Som jeg sad der og lyttede til ordene, som kom ud af min kærestes, eller nærmere EX-kærestes, mund og så, hvordan han brugte alle sine ”kneb”, kunne jeg mærke en stærk klarhed brede sig i min krop. Jeg var færdig. Helt færdig. Intet kunne overbevise mig om det modsatte. ”Hvis du elsker mig, så bliver du hos mig, gennem min krise”, forsøgte han igen. ”Så kan vi konstatere, at jeg ikke elsker dig”, svarede jeg afmålt og tørt. Aldrig havde jeg sagt noget så iskoldt til nogen. Men jeg følte ingen skyld, eller skam ved at have sagt det. Nok var nok.
Resolut rejste han sig, og med en stram mine kiggede han tavst på mig. Sekunderne var lange, indtil han sagde: ”Tænk over det et par dage, til jeg kommer hjem igen, så snakker vi om det”. ”Det er slut og jeg er helt sikker” fik jeg svaret. Med rasende øjne hvislede han: ”Når jeg går ud af den dør, så ser du mig ALDRIG mere”. Med hjertet bankende hårdt i brystet, fik jeg blot sagt ”TAK”. Hoveddøren smækkede og han kørte væk. Lettet og fri sad jeg tilbage. Ingen tårer, men min krop reagerede med kvalme og gåsehud. Der ville gå nogle dage før han kom tilbage, og vi skulle finde ud af, at få delt de ting vi havde anskaffet i fællesskab og få sat hussalg i værk.
Da jeg fortalte min datter om bruddet, var hendes reaktion meget afdæmpet. Hun virkede lettet og samtidig var der en masse spørgsmål. ”Skal vi så flytte”? ”Hvem får fjernsynet”? ”Skal jeg så aldrig se hans barn igen”? ”Er han meget sur på dig nu”? ”Hvad kommer der til at ske”? Ikke mange af de spørgsmål kunne jeg svare på. Foran mig ventede der en tid, hvor vi skulle blive enige om dette og hint. Jeg forudså at det sandsynligvis ikke ville blive let. Eller ”pænt” for den sags skyld.
Samme aften tikkede der en sms ind fra ham. ”Skal vi ikke bare få det offentliggjort, at vi ikke er sammen mere”? Gerne for min skyld, jeg ville gerne have det hele afsluttet hurtigst muligt. Efterfølgende kommunikerede vi pr. sms og tonen var ordentlig. Mit håb for en fredelig bodeling og samarbejde om hussalg, steg for hver venlig sms. Måske jeg tog fejl og vi kunne finde ud af være venner, lige som jeg var med min datters far?
Hvor tog jeg grueligt fejl. Første gang han kom hjem, var han i godt humør. Vi satte os ved bordet i køkkenet. ”Vi skal være gode ved hinanden i den kommende tid” sagde han og viste sit venligste smil. Det var jeg helt enig i. Vi fortsatte med at få aftalt hvem der skulle have hvad. Helt overraskende gik det nemt. Mine parader sænkedes og jeg slappede af. Og BOOM, så skiftede han. Der var ikke den ting, som der ikke var galt med mig. Giftige bemærkninger flød igen og hans energi blev kold og mørk. Inden i mig isnede det. Mit hjerte hamrede og det susede for mine ører. Skrækslagen sad jeg og forsøgte at bevare roen. Jeg sagde ikke et ord. Håbede bare, at han ville skynde sig med at få hentet de ting, som han kom efter og så køre igen. Det gjorde han heldigvis.
Efter den oplevelse bad jeg, på en sms, om at han skrev i god tid, når han ville komme hjem. Så kunne jeg sørge for ikke at være der så længe. Det respekterede han. Men, hvad han ikke respekterede, var min e-mailkonto og min facebook profil. Hvordan han havde fået mine koder, vidste jeg ikke, men fat i dem havde han. Det vidste jeg med sikkerhed, for der kom beskeder, med referencer til noget, jeg havde skrevet i messenger til en veninde. Naturligvis nægtede han og kom med flere giftige bemærkninger. Det gjorde mig både paranoid og bange. Det var jo sygt. Hvad kunne han ellers finde på? I lyset af det, bad jeg ham om vi kunne aftale, at min datter og jeg blev boende i huset indtil det blev solgt og at han flyttede tilbage til sin hjemby. ”Jeg kommer og går som det passer mig” var svaret. Angsten bed sig derefter fast i mig. Min nattesøvn var forstyrret, min appetit forsvandt og tankerne suste med 200 km/t, både dag og nat.
En weekend havde jeg fået hunden passet og min datter var hos sin far, så jeg kunne tage til København, til min veninde, for at få et frikvarter. Vi startede fredagen ud med at drikke øl i sommersolen. Tog en selfie og lagde det på facebook. Kort tid efter fik jeg en sms fra min ex-kæreste, om at han også var i København. FÅÅÅÅÅRK. Ikke engang der kunne jeg få fred for ham. Jeg havde taget toget derover og planen var at gøre det samme hjemad. Ex-en tilbød jeg kunne køre med hjem om søndagen. Nej-tak. Men sådan blev det alligevel. For der var kæmpe oversvømmelse i København og hverken busser eller tog kørte. Og min datter skulle jeg hjem til. Så, modvilligt bad jeg om at få et lift tilbage.
Køreturen var yderst ubehagelig, selvom ex-en forsøgte at bløde mit forsvar op, med jokes og musik han vidste jeg godt kunne lide. Han bød tilmed på en sandwich på en motorvejsrestaurant. Jeg var bange under hele turen, hvilket betød at jeg svarede med en-stavelses ord og undveg øjenkontakt. Da vi kom hjem, skyndte jeg at få min datter og hund hentet. Klokken var blevet så mange, at min datter og jeg hurtigt fik spist aftensmad så hun kunne blive puttet. Ex-en havde spist ude og kom tilbage et par timer senere, med to six-pack øl.
Med ondt i maven, opholdt jeg mig i soveværelset, som lå lige ved siden min datters værelse. Min intuition bad mig passe på hende. Øllene blev drukket meget hurtigt, musikken blev højere og dørene blev lukket hårdere og hårdere. Jeg var bange og håbede han ville passe sig selv og lade mig være. Sådan gik det ikke. Efter øl nr. seks på mindre end en time, stillede ex-en sig op i døren til soveværelset. Med løftet pegefinger råbte han, at jeg bare skulle se at opføre mig ordenligt og respektere ham. Igen undskyldte jeg og forsikrede ham om, at jeg bestemt respekterede ham. Der blev fyret et par andre giftigheder af, inden han drejede om på hælen og forvandt ind i stuen igen.
Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg blev svimmel og jeg kunne ikke få vejret. Tårerne pressede sig på og jeg tænkte som besat på, hvad jeg skulle gøre. Med rystende fingre, fik jeg skrevet en sms til en veninde, som boede 100m længere nede af vejen. ”Jeg er bange. Han er fuld. Hvad gør jeg”? Hun svarede med det samme, at hun ville komme og hente min datter, hunden og mig. Det turde jeg ikke lade hende gøre, i skræk for at han ville opdage det og gøre ham endnu mere rasende. Men ud skulle vi, så min veninde og jeg aftalte at vi skulle snige os ud og løbe hjem til hende.
På listefødder gik jeg ind og vækkede min datter. Hun var 8 år på det tidspunkt. Så hun forstod godt hvad der foregik. ”Vi skal sove hos min veninde i nat” hviskede jeg. ”Du skal være helt stille, for ”han” er meget sur, så vi kan ikke være hjemme”. Hurtigt var hun med sin bamse under armen, i skoene og vi løb alt hvad vi kunne. Hunden løb med, som om den vidste der var fare på færde. Med åbne arme blev vi modtaget. Min datter tog det forholdsvist roligt og jeg forsøgte at skjule hvor bange jeg var. ”Alt er okay nu” fik jeg sagt så roligt jeg kunne, mens jeg puttede hende i min venindes seng. Da jeg var sikker på hun sov, gik jeg ind i stuen og satte mig overfor min veninde. Rystende og grædende fortalte jeg hende, hvad der var sket. ”Du kan ikke være i det hus mere” og ”Han er alt for farlig for jer” sagde hun med bekymrede øjne. Fortvivlet og ude af mig selv af angst, måtte jeg give hende ret. Den nat sov jeg ikke. Jeg vidste, at vi ikke længere havde noget hjem….