kræft – Siws Liv

Fange-arme og anden ondskab

Natten gik med at gå hvileløst omkring i farmors store hus. Tankerne kørte med ekspresfart og jeg mærkede en dødsangst, som flænsede mit indre. Hvad nu hvis kræften var vendt tilbage? Skulle jeg dø nu? Min datter var nu 9 år gammel og havde nok at slås med. Hun ville forstå alvoren, hvis det skulle vise sig at jeg var syg igen. Tårerne strømmede ned ad kinderne, helt ude af kontrol. Timerne var lange. Det eneste jeg ventede på, var at klokken blev så mange at kemo ambulatoriet åbnede.

Inden min datter skulle op og i skole, tog jeg et bad. Tænkte at det måske ville virke beroligende. Mine hænder fandt knuden da jeg sæbede mig ind. Kvalme, åndenød og den strammende fornemmelse i halsen, gjorde mig svimmel og jeg skulle bare ud af badet og have tøj på. Med det samme. Når der var noget mellem mine hænder og knuden, føltes det ikke helt så farligt. Jeg måtte samle mig og få min datter sendt i skole. Hun kunne mærke at jeg var ved siden af mig selv, men det havde jeg været så mange gange før, så jeg undskyldte mig med, at jeg var bekymret for regningerne.

Klokken 8 åbnede kemo ambulatoriet. Så det passede med at jeg kunne køre derind så snart min datter var ude af døren. I det jeg var ved at pakke min taske, kom farmor hjem. Hun havde været på tur og jeg havde glemt alt om hun ville komme retur den dag. Straks så hun at der var noget galt. Helt galt. I et forsøg på at beherske mig, fik jeg forklaret noget om at jeg bare lige ville tjekkes en ekstra gang, for jeg synes der måske var ”noget”. Inden jeg fik set mig om, havde farmor lagt sine arme omkring mig og sagde: ”jeg tager med dig, det her skal du ikke alene”. Så tog tårerne igen over og jeg fik hulket ”tak”.

I farmors bil sad jeg og forsøgte at tale mig til ro på den indvendige side. Fraværende og i et inferno af katastrofe scenarier, fandt vi op på 8. etage på sygehuset, hvor ambulatoriet lå. Henne ved skranken stod jeg med hjertebanken og trippede. Mine hænder rystede og jeg synes det tog alt for lang tid, før det blev min tur. Endelig kom en sekretær og spurgte om jeg havde en aftale. ”Nej, men jeg har brug for at blive undersøgt NU, for jeg har fundet en knude i mit bryst og jeg går ikke før jeg har talt med en læge”. At jeg lød både krævende, skinger og panikslagen var jeg ligeglad med. Min stolthed havde jeg pakket væk.

Men en kærlig mine og en ro, forsikrede sekretæren mig om at jeg ville blive undersøgt hurtigst muligt. Hun fik mit cpr. nr. og jeg satte mig i venteværelset sammen med farmor. Og alle de andre syge. Omkring mig sad der unge og gamle. Nogen med tørklæder eller parykker på. Nogen havde den karakteristiske korte frisure, man har lige når håret gror ud igen. Kemo-krøller, for manges vedkommende. Lugten af medicin, sygdom og angst var kvalmende. Min krop huskede det hele.

Hvor lang tid der gik for mit navn blev kaldt, husker jeg ikke. Måske gik der en halv time, måske tre. Lægen havde jeg ikke mødt før. Om det var en mand eller kvinde, husker jeg heller ikke. Men jeg blev undersøgt og lægen måtte give mig ret. Der var ”noget” og det skulle undersøges nøjere, med det samme. Igen blev vi bedt om at gå i venteværelset, indtil jeg kunne få oplyst, hvornår jeg kunne gå i mammae centeret og få lavet ultralyd scanning, mammografi og biopsi. Åhr, mammografi og biopsi. FÅRK. Fladmaste bryster og en kæmpe nål stukket ind bagefter. Jeg hadede det.

De var effektive den dag, for der gik ikke ret lang tid før, jeg fik udleveret et stykke papir med en tid og hvor jeg skulle gå hen. Der var et par timer til, så farmor og jeg gik i cafeteriet og spiste frokost. Oplevelsen af at blive mødt af imødekommende mennesker på sygehuset og samtidig have Farmor med i hånden, var overvældende og rørte mig dybt. Lige der midt i kaos, følte jeg mig støttet og elsket. En surrealistisk situation, som jeg på ingen måde forstod, eller kunne rumme. Farmor foreslog at vi gik en tur, for at slå ventetiden ihjel.

På mammae centeret fik jeg udleveret en skjorte med knapper i siden. Da jeg stod alene i det lille omklædningsrum og skulle tage tøjet af overkroppen, søgte mine hænder igen knuden. Jo, den var der endnu. Klumpen i halsen voksede for hver gang jeg mærkede den. Jeg kunne heldigvis kun få mammograferet det raske bryst, for det andet var der silikone i og det kan man ikke undersøge på den måde. Selvom det var i det bryst knuden var. For en god orden skyld, fik jeg undersøgt det andet. Aldrig nogensinde kommer jeg tilnærmelsesvis, til at synes godt om mammografri. Smerten og ubehaget var afsindigt. Som om livet blev presset ud gennem brystet.

Ultralyd scanningen var en anderledes behagelig procedure. Lige indtil jeg på skærmen kunne se knuden. Den var helt tydelig. Med fange-arme. Ondskaben lyste ud af den. Lægen bekræftede mine tanker. ”Det ligner cancer, må jeg sige”, sagde lægen med et bekymret udtryk i ansigtet. Biopsien var der ingen vej uden om. Jeg græd og forsøgte at være tapper. Men jeg havde ingen kontrol over mig selv. Farmor holdt mig i hånden og lovede ikke at slippe. Når min egen mor ikke kunne være der, var Farmor en værdig og kærlig stand-in.

Lægen gjorde klar til at lægge bedøvelsen, som jeg trods alt skulle have inden KÆMPE nålen skulle stikkes ind i knuden. Selvom det var små stik, føltes smerten tydeligt. Samtidig skulle jeg sørge for at ligge helt stille så længe. Sveden haglede af mig og pulsen var høj. Inden i herskede et kaos af angst, afmagt, vanvid, frygt, væmmelse og en dyb følelse af taknemmelighed. Biopsien var overstået hurtigt og med en minimal smerte. Lægen satte et plaster på og forklarede at der ville gå en uges tid, før jeg ville blive indkaldt til et møde og få svar på prøverne. Der ville jeg blive præsenteret for en behandlingsplan. Desperat forsøgte jeg at finde beroligelse i lægens adfærd og ord. Men der var intet at finde. Alt inden i skreg: ”DU HAR KRÆFT”. ”DU SKAL DØ”. Følelsen af at falde i et bundløst sort altomsluttende hul, overmandede mig. Hvordan resten af dagen forløb, husker jeg ikke. Overhovedet. Jeg var i stykker. Tusind stykker…..

Himmel og helvede

Efter den første aften i vores nye hjem, gik jeg på listesko i forhold til min kæreste. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle præsentere min oplevelse af ham, for ham. Så jeg trak mig en smule tilbage og håbede på, at han ville blive ”sig selv” igen. Det pludselige skift i hans fremtoning og energi satte sig som en sort, massiv og klistret klump i min mave, som gjorde mig utryg og usikker. Der gik et par dage, hvor hans øjnene lynede og de kærlige ord var erstattet af giftige bemærkninger. Fortvivlet begyndte min hjerne at lede efter en udvej. Kunne jeg sige at jeg havde fortrudt huskøbet? Eller turde jeg spørge hvad hans opførsel skyldtes? Pludselig, på et splitsekund, var han ”tilbage”. Sød, sjov, kærlig, omsorgsfuld og veltalende. Forvirringen var total inde i mig. Hvordan kunne han skifte så hurtigt?

Forsigtigt sagde jeg, at jeg blev helt forskrækket over hans måde at være på, den første aften. Igen beroligede han mig. Det var blot en reaktion på at han så længe havde boet i ”mit” hjem, så han havde brug for at pisse sit territorie af. Eftersom han havde uddannet sig inden for selvudvikling, og så småt havde startet sin virksomhed op inden for det område, lød hans forklaring klog og ægte, så jeg ”købte” den. Han kiggede på mig med de varme og kærlige øjne igen. Krammede og kyssede mig. Forsikrede mig om at han aldrig ville sætte vores liv sammen på spil, eller gøre mig ondt på nogen måder. Jeg var den mest vidunderlige, smukke, kloge, sjove, kærlige og fantastiske kvinde han nogen sinde havde mødt. Ingen kunne måle sig med mig, eller vores kærlighed, for den sags skyld. Jeg trak vejret roligt igen. Han havde bare haft en helt naturlig reaktion. Og jeg havde været alt for sart og følsom, fordi jeg havde været syg af kræft.

På arbejdet havde jeg store vanskeligheder med at klare det øgede timetal. Fra 20 timer var jeg gået til 26. Når jeg nåede til kl. 12 føltes min hjerne fuldstændig nedbrudt. Tankerne myldrede så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med. Når mine kollegaer talte til mig, kunne jeg godt høre ordene, men de gav ingen mening. Hvis telefonen ringede, skulle jeg koncentrere mig om, hvordan det nu var man trykkede på knappen og hvad jeg skulle svare når ”røret” var taget. Min krop reagerede med hjertebanken, hovedpine og svimmelhed. Ofte græd jeg på vejen hjem fra arbejde. Det var flovt og jeg følte mig så uendelig dum. Nogen gange nåede jeg ikke i bilen, før tårerne tog magten fra mig. Sygedagene blev flere og jeg anede ikke mine levende råd. Hvorfor var jeg blevet sådan en svag og ynkelig person?

Til kontrol på sygehuset græd jeg også. Dagene op til var forfærdelige. Dødsangsten red mig som en mare. Heldigvis var min kæreste de dage opmærksom, kærlig og omsorgsfuld. Han tog også med til kontrol. Det gjorde min kærlighed til ham endnu stærkere. Sammen med ham skulle jeg nok klare mig. Lægen forklarede at det var helt normalt, at det kunne være hårdt at komme op i omdrejninger igen. Der var ingen tegn på sygdom, og behandlingen med kemo og herceptin var veloverstået. Så jeg måtte bare arbejde målrettet videre på, at komme tilbage til mit gamle arbejdsliv.

Dagene hvor jeg ikke magtede at tage på arbejde, forsvandt ikke. Inden i føltes det som om jeg var en guitarstreng, der var spændt så hårdt, at den ville springe med en skinger lyd, ved den mindste berøring. Jeg talte med min chef om det. Fik tilbudt en samtale med en terapeut. Der blev foreslået meditation, pauser og struktur. Som den gode klient, nikkede jeg mellem tårerne og sagde at jeg ville gå hjem og gøre de ting der var blevet foreslået. Selvom jeg helt inde i hjertet kunne mærke, at der var meget mere i spil, end stress over være på arbejde igen. Min hjerne og min krop var på ingen måde, hvad den var. Og efter et par år, faldt mine forhåbninger om, at jeg nogensinde ville komme tilbage til, hvordan jeg fungerede før kræften.

Hjemme forsøgte jeg også at mande mig op. Sørgede for at vaske tøj, gøre rent, lave mad, lufte hund og være en god mor for min datter. Og en god bonusmor for min kærestes barn hver anden weekend. Med det resultat, at jeg ikke magtede et socialt liv. Pludselig kunne min kæreste ikke holde ud at se på mig, når jeg sad og græd. Han var træt af at høre på, at jeg altid var træt. Ikke nok med det, var jeg den ringeste og svageste kvinde han havde levet sammen med. Igen blev hans øjne mørke og smalle. Stemmen blev hård og skældsordene regnede ned over mig. Hans energi blev iskold og afvisende. Som en hund der havde fået tæsk, gik jeg i seng og græd endnu mere. Ikke alene var jeg dårlig til mit arbejde. Jeg var også en dårlig mor, kæreste og i det hele taget et usselt menneske. Ude af mig selv af fortvivlelse, forsøgte jeg at tale til min kærestes empatiske side. Kun for at blive afvist med endnu flere hånlige bemærkninger om min person.

Da tårerne havde fået frit løb og stilnede af, blev jeg vred. Rasende faktisk. Ikke om jeg ville finde mig den behandling. Så jeg gik til min kæreste og sagde, at jeg ikke forstod hvorfor han ville være sammen med mig, når jeg nu var så ringe et menneske. Derfor synes jeg vi skulle slutte vores forhold, så han kunne gå ud og finde den perfekte kvinde og jeg kunne få fred. Vupti, så var den ”gode” mand tilbage. Der kom en forklaring om, at han blot havde været frustreret over at se mig have det så dårligt, at hans temperament løb af ham, i afmagt. Vores forhold rummede så meget dybde og kærlighed, som han aldrig havde oplevet før. Igen skiftede hans humør og energi på et sekund. Der var ingen grænser for hans beundring og kærlighed til mig. Overøst med kys og kærtegn, puttede jeg mig i hans favn. Jeg havde brug for ham. Jeg elskede hans ”gode” side.

”Dansen” fra himmel til helvede og tilbage igen, blev en del af vores liv sammen. Fortvivlelsen over devalueringen, hån og hårde ord blev vejet op af den søde forsoning. Når han drak alkohol blev kontrasterne endnu større. Og hans forbrug steg markant i løbet af et par år. Hver dag var der en undskyldning for at tage et glas vin, som blev til fire og fem. Nogen gange flere. På hverdage. I weekenderne var det endnu mere. Hvordan han næste dag kunne fungere, forstod jeg ikke. Men det gjorde han tilsyneladende.

Mine grænser for hvad jeg accepterede rykkede sig hele tiden. Fra at være helt stålsat sikker på, ikke at ville leve sammen med en mand, som drak hver dag, blev det en del af hverdagen. Om end jeg hadede det og forsøgte at tale med ham om det, ændrede hans forbrug sig ikke til det bedre. Udadtil var han charmerende, vittig, veltalende, vidende og rummelig. Ingen ville tro mig hvis jeg fortalte, at han var en anden bag lukkede døre derhjemme. Så jeg fortalte kun små bidder til mine veninder. De lyttede og forstod min frustration, når jeg tillod mig at fortælle en lille del af livet med min kæreste. Hvad jeg ikke vidste var, at de veninder som var tættest på mig og nogle i min familie, godt havde lagt mærke til ”noget” mærkeligt ved manden i mit liv. De sagde ikke noget om det til mig. Og hvis de havde, ville jeg havde afvist det. Jeg ville ikke se det. Jeg ville IKKE tro på det.

Tingene eskalerede i forhold til min kærestes skiftende personligheder og alkohol indtag. Jeg begyndte at se frem til de dage han skulle arbejde udenbys, eller tog til sin hjemby for at gå i byen. Det var krævende og opslidende. Alligevel holdt jeg ud. Lige til den dag, eller nærmere aften, hvor jeg nåede min grænse……. Og så kom der virkelig kul på kaos.

Dating og ægte kærlighed.

Længslen efter tosomhed og kærlighed, trængte sig mere og mere på. Det var underholdende og på sin vis også bekræftende, at være i nattelivet. Men Mr. Right havde ikke vist sig. Selv om jeg i korte øjeblikke havde troet, eller nærmere håbet det. Næste naturlige skridt var at lave en profil på en dating side. I 2006 var det, for mig i hvert fald, en helt ny og spændende verden. På det tidspunkt havde jeg en gammel pc og en internetforbindelse, som jeg betalte for pr. minut. Som en gave til mig selv, forærede jeg mig en bærbar pc. Jeg var klar til at møde min drømmemand og ville ikke gå ned på teknikken, som skulle sikre mig mødet med ham.

Med hjælp fra en veninde fik jeg lavet en profil, med et nyt billede, hvor mit flotte, blonde og korte hår lyste smukt. Teksten var lidt sværere. Skulle jeg skrive at jeg havde haft brystkræft? Nej, det ville være for mærkeligt og måske skræmme interesserede bejlere væk. Sammen med min veninde fik vi forfattet en kort beskrivelse af, hvem jeg var og stod for. Sådan der. Med bankende hjerte aktiverede jeg profilen. Ville nogen overhovedet kontakte mig? Og ville jeg turde tro på hvad de mænd skrev? Havde hørt forskellige historier om kvinder, der havde mødt både psykopater og mænd som ikke svarede til deres profil billede.

Datingsiden var kvindernes paradis, hvis man som mig sukkede efter mandlig opmærksomhed. De to første dage fik jeg mellem 15 og 20 henvendelser. Nogle mere lødige end andre. Jeg blev hurtigt hovedkulds forelsket i min ind boks. Et sus af lykke strømmede gennem min krop, hver gang jeg loggede på. Det var vidunderligt at kunne sidde hjemme i natbukser, med finurligt garn, uden make-up og flirte. Trygt placeret bag skærmen med matador mix og kaffe, gik timerne hurtigt i cyberspace, med drømmen om at møde min soul mate kørende i blodet.

Efter at have udvalgt 4 mænd, som havde fanget min opmærksomhed, gik aftenerne med at skrive. Alle mændene synes efter en uges korrespondance, at vi måtte mødes. Så jeg linede 3 dates op, onsdag, torsdag og fredag i den samme uge. Så var jeg i gang. Vi mødtes offentlige steder, som jeg havde fået anbefalet. Det skulle vise sig at være mere krævende end forventet. Ingen af mine dates føltes ”rigtige”, så jeg måtte afvise dem. Jeg havde slet ikke tænkt på, hvor ubehageligt det var skrive noget i stil med: ”tak for hyggelige date, men du duer ikke”. Det skrev jeg ikke så direkte, men hældte ”sukker” på, for ikke at fremstå som en kold kælling.

Efter den uge havde jeg brug at sunde mig. Der blev sorteret ud i hvem jeg ville skrive med og valgte en mand ud, som virkede oprigtigt interesseret i et forhold. Som ikke skrev om sex. Som ikke virkede desperat. Han var god til at formulere sig og hans værdier stemte godt overens med mine. Hurtigt fik han min tillid og jeg skrev om brystkræften. Det tog han roligt og gav udtryk for, at det nærmest blot gjorde mig endnu mere henrivende og spændende. Jeg elskede det. Vi blev enige om at tale sammen i telefon. Han boede over en times kørsel fra mig, så det var en god måde at ”mærke” ham på, når vi ikke sådan lige kunne mødes.

Stemmen i ”røret” var behagelig, sjov, klog, kærlig og fik mig til at føle mig helt særlig dejlig. Vi talte i timevis og jeg endte med at sige ja til at mødes hjemme hos mig, selvom jeg havde besluttet at det var et stort ”no-go”.

Mødet gik over al forventning. Vi talte endnu bedre i virkeligheden og han kunne få mig til at grine, som jeg ikke havde gjort længe. Han lyttede intenst til alt jeg sagde og kiggede beundrende på mig. Gav mig velformulerede komplimenter. Jeg blev forelsket den aften. Helt og aldeles. Da han gik, fik jeg et blødt og meget gentlemans-agtigt kys på kinden. Vores blikke mødtes og afskeden føltes lige så intens som resten af aftenen havde været. Han var perfekt. Endelig havde jeg mødt min soul mate. Jeg var lykkelig.

Hurtigt blev vi kærester og brugte det næste trekvart år på at mødes så meget vi kunne. Der var job, børn og en køreafstand, som skulle koordineres. Et par måneder inden vores årsdag flyttede vi sammen, i mit lille lejede hus. Min soul-mate havde fået et godt job i ”min” by. Alt var lutter idyl. Eller næsten. Jeg havde lagt mærke til han ændrede adfærd når han drak alkohol. Ikke voldsomt. Men nok til at jeg undrede mig. Jeg nævnede det for ham. Med en rolig stemme fik han mig beroliget. Det var ikke noget problem. Livet sammen fortsatte. Vi blev hurtigt enige om, at huset var for lille og at det ville være bedst at købe at større hus sammen.

Efter ca. et halvt år blev den drøm realiseret. Vi havde fundet et stort hus, med værelser nok til at han kunne få et stort kontor og begynde at drive sin nystartede virksomhed derfra. Huset lå i samme område som det lille lejede hus, så min datter kunne fortsætte i sin børnehave og jeg kunne beholde mit job, som jeg elskede. Sammen malede vi vægge, lofter og dørkarme, mens vi drømte om, hvordan fremtiden i vores nye fælles hjem ville blive. Dagen hvor vi kunne flytte ind kom og vi glædede os. Det var vidunderligt.

Med hjælp fra familie og et par venner fik vi flyttet alt ind. Om aftenen, den første i huset, så jeg en ny og knap så charmerende side af manden i mit liv. Hele hans energi ændrede sig. Udtrykket i hans øjne var koldt og han talte hårdt og nedladende til mig. Jeg var i chok. Han så helt anderledes ud i ansigtet. Hvor var min rummelige, sjove, kærlige, kloge og omsorgsfulde kæreste blevet af? Tanker som: ”er jeg flyttet sammen med Dr. Jekyll og Mr. Hyde”? og ”har jeg lige begået den største fejl i mit liv”? Kørte for fuld fart i mit hoved. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Min krop reagerede stærkt. Hjertet bankede hårdt og hurtigt. Munden blev fuldstændig tør. Jeg kunne ikke sige noget.

Jeg forstod ingenting. Aldrig før havde jeg stået i sådan en situation. Uro og bange tanker fyldte mig. Men det måtte der være en god forklaring på. For han var jo min soul-mate og jeg elskede ham. Det var nok bare mig som så ”spøgelser”, fordi jeg var sårbar efter at have været syg, fået kemo og stadig ikke helt var i balance endnu. Sådan måtte det være. Alt var godt…..?

Hvepsetalje og blackout

Det der Herceptin havde en bivirkning, som jeg var vild med. Jeg tabte mig. Helt uden besvær. Efter tre måneder havde jeg tabt 6 kg. I takt med håret groede, flæsket smeltede og solen skinnede på mig, voksede mit hårdtprøvede selvværd. Livsmodet var stærkt. Trygheden i at være på sygehuset hver tredje uge, gjorde godt. Det gav mig det overskud til, at begynde på det liv jeg drømte om. Til dels. Jeg var stadig ikke oppe på fuld tid på jobbet, som var mit mål. 20 timer på en delvis sygemelding det næste år, hvor jeg var i behandling med Herceptin, var løsningen indtil videre Acceptabelt. Overskueligt.

Mine veninder og jeg blev enige om, at en bytur var på tide. Nu skulle jeg vove mig ud i nattelivet og på kærlighedsscenen igen. Det var nervepirrende. Spændende og skræmmende. Jeg havde ikke været i byen i over et år. I en alder af 35 år følte jeg mig som en usikker teenagepige. Sad make-uppen perfekt? Og hvad med håret? Det var fuldstændig stift, af alt for meget hårvoks. Tøjet blev nøje udvalgt. Ikke for udfordrende, men alligevel ikke alt for kedeligt. En ny skjorte med blomster, jeans og støvler. Som det nu var moderne i 2006. Efter at have nærstuderet mit spejlbillede af flere omgange og med et par drinks i blodet, satte vi kursen mod den lokale natklub.

Med musikkens dunkende rytmer i benene og med en betragtelig promille i blodet, indtog vi dansegulvet. Det var vidunderligt at være tilbage i, hvad der for mig repræsenterede det normale singleliv. Stemningen var høj og det var nemt at falde tilbage i min gamle rolle som ”party-girl”. Det korte hår gav mange flere komplimenter, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Jeg slubrede opmærksomheden i mig. Overraskende nok, viste en mand særlig interesse. Og jeg nød det. Fuldstændigt. Promillen gjorde at jeg var mere løssluppen og fri. Hvis jeg havde været ædru, havde jeg med garanti, ikke turdet fortælle denne mand om mine skøre bryster. Min dømmekraft var sat ud af spillet. Jeg gik dog hjem alene og vågnede lettet op næste morgen. Med tømmermænd. Føj, for den lede. Det mindede alt for meget om kemodagene. Aldrig igen, lovede jeg mig selv. Som om jeg kunne holde det. Selvom jeg i min beruselse havde fortalt mere end jeg brød mig om, så var der ikke sket mere end det. PYH!

Den bytur satte gang i et nyt kapitel i mit liv. Jeg var igen single mor. Ikke kræftpatient. Sygdommen fyldte ikke så meget som før. Kroppen mindede mig dog om, hvad jeg havde gennemlevet. Det skøre bryst var godt nok blevet blødere med silikone implantatet. Men det så stadig mærkeligt ud og føltes også koldt og fremmed. Jeg brød mig hverken om at kigge, eller røre ved det. Derfor gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan jeg nogensinde skulle kunne være intim med en mand igen. Hvem ville synes jeg var både sexet og tiltrækkende, når jeg selv væmmedes ved mit bryst? Mine bekymringer viste sig at være spildte. Overraskende nok, betød de der bryster ikke helt så meget for de mænd jeg mødte, som jeg havde bildt mig ind. Min strategi var at være ligefrem og ærlig. Nemt, når der var alkohol involveret. Så min debut med skøre bryster og elskov, var i en mindre brandert. Flueben ved det. På en måde var det som at miste min mødom, en gang mere.

Sommeren kom. Jeg havde tabt ti kilo på et halvt år. En platinblond hanekam prydede mit hoved. Solbrændt, slank og glad tog jeg til bryllup hos min barndomsveninde. Fra hendes polterabend, hvor jeg havde haft betydelig mere tøj på, end til brylluppet, havde jeg tabt to kg. Så min veninde kiggede på mig, mens jeg klædte om hjemme hos hende. ”Nu må du altså ikke blive tyndere” sagde hun, med en bekymret stemme. Jeg beroligede hende med, at jeg havde det supergodt og at jeg var under opsyn hver tredje uge på sygehuset. Ingen grund til bekymring. Troede jeg.

Bryllupsfesten var skøn. Stadig single, blev jeg placeret ved siden af en ligeså single mand. Historien ville have været virkelig god, hvis jeg efterfølgende kunne fortælle at vi blev kærester og senere gift. Det gjorde vi imidlertid ikke. Så min civilstatus som single intakt. Drømmen om en kæreste levede stadig.

De weekender min datter var hos sin far, blev for det meste fyldt med sociale sammenkomster og byture. Sommeren bød på meget mere sjov og ballade end den foregående. Jeg følte mig levende, glad og rask. Lige på nær de dage jeg fik Herceptin. De var selvsagt ikke særlig skægge. Men igen, ikke noget at regne i forhold til kemo. Alt der var udfordrende blev målt i forhold til det. På den måde, så alting meget bedre ud. ”Jeg har prøvet det der er værre”, blev en sætning jeg brugte flittigt.

Selvom jeg nærmest krampagtigt holdt fast i, hvor godt jeg havde det, var der et lille men. For jeg kunne godt mærke, at jeg blev hurtigt træt og forpustet. Når jeg rejste mig blev jeg ofte svimmel og så stjerner. Det sagde jeg ikke noget om, når jeg var på sygehuset. Jeg orkede ikke mere bekymring. Slog det hen med, at det nok bare var fordi jeg stadig var påvirket af kemoens bivirkninger.

En fredag morgen skulle jeg gøre mig færdig til at tage på arbejde. Svimmelheden var der. Jeg var sent på den og ville skynde mig. Så tog svimmelheden til og jeg måtte lægge mig ned. Med flimmer og stjerner for øjnene, fandt jeg sengen. Det næste jeg husker, var lyden af min mobiltelefon der ringede. Omtumlet fik jeg den taget. En kollega spurgte tydelig frustreret: ”hvor bliver du af, det er din tur til at tage morgenbrød med”. Forvirret fik jeg svaret: ”undskyld, tiden må være løbet fra mig. Jeg kommer så hurtigt jeg kan”. Med en dundrende hovedpine fik jeg set hvad klokken var. Den var 8:25. Jeg skulle møde kl. 8 og sidst jeg havde set på uret var den 7:45. SHIT! Jeg måtte være besvimet og ligget der i godt og vel tre kvarter. Heldigvis var min datter hos sin far. Hunden lå trofast på gulvet lige ved siden af min seng. Da det gik op for mig hvad der var sket, blev jeg bange. Skrækslagen.

Uden helt at vide hvad jeg skulle gøre, ringede jeg tilbage til mit arbejde og fortalte hvad der var sket. I samråd med en kollega, besluttede jeg at ringe til lægen. Han, lægen, ville gerne se mig, for det lød jo alvorligt. Stadig omtåget satte jeg mig i bilen og kørte det kvarter, det tog at komme ned til lægen. Komplet uforsvarligt. Men i forvirringen vidste jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Med møje og besvær fik jeg parkeret og stavret mig op til min læge på 1. sal. Trapperne tog pusten fra mig og jeg troede at jeg ville besvime igen.

I skranken fik jeg meldt min ankomst. Sekretæren gik om og hjalp mig med at finde en stol. ”Du er jo helt bleg” fik hun sagt med en bekymret mine. ”Nååh” fik jeg mumlet. Lægen tog mig hurtigt ind. Først målte han mit blodtryk. 65/35, eller noget i den stil. Som sygeplejerske vidste jeg, at det var meget lavt. Ikke så mærkeligt at jeg havde været svimmel. Der blev ringet op på kemo ambulatoriet og fik besked på at tage derop. Selvom der ikke var langt fra lægen og til sygehuset, fik jeg en taxa.

Oppe på kemo ambulatoriet tog de igen mit blodtryk. Joh, det var jo helt galt. Dr. Kemo spurgte til nogen forskellige ting, som jeg ikke husker. Men jeg husker tydeligt, da jeg nævnte at jeg havde tabt mig 10 kg i løbet af de sidste 6 måneder. ”Har du sagt det til sygeplejerskerne, når du har været til behandling”? Blev der spurgt med store rynker i panden. ”Næh, skulle jeg det”? Det skulle jeg. For dosis blev beregnet efter vægten og nedjusteret ved ændringer på 5 kg. Herefter blev dosis nedsat betydeligt, ved resten af behandlingerne.

Forskrækkelsen gav mig en forståelse for, at Herceptin stadig var medicin. Stærk medicin. Selvom det ikke gav lige så slemme bivirkninger som kemo, var det stadig ikke saftevand der var i dropposen.

Samtidig lærte jeg også at lytte til min krops signaler. Og høre efter hvad sygeplejerskerne informerede mig om, når jeg var til behandling. Min ”la-la-la-la-LA-LAAA” med -fingrene-stukket -i -ørene-adfærd, var hverken sund eller klog. Tænk hvis min datter havde været hjemme. Det var ikke til at holde ud, at tænke på hvad der kunne være sket.

Selvom prognosen for helbredelse var god og Herceptin behandlingen kørte på skinner, var jeg stadig ikke helt så robust, som jeg gerne ville. Så jeg løftede foden fra speederen en anelse. I ”mål” skulle jeg nok komme. Hvad end det betød. Min følgesvend ”tålmod”, fandt igen sin plads i mit liv.

Under “gavepapiret”

Dagene på sygehuset gik hurtigt. Jeg havde ikke særlig ondt i det opererede bryst og jeg var i en helt anden sindstilstand, end ved den sidste operation. Slangen der stak ud af siden, skulle sørge for at dræne vævet, så det kunne hele, som det skulle. I løbet af et par dage, var der næsten ikke mere blod og snask i drænposen, så den kunne hives ud. YAY! Følelsen af at slagen blev trukket ud af brystet, var ikke helt så klam, som jeg huskede det. Muligvis fordi det opererede bryst, ikke havde den samme følsomhed mere. Faktisk føltes det nærmest dødt. Ligesom en stor del af venstre arm. En sorg, fyldte mig. Sorgen over at have mistet mit bryst og ikke kunne mærke det som før. Det kunne godt være, det blev pænt at se på. Men det ville aldrig kunne hamle op med mit gamle bryst, med evnen til at nyde kærtegn. Tanken: ”hvor skulle du skamme dig” dukkede op. Jeg skulle hellere være taknemmelig over at være i live. Sådan et bryst var en billig pris at betale for at have overlevet. Det andet bryst ville formentlig stadig ”virke” som det skulle.

Udskrivelsen nærmede sig og jeg havde endnu ikke set det færdige resultat. Det måtte jeg vente 10 dage mere på. For så længe skulle forbindingen sidde. SUK. Ventetid. Den værste tid. Altid. De næste 3-4 uger måtte jeg ikke bruge med den venstre arm. Heller ikke køre bil. Vente-vente. Næste besøg på sygehuset ville være om 10 dage, på plastic kirurgisk ambulatorium, hvor ”gavepapiret” skulle fjernes. Indtil da kunne jeg ikke tage brusebad, uden forbindingen var tapet forsvarligt ind i plastic. Bøvlet. Jeg måtte heller ikke løfte armen op over 45 grader. Alt i alt bare endnu mere bøvl.

Alligevel fik jeg fundet på løsninger, som gjorde at jeg i store træk kunne klare mig selv. Min datter var nu fire år og hun kunne selv klæde sig på og brugte heller ikke ble længere. Det kunne mærkes, at hun bedre kunne klare sig selv på mange punkter og forstod at samarbejde. For det meste. Hun kunne også blive rasende over, at jeg ikke kunne klare tingene så hurtigt som før. Når det skete blev jeg både vred og ked af det. Den forbandede sygdom. Igen måtte jeg væbne mig med tålmodighed. Holde ud, når min datter blev ude af sig over, at jeg ikke kunne hjælpe hende. NU. Lige der følte jeg mig som et offer. Det var urimeligt at skulle klare ”alting” selv. Længslen efter tosomheden med en mand voksede. En mand som kunne hjælpe, støtte, trøste og elske mig i al min elendighed. Sandheden var, at jeg ikke skulle klare ”alting” selv. Mine veninder handlede for mig. Kørte mig hvorhen jeg havde brug for. Sov hos mig. Lavede mad til os. Min datters far hjalp også, med hvad han nu kunne. Nogen gange kom han med aftensmad, is og et par film. Han puttede vores datter og lagde sig på den anden sofa. Så så vi film og spiste is. Det var rart. For vi havde fået et venskab, som gjorde det lettere at være syg og single. Jeg var heldig. Min datters far var blevet min bedste ven.

De ti dage var ved at være gået. Spændingen steg. Hvordan mon de nye bryster så ud? Jeg håbede på, at de var mega flotte. Struttende og lækre. Så min krop ville være fin og flot igen. Gid det måtte være sådan. Der var en lille tvivl. Men jeg havde set billeder af flotte, runde bryster, som så næsten ens ud på begge sider. Så jeg skød tvivlen væk. Mine bryster ville vidunderlige. Basta.

Endelig, ENDELIG, kom dagen hvor forbindingen skulle fjernes. Min veninde kørte mig dertil. Vi snakkede, grinede og fantaserede om hvor flot jeg ville være, i ”forlygte”-området. Jeg meldte mig ved skranken og blev bedt om tage plads og vente. FÅRK al den venten. Der gik 20 minutter. Intet skete. Vi sad bare og ventede. Utålmodig gik jeg op til skranken og spurgte om, hvor lang tid jeg skulle vente endnu, før det blev min tur. ”Det kan jeg ikke sige”, svarede sygeplejersken med en muggen mine. Venteværelset var fuldt. Al personale så stressede og jagede ud. Så jeg måtte gå tilbage og sætte mig. Yderligere 20 minutter gik. Min tålmodighed var sluppet op. Men jeg turde ikke gå til skranken endnu engang. ”Det her er bare ikke i orden” hvislede min veninde ud mellem tænderne og marcherede målrettet op til skranken. Hun fik sagt i meget klare og tydelige vendinger, at jeg altså havde ventet i over 40 minutter og i det mindste havde brug for en tidshorisont. Sygeplejersken undskyldte. Der var sygemeldinger blandt personalet, så deres dag var mildest talt kaotisk. ”Okay, men det kunne I da godt have sagt”, svarede min veninde surt. Jeg brød mig ikke om, når hun hidsede sig op på sygeplejerskerne. For jeg var jo selv en af slagsen, altså sygeplejerske og vidste at vilkårene ofte var urimelige at arbejde under. På den anden side, var det dejligt at hun tog styringen og fik sagt det, som jeg havde lyst til at sige. Eller nærmere råbe i frustration.

Efter en lille time, blev mit navn kaldt. Mit hjerte hamrede. Håndfladerne blev fugtige. Nu skulle jeg se resultatet. Det var så spændende. Ikke mindst på grund af ventetiden. Plastic kirurgen som havde opereret mig, var inde bag døren. Hun spurgte til hvordan jeg havde haft det. ”Jaah-joooh” jeg havde haft det godt nok. Jeg kunne ikke koncentrere mig om hendes spørgsmål. Den forbinding skulle af hurtigst muligt. Efter en kort udveksling af spørgsmål/svar, blev jeg bedt om at tage tøjet af overkroppen. Forbindingen var kæmpestor og fyldte hele brystkassen. Det der plaster som forbindingen var pakket ind under, sad godt fast. Derfor blev forsøgene med at fjerne det i et snuptag, smertefulde og mislykkede. Langsomt og møjsommeligt stod plastic kirurgen og lirkede plasteret af i kanterne, så hun til sidst kunne tage hele forbindingen af, uden flå skindet med.

Synet af mine nye bryster, havde jeg forstillet mig, ville gøre mig glad. Sådan gik det ikke. Skuffelsen var enorm. Mine bryster så slet ikke ud som dem jeg havde set på billederne. De var skæve og overhovedet ikke ens. Jeg kunne ikke sige noget. Plastic kirurgen var derimod yderst tilfreds. Hun synes at resultatet var ”utrolig flot” og ”det kunne ikke være bedre”. Dertil kom, at hun gerne ville tage billeder, så hun kunne bruge mig som et eksempel. Min veninde sagde heller ikke noget. Hun kunne tydeligt læse i mit ansigt, at jeg ikke var spor imponeret. Plastic kirurgen havde alt for travlt til at registrere min reaktion. Hun gik videre med at instruere mig i brugen af et elastik bånd, jeg skulle bruge henover det kunstige bryst, så det ikke ”kravlede opad”. Båndet skulle sidde stramt udenpå en særlig bh, som heller ikke var hverken behagelig eller pæn. Det andet, raske bryst, blev så også trykket nedad. Det gav ingen mening, da det var blevet løftet. Men jeg sagde ikke noget. Svarede blot på det allermest nødvendige. Udstyret med elastik bånd, grim bh og en ny tid om tre uger, gik vi slukørede ud til bilen.

Tårerne pressede sig på og fik frit løb, da vi kom ud i bilen. Hvordan skulle ”det der”, pegende på mine bryster, nogensinde blive flot? ”Det ser jo ud ad helvedes til”. Og det føltes ligesådan. Igen kom tankerne om at jeg skulle skamme mig. I det mindste havde jeg to bryster, som var pænere end før. Jeg havde overlevet kemo og herceptin behandlingen gik godt. Faktisk skulle jeg være taknemmelig for alt det jeg havde. Det var jeg også. Det meste af tiden. Bare ikke lige da jeg så de der bryster, som ikke levede op til mine forventninger. Håbet om at kunne vise mig nøgen og være intim med en mand, nogensinde, dalede. Tanken om at være single og ”uberørt” resten af mit liv, var ikke til at bære. For sådan måtte det gå, med de der grimme forlygter. Jeg var min egen værste fjende. Det indså jeg efter nogle lange timer i total offertilstand.

Jeg var mere end blot flotte bryster, langt hår og et kønt ansigt. Det vidste jeg godt. Alligevel pinte de nye brysters udseende mig mere, end jeg brød mig om at indrømme. Og så var jeg stadig for fed oveni. Jeg måtte finde ud af, at se min skønhed på en ny og mere nuanceret måde. Identitetskrisen lurede under overfladen. Blandet med skyldfølelse og taknemmelighed. Det var vanskeligt at rumme det hele. Men hvad havde jeg at vælge imellem? Ville jeg være offer eller ville jeg tage det hele som en udfordring? Nogen dage var det let at være stærk og taknemmelig og andre dage var jeg så meget offer, at jeg ikke kunne holde mig selv ud. Kunsten blev at være okay med begge dele og finde ud af at elske ”det som er”.

Nye forlygter

Nye bryster. Jeg var ekstatisk. Endelig skulle jeg have skiftet den hårde ekspander, ”baseballen”, ud med et blødere silikone implantat. Det andet bryst skulle have et løft, så jeg kunne se nogenlunde ens ud i begge sider. Operationen ville kræve et par dages indlæggelse og ville kunne klares med 3-4 ugers sygemelding. Alt sammen overkommeligt. Alt sammen skridt i den retning jeg kunne lide.

Forundersøgelserne var interessante. Mest hos plastic kirurgen. Der blev tegnet og fortalt. Vist billeder af andres nye bryster. Kvinder i samme situation som mig. Pæne billeder som gjorde, at jeg glædede mig endnu mere. ”Vil du have større bryster end du har nu”? Og ”er du tilfreds med størrelsen på din brystvorte”? På det ”skøre” bryst var der ingen brystvorte. Den ville blive lavet ved operationen, af noget af den hud, der ville blive fjernet fra det raske bryst, når det blev løftet. ”For vi kan godt lægge et silikone implantat i det raske bryst og lave din brystvorte mindre, hvis du gerne vil have det”. Jeg blev så overrasket over mulighederne, at jeg bare sagde ”tak”. Plastic kirurgen kiggede indgående på mig, med spørgende øjne. ”Tak”? Betyder det ”ja-tak” eller ”nej-tak”? Det første og vigtigste spørgsmål, som formede sig i mine tanker var, om det at få silikone i det raske bryst, ville gøre det vanskeligere at opdage, hvis der kom en knude der. Svaret var, at det ville muligvis være lidt sværere at opdage. Det afgjorde min beslutning. ”Nej-tak, ingen silikone i det raske bryst”. Og ”jeg er godt tilfreds med min brystvortes størrelse”, hørte jeg mig selv sige. Lige da jeg havde sagt det om brystvorten, kom jeg i tvivl. Måske var det pænere, hvis den blev lidt mindre. Men ”noget” inden i mig, gjorde at jeg ikke nævnte min tvivl. Tanken om at få lavet mere af min krop om, blot fordi det var pænere, forekom mig lige pludselig frastødende. Jeg havde ellers aldrig haft noget modstand på den slags. Nærmest tværtimod. Faktisk havde jeg fået lavet en mindre fedtsugning, på hofterne otte år tidligere. Så hvad der skete, overraskede mig. Da jeg mistede håret og mit ene bryst, skete der ”noget” i min bevidsthed. ”Noget” om at jeg var mere end en slank krop, et kønt ansigt med langt lyst hår og perfekte bryster. Med små brystvorter på. Min skønhed var mere end min krop. Selvom jeg alligevel, synes jeg var blevet for fed. Og jeg gerne ville se godt ud. Ambivalensen kørte for fuld gas.

Alt blev noteret i min journal. Jeg ville få et brev med den endelige dato for operationen. Så nu var det blot at vente. Og drømme om, hvordan det ville føles med et blødere bryst. Hvordan jeg ville komme til at se mere normal ud igen. Måske endda med flottere ”forlygter” end før.

En uges tid efter ankom brevet og jeg kunne nu begynde at forberede. Der var min datter og min hund, som skulle hjem til min datters far. Min veninde, som var med ved den første operation, meldte sig igen, som ledsager og chauffør. Planlægningen af denne indlæggelse foregik med en lethed og en forventningsfuld glæde. Intet kunne være ligeså slemt, som da jeg fik brystet fjernet og hvad der ellers var fulgt med, i den forbindelse.

Klokken 8:00 skulle jeg møde op på plastic kirurgisk senge afdeling. Med min veninde under den ene arm og min taske under den anden, gik jeg glad og frisk ind ad dørene på sygehuset. Sygeplejerskerne var venlige og jeg fik anvist min seng. Heldig som jeg var, og er, fik jeg en vinduesplads. Operationstøjet lå klar på sengen, så jeg kunne klæde om med det samme. Tidsplanen så ud til at holde og jeg ville blive kørt på operationsgangen, inden for en halv times tid. Alt klappede og inden jeg fik set mig om, kom portøren for at hente mig. Selve operationen ville ikke tage mere end godt og vel en time. Måske halvanden. Hvis opvågningen gik godt, ville jeg kunne være tilbage på afdelingen, i løbet af et par timer eller tre. Min veninde ville vente på mig. Det var dejligt at tænke på, at hun var der til at fejre endnu en milepæl.

Turen til operationsgangen var helt anderledes end sidst. Alt virkede lysere, lettere og tiden føltes anderledes. Som om det hele gik hurtigere. Portørens gode humør smittede. Inden i, var jeg spændt og samtidig rolig. Inde i det lille rum, man kommer i, inden selve operationsstuen, kom plastic kirurgen og begyndte at tegne med en sort tush, der hvor jeg skulle opereres. Igen fik jeg forklaret, hvad der skulle ske og hvor lang tid det ville tage. Det gjorde mig tryg og endnu mere rolig.

Da jeg kom op på bordet, skulle jeg have lagt drop. Narkosesygeplejersken kunne ikke finde en blodåre, som duede. Efter to mislykkede forsøg i armen, under store tårer og tænderes gnidsel fra min side, ville hun prøve i en af de mindre årer, på indersiden af underarmen, helt nede ved håndleddet. En ubærlig smerte jog fra armen og ud i hele kroppen, da hun stak. Jeg skreg og sprællede. Græd og bad dem finde på noget andet. Alle mine gamle oplevelser med fejlslagne stik, passerede for mit indre øje. Min puls var høj og jeg var bange. Min krop reagerede voldsomt. Lige et øjeblik, fik jeg tanken om at ville dø. Få det hele til at stoppe. NU. Narkosesygeplejerskens øjne flakkede et øjeblik. Hun undskyldte og måtte tænke hurtigt. En anden sygeplejerske var kommet til, sammen med lægen. De blev enige om at jeg måtte bedøves med en maske i en fart. Så kunne de lægge drop, når jeg var faldet i søvn. Sekunderne til bedøvelsen i masken virkede, synes uendeligt lange. Og bum, så var jeg væk.

Operationen godt. Præcis som den skulle, fik jeg fortalt af sygeplejerskerne på opvågningsstuen. Smerterne var til at udholde og kvalmen var velbehandlet. Men jeg havde fået en gevaldig hovedpine af bedøvelsen i masken. Heldigvis, var jeg i de bedste hænder og fik noget til at tage det værste. Hele min brystkasse var tapet ind og der hang en slange, med en pose for enden, ud af siden. Jeg tænkte på tapen, som gavepapir. For inden under gemte der sig mine nye bryster. Og i mit hoved også bedre muligheder, for igen at være intim med en mand. Chancerne for at få mig en kæreste, var steget betragteligt. Sådan tænkte jeg i hvert fald.

I løbet af en halv times tid, var jeg klar til at komme tilbage på senge afdelingen og min veninde.

På mit sengebord stod en buket tulipaner, som min veninde, blandt andet, havde brugt ventetiden på at købe. Vi krammede og mindes, da hun var med ved den første operation. Hvor hun fik et opkald om sin mors død. Den dag havde været surrealistisk og vanvittig for os begge to. Så denne operation og ventetid, havde været en helt anderledes og rar oplevelse for hende. Jeg kunne se, at blomster ikke var det eneste tiden var gået med. Poserne vidnede om, at min veninde havde hygget sig og haft overskud til at forkæle sig selv, med både undertøj og nye sko. Vi grinede mens hun viste mig sine indkøb og priste os lykkelige for, hvor vi var i vores liv nu. Selvom oplevelsen med stikkeriet, havde været hæslig, var situationen alt i alt på plussiden.

Eftermiddagen var gået og trætheden overmandede mig. Min veninde og jeg krammede farvel og på gensyn. Endnu en begivenhedsrig dag. Op og nedture. Men mest op. For bag forbindingen gemte sig en dejlig gave. Som ville være med til, at give mig noget af det jeg længtes efter. En kæreste. Troede jeg….

Søndagsopkald fra Dr. Kemo

Året var 2006 og jeg havde besluttet, at det skulle blive et bedre år, end det foregående. Jeg ville tilbage på fuld tid, på mit arbejde. Blive sund og stærk igen. Gro en flot frisure. Få syet et nyt blødere bryst og finde en kæreste. Alt sammen gerne meget hurtigt. Utålmodigheden var til at tage og føle på. NU skulle jeg tilbage til mit gamle liv og intet skulle stoppe det.

Men, sådan gik det ikke helt. Min tålmodighed blev sat på endnu en prøve. Den anden søndag i januar, ringede overlægen, Dr. Kemo, til mig. Mit hjerte fløj helt op i hjernen. Tusind katastrofetanker nåede at cirkulere, inden han fik fortalt sit ærinde. Der var netop givet tilladelse til, at et stof som forskning viste, ville nedsætte risikoen for tilbagefald, med 50%, måtte bruges til behandling. Og jeg var kandidat. Den type kræft som jeg havde haft, var lige præcis den, dette stof virkede på. Pyyyyyh, det var gode nyheder. Stoffet hed Heceptin og jeg skulle have 17 behandlinger. Med tre ugers mellemrum. I drop. På kemoambulatoriet. Kvalmen indfandt sig omgående. Det mindede alt, alt for meget om det, jeg havde forsøgt at lægge afstand til. Overlægen forklarede, at ud over de oven nævnte fællestræk, så var Herceptin og kemoterapi ikke at sammenligne. For det første ville jeg ikke tabe håret. PHEW. For det andet, ville jeg formentlig blot opleve lidt influenza symptomer, en dag eller to efter behandlingen. Okay. Det lød jo ikke så slemt. Pulsen faldt i takt med mængden af information.

Grunden til at overlægen ringede på en søndag, var at han gerne vil have mig i gang med behandlingen hurtigst muligt. Så allerede i løbet af den kommende uge skulle jeg til en hjertescanning, for en af bivirkningerne var, at hjertet kunne tage skade. Midlertidigt. For at være mere præcis, var der risiko for at hjertes evne til at klemme blodet ud og rundt i kroppen kunne svækkes. I forvejen havde det ene kemostof, det røde, muligvis allerede gjort skade på hjertet. Så for at afgøre om min krop var stærk nok, måtte jeg have en scanning.

Sådan en scanning var en omstændig affære. Først skulle der tages en blodprøve. En stor en. Som uden undtagelse var et mareridt. Nålen synes kæmpestor og da jeg kun måtte stikkes i den højre arm, var det svært at finde en blodåre der ikke var ødelagt af kemo og arvæv. Tre stik med snot, gråd og jammer og det lykkedes. Blodet skulle tilsættes noget radioaktivt stof og så sprøjtes tilbage i min arm. Det tog omkring en halv time, at få det blandet. Min veninde var heldigvis med til at holde hånd og dele ventetiden med mig. Al den gamle sygehus- og nåleskræk blev aktiveret igen. Tanken om at sige ”nej-tak” og gå hjem, fyldte det hele. Jeg magtede ikke mere sygehus. Ikke mere medicin. Ikke mere nåle. Det passede slet ikke ind i min plan. ÆV.

I scanneren skulle jeg ligge på en smal hård briks. Helt stille. En kæmpestor maskine blev langsomt kørt hen over brystkassen. Det var et slags kamera, der skulle måle hvor meget hjertet kunne tømme sig. Det tal, som blev målt i %, var afgørende for om jeg måtte få behandlingen. Det tog mellem 15 og 20 minutter at få lavet scanningen. Det føltes som en uendelighed, at ligge helt stille og overladt til mine egne tanker. Endelig var det overstået og jeg kunne gå hjem. For den dag.

Ugen efter skulle jeg til samtale med overlægen, for at få svarene. Min veninde var igen med. Uden hende var jeg ikke sikker på, jeg overhovedet var dukket op. Modstanden var massiv. Tallene var gode. Behandlingen kunne sættes i gang. Inden jeg var helt ”køreklar”, skulle jeg også have målt blodtryk, lyttes på lungerne og vejes. Min vægt ville være det, som dosis blev udmålt efter.

Vægten viste 62,9 kg. FÅÅÅÅÅRK, nu var jeg næsten oppe på at have taget 9 kg på, siden jeg sluttede med mit ”juice”, et halvt år tidligere. Øv! Jeg hadede at have fået så mange kilo flæsk på sidebenene.

Den første omgang Herceptin skulle løbe ind over 6 timer. Derefter et par timers observation. En hel dag med nåle, sygehus og ny medicin. Suk! Igen stillede min veninde trofast op. Sygeplejersken der skulle lægge drop, måtte opgive armen og det endte med, at jeg fik det lagt droppet i den store fede blodåre ved anklen. Der lå jeg med dyne og pude, i ”flysædet”, med sygeplejersker til at varte mig op. Servicen var i top. Selskabet var i top. Hvad der var knap så meget i top, var da jeg blev tissetrængende. Med dropstativ, drop i foden og influenza-feeling, humpede jeg ud på toilet. Faktisk var det morsomt. Mest fordi min veninde var der og hun kunne altid få det hele til at være sjovt. Så vi grinede og fumlede. Heldigvis kunne jeg holde mig så meget, at jeg kunne nøjes med to toiletbesøg på de 6 timer.

Bagefter skulle jeg blive på afdelingen, til observation. Heldigvis uden at have tilsluttet droppet. Men stadig med venflon i foden. Og det sad præcis sådan, at jeg ikke kunne bøje foden ret meget. Bivirkningerne var ingenting i forhold til kemo. Det var nærmest som en lille influenza, med lidt feber og træthed. Præcis som Dr. Kemo havde fortalt. Min krop tålte stoffet, så de næste 16 behandlinger ville det kun tage en times tid, pr. gang. Lettelsen var stor. Mine tanker om at stikke af og pjække, var væk. Det føltes alligevel trygt og godt, at være tilbage på sygehuset. Så jeg kunne blive holdt øje med det næste års tid.

Modet og håbet om, at komme til at arbejde som før, blive sund og smuk igen, levede stadig. Panikken, angsten og modstanden var som i en parentes. Mindre tilbageslag i min fine plan. Det skulle nok gå godt. Alt ville blive godt. Det var sikkert og vist.

Et år

Efteråret gik og håret voksede. Hverdagen blev lidt mere overkommelig og overskuddet vendte langsomt tilbage. Jeg gik til samtaler med rådgiveren hos Kræftens Bekæmpelse. Hun gav mig en opgave. ”Skriv et brev til sygdommen. Fortæl hvad det har betydet for dig, at være blevet syg”. Tanken om at skrive sådan et brev, fyldte mig med modvillighed. Når det blev skrevet ned, var det lidt mere virkeligt og ”in my face”. Alligevel ville jeg godt give det et forsøg. Rådgiveren måtte have oplevet, at det havde virket godt for nogen, så hvorfor skulle det ikke også virke for mig? Vi aftalte at mødes lige før jul. Så var der næsten gået et år siden jeg opdagede knuden.

Mørket uden for påvirkede mit humør. Hvert efterår og vinter oplevede jeg en muthed, som føltes som en tung dyne, over mit ellers lyse sind. Sådan havde det været siden min søster døde 14 år tidligere. Så der var virkelig dobbelt op på udfordringen i, at finde sprækker med lys. Et lyspunkt var, at mine smagsløg nu var normaliserede, så mad, kage og chokolade smagte virkelig godt. Trøstespisningen tog til. Alle de kilo jeg havde besluttet mig for ikke at tage på, under behandlingen, kom snigende i det efterår. 8 kg for at være helt præcis. Min forfængelig led. Godt nok havde jeg fået lidt hår på hovedet. Brystet havde fået en størrelse, som gjorde at bluserne sad pænt igen. Men, bukserne strammede og kinderne blev runde. Alt for runde efter min mening.

Brevet skrev jo ikke sig selv og deadline nærmede sig. Hvordan skulle jeg starte brevet? ”Kære sygdom”…. Arh, det var alligevel lige rigeligt venligt at skrive sådan, til noget som havde dræbt min søster, skræmt mig fra vid og sans, og budt mig på en angst, som jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville kunne slippe af med. Slettede ”Kære” og skrev blot, ”Sygdom”. Jeg beskrev hvilke følelser jeg havde oplevet, fra jeg opdagede knuden, blev diagnosticeret, opereret og fik kemoterapi. Chok, Angst, afmagt, panik, sorg, vrede og udmattelse, var nogle af ordene. Som brevet skred frem, skete der noget. Mine tanker og mine følelser blev mere nuancerede. Ord som taknemmelighed, klarhed, tro, håb og kærlighed, så jeg også mig selv skrive ned på papiret. Kontrasterne, eller modpolerne om man vil, var blevet uendeligt meget tydeligere i mit liv. Ikke noget leverpostej-liv. Rutsje turene vidnede om at jeg rummede begge dele. Sorg og glæde, mod og mismod. ”Intet uden det andet”, som Louise Hay skrev i sin bog, helbred dit liv, gav nu fuldstændig mening. Jeg endte med at skrive ”Kære Sygdom” som start alligevel. Det føltes helt rigtigt og bedre end blot ”Sygdom”.

December er en af mine yndlingsmåneder, hvor jeg pynter med masser af lys, nisser, hjerter og engle. Og på det tidspunkt var min datter tre år og julen det mest vidunderlige eventyr, med små overraskelser hver dag, i pakkekalenderen. Dagen hvor aftalen med rådgiveren kom. Brevet havde jeg underskrevet og lagt i en pæn konvolut med lyserødt foer. I lokalet hvor rådgiveren og jeg skulle tale sammen, var der tændt stearinlys og en lille skål med hjemmebagte pebernødder stod på bordet. Sammen med den obligatoriske kasse kleenex. ”Vil du læse brevet højt for mig”? spurgte hun mig venligt. Med rystende hænder og en kæmpe klump i halsen, tog jeg brevet ud af konvolutten. Tårerne pressede på og sved bag øjenlågene. Hjertet bankede hårdt og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Rådgiveren rakte mig en snotklud fra æsken. Pyha, følelserne kørte for fuld udblæsning og jeg havde ikke engang læst den første sætning. Tålmodigt ventede hun på, at jeg fik mig samlet nok sammen til, at kunne se noget og læse starten på brevet. Selvom det var et forholdsvist kort brev, tog det lang tid at læse højt. Da jeg endelig havde fået hakket, snøftet og snottet mig igennem, bredte der sig en varm følelse af lettelse og forløsning. Nærmest helt magisk, tænkte jeg. Rådgiveren kiggede mildt på mig og spurgte, hvad der skete inden i mig. Med en uforklarlig ro, kunne jeg fortælle om den transformation jeg netop havde oplevet. Hadet til sygdommen havde forvandlet sig. Ikke ligefrem til kærlighed. Nærmere til en ydmyghed og en følelse af, at min bevidsthed lige havde vokset med flere størrelser, på ultra kort tid. Vi talte om livets finurligheder og aftalte, at denne gang var den sidste vi skulle mødes. Med et ”glædelig jul”, blev jeg sendt ud i verden igen. Som en forvandlet kvinde. Hvordan det var gået til, begreb jeg ikke. Men jeg mærkede det. Tydeligt. Håbet, modet og viljen til at få det bedre, føltes umådelig stærkt. Og nærende.

23. december var etårsdagen, for opdagelsen af knuden, som skulle ændre mit liv. Jeg havde frygtet, hvilke tanker og følelser der vil dukke op i den forbindelse. Så jeg havde forberedt mig. Dagen var planlagt. Min datter skulle hjem til sin farmor og farfar, med sin far og fejre lillejuleaften. Juleaften skulle fejres sammen med min familie. Forholdet mellem min datters far og jeg var blevet til et stærkt venskabsbånd, hvorfor det var helt naturligt, at jeg tog med hjem til farmor og farfar, og han tog med hjem til min familie dagen efter. Sygdommen havde også været med til, at jeg kunne se hvor heldig jeg var. Selvom min datters far og jeg ikke var et par længere og aldrig ville blive det, føltes det kærligt, varmt og ægte at være sammen med min gamle svigerfamilie.

Et år var gået. På det år var jeg blevet 50 år klogere. Mit hjerte 50 millioner kilometer større og min krop mindst 50 måneder ældre. Taknemmeligheden var altoverskyggende den jul. Lykken smilede glimtvist til mig. Mit liv havde igen fået retning. Jeg følte kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Præcist som jeg havde ønsket mig.

Gro, gro, gro!

Dagene efter den sidste ”juice” gik med at iagttage min hovedbund. På den konto gik det godt nok langsomt, med at se nogen som helst form for udvikling. Jeg havde spurgt sygeplejerske oppe på kemoambulatoriet, om hvornår jeg kunne forvente, at mit hår ville begynde at gro igen. Deres bud var mellem 6-8 uger. Utrolig lang tid. En evighed føltes det som. Utålmodigt mærkede jeg mange gange dagligt på den skaldede isse, om de måske skulle have undervurderet min evne til at gro hår. Det havde de ikke. Øv.

Efter ca. 6 uger begyndte der at vokse nogen småbitte bløde babyhår. Ikke nogen tæt hårpragt, men dog hår, som kunne skimtes og mærkes, når jeg lod mine hænder glide henover hovedet. Håret blev en slags målestok for, hvor langt fra sygdomsforløbet jeg var. Hvor rask jeg var.

Trætheden, tungheden og ubehaget fortog sig langsomt. Trætheden slap aldrig, men de andre ting blev bedre med tiden. Den træthed jeg kom til at kende, var ikke at jeg sov meget. Faktisk var det vanskeligt at finde ro i kroppen og ikke mindst i hovedet, så jeg kunne sove en hel nat og vågne udhvilet næste morgen. Måske i virkeligheden derfor, jeg var så ualmindelig træt.

Jeg havde forestillet mig en lykkefølelse ville indfinde sig, nærmest øjeblikkeligt, efter at have afsluttet sidste kemo. Den kom ikke. Tværtimod. Fortvivlelsen, angsten og en dyb følelse af at være fortabt fyldte mig. På ingen måde kunne jeg forstå, hvorfor det var sådan. Jeg var jo færdig med kemo, skulle ikke have mere medicin og jeg var rask. Havde overlevet. Indtil videre i hvert fald. For tvivlen, usikkerheden red mig som en mare. Hvad nu hvis kræften kom tilbage. Hvad nu hvis jeg alligevel skulle dø. Afkræftet, mager og med ubeskrivelige smerter som min storesøster. Fra min datter.

Nogen morgener, de fleste faktisk, i det første halve år, begyndte med en altoverskyggende knugende følelse af angst, som vred sig som en stor hård knude i mit bryst. Tårerne var umulige at holde tilbage, men jeg gjorde forsøget de dage min datter var hjemme hos mig. Hun skulle ikke mærke den samme angst som jeg gjorde. Det gjorde hun måske alligevel, men hun var for lille til at udtrykke det med ord.

Længslen efter mit gamle liv var stærk. Mit arbejde ventede trofast på mig. Kollegaer havde sendt mig hilsner og blomster. Min souschef havde været på besøg hjemme hos mig og forsikret mig om, at jeg havde et job at vende tilbage til. Mit arbejde blev en af mine livliner. Jeg fik lov at vende tilbage på en deltidssygemelding. Så jeg langsomt kunne komme tilbage på fuldtid, på en ordentlig og værdig måde. Den imødekommenhed varmede. Mine kollegaers tålmodighed og kærlige måde at møde mig på, var livsbekræftende og virkede som den næring, jeg havde brug for, så jeg kunne blive hel igen, på mit arbejde. Min arbejdsidentitet var vigtig.

Vi havde aftalt, souschefen og jeg, at jeg skulle starte når mit hår var langt nok til, at kunne være en slags frisure. Så med en centimeter, helt snehvidt, afbleget hår, mødte jeg op på arbejde med bankende hjerte. Var jeg overhovedet stærk nok til at være noget for nogen?

I de få timer jeg var på arbejde i starten, gik det nogenlunde. Afbrækket fra de mange timer hjemme, gjorde godt. Visheden om at jeg havde forstående kollegaer og en ledelse i ryggen, gjorde at jeg også selv turde tro på, at jeg stadig havde en berettigelse på arbejdsmarkedet. Dagene hvor jeg måtte ringe og fortælle, at jeg ikke magtede at komme, på grund at angst og tårer, blev langsomt færre og færre. Timerne og opgaverne voksede en lille smule uge for uge. Bare det at kunne fungere en brøkdel af hvad jeg kunne før sygdommen, gav mig håb og mod til at klø på. Jeg VILLE have et liv med glæde, lykke, mening og retning.

Alligevel indfandt lykkefølelsen sig ikke. Og jeg skammede mig over det. Jeg burde jo føle mig taknemmelig, lettet og lykkelig over at have overlevet. At leve. At have min datter, mine venner, min familie, mit arbejde og min førlighed. Jeg kunne ikke begribe hvad der var galt med mig, når nu jeg ikke havde det sådan.

Efter tre måneder fra den sidste kemo, skulle jeg til kontrol. Jeg var skrækslagen. Tænk, hvis nu blodprøven viste at jeg alligevel ikke var rask, eller lægen ville finde ”noget” et sted i min krop. Heldigvis havde både lægen og sygeplejersken oplevet dette scenarie mange gange før. De forsikrede mig om, at jeg reagerede helt normalt og at mange oplevede sådan nogle følelser. Jeg fik en brochure med hjem om, hvad kræftens bekæmpelse havde af tilbud, til sådan en som mig.

Måske jeg kunne finde den hjælp jeg havde brug for der. I brochuren stod der, hvornår man kunne komme og tale med en slags rådgiver. Ikke noget med at bestille tid, man skulle blot møde op. Med følelserne uden på tøjet, trådte jeg på rystende ben inden for døren, hos den lokale afdeling af kræftens bekæmpelse. Egentlig magtede jeg ikke at fortælle en fremmed, om alt det der rumsterede inden i, men jeg kunne på den anden side heller ikke udholde ikke at gøre noget. Jeg blev mødt af en venlig, moden og slank kvinde med et varmt håndtryk og et kærligt blik. Hun viste mig hen i en sofa, som stod i en hyggelig krog. Jeg blev budt på the og kaffe. En kasse med klenex stod på bordet. Velforberedte, det var de. Bare ved synet af kassen, fik jeg tårer i øjnene. Kort tid efter dukkede en anden kvinde op. Rådgiveren. Med en rolig og kærlig mine, bad hun mig fortælle, hvad der havde bragt mig derhen. Grædende fortalte jeg om hele forløbet og fik også fortalt om mine bekymringer om fremtiden og at jeg ikke forstod hvorfor, jeg var så ulykkelig.

Rådgiveren, ligeledes en moden kvinde med et varmt og venligt blik, beroligede mig med, at min reaktion og mine følelser var helt normale. Præcist som både lægen og sygeplejersken havde sagt. Så var det nok sandt. Jeg var ikke blevet underlig, utaknemmelig og selvcentreret. Når der var tre der havde sagt det samme, turde jeg godt begynde at tro på, at det ville gå over igen. Og at jeg var helt normal.

Ønsket om at finde min plads, finde mig selv i mit ”nye” liv, med mit ”nye” bryst og min ”nye” frisure var dybtfølt, nærværende og ikke til at overhøre. Jeg VILLE have det bedre.

Sammen med rådgiveren fandt jeg min sprække af lys. Hendes rolige, tålmodige og helt igennem kærlige fremtoning, var en lise for min sjæl. Den sprække af lys, ville jeg gøre så stor, at lyset ville omslutte mig og hele min forslåede sjæl. Med hjælp fra rådgiveren, håbede jeg på det ville ske. Det var målet. Jeg VILLE føle kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Punktum. Basta.

I Jennifer Lopez´s undertøj.

Endelig kom dagen, hvor der skulle flag på bordet oppe hos kemo ambulatoriet. Det får man, når det er den sidste gang. Så holdes der fest. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, for jeg havde taget en beroligende pille om morgen. Med kemien rullende i årene, synes livet sjovt og spændende. Blodprøver gik som en leg. Kvalmen var velbehandlet med ”numsepiller”. Alt hvad der kunne tages piller for, havde jeg fået.

Sygeplejerskerne havde flaget, min ”juice” og drop klar til min ankomst. Stikket gik fint og det hele kørte efter planen. Flaget signalerede til de andre, at nu var jeg endelig ved at været ”på den anden side”. Med længselsfulde blik, havde jeg kigget på flagene på mine medpatienters borde, når de var i mål. Joh, denne dag skulle fejres.

Smilet og den gode stemning, fik en brat slutning, da kvinden skråt overfor, havde fået lagt sit drop skidt og kemoen sivede ud i vævet i hendes arm. Meget hurtigt fik sygeplejerskerne slukket for droppet og hevet det ud. Mere nåede jeg ikke at se, før de trak gardinerne for. Min medpatient græd og stemmerne bag gardinet, bar præg af panik. I løbet af få minutter blev hun kørt ud af stuen, med et par sygeplejersker og en læge omkring sig. To personer kom ind, klædt i hvad der mest af alt lignede rumdragter. De skulle fjerne det kemo der var røget på gulvet og rydde op. I mens alt dette foregik, sad to andre og jeg selv og fik ”juicen” kørt lige ind i årerne. Jeg vidste godt at det var gift, men da de to ”astronauter” gik og gjorde rent med store handsker og masker, blev der sat en stor fed streg under gift.

Hele stuen var ramt af chok. Kvinden havde også flag på bordet. Sygeplejerskerne forsikrede os om, at hun var i de bedste hænder og at sådan noget skete meget sjældent. I min skævhed, havde jeg vanskeligt ved at forholde mig til, hvad der lige var sket. Det var alt for skræmmende. Heldigvis havde jeg min veninde med, som jeg kunne dele oplevelsen med.

Sidste pose blev hængt op og stemningen var blevet lidt lettere igen. Jeg glædede mig til at få det overstået og komme ud og videre med mit liv. To af mine venner, det par jeg havde været til fest hos som Tove, kom og hentede min veninde og mig. Vi skulle på cafe og fejre milepælen. ”Farvel og tak for nu”, sygeplejerskerne vinkede og med en følelse af frihed forlod jeg sygehuset med mine venner.

Da vi gik ned af strøget i retning af cafeen, husker jeg følelsen af lykke og lettelse. Resten af dagen forløb i fred og kærlighed. På beroligende piller og i selskab med nogen af mine bedste venner. Vi snakkede og grinede, spiste og grinede noget mere. Noget vi morede os meget over var, at dagen efter skulle jeg til København og lave en fotoserie og en artikel til et magasin. Med skørt bryst og skaldet hoved, skulle jeg være model for en dag. I min pillerus, var det verdens sjoveste og bedste idé.

Godt pumpet med medicin, kørte vi mod København næste morgen, min veninde og jeg. Vi vidste ikke så meget om hvad der skulle ske, men det var lige meget. For vi var sammen og jeg var færdig med kemo. Færdig med at være syg. Livet lå for mine fødder og den første dag i resten af mit liv, skulle bruges på noget, som jeg håbede ville kunne vise andre kvinder, at man godt kunne se flot ud, trods skamferet krop og uden hår. Ægte, sårbart og stærkt. Og grænseoverskridende. Hjertet hamrede for fuld gas af spænding.

Vi blev mødt af søde mennesker, som viste os ind i et studie. Der var mange mennesker, som myldrede rundt med venlige ansigter. En sød ung kvinde tog mig med ind, hvor jeg kunne klæde om. En stor vamset badekåbe blev lagt frem. For jeg skulle have alt mit tøj af, for at undgå mærker efter strømper, trusser og bh. En anden kvinde kom og fortalte hvad de havde planlagt, jeg skulle have på og hvordan det ville foregå. Alt sammen ukendt, anderledes og sjovt. Selvom det var på anden dagen efter ”juice”, gik det overraskende okay.

En make-up artist kom til. Med bløde børster og pensler, blev mit ansigt mere glamourøst og friskt at se på. Jeg var stadig nede over at mine øjenvipper var faldet af, så da de foreslog at klistre nogen kunstige på, var jeg straks med på ideen. Helt let var det ikke. Overhovedet. For der var ikke rigtig noget at sætte de kunstige vipper fast på. Så, det blev ikke som jeg havde håbet. Heldigvis var make-up artisten dygtig og fik helheden til at se flot ud.

Stylisten havde valgt noget lyserødt gennemsigtigt undertøj. Nok hvad man kalder lingeri. Småbitte trusser og en slags top med flæser. Pyyyyha, jeg sank en ekstra gang og tog det på. Sådan noget havde jeg alligevel aldrig haft på før. Et par tårnhøje stiletter blev stillet frem. Tynde høje hæle og med nogle fjer ovenpå. De så dyre ud. Så kom hun med en masse smykker. Normalt bruger jeg ikke den slags. Og da slet ikke sådan nogen store og tunge nogen. Men slutresultatet blev eksklusivt og lækkert. Jeg følte mig feminin. Kvindelig. “Graver” go home.

Da jeg var tilpas dresset op, gik vi ind til fotografen. Der var hængt en stort lyserød baggrund op. Foran den var der et podie, som jeg skulle stå på. Jeg blev instrueret i, hvilke vinkler som ville vise mit ”skøre” bryst bedst. Formålet var at vise, hvordan sådan et bryst med en ekspander i, så ud. På et tidspunkt får jeg en kæmpestor ”Yvonne-hat” på. I høje sko og med masser af kemi i kroppen, var det svært at holde balancen, posere og ose af lækkerhed. Men det var sjovt og vi grinede en masse. Lige der, var jeg tilstede i nuet. Tænkte ikke på sygdom, kemo, fremtiden eller om det her nu var sådan en god ide, eller ej.

Tiden gik hurtigt og inden jeg så mig om, var vi færdige. Min veninde havde været der hele tiden og hun forsikrede mig, at det her var smukt, meningsfuldt og ville kunne gøre en forskel for andre kvinder. Det føltes også sådan. Træt, glad og fyldt op i hjernen og hjertet, kørte vi hjem igen. Køreturen varede omkring tre timer. I den tid fik vi grinet endnu mere og fordøjet dagens indtryk.

Hjemme i min seng, lå jeg og gennemgik de sidste dages oplevelser. Jeg var ”mæt”. Det lange kemo-forløb var endelig slut. Som ”le grand finale” var jeg blevet foreviget i min allerringeste og sårbare periode. Sat mit lille aftryk, med hvad jeg var. Lige der. Det føltes stærkt. Levende.

Fyldt med lettelse og taknemmelighed, lagde jeg mig til at sove. Igen var jeg på vej tilbage til det liv, som jeg havde længtes efter. Jeg havde klaret det.

Alt var godt.