Eksplosionen på kaffebaren

Kemo nummer fire og fem, forløb som forventet. Blodprøver og få lagt drop var ingen fornøjelse. Alle de kendte bivirkninger, indfandt sig nærmest på klokkeslæt.

Aftenen inden, var fyldt med uro og forventningskvalmen kom allerede der. Hvileløst trippede jeg rundt i huset for, at aflede mine tanker og berolige kroppen. Store mængder ”sove-the” blev indtaget, uden nævneværdig effekt. Sovepillen blev taget kl. 21:00 og tøjet var udvalgt og koordineret med tørklædet og bøllehatten. Inden kl. 22 skulle jeg gerne være faldet i søvn.
Veninderne var kørt i stilling. Jeg havde fundet en slags rutine. Efter ”juice” nummer tre, som havde været hårdere end nogensinde, lavede jeg aftaler om, hvem der kom og var sammen med mig undervejs, hvem der kørte mig hjem, hvem der lavede varm mad og hvem der kom og sov hos mig. Alt var planlagt frem til sidste tur til kemo ambulatoriet.
Lige så snart jeg kom hjem fra sygehuset, fik hunden snor på og skoene blev skiftet. Tempoet blev langsommere og langsommere som dagene gik. Styrken og energien svandt ind. Fra løbeture på 10 km, inden jeg blev syg, blev det til 3 km trasken afsted med hjertebanken og tunge skridt. Jeg trøstede mig med, at hver dag kom jeg tættere på den sidste ”juice”. Tanken om at slippe for at sidde med nålen i armen, hver tredje uge og de efterfølgende dage med kemokrop, gav humøret et lille hak op ad.
På sofaen lå jeg sammen med Ozzy og fantaserede, om alle de sjove og dejlige ting, der ville følge med, når jeg var på den anden side af forløbet med kemo. Aldrig mere smagen af metal. Aldrig mere forstoppelse og aldrig mere forventningskvalme. Når håret, vipper og bryn kom tilbage, ville jeg føle mig som mig selv igen og alt ville vende tilbage til ”normalen”. Livet ville fortsætte som før, bare med kortere hår og et falsk bryst. Joh, det ville blive skønt.
Dagen op til den femte kemo, var jeg mere ked af det end hidtil. Fyldt med kvalme og afmagt, kredsede tanken om at pjække. Det var så fristende at blive væk, at hvis ikke jeg havde aftaler med mine veninder, så er jeg ikke sikker på jeg var dukket op. Da jeg kom på kemo ambulatoriet, kunne sygeplejersken godt se jeg var helt ude af mig selv. Så hun gav mig to beroligende piller med hjem, som jeg måtte tage inden den næste og sidste kemo. Jeg takkede og prøvede at bevare fatningen. Da kvalmen overmandede mig, græd og rystede jeg tilsyneladende tilstrækkeligt, til at jeg fik tilbudt en beroligende pille, som jeg måtte tage med det samme. Med tårerne løbende ned af kinderne fik jeg spurgt efter en af de der ”numsepiller” til kvalmen, så jeg ikke kastede pillen op. Det var ikke pinligt eller ulækkert mere. Mine grænser rykkede sig hele tiden.
Efter en halv times tid, begyndte der at brede sig en meget behagelig følelse i kroppen. Den kunne overdøve de værste bivirkninger og bedst af alt, de mørke opgivende tanker forsvandt næsten. Jeg genkendte følelsen, fra da jeg var ny-opereret. Helt skæv og smålykkelig, fik jeg overstået ”juice” nummer fem. Én gang mere og så var det slut. Vidunderligt. YES!

 
Alle de andre gange havde jeg døjet med forstoppelse. Femte gang var ingen undtagelse. Til at afhjælpe det, havde jeg fået nogen dråber. De hjalp også godt nok. Bare ikke denne gang. I hvert fald ikke hurtigt nok, efter min mening. Så efter at have fulgt doseringen i to døgn og der stadig ikke var ”hul igennem”, besluttede jeg mig for at fordoble dosis til natten. Næste morgen stadig ikke noget resultat. Hmmm, så tredoblede jeg dosis. Utålmodigt ventede jeg på virkningen. Flere timer gik. Ingen tegn på noget som helst. Følelsen af at være udstoppet med lort, var ikke til at holde ud.
Min veninde ringede og spurgte om jeg ville med på en strøgtur. Måske det ville kunne hjælpe på humøret. God ide´. Jeg sprang i bilen og kørte mod byen. Det tog ikke lang tid, før min veninde fik mig til at grine og vi blev enige om, at drikke kaffe og så shoppe bagefter.

Da vi havde betalt, gik vi mod vores favorit tøjbutik.
Vi nåede nogen hundrede meter og så kunne jeg mærke effekten af de der dråber. Med sammenklemte balder, vraltede jeg tilbage til kaffebaren og heldigvis var toilettet ledigt. Uden at gå for meget i detaljer, kan jeg kort fortælle at lettelsen var enorm. Og eksplosiv. Dråberne havde sat så meget gang i tarmene, at jeg ikke turde forlade kaffebaren, i frygt for at have et uheld på åben gade. Det stank selvfølgelig hæsligt. Jeg var så flov. Fanget i en ”lortesituation” sad jeg og bandende mig selv og min utålmodighed langt væk. Det var jo dumt at tredoble dosis. TÅBELIGT.
Min veninde vidste, at man kunne få sådan noget toilet spray, som kunne neutralisere lugten. I fuld galop røg hun afsted i det ærinde. I mellem tiden sad jeg skiftevis på kaffebarens toilet og på en stol tæt på. Og skammede mig. Heldigvis kom jeg der tit og drak kaffe, derfor kendte jeg ham der arbejder der, rimelig godt. Han var forstående og prøvede at muntre mig op. ”Om et år, vil du grine af det her”, sagde han med et smil og overbærende øjne. Det havde jeg svært ved at forestille mig. Ikke desto mindre, fik han ret. Bortset fra, at der kun gik et par uger, før det også blev en sjov historie at underholde med.
Bevæbnet med anti-stinke spray og tømte tarme, gik turen hjem igen. Trætheden havde indhentet mig og min stolthed havde fået et par skrammer, som jeg måtte hjem og hele. Resten af dagen gik med at hvile på sofaen. Med uhindret adgang til toilettet. Jeg havde undervurderet de dråber.
Hver dag blev jeg klogere. På medicin. På min krop. På mine tanker. Set oppefra, var kemorejsen lærerig. Og benhård. Ingen kunne have forberedt mig på, hvordan det ville være. Og heldigvis for det.
Med blot en omgang ”juice” tilbage, var lyset tættere på end nogensinde. Alt ville blive godt om en måned.