kræft – Page 2

Eksplosionen på kaffebaren

Kemo nummer fire og fem, forløb som forventet. Blodprøver og få lagt drop var ingen fornøjelse. Alle de kendte bivirkninger, indfandt sig nærmest på klokkeslæt.

Aftenen inden, var fyldt med uro og forventningskvalmen kom allerede der. Hvileløst trippede jeg rundt i huset for, at aflede mine tanker og berolige kroppen. Store mængder ”sove-the” blev indtaget, uden nævneværdig effekt. Sovepillen blev taget kl. 21:00 og tøjet var udvalgt og koordineret med tørklædet og bøllehatten. Inden kl. 22 skulle jeg gerne være faldet i søvn.
Veninderne var kørt i stilling. Jeg havde fundet en slags rutine. Efter ”juice” nummer tre, som havde været hårdere end nogensinde, lavede jeg aftaler om, hvem der kom og var sammen med mig undervejs, hvem der kørte mig hjem, hvem der lavede varm mad og hvem der kom og sov hos mig. Alt var planlagt frem til sidste tur til kemo ambulatoriet.
Lige så snart jeg kom hjem fra sygehuset, fik hunden snor på og skoene blev skiftet. Tempoet blev langsommere og langsommere som dagene gik. Styrken og energien svandt ind. Fra løbeture på 10 km, inden jeg blev syg, blev det til 3 km trasken afsted med hjertebanken og tunge skridt. Jeg trøstede mig med, at hver dag kom jeg tættere på den sidste ”juice”. Tanken om at slippe for at sidde med nålen i armen, hver tredje uge og de efterfølgende dage med kemokrop, gav humøret et lille hak op ad.
På sofaen lå jeg sammen med Ozzy og fantaserede, om alle de sjove og dejlige ting, der ville følge med, når jeg var på den anden side af forløbet med kemo. Aldrig mere smagen af metal. Aldrig mere forstoppelse og aldrig mere forventningskvalme. Når håret, vipper og bryn kom tilbage, ville jeg føle mig som mig selv igen og alt ville vende tilbage til ”normalen”. Livet ville fortsætte som før, bare med kortere hår og et falsk bryst. Joh, det ville blive skønt.
Dagen op til den femte kemo, var jeg mere ked af det end hidtil. Fyldt med kvalme og afmagt, kredsede tanken om at pjække. Det var så fristende at blive væk, at hvis ikke jeg havde aftaler med mine veninder, så er jeg ikke sikker på jeg var dukket op. Da jeg kom på kemo ambulatoriet, kunne sygeplejersken godt se jeg var helt ude af mig selv. Så hun gav mig to beroligende piller med hjem, som jeg måtte tage inden den næste og sidste kemo. Jeg takkede og prøvede at bevare fatningen. Da kvalmen overmandede mig, græd og rystede jeg tilsyneladende tilstrækkeligt, til at jeg fik tilbudt en beroligende pille, som jeg måtte tage med det samme. Med tårerne løbende ned af kinderne fik jeg spurgt efter en af de der ”numsepiller” til kvalmen, så jeg ikke kastede pillen op. Det var ikke pinligt eller ulækkert mere. Mine grænser rykkede sig hele tiden.
Efter en halv times tid, begyndte der at brede sig en meget behagelig følelse i kroppen. Den kunne overdøve de værste bivirkninger og bedst af alt, de mørke opgivende tanker forsvandt næsten. Jeg genkendte følelsen, fra da jeg var ny-opereret. Helt skæv og smålykkelig, fik jeg overstået ”juice” nummer fem. Én gang mere og så var det slut. Vidunderligt. YES!

Alle de andre gange havde jeg døjet med forstoppelse. Femte gang var ingen undtagelse. Til at afhjælpe det, havde jeg fået nogen dråber. De hjalp også godt nok. Bare ikke denne gang. I hvert fald ikke hurtigt nok, efter min mening. Så efter at have fulgt doseringen i to døgn og der stadig ikke var ”hul igennem”, besluttede jeg mig for at fordoble dosis til natten. Næste morgen stadig ikke noget resultat. Hmmm, så tredoblede jeg dosis. Utålmodigt ventede jeg på virkningen. Flere timer gik. Ingen tegn på noget som helst. Følelsen af at være udstoppet med lort, var ikke til at holde ud.
Min veninde ringede og spurgte om jeg ville med på en strøgtur. Måske det ville kunne hjælpe på humøret. God ide´. Jeg sprang i bilen og kørte mod byen. Det tog ikke lang tid, før min veninde fik mig til at grine og vi blev enige om, at drikke kaffe og så shoppe bagefter.

Da vi havde betalt, gik vi mod vores favorit tøjbutik.
Vi nåede nogen hundrede meter og så kunne jeg mærke effekten af de der dråber. Med sammenklemte balder, vraltede jeg tilbage til kaffebaren og heldigvis var toilettet ledigt. Uden at gå for meget i detaljer, kan jeg kort fortælle at lettelsen var enorm. Og eksplosiv. Dråberne havde sat så meget gang i tarmene, at jeg ikke turde forlade kaffebaren, i frygt for at have et uheld på åben gade. Det stank selvfølgelig hæsligt. Jeg var så flov. Fanget i en ”lortesituation” sad jeg og bandende mig selv og min utålmodighed langt væk. Det var jo dumt at tredoble dosis. TÅBELIGT.
Min veninde vidste, at man kunne få sådan noget toilet spray, som kunne neutralisere lugten. I fuld galop røg hun afsted i det ærinde. I mellem tiden sad jeg skiftevis på kaffebarens toilet og på en stol tæt på. Og skammede mig. Heldigvis kom jeg der tit og drak kaffe, derfor kendte jeg ham der arbejder der, rimelig godt. Han var forstående og prøvede at muntre mig op. ”Om et år, vil du grine af det her”, sagde han med et smil og overbærende øjne. Det havde jeg svært ved at forestille mig. Ikke desto mindre, fik han ret. Bortset fra, at der kun gik et par uger, før det også blev en sjov historie at underholde med.
Bevæbnet med anti-stinke spray og tømte tarme, gik turen hjem igen. Trætheden havde indhentet mig og min stolthed havde fået et par skrammer, som jeg måtte hjem og hele. Resten af dagen gik med at hvile på sofaen. Med uhindret adgang til toilettet. Jeg havde undervurderet de dråber.
Hver dag blev jeg klogere. På medicin. På min krop. På mine tanker. Set oppefra, var kemorejsen lærerig. Og benhård. Ingen kunne have forberedt mig på, hvordan det ville være. Og heldigvis for det.
Med blot en omgang ”juice” tilbage, var lyset tættere på end nogensinde. Alt ville blive godt om en måned.

Endnu en dårlig hår-dag

Perioden mellem tredje og fjerde ”juice”, havde ændret sig fra, at være præget af sortsyn og umulig kemokrop, til flere striber af lys og velvære. Så meget det nu lod sig gøre under omstændighederne. EFT´en havde brudt mørket. Jeg var halvvejs og kunne se frem til nogle bedre dage, inden næste ”strike”.

Tiden blev, blandt andet, brugt på ture i Legoland med min datter. Farmor og farfar havde foræret os begge sæsonpas, så vi kunne nyde sommeren der, når nu kræfterne ikke rakte til de store udflugter. På de gode dage kunne jeg godt se, hvor privilegeret jeg var. Tiden mens jeg var sygemeldt, kunne jeg bruge på at hygge mig med min datter, mine veninder og familie. Hver dag, hvis jeg ville. De dage kemo-kroppen ikke artede sig, var heldigvis i undertal. Selvom der sneg sig en dag eller to mere med kvalme og forstoppelse på, efter hver ”juice”.

Med sommeren kom også have arbejde. Omkring mit lille lejede parcelhus, voksede der en hæk. Den skulle klippes. Med Wham for fuld udblæsning på ghettoblasteren, gik jeg i gang med den elektriske hækkeklipper. Humøret var i top. Solen skinnede og jeg var fuld af selvtillid. Den hæk ville være så fin, når jeg blev færdig. Ingen tvivl om det. De første sving med hækkeklipperen gik som en leg. Jeg trådte op på en stige, for at trimme toppen. ”Tra-la-la-la …if you´re gonna do it, do it right”, sang jeg sammen med George Michael. Og så gik det galt. Uden varsel blev min venstre arm så træt, at jeg ikke kunne styre hækkeklippen. Det resulterede i en kæmpe bue klippet ind hækken. ”FÅÅÅÅÅRK”!! Det kunne på ingen måde kamufleres. Nå, men det skulle ikke spolere den gode stemning. Jeg trængte nok bare til en lille pause. Med fryseren fyldt med kæmpelæske, var det oplagt med sådan en lille forfriskning. Godt nok havde jeg spist to allerede den dag. Men hva´, det var sommer og jeg fortjente det.

Efter en halv times pause og et par ”Læske” mere, var jeg klar på endnu en omgang hækkeklipning. Det gik rigtig godt de første ti minutter, så lavede armen det samme trick igen. Endnu en bue kom til. Shit, det så grimt ud. Mit humør dalede. Den dumme arm. Svagt mærkede jeg snurren i den. Så blev jeg stædig. Dum-stædig. Uden pause, bed jeg tænderne sammen og besluttede, at det var MIG der bestemte over den arm. Med ”sgu-fanden” og ”satanedme” hvislende ud gennem de spændte kæber, gik jeg i gang igen. Armen gjorde ondt efter få minutter og det snurrede, prikkede og brændte indeni den. Med et snuptag fik jeg klippet forlængerledningen over. ”ALLETIDERS”, så kunne det også være lige meget. To buer og en overklippet ledning. ØV! Jeg satte mig tungt på sandkassens kant. Trætheden skyllede ind over mig. Hækkeklipperen blev båret i skuret. Den hæk som var afklippet, måtte bare blive liggende på jorden, indtil jeg havde ork til at samle det sammen.

Slukøret gik jeg ind på badeværelset for at forvandle mig til ”Graver”. Da jeg fjernede mascara og øjenskygge, kiggede jeg på vatrondellen bagefter. Jeg stivnede. Der, i den sorte plamage, lå mine øjenvipper. De fleste af dem i hvert fald. Nej-nej-nej. Bagefter kørte jeg vaskekluden rundt i ansigtet. Chokket var totalt. I kluden lå resten af, hvad der havde været mine øjenbryn. Da håret faldt af efter 14 dage, troede jeg ikke der kunne ryge mere af. Uden vipper og bryn, så jeg endnu mere syg og mærkelig ud. Okay, der var måske 4-5 vipper på hvert øje. Men det var jo umuligt, at få det til at se ud af noget. Ingen mascara i verden, ville kunne give så fyldige vipper, at det ville se godt ud.

Armen dunkede og var begyndt at svulme op. Shit! Det var jo det der lymfeødem, som lægen havde advaret mig imod. Skulle jeg nu til at have den der stramme lange strømpe på armen. Dum-stoltheden havde igen-igen bragt mig i en rådden situation. Jeg var både gal på mig selv, over ikke at lytte til min krop, men også rasende over, at kroppen i det hele taget var blevet så fremmed. Og ude af min kontrol. Inden jeg blev syg kunne jeg løbe 10 kilometer, ordne have, lave mad, male hus, arbejde og danse natten lang til fester, med stærke drinks.

Nå. Men sådan var det ikke mere. For ikke at falde tilbage i det sorte hul, gav jeg mig til at banke på de punkter jeg havde fået vist, af min svigerindes far. ”Selvom jeg ser ud ad røven til, så accepterer jeg mig selv fuldstændigt”. Efter tre gange lød det helt fjollet. Det virkede! Jeg fik det bedre.

Da jeg lå i min seng, med hunden ved siden af, smilede jeg af mig selv og dagens op og nedture. Herregud, det var jo bare en hæk. De der buer var ikke så grimme endda. Måske tilmed lidt spøjse og usædvanlige. Vipper og bryn var sværere at putte et positivt spin på. Faktisk umuligt.

For at gøre et eller andet, sendte jeg følgende sms til en veninde: ”i dag har jeg haft den ringeste hår-dag. EVER. Mine bryn og vipper er faldet af. God nat og sov godt”.

Skumfiduser og EFT

Smagen af metal var gennemtrængende og vedholdene. Kvalmen lurede og kroppen føltes tonstung. De andre gange, havde bivirkningerne fortaget sig i løbet af 4-5 dage. Sådan var det ikke denne gang. Fordøjelsen var også gået helt i stå. Maven var stenhård og det medfølgende ubehag, ulideligt. Mine tanker kredsede konstant om, hvordan jeg kunne få det bedre. Humøret var på linje med kroppens tilstand. Selvom det var sommer, med solskin og mildt vejr, lå der en mørk sky over mit sind.

Jeg fik klaget mig til min ældste storebor og svigerinde. Min beslutning om at, kun fortælle om de gode ting, kunne jeg ikke holde. Den sidste omgang kemo havde slået mig så grundigt til tælling, at jeg åbnede op for, hvordan jeg havde det. De helt sorte tanker om at ville dø, når jeg sad i stolen med nålen i armen, fortalte jeg dog ikke til nogen.

Min bror og svigerinde lyttede nærværende til mig. ”Min far kan sådan noget smart noget, som hedder EFT. Han vil helt sikkert gerne hjælpe dig”, sagde min svigerinde. Uden at tøve, takkede jeg ja. Helt præcist hvad det der EFT var for noget, vidste jeg ikke. Men, jeg havde mødt min svigerindes far mange gange og kendte ham, som en klog og hjertelig mand. Så jeg havde tillid til, at han kunne noget, som jeg havde brug for.

Jeg fik lavet en aftale med ham. Han ville komme hjem til mig i den følgende uge. Jeg var spændt på, hvad det nu var jeg havde rodet mig ud i. Min mavefornemmelse fortalte mig, at det ville være af stor betydning. Det skulle senere vise sig, at det var helt rigtigt.

Min svigerindes far kom en formiddag. Han gav mig et kram og var i godt humør. Hele hans energi var levende og positiv. Vi satte os ved spisebordet i stuen. Uden så meget udenomssnak, gik han i gang med at forklare mig, hvordan EFT virkede og lidt at teorien bag. ”Det er lidt noget mystisk noget, men det virker” sagde han med et stort smil.

Han bad mig sætte mig på en stol foran sig. Teknikken går ud på at banke, ganske blødt, på nogle bestemte punkter på kroppen. Det er punkter som også benyttes i akupunktur. Smart, sådan lidt akupunktur-agtigt UDEN nåle. Særlig smart, da min nåleskræk var en af tingene, jeg gerne ville hjælpes af med.

Først skulle vi have fundet frem til hvilket problem, eller udfordring, hvis man er til den slags tankegang, som skulle kigges på. Der var flere ting. Vi startede med for sjov, at prøve på noget lidt ufarligt. Min svigerindes far spurgte om jeg havde en last, som chokolade eller sådan noget. Joh, jeg havde en svaghed for skumfiduser. De der store bløde, lyserøde og hvide slags med ultrasød smag. ”Har du nogen til at ligge”? Joh, det havde jeg da. ”Vil det gøre noget, hvis du ikke spiste dem mere”? Nej, den trang kunne jeg godt undvære. Jeg fandt posen frem og duften nåede hurtigt mine næsebor. Nammenam, tænderne løb allerede i vand. Hvis han kunne få min lyst til at spise skumfiduser, til at forsvinde, ville jeg være overbevist om det her EFT.

Med en skumfidus trykket helt op under næsen, spurgte han mig hvor meget lyst jeg havde til at spise en, på en skala, fra et til ti. Hvor ti var maximal lyst. ”TI”, jeg var klar til at proppe hele posen med skumfiduser, i munden. Så tog han min hånd og begyndte at banke, ganske blidt, på håndkanten. Også kaldet karatepunktet. ”Gentag efter mig: selvom jeg har lyst til at spise denne skumfidus, så accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Jeg gentog. Det lød fjollet og føltes også sådan. Fjollede og mystiske ting fascinerede mig, så jeg gik med på ”forsøget”. Vi sagde det i alt tre gange, mens han bankede på håndkanten. Da vi var færdige med det, bankede han på forskellige punkter i ansigtet, på hovedet og under armen, mens vi sammen sagde ”denne skumfidus”. Det var endnu mere fjollet. Og spændende. Det føltes meget behageligt og jeg slappede helt af. Efter at have fået ”bank”, fik jeg igen skumfidusen under næsen. ”På en skala fra et til ti, hvor meget lyst har du nu til at spise den”? Overrasket måtte jeg konstatere, at duften ikke skabte mundvand. ”Fem” svarede jeg. Det var alligevel mærkeligt. Vi tog en omgang mere, ”selvom jeg stadig har lyst til denne skumfidus, accepterer jeg mig selv fuldt og helt”. Igen bankede han på håndkanten og jeg gentog tre gange. ”Denne skumfidus” nærmest chantede jeg, mens jeg blev banket på den samme punkter som før. Endnu engang fik jeg skumfidusen præsenteret. Den lugtede slet ikke godt. Nærmest som et viskelæder. Min lyst var nul. NUL! Det var utroligt. Resolut tog jeg posen og smed i skraldespanden. Farvel og tak for minderne, familien skumfidus.

Ivrigt fortsatte vi med nåleskræk, kvalme, angst og afsluttede med nogen positive bekræftelser, mens der blev banket på punkterne. Jeg følte mig opløftet, nærmest euforisk. Det her EFT, det var vanvittigt effektivt og rart. Min svigerindes far lærte mig, hvordan jeg selv kunne gøre det, hvis jeg mærkede nåleskrækken snige sig ind på mig. Når jeg skulle stikkes så ofte, kunne skrækken godt komme tilbage.

Afslutningsvis fortalte han mig, hvordan jeg kunne ændre kroppens kemi, ved for eksempel række begge hænder over hovedet, som når man vinder noget, og råbte ”YES-YES-YES”. Det prøvede vi af sammen. Og ja, det kunne mærkes. Jeg følte mig stærk igen.

Vi sagde farvel og han tog om mit ansigt og lagde sin pande mod min. “Ring igen, hvis du får brug for det”, sagde han. ”Tak” fik jeg fremstammet og vi vinkede farvel, da han gik ud til sin bil.

Jeg var rørt og helt fyldt med livsmod, taknemmelighed og kærlighed. Det var magisk.

MAGISK. Jeg elskede det. YES-YES-YES!

På den igen. Tredje gang kemo

Festen havde været et tiltrængt frikvarter. Fra sygdom, hverdagen og mig selv. Da jeg var kommet hjem, havde pakket ud og fået sat tandbørsten tilbage i kruset på badeværelset, vendte virkeligheden tilbage. Der var tre dage til næste omgang ”juice”. Tankerne om at skulle stikkes og få det dårligt igen, magtede jeg ikke. Selvom jeg gjorde forskellige ting, som kunne distrahere mig, var det som om, at kroppen nærmest allerede mærkede, hvordan kvalmen kom snigende. Hovedpinen, tungheden, trætheden og følelsen af at være pumpet fuld af gift, huskede min krop alt for godt.

Aftenen før den 3. kemo var jeg alene. Det vil sige, hunden var hjemme sammen med mig. Ozzy kunne ikke komme og sove hos mig, før aftenen efter. Som på en måde også var vigtigere. Og så alligevel. Min hjerne blev ved med at producere skræmmebilleder. Kroppen samarbejdede og opførte sig allerede kemo-syg. Ude af mig selv, ringede jeg til et par veninder, for at få lettet mit hjerte og for at få tiden til at gå. Jeg fortalte ikke ærligt, hvor dårligt jeg havde det. Om det var for at snyde mig selv, eller for at skåne dem, var jeg ikke sikker på. Men tiden gik og jeg kunne tage min sovepille. Jeg plejede at nøjes med en halv, men jeg ville være helt sikker på at jeg kunne sove, så jeg tog en hel.

Indtil sovepillen begyndte at virke, rensede jeg make-up af og fik øjenkontakt med Graver i spejlet. Min tålmodighed var ved at slippe op. I næsten 2½ måned havde jeg været skaldet. Det føltes som 2½ år. Jeg kunne se frem til omkring 4 måneder mere på den her måde. Så lang tid ville der gå, før håret begyndte at vokse igen. Tårerne pressede sig på og jeg gav efter. Satte mig på toilettet og hulkede. Hunden kom luskende og satte sig foran mig. Stak snuden ind på min kind og slikkede tårerne væk. Jeg kiggede den lige i øjnene og kløede den bag ørerne. ”Jeg elsker dig” snøftede jeg ned i pelsen. Langsomt kunne jeg mærke sovepillen gøre mig døsig. Endelig. Inde i soveværelset plejede hunden at sove på sin store pude, på gulvet, lige ved siden af sengen. Fordi jeg havde så ondt af mig selv, klappede jeg på dynen ved siden af mig og lod den sove oppe i sengen. Fuck alle mine regler. Lige der handlede det udelukkende om, at komme gennem natten, uden at blive vanvittig. For at gøre situationen komplet umulig, kløede det også på indersiden af min ”baseball”.

På grund af sommerferie, havde jeg ikke nogen til at følges med mig op til ”juice”. Så jeg havde ringet til ambulatoriet dagen før, og bestilt transport hjem. Man må ikke selv køre bil, efter kemo. Udsigten til at gå gennem hele dagen, uden mine faste støtter, gjorde mig utryg og trist.

Blodprøven var hæsligere end nogensinde. Ventetiden var lige så hæslig. Appetitten havde været på nulpunktet i flere dage. Kvalmen havde jeg fået på forskud og kroppen føltes som om, styrken blev trukket ligeså stille ud af den. Alt i alt, bare møg med møg på. ÆV.

Selvom jeg, som de andre gange, havde taget mit bedste tøj på og lagt en flot make-up, lignede jeg hende den trætte medpatient, som jeg havde forsvoret at komme til at ligne. Men det gjorde jeg. Sygeplejersken kunne godt se, at jeg var nedtrykt. Tårerne lå konstant på lur. Jeg kunne mærke dem svie under øjenlågene. Selvfølgelig blev det til fire stik, før droppet kunne sættes til. Denne gang jamrede jeg ikke. Faktisk sagde jeg ikke en lyd. Men tårerne løb. I stride strømme. For første gang tænkte jeg. ”Gid jeg var død”. Jeg var kun halvvejs. To gange mere, ud over denne her. Det var fuldstændigt uoverskueligt.

Sygeplejerskerne var umådeligt søde og opmærksomme. En af dem sad og holdt mig i hånden ved alle fire stik. Hun havde også en brækpose parat, for jeg havde allerede kvalme. ”Forventningskvalme” kaldes det. Ved første pose ”Juice” kastede jeg op. Så de kvalmepiller jeg lige havde slugt, røg op igen. Det var håbløst. Hvordan skulle jeg komme gennem tre gange mere af det der? Sygeplejersken fandt en stikpille frem. Den skulle jeg stikke op i endetarmen. Hold nu op. Ad! Så mellem første og anden pose, fik jeg 5 min til, at få den der klamme stikpille placeret i min røv. Og hvis jeg ikke kunne det, ville sygeplejersken gøre det for mig. Arj, det var for pinligt. Og ulækkert. Med rystende hænder lykkedes det. Pyha. Den totale ydmygelse var undveget.

Kvalmen fortog sig forholdvist hurtigt. Den forsvandt ikke helt, men var til at udholde. Tredje og sidste pose blev hængt op. Om lidt ville næsen blive tæt og hovedpinen ville indfinde sig. Denne gang var endnu værre end de andre gange. De værste tømmermænd, toppet med influenza og madforgiftning. Sådan oplevedes det.

Da hele seancen var overstået, måtte jeg gå ned i forhallen og vente på at blive hentet af en chauffør. Hvad jeg ikke vidste var, at det var en minibus jeg skulle køres hjem i, så der skulle 6 andre patienter med. Endnu en gang blev min tålmodighed sat på prøve. Turen rundt med de andre tog 1½ time. Jeg var den sidste på ruten. Da vi endelig nåede min adresse, var jeg så svimmel og ringe tilpas, at chaufføren måtte hjælpe mig ind. På en formiddag, var jeg blevet 100 år ældre og havde mistet det meste af troen på, at ”det her, det klarer du også”.

Mest af alt ville jeg bare gerne have fred. Sove gennem de næste fire måneder. Vågne op til blødt hår på hovedet og en hverdag, med min datter, hund, veninder, arbejde og måske endda en kæreste. Tungt smed jeg mig på sofaen og græd. Ikke siden jeg mistede håret, havde jeg været så modløs og fortvivlet.

De andre gange havde jeg gået en tur med hunden, når jeg var kommet hjem. Sådan blev det ikke den her dag. Kroppen gjorde for ondt. Kvalmen fyldte for meget og jeg kastede op. Jeg vaskede resterne af make-uppen af og trak i mit nattøj, selvom klokken kun var halv fem. Min veninde, som havde været der og lavet aftensmad til mig de andre gange, var på ferie. Så jeg måtte selv lave noget at spise. Det orkede jeg ikke. Så ingen mad hele dagen, hjalp bestemt ikke, på hverken kvalme eller humøret.

Ozzy dukkede op ved 19-tiden og fik et chok. Bleg og med oppustede øjenlåg, fandt hun mig krøllet sammen på sofaen. Da jeg rejste mig for at give hende et knus, måtte jeg skynde mig på badeværelset og kaste op i stedet for. Igen. Grædende kom jeg tilbage til stuen, og fortalte om min dag fra helvede, mens snot og tårer flød i en lind strøm. Ozzy vidste ikke sine levede råd, så hun lyttede bare og spurgte til hvad jeg havde brug for. ”Jeg vil DØØØØØØ” skreg jeg inde i hovedet. Men, for det første mente jeg det ikke, sådan rigtigt og for det andet ville jeg ikke gøre Ozzy mere bekymret, end hun var i forvejen. Hun fik lokket mig til at spise en banan. Selvom hun ikke havde kræfter til ret meget andet end at hvile, hjalp det på alt, at hun var der.

Den aften blev vi enige om, at tage vores natpiller klokken halv ni. Dagen måtte gerne se at slutte. Ude i køkkenet stod vi med piller linet op og to glas vand. På badeværelset ventede endnu en stikpille. ”En-to-tre-NU” og sovepillerne blev slugt synkront.

Inde i sengen lå vi med hinanden i hånden og ventede på at falde i søvn.

”Det bliver bedre i morgen” sagde Ozzy og klemte min hånd. Jeg klemte tilbage. Uden at sige noget.

Åse og Tove fra Solkysten

Der var en uge til næste kemo. Kroppen var igen ved at være okay, og humøret var også i fin form. Tiden blev nydt i fulde drag. Jeg vidste præcist, hvornår jeg blev slået i gulvet igen. På klokkeslæt. Tanken om det, var fyldt med kvalme og tristhed. Derfor gjorde jeg, hvad jeg kunne for, at blive optaget af andre og langt mere festlige gøremål. Heldig som jeg var, og er, lå der en sammenkomst med gode venner i de dage. Festen var en indflytterfest i Sverige. Godt nok var der langt derover, men jeg havde næsten lige fået købt mig en ”ny” bil, for mine ”blodpenge”. Penge jeg havde fået for at være alvorligt syg, af en farlig sygdom, fra min pensionskasse. Så transporten var i orden.

Min veninde var også inviteret med. Hvem af os der fik ideen om at klæde os ud, husker jeg ikke. Men Barbie parykken havde i hvert fald noget med det at gøre. Vi fik den ide at klæde os ud, som sådan nogen fine damer, med bobbet hår, dyre tasker og perlekæder. Endelig ville parykken komme til sin ret. Den var helt perfekt. Tiden op til denne fest, blev brugt på at finde de rigtige sko, kjoler, hårbånd og ikke mindst de helt rigtige smykker. Farverne var lyse rød og hvid. Taskerne, beauty boksene og de fikse trolleys blev fyldt op med alskens dullegrej. Eller næsten. For vi havde ikke helt sager nok til, at fylde alle tasker op, så nogen af dem var tomme. Men pointen var, at vi skulle se rige og overdrevent fine ud.

I vores civile liv, var vi begge mest til jeans og gummisko, så vi følte os mere udklædte end påklædte, i det fine tøj. Vi fortale ikke værterne for festen, om vores plan. Vi grinede af, hvordan alle ville kigge, når vi ankom i den petroleums farvede Peugeot 206, stærkt duftende af parfume og med 5 tasker hver, i højhælede sko og højt, skinnende hår.

Fantasien fik frit spil. Intet var for skørt. Det føltes så godt, at opfinde en ny person, som jeg kunne spille til en fest, hvor jeg ellers kunne se mig selv, som hende den skaldede med ”rådden forlygte”. Friheden i at lege, at jeg var en helt anden, var en afledningsmanøvre og den virkede. For en stund, og det var godt nok til mig.

Da jeg havde fået afleveret hund og barn, pakkede jeg bilen og iførte mig en lyse rød kort nederdel, med ditto top og cardigan. Perlekæden med matchende ørestikkere blev monteret. Anlægget i bilen kørte for fuld udblæsning og smilet var kæmpestort. Min veninde stod klar inde i byen, i sin fine kjole, perlekæde og masser af tasker. Da vi havde fået læsset hendes bagage, satte vi os godt tilrette i sæderne og startede turen mod Sverige.

Hurtigt fandt vi på navne til vores nye personligheder. Åse og Tove. Fra Solkysten. Det lød både bonderøvs-agtigt og fornemt. Vi grinede på hele turen. Snakkede med accent som snobberne fra Rytteriet. Alt om sygdom, kemo, kvalme, ked-af-det-hed, grimt bryst og skaldet hoved, var ude af mine tanker.

Fornøjelsen og morskaben blev ikke mindre, da vi skulle tanke benzin. Med vores fine håndtasker svansede Åse og Tove, fra Solkysten, ind i tankstationens butik. Højlydt diskuterede vi, hvor sløjt det var, at man ikke kunne få noget ordenligt champagne i sådan en butik. ”Vi er sandelig vant til en anden standard, der hvor VI kommer fra”. Vores opførsel var så karikeret, at butikspersonalet godt kunne se det sjove i det. Det var helt umuligt at holde masken og accenten hele vejen gennem butikken. Bag hylderne knækkede vi sammen af grin. Det var virkelig sjovt.

Efter at have faret vild i Sverige, fandt vi frem til vores venners nye hus. Vi dyttede, så ingen kunne være i tvivl om vores ankomst. Min veninde og hendes kæreste, som holdt festen, kom ud og tog i mod os. De grinede og spillede med på vores snobberi. ”James, taskerne ligger bag i vognen, vær en snut og bær dem op i suiten”, kvidrede vi og trippede rundt og gav kindkys.

Vi ankom om eftermiddagen og der var ikke kommet så mange andre gæster endnu. Min værtinde-veninde, foreslog at Åse og Tove gik over til naboen og hilste på. Vi blev forsikret om, at han ville elske at møde os to, i vores fine tøj og det hele. Det viste sig, at naboen var homoseksuel og elskede at klæde sig ud. Han var drag queen. Det var helt vanvittigt, hvad han havde af høje sko, netstrømper, fjerboaer, stramme kjoler, parykker og smykker. På under to minutter var vi blevet slyngveninder med naboen, som i løbet af den næste time forvandlede sig til Ellinor.

Drinks og champagne flød i rigelige mængder, musikken spillede og flere gæster dukkede op. Alle var i godt humør. Der blev grinet, spist, pjattet og danset. Selvom jeg ikke drak noget alkohol, føltes det som at være trådt ind i en parallel verden.

På et tidpunkt stod jeg ved anlægget og var ved at finde en cd frem. Der kom en af gæsterne hen og spurgte forsigtigt til, hvordan jeg havde det. Jeg svarede, at det gik okay. Og at det ind imellem var hårdt. Til det sagde han: ”du får det til at se så let ud”. Jeg blev overrasket. Var det sådan jeg fremstod over for mennesker, jeg ikke kendte så godt? På en måde følte jeg mig glad, over den kommentar. En anden del, følte mig uægte og overfladisk. ”Tak” sagde jeg bare og smilede. Ja, i dag var det let at være mig. For jeg satte den syge, bange og fortabte ”mig” på hold, og lod mig rive med af festen, stemningen og rollen som Tove fra Solkysten, med det bobbede hår.

Da festen ebbede ud, gik jeg ovenpå for at få nattøj på. De fleste gæster var taget hjem. Et par stykker eller tre, blev også til overnatning. På badeværelset blev Tove ligeså stille til Graver. Neden under sad de sidste tilbage og sludrede. Jeg måtte tage mod til mig for at gå derned igen, med tørklæde om hovedet, pyjamas og uden make-up. Kontrasten var meget stor. Ingen af de andre lod sig mærke af forandringen. Stemningen var lige så rummelig, sjov og rar, som da jeg gik op for at klæde om.

Den aften, ved den fest, blev det tydeligt for mig, hvor lidt mit udseende betød i forholdet til andre. Tilsyneladende var det mest mig, der synes jeg så meget mærkelig ud. Det trøstede.

Træt, blev jeg placeret i mine venners massage stol. Puttet med en stor blød dyne og søde ord. Jeg lukkede øjnene. Nød frikvarteret. Min sprække af lys, var blevet sprængt til en kæmpe åbning af det varmeste solskin.

Jeg følte mig levende, elsket og fredfyldt. Livet kunne bare komme an. Alt var godt.

Læspe-lægen.

Mellem perioderne med kemo, var jeg hos plastikkirurgen og få fyldt vand i ekspanderen i brystet. Som regel var det ret sjovt at komme der. Især når det var ham den søde, unge, let læspende, skaldede læge. Han virkede lidt nervøs første gang jeg sad overfor ham. Uroligt sad han på stolen og læste i min journal og skiftevis kiggede på mig og i papirerne.

Hele hans væsen indbød til drilleri. Jeg kunne ikke modstå at sige ting, som jeg synes var sjove, men som til min overraskelse, gjorde ham forlegen. Egentlig var det lidt synd for ham, men det var min måde at prøve at få ham til at slappe af. Så jeg kunne føle mig tryg.

Proceduren omkring påfyldning af ekspander, foregik nogenlunde således; en magnetdims fandt den runde membran og med et let tryk, satte den et kryds. Så kunne man se hvor kanylen skulle stikkes igennem, for at sprøjte vand ind. Stikket kunne næsten ikke mærkes, så efter første gang, kunne jeg tage det mere roligt. Det var surrealistisk at stå og se brystet vokse. Efter hver påfyldning blev musklen, som ekspanderen var opereret inde under, udvidet lidt. Langsomt blev følelsen af have fået et grydelåg syet ind i brystet, transformeret til en følelse af en baseball. Ikke specielt rart. Jeg kunne ikke ligge på maven. Brystet var koldt og hårdt. Som en læder baseball. Når jeg stod med nøgen overkrop, så det også mærkeligt ud. Der manglede en brystvorte og det kunstige bryst sad højere oppe, end det andet. Jeg undgik spejlet og trøstede mig ved tanken, at lægen havde forsikret mig om, at det nok skulle blive pænt. Hm.

En gang, hvor den søde læspe-læge skulle se om ekspanderen nu sad hvor den skulle, kunne jeg ikke lade være med at drille ham igen. For at se om brysterne sad ca. lige højt, gik han ned på det ene knæ. ”Det havde du da virkelig ikke behøvet” sagde jeg til ham. Han kiggede forvirret op på mig. ”ja, sådan at falde på knæ. Vi kender jo knap nok hinanden”. Jeg var ved at flække af grin. Et øjeblik, kunne jeg se desperationen i hans øjne. Så fattede han, at jeg lavede sjov med ham og grinede med. Endelig virkede min ”sige-noget-sjovt-finte” på en læge, efter hensigten. Fremover slappede han mere af. For at fuldende den komiske situation, lå læspe-lægen stadig på knæ og mærkede med begge hænder på mine bryster. Jeg måtte beherske mig for ikke at knække helt sammen i latterkrampe. Det var også en sjov historie at underholde med, når det hele blev lidt for alvorligt.

Min tålmodighed kom på en alvorlig prøve. For jeg havde troet, at jeg kunne få skiftet ekspanderen ud med en blødere silikone protese, lige så snart kemoen var ovre. Sådan blev det ikke. Jeg skulle vente næsten et helt år. Godt nok, betød brystets udseende ikke lige så meget for min selvopfattelse, som tabet af mit hår. Men alligevel. Det både føltes hæsligt og så heller ikke særlig flot ud.

Hvordan skulle jeg nogensinde finde modet til, at være intim med en mand igen, med sådan en grim ”forlygte”? Eller vise mig nøgen i omklædningsrummet i svømmehallen, for den sags skyld.

Lægen fortalte og viste mig billeder af, hvordan det formentlig ville komme til at se ud, når brystet var helt rekonstrueret. Der var flere muligheder for at få en ny brystvorte. Man kunne tage noget hud helt oppe, hvor inderlåret rammer trussekanten. Huden der minder lidt om brystvortehud. Man kunne også vælge at få det tatoveret.

Dertil fik jeg tilbudt at få lagt silikone i det raske bryst, så jeg kunne få en lidt større barm. Min anden brystvorte kunne jeg også få syet mindre, hvis jeg synes. Hvis jeg ikke ville have silikone i det andet bryst, kunne jeg få et brystløft, så det kom lidt mere i niveau med det kunstige.

Pyh, der var mange gode tilbud. Jeg valgte at få brystet løftet og få tatoveret brystvorten på det kunstige. Grunden til jeg fravalgte silikone i begge var frygten for, om jeg ville kunne mærke, hvis der kom en knude i det raske bryst. Og tanken om en større barm, brød jeg mig heller ikke om.

Nogen gange havde jeg lyst til, at få taget ekspanderen ud og bare have en hel flad side. Ubehaget og tanken om, at have en hård og kold tingest syet ind i kroppen, gjorde mig ind imellem vanvittig. Det kløede nærmest indvendigt og jeg kunne ikke klø igen. Så ville jeg bare have den ud. NU. Når jeg kom til ”bevidsthed” igen, ville jeg jo gerne have lavet det bryst.

Jeg ville gerne ligne mig selv igen. Føle mig hel og kvindelig. Med langt hår og flotte bryster. Udsigterne var lange, før det kunne blive til virkelighed. På udkig efter en sprække af lys, fik jeg en ide. En rigtig god en, hvis jeg skulle sige det selv. Hvad ville være den vildeste udfordring, i den her situation? Hvordan kunne jeg komme over mine begrænsende overbevisninger, om min nye kropsdel?

Jeg skrev til et kvindemagasin. Om de ikke også synes, at det kunne være sejt, at lave en foto serie med nogen brystopererede, skaldede kvinder? Jeg ville gerne stille mig selv og min historie til rådighed. Det gav et kæmpe sus i maven. Jeg følte mig modig og stærk.

Ja, det var en god ide. Verdens bedste faktisk. Det syntes magasinet også

Ozzy og Graver

De fem dage med kemokrop forløb som forventet. Lidt værre end den første omgang. Mere ubehag, træthed, kvalme, ømhed og en vedholdende smag af metal. For at holde al den dårligdom ud, ledte jeg desperat efter lysglimt, som kunne give lettelse.

Et af de lysglimt var min veninde, som havde fået piskesmæld. Sammen udviklede vi en galgenhumor, som gjorde livet udholdeligt, når det så allersortest ud. Vi sov sammen i de fem dage efter kemo. Hun boede alene og var sygemeldt. Hjemme hos mig havde ”vi” hund og barn. Så der var vi mest. Det var trygt at have hende lige ved siden af. Jeg havde spurgt lægen om jeg var for giftig, at være tæt på lige efter ”juicen”. Heldigvis var svaret ”nej”.

Min veninde havde langt mørkebrunt, som i næsten sort, hår. I den periode var der et reality show med Ozzy Osborne i fjernsynet. På grund af ligheden i frisuren og at nogen af deres bevægelser også mindede om hinandens, blev min veninde til ”Ozzy”. Piskesmældet havde gjort bevægeligheden i nakken begrænset og smertefuld. Den lidt stive måde at bevæge hovedet på, lignede Ozzy Osbornes til forveksling.

Om aftenen, inden vi skulle i seng, var der noget medicin vi skulle have. Det var ikke helt den samme slags, bortset fra sovemedicinen. ”Hva´så Graver, skal vi snart ud og mixe vores drugs”, råbte hun ude fra køkkenet. ”Ozzy, din gamle narkoman, take it easy, Graver skal lige være mentalt klar”, svarede jeg ude fra badeværelset, mens make-uppen blev vasket af. Sådan gik meget af tiden og det var sjovt. Jeg fandt ud af, at hvis ”Ozzy” ikke faldt i tung søvn med det samme, så kunne jeg føre nogen meget morsomme samtaler med hende, som hun ikke kunne huske næste morgen. En lidt morbid fornøjelse, men ikke desto mindre, skæg. Mest for mig. For at hun kunne slippe uden om flere pinlige, halvt bevidstløse snakke, bestemte vi os for at tage sovepillerne samtidigt. ”En-to-tre-nu”, så slugte vi dem. Så var der større chance for, at jeg enten heller ikke kunne huske samtalerne eller endnu bedre, bare faldt i søvn samtidig med hende.

En nat skulle ”Ozzy” op og på toilet. For ikke at vække mig, lod hun lyset være slukket. Pludselig hørte jeg et brag ude fra gangen og et ”AV FOR HELVEDE DA”. Så var der stille et sekund og så hørte jeg et latterbrøl. ”Ozzy” havde i sin ”pille-koger” og i mørket, ikke kunnet se, at døren til badeværelset var lukket. Lidt forvirret fik jeg tændt lyset. Ude på gangen stod hun så, ”Ozzy”, med hånden på panden, skraldgrinende og skæv. Jeg stod lige så sovepille-skæv og grinede. Hendes hår hang ligesom Ozzys og hun snøvlede også en anelse. Nok mest fordi hun grinede så meget. Ude på badeværelset kiggede vi os i spejlet. Hold kæft mand, hvor så vi elendige ud. Og lige der, var det helt vild skægt.

Jeg var begyndt at læse ”Helbred dit liv” af Louise L. Hay. Min storesøster havde læst den, lige inden hun døde og jeg huskede, hvor begejstret hun havde talt om den. I bogen skrives der blandt andet om bekræftelser og hvor meget helbredelse der er i, at sige dem. Jeg blev opmærksom på, hvad jeg gik og snakkede med mig selv om. Det delte jeg med ”Ozzy” og sammen blev vi skrappe til at finde sprækker af lysglimt og sige ”alt er godt”. Hvis det føltes lidt for kunstigt, blev det til ”det bliver bedre i morgen”.

Vi var begge singler og længtes indimellem efter, at have en kæreste. Omstændighederne var ikke til dates eller romantik. Så i de perioder, hvor vi nærmest boede sammen, skrev vi små sedler til hinanden, med en sød lille hilsen og hjerter på. Det var hyggeligt at finde en seddel med ”hav en dejlig tur til købmanden mi lille skat, kys kys fra Ozzy” fyldt med hjerter.

Når vi ikke kunne holde smerter, kvalme, skaldethed og uvished ud, lå vi med hinanden i hånden og græd. Længslen efter livet, før ulykke og sygdom var så voldsom, at det føltes som om hjertet blev rykket midt over. Magtesløsheden skyggede for selv den mindste stribe af lys. Da vi havde hulket igennem, fik en af os til sidst snøftet: ”det bliver bedre i morgen”. ”Ja, i morgen er det bedre”. Og det blev det. Oplevelsen af at være sammen i ”Piratens” rutsjeture, skabte et nærvær og en ægthed, som føltes uendeligt stærkt. Sammen kunne vi klare alt.

På hver sin sofa lå vi ofte og snakkede om, hvordan vi skulle gå sammen i klip-klappere, sommerkjoler og med kolde smoothies i hånden, gennem byen. Danse og grine hele vejen og nyde, at håret var vokset ud igen og nakken var blev stærkere. Solen ville skinne og livet ville føles let og smertefrit. Vi visualiserede vores fremtid og det føltes godt.

Vi blev så tætte, at vi kunne mærke, hvis den anden var ked af det, selvom vi ikke var sammen. I starten blev jeg overrasket over, at få en sms eller et opkald fra hende, når mørket blev massivt og gjorde livet uoverskueligt. Når jeg blev overmandet af modløshed og frygt, magtede jeg ikke at bede om hjælp. Hun mærkede det og reagerede på det. Selvom hun om formiddagen var kørt hjem, for at være der et par dage, kunne det sagtens ende med, at hun pakkede sine ting sammen igen og kom tilbage om aftenen.

Vores venskab blev endnu en livline, som kunne redde mig, fra mine katastrofetanker og selvmedlidenhed. Som ”Ozzy” klogt sagde, ”den her tid, den er særlig og den skal vi huske at nyde”. Det gjorde et stort indtryk på mig, at lige præcis hun sagde det. For hun havde konstante smerter og måtte hvile sig det meste af døgnets timer. Om det nogensinde ville blive anderledes vidste hun ikke. Alligevel kunne hun se lyset i mørket.

Lyset. Kærligheden. Drømmene.

”Alt er godt”.

Kemo nr. to

Tiden nærmede sig for den næste omgang kemoterapi. Giften. Dagene op til var præget af uro i maven. Jeg havde haft det godt, sådan stort set, de sidste to uger. Fysisk. Så tanken om at blive slået til tælling igen, var ikke til at holde ud. Derfor havde jeg talt med min læge, om jeg kunne få nogle sovepiller. Det der med at sove, var gået ned ad bakke. Jeg fik en pakke med 10 piller i. Formentlig kunne jeg nøjes med en halv, til nætterne lige før og under kemo, så de kunne række langt. Æsken i skabet gav en følelse af tryghed. Nødpiller. Det lød bedre, end sovepiller.

Mentalt forsøgte jeg, at forberedte mig på turen til ”ornekologisk” ambulatorium. Hvordan man gør sådan noget, fandt jeg aldrig ud af. For uroen, frygten og den helt dybe følelse af magtesløshed, sneg sig ind på mig alligevel.

Efter håret faldt af, tog jeg en beslutning om, at jeg hver dag ville gøre noget ud af mig selv. Når jeg så mig i spejlet uden make-up, så jeg alt for andeledes ud, til at jeg kunne genkende mig selv. Faktisk synes jeg, der var en slående lighed mellem fodboldspilleren Thomas Graversen og mig. Det var jo helt skørt at tænke sådan noget. Men jeg det gav en lidt lettere følelse inden i. Jeg havde fundet en sprække i den massive tristhed, så lettelse kunne finde vej. De sprækker af lys ville jeg øve mig i at få øje på. En stædighed voksede. Jeg ville have det bedre. Hver morgen sagde jeg til ”Graver” i spejlet, ”det her, det klarer du også”. Det gav noget” ka-pow”.

Heldigvis havde min datter, taget det helt afslappet med min nye frisure. Hun aede mig på hovedet og sagde, at jeg havde lignede en baby. Hun var mere optaget af det tynde plaster, også kaldet englehud, der dækkede mit ar på det flade bryst. ”Det vil jeg også have på”, sagde hun med insisterende øjne. Det fik hun, så det lignede mit. Hun var nu blevet så stor, at hun lige var begyndt i børnehave. Alle derovre fik set hendes plaster. Stolt trak hun op i blusen og viste sit ”ar” til alle. ”SE, det er ligesom min mors” sagde hun med et stort smil. Endnu en sprække med lys.

Min veninde som havde fået piskesmæld, havde også fundet en sprække i sin ulykkelighed. Denne sprække af lys, gav hende modet, styrken og viljen til at begynde at køre bil igen. Til vores begges fornøjelse, kunne hun lige præcis køre det kvarter, der var mellem hendes lejlighed og mit hus. Når hun ankom, måtte hun ind og hvile sin krop. Vi havde begge langt igen, til at føles os som de levende piger, som inden ulykke og sygdom, havde danset på bordene til fester og haft mod på snart sagt alt.

Aftenen inden kemo nummer to var kommet. Min datter var hos sin far igen. Hunden ville jeg gerne have hjemme. Vi var alene, hunden og mig. Trofast fulgte den mig rundt i huset og lyttede med en tålmodighed, som kun en hund kan have, til alle mine tanker og følelser. Måske hjalp det også, at der fladt lidt flere hundekiks af, end sædvanligt.

Efter mit aftenritual, hvor jeg efter make-uppen blev fjernet, forvandlede mit spejlbillede til ”Graver”, tog jeg en halv sovepille. Indtil den virkede, havde jeg en halv times tid. Så kunne jeg lige nå at skrive en sms til mine veninder, som jeg havde aftaler med dagen efter.

Pillen virkede som den skulle, så jeg vågnede først da vækkeuret ringede. Hunden havde sovet på sin pude, lige ved siden af sengen, så den var det første jeg så. Den store klump af kærlighed, som jeg kaldte min hund, fik mig til at føle mig uendelig elsket. Lige hvad jeg trængte til.

Morgenen gik med at høre musik, bade og lægge den bedste make-up, jeg kunne. Mit flotteste tørklæde, min lyserøde bøllehat og yndlings tøjet var fundet frem. Jeg skulle ikke ligne nogen sølle kræftpatient. Punktum.

En af forberedelserne til kemo var, at få taget blodprøver tidligt samme morgen. På den måde kunne sygeplejerskerne og lægen, ”ornekologen”, se om min krop var stærk nok til giften. Med rystende ben fik jeg meldt min ankomst i laboratoriet. Fik sagt, at jeg var nødt til at bede om en briks at ligge på. Det der stikkeri var stadig lige hæsligt. Tårer, snot og jammer. Selvom jeg havde besluttet mig for at beherske mig. Flovt.

Der ville gå to timer fra blodprøven til kemoen var klar. I den tid, gik jeg forbi bageren og købte morgenbrød, så min veninde med piskesmæld og jeg kunne spise morgenmad sammen. Vi fik grinet af min hysteriske tur hos laboranten. ”Graver” gav også anledning til latter. Vi fandt det sjove i det meste. Når vi fik hejst os op, så vi kunne se os selv i helikopter perspektiv, så det hele vanvittigt ud. Når vi var sammen, kunne vi se det sjove i det. Nogen gange. Andre gange græd vi. Af afmagt. Smerte. Længsel. Sammen.

Klokken nærmede sig tiden, hvor jeg måtte gå mod sygehuset igen. Min bil stod dernede og min anden veninde ville mødes med mig der, og køre mig hjem. Hun ville være sammen med mig under kemoen. Onkologisk ambulatorium lå oppe på 8. sal. Min veninde var bange for elevatorer, så vi tog trappen sammen. Pulsen kom helt naturligt op. Nervøsiteten mærkedes ikke så stærkt lige der.

Jeg fik meldt mig til kemo ved skranken. Lidt febrilsk ledte sekretæren efter mit navn. Endelig fandt hun mig. Vi blev bedt vente i venteværelset. Nu måtte det godt se at komme i gang. Så jeg kunne komme hjem til hunden igen. Da der var gået 20 minutter, havde min veninde fået nok. Hun marcherede tilbage til skranken og spurgte stramt til, hvornår det blev min tur. Hun fik at vide, at en sygeplejerske ville komme ned til os om lidt. Det gjorde sygeplejersken også. Med det samme kunne vi se, hun var led ved situationen. Noget var gået galt, så de var først i gang med at blande min kemo nu. Det betød to timers yderligere ventetid. Min veninde var rasende. Hun kunne se hvordan det påvirkede mig. Jeg orkede ikke sige noget. Det ændrede jo ikke på det.

Vi måtte gerne forlade afdelingen i de to timer. Så otte etager ned igen. Vi gik i cafeteriet og spiste rundstykker og drak kaffe. Da vi havde siddet der lidt, kom vi til at grine. Min veninde har så meget selvironi, at hun hurtigt kunne se det sjove i hendes raseri, på mine vegne. Mens vi spiste, blev vi enige om af kalde kemoen, giften, for juice i stedet for. Det lød bare sjovere at sige, ”de er ved at blande min juice”.

Ventetiden var ovre og vi måtte op igen. Otte etager på trappen. Sygeplejersken undskyldte igen. Vi smilte indforstået og fik sagt, at det gik alligevel. Stikket gik okay. Ikke så stort drama, som i laboratoriet.

Det lille glas med piller blev sat frem. Jeg kunne se der var nogen piller i, som jeg genkendte som prednisolon. Dem fik jeg pillet fra og sagt, at dem ville jeg ikke have. Lidt uforstående tog sygeplejersken dem væk. Hun ville slette dem fra min medicin liste. Noget jeg gerne ville have på listen i stedet, var noget til min fordøjelse. Jeg fik en lille flaske med væske, som jeg måtte tage ti dråber af om aftenen. Tjek. Jeg havde også styr på de kvalmestillende, fra sidste gang.

Der var tre andre kvinder på stuen. Den ene genkendte jeg. Hun så trættere ud end sidst. Jeg fik spurgt hende, hvor mange gange hun havde fået kemo. Hun svarede: ”4 gange”, så hun manglede stadig to. Shit. Var det sådan jeg ville komme til at se ud om to gange mere? Det skulle blive løgn, sku´ det. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt for at det sku´ blive løgn.

Første pose blev sat i gang. Intet skete, før den sidste pose blev hængt op. Som sidst, blev jeg tæt i næsen, tung i kroppen og fik hovedpine. ÆV. Nedturen startede. Om synet af min medpatients trætte ansigt gjorde det værre, er muligt. For jeg følte mig endnu hurtigere utilpas og træt. Nu ventede der 5 dage med kemokrop. Tanken om at pjække fra resten af gangene meldte sig.

Skaldet, træt og med ”juicen” i systemet blev jeg kørt hjem. Tavs og med mørke tanker.

SKALDET

Efter nogen tid på badeværelsesgulvet, stilnede gråden af. Det lettede at give tårerne frit løb. Og hulke, sådan helt ind i sjælen. Udmattet fik jeg rejst mig op. Kiggede mig i spejlet og så mig selv. Ærlig, ægte og sårbar. Jeg fik tørret snot og tårer væk med en kold vaskeklud. Okay, så var jeg nået så langt.

I dagene fra første kemo til håret faldt af, havde jeg været afsted med en veninde og købe en paryk. Den var langhåret og lys. Ligesom mit eget hår. Men det lignede Barbiehår. Lidt for stort og lidt for skinnende. Kunstigt. Hm. Jeg var usikker på, om jeg kunne forliges med den.

Som endnu en forberedelse, havde jeg aftalt med en anden veninde, at når håret begyndte at falde af, så ville hun kronrage mig. Så var det hurtigt overstået.

Træt kravlede jeg i seng. Næste dag ville blive endnu en af de svære, var jeg sikker på. Min datter skulle hjem til sin far. Når hun kom tilbage, ville jeg være skaldet. Det havde vi snakket om, hende og jeg. Men hvordan hun ville tage det, når det blev til virkelighed, var ikke til at vide.

Da jeg vågnede næste morgen, var hovedpuden fyldt med hår. Maven trak sig sammen. FUCK. Det her skete virkeligt. Og det skete nu. På badeværelset samlede jeg forsigtigt håret i en dut, oven på hovedet. Uden at hive alt for meget hår af, fik jeg det til at se helt fornuftigt ud. De bare pletter kunne ikke ses så tydeligt på den måde. Efter morgenmad, fulgte jeg min datter i dagpleje. Der fortalte jeg vores dagplejemor, hvad der skulle ske. Hun kiggede på mig med medfølende øjne og gav min hånd et kærligt klem. Det var svært at holde masken, men jeg mønstrede al min styrke og fik sagt tak, fordi hun ville hjælpe med, at snakke med min datter, hvis hun skulle sige noget om mit skaldede hoved. Min datter og jeg krammede farvel. Så behersket som jeg nu kunne, fik jeg fortalt hende om at jeg ville blive skaldet fra i dag. Og at det ikke var farligt. Og at det voksede ud igen. Hun kiggede på mig og sagde bare ”okay”. Med et kys på panden og ”vinke-vinke” i vinduet, gik jeg med tunge skridt hjem igen.

Min veninde havde først tid til at kronrage mig efter arbejde. Så jeg havde stadig nogen timer endnu, med håret på hovedet. Da jeg kom hjem, gik jeg igen på badeværelset. Tog elastikken ud af håret. Endnu mere faldt af. Jeg kunne trække i det, uden det gjorde det mindste ondt. Selvom jeg synes der røg meget af, var det stadig nok, til at jeg så okay ud. Skulle jeg lade være med, at lade trimmeren gøre det af med resten? Tænk hvis nu det hele ikke faldt af? Jeg håbede stadig på at kunne beholde det.

Når jeg nævnte for andre, hvor ked af det jeg var over, at skulle blive skaldet, prøvede de at trøste mig. ”Det vokser jo ud igen” og ”du ser sikkert smadder godt ud alligevel”. Sådan lidt Sinead O´Conner sej. Jah, joh, det var sødt og kærligt ment, men jeg følte mig uendeligt alene i min sorg. Den fyldte meget mere i mig, end hvad egentlig gav mening. På en måde skammede jeg mig over det. For jeg havde jo udsigt til at overleve og det var jo det vigtigste. Så skulle sådan en smule hår da ikke bringe mig sådan ud af flippen. Men det gjorde det. Suk.

Ventetiden gjorde mig rastløs. Jeg gik tur med hunden. Støvsugede. Ordnede vasketøj. Gik rundt om mig selv. Prøvede på at undgå spejlet og at røre ved mit hår. Igen mærkede jeg de to sider af mig, hvor den ene bare ville havde det overstået og den anden som ville trække tiden ud.

Min veninde og jeg blev enige om, at jeg skulle komme lige efter aftensmad. Hendes to piger var stadig oppe. De var jævnaldrende med min datter og de legede tit sammen. Trimmeren blev fundet og lagt på køkkenbordet. En stol blev sat frem og jeg satte mig. Hjertet hamrede. Et håndklæde blev lagt om mine skuldre. Nu skete det. Ingen vej tilbage. Vi fortalte pigerne hvad der skulle ske. Nysgerrigt fulgte de med. Det var faktisk en lettelse at de var der. ”Okay, giv den gas”, sagde jeg og pustede ud. Lyden af trimmeren gjorde stemningen intens. Lige om lidt ville jeg mærke den køre hen over hovedet og jeg ville se det lange hår falde. Lige der følte jeg mig lille og skrøbelig, men samtidig modig og stærk.

På ganske få minutter blev jeg meget meget korthåret. Der var lidt stubbe tilbage, som gav hovedbunden en lidt mørkere farve. Da først håret var væk, bredte den stærke følelse sig mere og fik overtaget. Jo, jeg så meget sej ud. Og anderledes. Heldigvis havde jeg stadig bryn og vipper, så jeg ikke så helt udvasket ud. Med make-up og et flot tørklæde viklet om hovedet ville det gå. Og nå ja, parykken havde jeg også. Måske jeg ville blive glad for den.

Jeg blev overrasket over, hvor koldt det var uden hår. Den lille bandana jeg havde taget med, dækkede ikke nakken særlig godt. Man kunne også se alt for meget skaldethed deromme. Så jeg måtte finde på noget. En lyserød, blød bøllehat blev løsningen. I hvert fald om dagen. Om natten røg tørklædet af, når jeg vendte mig i sengen, så jeg vågnede og frøs. I en specialbutik fandt jeg sådan en tynd hue, som ganske vist ikke var pæn, men som varmede og sad fast. Så havde jeg nogenlunde styr på det.

Første gang jeg tog ned i byen, efter kronragningen, var med Barbie-paykken på. Jeg skulle mødes med min veninde på en cafe. Inden i var jeg nervøs. Kunne man se at jeg havde paryk på? Hvad nu hvis den kom til at sidde skævt, uden jeg opdagede det? Så kunne jeg ligne en af de der gamle mænd, som havde taget deres toupe omvendt på. De bekymringer delte jeg med min veninde. Som sædvanligt fik vi kørt det så langt ud, at vi grinede så tårerne løb. Det var befriende, når vi fandt den sorte humor i den slags situationer. Efter kort tid, begyndte det at klø og blive meget varmt under parykken. Alt ved Barbiehåret var irriterende. Så det endte med at jeg gik på cafeens badeværelse og tog den af. I tasken havde jeg taget mit yndlingstørklæde og bøllehat med. Godt tænkt, synes jeg selv. Selvom det var grænseoverskridende at komme tilbage, uden langt hår, føltes det bedre. Også det grinede vi af. Det var hvad det var. Lidt lige som da jeg valgte at lade det flade bryst, bare være fladt. Ikke noget falsk bryst. Ikke noget falsk hår. Bare mig.

En dag ringede det på døren derhjemme. Det var postbuddet som havde en pakke til mig. Sikke en spændende overraskelse. Afsenderen var min datters faster. Hun har sådan en særlig evne til, at skrive og sende gaver, på de bedste tidspunkter. Og her ramte hun plet igen. I kassen lå forskellige hatte, tørklæder og en flot blå bikini. Min yndlingsfarve er blå. Overmandet af taknemmelighed gav jeg mig til at græde. Hvor fint tænkt og gjort. Jeg elskede det hele. Sikke et heldigt menneske jeg var.

Optimismen sneg sig ind på mig. Der kom flere lyse tanker og rare fornemmelser i maven. Det stod i skærende kontrast til mine allermørkeste stunder. Da jeg fik øje på dualiteten, kunne jeg værdsætte begge dele. Intet uden det andet. Jeg mærkede, hvor taknemmelig og glad jeg kunne blive over en kærlig gestus, en gave, et knus, en joke, en sms eller opkald og hvor ulykkelig og ude af mig selv jeg blev, af selvmedlidenhed, når mit hoved løb over af katastrofetanker. Eller når jeg skulle stikkes og have min ”gift”.

Mit liv var blevet som Piraten i Djurs Sommerland.

Kemoen og det tabte hår

Første dag på kemo var i gang. Mine ene veninde tog hjem hen på eftermiddagen. Indtil min anden veninde kom, var jeg alene. Ubehaget var til at holde ud. Den kvalmestillende medicin virkede næsten perfekt. En smag af metal, begyndte så småt at dukke op. Næsen var stadig tæt og hovedet føltes tungt. Ligesom kroppen. Det føltes som influenza og mellemsvære tømmermænd.

Sidst på eftermiddagen mødte min anden veninde op. Hun havde ”aften- og nattevagten” hos mig. Hun arbejde som kok og elskede at lave mad. Jeg havde ikke umiddelbart nogen appetit. Men da duften af hakkebøf og bløde løg, bredte sig fra køkkenet, blev jeg sulten. Et solidt måltid gammeldags kromutter mad, blev serveret. Smagen af metal kunne overdøves af den smagfulde brune sovs, saftige hakkebøf, bløde løg og kogte kartofler. Det gav en tryg og varm følelse i maven. Mærkeligt nok, forsvandt kvalmen fuldstændigt.

Tankerne kredsede om, hvor slemt ville det blive? Ville jeg blive mere utilpas? Kaste op? Jeg hader at kaste op. Hvornår ville jeg begynde at tabe håret? Sådan lidt ad gangen, eller det hele på en gang? Mit lange lyse hår, var en stor del af min feminine identitet. Tanken om at miste det, gjorde mig ked af det. Når først håret faldt af, ville jeg se syg ud. Selv om jeg i princippet var rask. Det kunne jeg ikke forliges med, sådan lige. Mit udseende betød meget mere for mig, end jeg var klar over. Oven i det hele, var jeg single og tænkte, at nu var jeg ikke længere på hylden for ”lækre single mødre”. Brystamputeret og skaldet. Arj, det ville aldrig blive godt. Hvem kunne elske sådan en? Igen fik mine tanker kørt mig ned i det sorte hul. Det måtte stoppe. ”STOP NU”, sagde jeg inden i, når klumpen i halsen var så svær at synke, at den næsten kvalte mig. Tårerne brændte bag øjenlågene, når jeg kæmpede imod. Men jeg havde så ondt af mig selv, at jeg ikke kunne stoppe det.

Da jeg gav efter og græd, indtraf lettelsen hurtigt. Tankerne fik jeg ledt hen på, at jeg trods alt så ud til at overleve. Og at håret ville vokse ud igen. At der måske nok var en, der ville kunne se, at jeg var mere end flotte bryster og langt lyst hår. Hvis det skulle vise sig, at jeg skulle leve uden mand, resten af mit liv, så havde jeg i det mindste de bedste veninder og venner. Indtil videre havde de stået sammen med mig og jeg var sikker på, at de ville de blive ved med.

”Lev en time af gangen”, blev igen aktuel de næste dage. Jeg kunne ikke forudse, hvordan jeg ville få det. Da jeg fik det sagt mange gange nok, blev det lettere at være nærværende i nuet.

Aftenen gik med at snakke og grine. Min veninde har en veludviklet sans for humor og hun formåede at få mig til at grine den aften. Det skulle nok blive godt igen. Vi gjorde klar til at gå i seng. Min veninde sov i stuen. Jeg ville ikke svede og ånde frisk gift på hende.

Første nat gik nogenlunde. Eller, det gjorde den faktisk ikke. Jeg havde troet at jeg ville kunne sove som en sten, for jeg var træt. Men utilpasheden gjorde at jeg havde en væmmelig indre uro, som betød afbrudt søvn. Inde i min seng, i mørket og alene var det sværere at holde ”lev en time af gangen” i fokus. Tankerne suste frem og tilbage i tiden. Jeg græd ned i puden og forbandede sygdommen og behandlingen langt ind i helvede. Følelsen af magtesløshed fyldte min krop og mit sind. Natten var lang og nådesløs. Jeg ville ikke vise min veninde, hvor ked af det jeg var. Så jeg lod hende sove.

Da det blev morgen, stod vi op og fik startet dagen. Lyset gjorde mig godt. Det var som om tankerne blev lettere at styre. Som det første, tog jeg de kvalmestillende piller. Jeg var bekymret for, om det ville blive værre i dag. For min datter havde gymnastikopvisning sammen med sin far, nede i den lokale multihal. Det ville jeg gerne med til.

Badet gjorde godt. Jeg synes godt, at jeg kunne lugte kemoen, sive ud af hver en pore. Jeg kunne i hvert fald smage den. Eller, nærmere; alt mad smagte som om, der var revet et bundt nøgler hen over. ÆV.

Nede i hallen, var der masser af mennesker. Nogle kendte jeg godt og andre hilste jeg blot på, med et nik og et smil. Da jeg gik rundt med mit flade bryst under trøjen, kemo i kroppen og bevidstheden om, at snart ville jeg tabe håret, føltes det som om, at jeg bar på en frygtelig hemmelighed. Som jeg håbede ingen ville opdage. Tænk hvis man kunne se det på mig, eller endnu værre; lugte giften.

Min datter kom løbende imod mig, da jeg var kommet ind og havde fundet en plads. Hun var glad og havde fået en lille t-shirt på, som matchede hendes fars. Jeg gav hende et knus og et kys på håret. Tanken om hun ville få kemo på sig, sad fast i mit hoved. Tårerne pressede sig igen på. De andre i hallen gik og snakkede, drak sodavand og så ud til at leve et fredfyldt liv. Mit liv føltes som et uoverskueligt kaos inden i. Udenpå så jeg ud som jeg plejede, fraset det flade bryst.

Efter opvisningen var jeg udmattet. Jeg måtte sige farvel til min datter igen, for jeg turde ikke være hjemme alene med hende. Følelsen af ikke at slå til, sneg sig ind. Hun tog afskeden pænere end jeg gjorde.

Hunden havde jeg heller ikke hjemme. Så det tomme hus var livløst, at træde ind i. Derfor besluttede jeg, at jeg ville hente den hjem dagen efter, hvis jeg ikke fik det værre. Faktisk gik det overraskende godt. I forhold til det skræmmebillede, jeg havde malet for mig selv.

De kvalmestillende piller havde bivirkninger. Den værste var forstoppelse. Da fordøjelsen ikke fungerede, fyldte det meget af min bevidsthed. Når det var værst, tænkte jeg nærmest ikke på andet, for det føltes hæsligt at være fyldt op med gift og ja, lort.

På 4. dagen mærkede jeg en klar bedring. Hunden havde jeg hentet dagen forinden. Det var dejligt med den store glade bamsehund hjemme igen. Den fulgte mig trofast, som en skygge. Lænede sig tæt op ad mig når jeg blev trist. Jeg var sikker på den kunne mærke min sindstilstand. Veninderne var der stadig på skift og lavede mad og holdt mig med selskab. Modet voksede i takt med ubehaget aftog. Egentlig havde min datters far og jeg aftalt at hun skulle hjem efter 6 dage, men jeg kunne ikke vente mere. Jeg trængte til at få min hverdag tilbage. Være mor igen. Så hun kom hjem. Det var dejligt med hende omkring. Selvom jeg fik mere at se til og trætheden var massiv, hjalp det på tankerne.

Da der var gået de 5 dage, som jeg havde fået at vide kemoen var i kroppen, følte jeg mig lettet. Ingen opkast. Lidt kvalme. Lidt ømhed i kroppen. Trætheden var på retur. Forstoppelsen var et kæmpe minus. Der måtte kunne findes en løsning. Alt i alt, var det gået okay. Hvis det kunne være sådan hver gang, så var det til at udholde, tænkte jeg.

Tankerne begyndte at kredse mere om, at håret snart ville falde af. Lægen havde sagt der ville gå ca. fjorten dage. Det betød at der kun var 9 dage tilbage. Jeg var splittet. For min erfaring med ventetid var, at det var ulideligt. Skulle jeg bare få raget håret af med det samme, så var det overstået? Det ville jo ske, det vidste jeg. På den anden side, så håbede jeg og bad jeg til, at det lige præcis var mig, der var undtagelsen. Selvom jeg godt nok ikke havde hørt om nogen, der havde undgået det. Beslutningen blev, at beholde og nyde det lange hår, så længe jeg kunne. Hver dag hev jeg i håret. Der faldt ikke noget af. Håbet levede.

Da den fjortende dag oprandt, var jeg spændt på om jeg ville vågne op til håret liggende på hovedpuden. Det gjorde jeg ikke. Håret sad fast. Hele dagen hev jeg i hestehalen. Intet skete. Hver gang var jeg lettet og tænkte igen, det sker ikke for mig. Om aftenen var jeg inviteret med min datter og hendes far, hjem til nogle fælles venner. En dejlig adspredelse, hvor jeg følte mig næsten, som mit gamle jeg. Stemningen var let og hyggelig.

Da vi kom hjem, min datter og jeg, blev hun puttet med det samme. Hurtigt faldt hun i søvn og der var stille i huset. Jeg var også træt og ville rense makeuppen af og trække i nattøj. Da jeg var færdig med at børste tænder, ville jeg tage elastikken ud af hestehalen. Jeg fik et chok. For der stod jeg med en kæmpe luns af mit hår i hånden. Åh nej, så skete det. Selvom jeg var forberedt på at det ville ske, var jeg ikke forberedt på hvor fortvivlet jeg ville være. Grædende sank jeg sammen på badeværelsesgulvet, med håret knuget i hånden. Det flimrede for øjnene, hjertet bankede med 200 km i timen og tårerne sved mere end nogensinde. Et nyt lavpunkt var nået.