skaldet

Gro, gro, gro!

Dagene efter den sidste ”juice” gik med at iagttage min hovedbund. På den konto gik det godt nok langsomt, med at se nogen som helst form for udvikling. Jeg havde spurgt sygeplejerske oppe på kemoambulatoriet, om hvornår jeg kunne forvente, at mit hår ville begynde at gro igen. Deres bud var mellem 6-8 uger. Utrolig lang tid. En evighed føltes det som. Utålmodigt mærkede jeg mange gange dagligt på den skaldede isse, om de måske skulle have undervurderet min evne til at gro hår. Det havde de ikke. Øv.

Efter ca. 6 uger begyndte der at vokse nogen småbitte bløde babyhår. Ikke nogen tæt hårpragt, men dog hår, som kunne skimtes og mærkes, når jeg lod mine hænder glide henover hovedet. Håret blev en slags målestok for, hvor langt fra sygdomsforløbet jeg var. Hvor rask jeg var.

Trætheden, tungheden og ubehaget fortog sig langsomt. Trætheden slap aldrig, men de andre ting blev bedre med tiden. Den træthed jeg kom til at kende, var ikke at jeg sov meget. Faktisk var det vanskeligt at finde ro i kroppen og ikke mindst i hovedet, så jeg kunne sove en hel nat og vågne udhvilet næste morgen. Måske i virkeligheden derfor, jeg var så ualmindelig træt.

Jeg havde forestillet mig en lykkefølelse ville indfinde sig, nærmest øjeblikkeligt, efter at have afsluttet sidste kemo. Den kom ikke. Tværtimod. Fortvivlelsen, angsten og en dyb følelse af at være fortabt fyldte mig. På ingen måde kunne jeg forstå, hvorfor det var sådan. Jeg var jo færdig med kemo, skulle ikke have mere medicin og jeg var rask. Havde overlevet. Indtil videre i hvert fald. For tvivlen, usikkerheden red mig som en mare. Hvad nu hvis kræften kom tilbage. Hvad nu hvis jeg alligevel skulle dø. Afkræftet, mager og med ubeskrivelige smerter som min storesøster. Fra min datter.

Nogen morgener, de fleste faktisk, i det første halve år, begyndte med en altoverskyggende knugende følelse af angst, som vred sig som en stor hård knude i mit bryst. Tårerne var umulige at holde tilbage, men jeg gjorde forsøget de dage min datter var hjemme hos mig. Hun skulle ikke mærke den samme angst som jeg gjorde. Det gjorde hun måske alligevel, men hun var for lille til at udtrykke det med ord.

Længslen efter mit gamle liv var stærk. Mit arbejde ventede trofast på mig. Kollegaer havde sendt mig hilsner og blomster. Min souschef havde været på besøg hjemme hos mig og forsikret mig om, at jeg havde et job at vende tilbage til. Mit arbejde blev en af mine livliner. Jeg fik lov at vende tilbage på en deltidssygemelding. Så jeg langsomt kunne komme tilbage på fuldtid, på en ordentlig og værdig måde. Den imødekommenhed varmede. Mine kollegaers tålmodighed og kærlige måde at møde mig på, var livsbekræftende og virkede som den næring, jeg havde brug for, så jeg kunne blive hel igen, på mit arbejde. Min arbejdsidentitet var vigtig.

Vi havde aftalt, souschefen og jeg, at jeg skulle starte når mit hår var langt nok til, at kunne være en slags frisure. Så med en centimeter, helt snehvidt, afbleget hår, mødte jeg op på arbejde med bankende hjerte. Var jeg overhovedet stærk nok til at være noget for nogen?

I de få timer jeg var på arbejde i starten, gik det nogenlunde. Afbrækket fra de mange timer hjemme, gjorde godt. Visheden om at jeg havde forstående kollegaer og en ledelse i ryggen, gjorde at jeg også selv turde tro på, at jeg stadig havde en berettigelse på arbejdsmarkedet. Dagene hvor jeg måtte ringe og fortælle, at jeg ikke magtede at komme, på grund at angst og tårer, blev langsomt færre og færre. Timerne og opgaverne voksede en lille smule uge for uge. Bare det at kunne fungere en brøkdel af hvad jeg kunne før sygdommen, gav mig håb og mod til at klø på. Jeg VILLE have et liv med glæde, lykke, mening og retning.

Alligevel indfandt lykkefølelsen sig ikke. Og jeg skammede mig over det. Jeg burde jo føle mig taknemmelig, lettet og lykkelig over at have overlevet. At leve. At have min datter, mine venner, min familie, mit arbejde og min førlighed. Jeg kunne ikke begribe hvad der var galt med mig, når nu jeg ikke havde det sådan.

Efter tre måneder fra den sidste kemo, skulle jeg til kontrol. Jeg var skrækslagen. Tænk, hvis nu blodprøven viste at jeg alligevel ikke var rask, eller lægen ville finde ”noget” et sted i min krop. Heldigvis havde både lægen og sygeplejersken oplevet dette scenarie mange gange før. De forsikrede mig om, at jeg reagerede helt normalt og at mange oplevede sådan nogle følelser. Jeg fik en brochure med hjem om, hvad kræftens bekæmpelse havde af tilbud, til sådan en som mig.

Måske jeg kunne finde den hjælp jeg havde brug for der. I brochuren stod der, hvornår man kunne komme og tale med en slags rådgiver. Ikke noget med at bestille tid, man skulle blot møde op. Med følelserne uden på tøjet, trådte jeg på rystende ben inden for døren, hos den lokale afdeling af kræftens bekæmpelse. Egentlig magtede jeg ikke at fortælle en fremmed, om alt det der rumsterede inden i, men jeg kunne på den anden side heller ikke udholde ikke at gøre noget. Jeg blev mødt af en venlig, moden og slank kvinde med et varmt håndtryk og et kærligt blik. Hun viste mig hen i en sofa, som stod i en hyggelig krog. Jeg blev budt på the og kaffe. En kasse med klenex stod på bordet. Velforberedte, det var de. Bare ved synet af kassen, fik jeg tårer i øjnene. Kort tid efter dukkede en anden kvinde op. Rådgiveren. Med en rolig og kærlig mine, bad hun mig fortælle, hvad der havde bragt mig derhen. Grædende fortalte jeg om hele forløbet og fik også fortalt om mine bekymringer om fremtiden og at jeg ikke forstod hvorfor, jeg var så ulykkelig.

Rådgiveren, ligeledes en moden kvinde med et varmt og venligt blik, beroligede mig med, at min reaktion og mine følelser var helt normale. Præcist som både lægen og sygeplejersken havde sagt. Så var det nok sandt. Jeg var ikke blevet underlig, utaknemmelig og selvcentreret. Når der var tre der havde sagt det samme, turde jeg godt begynde at tro på, at det ville gå over igen. Og at jeg var helt normal.

Ønsket om at finde min plads, finde mig selv i mit ”nye” liv, med mit ”nye” bryst og min ”nye” frisure var dybtfølt, nærværende og ikke til at overhøre. Jeg VILLE have det bedre.

Sammen med rådgiveren fandt jeg min sprække af lys. Hendes rolige, tålmodige og helt igennem kærlige fremtoning, var en lise for min sjæl. Den sprække af lys, ville jeg gøre så stor, at lyset ville omslutte mig og hele min forslåede sjæl. Med hjælp fra rådgiveren, håbede jeg på det ville ske. Det var målet. Jeg VILLE føle kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Punktum. Basta.

Efter nogen tid på badeværelsesgulvet, stilnede gråden af. Det lettede at give tårerne frit løb. Og hulke, sådan helt ind i sjælen. Udmattet fik jeg rejst mig op. Kiggede mig i spejlet og så mig selv. Ærlig, ægte og sårbar. Jeg fik tørret snot og tårer væk med en kold vaskeklud. Okay, så var jeg nået så langt.

I dagene fra første kemo til håret faldt af, havde jeg været afsted med en veninde og købe en paryk. Den var langhåret og lys. Ligesom mit eget hår. Men det lignede Barbiehår. Lidt for stort og lidt for skinnende. Kunstigt. Hm. Jeg var usikker på, om jeg kunne forliges med den.

Som endnu en forberedelse, havde jeg aftalt med en anden veninde, at når håret begyndte at falde af, så ville hun kronrage mig. Så var det hurtigt overstået.

Træt kravlede jeg i seng. Næste dag ville blive endnu en af de svære, var jeg sikker på. Min datter skulle hjem til sin far. Når hun kom tilbage, ville jeg være skaldet. Det havde vi snakket om, hende og jeg. Men hvordan hun ville tage det, når det blev til virkelighed, var ikke til at vide.

Da jeg vågnede næste morgen, var hovedpuden fyldt med hår. Maven trak sig sammen. FUCK. Det her skete virkeligt. Og det skete nu. På badeværelset samlede jeg forsigtigt håret i en dut, oven på hovedet. Uden at hive alt for meget hår af, fik jeg det til at se helt fornuftigt ud. De bare pletter kunne ikke ses så tydeligt på den måde. Efter morgenmad, fulgte jeg min datter i dagpleje. Der fortalte jeg vores dagplejemor, hvad der skulle ske. Hun kiggede på mig med medfølende øjne og gav min hånd et kærligt klem. Det var svært at holde masken, men jeg mønstrede al min styrke og fik sagt tak, fordi hun ville hjælpe med, at snakke med min datter, hvis hun skulle sige noget om mit skaldede hoved. Min datter og jeg krammede farvel. Så behersket som jeg nu kunne, fik jeg fortalt hende om at jeg ville blive skaldet fra i dag. Og at det ikke var farligt. Og at det voksede ud igen. Hun kiggede på mig og sagde bare ”okay”. Med et kys på panden og ”vinke-vinke” i vinduet, gik jeg med tunge skridt hjem igen.

Min veninde havde først tid til at kronrage mig efter arbejde. Så jeg havde stadig nogen timer endnu, med håret på hovedet. Da jeg kom hjem, gik jeg igen på badeværelset. Tog elastikken ud af håret. Endnu mere faldt af. Jeg kunne trække i det, uden det gjorde det mindste ondt. Selvom jeg synes der røg meget af, var det stadig nok, til at jeg så okay ud. Skulle jeg lade være med, at lade trimmeren gøre det af med resten? Tænk hvis nu det hele ikke faldt af? Jeg håbede stadig på at kunne beholde det.

Når jeg nævnte for andre, hvor ked af det jeg var over, at skulle blive skaldet, prøvede de at trøste mig. ”Det vokser jo ud igen” og ”du ser sikkert smadder godt ud alligevel”. Sådan lidt Sinead O´Conner sej. Jah, joh, det var sødt og kærligt ment, men jeg følte mig uendeligt alene i min sorg. Den fyldte meget mere i mig, end hvad egentlig gav mening. På en måde skammede jeg mig over det. For jeg havde jo udsigt til at overleve og det var jo det vigtigste. Så skulle sådan en smule hår da ikke bringe mig sådan ud af flippen. Men det gjorde det. Suk.

Ventetiden gjorde mig rastløs. Jeg gik tur med hunden. Støvsugede. Ordnede vasketøj. Gik rundt om mig selv. Prøvede på at undgå spejlet og at røre ved mit hår. Igen mærkede jeg de to sider af mig, hvor den ene bare ville havde det overstået og den anden som ville trække tiden ud.

Min veninde og jeg blev enige om, at jeg skulle komme lige efter aftensmad. Hendes to piger var stadig oppe. De var jævnaldrende med min datter og de legede tit sammen. Trimmeren blev fundet og lagt på køkkenbordet. En stol blev sat frem og jeg satte mig. Hjertet hamrede. Et håndklæde blev lagt om mine skuldre. Nu skete det. Ingen vej tilbage. Vi fortalte pigerne hvad der skulle ske. Nysgerrigt fulgte de med. Det var faktisk en lettelse at de var der. ”Okay, giv den gas”, sagde jeg og pustede ud. Lyden af trimmeren gjorde stemningen intens. Lige om lidt ville jeg mærke den køre hen over hovedet og jeg ville se det lange hår falde. Lige der følte jeg mig lille og skrøbelig, men samtidig modig og stærk.

På ganske få minutter blev jeg meget meget korthåret. Der var lidt stubbe tilbage, som gav hovedbunden en lidt mørkere farve. Da først håret var væk, bredte den stærke følelse sig mere og fik overtaget. Jo, jeg så meget sej ud. Og anderledes. Heldigvis havde jeg stadig bryn og vipper, så jeg ikke så helt udvasket ud. Med make-up og et flot tørklæde viklet om hovedet ville det gå. Og nå ja, parykken havde jeg også. Måske jeg ville blive glad for den.

Jeg blev overrasket over, hvor koldt det var uden hår. Den lille bandana jeg havde taget med, dækkede ikke nakken særlig godt. Man kunne også se alt for meget skaldethed deromme. Så jeg måtte finde på noget. En lyserød, blød bøllehat blev løsningen. I hvert fald om dagen. Om natten røg tørklædet af, når jeg vendte mig i sengen, så jeg vågnede og frøs. I en specialbutik fandt jeg sådan en tynd hue, som ganske vist ikke var pæn, men som varmede og sad fast. Så havde jeg nogenlunde styr på det.

Første gang jeg tog ned i byen, efter kronragningen, var med Barbie-paykken på. Jeg skulle mødes med min veninde på en cafe. Inden i var jeg nervøs. Kunne man se at jeg havde paryk på? Hvad nu hvis den kom til at sidde skævt, uden jeg opdagede det? Så kunne jeg ligne en af de der gamle mænd, som havde taget deres toupe omvendt på. De bekymringer delte jeg med min veninde. Som sædvanligt fik vi kørt det så langt ud, at vi grinede så tårerne løb. Det var befriende, når vi fandt den sorte humor i den slags situationer. Efter kort tid, begyndte det at klø og blive meget varmt under parykken. Alt ved Barbiehåret var irriterende. Så det endte med at jeg gik på cafeens badeværelse og tog den af. I tasken havde jeg taget mit yndlingstørklæde og bøllehat med. Godt tænkt, synes jeg selv. Selvom det var grænseoverskridende at komme tilbage, uden langt hår, føltes det bedre. Også det grinede vi af. Det var hvad det var. Lidt lige som da jeg valgte at lade det flade bryst, bare være fladt. Ikke noget falsk bryst. Ikke noget falsk hår. Bare mig.

En dag ringede det på døren derhjemme. Det var postbuddet som havde en pakke til mig. Sikke en spændende overraskelse. Afsenderen var min datters faster. Hun har sådan en særlig evne til, at skrive og sende gaver, på de bedste tidspunkter. Og her ramte hun plet igen. I kassen lå forskellige hatte, tørklæder og en flot blå bikini. Min yndlingsfarve er blå. Overmandet af taknemmelighed gav jeg mig til at græde. Hvor fint tænkt og gjort. Jeg elskede det hele. Sikke et heldigt menneske jeg var.

Optimismen sneg sig ind på mig. Der kom flere lyse tanker og rare fornemmelser i maven. Det stod i skærende kontrast til mine allermørkeste stunder. Da jeg fik øje på dualiteten, kunne jeg værdsætte begge dele. Intet uden det andet. Jeg mærkede, hvor taknemmelig og glad jeg kunne blive over en kærlig gestus, en gave, et knus, en joke, en sms eller opkald og hvor ulykkelig og ude af mig selv jeg blev, af selvmedlidenhed, når mit hoved løb over af katastrofetanker. Eller når jeg skulle stikkes og have min ”gift”.

Mit liv var blevet som Piraten i Djurs Sommerland.

“Ornekologen”

Mødet med onkologen ventede. Kræftlægen. Kemolægen. Det var ikke noget jeg så frem til. Alt jeg havde kendeskab til vedrørende kemo var, at det var hæsligt. Man ville tabe håret. Være træt. Måske også tage på, af noget af medicinen. Kvalme. General utilpashed. Intet af det lød spor rart. Min forfængelighed, ville i den grad blive udfordret. Skaldet OG tyk. Og single. ÆV!

Indtil mødet havde jeg rigeligt, at gøre med at få dagligdag til at fungere. Efter en nat hjemme, ville jeg gerne have min datter og hund hjem. Jeg savnede dem. Med veninderne og min datters far i baghånden, fik vi stillet det godt an.

Der var nogen, som sørgede for at tage mig med ud og handle. Nogen andre kom og var sammen med mig, når min datter var i dagpleje. Støtten og omsorgen for mig og min lille familie var nærværende, ægte og nødvendig. Hvordan jeg ville have klaret mig selv, uden dem, tør jeg slet ikke tænke på.

Min venindes svigermor, lavede en flok middagsretter til fryseren. Alt fra farsbrød til tarteletter. På den måde fik vi varm aftensmad i to uger. Uden jeg skulle bekymre mig om hvordan. Jeg var rørt over, at en som ikke var i mit nærmeste netværk, havde set mit behov og imødekommet det. Helt af sig selv. Mine følelser hang uden på tøjet. Så da jeg lagde pakkerne med mad i fryseren, løb tårerne ned af kinderne. Af taknemmelighed.

Det der med bleskift, havde jeg gruet lidt for. Jeg fik forklaret min datter, at vi to skulle hjælpe hinanden, når hun skulle have ny ble på. Hun kunne godt se, at min ene arm har ”syg”, for den var stadig bundet op i en slynge, så jeg havde brug for at vi kunne samarbejde. Første regel var, at hun skulle ligge stille på ryggen og være tålmodig med mig. Næste regel var, når jeg sagde ”nu” skulle hun holde foran på bleen med hænderne, så jeg kunne få sat begge sider af snipperne fast. Det gik overraskende godt. Vi gjorde det. Faktisk blev det en stund, hvor vi begge var fuldt nærværende og koncentrerede. Bagefter var hun stolt. Det var jeg også. Vi klarede det sammen. Os to.

Min datter lærte også at tage tøj på mere selvstændigt. Ved at guide hende og give tid, endte hun med at være fuldt påklædt, uden konflikter. For det meste. Vi fik os nogle gode grin, når blusen vendte forkert og begge ben, røg i det samme bukseben. Det samme var det, i bade og spisesituationer. Vi hjalp hinanden. Os to.

Jeg fik øje på, hvad jeg have fået. På grund af sygdommen, havde jeg fået en opvågning. Sygemeldingen fra arbejdet, gav mig mulighed for at tage mig tiden, sammen med min datter til, at finde ud af at få hverdagen til fungere. Tiden var værdifuld. Og flygtig. Hvad ville jeg fylde i min tid, i mit liv, var op til mig. Eller; det var op til mig, hvad jeg tænkte om det hele. Den erkendelse var stor og afgørende for, hvordan jeg forholdt mig til livet fremover, i det hele taget.

Dagen oprandt for mødet med onkologen. Eller ”ornekologen”, som vi kaldte ham, for at gøre ham mindre skræmmende at tale om. Min veninde kom og hentede mig, så hun kunne gå med til samtalen. I venteværelset sad mange mennesker. Nogle så meget syge ud. Blege og skaldede med triste øjne. Andre så friske nok ud. Stemningen var ikke så trykkende, som jeg havde forestillet mig. Efter nogle lange minutter, hentede sygeplejersken mig. Hun var mild og tillidsvækkende. Det var tydeligt, at mærke hendes erfaring og empati. Vi blev vist ind i et lille kontor. Der ventede vi på lægen. ”Ornekologen”. Han viste sig at være et rart menneske. Hans udstråling var karismatisk. Med en autoritær værdighed trådte ind i lokalet og gav mig et fast håndtryk. Måden han kiggede på mig på og hans nærvær, gjorde at jeg valgte at stole på ham.

Det første han sagde var, at kræften ikke havde bredt sig til andre lymfekirtler. Derfor havde de ingen grund til at tro, det var andre steder i kroppen. Lettelsen var enorm. Så var jeg faktisk ikke syg mere? Jeg nåede at tænke, at så behøvede jeg ikke kemo. Videre sagde han,” for en sikkerheds skyld, vil vi give dig kemoterapi”. Som forebyggende behandling. Inde i mit hoved lød det lidt mærkeligt. Hvis der ikke var noget kræft tilbage, så var der vel heller ikke noget kemoen kunne ”dræbe”, ud over mine raske celler. Men, som han sagde, hvis der nu var en lille ”gnalling”, som de ikke havde opdaget, skulle den udryddes. Og da kræften var ”særlig aggressiv”, var det endnu mere vigtigt at få kemoterapi. Jeg skulle jo gerne overleve det her, som han sagde. Han var meget overbevisende. Slukøret, godtog jeg han argument. Jeg ville gerne leve. Efterfølgende forklarede han, at der var tre forskellige stoffer i den kemo-kur jeg skulle have. Kort nævnte han, hvad de hed og hvad de hver især gjorde. Min hjerne kunne ikke rumme den information.

Jeg var mere optaget af, at jeg havde hørt, at nogen også skulle have piller i 5 år bagefter, som satte en i overgangsalderen. Jeg var 35 år og ikke klar til afskrive, at kunne få flere børn. Og hvad med stråler? Med hjertet helt oppe i halsen, ventede jeg på hans svar. Skulle jeg det? Heldigvis, var svaret nej. Okay, et halvt år med kemo. Det kunne jeg bedre overskue.

Der var mange oplysninger. Der var blodprøver der skulle tages. Jeg skulle måles og vejes, så jeg kunne få den rigtige dosis. Arbejdsgangen med gennemgået. I alt skulle jeg have 6 gange. Med tre ugers mellemrum. Inden hver, skulle jeg have taget blodprøver tidligt om morgenen. Jeg ville få tilbudt kvalmestillende medicin. Alt sammen, noget som sygeplejerskerne ville sørge for, når jeg kom til behandling.

Jeg fik spurgt om det var helt sikkert, at jeg ville tabe håret. ”Ja, det kommer du til” var svaret. Den sved. Så ville jeg måske komme til, at blive et af de der mennesker, fra venteværelset. Skaldet og med triste øjne. Tanken var ikke til holde ud. Der ville gå ca. fjorten dage, fra første behandling til håret ville falde af. Jeg kunne få en paryk. Min først tanke om sådan en var, at det var ligesom det falske bryst, vi prøvede at forme i bh-en. Sygeplejersken forsikrede mig om, at man kunne få parykker, som lignede ens eget hår fuldstændigt. Meget muligt. Men det var stadig falsk. Det trøstede mig ikke ret meget.

Skaldet. Ordet fyldte hele min hjerne. Når det skete ville alle kunne se, at jeg var syg. Eller rettere sagt, fik kemo. Ingen ville vide, blot ved at se på mig, om jeg var på vej til at leve eller dø. Hvordan det ville føles at være skaldet, kunne jeg ikke tænke mig til. Kun forstille mig, hvor anderledes jeg ville se ud. Maven snørede sig sammen. Når jeg ville tabe håret, blev det meget mere alvorligt. Jeg ville blive mindet om min situation hele tiden. Jeg græd. Hulkede. Tanken om at miste håret var meget værre, end at miste brystet.

Med en stak sedler i hånden, forlod vi onkologisk ambulatorium. En køreplan. Igen, var det hele tilrettelagt. Jeg skulle blot møde op. Min veninde og jeg besluttede os for, at holde fokus på, at jeg ikke skulle have de der ”overgangsalder”-piller. Også kaldet anti-hormoner.

Det var ”kun” kemo i et halvt år. Så ville alt blive godt igen. Som før. Troede jeg.