Dagen før næste operation

Den næste operation ville blive dagen efter. Fra beskeden om den ændrede situation, til ny operation var 1½ døgn. Når det skulle ske så hurtigt, tolkede jeg det som værende alvorligt. Meget alvorligt. Det skræmte mig. Samtidig gjorde det mig også lettet. Alt det syge skulle væk. Hurtigt. Ventetiden var i princippet kort, men tiden føltes uoverskuelig lang. Tid var blevet en underlig størrelse, som føles anderledes efter jeg var blevet syg.

Da det blev morgen, havde jeg ikke rigtig sovet. Måske var det blevet til et blund, når jeg prøvede at se om jeg kunne finde ro, efter tasketurene på gangen. Så jeg følte mig udkørt, nedbrudt og fortvivlet. Min appetit var væk. Mine øjne var hævede af at græde. Tankerne var mørkere end nogensinde.

Sygeplejersken kom ind og fortalte, at der ville komme en narkoselæge og tale med mig i løbet af dagen. Der var nogle forberedelser til operationen næste dag. Mit ene bryst var blevet fjernet ved første operation, sammen med to lymfekirtler i armhulen. Ved den næste, ville de fjerne resten af lymfekirtlerne der. Det ville betyde endnu en slange ud af kroppen. Denne gang ud af armhulen. Igen skulle jeg have taget blodprøver. Min krop var mærket af smerter fra operation, stik og ikke mindst stress over, at nu var det kræft jeg havde. Ikke forstadier, som jeg troede. Men kræft. Tilmed en særlig aggressiv en.

Klokken var ikke meget over 9, da min ungdomsveninde marcherede ind på min stue. Hun havde en stor taske på armen. Da hun så mig ligge der, askegrå i ansigtet med bange øjne, gav hun mig langt kærligt kram. Jeg kunne se hun også var berørt af, hvad der var sket, siden vi havde set hinanden sidst.

”Nu skal du bare slappe af, så skal jeg nusse lidt om dig” sagde hun kækt og gik ud af stuen. Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente. I løbet af få minutter havde hun fået fat i en skillevæg, fade og håndklæder. Min veninde er kosmetolog og havde i sin store taske, cremer, masker og velduftende olier. Hun ville give mig en ansigtsbehandling. Som så mange gange før, skulle jeg bare slappe af og lade hende arbejde. Denne gang var kulissen en anden. Men når jeg lukkede øjnene, kunne min krop ikke kende forskel. Hendes bløde kærlige hænder, sammen med hendes velkendte friske stemme gjorde, at jeg hurtigt slappede af. Det var vidunderligt. Berøringen, duften og nærværet var intet mindre end vidunderligt. Det var som om min krop genkendte dette scenarie. Inden i bredte sig en følelse af velvære. Denne følelse tændte gnisten i fighteren, som jeg bar inden i. Hende som jeg havde set i øjnene, i spejlet aftenen efter den første operation. Hende som sagde ”det her, det klarer du også”. Efter en halv times tid skulle jeg ligge med en ansigtsmaske. I den tid ville hun massere mine hænder og fødder. Endnu mere velvære brusede gennem kroppen.

Pludselig hørte jeg en fremmed stemme nævne mit navn. Jeg havde glemt alt om at der ville komme en narkoselæge. Han stod på stuen med en narkosesygeplejerske. ”Ja, det er mig” hørte jeg mig selv sige, med et let undertrykt fnis. For der lå jeg, med en grøn maske i hovedet, vatrondeller for øjnene og bare fødder strittende ud fra under dynen, som min veninde masserede. Narkoselægen kunne ikke skjule sin overraskelse. Jeg spurgte om det var okay, jeg bare blev liggende. Det var det. Min veninde gik ud af stuen, mens de snakkede med mig. Spørgsmålene var som sidst af faktuel karakter, så det var hurtigt overstået. Da de gik hørte min veninde, at de havde talt om, hvor utrolig rolig jeg havde været. Og med den diagnose, så var det endnu mere overraskende at tale med mig, som havde forekommet dem både stærk og optimistisk.

Efter endt skønhedsbehandling, følte jeg mig anderledes til mode. Det frikvarter fra sygdom, operation, blodprøver, diagnoser og medicin, som min venindes behandling havde været, var lige hvad jeg trængte allermest til. Jeg mærkede en klippefast vished vokse inde i. ”Det her, det klarer du også”.

Resten af dagen foregik fredeligt. Panik, dødsangst og kaos var afløst af en spirende optimisme. Jeg var træt, så jeg hvilede mig meget af tiden. Om aftenen kom en veninde med varm kakao og lune hjemmebagte boller. Vi sad og sludrede, uden jeg følte mig på sammenbruddets rand. Jeg kunne næsten ikke forstå det. Dagen var på vej til at ende på en helt anden måde, end jeg havde fantasi til at forestille mig. På den gode måde.

Da det blev sengetid, bad jeg om noget at sove på. Det fik jeg. Med mere fred i sindet end aftenen før, krøb jeg i seng. Min venindes behandling havde reddet mig fra mine mørke tanker. Katastrofetankerne synes længere væk. Min indstilling havde ændret sig. Det føltes nærmest magisk.

”Det her, det klarer du også” kørte på repeat i mit hoved.

Lægesamtale

De næste dage efter operationen, gik blandt andet med at fumle rundt med drænslanger og poser, når jeg skulle ud af og op i sengen igen. Jeg havde stadig mange smerter, som jeg fik morfin for. Det fik jeg et behageligt buzz af, så det var ikke så ringe. Virkeligheden virkede knap så virkelig og truende gennem morfin tågen. Selvom jeg følte mig døsig meget af tiden, holdt jeg stædigt fast i at få mit eget tøj på hver morgen. Mit eget tøj var pyjamas bukser og t-shirt. Hjemmefra havde jeg ikke tænkt over, hvor besværligt det ville være at få en stram bluse over hovedet, med en arm jeg ikke måtte løfte over 45 grader og slanger stikkende ud af kroppen. Men ved at hive lidt i ærmerne og få en hjælpende hånd gik det. I min dum-stolthed fik jeg sagt til sygeplejerskerne, at det kunne jeg godt selv klare. Fakta var, at det kunne jeg ikke. I stedet for at indrømme det, fik jeg fat i mine veninder, som på skift mødte op for at hjælpe mig med at blive vasket og komme i tøjet.

Min datter skulle ikke se mig i sygehus tøj. Det var så vigtigt for mig at virke rolig og optimistisk når hun kom. Den første gang hun kom for at besøge mig, var jeg nevøs. Hvordan mon hun ville reagere, når hun så sin mor med armen bundet op og slanger ud af siden? Selvom jeg gjorde mig umage med at gemme dem jeg i tøjet, kunne de ses.

Jeg havde aftalt med min datters far hvornår de kom, så jeg kunne stå ved elevatoren og modtage dem. ”DING”, lyden af elevatoren der stoppede, var sød musik i mine ører. Om lidt ville min lille pige stå foran mig. Mit hjerte hamrede i længselsfuld forventning om at kramme hende. Følelsen af hendes arme om min hals, fik tårerne til at strømme til. Jeg blev mindet om, hvad jeg kæmpede for. Heldigvis tog hun det som et spændende eventyr. Der var jo også chokolade og søde mennesker over det hele. Det blev til en lille time vi var sammen om dagen, inden hun skulle med sin far hjem. Bagefter var jeg helt udmattet. Al min energi blev brugt på at være fuldstændig nærværende og nyde min datters umiddelbare forundring over alt i verden. De stunder blev min benzin til at holde ud, når smerterne og bekymringerne gjorde tankerne mørke.

På 5. dagen af indlæggelsen, kom en sygeplejerske og sagde, at det var i dag jeg skulle til lægesamtale. Det kunne jeg ikke huske noget om. Men igen, der var så meget der var smuttet i rædsels- og medicintåger. Hun spurgte om hun skulle gå med. Nej-nej, det var ikke nødvendigt. Jeg havde jo fået at vide, at det ikke havde spredt sig. Så det var bare en formsag at gå over og snakke med den der læge.

Med mit bedste fætter-frisk udtryk satte jeg på stolen i lægens konsultation. En sygeplejerske var også til stede. Lægen så alvorligt på mig. Lænede sig lidt frem og kiggede mig i øjnene. Så fortalte hun, at de blev nødt til at operere mig igen. Jeg forstod ingenting. Der var jo ingen spredning. Men det var der. Og de sagde at det var en særlig aggressiv form for kræft. Alt blev kaos inden i.

Min allerværste frygt blev nu til virkelighed. Jeg mærkede manden med leen ånde mig i nakken. Mit hjerte galoperede afsted, så jeg blev svimmel og fuldstændig tør i munden. Jeg kiggede ned og tårerne strømmede ned ad kinderne og ned på min knugede hænder. Efter lidt tid kiggede jeg på lægen og spurgte, hvordan det kunne lade sig gøre. Hun prøvede at forklare om makro- og mikroskopi. Jeg kunne se hendes mund bevæge sig, men ordene flød sammen til nogen underlige lyde som ikke gav mening.

Skulle jeg dø? Hvor slemt er sådan noget ”særligt aggressivt” kræft?

Tankerne kørte med ekspresfart. Den ene hæslige katastrofetanke afløste den næste.

Sygeplejersken spurgte om jeg ville ringe til nogen. Min mobiltelefon lå ovre på afdelingen, så jeg havde ingen numre med mig. Men jeg kunne huske nummeret til mine forældre og min datters far. Mareridtet berørte ikke kun mig. Mine forældre havde allerede mistet en datter. Var det hvad der ventede dem endnu engang? Det allerværste var at tænke på min lille pige. Hun var ikke engang tre år. Hvis jeg nu blev meget syg hurtigt og døde, ville hun ikke kunne huske mig. Hendes far ville stå med ansvaret alene. Sådan var det gået for min storesøster. Mit hjerte brast i tusindvis af stykker.

Da jeg havde ringet af, ville jeg gå tilbage. Sygeplejersken tilbød at gå med. Jeg takkede mekanisk nej. Hun ville ringe over på afdelingen og sige at jeg var på vej, så der kunne stå en og tage imod mig. Jeg gik med hurtige skridt tilbage og tog elevatoren op til afdelingen. Der var ikke nået en sygeplejerske frem til at møde mig. Styrende mod min seng, kunne jeg mærke, at lige om lidt ville jeg falde om. Tungt landede jeg på sengen. En medpatient sad i sin seng og observerede det hele. Hun var nærmest døv, så hun kunne ikke høre mig hulke. Men hun kunne se mig ligge og ryste i sengen. Så hun fik kaldt på en sygeplejerske, som kom med det samme. Hun forsøgte at trøste og satte sig ned på sengen hos mig. Hun tog mig i hånden og holdt den. Sådan lå jeg et stykke tid. Mit åndedræt blev langsomt mere roligt. Det hjalp at holde en i hånden.

Pludselig stod min datters far ved min seng. Han havde kørt fra sit arbejde. Han kunne heller ikke holde tankerne ud. Det eneste jeg husker fra den eftermiddag var kaos, dødsangst, panik og mørke, mørke tanker.

Mine brødre og mine veninder blev orienteret om den nye situation. Nogle kontaktede jeg selv og andre fik besked af mine forældre og min datters far. Min hjerne var igen lammet. Alt var uoverskueligt.

Min ungdomsveninde, som havde været med på operationsdagen, snakkede jeg med. Både fordi jeg vidste hendes mor lige var død og fordi jeg selv ville fortælle hende, hvad der nu skulle ske. ”Jeg pakker nogen gode sager og kommer ned til dig i morgen formiddag”, svarede hun med en stemme som vidnede om en styrke, jeg havde brug for at læne mig op ad. Grædende fik jeg sagt tak og at jeg glædede mig til at se hende igen.

Hen på aftenen sad jeg i patient stuen og stirrede tomt ud i luften. Helt uventet, kom min venindes mand og satte sig overfor mig. Han arbejdede på sygehuset og ville lige se til mig, inden han tog hjem. Jeg fik fortalt ham hvad der var sket. Grædende og ude af mig selv, håbede jeg på at han kunne sige eller gøre noget, som fik den her hæslige tilstand til at forsvinde.

”Lev en time af gangen”, var hans råd. Okay, en time kunne jeg bedre overskue. Hans ord lod jeg blive mit mantra. Med de ord i hovedet gik jeg tilbage til min seng. Børstede tænder. Tog mine smertestillende. Krøb i seng og håbede at jeg ville falde i søvn. Det gjorde jeg ikke. Så jeg stod op og brugte det meste af natten på at traske op og ned ad gangen. Jeg havde kræft. Ikke bare kræft, men en ”særlig aggressiv” slags. Intet var godt.

Opvågning

Da jeg langsomt kom til mig selv efter operationen, var det til slanger og dimsedutter alle mulige og umulige steder. En stor forbinding prydede min brystkasse. Min venstre arm føltes halvdød. Den første jeg talte med var en sygeplejerske. Hun sagde at operationen var gået godt. Derefter spurgte hun til, hvor store mine smerter var på en skala fra 0-10. Hvad jeg svarede husker jeg ikke. Men jeg husker at det gjorde ondt. Rigtig ondt. Hun gav mig morfin i droppet, som lettede på smerterne, men til gengæld gav mig kæmpe-kvalme. Så fik jeg noget mod det. Sådan gik det nogen tid. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg skulle tisse. Der hang slanger ud ad der hvor mit bryst engang var, blodtryksmåler om armen, ilt måler på fingeren og en plastic dims med ilt, i næsen. Det gjorde det svært at bevæge sig. To sygeplejersker kom med et bækken, så jeg skulle ligge i sengen og tisse. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Min krop ville ikke give slip. Tålmodigt fandt de en bækkenstol frem, så jeg kunne sidde. Vi nåede ikke ret langt før jeg besvimede. Tilbage i sengen. Jeg skulle stadig tisse. Til sidst kom der en sygeplejerske med et katheter. Det er en slange som bliver stukket op i blæren. I den anden ende af slagen er der en pose til at have alt tisset i. Meget smart. Jeg mærkede ikke rigtig noget, før end lettelsen over at få tømt blæren lige så stille indfandt sig. Posen blev holdt op, så jeg kunne se indholdet. Det var turkisfarvet. Jeg gjorde store øjne. Sygeplejersken forklarede, at det var det radioaktive stof, som jeg havde fået sprøjtet ind i armhulen dagen før, der kom ud sammen med tisset. I min morfin-brandert var det meget sejt, synes jeg. Lægen som havde opereret mig kom og så til mig. Hun fortalte at operationen var gået godt. Mens jeg lå på operationsbordet, havde de undersøgt et par lymfekirtler, for at se om der var spredning. Umiddelbart kunne de ikke se noget. Åh, hvilken lettelse. Alt var godt. Derefter hørte jeg ikke hvad lægen ellers sagde. Smerterne kom og gik, ligesom kvalmen. Det betød at jeg var længe på opvågningsstuen.

Klokken var tæt på 19:30 før jeg kom tilbage på afdelingen. Jeg blev mødt af mine forældre, to af mine veninder og min datters far. Min ansigtskulør gik i et med det hvide sengetøj. Træt, småskæv og lettet blev jeg kørt ind på stuen. Der hang to slanger ud af siden på mig, som skulle fungere som dræn for blod, således at det kunne løbe ned i en pose. Oven i det, også et drop med saltvand. Min mor, som sidder i kørestol, kørte så tæt på sengen som hun kunne. Med bekymrede øjne, tog hun mig i hånden og spurgte til hvordan jeg havde det. ”Træt” var vist det, jeg fik svaret. Jeg fik også sagt, at det ikke havde spredt sig. Alle åndede lettede op. Alt var godt.

Med gensidige forvisninger om, at nu var det værste overstået, sagde vi farvel til hinanden. Min mor nåede at stikke en stang toblerone i hånden på mig, inden de tog afsted. Hun ved jeg elsker chokolade. Søde lille mor. Jeg følte mig helt tom for energi. Aftensygeplejersken kom og satte sig ved min seng. Hun havde en appelsin med, som hun pillede for mig, mens vi talte lidt. Efter at have spist et par både af appelsinen, ville jeg gerne prøve at komme op på toilet. Der kom en sygeplejerske mere, for der var tre slanger, poser og et dropstativ som skulle med ud på badeværelset. Dertil kom at jeg ikke måtte bruge min venstre arm, som var bundet op i en slynge. Sikke et menageri. Ved fælles hjælp, kom jeg på benene og vaklede ud på badeværelset med en sygeplejerske under hver arm. Bare det at få trukket bukserne ned, var et møjsommeligt arbejde. Jeg så mig selv i spejlet. Et ligblegt ansigt med indfaldne kinder og døsige øjne, var hvad jeg mødte. ”Det her, det klarer du også” sagde jeg inden i mig selv, til det blege spejlebillede.

Tilbage i sengen lå jeg udmattet og øm. Jeg havde overlevet operationen. Det havde ikke spredt sig. I morgen ville blive en bedre dag. Alt var godt.

Operationen

Vækkeuret ringede tidligt den morgen. Kl 05.00 slog jeg omtumlet øjnene op til dagen, som jeg både havde frygtet og set frem til.

Frygten var, at jeg skulle dø under narkosen. Og lægen ville glemme en saks inde i mig. Og at det ville komme til at gøre psykopat-ondt. Og at det ville vise sig, at jeg var meget mere syg end først antaget.

Alligevel havde en del af mig set frem til den her dag, som der havde været forberedelser til de sidste 10 dage. Så det syge kunne skæres væk og ikke sprede sig til resten af min krop. Få det overstået. Så jeg kunne komme videre i mit liv. I mit hoved havde jeg allerede været igennem operationen mindst 100 gange. Med forskellige slutninger.

Min ungdomsveninde havde overnattet hos mig. Det var en tryghed og lettelse at have hende tæt på. Manisk gik jeg rundt i huset. Satte Britney Spears på anlægget og skruede op. For at overdøve min indre stemme som fortalte mig; ”det er nu”, ”du bliver aldrig den samme”, ”det er farligt, FARLIGT”, ”måske er du meget syg”, ”det her, det kommer til at gøre ondt”.

I sympati fastede min veninde. Morgenen gik med at komme i bad og få pakket det sidste sammen.

Vi ankom på afdelingen og blev vist på den stue som jeg skulle være på. Min seng var ved siden af vinduet. Sygeplejersken kom med at sæt operationstøj. Der var knapper i siden og det sad ikke særlig flot på kroppen. En fuldkommen ligegyldig detalje, set i forhold til det som ventede mig. Da jeg havde skiftet tøj, fik jeg et lille bæger med nogle piller i. Hvad det var for nogen spurgte jeg ikke til. Jeg slugte dem bare med rystende hænder. Der var ventetid. Selvom vi var kommet ved 7-tiden, så var der flere timer til det blev min tur.

Tiden forekom lang. Vi brugte tiden på at snakke om ufarlige emner. I patientstuen så vi en ung kvinde sidde med sin mand. Hun var også i operationstøj. Hun græd og de holdt hinanden i hånden. Jeg mærkede et snært af misundelse. Hun havde en mand, som passede på hende. Det havde jeg ikke. Min selvmedlidenhed blev afbrudt af at Farmor, altså min datters farmor og min ex-svigermor, dukkede helt uventet op med en kæmpe buket blomster i favnen. Hun krammede mig og så mig lige i øjnene. Lige der, kunne jeg ikke skjule hvor bange jeg var. Vi fik begge tårer i øjnene, som vi prøvede at skjule. Hurtigt gav vi hinanden et knus mere og sagde farvel. Det varmede at få sådan en overraskelse.

Nede i patientstuen sad min veninde og ventede trofast. Klokken nærmede sig 11, så det måtte gerne snart til at være. Endelig kom sygeplejersken med en portør. I det samme ringede min venindes telefon. Hun tog den og sekunder efter hørte jeg hende sige, ”det er løgn” med gråd på stemmen. Hvad var der sket? Min opmærksomhed var på min venindes udbrud og hendes reaktion. Sygeplejersken bad mig følge med. Jeg var splittet. Nu skulle jeg afsted, ned til operation og min veninde havde fået et opkald som lød meget alvorligt. Telefonsamtalen blev hurtigt afsluttet, så min veninde kunne følge med mig ned på operationsgangen. ”Min mor er død”, sagde hun med chokket malet i ansigtet. Situationen var absurd. Jeg kom op i sygehussengen og blev rullet ud af stuen. Min veninde fulgte med og efter en snørklet tur på lange gange og i en elevator, nåede vi til operationsgangen. Min seng blev kørt ind i et lille rum. Der havde vi to minutter alene før lægen ville komme. Jeg havde behov for at hjælpe min veninde, så hun ikke skulle stå alene med oplysningen om sin mors død. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Så vi krammede og jeg bad hende ringe til min veninde som boede tæt på sygehuset.

Lægen kom og tegnede med en sort tusch på mit syge bryst. Der var mange streger og jeg fik forklaringer på dem alle sammen. Jeg hørte ikke efter. Min hjerne var lammet. Så en hurtig afsked med min veninde, som grædende gik ud af det lille rum. Og jeg kunne ikke løbe efter hende for at trøste. Min ”ting” har altid været at hjælpe andre. Trøste og lytte. Nu stod jeg med en forstenet hjerne og et blødende hjerte.

På operationsstuen blev jeg vist hen til briksen jeg skulle ligge på. Der var mange mennesker på stuen. De var søde og alle præsentererede sig. I en underlig surrealistisk tilstand kom jeg op på briksen. Fik tæpper på og forklaret hvad der skulle ske. Jeg skulle have lagt et drop. Åh nej, jeg skulle stikkes. Først i hånden og så ti stik i ryggen. Narkosesygeplejersken var dygtig og det gik meget hurtigt. Da jeg lå der, på ryggen med et drop i hånden, stirrende op i en kæmpestor lampe og følte mig lillebitte og bange. Rædselsslagen. Tårerne løb ned af kinderne. Narkosesygeplejersken gav mig noget i droppet. Tårerne blev afløst af en følelse af blød velvære. Alt føltes himmelsk og nærmest morsomt. Jeg var skæv. De vendte mig om på siden for at give mig de ti stik i ryggen. For min skyld kunne de have stukket mig 50 gange, hevet mine negle ud og amputeret mit ene ben. Jeg var ligeglad. Så skæv var jeg.

Vupti, en, to, tre så sov jeg.

Forberedelserne

Planen havde jeg fået papir på. Alt var tilrettelagt. Jeg skulle blot møde op de forskellige steder. Godt. Når katastrofe-tanke-toget fløjtede til afgang, blev jeg bedre til at slå bremsen i før endestationen. Planen hjalp med at holde fokus.

Min familie og venner havde fået besked om hvad der var sket. Det var rart at kunne præsentere dem for en plan. Jeg håbede det ville give dem ro i sindet. For jo flere vi var om at fortælle hinanden, at det nok skulle gå godt, jo bedre ville det gå. Det prøvede jeg i hvert fald at overbevise mig selv om.

Veninderne blev kørt i stilling. Min datter skulle være hos sin far, når jeg skulle opereres. Det skulle hunden også. Tjek.

De der undersøgelser var lidt spændende. Der var mange detaljer som jeg som sygeplejerske fandt interessante. Men det sagde jeg ikke til nogen, at jeg synes de var. For det var jo morbidt.

Plastikkirurgen fortalte, hvordan de ville indsætte sådan en smart ”pose” under brystmusklen, ved den samme operation, hvor brystet ville blive fjernet. På den måde ville rekonstruktionen være i gang med det samme. Godt tænkt, synes jeg. ”Posen” bliver kaldt for en ekspander. Den ville de fylde vand i, lidt efter lidt. Over et halvt år, eller sådan noget. Meningen med sådan en, er at udvide brystmusklen og huden, således at man kunne få lavet et hulrum. I det hulrum skulle der til sidst puttes en silikone protese ind. Jeg fik at vide at det ville komme til at blive pænt. Tanken om hvordan mine bryster ville komme til at se ud, kunne jeg ikke forholde mig til på det tidspunkt. Mit fokus var mere på om jeg ville overleve. Så måtte de bryster se ud som de ville.

Blodprøverne var selvsagt et mareridt. Med så massiv nåleskræk som jeg har, var det mildest talt hæsligt. Selvfølgelig var jeg svær at stikke i. Så det blev til tre stik. Den der rem, der bliver strammet om armen, kunne ligeså godt have været lagt om min hals. Det føles fuldstændigt som om jeg blev kvalt. Jeg var ikke den nemmeste patient, hvad det angik. Jeg prøvede virkelig at beherske mig. Det gik ikke særlig godt. Hyperventilerende, grædende og jamrende lå jeg og vred mig, mens laboranten tålmodigt prøvede at få de nødvendige blodprøver. Jeg var flov bagefter.

Hos narkoselægen var der en masse spørgsmål om blandt andet højde, vægt og om der var noget jeg ikke kunne tåle. ”Jeg kan ikke tåle at blive stukket”, fik jeg sagt i et nervøs forsøg på at berolige mig selv, ved at lave sjov. ”Hø-hø, den var go´”, synes lægen. Den næste oplysning fik ødelagt alt, hvad der kunne have mindet om en god stemning. Narkoselægen forklarede mig, at de ville lægge ti stik langs rygsøjlen og skulderen, som en slags blokade. Det ville de gøre lige inden jeg blev lagt til at sove, på operationsbordet. TI alligevel.

Det sidste jeg skulle til, var FLERE stik. Denne gang i armhulen. Dagen før operationen. Det var noget radioaktivt stof, som ville lyse op på et scanningsbillede, såfremt der var spredning til lymfekirtlerne. Med sveden drivende ned af selvsamme armhule, fik jeg et par stik. Så langt så godt. I morgen skulle det gå løs. Jeg var så klar som jeg kunne blive.

Min gamle ungdomsveninde var kommet for at overnatte og køre mig på sygehuset dagen efter. Endnu en veninde kom for at spise aftensmad sammen med os. Min datters far hentede mad i byen, så vi var en lille forsamling som forsøgte at skabe en hyggelig og afslappet stemning. Da vi havde spist, tog min datter og hendes far afsted. Det var svært at holde masken, da jeg sagde farvel til min lille pige. Næste gang hun skulle se mig, var jeg på sygehuset.

I sofaen sludrede vi om stort og småt. Febrilsk fik jeg proppet mig med alt for meget chokolade. Fra midnat skulle jeg jo faste, så det var en god ide at fylde depoterne godt op. Et godt argument.

Om det var fordi jeg sad i en kæmpe ”sukker-koger” eller om det var fordi jeg var nervøs for dagen efter, ved jeg ikke. Men jeg kunne i hvert fald overhovedet ikke falde i søvn. Den ene veninde fandt et lille sammenkrøllet stykke sølvpapir frem. I det lå der en sovepille som hun havde hentet hos en tredje veninde. Inden hun tog hjem, slugte jeg den. Efter en halv time var jeg stadig alt for vågen. Så fandt min anden veninde også en lille pakke sølvpair frem. I den lå der endnu en sovepille, som hun havde taget i sine forældres medicinskab. Uden betænkningstid slugte jeg også den. Det virkede efter hensigten. Efter et kvarter sov jeg som en sten.

 

SVARET

Svaret

Ventetiden var ulidelig. Fra onsdag til mandag. Tankerne kørte i ring. I de dage oplevede jeg, hvor vanvittig jeg blev af at tænke katastrofe tanker. Når tankerne fik lov til at køre helt hen i, at jeg lå afkræftet, på mit dødsleje og skulle sige farvel til min datter, kunne jeg ikke trække vejret og mit hjerte slog så hårdt, at jeg næsten kunne smage blod. Min krop reagerede voldsomt.

Jeg havde brug for at stoppe det. Så jeg begyndte at snakke med mig selv. ”STOOOOP! Nu stopper du”. Det lykkedes nogen gange. Jeg prøvede at finde på krumspring, for at stoppe katastrofe-tanke-toget, inden endestationen. Ind imellem følte jeg mig fuldstændig handlingslammet. En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg ringede til en veninde og spurgte om hun kunne komme. Det var så svært at række ud, men ikke at gøre det, var endnu sværere. Den dag i hvert fald.

Jeg sad forstenet i sofaen indtil hun kom. Hendes bekymring var tydelig. Jeg var en skygge af mig selv. Heldigvis for mig, så havde jeg ringet efter den helt rigtige. For hun fik spurgt om vi ikke skulle ryste tæppet jeg sad på. Så kom jeg op og stå. Stille og kærligt guidede hun mig i bevægelse. Og det virkede. Bare det at jeg rejste mig op, ændrede mine tanker og fokus. En lille smule. Som blev til en lille smule mere. Smart.

Den samme veninde tog med op til kræftlægen for at få svaret. Lægen var en moden kvinde, med et mildt udtryk. Hun sagde ligeud at der var fundet ”noget”. Det ”noget” var forstadier til kræft. Jeg græd. Åh, nej ”K”-ordet. Lægen fortalte videre, at det var i så stort et område af brystet, at de ville fjerne det. ”Det HELE?”, spurgte jeg med bævrende stemme. ”Ja, det HELE”. Arj, det blev lige pludselig så meget mere alvorligt. Det HELE. Så ville jeg være sådan en brystamputeret, single-mor. Den tanke brød jeg mig ikke om. Lægen forsøgte at berolige mig med, at hvis de ikke fandt ”noget” mere, så var det kun den her operation der skulle til, for at helberede mig. Og senere rekonstruktion af brystet. Ingen medicin eller stråler. Okay, det hjalp lidt. Derefter blev der talt om hvad der skulle ske fra nu af. Jeg tørrede snot og tårerne væk. Godt, handling. Det havde jeg fundet ud af virkede godt på mig.

Der var nogen blodprøver, snak med plastikkirurg, narkose og noget kontrasthalløj, som skulle sprøjtes ind i min armhule, dagen før operationen, for at se om der var spredning. Planen var lagt. Jeg fik datoer, tid og sted. Vi gik derfra mere rolige og afklarede end da vi kom.

Ventetiden var skiftet ud med vished og en plan. Yes! Det var bedre. Planlægningen gik i gang.

Livet så lidt lysere ud. Det var jo nok ”bare” forstadier. Ikke sådan rigtig kræft.

Knuden

Det var den 23. december2004. Den første jul i det lille hus på Jenlevej, hvor jeg boede sammen med min 2-årige datter og vores hund Verner. Sommeren forinden var min datters far og jeg gået fra hinanden. Bruddet havde i sig selv været udramatisk, men der havde været lang periode, hvor det bare ikke gik med os to. Som kærester. Juleaften skulle min datter og jeg fejre sammen med hendes far og hans familie. Jeg så frem til aftenen, for jeg holdt stadig meget af hans familie.

Min datter blev puttet. Der var stille i hele huset og jeg ville også gøre klar til at krybe i nattøjet.

Hvilken salig lettelse at tage bh-en af. Men hov hvad var nu det? Jeg mærkede en underlig ujævnhed i mit venstre bryst. Mærkede efter igen. Og igen. Det løb mig koldt nedad ryggen. Hjertet hamrede og jeg følte, at al blod forlod min hjerne. Jeg satte mig på toilettet. Jeg vidste der var noget galt.

Min storesøster var død af hudkræft 13 år tidligere. Fra hendes lille søn på to år.

Tankerne væltede ind over mig. Er det kræft? Skal jeg også dø fra mit lille barn? Minderne om hvordan det havde været, at se min søster sygne hen for at dø, blev så nærværende at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg var skrækslagen.

Hvordan jeg alligevel kom i seng og stod op næste morgen, står stadig som i en tåge.

Juleaftens dag gik. Med hvad husker jeg ikke. Vi tog over til farmor og farfar. De boede to gader fra vores hus. Jeg forsøgte at lade som ingenting. Bildte mig ind at det lykkedes. Jeg var stille og fjern. Men det kunne man jo sagtes tilskrive at det var den første jul, som singlemor.

Ingen fik at vide hvad jeg havde opdaget. Det var som om at det ikke var virkeligt, hvis bare jeg ikke sagde noget.

Mellem jul og nytår tog jeg til lægen. Han mærkede på brystet og sagde at han ikke med sikkerhed kunne mærke noget. Det var nok ingenting. Men på grund af min søsters død, ville han sende mig videre på mammae centeret, for videre undersøgelse.

Jeg fik en tid i starten af februar 2005. I den mellemliggende tid, havde jeg forsøgt at fortrænge det. Ved stadig ikke at fortælle nogen om det.

Aftenen inden undersøgelsen på mammae centeret, skulle jeg på cafe med et par veninder. Min datters far kom forbi for at hente vores datter. Jeg fortalte ham at jeg skulle til mammografi dagen efter. Men det var jo nok ikke noget alvorligt. Det føltes dog sådan. Alvorligt. Farligt.

På cafeen nævner jeg, sådan lidt henkastet at jeg i øvrigt skal på mammae centeret dagen efter. Den ene veninde fortæller at hendes søster også lige havde været afsted og at det blot havde været nogle mælkekirtler der havde været på spil. Så igen hører jeg mig selv sige, at det nok ikke er noget alvorligt.

Jeg skal i aftenvagt efter besøget på mammae centeret. Derfor kan jeg lige smutte forbi og få lavet en mammografi inden. No problem. Det er jo nok ikke noget alvorligt.

Alene møder jeg op på mammae centeret. Lægger mærke til at alle de andre har en med.

Så bliver det min tur. Man får udleveret en sygehus skjorte og kommer ind i rummet med maskinen. Den maskine som maser mine bryster så flade, at jeg nærmest ikke kan trække vejret. Av! Ondt gør det også. Heldigvis er det ret hurtigt overstået. Jeg går ud og venter. Bliver kaldt ind igen. Det ene billede duede ikke, eller også var det fordi de havde set noget. Jeg spurgte ikke. Hjertet slog nu så hårdt og sveden haglede af mig, at jeg følte mig meget lille og sårbar. Tiden føltes uendelig lang. Endelig kom jeg ind til lægen. Der havde vist sig ”noget” på det ene billede. Derfor ville hun lige lave en ultralyd scanning. Hun sagde ikke rigtig noget. Kørte rundt på brystet med scanneren, som var smut ind i noget glinsende gele. Så ville hun også lige tage en biopsi. Jeg blev klar over at det her måske alligevel kunne være noget alvorligt. Der blev lagt bedøvelse. Da jeg har kæmpe nåleskræk, var det næste der skete nærmest uvirkeligt. Noget der lignede en hul strikkepind, skulle stikkes ind i mit bryst for at hente noget væv med ud. Godt jeg lå ned, ellers var jeg med garanti besvimet lige på stedet.

Bagefter talte jeg med lægen om hvad der nu skulle ske. Hun sagde at jeg skulle forberede mig på et dårligt svar. Jeg brød sammen. Græd som pisket. Livet blev på et sekund helt, HELT anderledes.

Det var onsdag og jeg ville få svar den følgende mandag. En evighed at vente, tænkte jeg.

Der var en time til jeg skulle være på arbejde. Fik lov at låne telefonen, hvor jeg stortudende fik meldt mig syg til min afdelingsleder. Det hele kørte rundt. Halsen var blevet alt for stram til at kunne trække vejret igennem.

Med rystende hænder fik jeg også ringet til min veninde, som ikke vidste hvor jeg var og hvad jeg lavede. Jeg havde brug for at hun kom og kørte mig hjem. Og passede på mig. I forvirringen om hvor jeg var og hvorfor, fik jeg nævnt noget med at mammae centret lå bag psykiatrisk afdeling. Men da jeg knapt kunne gøre mig forståelig i telefonen, havde min veninde hørt det som at jeg var på psykiatrisk afdeling. Hende afsted på sin gamle havelåge af en cykel, op for at redde mig på psyk. Da hun ikke kunne få mig udleveret deroppe, fik de en sviner og så ringede hun til mig. På en måde var hun lettet over at jeg ikke var blevet spærret inde på psykiatrisk afdeling. Lige indtil hun fandt mig med tykke øjenlåg og snot ud af næsen oppe på mammae centret.

 

Hvem er Siw?

Jeg er først og fremmest en livsnyder.

Er kræftoverlever to gange, som singlemor. Begge gange.

Mistet min søster til kræft.

Forladt et forhold med en narcissist/psykopat.

Jeg er 48år. Uddannet sygeplejerske med speciale i social psykiatrien. Flexjobber. Mor. Terapeut. Blogger. Har en finurlig hjerne.

Her på siden deler jeg både min historie og andre ting, som optager mig.

Jeg har fået en gave. Den er grim og er svær at pakke ud. Ikke desto mindre er det en meget værdifuld gave.

Følg med her, hvor jeg fortæller om hvordan jeg stadig er ved at pakke gaven ud. Og hvordan livet til stadighed folder sig ud, set gennem mine øjne.

Vi starter da jeg fik brystkræft første gang og frem til i dag. Jeg lover dig; det bliver ikke kedeligt 😉