Lægesamtale

De næste dage efter operationen, gik blandt andet med at fumle rundt med drænslanger og poser, når jeg skulle ud af og op i sengen igen. Jeg havde stadig mange smerter, som jeg fik morfin for. Det fik jeg et behageligt buzz af, så det var ikke så ringe. Virkeligheden virkede knap så virkelig og truende gennem morfin tågen. Selvom jeg følte mig døsig meget af tiden, holdt jeg stædigt fast i at få mit eget tøj på hver morgen. Mit eget tøj var pyjamas bukser og t-shirt. Hjemmefra havde jeg ikke tænkt over, hvor besværligt det ville være at få en stram bluse over hovedet, med en arm jeg ikke måtte løfte over 45 grader og slanger stikkende ud af kroppen. Men ved at hive lidt i ærmerne og få en hjælpende hånd gik det. I min dum-stolthed fik jeg sagt til sygeplejerskerne, at det kunne jeg godt selv klare. Fakta var, at det kunne jeg ikke. I stedet for at indrømme det, fik jeg fat i mine veninder, som på skift mødte op for at hjælpe mig med at blive vasket og komme i tøjet.

Min datter skulle ikke se mig i sygehus tøj. Det var så vigtigt for mig at virke rolig og optimistisk når hun kom. Den første gang hun kom for at besøge mig, var jeg nevøs. Hvordan mon hun ville reagere, når hun så sin mor med armen bundet op og slanger ud af siden? Selvom jeg gjorde mig umage med at gemme dem jeg i tøjet, kunne de ses.

Jeg havde aftalt med min datters far hvornår de kom, så jeg kunne stå ved elevatoren og modtage dem. ”DING”, lyden af elevatoren der stoppede, var sød musik i mine ører. Om lidt ville min lille pige stå foran mig. Mit hjerte hamrede i længselsfuld forventning om at kramme hende. Følelsen af hendes arme om min hals, fik tårerne til at strømme til. Jeg blev mindet om, hvad jeg kæmpede for. Heldigvis tog hun det som et spændende eventyr. Der var jo også chokolade og søde mennesker over det hele. Det blev til en lille time vi var sammen om dagen, inden hun skulle med sin far hjem. Bagefter var jeg helt udmattet. Al min energi blev brugt på at være fuldstændig nærværende og nyde min datters umiddelbare forundring over alt i verden. De stunder blev min benzin til at holde ud, når smerterne og bekymringerne gjorde tankerne mørke.

På 5. dagen af indlæggelsen, kom en sygeplejerske og sagde, at det var i dag jeg skulle til lægesamtale. Det kunne jeg ikke huske noget om. Men igen, der var så meget der var smuttet i rædsels- og medicintåger. Hun spurgte om hun skulle gå med. Nej-nej, det var ikke nødvendigt. Jeg havde jo fået at vide, at det ikke havde spredt sig. Så det var bare en formsag at gå over og snakke med den der læge.

Med mit bedste fætter-frisk udtryk satte jeg på stolen i lægens konsultation. En sygeplejerske var også til stede. Lægen så alvorligt på mig. Lænede sig lidt frem og kiggede mig i øjnene. Så fortalte hun, at de blev nødt til at operere mig igen. Jeg forstod ingenting. Der var jo ingen spredning. Men det var der. Og de sagde at det var en særlig aggressiv form for kræft. Alt blev kaos inden i.

Min allerværste frygt blev nu til virkelighed. Jeg mærkede manden med leen ånde mig i nakken. Mit hjerte galoperede afsted, så jeg blev svimmel og fuldstændig tør i munden. Jeg kiggede ned og tårerne strømmede ned ad kinderne og ned på min knugede hænder. Efter lidt tid kiggede jeg på lægen og spurgte, hvordan det kunne lade sig gøre. Hun prøvede at forklare om makro- og mikroskopi. Jeg kunne se hendes mund bevæge sig, men ordene flød sammen til nogen underlige lyde som ikke gav mening.

Skulle jeg dø? Hvor slemt er sådan noget ”særligt aggressivt” kræft?

Tankerne kørte med ekspresfart. Den ene hæslige katastrofetanke afløste den næste.

Sygeplejersken spurgte om jeg ville ringe til nogen. Min mobiltelefon lå ovre på afdelingen, så jeg havde ingen numre med mig. Men jeg kunne huske nummeret til mine forældre og min datters far. Mareridtet berørte ikke kun mig. Mine forældre havde allerede mistet en datter. Var det hvad der ventede dem endnu engang? Det allerværste var at tænke på min lille pige. Hun var ikke engang tre år. Hvis jeg nu blev meget syg hurtigt og døde, ville hun ikke kunne huske mig. Hendes far ville stå med ansvaret alene. Sådan var det gået for min storesøster. Mit hjerte brast i tusindvis af stykker.

Da jeg havde ringet af, ville jeg gå tilbage. Sygeplejersken tilbød at gå med. Jeg takkede mekanisk nej. Hun ville ringe over på afdelingen og sige at jeg var på vej, så der kunne stå en og tage imod mig. Jeg gik med hurtige skridt tilbage og tog elevatoren op til afdelingen. Der var ikke nået en sygeplejerske frem til at møde mig. Styrende mod min seng, kunne jeg mærke, at lige om lidt ville jeg falde om. Tungt landede jeg på sengen. En medpatient sad i sin seng og observerede det hele. Hun var nærmest døv, så hun kunne ikke høre mig hulke. Men hun kunne se mig ligge og ryste i sengen. Så hun fik kaldt på en sygeplejerske, som kom med det samme. Hun forsøgte at trøste og satte sig ned på sengen hos mig. Hun tog mig i hånden og holdt den. Sådan lå jeg et stykke tid. Mit åndedræt blev langsomt mere roligt. Det hjalp at holde en i hånden.

Pludselig stod min datters far ved min seng. Han havde kørt fra sit arbejde. Han kunne heller ikke holde tankerne ud. Det eneste jeg husker fra den eftermiddag var kaos, dødsangst, panik og mørke, mørke tanker.

Mine brødre og mine veninder blev orienteret om den nye situation. Nogle kontaktede jeg selv og andre fik besked af mine forældre og min datters far. Min hjerne var igen lammet. Alt var uoverskueligt.

Min ungdomsveninde, som havde været med på operationsdagen, snakkede jeg med. Både fordi jeg vidste hendes mor lige var død og fordi jeg selv ville fortælle hende, hvad der nu skulle ske. ”Jeg pakker nogen gode sager og kommer ned til dig i morgen formiddag”, svarede hun med en stemme som vidnede om en styrke, jeg havde brug for at læne mig op ad. Grædende fik jeg sagt tak og at jeg glædede mig til at se hende igen.

Hen på aftenen sad jeg i patient stuen og stirrede tomt ud i luften. Helt uventet, kom min venindes mand og satte sig overfor mig. Han arbejdede på sygehuset og ville lige se til mig, inden han tog hjem. Jeg fik fortalt ham hvad der var sket. Grædende og ude af mig selv, håbede jeg på at han kunne sige eller gøre noget, som fik den her hæslige tilstand til at forsvinde.

”Lev en time af gangen”, var hans råd. Okay, en time kunne jeg bedre overskue. Hans ord lod jeg blive mit mantra. Med de ord i hovedet gik jeg tilbage til min seng. Børstede tænder. Tog mine smertestillende. Krøb i seng og håbede at jeg ville falde i søvn. Det gjorde jeg ikke. Så jeg stod op og brugte det meste af natten på at traske op og ned ad gangen. Jeg havde kræft. Ikke bare kræft, men en ”særlig aggressiv” slags. Intet var godt.

SVARET

Svaret

Ventetiden var ulidelig. Fra onsdag til mandag. Tankerne kørte i ring. I de dage oplevede jeg, hvor vanvittig jeg blev af at tænke katastrofe tanker. Når tankerne fik lov til at køre helt hen i, at jeg lå afkræftet, på mit dødsleje og skulle sige farvel til min datter, kunne jeg ikke trække vejret og mit hjerte slog så hårdt, at jeg næsten kunne smage blod. Min krop reagerede voldsomt.

Jeg havde brug for at stoppe det. Så jeg begyndte at snakke med mig selv. ”STOOOOP! Nu stopper du”. Det lykkedes nogen gange. Jeg prøvede at finde på krumspring, for at stoppe katastrofe-tanke-toget, inden endestationen. Ind imellem følte jeg mig fuldstændig handlingslammet. En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg ringede til en veninde og spurgte om hun kunne komme. Det var så svært at række ud, men ikke at gøre det, var endnu sværere. Den dag i hvert fald.

Jeg sad forstenet i sofaen indtil hun kom. Hendes bekymring var tydelig. Jeg var en skygge af mig selv. Heldigvis for mig, så havde jeg ringet efter den helt rigtige. For hun fik spurgt om vi ikke skulle ryste tæppet jeg sad på. Så kom jeg op og stå. Stille og kærligt guidede hun mig i bevægelse. Og det virkede. Bare det at jeg rejste mig op, ændrede mine tanker og fokus. En lille smule. Som blev til en lille smule mere. Smart.

Den samme veninde tog med op til kræftlægen for at få svaret. Lægen var en moden kvinde, med et mildt udtryk. Hun sagde ligeud at der var fundet ”noget”. Det ”noget” var forstadier til kræft. Jeg græd. Åh, nej ”K”-ordet. Lægen fortalte videre, at det var i så stort et område af brystet, at de ville fjerne det. ”Det HELE?”, spurgte jeg med bævrende stemme. ”Ja, det HELE”. Arj, det blev lige pludselig så meget mere alvorligt. Det HELE. Så ville jeg være sådan en brystamputeret, single-mor. Den tanke brød jeg mig ikke om. Lægen forsøgte at berolige mig med, at hvis de ikke fandt ”noget” mere, så var det kun den her operation der skulle til, for at helberede mig. Og senere rekonstruktion af brystet. Ingen medicin eller stråler. Okay, det hjalp lidt. Derefter blev der talt om hvad der skulle ske fra nu af. Jeg tørrede snot og tårerne væk. Godt, handling. Det havde jeg fundet ud af virkede godt på mig.

Der var nogen blodprøver, snak med plastikkirurg, narkose og noget kontrasthalløj, som skulle sprøjtes ind i min armhule, dagen før operationen, for at se om der var spredning. Planen var lagt. Jeg fik datoer, tid og sted. Vi gik derfra mere rolige og afklarede end da vi kom.

Ventetiden var skiftet ud med vished og en plan. Yes! Det var bedre. Planlægningen gik i gang.

Livet så lidt lysere ud. Det var jo nok ”bare” forstadier. Ikke sådan rigtig kræft.

Knuden

Det var den 23. december2004. Den første jul i det lille hus på Jenlevej, hvor jeg boede sammen med min 2-årige datter og vores hund Verner. Sommeren forinden var min datters far og jeg gået fra hinanden. Bruddet havde i sig selv været udramatisk, men der havde været lang periode, hvor det bare ikke gik med os to. Som kærester. Juleaften skulle min datter og jeg fejre sammen med hendes far og hans familie. Jeg så frem til aftenen, for jeg holdt stadig meget af hans familie.

Min datter blev puttet. Der var stille i hele huset og jeg ville også gøre klar til at krybe i nattøjet.

Hvilken salig lettelse at tage bh-en af. Men hov hvad var nu det? Jeg mærkede en underlig ujævnhed i mit venstre bryst. Mærkede efter igen. Og igen. Det løb mig koldt nedad ryggen. Hjertet hamrede og jeg følte, at al blod forlod min hjerne. Jeg satte mig på toilettet. Jeg vidste der var noget galt.

Min storesøster var død af hudkræft 13 år tidligere. Fra hendes lille søn på to år.

Tankerne væltede ind over mig. Er det kræft? Skal jeg også dø fra mit lille barn? Minderne om hvordan det havde været, at se min søster sygne hen for at dø, blev så nærværende at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg var skrækslagen.

Hvordan jeg alligevel kom i seng og stod op næste morgen, står stadig som i en tåge.

Juleaftens dag gik. Med hvad husker jeg ikke. Vi tog over til farmor og farfar. De boede to gader fra vores hus. Jeg forsøgte at lade som ingenting. Bildte mig ind at det lykkedes. Jeg var stille og fjern. Men det kunne man jo sagtes tilskrive at det var den første jul, som singlemor.

Ingen fik at vide hvad jeg havde opdaget. Det var som om at det ikke var virkeligt, hvis bare jeg ikke sagde noget.

Mellem jul og nytår tog jeg til lægen. Han mærkede på brystet og sagde at han ikke med sikkerhed kunne mærke noget. Det var nok ingenting. Men på grund af min søsters død, ville han sende mig videre på mammae centeret, for videre undersøgelse.

Jeg fik en tid i starten af februar 2005. I den mellemliggende tid, havde jeg forsøgt at fortrænge det. Ved stadig ikke at fortælle nogen om det.

Aftenen inden undersøgelsen på mammae centeret, skulle jeg på cafe med et par veninder. Min datters far kom forbi for at hente vores datter. Jeg fortalte ham at jeg skulle til mammografi dagen efter. Men det var jo nok ikke noget alvorligt. Det føltes dog sådan. Alvorligt. Farligt.

På cafeen nævner jeg, sådan lidt henkastet at jeg i øvrigt skal på mammae centeret dagen efter. Den ene veninde fortæller at hendes søster også lige havde været afsted og at det blot havde været nogle mælkekirtler der havde været på spil. Så igen hører jeg mig selv sige, at det nok ikke er noget alvorligt.

Jeg skal i aftenvagt efter besøget på mammae centeret. Derfor kan jeg lige smutte forbi og få lavet en mammografi inden. No problem. Det er jo nok ikke noget alvorligt.

Alene møder jeg op på mammae centeret. Lægger mærke til at alle de andre har en med.

Så bliver det min tur. Man får udleveret en sygehus skjorte og kommer ind i rummet med maskinen. Den maskine som maser mine bryster så flade, at jeg nærmest ikke kan trække vejret. Av! Ondt gør det også. Heldigvis er det ret hurtigt overstået. Jeg går ud og venter. Bliver kaldt ind igen. Det ene billede duede ikke, eller også var det fordi de havde set noget. Jeg spurgte ikke. Hjertet slog nu så hårdt og sveden haglede af mig, at jeg følte mig meget lille og sårbar. Tiden føltes uendelig lang. Endelig kom jeg ind til lægen. Der havde vist sig ”noget” på det ene billede. Derfor ville hun lige lave en ultralyd scanning. Hun sagde ikke rigtig noget. Kørte rundt på brystet med scanneren, som var smut ind i noget glinsende gele. Så ville hun også lige tage en biopsi. Jeg blev klar over at det her måske alligevel kunne være noget alvorligt. Der blev lagt bedøvelse. Da jeg har kæmpe nåleskræk, var det næste der skete nærmest uvirkeligt. Noget der lignede en hul strikkepind, skulle stikkes ind i mit bryst for at hente noget væv med ud. Godt jeg lå ned, ellers var jeg med garanti besvimet lige på stedet.

Bagefter talte jeg med lægen om hvad der nu skulle ske. Hun sagde at jeg skulle forberede mig på et dårligt svar. Jeg brød sammen. Græd som pisket. Livet blev på et sekund helt, HELT anderledes.

Det var onsdag og jeg ville få svar den følgende mandag. En evighed at vente, tænkte jeg.

Der var en time til jeg skulle være på arbejde. Fik lov at låne telefonen, hvor jeg stortudende fik meldt mig syg til min afdelingsleder. Det hele kørte rundt. Halsen var blevet alt for stram til at kunne trække vejret igennem.

Med rystende hænder fik jeg også ringet til min veninde, som ikke vidste hvor jeg var og hvad jeg lavede. Jeg havde brug for at hun kom og kørte mig hjem. Og passede på mig. I forvirringen om hvor jeg var og hvorfor, fik jeg nævnt noget med at mammae centret lå bag psykiatrisk afdeling. Men da jeg knapt kunne gøre mig forståelig i telefonen, havde min veninde hørt det som at jeg var på psykiatrisk afdeling. Hende afsted på sin gamle havelåge af en cykel, op for at redde mig på psyk. Da hun ikke kunne få mig udleveret deroppe, fik de en sviner og så ringede hun til mig. På en måde var hun lettet over at jeg ikke var blevet spærret inde på psykiatrisk afdeling. Lige indtil hun fandt mig med tykke øjenlåg og snot ud af næsen oppe på mammae centret.