Mellem perioderne med kemo, var jeg hos plastikkirurgen og få fyldt vand i ekspanderen i brystet. Som regel var det ret sjovt at komme der. Især når det var ham den søde, unge, let læspende, skaldede læge. Han virkede lidt nervøs første gang jeg sad overfor ham. Uroligt sad han på stolen og læste i min journal og skiftevis kiggede på mig og i papirerne.
Hele hans væsen indbød til drilleri. Jeg kunne ikke modstå at sige ting, som jeg synes var sjove, men som til min overraskelse, gjorde ham forlegen. Egentlig var det lidt synd for ham, men det var min måde at prøve at få ham til at slappe af. Så jeg kunne føle mig tryg.
Proceduren omkring påfyldning af ekspander, foregik nogenlunde således; en magnetdims fandt den runde membran og med et let tryk, satte den et kryds. Så kunne man se hvor kanylen skulle stikkes igennem, for at sprøjte vand ind. Stikket kunne næsten ikke mærkes, så efter første gang, kunne jeg tage det mere roligt. Det var surrealistisk at stå og se brystet vokse. Efter hver påfyldning blev musklen, som ekspanderen var opereret inde under, udvidet lidt. Langsomt blev følelsen af have fået et grydelåg syet ind i brystet, transformeret til en følelse af en baseball. Ikke specielt rart. Jeg kunne ikke ligge på maven. Brystet var koldt og hårdt. Som en læder baseball. Når jeg stod med nøgen overkrop, så det også mærkeligt ud. Der manglede en brystvorte og det kunstige bryst sad højere oppe, end det andet. Jeg undgik spejlet og trøstede mig ved tanken, at lægen havde forsikret mig om, at det nok skulle blive pænt. Hm.
En gang, hvor den søde læspe-læge skulle se om ekspanderen nu sad hvor den skulle, kunne jeg ikke lade være med at drille ham igen. For at se om brysterne sad ca. lige højt, gik han ned på det ene knæ. ”Det havde du da virkelig ikke behøvet” sagde jeg til ham. Han kiggede forvirret op på mig. ”ja, sådan at falde på knæ. Vi kender jo knap nok hinanden”. Jeg var ved at flække af grin. Et øjeblik, kunne jeg se desperationen i hans øjne. Så fattede han, at jeg lavede sjov med ham og grinede med. Endelig virkede min ”sige-noget-sjovt-finte” på en læge, efter hensigten. Fremover slappede han mere af. For at fuldende den komiske situation, lå læspe-lægen stadig på knæ og mærkede med begge hænder på mine bryster. Jeg måtte beherske mig for ikke at knække helt sammen i latterkrampe. Det var også en sjov historie at underholde med, når det hele blev lidt for alvorligt.
Min tålmodighed kom på en alvorlig prøve. For jeg havde troet, at jeg kunne få skiftet ekspanderen ud med en blødere silikone protese, lige så snart kemoen var ovre. Sådan blev det ikke. Jeg skulle vente næsten et helt år. Godt nok, betød brystets udseende ikke lige så meget for min selvopfattelse, som tabet af mit hår. Men alligevel. Det både føltes hæsligt og så heller ikke særlig flot ud.
Hvordan skulle jeg nogensinde finde modet til, at være intim med en mand igen, med sådan en grim ”forlygte”? Eller vise mig nøgen i omklædningsrummet i svømmehallen, for den sags skyld.
Lægen fortalte og viste mig billeder af, hvordan det formentlig ville komme til at se ud, når brystet var helt rekonstrueret. Der var flere muligheder for at få en ny brystvorte. Man kunne tage noget hud helt oppe, hvor inderlåret rammer trussekanten. Huden der minder lidt om brystvortehud. Man kunne også vælge at få det tatoveret.
Dertil fik jeg tilbudt at få lagt silikone i det raske bryst, så jeg kunne få en lidt større barm. Min anden brystvorte kunne jeg også få syet mindre, hvis jeg synes. Hvis jeg ikke ville have silikone i det andet bryst, kunne jeg få et brystløft, så det kom lidt mere i niveau med det kunstige.
Pyh, der var mange gode tilbud. Jeg valgte at få brystet løftet og få tatoveret brystvorten på det kunstige. Grunden til jeg fravalgte silikone i begge var frygten for, om jeg ville kunne mærke, hvis der kom en knude i det raske bryst. Og tanken om en større barm, brød jeg mig heller ikke om.
Nogen gange havde jeg lyst til, at få taget ekspanderen ud og bare have en hel flad side. Ubehaget og tanken om, at have en hård og kold tingest syet ind i kroppen, gjorde mig ind imellem vanvittig. Det kløede nærmest indvendigt og jeg kunne ikke klø igen. Så ville jeg bare have den ud. NU. Når jeg kom til ”bevidsthed” igen, ville jeg jo gerne have lavet det bryst.
Jeg ville gerne ligne mig selv igen. Føle mig hel og kvindelig. Med langt hår og flotte bryster. Udsigterne var lange, før det kunne blive til virkelighed. På udkig efter en sprække af lys, fik jeg en ide. En rigtig god en, hvis jeg skulle sige det selv. Hvad ville være den vildeste udfordring, i den her situation? Hvordan kunne jeg komme over mine begrænsende overbevisninger, om min nye kropsdel?
Jeg skrev til et kvindemagasin. Om de ikke også synes, at det kunne være sejt, at lave en foto serie med nogen brystopererede, skaldede kvinder? Jeg ville gerne stille mig selv og min historie til rådighed. Det gav et kæmpe sus i maven. Jeg følte mig modig og stærk.
Ja, det var en god ide. Verdens bedste faktisk. Det syntes magasinet også