Den næste operation ville blive dagen efter. Fra beskeden om den ændrede situation, til ny operation var 1½ døgn. Når det skulle ske så hurtigt, tolkede jeg det som værende alvorligt. Meget alvorligt. Det skræmte mig. Samtidig gjorde det mig også lettet. Alt det syge skulle væk. Hurtigt. Ventetiden var i princippet kort, men tiden føltes uoverskuelig lang. Tid var blevet en underlig størrelse, som føles anderledes efter jeg var blevet syg.
Da det blev morgen, havde jeg ikke rigtig sovet. Måske var det blevet til et blund, når jeg prøvede at se om jeg kunne finde ro, efter tasketurene på gangen. Så jeg følte mig udkørt, nedbrudt og fortvivlet. Min appetit var væk. Mine øjne var hævede af at græde. Tankerne var mørkere end nogensinde.
Sygeplejersken kom ind og fortalte, at der ville komme en narkoselæge og tale med mig i løbet af dagen. Der var nogle forberedelser til operationen næste dag. Mit ene bryst var blevet fjernet ved første operation, sammen med to lymfekirtler i armhulen. Ved den næste, ville de fjerne resten af lymfekirtlerne der. Det ville betyde endnu en slange ud af kroppen. Denne gang ud af armhulen. Igen skulle jeg have taget blodprøver. Min krop var mærket af smerter fra operation, stik og ikke mindst stress over, at nu var det kræft jeg havde. Ikke forstadier, som jeg troede. Men kræft. Tilmed en særlig aggressiv en.
Klokken var ikke meget over 9, da min ungdomsveninde marcherede ind på min stue. Hun havde en stor taske på armen. Da hun så mig ligge der, askegrå i ansigtet med bange øjne, gav hun mig langt kærligt kram. Jeg kunne se hun også var berørt af, hvad der var sket, siden vi havde set hinanden sidst.
”Nu skal du bare slappe af, så skal jeg nusse lidt om dig” sagde hun kækt og gik ud af stuen. Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente. I løbet af få minutter havde hun fået fat i en skillevæg, fade og håndklæder. Min veninde er kosmetolog og havde i sin store taske, cremer, masker og velduftende olier. Hun ville give mig en ansigtsbehandling. Som så mange gange før, skulle jeg bare slappe af og lade hende arbejde. Denne gang var kulissen en anden. Men når jeg lukkede øjnene, kunne min krop ikke kende forskel. Hendes bløde kærlige hænder, sammen med hendes velkendte friske stemme gjorde, at jeg hurtigt slappede af. Det var vidunderligt. Berøringen, duften og nærværet var intet mindre end vidunderligt. Det var som om min krop genkendte dette scenarie. Inden i bredte sig en følelse af velvære. Denne følelse tændte gnisten i fighteren, som jeg bar inden i. Hende som jeg havde set i øjnene, i spejlet aftenen efter den første operation. Hende som sagde ”det her, det klarer du også”. Efter en halv times tid skulle jeg ligge med en ansigtsmaske. I den tid ville hun massere mine hænder og fødder. Endnu mere velvære brusede gennem kroppen.
Pludselig hørte jeg en fremmed stemme nævne mit navn. Jeg havde glemt alt om at der ville komme en narkoselæge. Han stod på stuen med en narkosesygeplejerske. ”Ja, det er mig” hørte jeg mig selv sige, med et let undertrykt fnis. For der lå jeg, med en grøn maske i hovedet, vatrondeller for øjnene og bare fødder strittende ud fra under dynen, som min veninde masserede. Narkoselægen kunne ikke skjule sin overraskelse. Jeg spurgte om det var okay, jeg bare blev liggende. Det var det. Min veninde gik ud af stuen, mens de snakkede med mig. Spørgsmålene var som sidst af faktuel karakter, så det var hurtigt overstået. Da de gik hørte min veninde, at de havde talt om, hvor utrolig rolig jeg havde været. Og med den diagnose, så var det endnu mere overraskende at tale med mig, som havde forekommet dem både stærk og optimistisk.
Efter endt skønhedsbehandling, følte jeg mig anderledes til mode. Det frikvarter fra sygdom, operation, blodprøver, diagnoser og medicin, som min venindes behandling havde været, var lige hvad jeg trængte allermest til. Jeg mærkede en klippefast vished vokse inde i. ”Det her, det klarer du også”.
Resten af dagen foregik fredeligt. Panik, dødsangst og kaos var afløst af en spirende optimisme. Jeg var træt, så jeg hvilede mig meget af tiden. Om aftenen kom en veninde med varm kakao og lune hjemmebagte boller. Vi sad og sludrede, uden jeg følte mig på sammenbruddets rand. Jeg kunne næsten ikke forstå det. Dagen var på vej til at ende på en helt anden måde, end jeg havde fantasi til at forestille mig. På den gode måde.
Da det blev sengetid, bad jeg om noget at sove på. Det fik jeg. Med mere fred i sindet end aftenen før, krøb jeg i seng. Min venindes behandling havde reddet mig fra mine mørke tanker. Katastrofetankerne synes længere væk. Min indstilling havde ændret sig. Det føltes nærmest magisk.
”Det her, det klarer du også” kørte på repeat i mit hoved.