Mødet med onkologen ventede. Kræftlægen. Kemolægen. Det var ikke noget jeg så frem til. Alt jeg havde kendeskab til vedrørende kemo var, at det var hæsligt. Man ville tabe håret. Være træt. Måske også tage på, af noget af medicinen. Kvalme. General utilpashed. Intet af det lød spor rart. Min forfængelighed, ville i den grad blive udfordret. Skaldet OG tyk. Og single. ÆV!
Indtil mødet havde jeg rigeligt, at gøre med at få dagligdag til at fungere. Efter en nat hjemme, ville jeg gerne have min datter og hund hjem. Jeg savnede dem. Med veninderne og min datters far i baghånden, fik vi stillet det godt an.
Der var nogen, som sørgede for at tage mig med ud og handle. Nogen andre kom og var sammen med mig, når min datter var i dagpleje. Støtten og omsorgen for mig og min lille familie var nærværende, ægte og nødvendig. Hvordan jeg ville have klaret mig selv, uden dem, tør jeg slet ikke tænke på.
Min venindes svigermor, lavede en flok middagsretter til fryseren. Alt fra farsbrød til tarteletter. På den måde fik vi varm aftensmad i to uger. Uden jeg skulle bekymre mig om hvordan. Jeg var rørt over, at en som ikke var i mit nærmeste netværk, havde set mit behov og imødekommet det. Helt af sig selv. Mine følelser hang uden på tøjet. Så da jeg lagde pakkerne med mad i fryseren, løb tårerne ned af kinderne. Af taknemmelighed.
Det der med bleskift, havde jeg gruet lidt for. Jeg fik forklaret min datter, at vi to skulle hjælpe hinanden, når hun skulle have ny ble på. Hun kunne godt se, at min ene arm har ”syg”, for den var stadig bundet op i en slynge, så jeg havde brug for at vi kunne samarbejde. Første regel var, at hun skulle ligge stille på ryggen og være tålmodig med mig. Næste regel var, når jeg sagde ”nu” skulle hun holde foran på bleen med hænderne, så jeg kunne få sat begge sider af snipperne fast. Det gik overraskende godt. Vi gjorde det. Faktisk blev det en stund, hvor vi begge var fuldt nærværende og koncentrerede. Bagefter var hun stolt. Det var jeg også. Vi klarede det sammen. Os to.
Min datter lærte også at tage tøj på mere selvstændigt. Ved at guide hende og give tid, endte hun med at være fuldt påklædt, uden konflikter. For det meste. Vi fik os nogle gode grin, når blusen vendte forkert og begge ben, røg i det samme bukseben. Det samme var det, i bade og spisesituationer. Vi hjalp hinanden. Os to.
Jeg fik øje på, hvad jeg have fået. På grund af sygdommen, havde jeg fået en opvågning. Sygemeldingen fra arbejdet, gav mig mulighed for at tage mig tiden, sammen med min datter til, at finde ud af at få hverdagen til fungere. Tiden var værdifuld. Og flygtig. Hvad ville jeg fylde i min tid, i mit liv, var op til mig. Eller; det var op til mig, hvad jeg tænkte om det hele. Den erkendelse var stor og afgørende for, hvordan jeg forholdt mig til livet fremover, i det hele taget.
Dagen oprandt for mødet med onkologen. Eller ”ornekologen”, som vi kaldte ham, for at gøre ham mindre skræmmende at tale om. Min veninde kom og hentede mig, så hun kunne gå med til samtalen. I venteværelset sad mange mennesker. Nogle så meget syge ud. Blege og skaldede med triste øjne. Andre så friske nok ud. Stemningen var ikke så trykkende, som jeg havde forestillet mig. Efter nogle lange minutter, hentede sygeplejersken mig. Hun var mild og tillidsvækkende. Det var tydeligt, at mærke hendes erfaring og empati. Vi blev vist ind i et lille kontor. Der ventede vi på lægen. ”Ornekologen”. Han viste sig at være et rart menneske. Hans udstråling var karismatisk. Med en autoritær værdighed trådte ind i lokalet og gav mig et fast håndtryk. Måden han kiggede på mig på og hans nærvær, gjorde at jeg valgte at stole på ham.
Det første han sagde var, at kræften ikke havde bredt sig til andre lymfekirtler. Derfor havde de ingen grund til at tro, det var andre steder i kroppen. Lettelsen var enorm. Så var jeg faktisk ikke syg mere? Jeg nåede at tænke, at så behøvede jeg ikke kemo. Videre sagde han,” for en sikkerheds skyld, vil vi give dig kemoterapi”. Som forebyggende behandling. Inde i mit hoved lød det lidt mærkeligt. Hvis der ikke var noget kræft tilbage, så var der vel heller ikke noget kemoen kunne ”dræbe”, ud over mine raske celler. Men, som han sagde, hvis der nu var en lille ”gnalling”, som de ikke havde opdaget, skulle den udryddes. Og da kræften var ”særlig aggressiv”, var det endnu mere vigtigt at få kemoterapi. Jeg skulle jo gerne overleve det her, som han sagde. Han var meget overbevisende. Slukøret, godtog jeg han argument. Jeg ville gerne leve. Efterfølgende forklarede han, at der var tre forskellige stoffer i den kemo-kur jeg skulle have. Kort nævnte han, hvad de hed og hvad de hver især gjorde. Min hjerne kunne ikke rumme den information.
Jeg var mere optaget af, at jeg havde hørt, at nogen også skulle have piller i 5 år bagefter, som satte en i overgangsalderen. Jeg var 35 år og ikke klar til afskrive, at kunne få flere børn. Og hvad med stråler? Med hjertet helt oppe i halsen, ventede jeg på hans svar. Skulle jeg det? Heldigvis, var svaret nej. Okay, et halvt år med kemo. Det kunne jeg bedre overskue.
Der var mange oplysninger. Der var blodprøver der skulle tages. Jeg skulle måles og vejes, så jeg kunne få den rigtige dosis. Arbejdsgangen med gennemgået. I alt skulle jeg have 6 gange. Med tre ugers mellemrum. Inden hver, skulle jeg have taget blodprøver tidligt om morgenen. Jeg ville få tilbudt kvalmestillende medicin. Alt sammen, noget som sygeplejerskerne ville sørge for, når jeg kom til behandling.
Jeg fik spurgt om det var helt sikkert, at jeg ville tabe håret. ”Ja, det kommer du til” var svaret. Den sved. Så ville jeg måske komme til, at blive et af de der mennesker, fra venteværelset. Skaldet og med triste øjne. Tanken var ikke til holde ud. Der ville gå ca. fjorten dage, fra første behandling til håret ville falde af. Jeg kunne få en paryk. Min først tanke om sådan en var, at det var ligesom det falske bryst, vi prøvede at forme i bh-en. Sygeplejersken forsikrede mig om, at man kunne få parykker, som lignede ens eget hår fuldstændigt. Meget muligt. Men det var stadig falsk. Det trøstede mig ikke ret meget.
Skaldet. Ordet fyldte hele min hjerne. Når det skete ville alle kunne se, at jeg var syg. Eller rettere sagt, fik kemo. Ingen ville vide, blot ved at se på mig, om jeg var på vej til at leve eller dø. Hvordan det ville føles at være skaldet, kunne jeg ikke tænke mig til. Kun forstille mig, hvor anderledes jeg ville se ud. Maven snørede sig sammen. Når jeg ville tabe håret, blev det meget mere alvorligt. Jeg ville blive mindet om min situation hele tiden. Jeg græd. Hulkede. Tanken om at miste håret var meget værre, end at miste brystet.
Med en stak sedler i hånden, forlod vi onkologisk ambulatorium. En køreplan. Igen, var det hele tilrettelagt. Jeg skulle blot møde op. Min veninde og jeg besluttede os for, at holde fokus på, at jeg ikke skulle have de der ”overgangsalder”-piller. Også kaldet anti-hormoner.
Det var ”kun” kemo i et halvt år. Så ville alt blive godt igen. Som før. Troede jeg.