Gro, gro, gro!

Dagene efter den sidste ”juice” gik med at iagttage min hovedbund. På den konto gik det godt nok langsomt, med at se nogen som helst form for udvikling. Jeg havde spurgt sygeplejerske oppe på kemoambulatoriet, om hvornår jeg kunne forvente, at mit hår ville begynde at gro igen. Deres bud var mellem 6-8 uger. Utrolig lang tid. En evighed føltes det som. Utålmodigt mærkede jeg mange gange dagligt på den skaldede isse, om de måske skulle have undervurderet min evne til at gro hår. Det havde de ikke. Øv.

Efter ca. 6 uger begyndte der at vokse nogen småbitte bløde babyhår. Ikke nogen tæt hårpragt, men dog hår, som kunne skimtes og mærkes, når jeg lod mine hænder glide henover hovedet. Håret blev en slags målestok for, hvor langt fra sygdomsforløbet jeg var. Hvor rask jeg var.

Trætheden, tungheden og ubehaget fortog sig langsomt. Trætheden slap aldrig, men de andre ting blev bedre med tiden. Den træthed jeg kom til at kende, var ikke at jeg sov meget. Faktisk var det vanskeligt at finde ro i kroppen og ikke mindst i hovedet, så jeg kunne sove en hel nat og vågne udhvilet næste morgen. Måske i virkeligheden derfor, jeg var så ualmindelig træt.

Jeg havde forestillet mig en lykkefølelse ville indfinde sig, nærmest øjeblikkeligt, efter at have afsluttet sidste kemo. Den kom ikke. Tværtimod. Fortvivlelsen, angsten og en dyb følelse af at være fortabt fyldte mig. På ingen måde kunne jeg forstå, hvorfor det var sådan. Jeg var jo færdig med kemo, skulle ikke have mere medicin og jeg var rask. Havde overlevet. Indtil videre i hvert fald. For tvivlen, usikkerheden red mig som en mare. Hvad nu hvis kræften kom tilbage. Hvad nu hvis jeg alligevel skulle dø. Afkræftet, mager og med ubeskrivelige smerter som min storesøster. Fra min datter.

Nogen morgener, de fleste faktisk, i det første halve år, begyndte med en altoverskyggende knugende følelse af angst, som vred sig som en stor hård knude i mit bryst. Tårerne var umulige at holde tilbage, men jeg gjorde forsøget de dage min datter var hjemme hos mig. Hun skulle ikke mærke den samme angst som jeg gjorde. Det gjorde hun måske alligevel, men hun var for lille til at udtrykke det med ord.

Længslen efter mit gamle liv var stærk. Mit arbejde ventede trofast på mig. Kollegaer havde sendt mig hilsner og blomster. Min souschef havde været på besøg hjemme hos mig og forsikret mig om, at jeg havde et job at vende tilbage til. Mit arbejde blev en af mine livliner. Jeg fik lov at vende tilbage på en deltidssygemelding. Så jeg langsomt kunne komme tilbage på fuldtid, på en ordentlig og værdig måde. Den imødekommenhed varmede. Mine kollegaers tålmodighed og kærlige måde at møde mig på, var livsbekræftende og virkede som den næring, jeg havde brug for, så jeg kunne blive hel igen, på mit arbejde. Min arbejdsidentitet var vigtig.

Vi havde aftalt, souschefen og jeg, at jeg skulle starte når mit hår var langt nok til, at kunne være en slags frisure. Så med en centimeter, helt snehvidt, afbleget hår, mødte jeg op på arbejde med bankende hjerte. Var jeg overhovedet stærk nok til at være noget for nogen?

I de få timer jeg var på arbejde i starten, gik det nogenlunde. Afbrækket fra de mange timer hjemme, gjorde godt. Visheden om at jeg havde forstående kollegaer og en ledelse i ryggen, gjorde at jeg også selv turde tro på, at jeg stadig havde en berettigelse på arbejdsmarkedet. Dagene hvor jeg måtte ringe og fortælle, at jeg ikke magtede at komme, på grund at angst og tårer, blev langsomt færre og færre. Timerne og opgaverne voksede en lille smule uge for uge. Bare det at kunne fungere en brøkdel af hvad jeg kunne før sygdommen, gav mig håb og mod til at klø på. Jeg VILLE have et liv med glæde, lykke, mening og retning.

Alligevel indfandt lykkefølelsen sig ikke. Og jeg skammede mig over det. Jeg burde jo føle mig taknemmelig, lettet og lykkelig over at have overlevet. At leve. At have min datter, mine venner, min familie, mit arbejde og min førlighed. Jeg kunne ikke begribe hvad der var galt med mig, når nu jeg ikke havde det sådan.

Efter tre måneder fra den sidste kemo, skulle jeg til kontrol. Jeg var skrækslagen. Tænk, hvis nu blodprøven viste at jeg alligevel ikke var rask, eller lægen ville finde ”noget” et sted i min krop. Heldigvis havde både lægen og sygeplejersken oplevet dette scenarie mange gange før. De forsikrede mig om, at jeg reagerede helt normalt og at mange oplevede sådan nogle følelser. Jeg fik en brochure med hjem om, hvad kræftens bekæmpelse havde af tilbud, til sådan en som mig.

Måske jeg kunne finde den hjælp jeg havde brug for der. I brochuren stod der, hvornår man kunne komme og tale med en slags rådgiver. Ikke noget med at bestille tid, man skulle blot møde op. Med følelserne uden på tøjet, trådte jeg på rystende ben inden for døren, hos den lokale afdeling af kræftens bekæmpelse. Egentlig magtede jeg ikke at fortælle en fremmed, om alt det der rumsterede inden i, men jeg kunne på den anden side heller ikke udholde ikke at gøre noget. Jeg blev mødt af en venlig, moden og slank kvinde med et varmt håndtryk og et kærligt blik. Hun viste mig hen i en sofa, som stod i en hyggelig krog. Jeg blev budt på the og kaffe. En kasse med klenex stod på bordet. Velforberedte, det var de. Bare ved synet af kassen, fik jeg tårer i øjnene. Kort tid efter dukkede en anden kvinde op. Rådgiveren. Med en rolig og kærlig mine, bad hun mig fortælle, hvad der havde bragt mig derhen. Grædende fortalte jeg om hele forløbet og fik også fortalt om mine bekymringer om fremtiden og at jeg ikke forstod hvorfor, jeg var så ulykkelig.

Rådgiveren, ligeledes en moden kvinde med et varmt og venligt blik, beroligede mig med, at min reaktion og mine følelser var helt normale. Præcist som både lægen og sygeplejersken havde sagt. Så var det nok sandt. Jeg var ikke blevet underlig, utaknemmelig og selvcentreret. Når der var tre der havde sagt det samme, turde jeg godt begynde at tro på, at det ville gå over igen. Og at jeg var helt normal.

Ønsket om at finde min plads, finde mig selv i mit ”nye” liv, med mit ”nye” bryst og min ”nye” frisure var dybtfølt, nærværende og ikke til at overhøre. Jeg VILLE have det bedre.

Sammen med rådgiveren fandt jeg min sprække af lys. Hendes rolige, tålmodige og helt igennem kærlige fremtoning, var en lise for min sjæl. Den sprække af lys, ville jeg gøre så stor, at lyset ville omslutte mig og hele min forslåede sjæl. Med hjælp fra rådgiveren, håbede jeg på det ville ske. Det var målet. Jeg VILLE føle kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Punktum. Basta.

I Jennifer Lopez´s undertøj.

Endelig kom dagen, hvor der skulle flag på bordet oppe hos kemo ambulatoriet. Det får man, når det er den sidste gang. Så holdes der fest. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, for jeg havde taget en beroligende pille om morgen. Med kemien rullende i årene, synes livet sjovt og spændende. Blodprøver gik som en leg. Kvalmen var velbehandlet med ”numsepiller”. Alt hvad der kunne tages piller for, havde jeg fået.

Sygeplejerskerne havde flaget, min ”juice” og drop klar til min ankomst. Stikket gik fint og det hele kørte efter planen. Flaget signalerede til de andre, at nu var jeg endelig ved at været ”på den anden side”. Med længselsfulde blik, havde jeg kigget på flagene på mine medpatienters borde, når de var i mål. Joh, denne dag skulle fejres.

Smilet og den gode stemning, fik en brat slutning, da kvinden skråt overfor, havde fået lagt sit drop skidt og kemoen sivede ud i vævet i hendes arm. Meget hurtigt fik sygeplejerskerne slukket for droppet og hevet det ud. Mere nåede jeg ikke at se, før de trak gardinerne for. Min medpatient græd og stemmerne bag gardinet, bar præg af panik. I løbet af få minutter blev hun kørt ud af stuen, med et par sygeplejersker og en læge omkring sig. To personer kom ind, klædt i hvad der mest af alt lignede rumdragter. De skulle fjerne det kemo der var røget på gulvet og rydde op. I mens alt dette foregik, sad to andre og jeg selv og fik ”juicen” kørt lige ind i årerne. Jeg vidste godt at det var gift, men da de to ”astronauter” gik og gjorde rent med store handsker og masker, blev der sat en stor fed streg under gift.

Hele stuen var ramt af chok. Kvinden havde også flag på bordet. Sygeplejerskerne forsikrede os om, at hun var i de bedste hænder og at sådan noget skete meget sjældent. I min skævhed, havde jeg vanskeligt ved at forholde mig til, hvad der lige var sket. Det var alt for skræmmende. Heldigvis havde jeg min veninde med, som jeg kunne dele oplevelsen med.

Sidste pose blev hængt op og stemningen var blevet lidt lettere igen. Jeg glædede mig til at få det overstået og komme ud og videre med mit liv. To af mine venner, det par jeg havde været til fest hos som Tove, kom og hentede min veninde og mig. Vi skulle på cafe og fejre milepælen. ”Farvel og tak for nu”, sygeplejerskerne vinkede og med en følelse af frihed forlod jeg sygehuset med mine venner.

Da vi gik ned af strøget i retning af cafeen, husker jeg følelsen af lykke og lettelse. Resten af dagen forløb i fred og kærlighed. På beroligende piller og i selskab med nogen af mine bedste venner. Vi snakkede og grinede, spiste og grinede noget mere. Noget vi morede os meget over var, at dagen efter skulle jeg til København og lave en fotoserie og en artikel til et magasin. Med skørt bryst og skaldet hoved, skulle jeg være model for en dag. I min pillerus, var det verdens sjoveste og bedste idé.

Godt pumpet med medicin, kørte vi mod København næste morgen, min veninde og jeg. Vi vidste ikke så meget om hvad der skulle ske, men det var lige meget. For vi var sammen og jeg var færdig med kemo. Færdig med at være syg. Livet lå for mine fødder og den første dag i resten af mit liv, skulle bruges på noget, som jeg håbede ville kunne vise andre kvinder, at man godt kunne se flot ud, trods skamferet krop og uden hår. Ægte, sårbart og stærkt. Og grænseoverskridende. Hjertet hamrede for fuld gas af spænding.

Vi blev mødt af søde mennesker, som viste os ind i et studie. Der var mange mennesker, som myldrede rundt med venlige ansigter. En sød ung kvinde tog mig med ind, hvor jeg kunne klæde om. En stor vamset badekåbe blev lagt frem. For jeg skulle have alt mit tøj af, for at undgå mærker efter strømper, trusser og bh. En anden kvinde kom og fortalte hvad de havde planlagt, jeg skulle have på og hvordan det ville foregå. Alt sammen ukendt, anderledes og sjovt. Selvom det var på anden dagen efter ”juice”, gik det overraskende okay.

En make-up artist kom til. Med bløde børster og pensler, blev mit ansigt mere glamourøst og friskt at se på. Jeg var stadig nede over at mine øjenvipper var faldet af, så da de foreslog at klistre nogen kunstige på, var jeg straks med på ideen. Helt let var det ikke. Overhovedet. For der var ikke rigtig noget at sætte de kunstige vipper fast på. Så, det blev ikke som jeg havde håbet. Heldigvis var make-up artisten dygtig og fik helheden til at se flot ud.

Stylisten havde valgt noget lyserødt gennemsigtigt undertøj. Nok hvad man kalder lingeri. Småbitte trusser og en slags top med flæser. Pyyyyha, jeg sank en ekstra gang og tog det på. Sådan noget havde jeg alligevel aldrig haft på før. Et par tårnhøje stiletter blev stillet frem. Tynde høje hæle og med nogle fjer ovenpå. De så dyre ud. Så kom hun med en masse smykker. Normalt bruger jeg ikke den slags. Og da slet ikke sådan nogen store og tunge nogen. Men slutresultatet blev eksklusivt og lækkert. Jeg følte mig feminin. Kvindelig. “Graver” go home.

Da jeg var tilpas dresset op, gik vi ind til fotografen. Der var hængt en stort lyserød baggrund op. Foran den var der et podie, som jeg skulle stå på. Jeg blev instrueret i, hvilke vinkler som ville vise mit ”skøre” bryst bedst. Formålet var at vise, hvordan sådan et bryst med en ekspander i, så ud. På et tidspunkt får jeg en kæmpestor ”Yvonne-hat” på. I høje sko og med masser af kemi i kroppen, var det svært at holde balancen, posere og ose af lækkerhed. Men det var sjovt og vi grinede en masse. Lige der, var jeg tilstede i nuet. Tænkte ikke på sygdom, kemo, fremtiden eller om det her nu var sådan en god ide, eller ej.

Tiden gik hurtigt og inden jeg så mig om, var vi færdige. Min veninde havde været der hele tiden og hun forsikrede mig, at det her var smukt, meningsfuldt og ville kunne gøre en forskel for andre kvinder. Det føltes også sådan. Træt, glad og fyldt op i hjernen og hjertet, kørte vi hjem igen. Køreturen varede omkring tre timer. I den tid fik vi grinet endnu mere og fordøjet dagens indtryk.

Hjemme i min seng, lå jeg og gennemgik de sidste dages oplevelser. Jeg var ”mæt”. Det lange kemo-forløb var endelig slut. Som ”le grand finale” var jeg blevet foreviget i min allerringeste og sårbare periode. Sat mit lille aftryk, med hvad jeg var. Lige der. Det føltes stærkt. Levende.

Fyldt med lettelse og taknemmelighed, lagde jeg mig til at sove. Igen var jeg på vej tilbage til det liv, som jeg havde længtes efter. Jeg havde klaret det.

Alt var godt.

Eksplosionen på kaffebaren

Kemo nummer fire og fem, forløb som forventet. Blodprøver og få lagt drop var ingen fornøjelse. Alle de kendte bivirkninger, indfandt sig nærmest på klokkeslæt.

Aftenen inden, var fyldt med uro og forventningskvalmen kom allerede der. Hvileløst trippede jeg rundt i huset for, at aflede mine tanker og berolige kroppen. Store mængder ”sove-the” blev indtaget, uden nævneværdig effekt. Sovepillen blev taget kl. 21:00 og tøjet var udvalgt og koordineret med tørklædet og bøllehatten. Inden kl. 22 skulle jeg gerne være faldet i søvn.
Veninderne var kørt i stilling. Jeg havde fundet en slags rutine. Efter ”juice” nummer tre, som havde været hårdere end nogensinde, lavede jeg aftaler om, hvem der kom og var sammen med mig undervejs, hvem der kørte mig hjem, hvem der lavede varm mad og hvem der kom og sov hos mig. Alt var planlagt frem til sidste tur til kemo ambulatoriet.
Lige så snart jeg kom hjem fra sygehuset, fik hunden snor på og skoene blev skiftet. Tempoet blev langsommere og langsommere som dagene gik. Styrken og energien svandt ind. Fra løbeture på 10 km, inden jeg blev syg, blev det til 3 km trasken afsted med hjertebanken og tunge skridt. Jeg trøstede mig med, at hver dag kom jeg tættere på den sidste ”juice”. Tanken om at slippe for at sidde med nålen i armen, hver tredje uge og de efterfølgende dage med kemokrop, gav humøret et lille hak op ad.
På sofaen lå jeg sammen med Ozzy og fantaserede, om alle de sjove og dejlige ting, der ville følge med, når jeg var på den anden side af forløbet med kemo. Aldrig mere smagen af metal. Aldrig mere forstoppelse og aldrig mere forventningskvalme. Når håret, vipper og bryn kom tilbage, ville jeg føle mig som mig selv igen og alt ville vende tilbage til ”normalen”. Livet ville fortsætte som før, bare med kortere hår og et falsk bryst. Joh, det ville blive skønt.
Dagen op til den femte kemo, var jeg mere ked af det end hidtil. Fyldt med kvalme og afmagt, kredsede tanken om at pjække. Det var så fristende at blive væk, at hvis ikke jeg havde aftaler med mine veninder, så er jeg ikke sikker på jeg var dukket op. Da jeg kom på kemo ambulatoriet, kunne sygeplejersken godt se jeg var helt ude af mig selv. Så hun gav mig to beroligende piller med hjem, som jeg måtte tage inden den næste og sidste kemo. Jeg takkede og prøvede at bevare fatningen. Da kvalmen overmandede mig, græd og rystede jeg tilsyneladende tilstrækkeligt, til at jeg fik tilbudt en beroligende pille, som jeg måtte tage med det samme. Med tårerne løbende ned af kinderne fik jeg spurgt efter en af de der ”numsepiller” til kvalmen, så jeg ikke kastede pillen op. Det var ikke pinligt eller ulækkert mere. Mine grænser rykkede sig hele tiden.
Efter en halv times tid, begyndte der at brede sig en meget behagelig følelse i kroppen. Den kunne overdøve de værste bivirkninger og bedst af alt, de mørke opgivende tanker forsvandt næsten. Jeg genkendte følelsen, fra da jeg var ny-opereret. Helt skæv og smålykkelig, fik jeg overstået ”juice” nummer fem. Én gang mere og så var det slut. Vidunderligt. YES!

 
Alle de andre gange havde jeg døjet med forstoppelse. Femte gang var ingen undtagelse. Til at afhjælpe det, havde jeg fået nogen dråber. De hjalp også godt nok. Bare ikke denne gang. I hvert fald ikke hurtigt nok, efter min mening. Så efter at have fulgt doseringen i to døgn og der stadig ikke var ”hul igennem”, besluttede jeg mig for at fordoble dosis til natten. Næste morgen stadig ikke noget resultat. Hmmm, så tredoblede jeg dosis. Utålmodigt ventede jeg på virkningen. Flere timer gik. Ingen tegn på noget som helst. Følelsen af at være udstoppet med lort, var ikke til at holde ud.
Min veninde ringede og spurgte om jeg ville med på en strøgtur. Måske det ville kunne hjælpe på humøret. God ide´. Jeg sprang i bilen og kørte mod byen. Det tog ikke lang tid, før min veninde fik mig til at grine og vi blev enige om, at drikke kaffe og så shoppe bagefter.

Da vi havde betalt, gik vi mod vores favorit tøjbutik.
Vi nåede nogen hundrede meter og så kunne jeg mærke effekten af de der dråber. Med sammenklemte balder, vraltede jeg tilbage til kaffebaren og heldigvis var toilettet ledigt. Uden at gå for meget i detaljer, kan jeg kort fortælle at lettelsen var enorm. Og eksplosiv. Dråberne havde sat så meget gang i tarmene, at jeg ikke turde forlade kaffebaren, i frygt for at have et uheld på åben gade. Det stank selvfølgelig hæsligt. Jeg var så flov. Fanget i en ”lortesituation” sad jeg og bandende mig selv og min utålmodighed langt væk. Det var jo dumt at tredoble dosis. TÅBELIGT.
Min veninde vidste, at man kunne få sådan noget toilet spray, som kunne neutralisere lugten. I fuld galop røg hun afsted i det ærinde. I mellem tiden sad jeg skiftevis på kaffebarens toilet og på en stol tæt på. Og skammede mig. Heldigvis kom jeg der tit og drak kaffe, derfor kendte jeg ham der arbejder der, rimelig godt. Han var forstående og prøvede at muntre mig op. ”Om et år, vil du grine af det her”, sagde han med et smil og overbærende øjne. Det havde jeg svært ved at forestille mig. Ikke desto mindre, fik han ret. Bortset fra, at der kun gik et par uger, før det også blev en sjov historie at underholde med.
Bevæbnet med anti-stinke spray og tømte tarme, gik turen hjem igen. Trætheden havde indhentet mig og min stolthed havde fået et par skrammer, som jeg måtte hjem og hele. Resten af dagen gik med at hvile på sofaen. Med uhindret adgang til toilettet. Jeg havde undervurderet de dråber.
Hver dag blev jeg klogere. På medicin. På min krop. På mine tanker. Set oppefra, var kemorejsen lærerig. Og benhård. Ingen kunne have forberedt mig på, hvordan det ville være. Og heldigvis for det.
Med blot en omgang ”juice” tilbage, var lyset tættere på end nogensinde. Alt ville blive godt om en måned.

Endnu en dårlig hår-dag

Perioden mellem tredje og fjerde ”juice”, havde ændret sig fra, at være præget af sortsyn og umulig kemokrop, til flere striber af lys og velvære. Så meget det nu lod sig gøre under omstændighederne. EFT´en havde brudt mørket. Jeg var halvvejs og kunne se frem til nogle bedre dage, inden næste ”strike”.

Tiden blev, blandt andet, brugt på ture i Legoland med min datter. Farmor og farfar havde foræret os begge sæsonpas, så vi kunne nyde sommeren der, når nu kræfterne ikke rakte til de store udflugter. På de gode dage kunne jeg godt se, hvor privilegeret jeg var. Tiden mens jeg var sygemeldt, kunne jeg bruge på at hygge mig med min datter, mine veninder og familie. Hver dag, hvis jeg ville. De dage kemo-kroppen ikke artede sig, var heldigvis i undertal. Selvom der sneg sig en dag eller to mere med kvalme og forstoppelse på, efter hver ”juice”.

Med sommeren kom også have arbejde. Omkring mit lille lejede parcelhus, voksede der en hæk. Den skulle klippes. Med Wham for fuld udblæsning på ghettoblasteren, gik jeg i gang med den elektriske hækkeklipper. Humøret var i top. Solen skinnede og jeg var fuld af selvtillid. Den hæk ville være så fin, når jeg blev færdig. Ingen tvivl om det. De første sving med hækkeklipperen gik som en leg. Jeg trådte op på en stige, for at trimme toppen. ”Tra-la-la-la …if you´re gonna do it, do it right”, sang jeg sammen med George Michael. Og så gik det galt. Uden varsel blev min venstre arm så træt, at jeg ikke kunne styre hækkeklippen. Det resulterede i en kæmpe bue klippet ind hækken. ”FÅÅÅÅÅRK”!! Det kunne på ingen måde kamufleres. Nå, men det skulle ikke spolere den gode stemning. Jeg trængte nok bare til en lille pause. Med fryseren fyldt med kæmpelæske, var det oplagt med sådan en lille forfriskning. Godt nok havde jeg spist to allerede den dag. Men hva´, det var sommer og jeg fortjente det.

Efter en halv times pause og et par ”Læske” mere, var jeg klar på endnu en omgang hækkeklipning. Det gik rigtig godt de første ti minutter, så lavede armen det samme trick igen. Endnu en bue kom til. Shit, det så grimt ud. Mit humør dalede. Den dumme arm. Svagt mærkede jeg snurren i den. Så blev jeg stædig. Dum-stædig. Uden pause, bed jeg tænderne sammen og besluttede, at det var MIG der bestemte over den arm. Med ”sgu-fanden” og ”satanedme” hvislende ud gennem de spændte kæber, gik jeg i gang igen. Armen gjorde ondt efter få minutter og det snurrede, prikkede og brændte indeni den. Med et snuptag fik jeg klippet forlængerledningen over. ”ALLETIDERS”, så kunne det også være lige meget. To buer og en overklippet ledning. ØV! Jeg satte mig tungt på sandkassens kant. Trætheden skyllede ind over mig. Hækkeklipperen blev båret i skuret. Den hæk som var afklippet, måtte bare blive liggende på jorden, indtil jeg havde ork til at samle det sammen.

Slukøret gik jeg ind på badeværelset for at forvandle mig til ”Graver”. Da jeg fjernede mascara og øjenskygge, kiggede jeg på vatrondellen bagefter. Jeg stivnede. Der, i den sorte plamage, lå mine øjenvipper. De fleste af dem i hvert fald. Nej-nej-nej. Bagefter kørte jeg vaskekluden rundt i ansigtet. Chokket var totalt. I kluden lå resten af, hvad der havde været mine øjenbryn. Da håret faldt af efter 14 dage, troede jeg ikke der kunne ryge mere af. Uden vipper og bryn, så jeg endnu mere syg og mærkelig ud. Okay, der var måske 4-5 vipper på hvert øje. Men det var jo umuligt, at få det til at se ud af noget. Ingen mascara i verden, ville kunne give så fyldige vipper, at det ville se godt ud.

Armen dunkede og var begyndt at svulme op. Shit! Det var jo det der lymfeødem, som lægen havde advaret mig imod. Skulle jeg nu til at have den der stramme lange strømpe på armen. Dum-stoltheden havde igen-igen bragt mig i en rådden situation. Jeg var både gal på mig selv, over ikke at lytte til min krop, men også rasende over, at kroppen i det hele taget var blevet så fremmed. Og ude af min kontrol. Inden jeg blev syg kunne jeg løbe 10 kilometer, ordne have, lave mad, male hus, arbejde og danse natten lang til fester, med stærke drinks.

Nå. Men sådan var det ikke mere. For ikke at falde tilbage i det sorte hul, gav jeg mig til at banke på de punkter jeg havde fået vist, af min svigerindes far. ”Selvom jeg ser ud ad røven til, så accepterer jeg mig selv fuldstændigt”. Efter tre gange lød det helt fjollet. Det virkede! Jeg fik det bedre.

Da jeg lå i min seng, med hunden ved siden af, smilede jeg af mig selv og dagens op og nedture. Herregud, det var jo bare en hæk. De der buer var ikke så grimme endda. Måske tilmed lidt spøjse og usædvanlige. Vipper og bryn var sværere at putte et positivt spin på. Faktisk umuligt.

For at gøre et eller andet, sendte jeg følgende sms til en veninde: ”i dag har jeg haft den ringeste hår-dag. EVER. Mine bryn og vipper er faldet af. God nat og sov godt”.

 

Skumfiduser og EFT

Smagen af metal var gennemtrængende og vedholdene. Kvalmen lurede og kroppen føltes tonstung. De andre gange, havde bivirkningerne fortaget sig i løbet af 4-5 dage. Sådan var det ikke denne gang. Fordøjelsen var også gået helt i stå. Maven var stenhård og det medfølgende ubehag, ulideligt. Mine tanker kredsede konstant om, hvordan jeg kunne få det bedre. Humøret var på linje med kroppens tilstand. Selvom det var sommer, med solskin og mildt vejr, lå der en mørk sky over mit sind.

Jeg fik klaget mig til min ældste storebor og svigerinde. Min beslutning om at, kun fortælle om de gode ting, kunne jeg ikke holde. Den sidste omgang kemo havde slået mig så grundigt til tælling, at jeg åbnede op for, hvordan jeg havde det. De helt sorte tanker om at ville dø, når jeg sad i stolen med nålen i armen, fortalte jeg dog ikke til nogen.

Min bror og svigerinde lyttede nærværende til mig. ”Min far kan sådan noget smart noget, som hedder EFT. Han vil helt sikkert gerne hjælpe dig”, sagde min svigerinde. Uden at tøve, takkede jeg ja. Helt præcist hvad det der EFT var for noget, vidste jeg ikke. Men, jeg havde mødt min svigerindes far mange gange og kendte ham, som en klog og hjertelig mand. Så jeg havde tillid til, at han kunne noget, som jeg havde brug for.

Jeg fik lavet en aftale med ham. Han ville komme hjem til mig i den følgende uge. Jeg var spændt på, hvad det nu var jeg havde rodet mig ud i. Min mavefornemmelse fortalte mig, at det ville være af stor betydning. Det skulle senere vise sig, at det var helt rigtigt.

Min svigerindes far kom en formiddag. Han gav mig et kram og var i godt humør. Hele hans energi var levende og positiv. Vi satte os ved spisebordet i stuen. Uden så meget udenomssnak, gik han i gang med at forklare mig, hvordan EFT virkede og lidt at teorien bag. ”Det er lidt noget mystisk noget, men det virker” sagde han med et stort smil.

Han bad mig sætte mig på en stol foran sig. Teknikken går ud på at banke, ganske blødt, på nogle bestemte punkter på kroppen. Det er punkter som også benyttes i akupunktur. Smart, sådan lidt akupunktur-agtigt UDEN nåle. Særlig smart, da min nåleskræk var en af tingene, jeg gerne ville hjælpes af med.

Først skulle vi have fundet frem til hvilket problem, eller udfordring, hvis man er til den slags tankegang, som skulle kigges på. Der var flere ting. Vi startede med for sjov, at prøve på noget lidt ufarligt. Min svigerindes far spurgte om jeg havde en last, som chokolade eller sådan noget. Joh, jeg havde en svaghed for skumfiduser. De der store bløde, lyserøde og hvide slags med ultrasød smag. ”Har du nogen til at ligge”? Joh, det havde jeg da. ”Vil det gøre noget, hvis du ikke spiste dem mere”? Nej, den trang kunne jeg godt undvære. Jeg fandt posen frem og duften nåede hurtigt mine næsebor. Nammenam, tænderne løb allerede i vand. Hvis han kunne få min lyst til at spise skumfiduser, til at forsvinde, ville jeg være overbevist om det her EFT.

Med en skumfidus trykket helt op under næsen, spurgte han mig hvor meget lyst jeg havde til at spise en, på en skala, fra et til ti. Hvor ti var maximal lyst. ”TI”, jeg var klar til at proppe hele posen med skumfiduser, i munden. Så tog han min hånd og begyndte at banke, ganske blidt, på håndkanten. Også kaldet karatepunktet. ”Gentag efter mig: selvom jeg har lyst til at spise denne skumfidus, så accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Jeg gentog. Det lød fjollet og føltes også sådan. Fjollede og mystiske ting fascinerede mig, så jeg gik med på ”forsøget”. Vi sagde det i alt tre gange, mens han bankede på håndkanten. Da vi var færdige med det, bankede han på forskellige punkter i ansigtet, på hovedet og under armen, mens vi sammen sagde ”denne skumfidus”. Det var endnu mere fjollet. Og spændende. Det føltes meget behageligt og jeg slappede helt af. Efter at have fået ”bank”, fik jeg igen skumfidusen under næsen. ”På en skala fra et til ti, hvor meget lyst har du nu til at spise den”? Overrasket måtte jeg konstatere, at duften ikke skabte mundvand. ”Fem” svarede jeg. Det var alligevel mærkeligt. Vi tog en omgang mere, ”selvom jeg stadig har lyst til denne skumfidus, accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Igen bankede han på håndkanten og jeg gentog tre gange. ”Denne skumfidus” nærmest chantede jeg, mens jeg blev banket på den samme punkter som før. Endnu engang fik jeg skumfidusen præsenteret. Den lugtede slet ikke godt. Nærmest som et viskelæder. Min lyst var nul. NUL! Det var utroligt. Resolut tog jeg posen og smed i skraldespanden. Farvel og tak for minderne, familien skumfidus.

Ivrigt fortsatte vi med nåleskræk, kvalme, angst og afsluttede med nogen positive bekræftelser, mens der blev banket på punkterne. Jeg følte mig opløftet, nærmest euforisk. Det her EFT, det var vanvittigt effektivt og rart. Min svigerindes far lærte mig, hvordan jeg selv kunne gøre det, hvis jeg mærkede nåleskrækken snige sig ind på mig. Når jeg skulle stikkes så ofte, kunne skrækken godt komme tilbage.

Afslutningsvis fortalte han mig, hvordan jeg kunne ændre kroppens kemi, ved for eksempel række begge hænder over hovedet, som når man vinder noget, og råbte ”YES-YES-YES”. Det prøvede vi af sammen. Og ja, det kunne mærkes. Jeg følte mig stærk igen.

Vi sagde farvel og han tog om mit ansigt og lagde sin pande mod min. “Ring igen, hvis du får brug for det”, sagde han. ”Tak” fik jeg fremstammet og vi vinkede farvel, da han gik ud til sin bil.

Jeg var rørt og helt fyldt med livsmod, taknemmelighed og kærlighed. Det var magisk.

MAGISK. Jeg elskede det. YES-YES-YES!

 

På den igen. Tredje gang kemo

Festen havde været et tiltrængt frikvarter. Fra sygdom, hverdagen og mig selv. Da jeg var kommet hjem, havde pakket ud og fået sat tandbørsten tilbage i kruset på badeværelset, vendte virkeligheden tilbage. Der var tre dage til næste omgang ”juice”. Tankerne om at skulle stikkes og få det dårligt igen, magtede jeg ikke. Selvom jeg gjorde forskellige ting, som kunne distrahere mig, var det som om, at kroppen nærmest allerede mærkede, hvordan kvalmen kom snigende. Hovedpinen, tungheden, trætheden og følelsen af at være pumpet fuld af gift, huskede min krop alt for godt.

Aftenen før den 3. kemo var jeg alene. Det vil sige, hunden var hjemme sammen med mig. Ozzy kunne ikke komme og sove hos mig, før aftenen efter. Som på en måde også var vigtigere. Og så alligevel. Min hjerne blev ved med at producere skræmmebilleder. Kroppen samarbejdede og opførte sig allerede kemo-syg. Ude af mig selv, ringede jeg til et par veninder, for at få lettet mit hjerte og for at få tiden til at gå. Jeg fortalte ikke ærligt, hvor dårligt jeg havde det. Om det var for at snyde mig selv, eller for at skåne dem, var jeg ikke sikker på. Men tiden gik og jeg kunne tage min sovepille. Jeg plejede at nøjes med en halv, men jeg ville være helt sikker på at jeg kunne sove, så jeg tog en hel.

Indtil sovepillen begyndte at virke, rensede jeg make-up af og fik øjenkontakt med Graver i spejlet. Min tålmodighed var ved at slippe op. I næsten 2½ måned havde jeg været skaldet. Det føltes som 2½ år. Jeg kunne se frem til omkring 4 måneder mere på den her måde. Så lang tid ville der gå, før håret begyndte at vokse igen. Tårerne pressede sig på og jeg gav efter. Satte mig på toilettet og hulkede. Hunden kom luskende og satte sig foran mig. Stak snuden ind på min kind og slikkede tårerne væk. Jeg kiggede den lige i øjnene og kløede den bag ørerne. ”Jeg elsker dig” snøftede jeg ned i pelsen. Langsomt kunne jeg mærke sovepillen gøre mig døsig. Endelig. Inde i soveværelset plejede hunden at sove på sin store pude, på gulvet, lige ved siden af sengen. Fordi jeg havde så ondt af mig selv, klappede jeg på dynen ved siden af mig og lod den sove oppe i sengen. Fuck alle mine regler. Lige der handlede det udelukkende om, at komme gennem natten, uden at blive vanvittig. For at gøre situationen komplet umulig, kløede det også på indersiden af min ”baseball”.

På grund af sommerferie, havde jeg ikke nogen til at følges med mig op til ”juice”. Så jeg havde ringet til ambulatoriet dagen før, og bestilt transport hjem. Man må ikke selv køre bil, efter kemo. Udsigten til at gå gennem hele dagen, uden mine faste støtter, gjorde mig utryg og trist.

Blodprøven var hæsligere end nogensinde. Ventetiden var lige så hæslig. Appetitten havde været på nulpunktet i flere dage. Kvalmen havde jeg fået på forskud og kroppen føltes som om, styrken blev trukket ligeså stille ud af den. Alt i alt, bare møg med møg på. ÆV.

Selvom jeg, som de andre gange, havde taget mit bedste tøj på og lagt en flot make-up, lignede jeg hende den trætte medpatient, som jeg havde forsvoret at komme til at ligne. Men det gjorde jeg. Sygeplejersken kunne godt se, at jeg var nedtrykt. Tårerne lå konstant på lur. Jeg kunne mærke dem svie under øjenlågene. Selvfølgelig blev det til fire stik, før droppet kunne sættes til. Denne gang jamrede jeg ikke. Faktisk sagde jeg ikke en lyd. Men tårerne løb. I stride strømme. For første gang tænkte jeg. ”Gid jeg var død”. Jeg var kun halvvejs. To gange mere, ud over denne her. Det var fuldstændigt uoverskueligt.

Sygeplejerskerne var umådeligt søde og opmærksomme. En af dem sad og holdt mig i hånden ved alle fire stik. Hun havde også en brækpose parat, for jeg havde allerede kvalme. ”Forventningskvalme” kaldes det. Ved første pose ”Juice” kastede jeg op. Så de kvalmepiller jeg lige havde slugt, røg op igen. Det var håbløst. Hvordan skulle jeg komme gennem tre gange mere af det der? Sygeplejersken fandt en stikpille frem. Den skulle jeg stikke op i endetarmen. Hold nu op. Ad! Så mellem første og anden pose, fik jeg 5 min til, at få den der klamme stikpille placeret i min røv. Og hvis jeg ikke kunne det, ville sygeplejersken gøre det for mig. Arj, det var for pinligt. Og ulækkert. Med rystende hænder lykkedes det. Pyha. Den totale ydmygelse var undveget.

Kvalmen fortog sig forholdvist hurtigt. Den forsvandt ikke helt, men var til at udholde. Tredje og sidste pose blev hængt op. Om lidt ville næsen blive tæt og hovedpinen ville indfinde sig. Denne gang var endnu værre end de andre gange. De værste tømmermænd, toppet med influenza og madforgiftning. Sådan oplevedes det.

Da hele seancen var overstået, måtte jeg gå ned i forhallen og vente på at blive hentet af en chauffør. Hvad jeg ikke vidste var, at det var en minibus jeg skulle køres hjem i, så der skulle 6 andre patienter med. Endnu en gang blev min tålmodighed sat på prøve. Turen rundt med de andre tog 1½ time. Jeg var den sidste på ruten. Da vi endelig nåede min adresse, var jeg så svimmel og ringe tilpas, at chaufføren måtte hjælpe mig ind. På en formiddag, var jeg blevet 100 år ældre og havde mistet det meste af troen på, at ”det her, det klarer du også”.

Mest af alt ville jeg bare gerne have fred. Sove gennem de næste fire måneder. Vågne op til blødt hår på hovedet og en hverdag, med min datter, hund, veninder, arbejde og måske endda en kæreste. Tungt smed jeg mig på sofaen og græd. Ikke siden jeg mistede håret, havde jeg været så modløs og fortvivlet.

De andre gange havde jeg gået en tur med hunden, når jeg var kommet hjem. Sådan blev det ikke den her dag. Kroppen gjorde for ondt. Kvalmen fyldte for meget og jeg kastede op. Jeg vaskede resterne af make-uppen af og trak i mit nattøj, selvom klokken kun var halv fem. Min veninde, som havde været der og lavet aftensmad til mig de andre gange, var på ferie. Så jeg måtte selv lave noget at spise. Det orkede jeg ikke. Så ingen mad hele dagen, hjalp bestemt ikke, på hverken kvalme eller humøret.

Ozzy dukkede op ved 19-tiden og fik et chok. Bleg og med oppustede øjenlåg, fandt hun mig krøllet sammen på sofaen. Da jeg rejste mig for at give hende et knus, måtte jeg skynde mig på badeværelset og kaste op i stedet for. Igen. Grædende kom jeg tilbage til stuen, og fortalte om min dag fra helvede, mens snot og tårer flød i en lind strøm. Ozzy vidste ikke sine levede råd, så hun lyttede bare og spurgte til hvad jeg havde brug for. ”Jeg vil DØØØØØØ” skreg jeg inde i hovedet. Men, for det første mente jeg det ikke, sådan rigtigt og for det andet ville jeg ikke gøre Ozzy mere bekymret, end hun var i forvejen. Hun fik lokket mig til at spise en banan. Selvom hun ikke havde kræfter til ret meget andet end at hvile, hjalp det på alt, at hun var der.

Den aften blev vi enige om, at tage vores natpiller klokken halv ni. Dagen måtte gerne se at slutte. Ude i køkkenet stod vi med piller linet op og to glas vand. På badeværelset ventede endnu en stikpille. ”En-to-tre-NU” og sovepillerne blev slugt synkront.

Inde i sengen lå vi med hinanden i hånden og ventede på at falde i søvn.

”Det bliver bedre i morgen” sagde Ozzy og klemte min hånd. Jeg klemte tilbage. Uden at sige noget.

Åse og Tove fra Solkysten

Der var en uge til næste kemo. Kroppen var igen ved at være okay, og humøret var også i fin form. Tiden blev nydt i fulde drag. Jeg vidste præcist, hvornår jeg blev slået i gulvet igen. På klokkeslæt. Tanken om det, var fyldt med kvalme og tristhed. Derfor gjorde jeg, hvad jeg kunne for, at blive optaget af andre og langt mere festlige gøremål. Heldig som jeg var, og er, lå der en sammenkomst med gode venner i de dage. Festen var en indflytterfest i Sverige. Godt nok var der langt derover, men jeg havde næsten lige fået købt mig en ”ny” bil, for mine ”blodpenge”. Penge jeg havde fået for at være alvorligt syg, af en farlig sygdom, fra min pensionskasse. Så transporten var i orden.

Min veninde var også inviteret med. Hvem af os der fik ideen om at klæde os ud, husker jeg ikke. Men Barbie parykken havde i hvert fald noget med det at gøre. Vi fik den ide at klæde os ud, som sådan nogen fine damer, med bobbet hår, dyre tasker og perlekæder. Endelig ville parykken komme til sin ret. Den var helt perfekt. Tiden op til denne fest, blev brugt på at finde de rigtige sko, kjoler, hårbånd og ikke mindst de helt rigtige smykker. Farverne var lyse rød og hvid. Taskerne, beauty boksene og de fikse trolleys blev fyldt op med alskens dullegrej. Eller næsten. For vi havde ikke helt sager nok til, at fylde alle tasker op, så nogen af dem var tomme. Men pointen var, at vi skulle se rige og overdrevent fine ud.

I vores civile liv, var vi begge mest til jeans og gummisko, så vi følte os mere udklædte end påklædte, i det fine tøj. Vi fortale ikke værterne for festen, om vores plan. Vi grinede af, hvordan alle ville kigge, når vi ankom i den petroleums farvede Peugeot 206, stærkt duftende af parfume og med 5 tasker hver, i højhælede sko og højt, skinnende hår.

Fantasien fik frit spil. Intet var for skørt. Det føltes så godt, at opfinde en ny person, som jeg kunne spille til en fest, hvor jeg ellers kunne se mig selv, som hende den skaldede med ”rådden forlygte”. Friheden i at lege, at jeg var en helt anden, var en afledningsmanøvre og den virkede. For en stund, og det var godt nok til mig.

Da jeg havde fået afleveret hund og barn, pakkede jeg bilen og iførte mig en lyse rød kort nederdel, med ditto top og cardigan. Perlekæden med matchende ørestikkere blev monteret. Anlægget i bilen kørte for fuld udblæsning og smilet var kæmpestort. Min veninde stod klar inde i byen, i sin fine kjole, perlekæde og masser af tasker. Da vi havde fået læsset hendes bagage, satte vi os godt tilrette i sæderne og startede turen mod Sverige.

Hurtigt fandt vi på navne til vores nye personligheder. Åse og Tove. Fra Solkysten. Det lød både bonderøvs-agtigt og fornemt. Vi grinede på hele turen. Snakkede med accent som snobberne fra Rytteriet. Alt om sygdom, kemo, kvalme, ked-af-det-hed, grimt bryst og skaldet hoved, var ude af mine tanker.

Fornøjelsen og morskaben blev ikke mindre, da vi skulle tanke benzin. Med vores fine håndtasker svansede Åse og Tove, fra Solkysten, ind i tankstationens butik. Højlydt diskuterede vi, hvor sløjt det var, at man ikke kunne få noget ordenligt champagne i sådan en butik. ”Vi er sandelig vant til en anden standard, der hvor VI kommer fra”. Vores opførsel var så karikeret, at butikspersonalet godt kunne se det sjove i det. Det var helt umuligt at holde masken og accenten hele vejen gennem butikken. Bag hylderne knækkede vi sammen af grin. Det var virkelig sjovt.

Efter at have faret vild i Sverige, fandt vi frem til vores venners nye hus. Vi dyttede, så ingen kunne være i tvivl om vores ankomst. Min veninde og hendes kæreste, som holdt festen, kom ud og tog i mod os. De grinede og spillede med på vores snobberi. ”James, taskerne ligger bag i vognen, vær en snut og bær dem op i suiten”, kvidrede vi og trippede rundt og gav kindkys.

Vi ankom om eftermiddagen og der var ikke kommet så mange andre gæster endnu. Min værtinde-veninde, foreslog at Åse og Tove gik over til naboen og hilste på. Vi blev forsikret om, at han ville elske at møde os to, i vores fine tøj og det hele. Det viste sig, at naboen var homoseksuel og elskede at klæde sig ud. Han var drag queen. Det var helt vanvittigt, hvad han havde af høje sko, netstrømper, fjerboaer, stramme kjoler, parykker og smykker. På under to minutter var vi blevet slyngveninder med naboen, som i løbet af den næste time forvandlede sig til Ellinor.

Drinks og champagne flød i rigelige mængder, musikken spillede og flere gæster dukkede op. Alle var i godt humør. Der blev grinet, spist, pjattet og danset. Selvom jeg ikke drak noget alkohol, føltes det som at være trådt ind i en parallel verden.

På et tidpunkt stod jeg ved anlægget og var ved at finde en cd frem. Der kom en af gæsterne hen og spurgte forsigtigt til, hvordan jeg havde det. Jeg svarede, at det gik okay. Og at det ind imellem var hårdt. Til det sagde han: ”du får det til at se så let ud”. Jeg blev overrasket. Var det sådan jeg fremstod over for mennesker, jeg ikke kendte så godt? På en måde følte jeg mig glad, over den kommentar. En anden del, følte mig uægte og overfladisk. ”Tak” sagde jeg bare og smilede. Ja, i dag var det let at være mig. For jeg satte den syge, bange og fortabte ”mig” på hold, og lod mig rive med af festen, stemningen og rollen som Tove fra Solkysten, med det bobbede hår.

Da festen ebbede ud, gik jeg ovenpå for at få nattøj på. De fleste gæster var taget hjem. Et par stykker eller tre, blev også til overnatning. På badeværelset blev Tove ligeså stille til Graver. Neden under sad de sidste tilbage og sludrede. Jeg måtte tage mod til mig for at gå derned igen, med tørklæde om hovedet, pyjamas og uden make-up. Kontrasten var meget stor. Ingen af de andre lod sig mærke af forandringen. Stemningen var lige så rummelig, sjov og rar, som da jeg gik op for at klæde om.

Den aften, ved den fest, blev det tydeligt for mig, hvor lidt mit udseende betød i forholdet til andre. Tilsyneladende var det mest mig, der synes jeg så meget mærkelig ud. Det trøstede.

Træt, blev jeg placeret i mine venners massage stol. Puttet med en stor blød dyne og søde ord. Jeg lukkede øjnene. Nød frikvarteret. Min sprække af lys, var blevet sprængt til en kæmpe åbning af det varmeste solskin.

Jeg følte mig levende, elsket og fredfyldt. Livet kunne bare komme an. Alt var godt.

Læspe-lægen.

Mellem perioderne med kemo, var jeg hos plastikkirurgen og få fyldt vand i ekspanderen i brystet. Som regel var det ret sjovt at komme der. Især når det var ham den søde, unge, let læspende, skaldede læge. Han virkede lidt nervøs første gang jeg sad overfor ham. Uroligt sad han på stolen og læste i min journal og skiftevis kiggede på mig og i papirerne.

Hele hans væsen indbød til drilleri. Jeg kunne ikke modstå at sige ting, som jeg synes var sjove, men som til min overraskelse, gjorde ham forlegen. Egentlig var det lidt synd for ham, men det var min måde at prøve at få ham til at slappe af. Så jeg kunne føle mig tryg.

Proceduren omkring påfyldning af ekspander, foregik nogenlunde således; en magnetdims fandt den runde membran og med et let tryk, satte den et kryds. Så kunne man se hvor kanylen skulle stikkes igennem, for at sprøjte vand ind. Stikket kunne næsten ikke mærkes, så efter første gang, kunne jeg tage det mere roligt. Det var surrealistisk at stå og se brystet vokse. Efter hver påfyldning blev musklen, som ekspanderen var opereret inde under, udvidet lidt. Langsomt blev følelsen af have fået et grydelåg syet ind i brystet, transformeret til en følelse af en baseball. Ikke specielt rart. Jeg kunne ikke ligge på maven. Brystet var koldt og hårdt. Som en læder baseball. Når jeg stod med nøgen overkrop, så det også mærkeligt ud. Der manglede en brystvorte og det kunstige bryst sad højere oppe, end det andet. Jeg undgik spejlet og trøstede mig ved tanken, at lægen havde forsikret mig om, at det nok skulle blive pænt. Hm.

En gang, hvor den søde læspe-læge skulle se om ekspanderen nu sad hvor den skulle, kunne jeg ikke lade være med at drille ham igen. For at se om brysterne sad ca. lige højt, gik han ned på det ene knæ. ”Det havde du da virkelig ikke behøvet” sagde jeg til ham. Han kiggede forvirret op på mig. ”ja, sådan at falde på knæ. Vi kender jo knap nok hinanden”. Jeg var ved at flække af grin. Et øjeblik, kunne jeg se desperationen i hans øjne. Så fattede han, at jeg lavede sjov med ham og grinede med. Endelig virkede min ”sige-noget-sjovt-finte” på en læge, efter hensigten. Fremover slappede han mere af. For at fuldende den komiske situation, lå læspe-lægen stadig på knæ og mærkede med begge hænder på mine bryster. Jeg måtte beherske mig for ikke at knække helt sammen i latterkrampe. Det var også en sjov historie at underholde med, når det hele blev lidt for alvorligt.

Min tålmodighed kom på en alvorlig prøve. For jeg havde troet, at jeg kunne få skiftet ekspanderen ud med en blødere silikone protese, lige så snart kemoen var ovre. Sådan blev det ikke. Jeg skulle vente næsten et helt år. Godt nok, betød brystets udseende ikke lige så meget for min selvopfattelse, som tabet af mit hår. Men alligevel. Det både føltes hæsligt og så heller ikke særlig flot ud.

Hvordan skulle jeg nogensinde finde modet til, at være intim med en mand igen, med sådan en grim ”forlygte”? Eller vise mig nøgen i omklædningsrummet i svømmehallen, for den sags skyld.

Lægen fortalte og viste mig billeder af, hvordan det formentlig ville komme til at se ud, når brystet var helt rekonstrueret. Der var flere muligheder for at få en ny brystvorte. Man kunne tage noget hud helt oppe, hvor inderlåret rammer trussekanten. Huden der minder lidt om brystvortehud. Man kunne også vælge at få det tatoveret.

Dertil fik jeg tilbudt at få lagt silikone i det raske bryst, så jeg kunne få en lidt større barm. Min anden brystvorte kunne jeg også få syet mindre, hvis jeg synes. Hvis jeg ikke ville have silikone i det andet bryst, kunne jeg få et brystløft, så det kom lidt mere i niveau med det kunstige.

Pyh, der var mange gode tilbud. Jeg valgte at få brystet løftet og få tatoveret brystvorten på det kunstige. Grunden til jeg fravalgte silikone i begge var frygten for, om jeg ville kunne mærke, hvis der kom en knude i det raske bryst. Og tanken om en større barm, brød jeg mig heller ikke om.

Nogen gange havde jeg lyst til, at få taget ekspanderen ud og bare have en hel flad side. Ubehaget og tanken om, at have en hård og kold tingest syet ind i kroppen, gjorde mig ind imellem vanvittig. Det kløede nærmest indvendigt og jeg kunne ikke klø igen. Så ville jeg bare have den ud. NU. Når jeg kom til ”bevidsthed” igen, ville jeg jo gerne have lavet det bryst.

Jeg ville gerne ligne mig selv igen. Føle mig hel og kvindelig. Med langt hår og flotte bryster. Udsigterne var lange, før det kunne blive til virkelighed. På udkig efter en sprække af lys, fik jeg en ide. En rigtig god en, hvis jeg skulle sige det selv. Hvad ville være den vildeste udfordring, i den her situation? Hvordan kunne jeg komme over mine begrænsende overbevisninger, om min nye kropsdel?

Jeg skrev til et kvindemagasin. Om de ikke også synes, at det kunne være sejt, at lave en foto serie med nogen brystopererede, skaldede kvinder? Jeg ville gerne stille mig selv og min historie til rådighed. Det gav et kæmpe sus i maven. Jeg følte mig modig og stærk.

Ja, det var en god ide. Verdens bedste faktisk. Det syntes magasinet også

Ozzy og Graver

De fem dage med kemokrop forløb som forventet. Lidt værre end den første omgang. Mere ubehag, træthed, kvalme, ømhed og en vedholdende smag af metal. For at holde al den dårligdom ud, ledte jeg desperat efter lysglimt, som kunne give lettelse.

Et af de lysglimt var min veninde, som havde fået piskesmæld. Sammen udviklede vi en galgenhumor, som gjorde livet udholdeligt, når det så allersortest ud. Vi sov sammen i de fem dage efter kemo. Hun boede alene og var sygemeldt. Hjemme hos mig havde ”vi” hund og barn. Så der var vi mest. Det var trygt at have hende lige ved siden af. Jeg havde spurgt lægen om jeg var for giftig, at være tæt på lige efter ”juicen”. Heldigvis var svaret ”nej”.

Min veninde havde langt mørkebrunt, som i næsten sort, hår. I den periode var der et reality show med Ozzy Osborne i fjernsynet. På grund af ligheden i frisuren og at nogen af deres bevægelser også mindede om hinandens, blev min veninde til ”Ozzy”. Piskesmældet havde gjort bevægeligheden i nakken begrænset og smertefuld. Den lidt stive måde at bevæge hovedet på, lignede Ozzy Osbornes til forveksling.

Om aftenen, inden vi skulle i seng, var der noget medicin vi skulle have. Det var ikke helt den samme slags, bortset fra sovemedicinen. ”Hva´så Graver, skal vi snart ud og mixe vores drugs”, råbte hun ude fra køkkenet. ”Ozzy, din gamle narkoman, take it easy, Graver skal lige være mentalt klar”, svarede jeg ude fra badeværelset, mens make-uppen blev vasket af. Sådan gik meget af tiden og det var sjovt. Jeg fandt ud af, at hvis ”Ozzy” ikke faldt i tung søvn med det samme, så kunne jeg føre nogen meget morsomme samtaler med hende, som hun ikke kunne huske næste morgen. En lidt morbid fornøjelse, men ikke desto mindre, skæg. Mest for mig. For at hun kunne slippe uden om flere pinlige, halvt bevidstløse snakke, bestemte vi os for at tage sovepillerne samtidigt. ”En-to-tre-nu”, så slugte vi dem. Så var der større chance for, at jeg enten heller ikke kunne huske samtalerne eller endnu bedre, bare faldt i søvn samtidig med hende.

En nat skulle ”Ozzy” op og på toilet. For ikke at vække mig, lod hun lyset være slukket. Pludselig hørte jeg et brag ude fra gangen og et ”AV FOR HELVEDE DA”. Så var der stille et sekund og så hørte jeg et latterbrøl. ”Ozzy” havde i sin ”pille-koger” og i mørket, ikke kunnet se, at døren til badeværelset var lukket. Lidt forvirret fik jeg tændt lyset. Ude på gangen stod hun så, ”Ozzy”, med hånden på panden, skraldgrinende og skæv. Jeg stod lige så sovepille-skæv og grinede. Hendes hår hang ligesom Ozzys og hun snøvlede også en anelse. Nok mest fordi hun grinede så meget. Ude på badeværelset kiggede vi os i spejlet. Hold kæft mand, hvor så vi elendige ud. Og lige der, var det helt vild skægt.

Jeg var begyndt at læse ”Helbred dit liv” af Louise L. Hay. Min storesøster havde læst den, lige inden hun døde og jeg huskede, hvor begejstret hun havde talt om den. I bogen skrives der blandt andet om bekræftelser og hvor meget helbredelse der er i, at sige dem. Jeg blev opmærksom på, hvad jeg gik og snakkede med mig selv om. Det delte jeg med ”Ozzy” og sammen blev vi skrappe til at finde sprækker af lysglimt og sige ”alt er godt”. Hvis det føltes lidt for kunstigt, blev det til ”det bliver bedre i morgen”.

Vi var begge singler og længtes indimellem efter, at have en kæreste. Omstændighederne var ikke til dates eller romantik. Så i de perioder, hvor vi nærmest boede sammen, skrev vi små sedler til hinanden, med en sød lille hilsen og hjerter på. Det var hyggeligt at finde en seddel med ”hav en dejlig tur til købmanden mi lille skat, kys kys fra Ozzy” fyldt med hjerter.

Når vi ikke kunne holde smerter, kvalme, skaldethed og uvished ud, lå vi med hinanden i hånden og græd. Længslen efter livet, før ulykke og sygdom var så voldsom, at det føltes som om hjertet blev rykket midt over. Magtesløsheden skyggede for selv den mindste stribe af lys. Da vi havde hulket igennem, fik en af os til sidst snøftet: ”det bliver bedre i morgen”. ”Ja, i morgen er det bedre”. Og det blev det. Oplevelsen af at være sammen i ”Piratens” rutsjeture, skabte et nærvær og en ægthed, som føltes uendeligt stærkt. Sammen kunne vi klare alt.

På hver sin sofa lå vi ofte og snakkede om, hvordan vi skulle gå sammen i klip-klappere, sommerkjoler og med kolde smoothies i hånden, gennem byen. Danse og grine hele vejen og nyde, at håret var vokset ud igen og nakken var blev stærkere. Solen ville skinne og livet ville føles let og smertefrit. Vi visualiserede vores fremtid og det føltes godt.

Vi blev så tætte, at vi kunne mærke, hvis den anden var ked af det, selvom vi ikke var sammen. I starten blev jeg overrasket over, at få en sms eller et opkald fra hende, når mørket blev massivt og gjorde livet uoverskueligt. Når jeg blev overmandet af modløshed og frygt, magtede jeg ikke at bede om hjælp. Hun mærkede det og reagerede på det. Selvom hun om formiddagen var kørt hjem, for at være der et par dage, kunne det sagtens ende med, at hun pakkede sine ting sammen igen og kom tilbage om aftenen.

Vores venskab blev endnu en livline, som kunne redde mig, fra mine katastrofetanker og selvmedlidenhed. Som ”Ozzy” klogt sagde, ”den her tid, den er særlig og den skal vi huske at nyde”. Det gjorde et stort indtryk på mig, at lige præcis hun sagde det. For hun havde konstante smerter og måtte hvile sig det meste af døgnets timer. Om det nogensinde ville blive anderledes vidste hun ikke. Alligevel kunne hun se lyset i mørket.

Lyset. Kærligheden. Drømmene.

”Alt er godt”.

Kemo nr. to

Tiden nærmede sig for den næste omgang kemoterapi. Giften. Dagene op til var præget af uro i maven. Jeg havde haft det godt, sådan stort set, de sidste to uger. Fysisk. Så tanken om at blive slået til tælling igen, var ikke til at holde ud. Derfor havde jeg talt med min læge, om jeg kunne få nogle sovepiller. Det der med at sove, var gået ned ad bakke. Jeg fik en pakke med 10 piller i. Formentlig kunne jeg nøjes med en halv, til nætterne lige før og under kemo, så de kunne række langt. Æsken i skabet gav en følelse af tryghed. Nødpiller. Det lød bedre, end sovepiller.

Mentalt forsøgte jeg, at forberedte mig på turen til ”ornekologisk” ambulatorium. Hvordan man gør sådan noget, fandt jeg aldrig ud af. For uroen, frygten og den helt dybe følelse af magtesløshed, sneg sig ind på mig alligevel.

Efter håret faldt af, tog jeg en beslutning om, at jeg hver dag ville gøre noget ud af mig selv. Når jeg så mig i spejlet uden make-up, så jeg alt for andeledes ud, til at jeg kunne genkende mig selv. Faktisk synes jeg, der var en slående lighed mellem fodboldspilleren Thomas Graversen og mig. Det var jo helt skørt at tænke sådan noget. Men jeg det gav en lidt lettere følelse inden i. Jeg havde fundet en sprække i den massive tristhed, så lettelse kunne finde vej. De sprækker af lys ville jeg øve mig i at få øje på. En stædighed voksede. Jeg ville have det bedre. Hver morgen sagde jeg til ”Graver” i spejlet, ”det her, det klarer du også”. Det gav noget” ka-pow”.

Heldigvis havde min datter, taget det helt afslappet med min nye frisure. Hun aede mig på hovedet og sagde, at jeg havde lignede en baby. Hun var mere optaget af det tynde plaster, også kaldet englehud, der dækkede mit ar på det flade bryst. ”Det vil jeg også have på”, sagde hun med insisterende øjne. Det fik hun, så det lignede mit. Hun var nu blevet så stor, at hun lige var begyndt i børnehave. Alle derovre fik set hendes plaster. Stolt trak hun op i blusen og viste sit ”ar” til alle. ”SE, det er ligesom min mors” sagde hun med et stort smil. Endnu en sprække med lys.

Min veninde som havde fået piskesmæld, havde også fundet en sprække i sin ulykkelighed. Denne sprække af lys, gav hende modet, styrken og viljen til at begynde at køre bil igen. Til vores begges fornøjelse, kunne hun lige præcis køre det kvarter, der var mellem hendes lejlighed og mit hus. Når hun ankom, måtte hun ind og hvile sin krop. Vi havde begge langt igen, til at føles os som de levende piger, som inden ulykke og sygdom, havde danset på bordene til fester og haft mod på snart sagt alt.

Aftenen inden kemo nummer to var kommet. Min datter var hos sin far igen. Hunden ville jeg gerne have hjemme. Vi var alene, hunden og mig. Trofast fulgte den mig rundt i huset og lyttede med en tålmodighed, som kun en hund kan have, til alle mine tanker og følelser. Måske hjalp det også, at der fladt lidt flere hundekiks af, end sædvanligt.

Efter mit aftenritual, hvor jeg efter make-uppen blev fjernet, forvandlede mit spejlbillede til ”Graver”, tog jeg en halv sovepille. Indtil den virkede, havde jeg en halv times tid. Så kunne jeg lige nå at skrive en sms til mine veninder, som jeg havde aftaler med dagen efter.

Pillen virkede som den skulle, så jeg vågnede først da vækkeuret ringede. Hunden havde sovet på sin pude, lige ved siden af sengen, så den var det første jeg så. Den store klump af kærlighed, som jeg kaldte min hund, fik mig til at føle mig uendelig elsket. Lige hvad jeg trængte til.

Morgenen gik med at høre musik, bade og lægge den bedste make-up, jeg kunne. Mit flotteste tørklæde, min lyserøde bøllehat og yndlings tøjet var fundet frem. Jeg skulle ikke ligne nogen sølle kræftpatient. Punktum.

En af forberedelserne til kemo var, at få taget blodprøver tidligt samme morgen. På den måde kunne sygeplejerskerne og lægen, ”ornekologen”, se om min krop var stærk nok til giften. Med rystende ben fik jeg meldt min ankomst i laboratoriet. Fik sagt, at jeg var nødt til at bede om en briks at ligge på. Det der stikkeri var stadig lige hæsligt. Tårer, snot og jammer. Selvom jeg havde besluttet mig for at beherske mig. Flovt.

Der ville gå to timer fra blodprøven til kemoen var klar. I den tid, gik jeg forbi bageren og købte morgenbrød, så min veninde med piskesmæld og jeg kunne spise morgenmad sammen. Vi fik grinet af min hysteriske tur hos laboranten. ”Graver” gav også anledning til latter. Vi fandt det sjove i det meste. Når vi fik hejst os op, så vi kunne se os selv i helikopter perspektiv, så det hele vanvittigt ud. Når vi var sammen, kunne vi se det sjove i det. Nogen gange. Andre gange græd vi. Af afmagt. Smerte. Længsel. Sammen.

Klokken nærmede sig tiden, hvor jeg måtte gå mod sygehuset igen. Min bil stod dernede og min anden veninde ville mødes med mig der, og køre mig hjem. Hun ville være sammen med mig under kemoen. Onkologisk ambulatorium lå oppe på 8. sal. Min veninde var bange for elevatorer, så vi tog trappen sammen. Pulsen kom helt naturligt op. Nervøsiteten mærkedes ikke så stærkt lige der.

Jeg fik meldt mig til kemo ved skranken. Lidt febrilsk ledte sekretæren efter mit navn. Endelig fandt hun mig. Vi blev bedt vente i venteværelset. Nu måtte det godt se at komme i gang. Så jeg kunne komme hjem til hunden igen. Da der var gået 20 minutter, havde min veninde fået nok. Hun marcherede tilbage til skranken og spurgte stramt til, hvornår det blev min tur. Hun fik at vide, at en sygeplejerske ville komme ned til os om lidt. Det gjorde sygeplejersken også. Med det samme kunne vi se, hun var led ved situationen. Noget var gået galt, så de var først i gang med at blande min kemo nu. Det betød to timers yderligere ventetid. Min veninde var rasende. Hun kunne se hvordan det påvirkede mig. Jeg orkede ikke sige noget. Det ændrede jo ikke på det.

Vi måtte gerne forlade afdelingen i de to timer. Så otte etager ned igen. Vi gik i cafeteriet og spiste rundstykker og drak kaffe. Da vi havde siddet der lidt, kom vi til at grine. Min veninde har så meget selvironi, at hun hurtigt kunne se det sjove i hendes raseri, på mine vegne. Mens vi spiste, blev vi enige om af kalde kemoen, giften, for juice i stedet for. Det lød bare sjovere at sige, ”de er ved at blande min juice”.

Ventetiden var ovre og vi måtte op igen. Otte etager på trappen. Sygeplejersken undskyldte igen. Vi smilte indforstået og fik sagt, at det gik alligevel. Stikket gik okay. Ikke så stort drama, som i laboratoriet.

Det lille glas med piller blev sat frem. Jeg kunne se der var nogen piller i, som jeg genkendte som prednisolon. Dem fik jeg pillet fra og sagt, at dem ville jeg ikke have. Lidt uforstående tog sygeplejersken dem væk. Hun ville slette dem fra min medicin liste. Noget jeg gerne ville have på listen i stedet, var noget til min fordøjelse. Jeg fik en lille flaske med væske, som jeg måtte tage ti dråber af om aftenen. Tjek. Jeg havde også styr på de kvalmestillende, fra sidste gang.

Der var tre andre kvinder på stuen. Den ene genkendte jeg. Hun så trættere ud end sidst. Jeg fik spurgt hende, hvor mange gange hun havde fået kemo. Hun svarede: ”4 gange”, så hun manglede stadig to. Shit. Var det sådan jeg ville komme til at se ud om to gange mere? Det skulle blive løgn, sku´ det. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt for at det sku´ blive løgn.

Første pose blev sat i gang. Intet skete, før den sidste pose blev hængt op. Som sidst, blev jeg tæt i næsen, tung i kroppen og fik hovedpine. ÆV. Nedturen startede. Om synet af min medpatients trætte ansigt gjorde det værre, er muligt. For jeg følte mig endnu hurtigere utilpas og træt. Nu ventede der 5 dage med kemokrop. Tanken om at pjække fra resten af gangene meldte sig.

Skaldet, træt og med ”juicen” i systemet blev jeg kørt hjem. Tavs og med mørke tanker.