Hjem

Endelig kom dagen for udskrivelse. Der var gået 12 dage siden jeg blev indlagt. Jeg havde helet tilstrækkeligt. I hvert fald fysisk. Min arm skulle fortsat være bundet op fire uger mere. Hvilket blandt andet betød, at jeg ikke kunne køre bil. Alt skulle gøres med en hånd. Hvordan det skulle lykkes mig, at genoptage mit liv på de præmisser, kunne jeg ikke gennemskue.

”Det her, det klarer du også”, sagde jeg til mig selv igen og igen. Med dybe vejrtrækninger og en stålsat vilje, klædte jeg mig i mit eget tøj. Jeansene var en anelse ubekvemme, i forhold til de bløde pyjamas bukser. Bluserne havde jeg fået et helt godt tag på. Mine egne strømper var noget strammere end sygehusets. Det tog længere tid, end jeg havde tålmodighed til. Tårerne brændte bag øjenlågene. Af afmagt. Raseri. Sorg. Min krop havde fået begrænsninger, som jeg blev nødt til at forholde mig til. Jeg kunne blive slået ud over den mindste modstand. Jeg følte mig fanget i en krop og virkelighed, som jeg ikke var sikker på, jeg magtede.

Alt det, jeg havde længtes efter, skulle jeg endelig hjem til. Jeg skulle hjem og være alene med min lille datter. Min dagligdag. Mit liv. Med en krop og en psyke som hang i laser. Tankerne kværnede i mit hoved. Tvivlen om min indre styrke, var hele tiden i spil. Jeg fortalte ikke mine bekymringer til sygeplejerskerne. Heldigvis kunne mine veninder og mit netværk kunne godt se, at det kunne blive vanskeligt for mig at komme hjem. Derfor lavede de, hvad der mindede om en vagtplan. Jeg var på ingen måde ladt i stikken. Det berørte mig dybt.

En af mine venner kom og hentede mig. Efter 12 dage havde jeg fået en del ting samlet sammen. Så tasken var tungere end da jeg kom. Også i overført betydning. Et sidste blik på sengen, som havde været mit tryggeste sted på sygehuset og et vink til de kvinder, der måtte blive lidt endnu, gik jeg med bankende hjerte ud af stuen. Sygeplejersken ønskede mig god bedring, med et fast håndtryk og øjne der vidnede om et varmt hjerte.

Vi tog elevatoren ned og gik ud af sygehuset. Luften var kold og frisk. Det var blevet marts måned. Der lå rester af snedriver. Følelsen af at komme ud i verden igen, var overvældende. Mine sanser opsnappede indtryk, som før jeg blev indlagt, virkede uvæsentlige.

Hjemme var der ingen mad i køleskabet, så vi måtte en tur i supermarkedet. Sjældent havde jeg nydt at købe ind, så meget. Langsomt bevægede vi os gennem rækkerne med mad og ting. Lige der, kan jeg huske at jeg følte mig rig. Og taknemmelig. Jeg kunne vælge lige præcis, hvilken marmelade jeg gerne ville have. Ville jeg have hvide eller brune æg? Friheden til selv at kunne vælge, hvad der skulle i indkøbsvognen, fik en ny og stor betydning. Duftene alle vegne fyldte min næse.

Da jeg satte nøglen i døren, fik jeg næste følelsesbombardement. Mit hjem duftede stadig af hunden, selvom den heller ikke havde været hjemme i 12 dage. Alt lå præcist som jeg havde efterladt det. En veninde havde tømt postkasse og vandet blomster. Men ellers ikke noget. Hun havde haft planer om få gjort rent, men havde prioriteret at bruge tiden anderledes. Blandt andet at besøge mig på sygehuset. Det satte jeg pris på. Jeg var inderligt ligeglad med støv og snavs. Langsomt gik jeg gennem huset. Jeg ville nyde hvert et sekund af at komme hjem. Lettelsen over at være tilbage igen, strømmede gennem kroppen. Tårerne pressede sig på. Jeg kunne næsten ikke rumme alle følelserne, som skifte mellem modløshed, taknemmelighed, frygt, spirende optimisme og sorg.

Varerne blev sat på plads i køkkenet. Derefter begyndte jeg at pakke min taske ud. På badeværelset manglede alle mine toilet sager. Det var det eneste sted, det var tydeligt at jeg havde været hjemmefra. Først da jeg fik sat min tandbørste i kruset igen, følte jeg mig hjemme. Jeg smilede lidt af mig selv. Hjemme var der, hvor min tandbørste havde et krus på badeværelset, at stå i.

Udmattet satte jeg mig i sofaen. Der var hundehår og puderne var faldet sammen. Det føltes genkendeligt. Jeg fik bokset puderne i form, så den ”døde” arm blev understøttet, når jeg lagde mig ned. Med tæppet trukket helt op under hagen, lukkede jeg øjnene med et dybt suk. Mens jeg sov, sørgede min ven for aftenmad. Jeg blev vækket til duften af hjemmelavet aftensmad. For første gang i ugevis, havde jeg appetit.

Aftenen gik med at tusse rundt og finde mig til rette igen. Tænke på løsninger, om hvordan jeg kunne klare hverdagsting. Min hjerne arbejdede på højtryk og det føltes godt at tænke kreative tanker. Om de løsninger, jeg fandt på i mit hoved ville kunne bruges, havde jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af. Stædigheden kunne jeg mærke voksede. Min indre ”overlevelsesmuskel” havde været i intensiv træningslejr den sidste måned. Så måtte fysikken følge med i det tempo, som den nu kunne.

Inden jeg gik i seng den aften, kiggede jeg mig selv i spejlet. Med et fast blik, sagde jeg igen: ”det her, det klarer du også”. Sådan skulle det være. Punktum.