Fange-arme og anden ondskab

Natten gik med at gå hvileløst omkring i farmors store hus. Tankerne kørte med ekspresfart og jeg mærkede en dødsangst, som flænsede mit indre. Hvad nu hvis kræften var vendt tilbage? Skulle jeg dø nu? Min datter var nu 9 år gammel og havde nok at slås med. Hun ville forstå alvoren, hvis det skulle vise sig at jeg var syg igen. Tårerne strømmede ned ad kinderne, helt ude af kontrol. Timerne var lange. Det eneste jeg ventede på, var at klokken blev så mange at kemo ambulatoriet åbnede.

Inden min datter skulle op og i skole, tog jeg et bad. Tænkte at det måske ville virke beroligende. Mine hænder fandt knuden da jeg sæbede mig ind. Kvalme, åndenød og den strammende fornemmelse i halsen, gjorde mig svimmel og jeg skulle bare ud af badet og have tøj på. Med det samme. Når der var noget mellem mine hænder og knuden, føltes det ikke helt så farligt. Jeg måtte samle mig og få min datter sendt i skole. Hun kunne mærke at jeg var ved siden af mig selv, men det havde jeg været så mange gange før, så jeg undskyldte mig med, at jeg var bekymret for regningerne.

Klokken 8 åbnede kemo ambulatoriet. Så det passede med at jeg kunne køre derind så snart min datter var ude af døren. I det jeg var ved at pakke min taske, kom farmor hjem. Hun havde været på tur og jeg havde glemt alt om hun ville komme retur den dag. Straks så hun at der var noget galt. Helt galt. I et forsøg på at beherske mig, fik jeg forklaret noget om at jeg bare lige ville tjekkes en ekstra gang, for jeg synes der måske var ”noget”. Inden jeg fik set mig om, havde farmor lagt sine arme omkring mig og sagde: ”jeg tager med dig, det her skal du ikke alene”. Så tog tårerne igen over og jeg fik hulket ”tak”.

I farmors bil sad jeg og forsøgte at tale mig til ro på den indvendige side. Fraværende og i et inferno af katastrofe scenarier, fandt vi op på 8. etage på sygehuset, hvor ambulatoriet lå. Henne ved skranken stod jeg med hjertebanken og trippede. Mine hænder rystede og jeg synes det tog alt for lang tid, før det blev min tur. Endelig kom en sekretær og spurgte om jeg havde en aftale. ”Nej, men jeg har brug for at blive undersøgt NU, for jeg har fundet en knude i mit bryst og jeg går ikke før jeg har talt med en læge”. At jeg lød både krævende, skinger og panikslagen var jeg ligeglad med. Min stolthed havde jeg pakket væk.

Men en kærlig mine og en ro, forsikrede sekretæren mig om at jeg ville blive undersøgt hurtigst muligt. Hun fik mit cpr. nr. og jeg satte mig i venteværelset sammen med farmor. Og alle de andre syge. Omkring mig sad der unge og gamle. Nogen med tørklæder eller parykker på. Nogen havde den karakteristiske korte frisure, man har lige når håret gror ud igen. Kemo-krøller, for manges vedkommende. Lugten af medicin, sygdom og angst var kvalmende. Min krop huskede det hele.

Hvor lang tid der gik for mit navn blev kaldt, husker jeg ikke. Måske gik der en halv time, måske tre. Lægen havde jeg ikke mødt før. Om det var en mand eller kvinde, husker jeg heller ikke. Men jeg blev undersøgt og lægen måtte give mig ret. Der var ”noget” og det skulle undersøges nøjere, med det samme. Igen blev vi bedt om at gå i venteværelset, indtil jeg kunne få oplyst, hvornår jeg kunne gå i mammae centeret og få lavet ultralyd scanning, mammografi og biopsi. Åhr, mammografi og biopsi. FÅRK. Fladmaste bryster og en kæmpe nål stukket ind bagefter. Jeg hadede det.

De var effektive den dag, for der gik ikke ret lang tid før, jeg fik udleveret et stykke papir med en tid og hvor jeg skulle gå hen. Der var et par timer til, så farmor og jeg gik i cafeteriet og spiste frokost. Oplevelsen af at blive mødt af imødekommende mennesker på sygehuset og samtidig have Farmor med i hånden, var overvældende og rørte mig dybt. Lige der midt i kaos, følte jeg mig støttet og elsket. En surrealistisk situation, som jeg på ingen måde forstod, eller kunne rumme. Farmor foreslog at vi gik en tur, for at slå ventetiden ihjel.

På mammae centeret fik jeg udleveret en skjorte med knapper i siden. Da jeg stod alene i det lille omklædningsrum og skulle tage tøjet af overkroppen, søgte mine hænder igen knuden. Jo, den var der endnu. Klumpen i halsen voksede for hver gang jeg mærkede den. Jeg kunne heldigvis kun få mammograferet det raske bryst, for det andet var der silikone i og det kan man ikke undersøge på den måde. Selvom det var i det bryst knuden var. For en god orden skyld, fik jeg undersøgt det andet. Aldrig nogensinde kommer jeg tilnærmelsesvis, til at synes godt om mammografri. Smerten og ubehaget var afsindigt. Som om livet blev presset ud gennem brystet.

Ultralyd scanningen var en anderledes behagelig procedure. Lige indtil jeg på skærmen kunne se knuden. Den var helt tydelig. Med fange-arme. Ondskaben lyste ud af den. Lægen bekræftede mine tanker. ”Det ligner cancer, må jeg sige”, sagde lægen med et bekymret udtryk i ansigtet. Biopsien var der ingen vej uden om. Jeg græd og forsøgte at være tapper. Men jeg havde ingen kontrol over mig selv. Farmor holdt mig i hånden og lovede ikke at slippe. Når min egen mor ikke kunne være der, var Farmor en værdig og kærlig stand-in.

Lægen gjorde klar til at lægge bedøvelsen, som jeg trods alt skulle have inden KÆMPE nålen skulle stikkes ind i knuden. Selvom det var små stik, føltes smerten tydeligt. Samtidig skulle jeg sørge for at ligge helt stille så længe. Sveden haglede af mig og pulsen var høj. Inden i herskede et kaos af angst, afmagt, vanvid, frygt, væmmelse og en dyb følelse af taknemmelighed. Biopsien var overstået hurtigt og med en minimal smerte. Lægen satte et plaster på og forklarede at der ville gå en uges tid, før jeg ville blive indkaldt til et møde og få svar på prøverne. Der ville jeg blive præsenteret for en behandlingsplan. Desperat forsøgte jeg at finde beroligelse i lægens adfærd og ord. Men der var intet at finde. Alt inden i skreg: ”DU HAR KRÆFT”. ”DU SKAL DØ”. Følelsen af at falde i et bundløst sort altomsluttende hul, overmandede mig. Hvordan resten af dagen forløb, husker jeg ikke. Overhovedet. Jeg var i stykker. Tusind stykker…..

 

Åhr nej, ikke igen

I første omgang svarede jeg ikke, på den sms fra eksen. Med bankede hjerte og rystende hænder sad jeg blot med telefonen i hånden. Så tikkede der endnu en sms ind. Fra ham. Igen. ”Det kan jeg godt forstå” skrev han. Selv når han skrev venligt, blev jeg utryg. For jeg vidste, at det ville ændre sig, som regel på et splitsekund. Selvom jeg nu var i sikkerhed, følte jeg mig stadig bange. Mine tanker stak helt af. Kunne han finde på at opsøge min datter når hun gik hjem fra skole? Gøre hende fortræd? Stalke mig? Skabe mere ballade?

I den periode, lige efter vi flyttede hjem til Farmor, opholdt jeg mig mest der, når jeg havde fri fra arbejde. Min datter mærkede hvor paranoid jeg var blevet og det smittede af på hende. Lige så snart hun ikke kunne se eller høre hvor jeg var, fik hun panik angst. Nogen gange skreg hun. Indtil hun fik vished om at alt var okay. Jeg følte mig som den ringeste mor i verden.

Langsomt begyndte jeg at bevæge mig ud i livet igen. Sms´erne fra eksen fortsatte. Nogen gange ondskabsfulde og hånlige. Andre gange truende. Få gange venlige. Hver gang hans navn viste sig på displayet, fik jeg hjertebanken og koldsved. Hver dag, uanset hvad jeg lavede, lå det i mit baghoved, at min datter og jeg var i fare. For huset var ikke solgt og udsigterne til at det ville ske, var lange. Hele tiden følte jeg han åndede mig i nakken.

Efteråret kom og jeg oplevede en smuk forelskelse. Min allerførste kærlighed, dukkede pludseligt op i mit liv igen og vi forelskede os. Det var inderligt, trygt og jeg følte mig elsket. Men inden i var jeg gået så meget itu, at jeg havde svært ved at tage imod al hans kærlighed og godhed. Der forgik en indre krig, som jeg ikke kunne navigere i. Efter små tre måneder sluttede jeg forholdet. Det var hverken elegant eller kærligt. Og jeg skammede mig. Han tilbød mig alt, hvad jeg havde længtes efter og alligevel kunne jeg ikke være i det.

Vinteren i 2012, gik med at slikke mine sår og dyrke venskaberne, som trofast havde været mine støtter i stormen. Min datter fik det langsomt bedre og vi fandt en rolig og tryg dagligdag. Sms´erne fra eksen blev der længere imellem. Tilsyneladende havde han fundet andre ting at bruge sin tid på. Så min frygt for, om han ville stalke mig, eller min datter, var ubegrundet. Indtil den dag jeg mødte ham på min vej hjem fra arbejde. Han vidste hvor jeg parkerede min bil og hvornår jeg havde fri. Min bil var altid parkeret det samme sted, et stykke væk fra min arbejdsplads. Han kom gåede imod mig på gågaden. Min krop frøs ved synet af ham. Han råbte hej og brugte mit navn. Jeg fik et chok. Og jeg følte mig truet på livet. Hurtigt gik jeg ind ad en gyde, for at slippe væk. Da jeg var ude af hans synsfelt, løb jeg alt hvad jeg kunne, hen til min bil og fik startet. Min puls var høj, smagen af blod bredte sig i munden på mig, tårerne sved i øjnene og hele min krop rystede. Helt uforsvarligt kørte jeg, i al for høj fart hjem. Der ventede min store gamle hund og endnu en gang, fik den alle mine bekymringer og sorger tudet ned i pelsen. Eksen havde ikke gjort andet end at hilse på mig. Han havde ikke løbet efter mig, eller været truende. Men inden i mig, var det lige meget. Uanset hvad, var jeg skrækslagen. Da jeg havde samlet mig og fået pulsen ned, fik jeg en sms fra ham. BANG og jeg sad igen med hjertet helt oppe i halsen. Han skrev, at jeg da godt kunne hilse og at min opførsel var uhøflig. ”Undskyld” skrev jeg tilbage og håbede på at det ville stoppe for yderligere sms´er. Det gjorde det. I flere uger efter gik jeg en omvej, når jeg skulle gå fra arbejde. Helt paranoidt.

Endelig kom foråret snigende. Solen fik mere magt og jeg begyndte at tro på, at det hele nok skulle blive godt. BUM, så fik jeg et kæmpe skattesmæk. Penge jeg ikke havde og heller ikke kunne se, hvorfra de skulle komme. Min økonomi var stram og efterlod ikke plads til udskejelser. Angsten rullede ind over mig. Den velkendte følelse af at være i livsfare blussede op. Selvom jeg forsøgte at tale mig selv til ro med, ”det er bare penge” og ”der viser sig en løsning”, holdt min krop stædigt fast i angsten. En ulykke kommer sjældent alene, er der et gammel ordsprog der siger. Og BUM, så brød min bil sammen. Der hvor jeg boede var det vældig besværligt, at komme på arbejde og købe ind, uden bil. Igen reagerede jeg med en panikagtig angst. Hvordan skulle jeg klare min hverdag uden bil? For jeg havde ikke penge til at få den repareret, efter regningen fra skat. Mine tanker kørte alt for hurtigt til, at jeg kunne samle mig og finde en løsning. Så jeg græd og følte mig lille, sårbar og utilstrækkelig. Heldigvis, var hjælpen nær. Min datters far havde en ekstra bil stående, som jeg måtte låne. Så var den del reddet. Tilbage stod regningerne og truede.

Min gode gamle hund begyndte at vise tegn på alderdom. Jeg kunne se den gik langsommere og den havde fået en stor ”bule” på siden af brystkassen. ”Du er nødt til at hænge på lidt endnu, gamle dreng” græd jeg igen i pelsen. ”Jeg har brug for dig”. Selvom pengene ikke var til det, tog vi til dyrlægen, hunden og jeg, for at få vished om ”bulen” var kræft, og om tiden var løbet ud for min store bamse. ”Det er en fedtknude” og ”din hund er gammel, men står ikke for døden”. Lettelsen var enorm.

Selvom mit liv bestemt ikke var så hektisk og dramatisk, som et halvt år forinden, var der en mental efterregning, som jeg ikke havde forudset. Jeg sov stadig ikke ret mange timer om natten og min appetit var heller ikke stor. Min krop føltes træt og slidt. I et forsøg på at gøre noget godt, begyndte jeg at genoptage mine gamle løbe vaner. Tanken var, at jeg nok ville blive mere sulten af at løbe og derfor naturligt komme til, at få appetitten op at køre igen. Samtidig ville jeg få udskilt en masse glædes hormoner og formentlig komme til at sove bedre. Hurtigt kom jeg i form og kunne med lethed løbe 8 km. YES! Det føltes stærkt og gav mig de resultater jeg havde efterspurgt. Det lysnede forude. Alt skulle blive godt.

D. 21 marts 2012 havde været en dejlig dag. Efter min datter var puttet, lå jeg alene på Farmors sofa og slappede af. Min bh strammede, så jeg fik den fumlet af, inden under blusen. Ah, det var godt og jeg gnubbede huden under brysterne, hvor elastikken havde siddet. Hov, hvad var nu det. Med at sæt rejste jeg mig op og mærkede igen. På undersiden mit venstre bryst, det ”skøre” bryst, kunne jeg mærke en lille bule. På et sekund blev jeg ramt, som af et godstog, af følelsen af at noget var helt, HELT galt. Alt stod stille. Hjertet hamrede, halsen snørede sig sammen, koldsved løb ned ad ryggen og jeg blev så svimmel at jeg måtte lægge mig ned igen, for ikke at besvime. Det måtte være en ”fejl”, for jeg havde jo ikke noget brystvæv i venstre side, så jeg kunne da ikke få en knude der. Men den var der. Alt inden i mig skreg. Angsten havde fået endnu et nyt niveau. ”Åhr nej, ikke igen” kørte i ring så hurtigt at jeg til sidst kastede op.

Rystende sad jeg på badeværelsesgulvet, i Farmors hus og så hele mit liv forsvinde for øjnene af mig…..

 

Tænk hurtigt

Den næste morgen, efter flugten fra vores hjem, måtte jeg tænke hurtigt. Finde ud af hvordan jeg skulle gribe den nye situation an. Selvom jeg var bange, måtte jeg også handle for at komme videre. Være to skridt foran og have en plan. Jeg vidste at min ex skulle på arbejde næste morgen. Både min datter og jeg havde ferie, så det gav mulighed for at fokusere på løsninger.

Tidligt, inden exen ville stå op, sneg vi os hjem. Som om intet var sket, gik vi i gang med at spise morgenmad. Præcis som vi plejede. Inden længe stod han op. Lidt brugt at se på, men slet ikke så slemt som han fortjente, efter han havde drukket massivt, og været så giftig aftenen forinden. Min datter var kvik til at snakke til ham, som hun plejede. Spurgte om hvad han skulle i dag, mens vi sendte hinanden sigende blikke og vendte øjne, når han vrissede sine svar. Efter hvad der føles som uendelig lang tid, blev han færdig og smækkede døren vredt bag sig. Nu havde vi 2 dage før han kom tilbage.

Lettede åndede vi op. ”Sikke en idiot” sagde min datter og rullede med øjnene. Vi snakkede om hvad vi havde af muligheder for at flytte. NU. Desperat forsøgte jeg at holde hovedet koldt. Tankerne kørte alt for stærkt og hjertet bankede ubehagelig hårdt. Hurtigt kom datter med ideen, at vi da bare kunne bo hjemme hos Farmor. Et par år tidligere havde vi mistet Farfar, så der var i hvert fald plads nok i det store hus, som lå lige en gade fra os. Men det var alligevel ikke sikkert Farmor kunne overskue, at have sit barnebarn og ex-svigerdatter boende. Med en stor labrador.

Med rystende stemme fik jeg spurgt farmor, på telefonen, om min datter, hunden og jeg måtte være hos hende, indtil vi fandt en anden løsning. Jeg fik fortalt hvordan tingene stod til og uden tøven sagde hun ja. Indtil den dag havde jeg ikke fortalt min egen familie om, hvordan livet i virkeligheden havde formet sig hjemme hos os. Min datters far kendte heller ikke sandheden. Det var så flovt, at fortælle andre hvad jeg havde fundet mig i. Men værst af alt, budt min datter. Jeg skammede mig og vidste ikke, om jeg nogensinde ville kunne tilgive mig selv for det.

Hos farmor kunne vi ikke have vores møbler, så vi pakkede tøj, toiletsager og de vigtigste dokumenter. På den måde ville exen heller ikke kunne se, at vi ret beset var flyttet. Jeg var sikker på han ville blive vred over det. For han ville gerne have kontrol og i mit hoved, nød han at pine mig lidt for meget. Om han havde sådan kunne jeg ikke vide, men sådan var det blevet i min verden. I løbet af en dag, fik vi flyttet hjem i gæsteværelset hos Farmor. Så da der tikkede en sms ind fra exen, om at han ville komme forbi dagen efter, kunne jeg med en roligere fornemmelse i kroppen, svare ”OK”. Spændt ventede jeg på om han ville opdage at vi ikke længere opholdt os i huset. Det gjorde han ikke.

Mine venner hjalp mig med at få overblik over hvad der måtte gøres. ”Du skal skifte bank med det samme” sagde en af mine veninder og min datters far understøttede den holdning. I min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, at exen ville snyde mig med penge. Ja, så naiv var jeg, på trods af hvad der var sket. I afmagt kontaktede jeg exens ex-kone, for at få hendes erfaring, fra dengang de gik fra hinanden. Hun bekræftede min venindes råd. ”Skift bank og få flyttet dine ting hurtigst muligt. Og han må ikke vide hvad du har gang i”. Hun mente at han kunne finde på at sælge eller smide vores ting ud. Og ikke mindst snyde mig finansielt.  

Der var på ingen måde plads til alle vores ting i Farmors hus, selvom det var stort. Igen måtte jeg tænke hurtigt. Heldigvis var og er jeg velsignet med de bedste venner og et stærkt netværk. I løbet af en uge fik jeg kontakt til en bekendt som stod med at tomt hus, hun gerne ville have solgt. Så på en måde ville det også være en hjælp for hende at få møbleret huset. Næste skridt i det projekt var at få fundet et tidspunkt, hvor mine venner kunne hjælpe mig med at få pakket og flyttet, uden exen ville få nys om det.

Samtidig skulle jeg skifte bank. Da exen og jeg købte hus, skiftede jeg bank til hans, som havde til huse i hans hjemby. Med store mørke rander under øjnene, mødte jeg op i min gamle bank og håbede på de ville tage mig tilbage. Da jeg så min gode gamle rådgiver, sidde på sin vante plads, følte jeg en enorm lettelse. Han havde været min rådgiver i over 10 år, før jeg skiftede. Overrasket vinkede han mig ned til sit bord. ”Hvad er der sket med dig”? Spurgte han med venlige øjne og en blød stemme. Jeg så mildest talt heller ikke sund ud mere. Kiloene var raslet af og hele min fremtoning emmede af sammenbrud. Den omsorg kunne jeg ikke tåle, så jeg satte mig og tudbrølede mens jeg prøvede at forklare mit ærinde. Uden at kunne beherske min totale nedsmeltning, fik jeg til sidst sagt at han blev NØD til at hjælpe mig. Og det skulle gå hurtigt. Også her blev jeg mødt af varme og en villighed til at hjælpe.

Der gik halvanden uge før exen fandt ud af at vi ikke opholdt i huset mere. Jeg forklarede det med at jeg havde brug for ro og ikke magtede at se ham. Hvordan han tolkede det, ved jeg ikke, men der blev ikke nogen ballade ud af det. Der var brug for at han var rolig og ikke fattede mistanke om noget, indtil det hele faldt på plads. Så flytning af vores møbler og ting, skulle ske lige inden jeg skiftede bank. Et større planlægningsarbejde der skulle gå op. Inden der var gået tre uger, fra vores flugt, havde jeg fået arrangeret en flok venner til at komme og pakke og flytte en lørdag, hvor jeg vidste exen skulle på arbejde i København.

Lørdag morgen ved halv ni tiden mødtes vi i huset, med flyttekasser og en bil med trailer. Jeg havde brug for at få det overstået i en fart. Med kvalme og hjertebanken gik vi i gang. Da jeg ikke havde pakket noget på forhånd, skulle jeg vise hvad der skulle med og hvad der skulle blive. Stresset og ude af mig selv gik jeg rundt i, hvad der engang var mit hjem og prøvede på at få et overblik. Mine venner beroligede mig med at vi havde hele dagen, så ingen stress.

Pludselig kom der en sms fra exen, at han ville komme hjem om en time. WHAT!? Han havde jo sagt at han skulle arbejde i København hele weekenden. Klokken var blevet 10 og vi var langt fra færdige. På kanten af besvimelse, viste jeg min ene veninde hans sms. Jeg kunne ikke sige et ord. Halsen var snøret så stramt sammen af angst, så jeg hverken kunne trække vejret eller tale. Min krop rystede og jeg følte jorden åbnede sig under mine fødder, og jeg bare faldt og faldt. Det var umuligt at nå. ”Pliiiing” en ny sms. Det var først om to timer han ville komme, han havde skrevet forkert. Okay, nu havde vi dobbelt så lang tid. Med et par dybe vejrtrækninger, mandede jeg mig op og samlede mine venner, så vi kunne lægge en ny og meget mere effektiv plan. Nu var det kun de allervigtigste ting der blev pakket først. Det som jeg ikke fik med, måtte skrives ”tabslisten”.

Et kapløb mod tiden satte i gang. Et par af mine veninder bankede på hos mine naboer og fik arrangeret at vi kunne sætte nogen af tingene der, så det i det mindste var ude af huset, inden han kom hjem. Panikken fyldte hele min krop og mit sind. Hvordan vi nåede at få lukket døren og være væk, inden de to timer, forstår jeg ikke. Ikke desto mindre, så var det hvad der skete. Hos min veninde, som min datter og jeg havde flygtet over til den nat, sad vi alle sammen i hendes gårdgave og forsøgte at få pulsen ned. Hun havde lavet frokost og sat øl på bordet. På en måde var det en fest dag. Men inden i mig føltes det ikke sådan. Mit hjem havde jeg mistet og hvad der ville ske i den næste tid, frygtede jeg. Vi skulle have solgt huset og på den måde var jeg tvunget til at have kontakt med exen, på ubestemt tid.

Mens vi sad i solskinnet og landede, tikkede der en sms ind. På displayet kunne jeg se, at det var fra ”ham”. Så vidste jeg han var kommet hjem og havde opdaget, at jeg var flyttet. Mine fingre rystede voldsomt, hjertet bankede hårdere end nogensinde og det flimrede for mine øjne. ”Hvad skriver han” blev der nysgerrigt spurgt. Med bange øjne fik jeg åbnet sms´en. Min fornuft prøvede at overbevise mig om, at jeg var i sikkerhed, så det var lige meget hvad han skrev. Resten af mig følte sig truet på livet.

”Jeg kan se du er flyttet”…….

 

Farvel og tak?

Forholdet mellem min kæreste og mig var anstrengt og konflikter lurede hele tiden i kulissen. Det var umuligt for mig at regne ud, hvad der kunne udløse en aggressiv reaktion. Resultatet blev at jeg var på vagt hele tiden, når vi var sammen. Udmattende og destruktivt. Jeg ledte efter min udvej, som i mit hoved skulle være både legitim og bryde min tillid fuldstændigt, før jeg kunne forlade ham.

Vi var begge blevet inviteret til fødselsdag hos et par af mine gode venner, som boede tæt på os. Det var sommer, så festen bød på grillmad, øl og vin i rigelige mængder. Aftensolen sænkede sig, stemningen var festlig og alle nød det fine arrangement i haven, hos fødselaren. Min kæreste og jeg talte ikke meget sammen i starten af festen. Han stod sammen med nogle af de andre mænd i haven og drak øl. Mange øl. Jeg havde fundet sammen med flok af veninder, som jeg kendte rimelig godt og vi grinede, snakkede og skålede i kølig hvidvin. I min beruselse tænkte jeg, at forholdet til min kæreste nok skulle blive bedre, så vi krammede og hyggede os i takt med promillen steg.

Musikken blev skruet op. Min indre dansemus fik liv og et par af pigerne og jeg sprang på gulvet. Vi morede os, dansede, skrålede med på Nik og Jay og fjollede rundt. Ikke alle nød den lette popmusik ligeså meget som mig. Så der blev skiftet til rock. Sådan gik det lidt frem og tilbage, så vi alle kunne lytte til den slags musik, vi hver især bedst kunne lide. Pludselig, under endnu et af mine yndlings dansehits, blev der skiftet over til rock. Min veninde var træt af høre Nik og Jay, som bestemt også havde haft sin ”tid”, og ikke så elegant fik hun skiftet midt i ”du for lækker”. Det gav lidt uro og ”øøøøøv, vi var ikke færdige”, dog stadig i god stemning. Ud af det blå stod min kæreste og min veninde, som havde skiftet musik, og skændtes. Energien ændrede sig på et sekund. Øjnene lynede de to imellem. Jeg fik ondt i maven og hjertebanken. Foran mig udspillede der sig et drama, som jeg vidste kunne ende grimt, så jeg fik hurtigt trukket min kæreste til side. Undskyldningen for at jeg gerne ville hjem, var at jeg pludselig fik det skidt. Hvilket var sandt nok, blot ikke på den måde jeg sagde det. Væk fra situationen skulle vi i hvert fald.

Vi gik hjem ved siden af hinanden, uden at udveksle et eneste ord. Fra festen og hjem var der ca. 10 minutters gang. Energien mellem os var igen anspændt. Mit hjerte hamrede og mine tanker kørte for fuld drøn. Hvad ville der ske når vi kom hjem?

Jeg husker ikke hvad der blev sagt eller gjort, men min kæreste blev pludselig fuldstændig rasende. Skældsord, hånlige kommentarer og beskyldninger føg gennem luften. Som forstenet stod jeg midt i et ragnarok af raseri, hvor der blev smadret ting, døre blev smækket så hårdt i, at puds dryssede ned fra loftet og hårde ord regnede ned over mig. ”Du vil ikke have et barn med mig, fordi du er så forfængelig” skreg han mig ind i hovedet. ”Du vil ikke mit barn” og ”du er en kold kvinde” fortsatte han. I løbet af den korte tid, nåede han at drikke to øl mere. Mit hjerte hamrede så hårdt i brystet, at jeg smagte blod. Forgæves forsøgte jeg at forklare mig. Det udløste blot et helt nyt niveau af aggression, som jeg aldrig havde oplevet før.

Han tog med begge hænder om mit hoved og trak mit ansigt helt tæt på sit. Stirrede med vilde og mørke øjne lige ind i mine og hvæsede: ”jeg har lyst til at smadre dig”. Et øjeblik var jeg sikker på han enten ville nikke mig en skalle, eller knække halsen på mig. Rædslen inden i mig var total. Jeg holdt vejret og lukkede øjnene. Fik hvisket ”undskyld”. Om det var det, eller noget andet der gjorde at han slap sit greb, ved jeg ikke. Med bøjet hoved, rystende krop og tårer der løb ned af kinderne, skubbede han mig hårdt ind i kommode, så tingende der stod ovenpå væltede på gulvet. Blandt andet en porcelænsengel, jeg havde arvet efter min søster. ”Hun” mistede begge sine vinger den nat. Resolut drejede min kæreste om på hælen og marcherede ud af rummet. Tilbage stod jeg i chok. Ude af stand til at gøre andet, end at tage min hund med ind i soveværelset og låse døren. Med armene omkring hunden, græd jeg ned i pelsen og bad til Gud om hjælp.

På den anden side af den låste dør, kunne jeg høre hård rock og døre der blev smækket hårdt i. Rædselsslagen opholdt jeg mig i soveværelset, og lyttede efter tegn på at han var faldet i søvn. Der gik et par timer inden der var ro. Alligevel turde jeg ikke vove mig ud. Jeg turde heller ikke sove. Ringe efter hjælp turde jeg heller ikke. Både fordi jeg var bange for hans reaktion, men lige så meget fordi jeg var flov. Hvordan kunne jeg, som ellers var et fornuftigt menneske, tillade mig selv at ende i sådan et forhold? Jeg skammede mig.

Fra det øjeblik jeg fik låst døren i soveværelset, besluttede jeg mig for at nu var det slut mellem os. Ikke ti vilde heste kunne få mig til at skifte mening. Hele natten kørte tankerne om hvordan jeg skulle få det sagt. Ville det udløse endnu et vredesudbrud af dimensioner, eller ville han være sød, kærlig og forsøge at få mig tilbage? Det var umuligt for mig at forudsige.

Næste morgen låste jeg døren op. Heldigvis havde han ladet mig være i fred resten af natten. Jeg lukkede hunden ud i haven og så ham stå i stuen. Der stod mange tomme øldåser. Han så lidt træt ud, men ikke spor plaget af tømmermænd, eller dårlig samvittighed for den sags skyld. ”Jeg blev vist lidt for fuld i går” sagde han med en rolig stemme og lo. ”Ja”, svarede jeg og skyndte mig ud i køkkenet. Han gik efter mig og hans energi var igen rolig og ligefrem venlig. Efterhånden havde jeg oplevet det skift så mange gange, at det ikke mere var så stor en overraskelse, at det kunne lade sig gøre.

”Jeg vil ikke det her mere. Det her forhold kan jeg ikke være i”, hørte jeg mig selv sige, med hjertet bankende i halsen. ”Okay” sagde han med en lys og let stemme og gik i bad. WHAT???? Var det bare ”det”? Lettet åndede jeg ud og gik i gang med at ryde op. Pyha, det gik meget nemmere end jeg havde forstillet mig. Jeg kunne høre ham nynne og fløjte på badeværelset. Nærmest ligesom i en gyserfilm. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Igen tog frygten fat i min krop og mine tanker blev igen fyldt med skrækscenarier. Sådan en adfærd kunne jeg hverken begribe eller regne ud. Skræmt, gemte jeg mig igen i soveværelset. Uden at låse døren, for jeg var bange for at det ville gøre ham rasende igen.

Da han kom ud af badeværelset, fløjtede han stadig og virkede i ualmindeligt godt humør. Han spurgte om jeg ikke lige ville komme ud i køkkenet, så vi kunne snakke lidt. Med rystende ben satte jeg ved bordet, som vi havde haft mange gode måltider og snakke ved, og kiggede på ham. Intet tegn på vrede var der at spore i hans ansigt. Han satte sig roligt og begyndte at tale, som han altid gjorde når vi havde haft en konflikt. Om vores store kærlighed til hinanden. Om hvorfor han kunne blive så gal. Han var i en proces, i forbindelse med sin uddannelse som psykoterapeut, som gjorde ham sårbar, i forhold til at skabe en familie sammen med mig. ”Hvis du virkelig elsker mig, forlader du mig ikke nu, hvor jeg er i den her proces”….. ”Jeg kan se på dig du stadig elsker mig” sagde han blidt og kiggede på mig med kærlige øjne. Jeg sad helt stille og iagttog hans måde at tale og agere på. Den ”gode” del i ham var tilbage. Jeg kom i tvivl om den beslutning jeg havde truffet, var den rigtige. Hvad skulle jeg stille op? Det lød så ægte og oprigtigt, som han sad der……..