Opvågning

Da jeg langsomt kom til mig selv efter operationen, var det til slanger og dimsedutter alle mulige og umulige steder. En stor forbinding prydede min brystkasse. Min venstre arm føltes halvdød. Den første jeg talte med var en sygeplejerske. Hun sagde at operationen var gået godt. Derefter spurgte hun til, hvor store mine smerter var på en skala fra 0-10. Hvad jeg svarede husker jeg ikke. Men jeg husker at det gjorde ondt. Rigtig ondt. Hun gav mig morfin i droppet, som lettede på smerterne, men til gengæld gav mig kæmpe-kvalme. Så fik jeg noget mod det. Sådan gik det nogen tid. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg skulle tisse. Der hang slanger ud ad der hvor mit bryst engang var, blodtryksmåler om armen, ilt måler på fingeren og en plastic dims med ilt, i næsen. Det gjorde det svært at bevæge sig. To sygeplejersker kom med et bækken, så jeg skulle ligge i sengen og tisse. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Min krop ville ikke give slip. Tålmodigt fandt de en bækkenstol frem, så jeg kunne sidde. Vi nåede ikke ret langt før jeg besvimede. Tilbage i sengen. Jeg skulle stadig tisse. Til sidst kom der en sygeplejerske med et katheter. Det er en slange som bliver stukket op i blæren. I den anden ende af slagen er der en pose til at have alt tisset i. Meget smart. Jeg mærkede ikke rigtig noget, før end lettelsen over at få tømt blæren lige så stille indfandt sig. Posen blev holdt op, så jeg kunne se indholdet. Det var turkisfarvet. Jeg gjorde store øjne. Sygeplejersken forklarede, at det var det radioaktive stof, som jeg havde fået sprøjtet ind i armhulen dagen før, der kom ud sammen med tisset. I min morfin-brandert var det meget sejt, synes jeg. Lægen som havde opereret mig kom og så til mig. Hun fortalte at operationen var gået godt. Mens jeg lå på operationsbordet, havde de undersøgt et par lymfekirtler, for at se om der var spredning. Umiddelbart kunne de ikke se noget. Åh, hvilken lettelse. Alt var godt. Derefter hørte jeg ikke hvad lægen ellers sagde. Smerterne kom og gik, ligesom kvalmen. Det betød at jeg var længe på opvågningsstuen.

Klokken var tæt på 19:30 før jeg kom tilbage på afdelingen. Jeg blev mødt af mine forældre, to af mine veninder og min datters far. Min ansigtskulør gik i et med det hvide sengetøj. Træt, småskæv og lettet blev jeg kørt ind på stuen. Der hang to slanger ud af siden på mig, som skulle fungere som dræn for blod, således at det kunne løbe ned i en pose. Oven i det, også et drop med saltvand. Min mor, som sidder i kørestol, kørte så tæt på sengen som hun kunne. Med bekymrede øjne, tog hun mig i hånden og spurgte til hvordan jeg havde det. ”Træt” var vist det, jeg fik svaret. Jeg fik også sagt, at det ikke havde spredt sig. Alle åndede lettede op. Alt var godt.

Med gensidige forvisninger om, at nu var det værste overstået, sagde vi farvel til hinanden. Min mor nåede at stikke en stang toblerone i hånden på mig, inden de tog afsted. Hun ved jeg elsker chokolade. Søde lille mor. Jeg følte mig helt tom for energi. Aftensygeplejersken kom og satte sig ved min seng. Hun havde en appelsin med, som hun pillede for mig, mens vi talte lidt. Efter at have spist et par både af appelsinen, ville jeg gerne prøve at komme op på toilet. Der kom en sygeplejerske mere, for der var tre slanger, poser og et dropstativ som skulle med ud på badeværelset. Dertil kom at jeg ikke måtte bruge min venstre arm, som var bundet op i en slynge. Sikke et menageri. Ved fælles hjælp, kom jeg på benene og vaklede ud på badeværelset med en sygeplejerske under hver arm. Bare det at få trukket bukserne ned, var et møjsommeligt arbejde. Jeg så mig selv i spejlet. Et ligblegt ansigt med indfaldne kinder og døsige øjne, var hvad jeg mødte. ”Det her, det klarer du også” sagde jeg inden i mig selv, til det blege spejlebillede.

Tilbage i sengen lå jeg udmattet og øm. Jeg havde overlevet operationen. Det havde ikke spredt sig. I morgen ville blive en bedre dag. Alt var godt.