kræft – Page 3

Første “date” med kemocentralen

Der var gået næsten 6 uger fra operationen, så jeg måtte begynde at bruge min venstre arm igen. Jeg var blevet oplyst om, at armen skulle skånes. Resten af mit liv. Fordi der var risiko for at udvikle lymfeødem, da alle lymfekirtler var fjernet. Hvis jeg overbelastede min arm, kunne den svulme op. Det måtte helst ikke ske, for det kunne blive til noget kronisk. Man kunne få et stramt støttebind, til hele armen, hvis det skete. Det lød skræmmende. Og bøvlet. Og grimt. Min krop var i den grad, blevet sølle.

Langsomt begyndte jeg at træne og strække armen. Jeg VILLE have min førlighed tilbage. Der havde været en fysioterapeut forbi, da jeg var indlagt. Hun havde udleveret et lille hæfte med øvelser. Med tænderne bidt sammen og en stålsat vilje trænede jeg hver dag. Morgen og aften. Strækøvelser så mange gange jeg orkede. Senen i armhulen var blevet stram, hvilket betød at jeg ikke kunne løfte armen mere end 30 grader til at begynde med. Smerten var intens. Modet svigtede de første dage. Men noget inden i mig, var stærkere. Jeg trænede selvom det gjorde ondt. I løbet af en lille uge kunne jeg mærke, at det gav pote.

Med en arm, der kunne lidt mere hver dag, gik hverdagen lettere. Vi havde fundet løsninger, som fungerede. Alt det praktiske lykkedes som regel. Psyken hang stadig i bremsen, selvom der bestemt var kommet flere lyse timer i døgnet. Ventetiden var som sædvanlig, vanskelig at udholde. Særligt når det der ventede, mildest talt forekom mareridtsagtigt.

Det var en fredag jeg skulle have min første omgang kemoterapi. Min første omgang gift. Jeg glædede mig ikke det mindste. Alt inden i mig råbte ”NEEEEJ”. Tanker om at pjække, kørte for fuld gas. Alligevel tog jeg på laboratoriet og fik taget blodprøver. Min krop var i højeste alamberedskab, så jeg var svær at stikke i. Efter at have fået fjernet alle lymfekirtlerne i armhulen, måtte jeg ikke blive stukket i den venstre arm. Derfor havde laboranten begrænsede muligheder, for at stikke ret meget forkert. Jeg lå på briksen og hyperventilerede. Jeg undskyldte min opførsel. For så at vride mig og græde af rædsel, i næste øjeblik. Ude af mig selv, begyndte jeg at fantasere om, at de ville sige, at kemo var aflyst. At det var en fejl. Så jeg kunne gå hjem og glemme alt om det. Det skete ikke. Endelig, efter fire forsøg fik laboranten de nødvendige blodprøver. Igen undskyldte jeg for min opførsel. Jeg var flov.

Efter blodprøver og inden kemo, var der nogle timer. Så kunne jeg nå hjem med bilen og lufte hunden. Min veninde kom for at hente mig midt på formiddagen. Rastløsheden var så stærk, at jeg pludselig fik det sådan, at NU måtte det godt til at være. Ventetiden var for meget at rumme. Måske var det ikke så slemt som jeg havde fortalt mig selv. Måske var det. Jeg prøvede at berolige mig selv.

Da vi ankom oppe på onkologisk ambulatorium, blev vi først vist hen i venteværelset. Der var tre sofagrupper. Et stort fjernsyn og et køleskab. Det var svært at sidde stille. Hjertet pumpede så hårdt at jeg kunne høre pulsen i mine ører.

Sygeplejersken kom og præsenterede sig. Hun viste os ind på en fire personers stue. Det var ikke en stue med senge, men derimod nogle flyagtige sæder. De var store og blå. Ved siden af, stod dropstativet og var gjort klar med en pose saltvand. På bordet lå sagerne, til at få lagt drop klar. Jeg satte mig i stolen med rystende ben og et nervøst smil. Der sad to andre kvinder, med drop i armen og tørklæde på. De hilste med et lille nik og blikke, som jeg følte var fyldt med medfølelse. De virkede rolige, selvom de sad der, med gift løbende ind i blodåren og skaldede hoveder, gemt under tørklæderne.

Jeg fik fortalt, at det havde været svært at stikke mig, så jeg havde brug for en succesoplevelse nu. Sygeplejersken kiggede på min arm og vurderede at en varmepude var nødvendig. Den skulle sørge for at blodårerne ville slappe af, blive tykke så de var nemme at finde. Kampsvedende fik jeg lagt flysædet ned. Med min veninde i hånden, gik det løs. Første gang kiksede det. Det var ikke til at holde ud. Tårerne rendte ned af kinderne, så mascara og pudder flød sammen og efterlod ”grædespor” helt ned til halsen. Narkosen blev kaldt, for de var de dygtigste på hele sygehuset til at lægge drop. Mere ventetid. Heldigvis var alle sygeplejersker og de andre kvinder rummelige, kærlige og forstående. Min veninde holdt mig i hånden hele tiden. I løbet af kort tid kom narkosesygeplejersken og en-to-tre så lå det drop, som det skulle.

Saltvandet blev koblet til. Det føltes koldt inde i blodåren. Sygeplejersken kom med et lille bæger med nogle piller i. Jeg spurgte hvad det var for nogen. Der var to forskellige i. Den ene var prednisolon, som er binyrebarkhormon, som blandt andet virker kvalmestillende. Ellers tak, det ville jeg ikke have. Som sygeplejerske havde jeg set hvilke bivirkninger de kunne have. En af dem, er en øget risiko for; KRÆFT. Godt nok kun, hvis man tog dem i lang tid. Men i mit hoved, var det bedst helt at undgå dem. Så hellere have kvalme og kaste op. Et alternativ blev fundet.

Så kom sygeplejersken med de tre poser med kemo. To gennemsigtige og en rød. En efter en, ville jeg få dem, med en kort vandpause i mellem. Alt i alt ville det tage omkring to timer før vi var færdige. Nu var det nu. Den første pose blev sat op. Der skete ikke noget. Mine forventninger om straks indsættende ubehag, udeblev. Lige så stille kunne jeg trække vejret roligt og se på de andre, sådan rigtigt. Stemningen var let og præget af optimisme. Slet ikke som jeg havde malet skræmmebilleder af. Der kom en kvinde, ”sygehusstewardessen” med en vogn, fyldt med mad, snacks og drikke varer. Det bidrog til den afslappede stemning.

Pose nummer to, var den røde. Den ville farve mit tis rødt. Til sidst var det den anden gennemsigtige pose. Der var gået noget i nærheden af 1½ time. Utilpasheden begyndte at melde sig. Jeg blev tæt i næsen og nyste. Hovedet blev tungere. Munden blev tør. Kroppen blev træt og øm. I løbet af det næste døgn ville det bliver værre. Efter ca. 5-7 døgn, ville jeg være på højkant igen.

Min datter og hunden var igen hos hendes far. I de dage jeg havde kemo i kroppen, var der nogen ting, jeg skulle være opmærksom på. Min sved og tis indeholdt medicinrester, så jeg måtte sørge for at lukke låget i på toilettet inden jeg trak ud. Mit tøj og sengetøj skulle vaskes efter 5 dage. Tanken om at jeg gik rundt og svedte gift, gjorde mig trist. Jeg var fyldt med gift.

Da jeg havde fået alle tre poser kemo, kørte vi hjem. Min veninde blev hos mig et par timer. Vi gik en lille tur og sludrede om løst og fast. Det jeg havde frygtet var nu i gang. Ingen vej tilbage. Følelsen af at være fanget skyllede ind over mig. Min hjerne ledte efter en åbning, for tanker som kunne skabe lettelse, i stedet for den massive frygt og tristhed. Jeg fandt frem til en tanke: ”prøv at se det som medicin, som kommer til at redde dit liv”. På badeværelset kiggede jeg mig i spejlet, som så mange gange før. ”Det her, det klarer du også”.

“Ornekologen”

Mødet med onkologen ventede. Kræftlægen. Kemolægen. Det var ikke noget jeg så frem til. Alt jeg havde kendeskab til vedrørende kemo var, at det var hæsligt. Man ville tabe håret. Være træt. Måske også tage på, af noget af medicinen. Kvalme. General utilpashed. Intet af det lød spor rart. Min forfængelighed, ville i den grad blive udfordret. Skaldet OG tyk. Og single. ÆV!

Indtil mødet havde jeg rigeligt, at gøre med at få dagligdag til at fungere. Efter en nat hjemme, ville jeg gerne have min datter og hund hjem. Jeg savnede dem. Med veninderne og min datters far i baghånden, fik vi stillet det godt an.

Der var nogen, som sørgede for at tage mig med ud og handle. Nogen andre kom og var sammen med mig, når min datter var i dagpleje. Støtten og omsorgen for mig og min lille familie var nærværende, ægte og nødvendig. Hvordan jeg ville have klaret mig selv, uden dem, tør jeg slet ikke tænke på.

Min venindes svigermor, lavede en flok middagsretter til fryseren. Alt fra farsbrød til tarteletter. På den måde fik vi varm aftensmad i to uger. Uden jeg skulle bekymre mig om hvordan. Jeg var rørt over, at en som ikke var i mit nærmeste netværk, havde set mit behov og imødekommet det. Helt af sig selv. Mine følelser hang uden på tøjet. Så da jeg lagde pakkerne med mad i fryseren, løb tårerne ned af kinderne. Af taknemmelighed.

Det der med bleskift, havde jeg gruet lidt for. Jeg fik forklaret min datter, at vi to skulle hjælpe hinanden, når hun skulle have ny ble på. Hun kunne godt se, at min ene arm har ”syg”, for den var stadig bundet op i en slynge, så jeg havde brug for at vi kunne samarbejde. Første regel var, at hun skulle ligge stille på ryggen og være tålmodig med mig. Næste regel var, når jeg sagde ”nu” skulle hun holde foran på bleen med hænderne, så jeg kunne få sat begge sider af snipperne fast. Det gik overraskende godt. Vi gjorde det. Faktisk blev det en stund, hvor vi begge var fuldt nærværende og koncentrerede. Bagefter var hun stolt. Det var jeg også. Vi klarede det sammen. Os to.

Min datter lærte også at tage tøj på mere selvstændigt. Ved at guide hende og give tid, endte hun med at være fuldt påklædt, uden konflikter. For det meste. Vi fik os nogle gode grin, når blusen vendte forkert og begge ben, røg i det samme bukseben. Det samme var det, i bade og spisesituationer. Vi hjalp hinanden. Os to.

Jeg fik øje på, hvad jeg have fået. På grund af sygdommen, havde jeg fået en opvågning. Sygemeldingen fra arbejdet, gav mig mulighed for at tage mig tiden, sammen med min datter til, at finde ud af at få hverdagen til fungere. Tiden var værdifuld. Og flygtig. Hvad ville jeg fylde i min tid, i mit liv, var op til mig. Eller; det var op til mig, hvad jeg tænkte om det hele. Den erkendelse var stor og afgørende for, hvordan jeg forholdt mig til livet fremover, i det hele taget.

Dagen oprandt for mødet med onkologen. Eller ”ornekologen”, som vi kaldte ham, for at gøre ham mindre skræmmende at tale om. Min veninde kom og hentede mig, så hun kunne gå med til samtalen. I venteværelset sad mange mennesker. Nogle så meget syge ud. Blege og skaldede med triste øjne. Andre så friske nok ud. Stemningen var ikke så trykkende, som jeg havde forestillet mig. Efter nogle lange minutter, hentede sygeplejersken mig. Hun var mild og tillidsvækkende. Det var tydeligt, at mærke hendes erfaring og empati. Vi blev vist ind i et lille kontor. Der ventede vi på lægen. ”Ornekologen”. Han viste sig at være et rart menneske. Hans udstråling var karismatisk. Med en autoritær værdighed trådte ind i lokalet og gav mig et fast håndtryk. Måden han kiggede på mig på og hans nærvær, gjorde at jeg valgte at stole på ham.

Det første han sagde var, at kræften ikke havde bredt sig til andre lymfekirtler. Derfor havde de ingen grund til at tro, det var andre steder i kroppen. Lettelsen var enorm. Så var jeg faktisk ikke syg mere? Jeg nåede at tænke, at så behøvede jeg ikke kemo. Videre sagde han,” for en sikkerheds skyld, vil vi give dig kemoterapi”. Som forebyggende behandling. Inde i mit hoved lød det lidt mærkeligt. Hvis der ikke var noget kræft tilbage, så var der vel heller ikke noget kemoen kunne ”dræbe”, ud over mine raske celler. Men, som han sagde, hvis der nu var en lille ”gnalling”, som de ikke havde opdaget, skulle den udryddes. Og da kræften var ”særlig aggressiv”, var det endnu mere vigtigt at få kemoterapi. Jeg skulle jo gerne overleve det her, som han sagde. Han var meget overbevisende. Slukøret, godtog jeg han argument. Jeg ville gerne leve. Efterfølgende forklarede han, at der var tre forskellige stoffer i den kemo-kur jeg skulle have. Kort nævnte han, hvad de hed og hvad de hver især gjorde. Min hjerne kunne ikke rumme den information.

Jeg var mere optaget af, at jeg havde hørt, at nogen også skulle have piller i 5 år bagefter, som satte en i overgangsalderen. Jeg var 35 år og ikke klar til afskrive, at kunne få flere børn. Og hvad med stråler? Med hjertet helt oppe i halsen, ventede jeg på hans svar. Skulle jeg det? Heldigvis, var svaret nej. Okay, et halvt år med kemo. Det kunne jeg bedre overskue.

Der var mange oplysninger. Der var blodprøver der skulle tages. Jeg skulle måles og vejes, så jeg kunne få den rigtige dosis. Arbejdsgangen med gennemgået. I alt skulle jeg have 6 gange. Med tre ugers mellemrum. Inden hver, skulle jeg have taget blodprøver tidligt om morgenen. Jeg ville få tilbudt kvalmestillende medicin. Alt sammen, noget som sygeplejerskerne ville sørge for, når jeg kom til behandling.

Jeg fik spurgt om det var helt sikkert, at jeg ville tabe håret. ”Ja, det kommer du til” var svaret. Den sved. Så ville jeg måske komme til, at blive et af de der mennesker, fra venteværelset. Skaldet og med triste øjne. Tanken var ikke til holde ud. Der ville gå ca. fjorten dage, fra første behandling til håret ville falde af. Jeg kunne få en paryk. Min først tanke om sådan en var, at det var ligesom det falske bryst, vi prøvede at forme i bh-en. Sygeplejersken forsikrede mig om, at man kunne få parykker, som lignede ens eget hår fuldstændigt. Meget muligt. Men det var stadig falsk. Det trøstede mig ikke ret meget.

Skaldet. Ordet fyldte hele min hjerne. Når det skete ville alle kunne se, at jeg var syg. Eller rettere sagt, fik kemo. Ingen ville vide, blot ved at se på mig, om jeg var på vej til at leve eller dø. Hvordan det ville føles at være skaldet, kunne jeg ikke tænke mig til. Kun forstille mig, hvor anderledes jeg ville se ud. Maven snørede sig sammen. Når jeg ville tabe håret, blev det meget mere alvorligt. Jeg ville blive mindet om min situation hele tiden. Jeg græd. Hulkede. Tanken om at miste håret var meget værre, end at miste brystet.

Med en stak sedler i hånden, forlod vi onkologisk ambulatorium. En køreplan. Igen, var det hele tilrettelagt. Jeg skulle blot møde op. Min veninde og jeg besluttede os for, at holde fokus på, at jeg ikke skulle have de der ”overgangsalder”-piller. Også kaldet anti-hormoner.

Det var ”kun” kemo i et halvt år. Så ville alt blive godt igen. Som før. Troede jeg.

Hjem

Endelig kom dagen for udskrivelse. Der var gået 12 dage siden jeg blev indlagt. Jeg havde helet tilstrækkeligt. I hvert fald fysisk. Min arm skulle fortsat være bundet op fire uger mere. Hvilket blandt andet betød, at jeg ikke kunne køre bil. Alt skulle gøres med en hånd. Hvordan det skulle lykkes mig, at genoptage mit liv på de præmisser, kunne jeg ikke gennemskue.

”Det her, det klarer du også”, sagde jeg til mig selv igen og igen. Med dybe vejrtrækninger og en stålsat vilje, klædte jeg mig i mit eget tøj. Jeansene var en anelse ubekvemme, i forhold til de bløde pyjamas bukser. Bluserne havde jeg fået et helt godt tag på. Mine egne strømper var noget strammere end sygehusets. Det tog længere tid, end jeg havde tålmodighed til. Tårerne brændte bag øjenlågene. Af afmagt. Raseri. Sorg. Min krop havde fået begrænsninger, som jeg blev nødt til at forholde mig til. Jeg kunne blive slået ud over den mindste modstand. Jeg følte mig fanget i en krop og virkelighed, som jeg ikke var sikker på, jeg magtede.

Alt det, jeg havde længtes efter, skulle jeg endelig hjem til. Jeg skulle hjem og være alene med min lille datter. Min dagligdag. Mit liv. Med en krop og en psyke som hang i laser. Tankerne kværnede i mit hoved. Tvivlen om min indre styrke, var hele tiden i spil. Jeg fortalte ikke mine bekymringer til sygeplejerskerne. Heldigvis kunne mine veninder og mit netværk kunne godt se, at det kunne blive vanskeligt for mig at komme hjem. Derfor lavede de, hvad der mindede om en vagtplan. Jeg var på ingen måde ladt i stikken. Det berørte mig dybt.

En af mine venner kom og hentede mig. Efter 12 dage havde jeg fået en del ting samlet sammen. Så tasken var tungere end da jeg kom. Også i overført betydning. Et sidste blik på sengen, som havde været mit tryggeste sted på sygehuset og et vink til de kvinder, der måtte blive lidt endnu, gik jeg med bankende hjerte ud af stuen. Sygeplejersken ønskede mig god bedring, med et fast håndtryk og øjne der vidnede om et varmt hjerte.

Vi tog elevatoren ned og gik ud af sygehuset. Luften var kold og frisk. Det var blevet marts måned. Der lå rester af snedriver. Følelsen af at komme ud i verden igen, var overvældende. Mine sanser opsnappede indtryk, som før jeg blev indlagt, virkede uvæsentlige.

Hjemme var der ingen mad i køleskabet, så vi måtte en tur i supermarkedet. Sjældent havde jeg nydt at købe ind, så meget. Langsomt bevægede vi os gennem rækkerne med mad og ting. Lige der, kan jeg huske at jeg følte mig rig. Og taknemmelig. Jeg kunne vælge lige præcis, hvilken marmelade jeg gerne ville have. Ville jeg have hvide eller brune æg? Friheden til selv at kunne vælge, hvad der skulle i indkøbsvognen, fik en ny og stor betydning. Duftene alle vegne fyldte min næse.

Da jeg satte nøglen i døren, fik jeg næste følelsesbombardement. Mit hjem duftede stadig af hunden, selvom den heller ikke havde været hjemme i 12 dage. Alt lå præcist som jeg havde efterladt det. En veninde havde tømt postkasse og vandet blomster. Men ellers ikke noget. Hun havde haft planer om få gjort rent, men havde prioriteret at bruge tiden anderledes. Blandt andet at besøge mig på sygehuset. Det satte jeg pris på. Jeg var inderligt ligeglad med støv og snavs. Langsomt gik jeg gennem huset. Jeg ville nyde hvert et sekund af at komme hjem. Lettelsen over at være tilbage igen, strømmede gennem kroppen. Tårerne pressede sig på. Jeg kunne næsten ikke rumme alle følelserne, som skifte mellem modløshed, taknemmelighed, frygt, spirende optimisme og sorg.

Varerne blev sat på plads i køkkenet. Derefter begyndte jeg at pakke min taske ud. På badeværelset manglede alle mine toilet sager. Det var det eneste sted, det var tydeligt at jeg havde været hjemmefra. Først da jeg fik sat min tandbørste i kruset igen, følte jeg mig hjemme. Jeg smilede lidt af mig selv. Hjemme var der, hvor min tandbørste havde et krus på badeværelset, at stå i.

Udmattet satte jeg mig i sofaen. Der var hundehår og puderne var faldet sammen. Det føltes genkendeligt. Jeg fik bokset puderne i form, så den ”døde” arm blev understøttet, når jeg lagde mig ned. Med tæppet trukket helt op under hagen, lukkede jeg øjnene med et dybt suk. Mens jeg sov, sørgede min ven for aftenmad. Jeg blev vækket til duften af hjemmelavet aftensmad. For første gang i ugevis, havde jeg appetit.

Aftenen gik med at tusse rundt og finde mig til rette igen. Tænke på løsninger, om hvordan jeg kunne klare hverdagsting. Min hjerne arbejdede på højtryk og det føltes godt at tænke kreative tanker. Om de løsninger, jeg fandt på i mit hoved ville kunne bruges, havde jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af. Stædigheden kunne jeg mærke voksede. Min indre ”overlevelsesmuskel” havde været i intensiv træningslejr den sidste måned. Så måtte fysikken følge med i det tempo, som den nu kunne.

Inden jeg gik i seng den aften, kiggede jeg mig selv i spejlet. Med et fast blik, sagde jeg igen: ”det her, det klarer du også”. Sådan skulle det være. Punktum.

Bag forbindingen

De følgende dage, efter den anden operation, flød sammen. Jeg ventede på, at mine sår skulle heles. At der ikke flød så meget væske og blod i drænposerne. Ventede på at få vished, om der var mere spredning. Kemo. Der lå en mørk skygge over min fremtid. Ind imellem kunne jeg abstrahere fra, hvad der ventede mig. Særligt når min datter og hendes far kom på besøg. Hun var ligeglad med om jeg lignede udvasket havregrød. Mit hjerte flød over af kærlighed, når jeg hørte de små fodtrin på gangen, komme løbende mod min stue og hun råbte ”moar” så højt hun kunne. Også mine veninder mødte trofast op hver dag. Det var mine lysglimt.

Et helt særligt lysglimt, var den dag min veninde, som havde været i et alvorligt biluheld, et år forinden, stod på min stue. Hun havde fået et slemt piskesmæld, som havde betydet at hun havde ligget i sin seng, med ulidelige smerter i over et år. Der lå hun endnu, det meste af tiden. Stadig i et smertehelvede. Alligevel havde hun rejst sig, for at se til mig. Jeg vidste, hvad det havde krævet af hende at stå der. Det rørte mig dybt. Hendes ukuelige vilje, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Selvom besøget af hende var kort, så efterlod det mig med følelsen af, at være et umådeligt heldigt menneske. Der var mange, som tog sig tiden til at besøge mig, sende blomster, skrive en hilsen eller komme med gaver. Alt sammen for at opmuntre mig. Mine veninder og mit netværk stod sammen med mig, i den her svære tid. Ingen trak sig væk. De stod der. Klar til at gribe mig. Følelsen af støtte og kærlighed var enorm.

Tiden nærmede sig, så forbindingen snart måtte tages af. Smerterne havde aftaget i styrke og var blevet til en ømhed. Armen var stadig bundet op i en slynge, for at belaste den mindst muligt. Sådan skulle det være i ca. 6 uger endnu. Når forbindingen kom af, ville drænslangerne og poserne også blive fjernet. Der var bestemt fremskridt at spore, fysisk i hvert fald.

Indlæggelsen nærmede sig sit 10. døgn. I de døgn havde mit liv slået kolbøtter. Flere gange. Mit sind havde gået fra det sorteste mørke, til fnisende eufori og tilbage igen. Jeg følte mig drænet for energi og overskud.

På afdelingen var livet meget forskelligt, fra min sædvanlige dagligdag, som single mor. Som patient skulle jeg ikke selv lave mad, gøre rent eller vaske tøj. Min fornemmeste opgave var at komme mig. Finde ud af komme overens, med min krops nye udseende og begrænsninger. Jeg havde heller ikke overskud til andet. Energien blev brugt lynhurtigt på ting, som toiletbesøg og hente mad i spisestuen.

Jeg havde fået at vide, at på 10. dagen måtte jeg få forbindingen af. Sygeplejersken havde sagt, at det skulle vi gøre sammen. Fordi det kunne være overvældende, at se ar og brystkassen uden bryst. Jeg havde svært ved at forstille mig, hvordan det ville føles at se det. Ville jeg væmmes og græde? Utålmodigt, besluttede jeg mig for selv at tage forbindingen af. Jeg kunne ikke holde ud at skulle vente mere. Da jeg skulle skifte fra sygehus nattøj, over i mit eget tøj, gik jeg på badeværelset alene. Kiggende på den store forbinding, tog jeg en dyb indånding og med en hurtig bevægelse, hev jeg til. Av. Plasteret sad godt fast. Efter et par ryk mere, slap forbinding og plaster huden. Synet af den flade del af brystet, var ikke overraskende eller uhyggelig. Jeg kørte hånden henover arret. Under musklen var den der ekspander lagt ind. Den gav en lillebitte bule. Ikke noget der lignede et bryst. Det føltes heller ikke som et sådant. Bulen var hård og kold. Fornemmelsen af at have fået syet et grydelåg ind i brystet, er den bedste måde at beskrive det på. Både hud og muskel føltes meget stram. Området omkring det manglende bryst og det meste af bagsiden, på venstre overarm, var følelsesløst. Helt ”dødt”. Nervebanerne i armhulen var blevet skåret over af to omgange. De ar kunne jeg ikke se, for der var stadig en forbinding på, som ikke måtte fjernes endnu. Det var underligt, at stryge hånden hen over de steder på kroppen. Jeg nev i huden på de ”døde” områder og kunne ikke mærke noget som helst. Arret på brystet var langt og lignede lidt et ”s”, som lå på langs. Min nye kropsdel, eller den som ikke var der mere, blev studeret nøje. Mærket på og delvist accepteret.

Med møje og besvær fik jeg trukket blusen over hovedet. Den ”døde” arm var ikke samarbejdsvillig, men med stædighed og tænderne bidt hårdt sammen, fik jeg den i ærmet. Det lykkedes. Tilfreds med min indsats, gik jeg ud af badeværelset og hen på sengen. Jeg var allerede træt. Hurtigt faldt jeg i søvn.

Sygeplejersken vækkede mig og kiggede med forundring på mit bryst. ”Hvordan har du fået din forbinding af og den der bluse på”? spurgte hun. Smilende svarede jeg: ”det er bare sådan noget jeg kan”. Forsøget på at virke sjov og i balance, faldt til jorden. Hun virkede ikke imponeret. I hånden havde hun en elastik blonde bh, som jeg kunne bruge, hvis jeg ville have noget fyld i den flade side. Hun tilbød at hjælpe med, at få det til at se pænt ud. Det kunne vi godt prøve. På badeværelset fik jeg bh-en på. Sygeplejersken havde noget vat med som fyld. Sammen stod vi og formede det falske bryst. Det så fjollet ud. Jeg følte mig utilpas ved, at lade som om der var et bryst. Den dag besluttede jeg, ikke skjule den flade side nogensinde igen. På en eller anden måde, følte jeg en stolthed over at stå ved min krop, som den var. Uden skam over at være blevet brystamputeret, stod jeg ved min ”krigsskade”. Det var en del af prisen jeg måtte betale for at blive rask igen. Til min egen forundring, følte jeg ikke noget tab af kvindelighed, ved kun at have et bryst.

Inden jeg kunne blive udskrevet, skulle jeg have fjernet drænslangerne. Jeg lå på sengen og sygeplejersken havde en papbakke med, som hun kunne lægge dem i, når det var trukket ud. De var syet fast med et par sting, som skulle fjernes inden. Da det var gjort, trak hun først i den ene slange. ”Smuuush”-lyden og fornemmelsen af slagen der gled ud af kroppen, var klam. Det gjorde ikke ondt. Men den der smaskelyd og følelsen var klam. Jeg fik associationer om orme, der kravlede ud af siden på mig. Med høj puls og sveden drivende, lukkede jeg øjnene og prøvede at tænke på noget andet, mens de sidste to slanger blev hevet ud. ”Smuuuuush- Smuuush” og det var overstået. Udmattelsen indtraf med det samme.

Hvis der ikke kom nogen ophobninger, af blod og væske i områderne hvor drænslangerne havde været, i et døgn, måtte jeg komme hjem. Tanken om at komme hjem var ambivalent. Jeg savnede min datter, vores hund, hverdagen og mit liv. Men hvordan ville det være at skulle klare mig selv, med kun en brugbar arm? Min datter brugte stadig ble, så det kunne blive vældig besværligt at klare det, med en hånd. Madlavning, indkøb, rengøring, hundeluftning, tøjvask og havearbejde så aldeles uoverskueligt ud. Mit liv så i det hele taget helt uoverkommeligt ud.

Samtidigt længtes jeg hjem. Til min egen seng. Til mit hjem. Til mig.

Dagen før næste operation

Den næste operation ville blive dagen efter. Fra beskeden om den ændrede situation, til ny operation var 1½ døgn. Når det skulle ske så hurtigt, tolkede jeg det som værende alvorligt. Meget alvorligt. Det skræmte mig. Samtidig gjorde det mig også lettet. Alt det syge skulle væk. Hurtigt. Ventetiden var i princippet kort, men tiden føltes uoverskuelig lang. Tid var blevet en underlig størrelse, som føles anderledes efter jeg var blevet syg.

Da det blev morgen, havde jeg ikke rigtig sovet. Måske var det blevet til et blund, når jeg prøvede at se om jeg kunne finde ro, efter tasketurene på gangen. Så jeg følte mig udkørt, nedbrudt og fortvivlet. Min appetit var væk. Mine øjne var hævede af at græde. Tankerne var mørkere end nogensinde.

Sygeplejersken kom ind og fortalte, at der ville komme en narkoselæge og tale med mig i løbet af dagen. Der var nogle forberedelser til operationen næste dag. Mit ene bryst var blevet fjernet ved første operation, sammen med to lymfekirtler i armhulen. Ved den næste, ville de fjerne resten af lymfekirtlerne der. Det ville betyde endnu en slange ud af kroppen. Denne gang ud af armhulen. Igen skulle jeg have taget blodprøver. Min krop var mærket af smerter fra operation, stik og ikke mindst stress over, at nu var det kræft jeg havde. Ikke forstadier, som jeg troede. Men kræft. Tilmed en særlig aggressiv en.

Klokken var ikke meget over 9, da min ungdomsveninde marcherede ind på min stue. Hun havde en stor taske på armen. Da hun så mig ligge der, askegrå i ansigtet med bange øjne, gav hun mig langt kærligt kram. Jeg kunne se hun også var berørt af, hvad der var sket, siden vi havde set hinanden sidst.

”Nu skal du bare slappe af, så skal jeg nusse lidt om dig” sagde hun kækt og gik ud af stuen. Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente. I løbet af få minutter havde hun fået fat i en skillevæg, fade og håndklæder. Min veninde er kosmetolog og havde i sin store taske, cremer, masker og velduftende olier. Hun ville give mig en ansigtsbehandling. Som så mange gange før, skulle jeg bare slappe af og lade hende arbejde. Denne gang var kulissen en anden. Men når jeg lukkede øjnene, kunne min krop ikke kende forskel. Hendes bløde kærlige hænder, sammen med hendes velkendte friske stemme gjorde, at jeg hurtigt slappede af. Det var vidunderligt. Berøringen, duften og nærværet var intet mindre end vidunderligt. Det var som om min krop genkendte dette scenarie. Inden i bredte sig en følelse af velvære. Denne følelse tændte gnisten i fighteren, som jeg bar inden i. Hende som jeg havde set i øjnene, i spejlet aftenen efter den første operation. Hende som sagde ”det her, det klarer du også”. Efter en halv times tid skulle jeg ligge med en ansigtsmaske. I den tid ville hun massere mine hænder og fødder. Endnu mere velvære brusede gennem kroppen.

Pludselig hørte jeg en fremmed stemme nævne mit navn. Jeg havde glemt alt om at der ville komme en narkoselæge. Han stod på stuen med en narkosesygeplejerske. ”Ja, det er mig” hørte jeg mig selv sige, med et let undertrykt fnis. For der lå jeg, med en grøn maske i hovedet, vatrondeller for øjnene og bare fødder strittende ud fra under dynen, som min veninde masserede. Narkoselægen kunne ikke skjule sin overraskelse. Jeg spurgte om det var okay, jeg bare blev liggende. Det var det. Min veninde gik ud af stuen, mens de snakkede med mig. Spørgsmålene var som sidst af faktuel karakter, så det var hurtigt overstået. Da de gik hørte min veninde, at de havde talt om, hvor utrolig rolig jeg havde været. Og med den diagnose, så var det endnu mere overraskende at tale med mig, som havde forekommet dem både stærk og optimistisk.

Efter endt skønhedsbehandling, følte jeg mig anderledes til mode. Det frikvarter fra sygdom, operation, blodprøver, diagnoser og medicin, som min venindes behandling havde været, var lige hvad jeg trængte allermest til. Jeg mærkede en klippefast vished vokse inde i. ”Det her, det klarer du også”.

Resten af dagen foregik fredeligt. Panik, dødsangst og kaos var afløst af en spirende optimisme. Jeg var træt, så jeg hvilede mig meget af tiden. Om aftenen kom en veninde med varm kakao og lune hjemmebagte boller. Vi sad og sludrede, uden jeg følte mig på sammenbruddets rand. Jeg kunne næsten ikke forstå det. Dagen var på vej til at ende på en helt anden måde, end jeg havde fantasi til at forestille mig. På den gode måde.

Da det blev sengetid, bad jeg om noget at sove på. Det fik jeg. Med mere fred i sindet end aftenen før, krøb jeg i seng. Min venindes behandling havde reddet mig fra mine mørke tanker. Katastrofetankerne synes længere væk. Min indstilling havde ændret sig. Det føltes nærmest magisk.

”Det her, det klarer du også” kørte på repeat i mit hoved.

Lægesamtale

De næste dage efter operationen, gik blandt andet med at fumle rundt med drænslanger og poser, når jeg skulle ud af og op i sengen igen. Jeg havde stadig mange smerter, som jeg fik morfin for. Det fik jeg et behageligt buzz af, så det var ikke så ringe. Virkeligheden virkede knap så virkelig og truende gennem morfin tågen. Selvom jeg følte mig døsig meget af tiden, holdt jeg stædigt fast i at få mit eget tøj på hver morgen. Mit eget tøj var pyjamas bukser og t-shirt. Hjemmefra havde jeg ikke tænkt over, hvor besværligt det ville være at få en stram bluse over hovedet, med en arm jeg ikke måtte løfte over 45 grader og slanger stikkende ud af kroppen. Men ved at hive lidt i ærmerne og få en hjælpende hånd gik det. I min dum-stolthed fik jeg sagt til sygeplejerskerne, at det kunne jeg godt selv klare. Fakta var, at det kunne jeg ikke. I stedet for at indrømme det, fik jeg fat i mine veninder, som på skift mødte op for at hjælpe mig med at blive vasket og komme i tøjet.

Min datter skulle ikke se mig i sygehus tøj. Det var så vigtigt for mig at virke rolig og optimistisk når hun kom. Den første gang hun kom for at besøge mig, var jeg nevøs. Hvordan mon hun ville reagere, når hun så sin mor med armen bundet op og slanger ud af siden? Selvom jeg gjorde mig umage med at gemme dem jeg i tøjet, kunne de ses.

Jeg havde aftalt med min datters far hvornår de kom, så jeg kunne stå ved elevatoren og modtage dem. ”DING”, lyden af elevatoren der stoppede, var sød musik i mine ører. Om lidt ville min lille pige stå foran mig. Mit hjerte hamrede i længselsfuld forventning om at kramme hende. Følelsen af hendes arme om min hals, fik tårerne til at strømme til. Jeg blev mindet om, hvad jeg kæmpede for. Heldigvis tog hun det som et spændende eventyr. Der var jo også chokolade og søde mennesker over det hele. Det blev til en lille time vi var sammen om dagen, inden hun skulle med sin far hjem. Bagefter var jeg helt udmattet. Al min energi blev brugt på at være fuldstændig nærværende og nyde min datters umiddelbare forundring over alt i verden. De stunder blev min benzin til at holde ud, når smerterne og bekymringerne gjorde tankerne mørke.

På 5. dagen af indlæggelsen, kom en sygeplejerske og sagde, at det var i dag jeg skulle til lægesamtale. Det kunne jeg ikke huske noget om. Men igen, der var så meget der var smuttet i rædsels- og medicintåger. Hun spurgte om hun skulle gå med. Nej-nej, det var ikke nødvendigt. Jeg havde jo fået at vide, at det ikke havde spredt sig. Så det var bare en formsag at gå over og snakke med den der læge.

Med mit bedste fætter-frisk udtryk satte jeg på stolen i lægens konsultation. En sygeplejerske var også til stede. Lægen så alvorligt på mig. Lænede sig lidt frem og kiggede mig i øjnene. Så fortalte hun, at de blev nødt til at operere mig igen. Jeg forstod ingenting. Der var jo ingen spredning. Men det var der. Og de sagde at det var en særlig aggressiv form for kræft. Alt blev kaos inden i.

Min allerværste frygt blev nu til virkelighed. Jeg mærkede manden med leen ånde mig i nakken. Mit hjerte galoperede afsted, så jeg blev svimmel og fuldstændig tør i munden. Jeg kiggede ned og tårerne strømmede ned ad kinderne og ned på min knugede hænder. Efter lidt tid kiggede jeg på lægen og spurgte, hvordan det kunne lade sig gøre. Hun prøvede at forklare om makro- og mikroskopi. Jeg kunne se hendes mund bevæge sig, men ordene flød sammen til nogen underlige lyde som ikke gav mening.

Skulle jeg dø? Hvor slemt er sådan noget ”særligt aggressivt” kræft?

Tankerne kørte med ekspresfart. Den ene hæslige katastrofetanke afløste den næste.

Sygeplejersken spurgte om jeg ville ringe til nogen. Min mobiltelefon lå ovre på afdelingen, så jeg havde ingen numre med mig. Men jeg kunne huske nummeret til mine forældre og min datters far. Mareridtet berørte ikke kun mig. Mine forældre havde allerede mistet en datter. Var det hvad der ventede dem endnu engang? Det allerværste var at tænke på min lille pige. Hun var ikke engang tre år. Hvis jeg nu blev meget syg hurtigt og døde, ville hun ikke kunne huske mig. Hendes far ville stå med ansvaret alene. Sådan var det gået for min storesøster. Mit hjerte brast i tusindvis af stykker.

Da jeg havde ringet af, ville jeg gå tilbage. Sygeplejersken tilbød at gå med. Jeg takkede mekanisk nej. Hun ville ringe over på afdelingen og sige at jeg var på vej, så der kunne stå en og tage imod mig. Jeg gik med hurtige skridt tilbage og tog elevatoren op til afdelingen. Der var ikke nået en sygeplejerske frem til at møde mig. Styrende mod min seng, kunne jeg mærke, at lige om lidt ville jeg falde om. Tungt landede jeg på sengen. En medpatient sad i sin seng og observerede det hele. Hun var nærmest døv, så hun kunne ikke høre mig hulke. Men hun kunne se mig ligge og ryste i sengen. Så hun fik kaldt på en sygeplejerske, som kom med det samme. Hun forsøgte at trøste og satte sig ned på sengen hos mig. Hun tog mig i hånden og holdt den. Sådan lå jeg et stykke tid. Mit åndedræt blev langsomt mere roligt. Det hjalp at holde en i hånden.

Pludselig stod min datters far ved min seng. Han havde kørt fra sit arbejde. Han kunne heller ikke holde tankerne ud. Det eneste jeg husker fra den eftermiddag var kaos, dødsangst, panik og mørke, mørke tanker.

Mine brødre og mine veninder blev orienteret om den nye situation. Nogle kontaktede jeg selv og andre fik besked af mine forældre og min datters far. Min hjerne var igen lammet. Alt var uoverskueligt.

Min ungdomsveninde, som havde været med på operationsdagen, snakkede jeg med. Både fordi jeg vidste hendes mor lige var død og fordi jeg selv ville fortælle hende, hvad der nu skulle ske. ”Jeg pakker nogen gode sager og kommer ned til dig i morgen formiddag”, svarede hun med en stemme som vidnede om en styrke, jeg havde brug for at læne mig op ad. Grædende fik jeg sagt tak og at jeg glædede mig til at se hende igen.

Hen på aftenen sad jeg i patient stuen og stirrede tomt ud i luften. Helt uventet, kom min venindes mand og satte sig overfor mig. Han arbejdede på sygehuset og ville lige se til mig, inden han tog hjem. Jeg fik fortalt ham hvad der var sket. Grædende og ude af mig selv, håbede jeg på at han kunne sige eller gøre noget, som fik den her hæslige tilstand til at forsvinde.

”Lev en time af gangen”, var hans råd. Okay, en time kunne jeg bedre overskue. Hans ord lod jeg blive mit mantra. Med de ord i hovedet gik jeg tilbage til min seng. Børstede tænder. Tog mine smertestillende. Krøb i seng og håbede at jeg ville falde i søvn. Det gjorde jeg ikke. Så jeg stod op og brugte det meste af natten på at traske op og ned ad gangen. Jeg havde kræft. Ikke bare kræft, men en ”særlig aggressiv” slags. Intet var godt.

Opvågning

Da jeg langsomt kom til mig selv efter operationen, var det til slanger og dimsedutter alle mulige og umulige steder. En stor forbinding prydede min brystkasse. Min venstre arm føltes halvdød. Den første jeg talte med var en sygeplejerske. Hun sagde at operationen var gået godt. Derefter spurgte hun til, hvor store mine smerter var på en skala fra 0-10. Hvad jeg svarede husker jeg ikke. Men jeg husker at det gjorde ondt. Rigtig ondt. Hun gav mig morfin i droppet, som lettede på smerterne, men til gengæld gav mig kæmpe-kvalme. Så fik jeg noget mod det. Sådan gik det nogen tid. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg skulle tisse. Der hang slanger ud ad der hvor mit bryst engang var, blodtryksmåler om armen, ilt måler på fingeren og en plastic dims med ilt, i næsen. Det gjorde det svært at bevæge sig. To sygeplejersker kom med et bækken, så jeg skulle ligge i sengen og tisse. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Min krop ville ikke give slip. Tålmodigt fandt de en bækkenstol frem, så jeg kunne sidde. Vi nåede ikke ret langt før jeg besvimede. Tilbage i sengen. Jeg skulle stadig tisse. Til sidst kom der en sygeplejerske med et katheter. Det er en slange som bliver stukket op i blæren. I den anden ende af slagen er der en pose til at have alt tisset i. Meget smart. Jeg mærkede ikke rigtig noget, før end lettelsen over at få tømt blæren lige så stille indfandt sig. Posen blev holdt op, så jeg kunne se indholdet. Det var turkisfarvet. Jeg gjorde store øjne. Sygeplejersken forklarede, at det var det radioaktive stof, som jeg havde fået sprøjtet ind i armhulen dagen før, der kom ud sammen med tisset. I min morfin-brandert var det meget sejt, synes jeg. Lægen som havde opereret mig kom og så til mig. Hun fortalte at operationen var gået godt. Mens jeg lå på operationsbordet, havde de undersøgt et par lymfekirtler, for at se om der var spredning. Umiddelbart kunne de ikke se noget. Åh, hvilken lettelse. Alt var godt. Derefter hørte jeg ikke hvad lægen ellers sagde. Smerterne kom og gik, ligesom kvalmen. Det betød at jeg var længe på opvågningsstuen.

Klokken var tæt på 19:30 før jeg kom tilbage på afdelingen. Jeg blev mødt af mine forældre, to af mine veninder og min datters far. Min ansigtskulør gik i et med det hvide sengetøj. Træt, småskæv og lettet blev jeg kørt ind på stuen. Der hang to slanger ud af siden på mig, som skulle fungere som dræn for blod, således at det kunne løbe ned i en pose. Oven i det, også et drop med saltvand. Min mor, som sidder i kørestol, kørte så tæt på sengen som hun kunne. Med bekymrede øjne, tog hun mig i hånden og spurgte til hvordan jeg havde det. ”Træt” var vist det, jeg fik svaret. Jeg fik også sagt, at det ikke havde spredt sig. Alle åndede lettede op. Alt var godt.

Med gensidige forvisninger om, at nu var det værste overstået, sagde vi farvel til hinanden. Min mor nåede at stikke en stang toblerone i hånden på mig, inden de tog afsted. Hun ved jeg elsker chokolade. Søde lille mor. Jeg følte mig helt tom for energi. Aftensygeplejersken kom og satte sig ved min seng. Hun havde en appelsin med, som hun pillede for mig, mens vi talte lidt. Efter at have spist et par både af appelsinen, ville jeg gerne prøve at komme op på toilet. Der kom en sygeplejerske mere, for der var tre slanger, poser og et dropstativ som skulle med ud på badeværelset. Dertil kom at jeg ikke måtte bruge min venstre arm, som var bundet op i en slynge. Sikke et menageri. Ved fælles hjælp, kom jeg på benene og vaklede ud på badeværelset med en sygeplejerske under hver arm. Bare det at få trukket bukserne ned, var et møjsommeligt arbejde. Jeg så mig selv i spejlet. Et ligblegt ansigt med indfaldne kinder og døsige øjne, var hvad jeg mødte. ”Det her, det klarer du også” sagde jeg inden i mig selv, til det blege spejlebillede.

Tilbage i sengen lå jeg udmattet og øm. Jeg havde overlevet operationen. Det havde ikke spredt sig. I morgen ville blive en bedre dag. Alt var godt.

Operationen

Vækkeuret ringede tidligt den morgen. Kl 05.00 slog jeg omtumlet øjnene op til dagen, som jeg både havde frygtet og set frem til.

Frygten var, at jeg skulle dø under narkosen. Og lægen ville glemme en saks inde i mig. Og at det ville komme til at gøre psykopat-ondt. Og at det ville vise sig, at jeg var meget mere syg end først antaget.

Alligevel havde en del af mig set frem til den her dag, som der havde været forberedelser til de sidste 10 dage. Så det syge kunne skæres væk og ikke sprede sig til resten af min krop. Få det overstået. Så jeg kunne komme videre i mit liv. I mit hoved havde jeg allerede været igennem operationen mindst 100 gange. Med forskellige slutninger.

Min ungdomsveninde havde overnattet hos mig. Det var en tryghed og lettelse at have hende tæt på. Manisk gik jeg rundt i huset. Satte Britney Spears på anlægget og skruede op. For at overdøve min indre stemme som fortalte mig; ”det er nu”, ”du bliver aldrig den samme”, ”det er farligt, FARLIGT”, ”måske er du meget syg”, ”det her, det kommer til at gøre ondt”.

I sympati fastede min veninde. Morgenen gik med at komme i bad og få pakket det sidste sammen.

Vi ankom på afdelingen og blev vist på den stue som jeg skulle være på. Min seng var ved siden af vinduet. Sygeplejersken kom med at sæt operationstøj. Der var knapper i siden og det sad ikke særlig flot på kroppen. En fuldkommen ligegyldig detalje, set i forhold til det som ventede mig. Da jeg havde skiftet tøj, fik jeg et lille bæger med nogle piller i. Hvad det var for nogen spurgte jeg ikke til. Jeg slugte dem bare med rystende hænder. Der var ventetid. Selvom vi var kommet ved 7-tiden, så var der flere timer til det blev min tur.

Tiden forekom lang. Vi brugte tiden på at snakke om ufarlige emner. I patientstuen så vi en ung kvinde sidde med sin mand. Hun var også i operationstøj. Hun græd og de holdt hinanden i hånden. Jeg mærkede et snært af misundelse. Hun havde en mand, som passede på hende. Det havde jeg ikke. Min selvmedlidenhed blev afbrudt af at Farmor, altså min datters farmor og min ex-svigermor, dukkede helt uventet op med en kæmpe buket blomster i favnen. Hun krammede mig og så mig lige i øjnene. Lige der, kunne jeg ikke skjule hvor bange jeg var. Vi fik begge tårer i øjnene, som vi prøvede at skjule. Hurtigt gav vi hinanden et knus mere og sagde farvel. Det varmede at få sådan en overraskelse.

Nede i patientstuen sad min veninde og ventede trofast. Klokken nærmede sig 11, så det måtte gerne snart til at være. Endelig kom sygeplejersken med en portør. I det samme ringede min venindes telefon. Hun tog den og sekunder efter hørte jeg hende sige, ”det er løgn” med gråd på stemmen. Hvad var der sket? Min opmærksomhed var på min venindes udbrud og hendes reaktion. Sygeplejersken bad mig følge med. Jeg var splittet. Nu skulle jeg afsted, ned til operation og min veninde havde fået et opkald som lød meget alvorligt. Telefonsamtalen blev hurtigt afsluttet, så min veninde kunne følge med mig ned på operationsgangen. ”Min mor er død”, sagde hun med chokket malet i ansigtet. Situationen var absurd. Jeg kom op i sygehussengen og blev rullet ud af stuen. Min veninde fulgte med og efter en snørklet tur på lange gange og i en elevator, nåede vi til operationsgangen. Min seng blev kørt ind i et lille rum. Der havde vi to minutter alene før lægen ville komme. Jeg havde behov for at hjælpe min veninde, så hun ikke skulle stå alene med oplysningen om sin mors død. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Så vi krammede og jeg bad hende ringe til min veninde som boede tæt på sygehuset.

Lægen kom og tegnede med en sort tusch på mit syge bryst. Der var mange streger og jeg fik forklaringer på dem alle sammen. Jeg hørte ikke efter. Min hjerne var lammet. Så en hurtig afsked med min veninde, som grædende gik ud af det lille rum. Og jeg kunne ikke løbe efter hende for at trøste. Min ”ting” har altid været at hjælpe andre. Trøste og lytte. Nu stod jeg med en forstenet hjerne og et blødende hjerte.

På operationsstuen blev jeg vist hen til briksen jeg skulle ligge på. Der var mange mennesker på stuen. De var søde og alle præsentererede sig. I en underlig surrealistisk tilstand kom jeg op på briksen. Fik tæpper på og forklaret hvad der skulle ske. Jeg skulle have lagt et drop. Åh nej, jeg skulle stikkes. Først i hånden og så ti stik i ryggen. Narkosesygeplejersken var dygtig og det gik meget hurtigt. Da jeg lå der, på ryggen med et drop i hånden, stirrende op i en kæmpestor lampe og følte mig lillebitte og bange. Rædselsslagen. Tårerne løb ned af kinderne. Narkosesygeplejersken gav mig noget i droppet. Tårerne blev afløst af en følelse af blød velvære. Alt føltes himmelsk og nærmest morsomt. Jeg var skæv. De vendte mig om på siden for at give mig de ti stik i ryggen. For min skyld kunne de have stukket mig 50 gange, hevet mine negle ud og amputeret mit ene ben. Jeg var ligeglad. Så skæv var jeg.

Vupti, en, to, tre så sov jeg.

SVARET

Svaret

Ventetiden var ulidelig. Fra onsdag til mandag. Tankerne kørte i ring. I de dage oplevede jeg, hvor vanvittig jeg blev af at tænke katastrofe tanker. Når tankerne fik lov til at køre helt hen i, at jeg lå afkræftet, på mit dødsleje og skulle sige farvel til min datter, kunne jeg ikke trække vejret og mit hjerte slog så hårdt, at jeg næsten kunne smage blod. Min krop reagerede voldsomt.

Jeg havde brug for at stoppe det. Så jeg begyndte at snakke med mig selv. ”STOOOOP! Nu stopper du”. Det lykkedes nogen gange. Jeg prøvede at finde på krumspring, for at stoppe katastrofe-tanke-toget, inden endestationen. Ind imellem følte jeg mig fuldstændig handlingslammet. En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg ringede til en veninde og spurgte om hun kunne komme. Det var så svært at række ud, men ikke at gøre det, var endnu sværere. Den dag i hvert fald.

Jeg sad forstenet i sofaen indtil hun kom. Hendes bekymring var tydelig. Jeg var en skygge af mig selv. Heldigvis for mig, så havde jeg ringet efter den helt rigtige. For hun fik spurgt om vi ikke skulle ryste tæppet jeg sad på. Så kom jeg op og stå. Stille og kærligt guidede hun mig i bevægelse. Og det virkede. Bare det at jeg rejste mig op, ændrede mine tanker og fokus. En lille smule. Som blev til en lille smule mere. Smart.

Den samme veninde tog med op til kræftlægen for at få svaret. Lægen var en moden kvinde, med et mildt udtryk. Hun sagde ligeud at der var fundet ”noget”. Det ”noget” var forstadier til kræft. Jeg græd. Åh, nej ”K”-ordet. Lægen fortalte videre, at det var i så stort et område af brystet, at de ville fjerne det. ”Det HELE?”, spurgte jeg med bævrende stemme. ”Ja, det HELE”. Arj, det blev lige pludselig så meget mere alvorligt. Det HELE. Så ville jeg være sådan en brystamputeret, single-mor. Den tanke brød jeg mig ikke om. Lægen forsøgte at berolige mig med, at hvis de ikke fandt ”noget” mere, så var det kun den her operation der skulle til, for at helberede mig. Og senere rekonstruktion af brystet. Ingen medicin eller stråler. Okay, det hjalp lidt. Derefter blev der talt om hvad der skulle ske fra nu af. Jeg tørrede snot og tårerne væk. Godt, handling. Det havde jeg fundet ud af virkede godt på mig.

Der var nogen blodprøver, snak med plastikkirurg, narkose og noget kontrasthalløj, som skulle sprøjtes ind i min armhule, dagen før operationen, for at se om der var spredning. Planen var lagt. Jeg fik datoer, tid og sted. Vi gik derfra mere rolige og afklarede end da vi kom.

Ventetiden var skiftet ud med vished og en plan. Yes! Det var bedre. Planlægningen gik i gang.

Livet så lidt lysere ud. Det var jo nok ”bare” forstadier. Ikke sådan rigtig kræft.

Knuden

Det var den 23. december2004. Den første jul i det lille hus på Jenlevej, hvor jeg boede sammen med min 2-årige datter og vores hund Verner. Sommeren forinden var min datters far og jeg gået fra hinanden. Bruddet havde i sig selv været udramatisk, men der havde været lang periode, hvor det bare ikke gik med os to. Som kærester. Juleaften skulle min datter og jeg fejre sammen med hendes far og hans familie. Jeg så frem til aftenen, for jeg holdt stadig meget af hans familie.

Min datter blev puttet. Der var stille i hele huset og jeg ville også gøre klar til at krybe i nattøjet.

Hvilken salig lettelse at tage bh-en af. Men hov hvad var nu det? Jeg mærkede en underlig ujævnhed i mit venstre bryst. Mærkede efter igen. Og igen. Det løb mig koldt nedad ryggen. Hjertet hamrede og jeg følte, at al blod forlod min hjerne. Jeg satte mig på toilettet. Jeg vidste der var noget galt.

Min storesøster var død af hudkræft 13 år tidligere. Fra hendes lille søn på to år.

Tankerne væltede ind over mig. Er det kræft? Skal jeg også dø fra mit lille barn? Minderne om hvordan det havde været, at se min søster sygne hen for at dø, blev så nærværende at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg var skrækslagen.

Hvordan jeg alligevel kom i seng og stod op næste morgen, står stadig som i en tåge.

Juleaftens dag gik. Med hvad husker jeg ikke. Vi tog over til farmor og farfar. De boede to gader fra vores hus. Jeg forsøgte at lade som ingenting. Bildte mig ind at det lykkedes. Jeg var stille og fjern. Men det kunne man jo sagtes tilskrive at det var den første jul, som singlemor.

Ingen fik at vide hvad jeg havde opdaget. Det var som om at det ikke var virkeligt, hvis bare jeg ikke sagde noget.

Mellem jul og nytår tog jeg til lægen. Han mærkede på brystet og sagde at han ikke med sikkerhed kunne mærke noget. Det var nok ingenting. Men på grund af min søsters død, ville han sende mig videre på mammae centeret, for videre undersøgelse.

Jeg fik en tid i starten af februar 2005. I den mellemliggende tid, havde jeg forsøgt at fortrænge det. Ved stadig ikke at fortælle nogen om det.

Aftenen inden undersøgelsen på mammae centeret, skulle jeg på cafe med et par veninder. Min datters far kom forbi for at hente vores datter. Jeg fortalte ham at jeg skulle til mammografi dagen efter. Men det var jo nok ikke noget alvorligt. Det føltes dog sådan. Alvorligt. Farligt.

På cafeen nævner jeg, sådan lidt henkastet at jeg i øvrigt skal på mammae centeret dagen efter. Den ene veninde fortæller at hendes søster også lige havde været afsted og at det blot havde været nogle mælkekirtler der havde været på spil. Så igen hører jeg mig selv sige, at det nok ikke er noget alvorligt.

Jeg skal i aftenvagt efter besøget på mammae centeret. Derfor kan jeg lige smutte forbi og få lavet en mammografi inden. No problem. Det er jo nok ikke noget alvorligt.

Alene møder jeg op på mammae centeret. Lægger mærke til at alle de andre har en med.

Så bliver det min tur. Man får udleveret en sygehus skjorte og kommer ind i rummet med maskinen. Den maskine som maser mine bryster så flade, at jeg nærmest ikke kan trække vejret. Av! Ondt gør det også. Heldigvis er det ret hurtigt overstået. Jeg går ud og venter. Bliver kaldt ind igen. Det ene billede duede ikke, eller også var det fordi de havde set noget. Jeg spurgte ikke. Hjertet slog nu så hårdt og sveden haglede af mig, at jeg følte mig meget lille og sårbar. Tiden føltes uendelig lang. Endelig kom jeg ind til lægen. Der havde vist sig ”noget” på det ene billede. Derfor ville hun lige lave en ultralyd scanning. Hun sagde ikke rigtig noget. Kørte rundt på brystet med scanneren, som var smut ind i noget glinsende gele. Så ville hun også lige tage en biopsi. Jeg blev klar over at det her måske alligevel kunne være noget alvorligt. Der blev lagt bedøvelse. Da jeg har kæmpe nåleskræk, var det næste der skete nærmest uvirkeligt. Noget der lignede en hul strikkepind, skulle stikkes ind i mit bryst for at hente noget væv med ud. Godt jeg lå ned, ellers var jeg med garanti besvimet lige på stedet.

Bagefter talte jeg med lægen om hvad der nu skulle ske. Hun sagde at jeg skulle forberede mig på et dårligt svar. Jeg brød sammen. Græd som pisket. Livet blev på et sekund helt, HELT anderledes.

Det var onsdag og jeg ville få svar den følgende mandag. En evighed at vente, tænkte jeg.

Der var en time til jeg skulle være på arbejde. Fik lov at låne telefonen, hvor jeg stortudende fik meldt mig syg til min afdelingsleder. Det hele kørte rundt. Halsen var blevet alt for stram til at kunne trække vejret igennem.

Med rystende hænder fik jeg også ringet til min veninde, som ikke vidste hvor jeg var og hvad jeg lavede. Jeg havde brug for at hun kom og kørte mig hjem. Og passede på mig. I forvirringen om hvor jeg var og hvorfor, fik jeg nævnt noget med at mammae centret lå bag psykiatrisk afdeling. Men da jeg knapt kunne gøre mig forståelig i telefonen, havde min veninde hørt det som at jeg var på psykiatrisk afdeling. Hende afsted på sin gamle havelåge af en cykel, op for at redde mig på psyk. Da hun ikke kunne få mig udleveret deroppe, fik de en sviner og så ringede hun til mig. På en måde var hun lettet over at jeg ikke var blevet spærret inde på psykiatrisk afdeling. Lige indtil hun fandt mig med tykke øjenlåg og snot ud af næsen oppe på mammae centret.