De følgende dage, efter den anden operation, flød sammen. Jeg ventede på, at mine sår skulle heles. At der ikke flød så meget væske og blod i drænposerne. Ventede på at få vished, om der var mere spredning. Kemo. Der lå en mørk skygge over min fremtid. Ind imellem kunne jeg abstrahere fra, hvad der ventede mig. Særligt når min datter og hendes far kom på besøg. Hun var ligeglad med om jeg lignede udvasket havregrød. Mit hjerte flød over af kærlighed, når jeg hørte de små fodtrin på gangen, komme løbende mod min stue og hun råbte ”moar” så højt hun kunne. Også mine veninder mødte trofast op hver dag. Det var mine lysglimt.
Et helt særligt lysglimt, var den dag min veninde, som havde været i et alvorligt biluheld, et år forinden, stod på min stue. Hun havde fået et slemt piskesmæld, som havde betydet at hun havde ligget i sin seng, med ulidelige smerter i over et år. Der lå hun endnu, det meste af tiden. Stadig i et smertehelvede. Alligevel havde hun rejst sig, for at se til mig. Jeg vidste, hvad det havde krævet af hende at stå der. Det rørte mig dybt. Hendes ukuelige vilje, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Selvom besøget af hende var kort, så efterlod det mig med følelsen af, at være et umådeligt heldigt menneske. Der var mange, som tog sig tiden til at besøge mig, sende blomster, skrive en hilsen eller komme med gaver. Alt sammen for at opmuntre mig. Mine veninder og mit netværk stod sammen med mig, i den her svære tid. Ingen trak sig væk. De stod der. Klar til at gribe mig. Følelsen af støtte og kærlighed var enorm.
Tiden nærmede sig, så forbindingen snart måtte tages af. Smerterne havde aftaget i styrke og var blevet til en ømhed. Armen var stadig bundet op i en slynge, for at belaste den mindst muligt. Sådan skulle det være i ca. 6 uger endnu. Når forbindingen kom af, ville drænslangerne og poserne også blive fjernet. Der var bestemt fremskridt at spore, fysisk i hvert fald.
Indlæggelsen nærmede sig sit 10. døgn. I de døgn havde mit liv slået kolbøtter. Flere gange. Mit sind havde gået fra det sorteste mørke, til fnisende eufori og tilbage igen. Jeg følte mig drænet for energi og overskud.
På afdelingen var livet meget forskelligt, fra min sædvanlige dagligdag, som single mor. Som patient skulle jeg ikke selv lave mad, gøre rent eller vaske tøj. Min fornemmeste opgave var at komme mig. Finde ud af komme overens, med min krops nye udseende og begrænsninger. Jeg havde heller ikke overskud til andet. Energien blev brugt lynhurtigt på ting, som toiletbesøg og hente mad i spisestuen.
Jeg havde fået at vide, at på 10. dagen måtte jeg få forbindingen af. Sygeplejersken havde sagt, at det skulle vi gøre sammen. Fordi det kunne være overvældende, at se ar og brystkassen uden bryst. Jeg havde svært ved at forstille mig, hvordan det ville føles at se det. Ville jeg væmmes og græde? Utålmodigt, besluttede jeg mig for selv at tage forbindingen af. Jeg kunne ikke holde ud at skulle vente mere. Da jeg skulle skifte fra sygehus nattøj, over i mit eget tøj, gik jeg på badeværelset alene. Kiggende på den store forbinding, tog jeg en dyb indånding og med en hurtig bevægelse, hev jeg til. Av. Plasteret sad godt fast. Efter et par ryk mere, slap forbinding og plaster huden. Synet af den flade del af brystet, var ikke overraskende eller uhyggelig. Jeg kørte hånden henover arret. Under musklen var den der ekspander lagt ind. Den gav en lillebitte bule. Ikke noget der lignede et bryst. Det føltes heller ikke som et sådant. Bulen var hård og kold. Fornemmelsen af at have fået syet et grydelåg ind i brystet, er den bedste måde at beskrive det på. Både hud og muskel føltes meget stram. Området omkring det manglende bryst og det meste af bagsiden, på venstre overarm, var følelsesløst. Helt ”dødt”. Nervebanerne i armhulen var blevet skåret over af to omgange. De ar kunne jeg ikke se, for der var stadig en forbinding på, som ikke måtte fjernes endnu. Det var underligt, at stryge hånden hen over de steder på kroppen. Jeg nev i huden på de ”døde” områder og kunne ikke mærke noget som helst. Arret på brystet var langt og lignede lidt et ”s”, som lå på langs. Min nye kropsdel, eller den som ikke var der mere, blev studeret nøje. Mærket på og delvist accepteret.
Med møje og besvær fik jeg trukket blusen over hovedet. Den ”døde” arm var ikke samarbejdsvillig, men med stædighed og tænderne bidt hårdt sammen, fik jeg den i ærmet. Det lykkedes. Tilfreds med min indsats, gik jeg ud af badeværelset og hen på sengen. Jeg var allerede træt. Hurtigt faldt jeg i søvn.
Sygeplejersken vækkede mig og kiggede med forundring på mit bryst. ”Hvordan har du fået din forbinding af og den der bluse på”? spurgte hun. Smilende svarede jeg: ”det er bare sådan noget jeg kan”. Forsøget på at virke sjov og i balance, faldt til jorden. Hun virkede ikke imponeret. I hånden havde hun en elastik blonde bh, som jeg kunne bruge, hvis jeg ville have noget fyld i den flade side. Hun tilbød at hjælpe med, at få det til at se pænt ud. Det kunne vi godt prøve. På badeværelset fik jeg bh-en på. Sygeplejersken havde noget vat med som fyld. Sammen stod vi og formede det falske bryst. Det så fjollet ud. Jeg følte mig utilpas ved, at lade som om der var et bryst. Den dag besluttede jeg, ikke skjule den flade side nogensinde igen. På en eller anden måde, følte jeg en stolthed over at stå ved min krop, som den var. Uden skam over at være blevet brystamputeret, stod jeg ved min ”krigsskade”. Det var en del af prisen jeg måtte betale for at blive rask igen. Til min egen forundring, følte jeg ikke noget tab af kvindelighed, ved kun at have et bryst.
Inden jeg kunne blive udskrevet, skulle jeg have fjernet drænslangerne. Jeg lå på sengen og sygeplejersken havde en papbakke med, som hun kunne lægge dem i, når det var trukket ud. De var syet fast med et par sting, som skulle fjernes inden. Da det var gjort, trak hun først i den ene slange. ”Smuuush”-lyden og fornemmelsen af slagen der gled ud af kroppen, var klam. Det gjorde ikke ondt. Men den der smaskelyd og følelsen var klam. Jeg fik associationer om orme, der kravlede ud af siden på mig. Med høj puls og sveden drivende, lukkede jeg øjnene og prøvede at tænke på noget andet, mens de sidste to slanger blev hevet ud. ”Smuuuuush- Smuuush” og det var overstået. Udmattelsen indtraf med det samme.
Hvis der ikke kom nogen ophobninger, af blod og væske i områderne hvor drænslangerne havde været, i et døgn, måtte jeg komme hjem. Tanken om at komme hjem var ambivalent. Jeg savnede min datter, vores hund, hverdagen og mit liv. Men hvordan ville det være at skulle klare mig selv, med kun en brugbar arm? Min datter brugte stadig ble, så det kunne blive vældig besværligt at klare det, med en hånd. Madlavning, indkøb, rengøring, hundeluftning, tøjvask og havearbejde så aldeles uoverskueligt ud. Mit liv så i det hele taget helt uoverkommeligt ud.
Samtidigt længtes jeg hjem. Til min egen seng. Til mit hjem. Til mig.