Første dag på kemo var i gang. Mine ene veninde tog hjem hen på eftermiddagen. Indtil min anden veninde kom, var jeg alene. Ubehaget var til at holde ud. Den kvalmestillende medicin virkede næsten perfekt. En smag af metal, begyndte så småt at dukke op. Næsen var stadig tæt og hovedet føltes tungt. Ligesom kroppen. Det føltes som influenza og mellemsvære tømmermænd.
Sidst på eftermiddagen mødte min anden veninde op. Hun havde ”aften- og nattevagten” hos mig. Hun arbejde som kok og elskede at lave mad. Jeg havde ikke umiddelbart nogen appetit. Men da duften af hakkebøf og bløde løg, bredte sig fra køkkenet, blev jeg sulten. Et solidt måltid gammeldags kromutter mad, blev serveret. Smagen af metal kunne overdøves af den smagfulde brune sovs, saftige hakkebøf, bløde løg og kogte kartofler. Det gav en tryg og varm følelse i maven. Mærkeligt nok, forsvandt kvalmen fuldstændigt.
Tankerne kredsede om, hvor slemt ville det blive? Ville jeg blive mere utilpas? Kaste op? Jeg hader at kaste op. Hvornår ville jeg begynde at tabe håret? Sådan lidt ad gangen, eller det hele på en gang? Mit lange lyse hår, var en stor del af min feminine identitet. Tanken om at miste det, gjorde mig ked af det. Når først håret faldt af, ville jeg se syg ud. Selv om jeg i princippet var rask. Det kunne jeg ikke forliges med, sådan lige. Mit udseende betød meget mere for mig, end jeg var klar over. Oven i det hele, var jeg single og tænkte, at nu var jeg ikke længere på hylden for ”lækre single mødre”. Brystamputeret og skaldet. Arj, det ville aldrig blive godt. Hvem kunne elske sådan en? Igen fik mine tanker kørt mig ned i det sorte hul. Det måtte stoppe. ”STOP NU”, sagde jeg inden i, når klumpen i halsen var så svær at synke, at den næsten kvalte mig. Tårerne brændte bag øjenlågene, når jeg kæmpede imod. Men jeg havde så ondt af mig selv, at jeg ikke kunne stoppe det.
Da jeg gav efter og græd, indtraf lettelsen hurtigt. Tankerne fik jeg ledt hen på, at jeg trods alt så ud til at overleve. Og at håret ville vokse ud igen. At der måske nok var en, der ville kunne se, at jeg var mere end flotte bryster og langt lyst hår. Hvis det skulle vise sig, at jeg skulle leve uden mand, resten af mit liv, så havde jeg i det mindste de bedste veninder og venner. Indtil videre havde de stået sammen med mig og jeg var sikker på, at de ville de blive ved med.
”Lev en time af gangen”, blev igen aktuel de næste dage. Jeg kunne ikke forudse, hvordan jeg ville få det. Da jeg fik det sagt mange gange nok, blev det lettere at være nærværende i nuet.
Aftenen gik med at snakke og grine. Min veninde har en veludviklet sans for humor og hun formåede at få mig til at grine den aften. Det skulle nok blive godt igen. Vi gjorde klar til at gå i seng. Min veninde sov i stuen. Jeg ville ikke svede og ånde frisk gift på hende.
Første nat gik nogenlunde. Eller, det gjorde den faktisk ikke. Jeg havde troet at jeg ville kunne sove som en sten, for jeg var træt. Men utilpasheden gjorde at jeg havde en væmmelig indre uro, som betød afbrudt søvn. Inde i min seng, i mørket og alene var det sværere at holde ”lev en time af gangen” i fokus. Tankerne suste frem og tilbage i tiden. Jeg græd ned i puden og forbandede sygdommen og behandlingen langt ind i helvede. Følelsen af magtesløshed fyldte min krop og mit sind. Natten var lang og nådesløs. Jeg ville ikke vise min veninde, hvor ked af det jeg var. Så jeg lod hende sove.
Da det blev morgen, stod vi op og fik startet dagen. Lyset gjorde mig godt. Det var som om tankerne blev lettere at styre. Som det første, tog jeg de kvalmestillende piller. Jeg var bekymret for, om det ville blive værre i dag. For min datter havde gymnastikopvisning sammen med sin far, nede i den lokale multihal. Det ville jeg gerne med til.
Badet gjorde godt. Jeg synes godt, at jeg kunne lugte kemoen, sive ud af hver en pore. Jeg kunne i hvert fald smage den. Eller, nærmere; alt mad smagte som om, der var revet et bundt nøgler hen over. ÆV.
Nede i hallen, var der masser af mennesker. Nogle kendte jeg godt og andre hilste jeg blot på, med et nik og et smil. Da jeg gik rundt med mit flade bryst under trøjen, kemo i kroppen og bevidstheden om, at snart ville jeg tabe håret, føltes det som om, at jeg bar på en frygtelig hemmelighed. Som jeg håbede ingen ville opdage. Tænk hvis man kunne se det på mig, eller endnu værre; lugte giften.
Min datter kom løbende imod mig, da jeg var kommet ind og havde fundet en plads. Hun var glad og havde fået en lille t-shirt på, som matchede hendes fars. Jeg gav hende et knus og et kys på håret. Tanken om hun ville få kemo på sig, sad fast i mit hoved. Tårerne pressede sig igen på. De andre i hallen gik og snakkede, drak sodavand og så ud til at leve et fredfyldt liv. Mit liv føltes som et uoverskueligt kaos inden i. Udenpå så jeg ud som jeg plejede, fraset det flade bryst.
Efter opvisningen var jeg udmattet. Jeg måtte sige farvel til min datter igen, for jeg turde ikke være hjemme alene med hende. Følelsen af ikke at slå til, sneg sig ind. Hun tog afskeden pænere end jeg gjorde.
Hunden havde jeg heller ikke hjemme. Så det tomme hus var livløst, at træde ind i. Derfor besluttede jeg, at jeg ville hente den hjem dagen efter, hvis jeg ikke fik det værre. Faktisk gik det overraskende godt. I forhold til det skræmmebillede, jeg havde malet for mig selv.
De kvalmestillende piller havde bivirkninger. Den værste var forstoppelse. Da fordøjelsen ikke fungerede, fyldte det meget af min bevidsthed. Når det var værst, tænkte jeg nærmest ikke på andet, for det føltes hæsligt at være fyldt op med gift og ja, lort.
På 4. dagen mærkede jeg en klar bedring. Hunden havde jeg hentet dagen forinden. Det var dejligt med den store glade bamsehund hjemme igen. Den fulgte mig trofast, som en skygge. Lænede sig tæt op ad mig når jeg blev trist. Jeg var sikker på den kunne mærke min sindstilstand. Veninderne var der stadig på skift og lavede mad og holdt mig med selskab. Modet voksede i takt med ubehaget aftog. Egentlig havde min datters far og jeg aftalt at hun skulle hjem efter 6 dage, men jeg kunne ikke vente mere. Jeg trængte til at få min hverdag tilbage. Være mor igen. Så hun kom hjem. Det var dejligt med hende omkring. Selvom jeg fik mere at se til og trætheden var massiv, hjalp det på tankerne.
Da der var gået de 5 dage, som jeg havde fået at vide kemoen var i kroppen, følte jeg mig lettet. Ingen opkast. Lidt kvalme. Lidt ømhed i kroppen. Trætheden var på retur. Forstoppelsen var et kæmpe minus. Der måtte kunne findes en løsning. Alt i alt, var det gået okay. Hvis det kunne være sådan hver gang, så var det til at udholde, tænkte jeg.
Tankerne begyndte at kredse mere om, at håret snart ville falde af. Lægen havde sagt der ville gå ca. fjorten dage. Det betød at der kun var 9 dage tilbage. Jeg var splittet. For min erfaring med ventetid var, at det var ulideligt. Skulle jeg bare få raget håret af med det samme, så var det overstået? Det ville jo ske, det vidste jeg. På den anden side, så håbede jeg og bad jeg til, at det lige præcis var mig, der var undtagelsen. Selvom jeg godt nok ikke havde hørt om nogen, der havde undgået det. Beslutningen blev, at beholde og nyde det lange hår, så længe jeg kunne. Hver dag hev jeg i håret. Der faldt ikke noget af. Håbet levede.
Da den fjortende dag oprandt, var jeg spændt på om jeg ville vågne op til håret liggende på hovedpuden. Det gjorde jeg ikke. Håret sad fast. Hele dagen hev jeg i hestehalen. Intet skete. Hver gang var jeg lettet og tænkte igen, det sker ikke for mig. Om aftenen var jeg inviteret med min datter og hendes far, hjem til nogle fælles venner. En dejlig adspredelse, hvor jeg følte mig næsten, som mit gamle jeg. Stemningen var let og hyggelig.
Da vi kom hjem, min datter og jeg, blev hun puttet med det samme. Hurtigt faldt hun i søvn og der var stille i huset. Jeg var også træt og ville rense makeuppen af og trække i nattøj. Da jeg var færdig med at børste tænder, ville jeg tage elastikken ud af hestehalen. Jeg fik et chok. For der stod jeg med en kæmpe luns af mit hår i hånden. Åh nej, så skete det. Selvom jeg var forberedt på at det ville ske, var jeg ikke forberedt på hvor fortvivlet jeg ville være. Grædende sank jeg sammen på badeværelsesgulvet, med håret knuget i hånden. Det flimrede for øjnene, hjertet bankede med 200 km i timen og tårerne sved mere end nogensinde. Et nyt lavpunkt var nået.