke efter. Min hjerne var lammet. Så en hurtig afsked med min veninde, som grædende gik ud af det lille rum. Og jeg kunne ikke løbe efter hende for at trøste. Min ”ting” har altid været at hjælpe andre. Trøste og lytte. Nu stod jeg med en forstenet hjerne og et blødende hjerte.
På operationsstuen blev jeg vist hen til briksen jeg skulle ligge på. Der var mange mennesker på stuen. De var søde og alle præsentererede sig. I en underlig surrealistisk tilstand kom jeg op på briksen. Fik tæpper på og forklaret hvad der skulle ske. Jeg skulle have lagt et drop. Åh nej, jeg skulle stikkes. Først i hånden og så ti stik i ryggen. Narkosesygeplejersken var dygtig og det gik meget hurtigt. Da jeg lå der, på ryggen med et drop i hånden, stirrende op i en kæmpestor lampe og følte mig lillebitte og bange. Rædselsslagen. Tårerne løb ned af kinderne. Narkosesygeplejersken gav mig noget i droppet. Tårerne blev afløst af en følelse af blød velvære. Alt føltes himmelsk og nærmest morsomt. Jeg var skæv. De vendte mig om på siden for at give mig de ti stik i ryggen. For min skyld kunne de have stukket mig 50 gange, hevet mine negle ud og amputeret mit ene ben. Jeg var ligeglad. Så skæv var jeg.
Vupti, en, to, tre så sov jeg.