De næste dage efter operationen, gik blandt andet med at fumle rundt med drænslanger og poser, når jeg skulle ud af og op i sengen igen. Jeg havde stadig mange smerter, som jeg fik morfin for. Det fik jeg et behageligt buzz af, så det var ikke så ringe. Virkeligheden virkede knap så virkelig og truende gennem morfin tågen. Selvom jeg følte mig døsig meget af tiden, holdt jeg stædigt fast i at få mit eget tøj på hver morgen. Mit eget tøj var pyjamas bukser og t-shirt. Hjemmefra havde jeg ikke tænkt over, hvor besværligt det ville være at få en stram bluse over hovedet, med en arm jeg ikke måtte løfte over 45 grader og slanger stikkende ud af kroppen. Men ved at hive lidt i ærmerne og få en hjælpende hånd gik det. I min dum-stolthed fik jeg sagt til sygeplejerskerne, at det kunne jeg godt selv klare. Fakta var, at det kunne jeg ikke. I stedet for at indrømme det, fik jeg fat i mine veninder, som på skift mødte op for at hjælpe mig med at blive vasket og komme i tøjet.
Min datter skulle ikke se mig i sygehus tøj. Det var så vigtigt for mig at virke rolig og optimistisk når hun kom. Den første gang hun kom for at besøge mig, var jeg nevøs. Hvordan mon hun ville reagere, når hun så sin mor med armen bundet op og slanger ud af siden? Selvom jeg gjorde mig umage med at gemme dem jeg i tøjet, kunne de ses.
Jeg havde aftalt med min datters far hvornår de kom, så jeg kunne stå ved elevatoren og modtage dem. ”DING”, lyden af elevatoren der stoppede, var sød musik i mine ører. Om lidt ville min lille pige stå foran mig. Mit hjerte hamrede i længselsfuld forventning om at kramme hende. Følelsen af hendes arme om min hals, fik tårerne til at strømme til. Jeg blev mindet om, hvad jeg kæmpede for. Heldigvis tog hun det som et spændende eventyr. Der var jo også chokolade og søde mennesker over det hele. Det blev til en lille time vi var sammen om dagen, inden hun skulle med sin far hjem. Bagefter var jeg helt udmattet. Al min energi blev brugt på at være fuldstændig nærværende og nyde min datters umiddelbare forundring over alt i verden. De stunder blev min benzin til at holde ud, når smerterne og bekymringerne gjorde tankerne mørke.
På 5. dagen af indlæggelsen, kom en sygeplejerske og sagde, at det var i dag jeg skulle til lægesamtale. Det kunne jeg ikke huske noget om. Men igen, der var så meget der var smuttet i rædsels- og medicintåger. Hun spurgte om hun skulle gå med. Nej-nej, det var ikke nødvendigt. Jeg havde jo fået at vide, at det ikke havde spredt sig. Så det var bare en formsag at gå over og snakke med den der læge.
Med mit bedste fætter-frisk udtryk satte jeg på stolen i lægens konsultation. En sygeplejerske var også til stede. Lægen så alvorligt på mig. Lænede sig lidt frem og kiggede mig i øjnene. Så fortalte hun, at de blev nødt til at operere mig igen. Jeg forstod ingenting. Der var jo ingen spredning. Men det var der. Og de sagde at det var en særlig aggressiv form for kræft. Alt blev kaos inden i.
Min allerværste frygt blev nu til virkelighed. Jeg mærkede manden med leen ånde mig i nakken. Mit hjerte galoperede afsted, så jeg blev svimmel og fuldstændig tør i munden. Jeg kiggede ned og tårerne strømmede ned ad kinderne og ned på min knugede hænder. Efter lidt tid kiggede jeg på lægen og spurgte, hvordan det kunne lade sig gøre. Hun prøvede at forklare om makro- og mikroskopi. Jeg kunne se hendes mund bevæge sig, men ordene flød sammen til nogen underlige lyde som ikke gav mening.
Skulle jeg dø? Hvor slemt er sådan noget ”særligt aggressivt” kræft?
Tankerne kørte med ekspresfart. Den ene hæslige katastrofetanke afløste den næste.
Sygeplejersken spurgte om jeg ville ringe til nogen. Min mobiltelefon lå ovre på afdelingen, så jeg havde ingen numre med mig. Men jeg kunne huske nummeret til mine forældre og min datters far. Mareridtet berørte ikke kun mig. Mine forældre havde allerede mistet en datter. Var det hvad der ventede dem endnu engang? Det allerværste var at tænke på min lille pige. Hun var ikke engang tre år. Hvis jeg nu blev meget syg hurtigt og døde, ville hun ikke kunne huske mig. Hendes far ville stå med ansvaret alene. Sådan var det gået for min storesøster. Mit hjerte brast i tusindvis af stykker.
Da jeg havde ringet af, ville jeg gå tilbage. Sygeplejersken tilbød at gå med. Jeg takkede mekanisk nej. Hun ville ringe over på afdelingen og sige at jeg var på vej, så der kunne stå en og tage imod mig. Jeg gik med hurtige skridt tilbage og tog elevatoren op til afdelingen. Der var ikke nået en sygeplejerske frem til at møde mig. Styrende mod min seng, kunne jeg mærke, at lige om lidt ville jeg falde om. Tungt landede jeg på sengen. En medpatient sad i sin seng og observerede det hele. Hun var nærmest døv, så hun kunne ikke høre mig hulke. Men hun kunne se mig ligge og ryste i sengen. Så hun fik kaldt på en sygeplejerske, som kom med det samme. Hun forsøgte at trøste og satte sig ned på sengen hos mig. Hun tog mig i hånden og holdt den. Sådan lå jeg et stykke tid. Mit åndedræt blev langsomt mere roligt. Det hjalp at holde en i hånden.
Pludselig stod min datters far ved min seng. Han havde kørt fra sit arbejde. Han kunne heller ikke holde tankerne ud. Det eneste jeg husker fra den eftermiddag var kaos, dødsangst, panik og mørke, mørke tanker.
Mine brødre og mine veninder blev orienteret om den nye situation. Nogle kontaktede jeg selv og andre fik besked af mine forældre og min datters far. Min hjerne var igen lammet. Alt var uoverskueligt.
Min ungdomsveninde, som havde været med på operationsdagen, snakkede jeg med. Både fordi jeg vidste hendes mor lige var død og fordi jeg selv ville fortælle hende, hvad der nu skulle ske. ”Jeg pakker nogen gode sager og kommer ned til dig i morgen formiddag”, svarede hun med en stemme som vidnede om en styrke, jeg havde brug for at læne mig op ad. Grædende fik jeg sagt tak og at jeg glædede mig til at se hende igen.
Hen på aftenen sad jeg i patient stuen og stirrede tomt ud i luften. Helt uventet, kom min venindes mand og satte sig overfor mig. Han arbejdede på sygehuset og ville lige se til mig, inden han tog hjem. Jeg fik fortalt ham hvad der var sket. Grædende og ude af mig selv, håbede jeg på at han kunne sige eller gøre noget, som fik den her hæslige tilstand til at forsvinde.
”Lev en time af gangen”, var hans råd. Okay, en time kunne jeg bedre overskue. Hans ord lod jeg blive mit mantra. Med de ord i hovedet gik jeg tilbage til min seng. Børstede tænder. Tog mine smertestillende. Krøb i seng og håbede at jeg ville falde i søvn. Det gjorde jeg ikke. Så jeg stod op og brugte det meste af natten på at traske op og ned ad gangen. Jeg havde kræft. Ikke bare kræft, men en ”særlig aggressiv” slags. Intet var godt.