Tag: dødsangst

Hvordan klarer jeg den her, Doktor Kemo?

”Livet går videre og solen står op i morgen”. Så selv om det føles som om jeg var blevet revet midt over, formåede jeg alligevel at klare livet som single-mor, datter, søster og veninde. En bleg og udmattet udgave, men stadig i live. Jeg sygemeldte mig på jobbet, hvor jeg blev mødt med forståelse fra min leder og en overvældende omsorg fra mine kollegaer.

Ventetid og uvished er ubetinget noget af det værste at udholde. Dagene inden svaret, var som altid lange og fyldt med katastrofetanker. Min evne til at bremse katastrofe-tanke-toget, var sat ud af spillet. Heldigvis kørte ”toget” så hurtigt, at jeg ikke nåede at tænke død og endestation ret længe, før en ny række hæslige tanker overtog. Inden i kendte jeg svaret på biopsien. Desperat forsøgte jeg at fantasere om, at det blot kunne ”ordnes” med en operation. Sådan vupti og så var det bare det. For kemo igen magtede jeg ikke. Overhovedet ikke. Blot tanken gav mig kvalme.

Indtil jeg havde et konkret svar, på omfanget af sygdommen og behandlingen, ville jeg ikke sige noget til min datter. Den hemmelighed var krævende at holde. Jeg gjorde mit bedste for at lade som ingenting og opføre mig så normalt som muligt, når min datter var i nærheden. For at brase sammen det øjeblik jeg blev alene. Dødsangsten var massiv og frygten for forløbet lammede min krop.

Jeg fortalte heller ikke mine forældre og brødre om knuden. Måske var det slet ikke kræft. Måske havde jeg set forkert på scanningsbilledet. Måske havde lægen som lavede scanningen, ikke ret i, at det var kræft. Læger havde før taget fejl, forsøgte jeg at sige til mig selv. Så hvorfor gøre dem bekymrede, hvis det nu var harmløst?

Egentlig ville jeg heller ikke fortælle min datters far om knuden. Men det røg ud af min mund en dag vi talte i telefon. Det synes umuligt at beherske mig overfor andre voksne. Om han tilbød eller om jeg spurgte, husker jeg ikke. Men han tog i hvert fald med til samtalen, hvor jeg skulle have svar på biopsien.

Nervøst gik vi ind ad dørene til kemo ambulatoriet, hvor Doktor Kemo ventede på os. Med svedige håndflader og hjertet helt oppe i halsen, tog jeg plads i stolen. Mine øjne flakkede og jeg bad om et mirakel. Min datters far sad også uroligt på stolen. Svaret var som jeg frygtede. Brystkræft. Hjertet slog et ekstra slag og det summede for ørerne. Doktor Kemo fortalte, at udviklingen i min sygdom var usædvanlig. For der var både den type, særlig aggressiv brystkræft, som jeg havde første gang, og en anden type som var østrogen afhængig. Det havde han ikke set før, hvilket gjorde ham usikker på, hvilken behandling han ville anbefale. Forsigtigt spurgte jeg om jeg så slap for kemo? ”Nej, det gør du ikke” svarede han bestemt. Tanken om at jeg kunne sige nej-tak, ikke så meget som strejfede mig, under samtalen. Doktor Kemo var en høj mand, som udstrålede autoritet og han talte på en venlig, men bestemt måde. Jeg valgte at stole på ham. Lade ham afgøre hvad jeg skulle. Det føltes ikke blot som om jeg var gået i tusind stykker. Mere som om jeg var sprængt i millionvis af atomer. Et uvirkeligt mareridt jeg ikke kunne vågne fra. Hvad der blev talt om derefter, blev en utydelig mumlen i mine ører. Dog blev det klart for mig. Kemo var helt sikkert. Om der skulle andet til, måtte jeg vente på at få at vide. Hvornår behandlingen skulle begynde, ville jeg få et brev om. Mere ventetid. Suk.

Der var ingen vej uden om. Min datter og min familie skulle have besked. Hvordan skulle jeg få formidlet det frygtlige budskab, som også var min families værste mareridt. Flashbacks om min storesøsters død hjemsøgte mig. Og frygtede at det samme ville ske for mine forældre og brødre. Face to face magtede jeg ikke, så det blev over telefonen. Hvordan reaktionen var i mine forældre, har jeg fortrængt. Følelsen af, at skulle få lyde ud af min hals, som var strammet så hårdt, at det var vanskeligt at trække vejret, husker jeg tydeligt. Dertil kom, at munden var knas-tør og tungen føltes kæmpestor. Men overbragt dem nyheden, fik jeg gjort.

Værst var det skulle fortælle det til min datter. Frygten for at være ansvarlig for at ødelægge hendes liv, sad som en sort skygge på min ryg og i mit hjerte. Jeg valgte at fortælle hende det i bilen, da jeg hentede hende fra fodbold træning. Hun skulle køres hjem til sin far og den tur ville tage ca. 20 minutter. Glad sprang hun ind i bilen. Kort spurgte jeg til hvordan det var gået. ”Fint nok” svarede hun. Efter et par minutters stilhed sagde jeg: ”der er noget jeg skal fortælle dig” hun kiggede roligt på mig. ”Har du fået kræft igen”? Hvordan hun kunne vide det, var mig en gåde. Med så fattet en stemme, som jeg overhovedet kunne mønstre, fik jeg svaret: ”Ja”. ”Skal du dø af det, Mor”? ”Nej, det er optaget i tide, så det skal jeg ikke” fik jeg hurtigt svaret. Jeg måtte ikke tøve. Ikke give hende anledning til at tvivle. ”Skal du så blive skaldet igen”? Spurgte hun, stadig helt rolig. ”Ja” måtte jeg erkende. Efter en kort pause sukkede hun: ”åhr nej, fuck noget lort”. ”Ja, det er noget lort” gentog jeg. Tungt trak hun vejret og fortalte så om hvad der var sket under dagens træning. Hendes reaktion gjorde det nemmere for mig at være sammen med hende. Hun var mageløs.

Da hun var afleveret hos sin far, brød jeg sammen i bilen og tudbrølede. Det føltes som en dødsdom, hvor jeg skulle gå gennem helvede, inden manden med leen kom og hentede mig. Med tårerne strømmede ned af kinderne og halsen, fik jeg startet bilen og kørte hjem. Der ventede min gamle hund. Jeg satte mig på køkkengulvet og græd endnu engang ned i pelsen og bad om at han ville hænge på gennem endnu et sygdomsforløb. Sådan sad vi længe, hunden og mig. Jeg takkede for hans utømmelige kærlighed og tålmodighed. Min hund. Min livline. Ubetinget kærlighed.

Alene i farmors store hus. Med mine tanker. Tanken om Kemo, uendelig lidelse, dødsangst og fortvivlelse fyldte krop og sind. Hvordan skulle jeg klare den omgang der ventede forude? Og ville jeg overhovedet klare det? Ville jeg lide samme hæslige død som min søster? Tankerne bragte mig igen ud i krampegråd. Jeg ville allerhelst bare sove fra det hele. I et år. Vågne op når det hele var overstået. Men jeg kunne ikke engang sove en time……

Fange-arme og anden ondskab

Natten gik med at gå hvileløst omkring i farmors store hus. Tankerne kørte med ekspresfart og jeg mærkede en dødsangst, som flænsede mit indre. Hvad nu hvis kræften var vendt tilbage? Skulle jeg dø nu? Min datter var nu 9 år gammel og havde nok at slås med. Hun ville forstå alvoren, hvis det skulle vise sig at jeg var syg igen. Tårerne strømmede ned ad kinderne, helt ude af kontrol. Timerne var lange. Det eneste jeg ventede på, var at klokken blev så mange at kemo ambulatoriet åbnede.

Inden min datter skulle op og i skole, tog jeg et bad. Tænkte at det måske ville virke beroligende. Mine hænder fandt knuden da jeg sæbede mig ind. Kvalme, åndenød og den strammende fornemmelse i halsen, gjorde mig svimmel og jeg skulle bare ud af badet og have tøj på. Med det samme. Når der var noget mellem mine hænder og knuden, føltes det ikke helt så farligt. Jeg måtte samle mig og få min datter sendt i skole. Hun kunne mærke at jeg var ved siden af mig selv, men det havde jeg været så mange gange før, så jeg undskyldte mig med, at jeg var bekymret for regningerne.

Klokken 8 åbnede kemo ambulatoriet. Så det passede med at jeg kunne køre derind så snart min datter var ude af døren. I det jeg var ved at pakke min taske, kom farmor hjem. Hun havde været på tur og jeg havde glemt alt om hun ville komme retur den dag. Straks så hun at der var noget galt. Helt galt. I et forsøg på at beherske mig, fik jeg forklaret noget om at jeg bare lige ville tjekkes en ekstra gang, for jeg synes der måske var ”noget”. Inden jeg fik set mig om, havde farmor lagt sine arme omkring mig og sagde: ”jeg tager med dig, det her skal du ikke alene”. Så tog tårerne igen over og jeg fik hulket ”tak”.

I farmors bil sad jeg og forsøgte at tale mig til ro på den indvendige side. Fraværende og i et inferno af katastrofe scenarier, fandt vi op på 8. etage på sygehuset, hvor ambulatoriet lå. Henne ved skranken stod jeg med hjertebanken og trippede. Mine hænder rystede og jeg synes det tog alt for lang tid, før det blev min tur. Endelig kom en sekretær og spurgte om jeg havde en aftale. ”Nej, men jeg har brug for at blive undersøgt NU, for jeg har fundet en knude i mit bryst og jeg går ikke før jeg har talt med en læge”. At jeg lød både krævende, skinger og panikslagen var jeg ligeglad med. Min stolthed havde jeg pakket væk.

Men en kærlig mine og en ro, forsikrede sekretæren mig om at jeg ville blive undersøgt hurtigst muligt. Hun fik mit cpr. nr. og jeg satte mig i venteværelset sammen med farmor. Og alle de andre syge. Omkring mig sad der unge og gamle. Nogen med tørklæder eller parykker på. Nogen havde den karakteristiske korte frisure, man har lige når håret gror ud igen. Kemo-krøller, for manges vedkommende. Lugten af medicin, sygdom og angst var kvalmende. Min krop huskede det hele.

Hvor lang tid der gik for mit navn blev kaldt, husker jeg ikke. Måske gik der en halv time, måske tre. Lægen havde jeg ikke mødt før. Om det var en mand eller kvinde, husker jeg heller ikke. Men jeg blev undersøgt og lægen måtte give mig ret. Der var ”noget” og det skulle undersøges nøjere, med det samme. Igen blev vi bedt om at gå i venteværelset, indtil jeg kunne få oplyst, hvornår jeg kunne gå i mammae centeret og få lavet ultralyd scanning, mammografi og biopsi. Åhr, mammografi og biopsi. FÅRK. Fladmaste bryster og en kæmpe nål stukket ind bagefter. Jeg hadede det.

De var effektive den dag, for der gik ikke ret lang tid før, jeg fik udleveret et stykke papir med en tid og hvor jeg skulle gå hen. Der var et par timer til, så farmor og jeg gik i cafeteriet og spiste frokost. Oplevelsen af at blive mødt af imødekommende mennesker på sygehuset og samtidig have Farmor med i hånden, var overvældende og rørte mig dybt. Lige der midt i kaos, følte jeg mig støttet og elsket. En surrealistisk situation, som jeg på ingen måde forstod, eller kunne rumme. Farmor foreslog at vi gik en tur, for at slå ventetiden ihjel.

På mammae centeret fik jeg udleveret en skjorte med knapper i siden. Da jeg stod alene i det lille omklædningsrum og skulle tage tøjet af overkroppen, søgte mine hænder igen knuden. Jo, den var der endnu. Klumpen i halsen voksede for hver gang jeg mærkede den. Jeg kunne heldigvis kun få mammograferet det raske bryst, for det andet var der silikone i og det kan man ikke undersøge på den måde. Selvom det var i det bryst knuden var. For en god orden skyld, fik jeg undersøgt det andet. Aldrig nogensinde kommer jeg tilnærmelsesvis, til at synes godt om mammografri. Smerten og ubehaget var afsindigt. Som om livet blev presset ud gennem brystet.

Ultralyd scanningen var en anderledes behagelig procedure. Lige indtil jeg på skærmen kunne se knuden. Den var helt tydelig. Med fange-arme. Ondskaben lyste ud af den. Lægen bekræftede mine tanker. ”Det ligner cancer, må jeg sige”, sagde lægen med et bekymret udtryk i ansigtet. Biopsien var der ingen vej uden om. Jeg græd og forsøgte at være tapper. Men jeg havde ingen kontrol over mig selv. Farmor holdt mig i hånden og lovede ikke at slippe. Når min egen mor ikke kunne være der, var Farmor en værdig og kærlig stand-in.

Lægen gjorde klar til at lægge bedøvelsen, som jeg trods alt skulle have inden KÆMPE nålen skulle stikkes ind i knuden. Selvom det var små stik, føltes smerten tydeligt. Samtidig skulle jeg sørge for at ligge helt stille så længe. Sveden haglede af mig og pulsen var høj. Inden i herskede et kaos af angst, afmagt, vanvid, frygt, væmmelse og en dyb følelse af taknemmelighed. Biopsien var overstået hurtigt og med en minimal smerte. Lægen satte et plaster på og forklarede at der ville gå en uges tid, før jeg ville blive indkaldt til et møde og få svar på prøverne. Der ville jeg blive præsenteret for en behandlingsplan. Desperat forsøgte jeg at finde beroligelse i lægens adfærd og ord. Men der var intet at finde. Alt inden i skreg: ”DU HAR KRÆFT”. ”DU SKAL DØ”. Følelsen af at falde i et bundløst sort altomsluttende hul, overmandede mig. Hvordan resten af dagen forløb, husker jeg ikke. Overhovedet. Jeg var i stykker. Tusind stykker…..