Længslen efter tosomhed og kærlighed, trængte sig mere og mere på. Det var underholdende og på sin vis også bekræftende, at være i nattelivet. Men Mr. Right havde ikke vist sig. Selv om jeg i korte øjeblikke havde troet, eller nærmere håbet det. Næste naturlige skridt var at lave en profil på en dating side. I 2006 var det, for mig i hvert fald, en helt ny og spændende verden. På det tidspunkt havde jeg en gammel pc og en internetforbindelse, som jeg betalte for pr. minut. Som en gave til mig selv, forærede jeg mig en bærbar pc. Jeg var klar til at møde min drømmemand og ville ikke gå ned på teknikken, som skulle sikre mig mødet med ham.
Med hjælp fra en veninde fik jeg lavet en profil, med et nyt billede, hvor mit flotte, blonde og korte hår lyste smukt. Teksten var lidt sværere. Skulle jeg skrive at jeg havde haft brystkræft? Nej, det ville være for mærkeligt og måske skræmme interesserede bejlere væk. Sammen med min veninde fik vi forfattet en kort beskrivelse af, hvem jeg var og stod for. Sådan der. Med bankende hjerte aktiverede jeg profilen. Ville nogen overhovedet kontakte mig? Og ville jeg turde tro på hvad de mænd skrev? Havde hørt forskellige historier om kvinder, der havde mødt både psykopater og mænd som ikke svarede til deres profil billede.
Datingsiden var kvindernes paradis, hvis man som mig sukkede efter mandlig opmærksomhed. De to første dage fik jeg mellem 15 og 20 henvendelser. Nogle mere lødige end andre. Jeg blev hurtigt hovedkulds forelsket i min ind boks. Et sus af lykke strømmede gennem min krop, hver gang jeg loggede på. Det var vidunderligt at kunne sidde hjemme i natbukser, med finurligt garn, uden make-up og flirte. Trygt placeret bag skærmen med matador mix og kaffe, gik timerne hurtigt i cyberspace, med drømmen om at møde min soul mate kørende i blodet.
Efter at have udvalgt 4 mænd, som havde fanget min opmærksomhed, gik aftenerne med at skrive. Alle mændene synes efter en uges korrespondance, at vi måtte mødes. Så jeg linede 3 dates op, onsdag, torsdag og fredag i den samme uge. Så var jeg i gang. Vi mødtes offentlige steder, som jeg havde fået anbefalet. Det skulle vise sig at være mere krævende end forventet. Ingen af mine dates føltes ”rigtige”, så jeg måtte afvise dem. Jeg havde slet ikke tænkt på, hvor ubehageligt det var skrive noget i stil med: ”tak for hyggelige date, men du duer ikke”. Det skrev jeg ikke så direkte, men hældte ”sukker” på, for ikke at fremstå som en kold kælling.
Efter den uge havde jeg brug at sunde mig. Der blev sorteret ud i hvem jeg ville skrive med og valgte en mand ud, som virkede oprigtigt interesseret i et forhold. Som ikke skrev om sex. Som ikke virkede desperat. Han var god til at formulere sig og hans værdier stemte godt overens med mine. Hurtigt fik han min tillid og jeg skrev om brystkræften. Det tog han roligt og gav udtryk for, at det nærmest blot gjorde mig endnu mere henrivende og spændende. Jeg elskede det. Vi blev enige om at tale sammen i telefon. Han boede over en times kørsel fra mig, så det var en god måde at ”mærke” ham på, når vi ikke sådan lige kunne mødes.
Stemmen i ”røret” var behagelig, sjov, klog, kærlig og fik mig til at føle mig helt særlig dejlig. Vi talte i timevis og jeg endte med at sige ja til at mødes hjemme hos mig, selvom jeg havde besluttet at det var et stort ”no-go”.
Mødet gik over al forventning. Vi talte endnu bedre i virkeligheden og han kunne få mig til at grine, som jeg ikke havde gjort længe. Han lyttede intenst til alt jeg sagde og kiggede beundrende på mig. Gav mig velformulerede komplimenter. Jeg blev forelsket den aften. Helt og aldeles. Da han gik, fik jeg et blødt og meget gentlemans-agtigt kys på kinden. Vores blikke mødtes og afskeden føltes lige så intens som resten af aftenen havde været. Han var perfekt. Endelig havde jeg mødt min soul mate. Jeg var lykkelig.
Hurtigt blev vi kærester og brugte det næste trekvart år på at mødes så meget vi kunne. Der var job, børn og en køreafstand, som skulle koordineres. Et par måneder inden vores årsdag flyttede vi sammen, i mit lille lejede hus. Min soul-mate havde fået et godt job i ”min” by. Alt var lutter idyl. Eller næsten. Jeg havde lagt mærke til han ændrede adfærd når han drak alkohol. Ikke voldsomt. Men nok til at jeg undrede mig. Jeg nævnede det for ham. Med en rolig stemme fik han mig beroliget. Det var ikke noget problem. Livet sammen fortsatte. Vi blev hurtigt enige om, at huset var for lille og at det ville være bedst at købe at større hus sammen.
Efter ca. et halvt år blev den drøm realiseret. Vi havde fundet et stort hus, med værelser nok til at han kunne få et stort kontor og begynde at drive sin nystartede virksomhed derfra. Huset lå i samme område som det lille lejede hus, så min datter kunne fortsætte i sin børnehave og jeg kunne beholde mit job, som jeg elskede. Sammen malede vi vægge, lofter og dørkarme, mens vi drømte om, hvordan fremtiden i vores nye fælles hjem ville blive. Dagen hvor vi kunne flytte ind kom og vi glædede os. Det var vidunderligt.
Med hjælp fra familie og et par venner fik vi flyttet alt ind. Om aftenen, den første i huset, så jeg en ny og knap så charmerende side af manden i mit liv. Hele hans energi ændrede sig. Udtrykket i hans øjne var koldt og han talte hårdt og nedladende til mig. Jeg var i chok. Han så helt anderledes ud i ansigtet. Hvor var min rummelige, sjove, kærlige, kloge og omsorgsfulde kæreste blevet af? Tanker som: ”er jeg flyttet sammen med Dr. Jekyll og Mr. Hyde”? og ”har jeg lige begået den største fejl i mit liv”? Kørte for fuld fart i mit hoved. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Min krop reagerede stærkt. Hjertet bankede hårdt og hurtigt. Munden blev fuldstændig tør. Jeg kunne ikke sige noget.
Jeg forstod ingenting. Aldrig før havde jeg stået i sådan en situation. Uro og bange tanker fyldte mig. Men det måtte der være en god forklaring på. For han var jo min soul-mate og jeg elskede ham. Det var nok bare mig som så ”spøgelser”, fordi jeg var sårbar efter at have været syg, fået kemo og stadig ikke helt var i balance endnu. Sådan måtte det være. Alt var godt…..?