Tag: nye bryster

Under “gavepapiret”

Dagene på sygehuset gik hurtigt. Jeg havde ikke særlig ondt i det opererede bryst og jeg var i en helt anden sindstilstand, end ved den sidste operation. Slangen der stak ud af siden, skulle sørge for at dræne vævet, så det kunne hele, som det skulle. I løbet af et par dage, var der næsten ikke mere blod og snask i drænposen, så den kunne hives ud. YAY! Følelsen af at slagen blev trukket ud af brystet, var ikke helt så klam, som jeg huskede det. Muligvis fordi det opererede bryst, ikke havde den samme følsomhed mere. Faktisk føltes det nærmest dødt. Ligesom en stor del af venstre arm. En sorg, fyldte mig. Sorgen over at have mistet mit bryst og ikke kunne mærke det som før. Det kunne godt være, det blev pænt at se på. Men det ville aldrig kunne hamle op med mit gamle bryst, med evnen til at nyde kærtegn. Tanken: ”hvor skulle du skamme dig” dukkede op. Jeg skulle hellere være taknemmelig over at være i live. Sådan et bryst var en billig pris at betale for at have overlevet. Det andet bryst ville formentlig stadig ”virke” som det skulle.

Udskrivelsen nærmede sig og jeg havde endnu ikke set det færdige resultat. Det måtte jeg vente 10 dage mere på. For så længe skulle forbindingen sidde. SUK. Ventetid. Den værste tid. Altid. De næste 3-4 uger måtte jeg ikke bruge med den venstre arm. Heller ikke køre bil. Vente-vente. Næste besøg på sygehuset ville være om 10 dage, på plastic kirurgisk ambulatorium, hvor ”gavepapiret” skulle fjernes. Indtil da kunne jeg ikke tage brusebad, uden forbindingen var tapet forsvarligt ind i plastic. Bøvlet. Jeg måtte heller ikke løfte armen op over 45 grader. Alt i alt bare endnu mere bøvl.

Alligevel fik jeg fundet på løsninger, som gjorde at jeg i store træk kunne klare mig selv. Min datter var nu fire år og hun kunne selv klæde sig på og brugte heller ikke ble længere. Det kunne mærkes, at hun bedre kunne klare sig selv på mange punkter og forstod at samarbejde. For det meste. Hun kunne også blive rasende over, at jeg ikke kunne klare tingene så hurtigt som før. Når det skete blev jeg både vred og ked af det. Den forbandede sygdom. Igen måtte jeg væbne mig med tålmodighed. Holde ud, når min datter blev ude af sig over, at jeg ikke kunne hjælpe hende. NU. Lige der følte jeg mig som et offer. Det var urimeligt at skulle klare ”alting” selv. Længslen efter tosomheden med en mand voksede. En mand som kunne hjælpe, støtte, trøste og elske mig i al min elendighed. Sandheden var, at jeg ikke skulle klare ”alting” selv. Mine veninder handlede for mig. Kørte mig hvorhen jeg havde brug for. Sov hos mig. Lavede mad til os. Min datters far hjalp også, med hvad han nu kunne. Nogen gange kom han med aftensmad, is og et par film. Han puttede vores datter og lagde sig på den anden sofa. Så så vi film og spiste is. Det var rart. For vi havde fået et venskab, som gjorde det lettere at være syg og single. Jeg var heldig. Min datters far var blevet min bedste ven.

De ti dage var ved at være gået. Spændingen steg. Hvordan mon de nye bryster så ud? Jeg håbede på, at de var mega flotte. Struttende og lækre. Så min krop ville være fin og flot igen. Gid det måtte være sådan. Der var en lille tvivl. Men jeg havde set billeder af flotte, runde bryster, som så næsten ens ud på begge sider. Så jeg skød tvivlen væk. Mine bryster ville vidunderlige. Basta.

Endelig, ENDELIG, kom dagen hvor forbindingen skulle fjernes. Min veninde kørte mig dertil. Vi snakkede, grinede og fantaserede om hvor flot jeg ville være, i ”forlygte”-området. Jeg meldte mig ved skranken og blev bedt om tage plads og vente. FÅRK al den venten. Der gik 20 minutter. Intet skete. Vi sad bare og ventede. Utålmodig gik jeg op til skranken og spurgte om, hvor lang tid jeg skulle vente endnu, før det blev min tur. ”Det kan jeg ikke sige”, svarede sygeplejersken med en muggen mine. Venteværelset var fuldt. Al personale så stressede og jagede ud. Så jeg måtte gå tilbage og sætte mig. Yderligere 20 minutter gik. Min tålmodighed var sluppet op. Men jeg turde ikke gå til skranken endnu engang. ”Det her er bare ikke i orden” hvislede min veninde ud mellem tænderne og marcherede målrettet op til skranken. Hun fik sagt i meget klare og tydelige vendinger, at jeg altså havde ventet i over 40 minutter og i det mindste havde brug for en tidshorisont. Sygeplejersken undskyldte. Der var sygemeldinger blandt personalet, så deres dag var mildest talt kaotisk. ”Okay, men det kunne I da godt have sagt”, svarede min veninde surt. Jeg brød mig ikke om, når hun hidsede sig op på sygeplejerskerne. For jeg var jo selv en af slagsen, altså sygeplejerske og vidste at vilkårene ofte var urimelige at arbejde under. På den anden side, var det dejligt at hun tog styringen og fik sagt det, som jeg havde lyst til at sige. Eller nærmere råbe i frustration.

Efter en lille time, blev mit navn kaldt. Mit hjerte hamrede. Håndfladerne blev fugtige. Nu skulle jeg se resultatet. Det var så spændende. Ikke mindst på grund af ventetiden. Plastic kirurgen som havde opereret mig, var inde bag døren. Hun spurgte til hvordan jeg havde haft det. ”Jaah-joooh” jeg havde haft det godt nok. Jeg kunne ikke koncentrere mig om hendes spørgsmål. Den forbinding skulle af hurtigst muligt. Efter en kort udveksling af spørgsmål/svar, blev jeg bedt om at tage tøjet af overkroppen. Forbindingen var kæmpestor og fyldte hele brystkassen. Det der plaster som forbindingen var pakket ind under, sad godt fast. Derfor blev forsøgene med at fjerne det i et snuptag, smertefulde og mislykkede. Langsomt og møjsommeligt stod plastic kirurgen og lirkede plasteret af i kanterne, så hun til sidst kunne tage hele forbindingen af, uden flå skindet med.

Synet af mine nye bryster, havde jeg forstillet mig, ville gøre mig glad. Sådan gik det ikke. Skuffelsen var enorm. Mine bryster så slet ikke ud som dem jeg havde set på billederne. De var skæve og overhovedet ikke ens. Jeg kunne ikke sige noget. Plastic kirurgen var derimod yderst tilfreds. Hun synes at resultatet var ”utrolig flot” og ”det kunne ikke være bedre”. Dertil kom, at hun gerne ville tage billeder, så hun kunne bruge mig som et eksempel. Min veninde sagde heller ikke noget. Hun kunne tydeligt læse i mit ansigt, at jeg ikke var spor imponeret. Plastic kirurgen havde alt for travlt til at registrere min reaktion. Hun gik videre med at instruere mig i brugen af et elastik bånd, jeg skulle bruge henover det kunstige bryst, så det ikke ”kravlede opad”. Båndet skulle sidde stramt udenpå en særlig bh, som heller ikke var hverken behagelig eller pæn. Det andet, raske bryst, blev så også trykket nedad. Det gav ingen mening, da det var blevet løftet. Men jeg sagde ikke noget. Svarede blot på det allermest nødvendige. Udstyret med elastik bånd, grim bh og en ny tid om tre uger, gik vi slukørede ud til bilen.

Tårerne pressede sig på og fik frit løb, da vi kom ud i bilen. Hvordan skulle ”det der”, pegende på mine bryster, nogensinde blive flot? ”Det ser jo ud ad helvedes til”. Og det føltes ligesådan. Igen kom tankerne om at jeg skulle skamme mig. I det mindste havde jeg to bryster, som var pænere end før. Jeg havde overlevet kemo og herceptin behandlingen gik godt. Faktisk skulle jeg være taknemmelig for alt det jeg havde. Det var jeg også. Det meste af tiden. Bare ikke lige da jeg så de der bryster, som ikke levede op til mine forventninger. Håbet om at kunne vise mig nøgen og være intim med en mand, nogensinde, dalede. Tanken om at være single og ”uberørt” resten af mit liv, var ikke til at bære. For sådan måtte det gå, med de der grimme forlygter. Jeg var min egen værste fjende. Det indså jeg efter nogle lange timer i total offertilstand.

Jeg var mere end blot flotte bryster, langt hår og et kønt ansigt. Det vidste jeg godt. Alligevel pinte de nye brysters udseende mig mere, end jeg brød mig om at indrømme. Og så var jeg stadig for fed oveni. Jeg måtte finde ud af, at se min skønhed på en ny og mere nuanceret måde. Identitetskrisen lurede under overfladen. Blandet med skyldfølelse og taknemmelighed. Det var vanskeligt at rumme det hele. Men hvad havde jeg at vælge imellem? Ville jeg være offer eller ville jeg tage det hele som en udfordring? Nogen dage var det let at være stærk og taknemmelig og andre dage var jeg så meget offer, at jeg ikke kunne holde mig selv ud. Kunsten blev at være okay med begge dele og finde ud af at elske ”det som er”.

 

Nye forlygter

Nye bryster. Jeg var ekstatisk. Endelig skulle jeg have skiftet den hårde ekspander, ”baseballen”, ud med et blødere silikone implantat. Det andet bryst skulle have et løft, så jeg kunne se nogenlunde ens ud i begge sider. Operationen ville kræve et par dages indlæggelse og ville kunne klares med 3-4 ugers sygemelding. Alt sammen overkommeligt. Alt sammen skridt i den retning jeg kunne lide.

Forundersøgelserne var interessante. Mest hos plastic kirurgen. Der blev tegnet og fortalt. Vist billeder af andres nye bryster. Kvinder i samme situation som mig. Pæne billeder som gjorde, at jeg glædede mig endnu mere. ”Vil du have større bryster end du har nu”? Og ”er du tilfreds med størrelsen på din brystvorte”? På det ”skøre” bryst var der ingen brystvorte. Den ville blive lavet ved operationen, af noget af den hud, der ville blive fjernet fra det raske bryst, når det blev løftet. ”For vi kan godt lægge et silikone implantat i det raske bryst og lave din brystvorte mindre, hvis du gerne vil have det”. Jeg blev så overrasket over mulighederne, at jeg bare sagde ”tak”. Plastic kirurgen kiggede indgående på mig, med spørgende øjne. ”Tak”? Betyder det ”ja-tak” eller ”nej-tak”? Det første og vigtigste spørgsmål, som formede sig i mine tanker var, om det at få silikone i det raske bryst, ville gøre det vanskeligere at opdage, hvis der kom en knude der. Svaret var, at det ville muligvis være lidt sværere at opdage. Det afgjorde min beslutning. ”Nej-tak, ingen silikone i det raske bryst”. Og ”jeg er godt tilfreds med min brystvortes størrelse”, hørte jeg mig selv sige. Lige da jeg havde sagt det om brystvorten, kom jeg i tvivl. Måske var det pænere, hvis den blev lidt mindre. Men ”noget” inden i mig, gjorde at jeg ikke nævnte min tvivl. Tanken om at få lavet mere af min krop om, blot fordi det var pænere, forekom mig lige pludselig frastødende. Jeg havde ellers aldrig haft noget modstand på den slags. Nærmest tværtimod. Faktisk havde jeg fået lavet en mindre fedtsugning, på hofterne otte år tidligere. Så hvad der skete, overraskede mig. Da jeg mistede håret og mit ene bryst, skete der ”noget” i min bevidsthed. ”Noget” om at jeg var mere end en slank krop, et kønt ansigt med langt lyst hår og perfekte bryster. Med små brystvorter på. Min skønhed var mere end min krop. Selvom jeg alligevel, synes jeg var blevet for fed. Og jeg gerne ville se godt ud. Ambivalensen kørte for fuld gas.

Alt blev noteret i min journal. Jeg ville få et brev med den endelige dato for operationen. Så nu var det blot at vente. Og drømme om, hvordan det ville føles med et blødere bryst. Hvordan jeg ville komme til at se mere normal ud igen. Måske endda med flottere ”forlygter” end før.

En uges tid efter ankom brevet og jeg kunne nu begynde at forberede. Der var min datter og min hund, som skulle hjem til min datters far. Min veninde, som var med ved den første operation, meldte sig igen, som ledsager og chauffør. Planlægningen af denne indlæggelse foregik med en lethed og en forventningsfuld glæde. Intet kunne være ligeså slemt, som da jeg fik brystet fjernet og hvad der ellers var fulgt med, i den forbindelse.

Klokken 8:00 skulle jeg møde op på plastic kirurgisk senge afdeling. Med min veninde under den ene arm og min taske under den anden, gik jeg glad og frisk ind ad dørene på sygehuset. Sygeplejerskerne var venlige og jeg fik anvist min seng. Heldig som jeg var, og er, fik jeg en vinduesplads. Operationstøjet lå klar på sengen, så jeg kunne klæde om med det samme. Tidsplanen så ud til at holde og jeg ville blive kørt på operationsgangen, inden for en halv times tid. Alt klappede og inden jeg fik set mig om, kom portøren for at hente mig. Selve operationen ville ikke tage mere end godt og vel en time. Måske halvanden. Hvis opvågningen gik godt, ville jeg kunne være tilbage på afdelingen, i løbet af et par timer eller tre. Min veninde ville vente på mig. Det var dejligt at tænke på, at hun var der til at fejre endnu en milepæl.

Turen til operationsgangen var helt anderledes end sidst. Alt virkede lysere, lettere og tiden føltes anderledes. Som om det hele gik hurtigere. Portørens gode humør smittede. Inden i, var jeg spændt og samtidig rolig. Inde i det lille rum, man kommer i, inden selve operationsstuen, kom plastic kirurgen og begyndte at tegne med en sort tush, der hvor jeg skulle opereres. Igen fik jeg forklaret, hvad der skulle ske og hvor lang tid det ville tage. Det gjorde mig tryg og endnu mere rolig.

Da jeg kom op på bordet, skulle jeg have lagt drop. Narkosesygeplejersken kunne ikke finde en blodåre, som duede. Efter to mislykkede forsøg i armen, under store tårer og tænderes gnidsel fra min side, ville hun prøve i en af de mindre årer, på indersiden af underarmen, helt nede ved håndleddet. En ubærlig smerte jog fra armen og ud i hele kroppen, da hun stak. Jeg skreg og sprællede. Græd og bad dem finde på noget andet. Alle mine gamle oplevelser med fejlslagne stik, passerede for mit indre øje. Min puls var høj og jeg var bange. Min krop reagerede voldsomt. Lige et øjeblik, fik jeg tanken om at ville dø. Få det hele til at stoppe. NU. Narkosesygeplejerskens øjne flakkede et øjeblik. Hun undskyldte og måtte tænke hurtigt. En anden sygeplejerske var kommet til, sammen med lægen. De blev enige om at jeg måtte bedøves med en maske i en fart. Så kunne de lægge drop, når jeg var faldet i søvn. Sekunderne til bedøvelsen i masken virkede, synes uendeligt lange. Og bum, så var jeg væk.

Operationen godt. Præcis som den skulle, fik jeg fortalt af sygeplejerskerne på opvågningsstuen. Smerterne var til at udholde og kvalmen var velbehandlet. Men jeg havde fået en gevaldig hovedpine af bedøvelsen i masken. Heldigvis, var jeg i de bedste hænder og fik noget til at tage det værste. Hele min brystkasse var tapet ind og der hang en slange, med en pose for enden, ud af siden. Jeg tænkte på tapen, som gavepapir. For inden under gemte der sig mine nye bryster. Og i mit hoved også bedre muligheder, for igen at være intim med en mand. Chancerne for at få mig en kæreste, var steget betragteligt. Sådan tænkte jeg i hvert fald.

I løbet af en halv times tid, var jeg klar til at komme tilbage på senge afdelingen og min veninde.

På mit sengebord stod en buket tulipaner, som min veninde, blandt andet, havde brugt ventetiden på at købe. Vi krammede og mindes, da hun var med ved den første operation. Hvor hun fik et opkald om sin mors død. Den dag havde været surrealistisk og vanvittig for os begge to. Så denne operation og ventetid, havde været en helt anderledes og rar oplevelse for hende. Jeg kunne se, at blomster ikke var det eneste tiden var gået med. Poserne vidnede om, at min veninde havde hygget sig og haft overskud til at forkæle sig selv, med både undertøj og nye sko. Vi grinede mens hun viste mig sine indkøb og priste os lykkelige for, hvor vi var i vores liv nu. Selvom oplevelsen med stikkeriet, havde været hæslig, var situationen alt i alt på plussiden.

Eftermiddagen var gået og trætheden overmandede mig. Min veninde og jeg krammede farvel og på gensyn. Endnu en begivenhedsrig dag. Op og nedture. Men mest op. For bag forbindingen gemte sig en dejlig gave. Som ville være med til, at give mig noget af det jeg længtes efter. En kæreste. Troede jeg….