Efter nogen tid på badeværelsesgulvet, stilnede gråden af. Det lettede at give tårerne frit løb. Og hulke, sådan helt ind i sjælen. Udmattet fik jeg rejst mig op. Kiggede mig i spejlet og så mig selv. Ærlig, ægte og sårbar. Jeg fik tørret snot og tårer væk med en kold vaskeklud. Okay, så var jeg nået så langt.
I dagene fra første kemo til håret faldt af, havde jeg været afsted med en veninde og købe en paryk. Den var langhåret og lys. Ligesom mit eget hår. Men det lignede Barbiehår. Lidt for stort og lidt for skinnende. Kunstigt. Hm. Jeg var usikker på, om jeg kunne forliges med den.
Som endnu en forberedelse, havde jeg aftalt med en anden veninde, at når håret begyndte at falde af, så ville hun kronrage mig. Så var det hurtigt overstået.
Træt kravlede jeg i seng. Næste dag ville blive endnu en af de svære, var jeg sikker på. Min datter skulle hjem til sin far. Når hun kom tilbage, ville jeg være skaldet. Det havde vi snakket om, hende og jeg. Men hvordan hun ville tage det, når det blev til virkelighed, var ikke til at vide.
Da jeg vågnede næste morgen, var hovedpuden fyldt med hår. Maven trak sig sammen. FUCK. Det her skete virkeligt. Og det skete nu. På badeværelset samlede jeg forsigtigt håret i en dut, oven på hovedet. Uden at hive alt for meget hår af, fik jeg det til at se helt fornuftigt ud. De bare pletter kunne ikke ses så tydeligt på den måde. Efter morgenmad, fulgte jeg min datter i dagpleje. Der fortalte jeg vores dagplejemor, hvad der skulle ske. Hun kiggede på mig med medfølende øjne og gav min hånd et kærligt klem. Det var svært at holde masken, men jeg mønstrede al min styrke og fik sagt tak, fordi hun ville hjælpe med, at snakke med min datter, hvis hun skulle sige noget om mit skaldede hoved. Min datter og jeg krammede farvel. Så behersket som jeg nu kunne, fik jeg fortalt hende om at jeg ville blive skaldet fra i dag. Og at det ikke var farligt. Og at det voksede ud igen. Hun kiggede på mig og sagde bare ”okay”. Med et kys på panden og ”vinke-vinke” i vinduet, gik jeg med tunge skridt hjem igen.
Min veninde havde først tid til at kronrage mig efter arbejde. Så jeg havde stadig nogen timer endnu, med håret på hovedet. Da jeg kom hjem, gik jeg igen på badeværelset. Tog elastikken ud af håret. Endnu mere faldt af. Jeg kunne trække i det, uden det gjorde det mindste ondt. Selvom jeg synes der røg meget af, var det stadig nok, til at jeg så okay ud. Skulle jeg lade være med, at lade trimmeren gøre det af med resten? Tænk hvis nu det hele ikke faldt af? Jeg håbede stadig på at kunne beholde det.
Når jeg nævnte for andre, hvor ked af det jeg var over, at skulle blive skaldet, prøvede de at trøste mig. ”Det vokser jo ud igen” og ”du ser sikkert smadder godt ud alligevel”. Sådan lidt Sinead O´Conner sej. Jah, joh, det var sødt og kærligt ment, men jeg følte mig uendeligt alene i min sorg. Den fyldte meget mere i mig, end hvad egentlig gav mening. På en måde skammede jeg mig over det. For jeg havde jo udsigt til at overleve og det var jo det vigtigste. Så skulle sådan en smule hår da ikke bringe mig sådan ud af flippen. Men det gjorde det. Suk.
Ventetiden gjorde mig rastløs. Jeg gik tur med hunden. Støvsugede. Ordnede vasketøj. Gik rundt om mig selv. Prøvede på at undgå spejlet og at røre ved mit hår. Igen mærkede jeg de to sider af mig, hvor den ene bare ville havde det overstået og den anden som ville trække tiden ud.
Min veninde og jeg blev enige om, at jeg skulle komme lige efter aftensmad. Hendes to piger var stadig oppe. De var jævnaldrende med min datter og de legede tit sammen. Trimmeren blev fundet og lagt på køkkenbordet. En stol blev sat frem og jeg satte mig. Hjertet hamrede. Et håndklæde blev lagt om mine skuldre. Nu skete det. Ingen vej tilbage. Vi fortalte pigerne hvad der skulle ske. Nysgerrigt fulgte de med. Det var faktisk en lettelse at de var der. ”Okay, giv den gas”, sagde jeg og pustede ud. Lyden af trimmeren gjorde stemningen intens. Lige om lidt ville jeg mærke den køre hen over hovedet og jeg ville se det lange hår falde. Lige der følte jeg mig lille og skrøbelig, men samtidig modig og stærk.
På ganske få minutter blev jeg meget meget korthåret. Der var lidt stubbe tilbage, som gav hovedbunden en lidt mørkere farve. Da først håret var væk, bredte den stærke følelse sig mere og fik overtaget. Jo, jeg så meget sej ud. Og anderledes. Heldigvis havde jeg stadig bryn og vipper, så jeg ikke så helt udvasket ud. Med make-up og et flot tørklæde viklet om hovedet ville det gå. Og nå ja, parykken havde jeg også. Måske jeg ville blive glad for den.
Jeg blev overrasket over, hvor koldt det var uden hår. Den lille bandana jeg havde taget med, dækkede ikke nakken særlig godt. Man kunne også se alt for meget skaldethed deromme. Så jeg måtte finde på noget. En lyserød, blød bøllehat blev løsningen. I hvert fald om dagen. Om natten røg tørklædet af, når jeg vendte mig i sengen, så jeg vågnede og frøs. I en specialbutik fandt jeg sådan en tynd hue, som ganske vist ikke var pæn, men som varmede og sad fast. Så havde jeg nogenlunde styr på det.
Første gang jeg tog ned i byen, efter kronragningen, var med Barbie-paykken på. Jeg skulle mødes med min veninde på en cafe. Inden i var jeg nervøs. Kunne man se at jeg havde paryk på? Hvad nu hvis den kom til at sidde skævt, uden jeg opdagede det? Så kunne jeg ligne en af de der gamle mænd, som havde taget deres toupe omvendt på. De bekymringer delte jeg med min veninde. Som sædvanligt fik vi kørt det så langt ud, at vi grinede så tårerne løb. Det var befriende, når vi fandt den sorte humor i den slags situationer. Efter kort tid, begyndte det at klø og blive meget varmt under parykken. Alt ved Barbiehåret var irriterende. Så det endte med at jeg gik på cafeens badeværelse og tog den af. I tasken havde jeg taget mit yndlingstørklæde og bøllehat med. Godt tænkt, synes jeg selv. Selvom det var grænseoverskridende at komme tilbage, uden langt hår, føltes det bedre. Også det grinede vi af. Det var hvad det var. Lidt lige som da jeg valgte at lade det flade bryst, bare være fladt. Ikke noget falsk bryst. Ikke noget falsk hår. Bare mig.
En dag ringede det på døren derhjemme. Det var postbuddet som havde en pakke til mig. Sikke en spændende overraskelse. Afsenderen var min datters faster. Hun har sådan en særlig evne til, at skrive og sende gaver, på de bedste tidspunkter. Og her ramte hun plet igen. I kassen lå forskellige hatte, tørklæder og en flot blå bikini. Min yndlingsfarve er blå. Overmandet af taknemmelighed gav jeg mig til at græde. Hvor fint tænkt og gjort. Jeg elskede det hele. Sikke et heldigt menneske jeg var.
Optimismen sneg sig ind på mig. Der kom flere lyse tanker og rare fornemmelser i maven. Det stod i skærende kontrast til mine allermørkeste stunder. Da jeg fik øje på dualiteten, kunne jeg værdsætte begge dele. Intet uden det andet. Jeg mærkede, hvor taknemmelig og glad jeg kunne blive over en kærlig gestus, en gave, et knus, en joke, en sms eller opkald og hvor ulykkelig og ude af mig selv jeg blev, af selvmedlidenhed, når mit hoved løb over af katastrofetanker. Eller når jeg skulle stikkes og have min ”gift”.
Mit liv var blevet som Piraten i Djurs Sommerland.