Festen havde været et tiltrængt frikvarter. Fra sygdom, hverdagen og mig selv. Da jeg var kommet hjem, havde pakket ud og fået sat tandbørsten tilbage i kruset på badeværelset, vendte virkeligheden tilbage. Der var tre dage til næste omgang ”juice”. Tankerne om at skulle stikkes og få det dårligt igen, magtede jeg ikke. Selvom jeg gjorde forskellige ting, som kunne distrahere mig, var det som om, at kroppen nærmest allerede mærkede, hvordan kvalmen kom snigende. Hovedpinen, tungheden, trætheden og følelsen af at være pumpet fuld af gift, huskede min krop alt for godt.
Aftenen før den 3. kemo var jeg alene. Det vil sige, hunden var hjemme sammen med mig. Ozzy kunne ikke komme og sove hos mig, før aftenen efter. Som på en måde også var vigtigere. Og så alligevel. Min hjerne blev ved med at producere skræmmebilleder. Kroppen samarbejdede og opførte sig allerede kemo-syg. Ude af mig selv, ringede jeg til et par veninder, for at få lettet mit hjerte og for at få tiden til at gå. Jeg fortalte ikke ærligt, hvor dårligt jeg havde det. Om det var for at snyde mig selv, eller for at skåne dem, var jeg ikke sikker på. Men tiden gik og jeg kunne tage min sovepille. Jeg plejede at nøjes med en halv, men jeg ville være helt sikker på at jeg kunne sove, så jeg tog en hel.
Indtil sovepillen begyndte at virke, rensede jeg make-up af og fik øjenkontakt med Graver i spejlet. Min tålmodighed var ved at slippe op. I næsten 2½ måned havde jeg været skaldet. Det føltes som 2½ år. Jeg kunne se frem til omkring 4 måneder mere på den her måde. Så lang tid ville der gå, før håret begyndte at vokse igen. Tårerne pressede sig på og jeg gav efter. Satte mig på toilettet og hulkede. Hunden kom luskende og satte sig foran mig. Stak snuden ind på min kind og slikkede tårerne væk. Jeg kiggede den lige i øjnene og kløede den bag ørerne. ”Jeg elsker dig” snøftede jeg ned i pelsen. Langsomt kunne jeg mærke sovepillen gøre mig døsig. Endelig. Inde i soveværelset plejede hunden at sove på sin store pude, på gulvet, lige ved siden af sengen. Fordi jeg havde så ondt af mig selv, klappede jeg på dynen ved siden af mig og lod den sove oppe i sengen. Fuck alle mine regler. Lige der handlede det udelukkende om, at komme gennem natten, uden at blive vanvittig. For at gøre situationen komplet umulig, kløede det også på indersiden af min ”baseball”.
På grund af sommerferie, havde jeg ikke nogen til at følges med mig op til ”juice”. Så jeg havde ringet til ambulatoriet dagen før, og bestilt transport hjem. Man må ikke selv køre bil, efter kemo. Udsigten til at gå gennem hele dagen, uden mine faste støtter, gjorde mig utryg og trist.
Blodprøven var hæsligere end nogensinde. Ventetiden var lige så hæslig. Appetitten havde været på nulpunktet i flere dage. Kvalmen havde jeg fået på forskud og kroppen føltes som om, styrken blev trukket ligeså stille ud af den. Alt i alt, bare møg med møg på. ÆV.
Selvom jeg, som de andre gange, havde taget mit bedste tøj på og lagt en flot make-up, lignede jeg hende den trætte medpatient, som jeg havde forsvoret at komme til at ligne. Men det gjorde jeg. Sygeplejersken kunne godt se, at jeg var nedtrykt. Tårerne lå konstant på lur. Jeg kunne mærke dem svie under øjenlågene. Selvfølgelig blev det til fire stik, før droppet kunne sættes til. Denne gang jamrede jeg ikke. Faktisk sagde jeg ikke en lyd. Men tårerne løb. I stride strømme. For første gang tænkte jeg. ”Gid jeg var død”. Jeg var kun halvvejs. To gange mere, ud over denne her. Det var fuldstændigt uoverskueligt.
Sygeplejerskerne var umådeligt søde og opmærksomme. En af dem sad og holdt mig i hånden ved alle fire stik. Hun havde også en brækpose parat, for jeg havde allerede kvalme. ”Forventningskvalme” kaldes det. Ved første pose ”Juice” kastede jeg op. Så de kvalmepiller jeg lige havde slugt, røg op igen. Det var håbløst. Hvordan skulle jeg komme gennem tre gange mere af det der? Sygeplejersken fandt en stikpille frem. Den skulle jeg stikke op i endetarmen. Hold nu op. Ad! Så mellem første og anden pose, fik jeg 5 min til, at få den der klamme stikpille placeret i min røv. Og hvis jeg ikke kunne det, ville sygeplejersken gøre det for mig. Arj, det var for pinligt. Og ulækkert. Med rystende hænder lykkedes det. Pyha. Den totale ydmygelse var undveget.
Kvalmen fortog sig forholdvist hurtigt. Den forsvandt ikke helt, men var til at udholde. Tredje og sidste pose blev hængt op. Om lidt ville næsen blive tæt og hovedpinen ville indfinde sig. Denne gang var endnu værre end de andre gange. De værste tømmermænd, toppet med influenza og madforgiftning. Sådan oplevedes det.
Da hele seancen var overstået, måtte jeg gå ned i forhallen og vente på at blive hentet af en chauffør. Hvad jeg ikke vidste var, at det var en minibus jeg skulle køres hjem i, så der skulle 6 andre patienter med. Endnu en gang blev min tålmodighed sat på prøve. Turen rundt med de andre tog 1½ time. Jeg var den sidste på ruten. Da vi endelig nåede min adresse, var jeg så svimmel og ringe tilpas, at chaufføren måtte hjælpe mig ind. På en formiddag, var jeg blevet 100 år ældre og havde mistet det meste af troen på, at ”det her, det klarer du også”.
Mest af alt ville jeg bare gerne have fred. Sove gennem de næste fire måneder. Vågne op til blødt hår på hovedet og en hverdag, med min datter, hund, veninder, arbejde og måske endda en kæreste. Tungt smed jeg mig på sofaen og græd. Ikke siden jeg mistede håret, havde jeg været så modløs og fortvivlet.
De andre gange havde jeg gået en tur med hunden, når jeg var kommet hjem. Sådan blev det ikke den her dag. Kroppen gjorde for ondt. Kvalmen fyldte for meget og jeg kastede op. Jeg vaskede resterne af make-uppen af og trak i mit nattøj, selvom klokken kun var halv fem. Min veninde, som havde været der og lavet aftensmad til mig de andre gange, var på ferie. Så jeg måtte selv lave noget at spise. Det orkede jeg ikke. Så ingen mad hele dagen, hjalp bestemt ikke, på hverken kvalme eller humøret.
Ozzy dukkede op ved 19-tiden og fik et chok. Bleg og med oppustede øjenlåg, fandt hun mig krøllet sammen på sofaen. Da jeg rejste mig for at give hende et knus, måtte jeg skynde mig på badeværelset og kaste op i stedet for. Igen. Grædende kom jeg tilbage til stuen, og fortalte om min dag fra helvede, mens snot og tårer flød i en lind strøm. Ozzy vidste ikke sine levede råd, så hun lyttede bare og spurgte til hvad jeg havde brug for. ”Jeg vil DØØØØØØ” skreg jeg inde i hovedet. Men, for det første mente jeg det ikke, sådan rigtigt og for det andet ville jeg ikke gøre Ozzy mere bekymret, end hun var i forvejen. Hun fik lokket mig til at spise en banan. Selvom hun ikke havde kræfter til ret meget andet end at hvile, hjalp det på alt, at hun var der.
Den aften blev vi enige om, at tage vores natpiller klokken halv ni. Dagen måtte gerne se at slutte. Ude i køkkenet stod vi med piller linet op og to glas vand. På badeværelset ventede endnu en stikpille. ”En-to-tre-NU” og sovepillerne blev slugt synkront.
Inde i sengen lå vi med hinanden i hånden og ventede på at falde i søvn.
”Det bliver bedre i morgen” sagde Ozzy og klemte min hånd. Jeg klemte tilbage. Uden at sige noget.