Nye forlygter


Nye bryster. Jeg var ekstatisk. Endelig skulle jeg have skiftet den hårde ekspander, ”baseballen”, ud med et blødere silikone implantat. Det andet bryst skulle have et løft, så jeg kunne se nogenlunde ens ud i begge sider. Operationen ville kræve et par dages indlæggelse og ville kunne klares med 3-4 ugers sygemelding. Alt sammen overkommeligt. Alt sammen skridt i den retning jeg kunne lide.

Forundersøgelserne var interessante. Mest hos plastic kirurgen. Der blev tegnet og fortalt. Vist billeder af andres nye bryster. Kvinder i samme situation som mig. Pæne billeder som gjorde, at jeg glædede mig endnu mere. ”Vil du have større bryster end du har nu”? Og ”er du tilfreds med størrelsen på din brystvorte”? På det ”skøre” bryst var der ingen brystvorte. Den ville blive lavet ved operationen, af noget af den hud, der ville blive fjernet fra det raske bryst, når det blev løftet. ”For vi kan godt lægge et silikone implantat i det raske bryst og lave din brystvorte mindre, hvis du gerne vil have det”. Jeg blev så overrasket over mulighederne, at jeg bare sagde ”tak”. Plastic kirurgen kiggede indgående på mig, med spørgende øjne. ”Tak”? Betyder det ”ja-tak” eller ”nej-tak”? Det første og vigtigste spørgsmål, som formede sig i mine tanker var, om det at få silikone i det raske bryst, ville gøre det vanskeligere at opdage, hvis der kom en knude der. Svaret var, at det ville muligvis være lidt sværere at opdage. Det afgjorde min beslutning. ”Nej-tak, ingen silikone i det raske bryst”. Og ”jeg er godt tilfreds med min brystvortes størrelse”, hørte jeg mig selv sige. Lige da jeg havde sagt det om brystvorten, kom jeg i tvivl. Måske var det pænere, hvis den blev lidt mindre. Men ”noget” inden i mig, gjorde at jeg ikke nævnte min tvivl. Tanken om at få lavet mere af min krop om, blot fordi det var pænere, forekom mig lige pludselig frastødende. Jeg havde ellers aldrig haft noget modstand på den slags. Nærmest tværtimod. Faktisk havde jeg fået lavet en mindre fedtsugning, på hofterne otte år tidligere. Så hvad der skete, overraskede mig. Da jeg mistede håret og mit ene bryst, skete der ”noget” i min bevidsthed. ”Noget” om at jeg var mere end en slank krop, et kønt ansigt med langt lyst hår og perfekte bryster. Med små brystvorter på. Min skønhed var mere end min krop. Selvom jeg alligevel, synes jeg var blevet for fed. Og jeg gerne ville se godt ud. Ambivalensen kørte for fuld gas.

Alt blev noteret i min journal. Jeg ville få et brev med den endelige dato for operationen. Så nu var det blot at vente. Og drømme om, hvordan det ville føles med et blødere bryst. Hvordan jeg ville komme til at se mere normal ud igen. Måske endda med flottere ”forlygter” end før.

En uges tid efter ankom brevet og jeg kunne nu begynde at forberede. Der var min datter og min hund, som skulle hjem til min datters far. Min veninde, som var med ved den første operation, meldte sig igen, som ledsager og chauffør. Planlægningen af denne indlæggelse foregik med en lethed og en forventningsfuld glæde. Intet kunne være ligeså slemt, som da jeg fik brystet fjernet og hvad der ellers var fulgt med, i den forbindelse.

Klokken 8:00 skulle jeg møde op på plastic kirurgisk senge afdeling. Med min veninde under den ene arm og min taske under den anden, gik jeg glad og frisk ind ad dørene på sygehuset. Sygeplejerskerne var venlige og jeg fik anvist min seng. Heldig som jeg var, og er, fik jeg en vinduesplads. Operationstøjet lå klar på sengen, så jeg kunne klæde om med det samme. Tidsplanen så ud til at holde og jeg ville blive kørt på operationsgangen, inden for en halv times tid. Alt klappede og inden jeg fik set mig om, kom portøren for at hente mig. Selve operationen ville ikke tage mere end godt og vel en time. Måske halvanden. Hvis opvågningen gik godt, ville jeg kunne være tilbage på afdelingen, i løbet af et par timer eller tre. Min veninde ville vente på mig. Det var dejligt at tænke på, at hun var der til at fejre endnu en milepæl.

Turen til operationsgangen var helt anderledes end sidst. Alt virkede lysere, lettere og tiden føltes anderledes. Som om det hele gik hurtigere. Portørens gode humør smittede. Inden i, var jeg spændt og samtidig rolig. Inde i det lille rum, man kommer i, inden selve operationsstuen, kom plastic kirurgen og begyndte at tegne med en sort tush, der hvor jeg skulle opereres. Igen fik jeg forklaret, hvad der skulle ske og hvor lang tid det ville tage. Det gjorde mig tryg og endnu mere rolig.

Da jeg kom op på bordet, skulle jeg have lagt drop. Narkosesygeplejersken kunne ikke finde en blodåre, som duede. Efter to mislykkede forsøg i armen, under store tårer og tænderes gnidsel fra min side, ville hun prøve i en af de mindre årer, på indersiden af underarmen, helt nede ved håndleddet. En ubærlig smerte jog fra armen og ud i hele kroppen, da hun stak. Jeg skreg og sprællede. Græd og bad dem finde på noget andet. Alle mine gamle oplevelser med fejlslagne stik, passerede for mit indre øje. Min puls var høj og jeg var bange. Min krop reagerede voldsomt. Lige et øjeblik, fik jeg tanken om at ville dø. Få det hele til at stoppe. NU. Narkosesygeplejerskens øjne flakkede et øjeblik. Hun undskyldte og måtte tænke hurtigt. En anden sygeplejerske var kommet til, sammen med lægen. De blev enige om at jeg måtte bedøves med en maske i en fart. Så kunne de lægge drop, når jeg var faldet i søvn. Sekunderne til bedøvelsen i masken virkede, synes uendeligt lange. Og bum, så var jeg væk.

Operationen godt. Præcis som den skulle, fik jeg fortalt af sygeplejerskerne på opvågningsstuen. Smerterne var til at udholde og kvalmen var velbehandlet. Men jeg havde fået en gevaldig hovedpine af bedøvelsen i masken. Heldigvis, var jeg i de bedste hænder og fik noget til at tage det værste. Hele min brystkasse var tapet ind og der hang en slange, med en pose for enden, ud af siden. Jeg tænkte på tapen, som gavepapir. For inden under gemte der sig mine nye bryster. Og i mit hoved også bedre muligheder, for igen at være intim med en mand. Chancerne for at få mig en kæreste, var steget betragteligt. Sådan tænkte jeg i hvert fald.

I løbet af en halv times tid, var jeg klar til at komme tilbage på senge afdelingen og min veninde.

På mit sengebord stod en buket tulipaner, som min veninde, blandt andet, havde brugt ventetiden på at købe. Vi krammede og mindes, da hun var med ved den første operation. Hvor hun fik et opkald om sin mors død. Den dag havde været surrealistisk og vanvittig for os begge to. Så denne operation og ventetid, havde været en helt anderledes og rar oplevelse for hende. Jeg kunne se, at blomster ikke var det eneste tiden var gået med. Poserne vidnede om, at min veninde havde hygget sig og haft overskud til at forkæle sig selv, med både undertøj og nye sko. Vi grinede mens hun viste mig sine indkøb og priste os lykkelige for, hvor vi var i vores liv nu. Selvom oplevelsen med stikkeriet, havde været hæslig, var situationen alt i alt på plussiden.

Eftermiddagen var gået og trætheden overmandede mig. Min veninde og jeg krammede farvel og på gensyn. Endnu en begivenhedsrig dag. Op og nedture. Men mest op. For bag forbindingen gemte sig en dejlig gave. Som ville være med til, at give mig noget af det jeg længtes efter. En kæreste. Troede jeg….

Søndagsopkald fra Dr. Kemo

Året var 2006 og jeg havde besluttet, at det skulle blive et bedre år, end det foregående. Jeg ville tilbage på fuld tid, på mit arbejde. Blive sund og stærk igen. Gro en flot frisure. Få syet et nyt blødere bryst og finde en kæreste. Alt sammen gerne meget hurtigt. Utålmodigheden var til at tage og føle på. NU skulle jeg tilbage til mit gamle liv og intet skulle stoppe det.

Men, sådan gik det ikke helt. Min tålmodighed blev sat på endnu en prøve. Den anden søndag i januar, ringede overlægen, Dr. Kemo, til mig. Mit hjerte fløj helt op i hjernen. Tusind katastrofetanker nåede at cirkulere, inden han fik fortalt sit ærinde. Der var netop givet tilladelse til, at et stof som forskning viste, ville nedsætte risikoen for tilbagefald, med 50%, måtte bruges til behandling. Og jeg var kandidat. Den type kræft som jeg havde haft, var lige præcis den, dette stof virkede på. Pyyyyyh, det var gode nyheder. Stoffet hed Heceptin og jeg skulle have 17 behandlinger. Med tre ugers mellemrum. I drop. På kemoambulatoriet. Kvalmen indfandt sig omgående. Det mindede alt, alt for meget om det, jeg havde forsøgt at lægge afstand til. Overlægen forklarede, at ud over de oven nævnte fællestræk, så var Herceptin og kemoterapi ikke at sammenligne. For det første ville jeg ikke tabe håret. PHEW. For det andet, ville jeg formentlig blot opleve lidt influenza symptomer, en dag eller to efter behandlingen. Okay. Det lød jo ikke så slemt. Pulsen faldt i takt med mængden af information.

Grunden til at overlægen ringede på en søndag, var at han gerne vil have mig i gang med behandlingen hurtigst muligt. Så allerede i løbet af den kommende uge skulle jeg til en hjertescanning, for en af bivirkningerne var, at hjertet kunne tage skade. Midlertidigt. For at være mere præcis, var der risiko for at hjertes evne til at klemme blodet ud og rundt i kroppen kunne svækkes. I forvejen havde det ene kemostof, det røde, muligvis allerede gjort skade på hjertet. Så for at afgøre om min krop var stærk nok, måtte jeg have en scanning.

Sådan en scanning var en omstændig affære. Først skulle der tages en blodprøve. En stor en. Som uden undtagelse var et mareridt. Nålen synes kæmpestor og da jeg kun måtte stikkes i den højre arm, var det svært at finde en blodåre der ikke var ødelagt af kemo og arvæv. Tre stik med snot, gråd og jammer og det lykkedes. Blodet skulle tilsættes noget radioaktivt stof og så sprøjtes tilbage i min arm. Det tog omkring en halv time, at få det blandet. Min veninde var heldigvis med til at holde hånd og dele ventetiden med mig. Al den gamle sygehus- og nåleskræk blev aktiveret igen. Tanken om at sige ”nej-tak” og gå hjem, fyldte det hele. Jeg magtede ikke mere sygehus. Ikke mere medicin. Ikke mere nåle. Det passede slet ikke ind i min plan. ÆV.

I scanneren skulle jeg ligge på en smal hård briks. Helt stille. En kæmpestor maskine blev langsomt kørt hen over brystkassen. Det var et slags kamera, der skulle måle hvor meget hjertet kunne tømme sig. Det tal, som blev målt i %, var afgørende for om jeg måtte få behandlingen. Det tog mellem 15 og 20 minutter at få lavet scanningen. Det føltes som en uendelighed, at ligge helt stille og overladt til mine egne tanker. Endelig var det overstået og jeg kunne gå hjem. For den dag.

Ugen efter skulle jeg til samtale med overlægen, for at få svarene. Min veninde var igen med. Uden hende var jeg ikke sikker på, jeg overhovedet var dukket op. Modstanden var massiv. Tallene var gode. Behandlingen kunne sættes i gang. Inden jeg var helt ”køreklar”, skulle jeg også have målt blodtryk, lyttes på lungerne og vejes. Min vægt ville være det, som dosis blev udmålt efter.

Vægten viste 62,9 kg. FÅÅÅÅÅRK, nu var jeg næsten oppe på at have taget 9 kg på, siden jeg sluttede med mit ”juice”, et halvt år tidligere. Øv! Jeg hadede at have fået så mange kilo flæsk på sidebenene.

Den første omgang Herceptin skulle løbe ind over 6 timer. Derefter et par timers observation. En hel dag med nåle, sygehus og ny medicin. Suk! Igen stillede min veninde trofast op. Sygeplejersken der skulle lægge drop, måtte opgive armen og det endte med, at jeg fik det lagt droppet i den store fede blodåre ved anklen. Der lå jeg med dyne og pude, i ”flysædet”, med sygeplejersker til at varte mig op. Servicen var i top. Selskabet var i top. Hvad der var knap så meget i top, var da jeg blev tissetrængende. Med dropstativ, drop i foden og influenza-feeling, humpede jeg ud på toilet. Faktisk var det morsomt. Mest fordi min veninde var der og hun kunne altid få det hele til at være sjovt. Så vi grinede og fumlede. Heldigvis kunne jeg holde mig så meget, at jeg kunne nøjes med to toiletbesøg på de 6 timer.

Bagefter skulle jeg blive på afdelingen, til observation. Heldigvis uden at have tilsluttet droppet. Men stadig med venflon i foden. Og det sad præcis sådan, at jeg ikke kunne bøje foden ret meget. Bivirkningerne var ingenting i forhold til kemo. Det var nærmest som en lille influenza, med lidt feber og træthed. Præcis som Dr. Kemo havde fortalt. Min krop tålte stoffet, så de næste 16 behandlinger ville det kun tage en times tid, pr. gang. Lettelsen var stor. Mine tanker om at stikke af og pjække, var væk. Det føltes alligevel trygt og godt, at være tilbage på sygehuset. Så jeg kunne blive holdt øje med det næste års tid.

Modet og håbet om, at komme til at arbejde som før, blive sund og smuk igen, levede stadig. Panikken, angsten og modstanden var som i en parentes. Mindre tilbageslag i min fine plan. Det skulle nok gå godt. Alt ville blive godt. Det var sikkert og vist.

Et år

Efteråret gik og håret voksede. Hverdagen blev lidt mere overkommelig og overskuddet vendte langsomt tilbage. Jeg gik til samtaler med rådgiveren hos Kræftens Bekæmpelse. Hun gav mig en opgave. ”Skriv et brev til sygdommen. Fortæl hvad det har betydet for dig, at være blevet syg”. Tanken om at skrive sådan et brev, fyldte mig med modvillighed. Når det blev skrevet ned, var det lidt mere virkeligt og ”in my face”. Alligevel ville jeg godt give det et forsøg. Rådgiveren måtte have oplevet, at det havde virket godt for nogen, så hvorfor skulle det ikke også virke for mig? Vi aftalte at mødes lige før jul. Så var der næsten gået et år siden jeg opdagede knuden.

Mørket uden for påvirkede mit humør. Hvert efterår og vinter oplevede jeg en muthed, som føltes som en tung dyne, over mit ellers lyse sind. Sådan havde det været siden min søster døde 14 år tidligere. Så der var virkelig dobbelt op på udfordringen i, at finde sprækker med lys. Et lyspunkt var, at mine smagsløg nu var normaliserede, så mad, kage og chokolade smagte virkelig godt. Trøstespisningen tog til. Alle de kilo jeg havde besluttet mig for ikke at tage på, under behandlingen, kom snigende i det efterår. 8 kg for at være helt præcis. Min forfængelig led. Godt nok havde jeg fået lidt hår på hovedet. Brystet havde fået en størrelse, som gjorde at bluserne sad pænt igen. Men, bukserne strammede og kinderne blev runde. Alt for runde efter min mening.

Brevet skrev jo ikke sig selv og deadline nærmede sig. Hvordan skulle jeg starte brevet? ”Kære sygdom”…. Arh, det var alligevel lige rigeligt venligt at skrive sådan, til noget som havde dræbt min søster, skræmt mig fra vid og sans, og budt mig på en angst, som jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville kunne slippe af med. Slettede ”Kære” og skrev blot, ”Sygdom”. Jeg beskrev hvilke følelser jeg havde oplevet, fra jeg opdagede knuden, blev diagnosticeret, opereret og fik kemoterapi. Chok, Angst, afmagt, panik, sorg, vrede og udmattelse, var nogle af ordene. Som brevet skred frem, skete der noget. Mine tanker og mine følelser blev mere nuancerede. Ord som taknemmelighed, klarhed, tro, håb og kærlighed, så jeg også mig selv skrive ned på papiret. Kontrasterne, eller modpolerne om man vil, var blevet uendeligt meget tydeligere i mit liv. Ikke noget leverpostej-liv. Rutsje turene vidnede om at jeg rummede begge dele. Sorg og glæde, mod og mismod. ”Intet uden det andet”, som Louise Hay skrev i sin bog, helbred dit liv, gav nu fuldstændig mening. Jeg endte med at skrive ”Kære Sygdom” som start alligevel. Det føltes helt rigtigt og bedre end blot ”Sygdom”.

December er en af mine yndlingsmåneder, hvor jeg pynter med masser af lys, nisser, hjerter og engle. Og på det tidspunkt var min datter tre år og julen det mest vidunderlige eventyr, med små overraskelser hver dag, i pakkekalenderen. Dagen hvor aftalen med rådgiveren kom. Brevet havde jeg underskrevet og lagt i en pæn konvolut med lyserødt foer. I lokalet hvor rådgiveren og jeg skulle tale sammen, var der tændt stearinlys og en lille skål med hjemmebagte pebernødder stod på bordet. Sammen med den obligatoriske kasse kleenex. ”Vil du læse brevet højt for mig”? spurgte hun mig venligt. Med rystende hænder og en kæmpe klump i halsen, tog jeg brevet ud af konvolutten. Tårerne pressede på og sved bag øjenlågene. Hjertet bankede hårdt og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Rådgiveren rakte mig en snotklud fra æsken. Pyha, følelserne kørte for fuld udblæsning og jeg havde ikke engang læst den første sætning. Tålmodigt ventede hun på, at jeg fik mig samlet nok sammen til, at kunne se noget og læse starten på brevet. Selvom det var et forholdsvist kort brev, tog det lang tid at læse højt. Da jeg endelig havde fået hakket, snøftet og snottet mig igennem, bredte der sig en varm følelse af lettelse og forløsning. Nærmest helt magisk, tænkte jeg. Rådgiveren kiggede mildt på mig og spurgte, hvad der skete inden i mig. Med en uforklarlig ro, kunne jeg fortælle om den transformation jeg netop havde oplevet. Hadet til sygdommen havde forvandlet sig. Ikke ligefrem til kærlighed. Nærmere til en ydmyghed og en følelse af, at min bevidsthed lige havde vokset med flere størrelser, på ultra kort tid. Vi talte om livets finurligheder og aftalte, at denne gang var den sidste vi skulle mødes. Med et ”glædelig jul”, blev jeg sendt ud i verden igen. Som en forvandlet kvinde. Hvordan det var gået til, begreb jeg ikke. Men jeg mærkede det. Tydeligt. Håbet, modet og viljen til at få det bedre, føltes umådelig stærkt. Og nærende.

23. december var etårsdagen, for opdagelsen af knuden, som skulle ændre mit liv. Jeg havde frygtet, hvilke tanker og følelser der vil dukke op i den forbindelse. Så jeg havde forberedt mig. Dagen var planlagt. Min datter skulle hjem til sin farmor og farfar, med sin far og fejre lillejuleaften. Juleaften skulle fejres sammen med min familie. Forholdet mellem min datters far og jeg var blevet til et stærkt venskabsbånd, hvorfor det var helt naturligt, at jeg tog med hjem til farmor og farfar, og han tog med hjem til min familie dagen efter. Sygdommen havde også været med til, at jeg kunne se hvor heldig jeg var. Selvom min datters far og jeg ikke var et par længere og aldrig ville blive det, føltes det kærligt, varmt og ægte at være sammen med min gamle svigerfamilie.

Et år var gået. På det år var jeg blevet 50 år klogere. Mit hjerte 50 millioner kilometer større og min krop mindst 50 måneder ældre. Taknemmeligheden var altoverskyggende den jul. Lykken smilede glimtvist til mig. Mit liv havde igen fået retning. Jeg følte kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Præcist som jeg havde ønsket mig.

Gro, gro, gro!

Dagene efter den sidste ”juice” gik med at iagttage min hovedbund. På den konto gik det godt nok langsomt, med at se nogen som helst form for udvikling. Jeg havde spurgt sygeplejerske oppe på kemoambulatoriet, om hvornår jeg kunne forvente, at mit hår ville begynde at gro igen. Deres bud var mellem 6-8 uger. Utrolig lang tid. En evighed føltes det som. Utålmodigt mærkede jeg mange gange dagligt på den skaldede isse, om de måske skulle have undervurderet min evne til at gro hår. Det havde de ikke. Øv.

Efter ca. 6 uger begyndte der at vokse nogen småbitte bløde babyhår. Ikke nogen tæt hårpragt, men dog hår, som kunne skimtes og mærkes, når jeg lod mine hænder glide henover hovedet. Håret blev en slags målestok for, hvor langt fra sygdomsforløbet jeg var. Hvor rask jeg var.

Trætheden, tungheden og ubehaget fortog sig langsomt. Trætheden slap aldrig, men de andre ting blev bedre med tiden. Den træthed jeg kom til at kende, var ikke at jeg sov meget. Faktisk var det vanskeligt at finde ro i kroppen og ikke mindst i hovedet, så jeg kunne sove en hel nat og vågne udhvilet næste morgen. Måske i virkeligheden derfor, jeg var så ualmindelig træt.

Jeg havde forestillet mig en lykkefølelse ville indfinde sig, nærmest øjeblikkeligt, efter at have afsluttet sidste kemo. Den kom ikke. Tværtimod. Fortvivlelsen, angsten og en dyb følelse af at være fortabt fyldte mig. På ingen måde kunne jeg forstå, hvorfor det var sådan. Jeg var jo færdig med kemo, skulle ikke have mere medicin og jeg var rask. Havde overlevet. Indtil videre i hvert fald. For tvivlen, usikkerheden red mig som en mare. Hvad nu hvis kræften kom tilbage. Hvad nu hvis jeg alligevel skulle dø. Afkræftet, mager og med ubeskrivelige smerter som min storesøster. Fra min datter.

Nogen morgener, de fleste faktisk, i det første halve år, begyndte med en altoverskyggende knugende følelse af angst, som vred sig som en stor hård knude i mit bryst. Tårerne var umulige at holde tilbage, men jeg gjorde forsøget de dage min datter var hjemme hos mig. Hun skulle ikke mærke den samme angst som jeg gjorde. Det gjorde hun måske alligevel, men hun var for lille til at udtrykke det med ord.

Længslen efter mit gamle liv var stærk. Mit arbejde ventede trofast på mig. Kollegaer havde sendt mig hilsner og blomster. Min souschef havde været på besøg hjemme hos mig og forsikret mig om, at jeg havde et job at vende tilbage til. Mit arbejde blev en af mine livliner. Jeg fik lov at vende tilbage på en deltidssygemelding. Så jeg langsomt kunne komme tilbage på fuldtid, på en ordentlig og værdig måde. Den imødekommenhed varmede. Mine kollegaers tålmodighed og kærlige måde at møde mig på, var livsbekræftende og virkede som den næring, jeg havde brug for, så jeg kunne blive hel igen, på mit arbejde. Min arbejdsidentitet var vigtig.

Vi havde aftalt, souschefen og jeg, at jeg skulle starte når mit hår var langt nok til, at kunne være en slags frisure. Så med en centimeter, helt snehvidt, afbleget hår, mødte jeg op på arbejde med bankende hjerte. Var jeg overhovedet stærk nok til at være noget for nogen?

I de få timer jeg var på arbejde i starten, gik det nogenlunde. Afbrækket fra de mange timer hjemme, gjorde godt. Visheden om at jeg havde forstående kollegaer og en ledelse i ryggen, gjorde at jeg også selv turde tro på, at jeg stadig havde en berettigelse på arbejdsmarkedet. Dagene hvor jeg måtte ringe og fortælle, at jeg ikke magtede at komme, på grund at angst og tårer, blev langsomt færre og færre. Timerne og opgaverne voksede en lille smule uge for uge. Bare det at kunne fungere en brøkdel af hvad jeg kunne før sygdommen, gav mig håb og mod til at klø på. Jeg VILLE have et liv med glæde, lykke, mening og retning.

Alligevel indfandt lykkefølelsen sig ikke. Og jeg skammede mig over det. Jeg burde jo føle mig taknemmelig, lettet og lykkelig over at have overlevet. At leve. At have min datter, mine venner, min familie, mit arbejde og min førlighed. Jeg kunne ikke begribe hvad der var galt med mig, når nu jeg ikke havde det sådan.

Efter tre måneder fra den sidste kemo, skulle jeg til kontrol. Jeg var skrækslagen. Tænk, hvis nu blodprøven viste at jeg alligevel ikke var rask, eller lægen ville finde ”noget” et sted i min krop. Heldigvis havde både lægen og sygeplejersken oplevet dette scenarie mange gange før. De forsikrede mig om, at jeg reagerede helt normalt og at mange oplevede sådan nogle følelser. Jeg fik en brochure med hjem om, hvad kræftens bekæmpelse havde af tilbud, til sådan en som mig.

Måske jeg kunne finde den hjælp jeg havde brug for der. I brochuren stod der, hvornår man kunne komme og tale med en slags rådgiver. Ikke noget med at bestille tid, man skulle blot møde op. Med følelserne uden på tøjet, trådte jeg på rystende ben inden for døren, hos den lokale afdeling af kræftens bekæmpelse. Egentlig magtede jeg ikke at fortælle en fremmed, om alt det der rumsterede inden i, men jeg kunne på den anden side heller ikke udholde ikke at gøre noget. Jeg blev mødt af en venlig, moden og slank kvinde med et varmt håndtryk og et kærligt blik. Hun viste mig hen i en sofa, som stod i en hyggelig krog. Jeg blev budt på the og kaffe. En kasse med klenex stod på bordet. Velforberedte, det var de. Bare ved synet af kassen, fik jeg tårer i øjnene. Kort tid efter dukkede en anden kvinde op. Rådgiveren. Med en rolig og kærlig mine, bad hun mig fortælle, hvad der havde bragt mig derhen. Grædende fortalte jeg om hele forløbet og fik også fortalt om mine bekymringer om fremtiden og at jeg ikke forstod hvorfor, jeg var så ulykkelig.

Rådgiveren, ligeledes en moden kvinde med et varmt og venligt blik, beroligede mig med, at min reaktion og mine følelser var helt normale. Præcist som både lægen og sygeplejersken havde sagt. Så var det nok sandt. Jeg var ikke blevet underlig, utaknemmelig og selvcentreret. Når der var tre der havde sagt det samme, turde jeg godt begynde at tro på, at det ville gå over igen. Og at jeg var helt normal.

Ønsket om at finde min plads, finde mig selv i mit ”nye” liv, med mit ”nye” bryst og min ”nye” frisure var dybtfølt, nærværende og ikke til at overhøre. Jeg VILLE have det bedre.

Sammen med rådgiveren fandt jeg min sprække af lys. Hendes rolige, tålmodige og helt igennem kærlige fremtoning, var en lise for min sjæl. Den sprække af lys, ville jeg gøre så stor, at lyset ville omslutte mig og hele min forslåede sjæl. Med hjælp fra rådgiveren, håbede jeg på det ville ske. Det var målet. Jeg VILLE føle kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Punktum. Basta.

I Jennifer Lopez´s undertøj.

Endelig kom dagen, hvor der skulle flag på bordet oppe hos kemo ambulatoriet. Det får man, når det er den sidste gang. Så holdes der fest. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, for jeg havde taget en beroligende pille om morgen. Med kemien rullende i årene, synes livet sjovt og spændende. Blodprøver gik som en leg. Kvalmen var velbehandlet med ”numsepiller”. Alt hvad der kunne tages piller for, havde jeg fået.

Sygeplejerskerne havde flaget, min ”juice” og drop klar til min ankomst. Stikket gik fint og det hele kørte efter planen. Flaget signalerede til de andre, at nu var jeg endelig ved at været ”på den anden side”. Med længselsfulde blik, havde jeg kigget på flagene på mine medpatienters borde, når de var i mål. Joh, denne dag skulle fejres.

Smilet og den gode stemning, fik en brat slutning, da kvinden skråt overfor, havde fået lagt sit drop skidt og kemoen sivede ud i vævet i hendes arm. Meget hurtigt fik sygeplejerskerne slukket for droppet og hevet det ud. Mere nåede jeg ikke at se, før de trak gardinerne for. Min medpatient græd og stemmerne bag gardinet, bar præg af panik. I løbet af få minutter blev hun kørt ud af stuen, med et par sygeplejersker og en læge omkring sig. To personer kom ind, klædt i hvad der mest af alt lignede rumdragter. De skulle fjerne det kemo der var røget på gulvet og rydde op. I mens alt dette foregik, sad to andre og jeg selv og fik ”juicen” kørt lige ind i årerne. Jeg vidste godt at det var gift, men da de to ”astronauter” gik og gjorde rent med store handsker og masker, blev der sat en stor fed streg under gift.

Hele stuen var ramt af chok. Kvinden havde også flag på bordet. Sygeplejerskerne forsikrede os om, at hun var i de bedste hænder og at sådan noget skete meget sjældent. I min skævhed, havde jeg vanskeligt ved at forholde mig til, hvad der lige var sket. Det var alt for skræmmende. Heldigvis havde jeg min veninde med, som jeg kunne dele oplevelsen med.

Sidste pose blev hængt op og stemningen var blevet lidt lettere igen. Jeg glædede mig til at få det overstået og komme ud og videre med mit liv. To af mine venner, det par jeg havde været til fest hos som Tove, kom og hentede min veninde og mig. Vi skulle på cafe og fejre milepælen. ”Farvel og tak for nu”, sygeplejerskerne vinkede og med en følelse af frihed forlod jeg sygehuset med mine venner.

Da vi gik ned af strøget i retning af cafeen, husker jeg følelsen af lykke og lettelse. Resten af dagen forløb i fred og kærlighed. På beroligende piller og i selskab med nogen af mine bedste venner. Vi snakkede og grinede, spiste og grinede noget mere. Noget vi morede os meget over var, at dagen efter skulle jeg til København og lave en fotoserie og en artikel til et magasin. Med skørt bryst og skaldet hoved, skulle jeg være model for en dag. I min pillerus, var det verdens sjoveste og bedste idé.

Godt pumpet med medicin, kørte vi mod København næste morgen, min veninde og jeg. Vi vidste ikke så meget om hvad der skulle ske, men det var lige meget. For vi var sammen og jeg var færdig med kemo. Færdig med at være syg. Livet lå for mine fødder og den første dag i resten af mit liv, skulle bruges på noget, som jeg håbede ville kunne vise andre kvinder, at man godt kunne se flot ud, trods skamferet krop og uden hår. Ægte, sårbart og stærkt. Og grænseoverskridende. Hjertet hamrede for fuld gas af spænding.

Vi blev mødt af søde mennesker, som viste os ind i et studie. Der var mange mennesker, som myldrede rundt med venlige ansigter. En sød ung kvinde tog mig med ind, hvor jeg kunne klæde om. En stor vamset badekåbe blev lagt frem. For jeg skulle have alt mit tøj af, for at undgå mærker efter strømper, trusser og bh. En anden kvinde kom og fortalte hvad de havde planlagt, jeg skulle have på og hvordan det ville foregå. Alt sammen ukendt, anderledes og sjovt. Selvom det var på anden dagen efter ”juice”, gik det overraskende okay.

En make-up artist kom til. Med bløde børster og pensler, blev mit ansigt mere glamourøst og friskt at se på. Jeg var stadig nede over at mine øjenvipper var faldet af, så da de foreslog at klistre nogen kunstige på, var jeg straks med på ideen. Helt let var det ikke. Overhovedet. For der var ikke rigtig noget at sætte de kunstige vipper fast på. Så, det blev ikke som jeg havde håbet. Heldigvis var make-up artisten dygtig og fik helheden til at se flot ud.

Stylisten havde valgt noget lyserødt gennemsigtigt undertøj. Nok hvad man kalder lingeri. Småbitte trusser og en slags top med flæser. Pyyyyha, jeg sank en ekstra gang og tog det på. Sådan noget havde jeg alligevel aldrig haft på før. Et par tårnhøje stiletter blev stillet frem. Tynde høje hæle og med nogle fjer ovenpå. De så dyre ud. Så kom hun med en masse smykker. Normalt bruger jeg ikke den slags. Og da slet ikke sådan nogen store og tunge nogen. Men slutresultatet blev eksklusivt og lækkert. Jeg følte mig feminin. Kvindelig. “Graver” go home.

Da jeg var tilpas dresset op, gik vi ind til fotografen. Der var hængt en stort lyserød baggrund op. Foran den var der et podie, som jeg skulle stå på. Jeg blev instrueret i, hvilke vinkler som ville vise mit ”skøre” bryst bedst. Formålet var at vise, hvordan sådan et bryst med en ekspander i, så ud. På et tidspunkt får jeg en kæmpestor ”Yvonne-hat” på. I høje sko og med masser af kemi i kroppen, var det svært at holde balancen, posere og ose af lækkerhed. Men det var sjovt og vi grinede en masse. Lige der, var jeg tilstede i nuet. Tænkte ikke på sygdom, kemo, fremtiden eller om det her nu var sådan en god ide, eller ej.

Tiden gik hurtigt og inden jeg så mig om, var vi færdige. Min veninde havde været der hele tiden og hun forsikrede mig, at det her var smukt, meningsfuldt og ville kunne gøre en forskel for andre kvinder. Det føltes også sådan. Træt, glad og fyldt op i hjernen og hjertet, kørte vi hjem igen. Køreturen varede omkring tre timer. I den tid fik vi grinet endnu mere og fordøjet dagens indtryk.

Hjemme i min seng, lå jeg og gennemgik de sidste dages oplevelser. Jeg var ”mæt”. Det lange kemo-forløb var endelig slut. Som ”le grand finale” var jeg blevet foreviget i min allerringeste og sårbare periode. Sat mit lille aftryk, med hvad jeg var. Lige der. Det føltes stærkt. Levende.

Fyldt med lettelse og taknemmelighed, lagde jeg mig til at sove. Igen var jeg på vej tilbage til det liv, som jeg havde længtes efter. Jeg havde klaret det.

Alt var godt.

Eksplosionen på kaffebaren

Kemo nummer fire og fem, forløb som forventet. Blodprøver og få lagt drop var ingen fornøjelse. Alle de kendte bivirkninger, indfandt sig nærmest på klokkeslæt.

Aftenen inden, var fyldt med uro og forventningskvalmen kom allerede der. Hvileløst trippede jeg rundt i huset for, at aflede mine tanker og berolige kroppen. Store mængder ”sove-the” blev indtaget, uden nævneværdig effekt. Sovepillen blev taget kl. 21:00 og tøjet var udvalgt og koordineret med tørklædet og bøllehatten. Inden kl. 22 skulle jeg gerne være faldet i søvn.
Veninderne var kørt i stilling. Jeg havde fundet en slags rutine. Efter ”juice” nummer tre, som havde været hårdere end nogensinde, lavede jeg aftaler om, hvem der kom og var sammen med mig undervejs, hvem der kørte mig hjem, hvem der lavede varm mad og hvem der kom og sov hos mig. Alt var planlagt frem til sidste tur til kemo ambulatoriet.
Lige så snart jeg kom hjem fra sygehuset, fik hunden snor på og skoene blev skiftet. Tempoet blev langsommere og langsommere som dagene gik. Styrken og energien svandt ind. Fra løbeture på 10 km, inden jeg blev syg, blev det til 3 km trasken afsted med hjertebanken og tunge skridt. Jeg trøstede mig med, at hver dag kom jeg tættere på den sidste ”juice”. Tanken om at slippe for at sidde med nålen i armen, hver tredje uge og de efterfølgende dage med kemokrop, gav humøret et lille hak op ad.
På sofaen lå jeg sammen med Ozzy og fantaserede, om alle de sjove og dejlige ting, der ville følge med, når jeg var på den anden side af forløbet med kemo. Aldrig mere smagen af metal. Aldrig mere forstoppelse og aldrig mere forventningskvalme. Når håret, vipper og bryn kom tilbage, ville jeg føle mig som mig selv igen og alt ville vende tilbage til ”normalen”. Livet ville fortsætte som før, bare med kortere hår og et falsk bryst. Joh, det ville blive skønt.
Dagen op til den femte kemo, var jeg mere ked af det end hidtil. Fyldt med kvalme og afmagt, kredsede tanken om at pjække. Det var så fristende at blive væk, at hvis ikke jeg havde aftaler med mine veninder, så er jeg ikke sikker på jeg var dukket op. Da jeg kom på kemo ambulatoriet, kunne sygeplejersken godt se jeg var helt ude af mig selv. Så hun gav mig to beroligende piller med hjem, som jeg måtte tage inden den næste og sidste kemo. Jeg takkede og prøvede at bevare fatningen. Da kvalmen overmandede mig, græd og rystede jeg tilsyneladende tilstrækkeligt, til at jeg fik tilbudt en beroligende pille, som jeg måtte tage med det samme. Med tårerne løbende ned af kinderne fik jeg spurgt efter en af de der ”numsepiller” til kvalmen, så jeg ikke kastede pillen op. Det var ikke pinligt eller ulækkert mere. Mine grænser rykkede sig hele tiden.
Efter en halv times tid, begyndte der at brede sig en meget behagelig følelse i kroppen. Den kunne overdøve de værste bivirkninger og bedst af alt, de mørke opgivende tanker forsvandt næsten. Jeg genkendte følelsen, fra da jeg var ny-opereret. Helt skæv og smålykkelig, fik jeg overstået ”juice” nummer fem. Én gang mere og så var det slut. Vidunderligt. YES!

 
Alle de andre gange havde jeg døjet med forstoppelse. Femte gang var ingen undtagelse. Til at afhjælpe det, havde jeg fået nogen dråber. De hjalp også godt nok. Bare ikke denne gang. I hvert fald ikke hurtigt nok, efter min mening. Så efter at have fulgt doseringen i to døgn og der stadig ikke var ”hul igennem”, besluttede jeg mig for at fordoble dosis til natten. Næste morgen stadig ikke noget resultat. Hmmm, så tredoblede jeg dosis. Utålmodigt ventede jeg på virkningen. Flere timer gik. Ingen tegn på noget som helst. Følelsen af at være udstoppet med lort, var ikke til at holde ud.
Min veninde ringede og spurgte om jeg ville med på en strøgtur. Måske det ville kunne hjælpe på humøret. God ide´. Jeg sprang i bilen og kørte mod byen. Det tog ikke lang tid, før min veninde fik mig til at grine og vi blev enige om, at drikke kaffe og så shoppe bagefter.

Da vi havde betalt, gik vi mod vores favorit tøjbutik.
Vi nåede nogen hundrede meter og så kunne jeg mærke effekten af de der dråber. Med sammenklemte balder, vraltede jeg tilbage til kaffebaren og heldigvis var toilettet ledigt. Uden at gå for meget i detaljer, kan jeg kort fortælle at lettelsen var enorm. Og eksplosiv. Dråberne havde sat så meget gang i tarmene, at jeg ikke turde forlade kaffebaren, i frygt for at have et uheld på åben gade. Det stank selvfølgelig hæsligt. Jeg var så flov. Fanget i en ”lortesituation” sad jeg og bandende mig selv og min utålmodighed langt væk. Det var jo dumt at tredoble dosis. TÅBELIGT.
Min veninde vidste, at man kunne få sådan noget toilet spray, som kunne neutralisere lugten. I fuld galop røg hun afsted i det ærinde. I mellem tiden sad jeg skiftevis på kaffebarens toilet og på en stol tæt på. Og skammede mig. Heldigvis kom jeg der tit og drak kaffe, derfor kendte jeg ham der arbejder der, rimelig godt. Han var forstående og prøvede at muntre mig op. ”Om et år, vil du grine af det her”, sagde han med et smil og overbærende øjne. Det havde jeg svært ved at forestille mig. Ikke desto mindre, fik han ret. Bortset fra, at der kun gik et par uger, før det også blev en sjov historie at underholde med.
Bevæbnet med anti-stinke spray og tømte tarme, gik turen hjem igen. Trætheden havde indhentet mig og min stolthed havde fået et par skrammer, som jeg måtte hjem og hele. Resten af dagen gik med at hvile på sofaen. Med uhindret adgang til toilettet. Jeg havde undervurderet de dråber.
Hver dag blev jeg klogere. På medicin. På min krop. På mine tanker. Set oppefra, var kemorejsen lærerig. Og benhård. Ingen kunne have forberedt mig på, hvordan det ville være. Og heldigvis for det.
Med blot en omgang ”juice” tilbage, var lyset tættere på end nogensinde. Alt ville blive godt om en måned.

Endnu en dårlig hår-dag

Perioden mellem tredje og fjerde ”juice”, havde ændret sig fra, at være præget af sortsyn og umulig kemokrop, til flere striber af lys og velvære. Så meget det nu lod sig gøre under omstændighederne. EFT´en havde brudt mørket. Jeg var halvvejs og kunne se frem til nogle bedre dage, inden næste ”strike”.

Tiden blev, blandt andet, brugt på ture i Legoland med min datter. Farmor og farfar havde foræret os begge sæsonpas, så vi kunne nyde sommeren der, når nu kræfterne ikke rakte til de store udflugter. På de gode dage kunne jeg godt se, hvor privilegeret jeg var. Tiden mens jeg var sygemeldt, kunne jeg bruge på at hygge mig med min datter, mine veninder og familie. Hver dag, hvis jeg ville. De dage kemo-kroppen ikke artede sig, var heldigvis i undertal. Selvom der sneg sig en dag eller to mere med kvalme og forstoppelse på, efter hver ”juice”.

Med sommeren kom også have arbejde. Omkring mit lille lejede parcelhus, voksede der en hæk. Den skulle klippes. Med Wham for fuld udblæsning på ghettoblasteren, gik jeg i gang med den elektriske hækkeklipper. Humøret var i top. Solen skinnede og jeg var fuld af selvtillid. Den hæk ville være så fin, når jeg blev færdig. Ingen tvivl om det. De første sving med hækkeklipperen gik som en leg. Jeg trådte op på en stige, for at trimme toppen. ”Tra-la-la-la …if you´re gonna do it, do it right”, sang jeg sammen med George Michael. Og så gik det galt. Uden varsel blev min venstre arm så træt, at jeg ikke kunne styre hækkeklippen. Det resulterede i en kæmpe bue klippet ind hækken. ”FÅÅÅÅÅRK”!! Det kunne på ingen måde kamufleres. Nå, men det skulle ikke spolere den gode stemning. Jeg trængte nok bare til en lille pause. Med fryseren fyldt med kæmpelæske, var det oplagt med sådan en lille forfriskning. Godt nok havde jeg spist to allerede den dag. Men hva´, det var sommer og jeg fortjente det.

Efter en halv times pause og et par ”Læske” mere, var jeg klar på endnu en omgang hækkeklipning. Det gik rigtig godt de første ti minutter, så lavede armen det samme trick igen. Endnu en bue kom til. Shit, det så grimt ud. Mit humør dalede. Den dumme arm. Svagt mærkede jeg snurren i den. Så blev jeg stædig. Dum-stædig. Uden pause, bed jeg tænderne sammen og besluttede, at det var MIG der bestemte over den arm. Med ”sgu-fanden” og ”satanedme” hvislende ud gennem de spændte kæber, gik jeg i gang igen. Armen gjorde ondt efter få minutter og det snurrede, prikkede og brændte indeni den. Med et snuptag fik jeg klippet forlængerledningen over. ”ALLETIDERS”, så kunne det også være lige meget. To buer og en overklippet ledning. ØV! Jeg satte mig tungt på sandkassens kant. Trætheden skyllede ind over mig. Hækkeklipperen blev båret i skuret. Den hæk som var afklippet, måtte bare blive liggende på jorden, indtil jeg havde ork til at samle det sammen.

Slukøret gik jeg ind på badeværelset for at forvandle mig til ”Graver”. Da jeg fjernede mascara og øjenskygge, kiggede jeg på vatrondellen bagefter. Jeg stivnede. Der, i den sorte plamage, lå mine øjenvipper. De fleste af dem i hvert fald. Nej-nej-nej. Bagefter kørte jeg vaskekluden rundt i ansigtet. Chokket var totalt. I kluden lå resten af, hvad der havde været mine øjenbryn. Da håret faldt af efter 14 dage, troede jeg ikke der kunne ryge mere af. Uden vipper og bryn, så jeg endnu mere syg og mærkelig ud. Okay, der var måske 4-5 vipper på hvert øje. Men det var jo umuligt, at få det til at se ud af noget. Ingen mascara i verden, ville kunne give så fyldige vipper, at det ville se godt ud.

Armen dunkede og var begyndt at svulme op. Shit! Det var jo det der lymfeødem, som lægen havde advaret mig imod. Skulle jeg nu til at have den der stramme lange strømpe på armen. Dum-stoltheden havde igen-igen bragt mig i en rådden situation. Jeg var både gal på mig selv, over ikke at lytte til min krop, men også rasende over, at kroppen i det hele taget var blevet så fremmed. Og ude af min kontrol. Inden jeg blev syg kunne jeg løbe 10 kilometer, ordne have, lave mad, male hus, arbejde og danse natten lang til fester, med stærke drinks.

Nå. Men sådan var det ikke mere. For ikke at falde tilbage i det sorte hul, gav jeg mig til at banke på de punkter jeg havde fået vist, af min svigerindes far. ”Selvom jeg ser ud ad røven til, så accepterer jeg mig selv fuldstændigt”. Efter tre gange lød det helt fjollet. Det virkede! Jeg fik det bedre.

Da jeg lå i min seng, med hunden ved siden af, smilede jeg af mig selv og dagens op og nedture. Herregud, det var jo bare en hæk. De der buer var ikke så grimme endda. Måske tilmed lidt spøjse og usædvanlige. Vipper og bryn var sværere at putte et positivt spin på. Faktisk umuligt.

For at gøre et eller andet, sendte jeg følgende sms til en veninde: ”i dag har jeg haft den ringeste hår-dag. EVER. Mine bryn og vipper er faldet af. God nat og sov godt”.

 

Skumfiduser og EFT

Smagen af metal var gennemtrængende og vedholdene. Kvalmen lurede og kroppen føltes tonstung. De andre gange, havde bivirkningerne fortaget sig i løbet af 4-5 dage. Sådan var det ikke denne gang. Fordøjelsen var også gået helt i stå. Maven var stenhård og det medfølgende ubehag, ulideligt. Mine tanker kredsede konstant om, hvordan jeg kunne få det bedre. Humøret var på linje med kroppens tilstand. Selvom det var sommer, med solskin og mildt vejr, lå der en mørk sky over mit sind.

Jeg fik klaget mig til min ældste storebor og svigerinde. Min beslutning om at, kun fortælle om de gode ting, kunne jeg ikke holde. Den sidste omgang kemo havde slået mig så grundigt til tælling, at jeg åbnede op for, hvordan jeg havde det. De helt sorte tanker om at ville dø, når jeg sad i stolen med nålen i armen, fortalte jeg dog ikke til nogen.

Min bror og svigerinde lyttede nærværende til mig. ”Min far kan sådan noget smart noget, som hedder EFT. Han vil helt sikkert gerne hjælpe dig”, sagde min svigerinde. Uden at tøve, takkede jeg ja. Helt præcist hvad det der EFT var for noget, vidste jeg ikke. Men, jeg havde mødt min svigerindes far mange gange og kendte ham, som en klog og hjertelig mand. Så jeg havde tillid til, at han kunne noget, som jeg havde brug for.

Jeg fik lavet en aftale med ham. Han ville komme hjem til mig i den følgende uge. Jeg var spændt på, hvad det nu var jeg havde rodet mig ud i. Min mavefornemmelse fortalte mig, at det ville være af stor betydning. Det skulle senere vise sig, at det var helt rigtigt.

Min svigerindes far kom en formiddag. Han gav mig et kram og var i godt humør. Hele hans energi var levende og positiv. Vi satte os ved spisebordet i stuen. Uden så meget udenomssnak, gik han i gang med at forklare mig, hvordan EFT virkede og lidt at teorien bag. ”Det er lidt noget mystisk noget, men det virker” sagde han med et stort smil.

Han bad mig sætte mig på en stol foran sig. Teknikken går ud på at banke, ganske blødt, på nogle bestemte punkter på kroppen. Det er punkter som også benyttes i akupunktur. Smart, sådan lidt akupunktur-agtigt UDEN nåle. Særlig smart, da min nåleskræk var en af tingene, jeg gerne ville hjælpes af med.

Først skulle vi have fundet frem til hvilket problem, eller udfordring, hvis man er til den slags tankegang, som skulle kigges på. Der var flere ting. Vi startede med for sjov, at prøve på noget lidt ufarligt. Min svigerindes far spurgte om jeg havde en last, som chokolade eller sådan noget. Joh, jeg havde en svaghed for skumfiduser. De der store bløde, lyserøde og hvide slags med ultrasød smag. ”Har du nogen til at ligge”? Joh, det havde jeg da. ”Vil det gøre noget, hvis du ikke spiste dem mere”? Nej, den trang kunne jeg godt undvære. Jeg fandt posen frem og duften nåede hurtigt mine næsebor. Nammenam, tænderne løb allerede i vand. Hvis han kunne få min lyst til at spise skumfiduser, til at forsvinde, ville jeg være overbevist om det her EFT.

Med en skumfidus trykket helt op under næsen, spurgte han mig hvor meget lyst jeg havde til at spise en, på en skala, fra et til ti. Hvor ti var maximal lyst. ”TI”, jeg var klar til at proppe hele posen med skumfiduser, i munden. Så tog han min hånd og begyndte at banke, ganske blidt, på håndkanten. Også kaldet karatepunktet. ”Gentag efter mig: selvom jeg har lyst til at spise denne skumfidus, så accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Jeg gentog. Det lød fjollet og føltes også sådan. Fjollede og mystiske ting fascinerede mig, så jeg gik med på ”forsøget”. Vi sagde det i alt tre gange, mens han bankede på håndkanten. Da vi var færdige med det, bankede han på forskellige punkter i ansigtet, på hovedet og under armen, mens vi sammen sagde ”denne skumfidus”. Det var endnu mere fjollet. Og spændende. Det føltes meget behageligt og jeg slappede helt af. Efter at have fået ”bank”, fik jeg igen skumfidusen under næsen. ”På en skala fra et til ti, hvor meget lyst har du nu til at spise den”? Overrasket måtte jeg konstatere, at duften ikke skabte mundvand. ”Fem” svarede jeg. Det var alligevel mærkeligt. Vi tog en omgang mere, ”selvom jeg stadig har lyst til denne skumfidus, accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Igen bankede han på håndkanten og jeg gentog tre gange. ”Denne skumfidus” nærmest chantede jeg, mens jeg blev banket på den samme punkter som før. Endnu engang fik jeg skumfidusen præsenteret. Den lugtede slet ikke godt. Nærmest som et viskelæder. Min lyst var nul. NUL! Det var utroligt. Resolut tog jeg posen og smed i skraldespanden. Farvel og tak for minderne, familien skumfidus.

Ivrigt fortsatte vi med nåleskræk, kvalme, angst og afsluttede med nogen positive bekræftelser, mens der blev banket på punkterne. Jeg følte mig opløftet, nærmest euforisk. Det her EFT, det var vanvittigt effektivt og rart. Min svigerindes far lærte mig, hvordan jeg selv kunne gøre det, hvis jeg mærkede nåleskrækken snige sig ind på mig. Når jeg skulle stikkes så ofte, kunne skrækken godt komme tilbage.

Afslutningsvis fortalte han mig, hvordan jeg kunne ændre kroppens kemi, ved for eksempel række begge hænder over hovedet, som når man vinder noget, og råbte ”YES-YES-YES”. Det prøvede vi af sammen. Og ja, det kunne mærkes. Jeg følte mig stærk igen.

Vi sagde farvel og han tog om mit ansigt og lagde sin pande mod min. “Ring igen, hvis du får brug for det”, sagde han. ”Tak” fik jeg fremstammet og vi vinkede farvel, da han gik ud til sin bil.

Jeg var rørt og helt fyldt med livsmod, taknemmelighed og kærlighed. Det var magisk.

MAGISK. Jeg elskede det. YES-YES-YES!

 

På den igen. Tredje gang kemo

Festen havde været et tiltrængt frikvarter. Fra sygdom, hverdagen og mig selv. Da jeg var kommet hjem, havde pakket ud og fået sat tandbørsten tilbage i kruset på badeværelset, vendte virkeligheden tilbage. Der var tre dage til næste omgang ”juice”. Tankerne om at skulle stikkes og få det dårligt igen, magtede jeg ikke. Selvom jeg gjorde forskellige ting, som kunne distrahere mig, var det som om, at kroppen nærmest allerede mærkede, hvordan kvalmen kom snigende. Hovedpinen, tungheden, trætheden og følelsen af at være pumpet fuld af gift, huskede min krop alt for godt.

Aftenen før den 3. kemo var jeg alene. Det vil sige, hunden var hjemme sammen med mig. Ozzy kunne ikke komme og sove hos mig, før aftenen efter. Som på en måde også var vigtigere. Og så alligevel. Min hjerne blev ved med at producere skræmmebilleder. Kroppen samarbejdede og opførte sig allerede kemo-syg. Ude af mig selv, ringede jeg til et par veninder, for at få lettet mit hjerte og for at få tiden til at gå. Jeg fortalte ikke ærligt, hvor dårligt jeg havde det. Om det var for at snyde mig selv, eller for at skåne dem, var jeg ikke sikker på. Men tiden gik og jeg kunne tage min sovepille. Jeg plejede at nøjes med en halv, men jeg ville være helt sikker på at jeg kunne sove, så jeg tog en hel.

Indtil sovepillen begyndte at virke, rensede jeg make-up af og fik øjenkontakt med Graver i spejlet. Min tålmodighed var ved at slippe op. I næsten 2½ måned havde jeg været skaldet. Det føltes som 2½ år. Jeg kunne se frem til omkring 4 måneder mere på den her måde. Så lang tid ville der gå, før håret begyndte at vokse igen. Tårerne pressede sig på og jeg gav efter. Satte mig på toilettet og hulkede. Hunden kom luskende og satte sig foran mig. Stak snuden ind på min kind og slikkede tårerne væk. Jeg kiggede den lige i øjnene og kløede den bag ørerne. ”Jeg elsker dig” snøftede jeg ned i pelsen. Langsomt kunne jeg mærke sovepillen gøre mig døsig. Endelig. Inde i soveværelset plejede hunden at sove på sin store pude, på gulvet, lige ved siden af sengen. Fordi jeg havde så ondt af mig selv, klappede jeg på dynen ved siden af mig og lod den sove oppe i sengen. Fuck alle mine regler. Lige der handlede det udelukkende om, at komme gennem natten, uden at blive vanvittig. For at gøre situationen komplet umulig, kløede det også på indersiden af min ”baseball”.

På grund af sommerferie, havde jeg ikke nogen til at følges med mig op til ”juice”. Så jeg havde ringet til ambulatoriet dagen før, og bestilt transport hjem. Man må ikke selv køre bil, efter kemo. Udsigten til at gå gennem hele dagen, uden mine faste støtter, gjorde mig utryg og trist.

Blodprøven var hæsligere end nogensinde. Ventetiden var lige så hæslig. Appetitten havde været på nulpunktet i flere dage. Kvalmen havde jeg fået på forskud og kroppen føltes som om, styrken blev trukket ligeså stille ud af den. Alt i alt, bare møg med møg på. ÆV.

Selvom jeg, som de andre gange, havde taget mit bedste tøj på og lagt en flot make-up, lignede jeg hende den trætte medpatient, som jeg havde forsvoret at komme til at ligne. Men det gjorde jeg. Sygeplejersken kunne godt se, at jeg var nedtrykt. Tårerne lå konstant på lur. Jeg kunne mærke dem svie under øjenlågene. Selvfølgelig blev det til fire stik, før droppet kunne sættes til. Denne gang jamrede jeg ikke. Faktisk sagde jeg ikke en lyd. Men tårerne løb. I stride strømme. For første gang tænkte jeg. ”Gid jeg var død”. Jeg var kun halvvejs. To gange mere, ud over denne her. Det var fuldstændigt uoverskueligt.

Sygeplejerskerne var umådeligt søde og opmærksomme. En af dem sad og holdt mig i hånden ved alle fire stik. Hun havde også en brækpose parat, for jeg havde allerede kvalme. ”Forventningskvalme” kaldes det. Ved første pose ”Juice” kastede jeg op. Så de kvalmepiller jeg lige havde slugt, røg op igen. Det var håbløst. Hvordan skulle jeg komme gennem tre gange mere af det der? Sygeplejersken fandt en stikpille frem. Den skulle jeg stikke op i endetarmen. Hold nu op. Ad! Så mellem første og anden pose, fik jeg 5 min til, at få den der klamme stikpille placeret i min røv. Og hvis jeg ikke kunne det, ville sygeplejersken gøre det for mig. Arj, det var for pinligt. Og ulækkert. Med rystende hænder lykkedes det. Pyha. Den totale ydmygelse var undveget.

Kvalmen fortog sig forholdvist hurtigt. Den forsvandt ikke helt, men var til at udholde. Tredje og sidste pose blev hængt op. Om lidt ville næsen blive tæt og hovedpinen ville indfinde sig. Denne gang var endnu værre end de andre gange. De værste tømmermænd, toppet med influenza og madforgiftning. Sådan oplevedes det.

Da hele seancen var overstået, måtte jeg gå ned i forhallen og vente på at blive hentet af en chauffør. Hvad jeg ikke vidste var, at det var en minibus jeg skulle køres hjem i, så der skulle 6 andre patienter med. Endnu en gang blev min tålmodighed sat på prøve. Turen rundt med de andre tog 1½ time. Jeg var den sidste på ruten. Da vi endelig nåede min adresse, var jeg så svimmel og ringe tilpas, at chaufføren måtte hjælpe mig ind. På en formiddag, var jeg blevet 100 år ældre og havde mistet det meste af troen på, at ”det her, det klarer du også”.

Mest af alt ville jeg bare gerne have fred. Sove gennem de næste fire måneder. Vågne op til blødt hår på hovedet og en hverdag, med min datter, hund, veninder, arbejde og måske endda en kæreste. Tungt smed jeg mig på sofaen og græd. Ikke siden jeg mistede håret, havde jeg været så modløs og fortvivlet.

De andre gange havde jeg gået en tur med hunden, når jeg var kommet hjem. Sådan blev det ikke den her dag. Kroppen gjorde for ondt. Kvalmen fyldte for meget og jeg kastede op. Jeg vaskede resterne af make-uppen af og trak i mit nattøj, selvom klokken kun var halv fem. Min veninde, som havde været der og lavet aftensmad til mig de andre gange, var på ferie. Så jeg måtte selv lave noget at spise. Det orkede jeg ikke. Så ingen mad hele dagen, hjalp bestemt ikke, på hverken kvalme eller humøret.

Ozzy dukkede op ved 19-tiden og fik et chok. Bleg og med oppustede øjenlåg, fandt hun mig krøllet sammen på sofaen. Da jeg rejste mig for at give hende et knus, måtte jeg skynde mig på badeværelset og kaste op i stedet for. Igen. Grædende kom jeg tilbage til stuen, og fortalte om min dag fra helvede, mens snot og tårer flød i en lind strøm. Ozzy vidste ikke sine levede råd, så hun lyttede bare og spurgte til hvad jeg havde brug for. ”Jeg vil DØØØØØØ” skreg jeg inde i hovedet. Men, for det første mente jeg det ikke, sådan rigtigt og for det andet ville jeg ikke gøre Ozzy mere bekymret, end hun var i forvejen. Hun fik lokket mig til at spise en banan. Selvom hun ikke havde kræfter til ret meget andet end at hvile, hjalp det på alt, at hun var der.

Den aften blev vi enige om, at tage vores natpiller klokken halv ni. Dagen måtte gerne se at slutte. Ude i køkkenet stod vi med piller linet op og to glas vand. På badeværelset ventede endnu en stikpille. ”En-to-tre-NU” og sovepillerne blev slugt synkront.

Inde i sengen lå vi med hinanden i hånden og ventede på at falde i søvn.

”Det bliver bedre i morgen” sagde Ozzy og klemte min hånd. Jeg klemte tilbage. Uden at sige noget.

Åse og Tove fra Solkysten

Der var en uge til næste kemo. Kroppen var igen ved at være okay, og humøret var også i fin form. Tiden blev nydt i fulde drag. Jeg vidste præcist, hvornår jeg blev slået i gulvet igen. På klokkeslæt. Tanken om det, var fyldt med kvalme og tristhed. Derfor gjorde jeg, hvad jeg kunne for, at blive optaget af andre og langt mere festlige gøremål. Heldig som jeg var, og er, lå der en sammenkomst med gode venner i de dage. Festen var en indflytterfest i Sverige. Godt nok var der langt derover, men jeg havde næsten lige fået købt mig en ”ny” bil, for mine ”blodpenge”. Penge jeg havde fået for at være alvorligt syg, af en farlig sygdom, fra min pensionskasse. Så transporten var i orden.

Min veninde var også inviteret med. Hvem af os der fik ideen om at klæde os ud, husker jeg ikke. Men Barbie parykken havde i hvert fald noget med det at gøre. Vi fik den ide at klæde os ud, som sådan nogen fine damer, med bobbet hår, dyre tasker og perlekæder. Endelig ville parykken komme til sin ret. Den var helt perfekt. Tiden op til denne fest, blev brugt på at finde de rigtige sko, kjoler, hårbånd og ikke mindst de helt rigtige smykker. Farverne var lyse rød og hvid. Taskerne, beauty boksene og de fikse trolleys blev fyldt op med alskens dullegrej. Eller næsten. For vi havde ikke helt sager nok til, at fylde alle tasker op, så nogen af dem var tomme. Men pointen var, at vi skulle se rige og overdrevent fine ud.

I vores civile liv, var vi begge mest til jeans og gummisko, så vi følte os mere udklædte end påklædte, i det fine tøj. Vi fortale ikke værterne for festen, om vores plan. Vi grinede af, hvordan alle ville kigge, når vi ankom i den petroleums farvede Peugeot 206, stærkt duftende af parfume og med 5 tasker hver, i højhælede sko og højt, skinnende hår.

Fantasien fik frit spil. Intet var for skørt. Det føltes så godt, at opfinde en ny person, som jeg kunne spille til en fest, hvor jeg ellers kunne se mig selv, som hende den skaldede med ”rådden forlygte”. Friheden i at lege, at jeg var en helt anden, var en afledningsmanøvre og den virkede. For en stund, og det var godt nok til mig.

Da jeg havde fået afleveret hund og barn, pakkede jeg bilen og iførte mig en lyse rød kort nederdel, med ditto top og cardigan. Perlekæden med matchende ørestikkere blev monteret. Anlægget i bilen kørte for fuld udblæsning og smilet var kæmpestort. Min veninde stod klar inde i byen, i sin fine kjole, perlekæde og masser af tasker. Da vi havde fået læsset hendes bagage, satte vi os godt tilrette i sæderne og startede turen mod Sverige.

Hurtigt fandt vi på navne til vores nye personligheder. Åse og Tove. Fra Solkysten. Det lød både bonderøvs-agtigt og fornemt. Vi grinede på hele turen. Snakkede med accent som snobberne fra Rytteriet. Alt om sygdom, kemo, kvalme, ked-af-det-hed, grimt bryst og skaldet hoved, var ude af mine tanker.

Fornøjelsen og morskaben blev ikke mindre, da vi skulle tanke benzin. Med vores fine håndtasker svansede Åse og Tove, fra Solkysten, ind i tankstationens butik. Højlydt diskuterede vi, hvor sløjt det var, at man ikke kunne få noget ordenligt champagne i sådan en butik. ”Vi er sandelig vant til en anden standard, der hvor VI kommer fra”. Vores opførsel var så karikeret, at butikspersonalet godt kunne se det sjove i det. Det var helt umuligt at holde masken og accenten hele vejen gennem butikken. Bag hylderne knækkede vi sammen af grin. Det var virkelig sjovt.

Efter at have faret vild i Sverige, fandt vi frem til vores venners nye hus. Vi dyttede, så ingen kunne være i tvivl om vores ankomst. Min veninde og hendes kæreste, som holdt festen, kom ud og tog i mod os. De grinede og spillede med på vores snobberi. ”James, taskerne ligger bag i vognen, vær en snut og bær dem op i suiten”, kvidrede vi og trippede rundt og gav kindkys.

Vi ankom om eftermiddagen og der var ikke kommet så mange andre gæster endnu. Min værtinde-veninde, foreslog at Åse og Tove gik over til naboen og hilste på. Vi blev forsikret om, at han ville elske at møde os to, i vores fine tøj og det hele. Det viste sig, at naboen var homoseksuel og elskede at klæde sig ud. Han var drag queen. Det var helt vanvittigt, hvad han havde af høje sko, netstrømper, fjerboaer, stramme kjoler, parykker og smykker. På under to minutter var vi blevet slyngveninder med naboen, som i løbet af den næste time forvandlede sig til Ellinor.

Drinks og champagne flød i rigelige mængder, musikken spillede og flere gæster dukkede op. Alle var i godt humør. Der blev grinet, spist, pjattet og danset. Selvom jeg ikke drak noget alkohol, føltes det som at være trådt ind i en parallel verden.

På et tidpunkt stod jeg ved anlægget og var ved at finde en cd frem. Der kom en af gæsterne hen og spurgte forsigtigt til, hvordan jeg havde det. Jeg svarede, at det gik okay. Og at det ind imellem var hårdt. Til det sagde han: ”du får det til at se så let ud”. Jeg blev overrasket. Var det sådan jeg fremstod over for mennesker, jeg ikke kendte så godt? På en måde følte jeg mig glad, over den kommentar. En anden del, følte mig uægte og overfladisk. ”Tak” sagde jeg bare og smilede. Ja, i dag var det let at være mig. For jeg satte den syge, bange og fortabte ”mig” på hold, og lod mig rive med af festen, stemningen og rollen som Tove fra Solkysten, med det bobbede hår.

Da festen ebbede ud, gik jeg ovenpå for at få nattøj på. De fleste gæster var taget hjem. Et par stykker eller tre, blev også til overnatning. På badeværelset blev Tove ligeså stille til Graver. Neden under sad de sidste tilbage og sludrede. Jeg måtte tage mod til mig for at gå derned igen, med tørklæde om hovedet, pyjamas og uden make-up. Kontrasten var meget stor. Ingen af de andre lod sig mærke af forandringen. Stemningen var lige så rummelig, sjov og rar, som da jeg gik op for at klæde om.

Den aften, ved den fest, blev det tydeligt for mig, hvor lidt mit udseende betød i forholdet til andre. Tilsyneladende var det mest mig, der synes jeg så meget mærkelig ud. Det trøstede.

Træt, blev jeg placeret i mine venners massage stol. Puttet med en stor blød dyne og søde ord. Jeg lukkede øjnene. Nød frikvarteret. Min sprække af lys, var blevet sprængt til en kæmpe åbning af det varmeste solskin.

Jeg følte mig levende, elsket og fredfyldt. Livet kunne bare komme an. Alt var godt.