Efteråret gik og håret voksede. Hverdagen blev lidt mere overkommelig og overskuddet vendte langsomt tilbage. Jeg gik til samtaler med rådgiveren hos Kræftens Bekæmpelse. Hun gav mig en opgave. ”Skriv et brev til sygdommen. Fortæl hvad det har betydet for dig, at være blevet syg”. Tanken om at skrive sådan et brev, fyldte mig med modvillighed. Når det blev skrevet ned, var det lidt mere virkeligt og ”in my face”. Alligevel ville jeg godt give det et forsøg. Rådgiveren måtte have oplevet, at det havde virket godt for nogen, så hvorfor skulle det ikke også virke for mig? Vi aftalte at mødes lige før jul. Så var der næsten gået et år siden jeg opdagede knuden.
Mørket uden for påvirkede mit humør. Hvert efterår og vinter oplevede jeg en muthed, som føltes som en tung dyne, over mit ellers lyse sind. Sådan havde det været siden min søster døde 14 år tidligere. Så der var virkelig dobbelt op på udfordringen i, at finde sprækker med lys. Et lyspunkt var, at mine smagsløg nu var normaliserede, så mad, kage og chokolade smagte virkelig godt. Trøstespisningen tog til. Alle de kilo jeg havde besluttet mig for ikke at tage på, under behandlingen, kom snigende i det efterår. 8 kg for at være helt præcis. Min forfængelig led. Godt nok havde jeg fået lidt hår på hovedet. Brystet havde fået en størrelse, som gjorde at bluserne sad pænt igen. Men, bukserne strammede og kinderne blev runde. Alt for runde efter min mening.
Brevet skrev jo ikke sig selv og deadline nærmede sig. Hvordan skulle jeg starte brevet? ”Kære sygdom”…. Arh, det var alligevel lige rigeligt venligt at skrive sådan, til noget som havde dræbt min søster, skræmt mig fra vid og sans, og budt mig på en angst, som jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville kunne slippe af med. Slettede ”Kære” og skrev blot, ”Sygdom”. Jeg beskrev hvilke følelser jeg havde oplevet, fra jeg opdagede knuden, blev diagnosticeret, opereret og fik kemoterapi. Chok, Angst, afmagt, panik, sorg, vrede og udmattelse, var nogle af ordene. Som brevet skred frem, skete der noget. Mine tanker og mine følelser blev mere nuancerede. Ord som taknemmelighed, klarhed, tro, håb og kærlighed, så jeg også mig selv skrive ned på papiret. Kontrasterne, eller modpolerne om man vil, var blevet uendeligt meget tydeligere i mit liv. Ikke noget leverpostej-liv. Rutsje turene vidnede om at jeg rummede begge dele. Sorg og glæde, mod og mismod. ”Intet uden det andet”, som Louise Hay skrev i sin bog, helbred dit liv, gav nu fuldstændig mening. Jeg endte med at skrive ”Kære Sygdom” som start alligevel. Det føltes helt rigtigt og bedre end blot ”Sygdom”.
December er en af mine yndlingsmåneder, hvor jeg pynter med masser af lys, nisser, hjerter og engle. Og på det tidspunkt var min datter tre år og julen det mest vidunderlige eventyr, med små overraskelser hver dag, i pakkekalenderen. Dagen hvor aftalen med rådgiveren kom. Brevet havde jeg underskrevet og lagt i en pæn konvolut med lyserødt foer. I lokalet hvor rådgiveren og jeg skulle tale sammen, var der tændt stearinlys og en lille skål med hjemmebagte pebernødder stod på bordet. Sammen med den obligatoriske kasse kleenex. ”Vil du læse brevet højt for mig”? spurgte hun mig venligt. Med rystende hænder og en kæmpe klump i halsen, tog jeg brevet ud af konvolutten. Tårerne pressede på og sved bag øjenlågene. Hjertet bankede hårdt og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Rådgiveren rakte mig en snotklud fra æsken. Pyha, følelserne kørte for fuld udblæsning og jeg havde ikke engang læst den første sætning. Tålmodigt ventede hun på, at jeg fik mig samlet nok sammen til, at kunne se noget og læse starten på brevet. Selvom det var et forholdsvist kort brev, tog det lang tid at læse højt. Da jeg endelig havde fået hakket, snøftet og snottet mig igennem, bredte der sig en varm følelse af lettelse og forløsning. Nærmest helt magisk, tænkte jeg. Rådgiveren kiggede mildt på mig og spurgte, hvad der skete inden i mig. Med en uforklarlig ro, kunne jeg fortælle om den transformation jeg netop havde oplevet. Hadet til sygdommen havde forvandlet sig. Ikke ligefrem til kærlighed. Nærmere til en ydmyghed og en følelse af, at min bevidsthed lige havde vokset med flere størrelser, på ultra kort tid. Vi talte om livets finurligheder og aftalte, at denne gang var den sidste vi skulle mødes. Med et ”glædelig jul”, blev jeg sendt ud i verden igen. Som en forvandlet kvinde. Hvordan det var gået til, begreb jeg ikke. Men jeg mærkede det. Tydeligt. Håbet, modet og viljen til at få det bedre, føltes umådelig stærkt. Og nærende.
23. december var etårsdagen, for opdagelsen af knuden, som skulle ændre mit liv. Jeg havde frygtet, hvilke tanker og følelser der vil dukke op i den forbindelse. Så jeg havde forberedt mig. Dagen var planlagt. Min datter skulle hjem til sin farmor og farfar, med sin far og fejre lillejuleaften. Juleaften skulle fejres sammen med min familie. Forholdet mellem min datters far og jeg var blevet til et stærkt venskabsbånd, hvorfor det var helt naturligt, at jeg tog med hjem til farmor og farfar, og han tog med hjem til min familie dagen efter. Sygdommen havde også været med til, at jeg kunne se hvor heldig jeg var. Selvom min datters far og jeg ikke var et par længere og aldrig ville blive det, føltes det kærligt, varmt og ægte at være sammen med min gamle svigerfamilie.
Et år var gået. På det år var jeg blevet 50 år klogere. Mit hjerte 50 millioner kilometer større og min krop mindst 50 måneder ældre. Taknemmeligheden var altoverskyggende den jul. Lykken smilede glimtvist til mig. Mit liv havde igen fået retning. Jeg følte kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Præcist som jeg havde ønsket mig.