Tag: taknemmelighed

Under “gavepapiret”

Dagene på sygehuset gik hurtigt. Jeg havde ikke særlig ondt i det opererede bryst og jeg var i en helt anden sindstilstand, end ved den sidste operation. Slangen der stak ud af siden, skulle sørge for at dræne vævet, så det kunne hele, som det skulle. I løbet af et par dage, var der næsten ikke mere blod og snask i drænposen, så den kunne hives ud. YAY! Følelsen af at slagen blev trukket ud af brystet, var ikke helt så klam, som jeg huskede det. Muligvis fordi det opererede bryst, ikke havde den samme følsomhed mere. Faktisk føltes det nærmest dødt. Ligesom en stor del af venstre arm. En sorg, fyldte mig. Sorgen over at have mistet mit bryst og ikke kunne mærke det som før. Det kunne godt være, det blev pænt at se på. Men det ville aldrig kunne hamle op med mit gamle bryst, med evnen til at nyde kærtegn. Tanken: ”hvor skulle du skamme dig” dukkede op. Jeg skulle hellere være taknemmelig over at være i live. Sådan et bryst var en billig pris at betale for at have overlevet. Det andet bryst ville formentlig stadig ”virke” som det skulle.

Udskrivelsen nærmede sig og jeg havde endnu ikke set det færdige resultat. Det måtte jeg vente 10 dage mere på. For så længe skulle forbindingen sidde. SUK. Ventetid. Den værste tid. Altid. De næste 3-4 uger måtte jeg ikke bruge med den venstre arm. Heller ikke køre bil. Vente-vente. Næste besøg på sygehuset ville være om 10 dage, på plastic kirurgisk ambulatorium, hvor ”gavepapiret” skulle fjernes. Indtil da kunne jeg ikke tage brusebad, uden forbindingen var tapet forsvarligt ind i plastic. Bøvlet. Jeg måtte heller ikke løfte armen op over 45 grader. Alt i alt bare endnu mere bøvl.

Alligevel fik jeg fundet på løsninger, som gjorde at jeg i store træk kunne klare mig selv. Min datter var nu fire år og hun kunne selv klæde sig på og brugte heller ikke ble længere. Det kunne mærkes, at hun bedre kunne klare sig selv på mange punkter og forstod at samarbejde. For det meste. Hun kunne også blive rasende over, at jeg ikke kunne klare tingene så hurtigt som før. Når det skete blev jeg både vred og ked af det. Den forbandede sygdom. Igen måtte jeg væbne mig med tålmodighed. Holde ud, når min datter blev ude af sig over, at jeg ikke kunne hjælpe hende. NU. Lige der følte jeg mig som et offer. Det var urimeligt at skulle klare ”alting” selv. Længslen efter tosomheden med en mand voksede. En mand som kunne hjælpe, støtte, trøste og elske mig i al min elendighed. Sandheden var, at jeg ikke skulle klare ”alting” selv. Mine veninder handlede for mig. Kørte mig hvorhen jeg havde brug for. Sov hos mig. Lavede mad til os. Min datters far hjalp også, med hvad han nu kunne. Nogen gange kom han med aftensmad, is og et par film. Han puttede vores datter og lagde sig på den anden sofa. Så så vi film og spiste is. Det var rart. For vi havde fået et venskab, som gjorde det lettere at være syg og single. Jeg var heldig. Min datters far var blevet min bedste ven.

De ti dage var ved at være gået. Spændingen steg. Hvordan mon de nye bryster så ud? Jeg håbede på, at de var mega flotte. Struttende og lækre. Så min krop ville være fin og flot igen. Gid det måtte være sådan. Der var en lille tvivl. Men jeg havde set billeder af flotte, runde bryster, som så næsten ens ud på begge sider. Så jeg skød tvivlen væk. Mine bryster ville vidunderlige. Basta.

Endelig, ENDELIG, kom dagen hvor forbindingen skulle fjernes. Min veninde kørte mig dertil. Vi snakkede, grinede og fantaserede om hvor flot jeg ville være, i ”forlygte”-området. Jeg meldte mig ved skranken og blev bedt om tage plads og vente. FÅRK al den venten. Der gik 20 minutter. Intet skete. Vi sad bare og ventede. Utålmodig gik jeg op til skranken og spurgte om, hvor lang tid jeg skulle vente endnu, før det blev min tur. ”Det kan jeg ikke sige”, svarede sygeplejersken med en muggen mine. Venteværelset var fuldt. Al personale så stressede og jagede ud. Så jeg måtte gå tilbage og sætte mig. Yderligere 20 minutter gik. Min tålmodighed var sluppet op. Men jeg turde ikke gå til skranken endnu engang. ”Det her er bare ikke i orden” hvislede min veninde ud mellem tænderne og marcherede målrettet op til skranken. Hun fik sagt i meget klare og tydelige vendinger, at jeg altså havde ventet i over 40 minutter og i det mindste havde brug for en tidshorisont. Sygeplejersken undskyldte. Der var sygemeldinger blandt personalet, så deres dag var mildest talt kaotisk. ”Okay, men det kunne I da godt have sagt”, svarede min veninde surt. Jeg brød mig ikke om, når hun hidsede sig op på sygeplejerskerne. For jeg var jo selv en af slagsen, altså sygeplejerske og vidste at vilkårene ofte var urimelige at arbejde under. På den anden side, var det dejligt at hun tog styringen og fik sagt det, som jeg havde lyst til at sige. Eller nærmere råbe i frustration.

Efter en lille time, blev mit navn kaldt. Mit hjerte hamrede. Håndfladerne blev fugtige. Nu skulle jeg se resultatet. Det var så spændende. Ikke mindst på grund af ventetiden. Plastic kirurgen som havde opereret mig, var inde bag døren. Hun spurgte til hvordan jeg havde haft det. ”Jaah-joooh” jeg havde haft det godt nok. Jeg kunne ikke koncentrere mig om hendes spørgsmål. Den forbinding skulle af hurtigst muligt. Efter en kort udveksling af spørgsmål/svar, blev jeg bedt om at tage tøjet af overkroppen. Forbindingen var kæmpestor og fyldte hele brystkassen. Det der plaster som forbindingen var pakket ind under, sad godt fast. Derfor blev forsøgene med at fjerne det i et snuptag, smertefulde og mislykkede. Langsomt og møjsommeligt stod plastic kirurgen og lirkede plasteret af i kanterne, så hun til sidst kunne tage hele forbindingen af, uden flå skindet med.

Synet af mine nye bryster, havde jeg forstillet mig, ville gøre mig glad. Sådan gik det ikke. Skuffelsen var enorm. Mine bryster så slet ikke ud som dem jeg havde set på billederne. De var skæve og overhovedet ikke ens. Jeg kunne ikke sige noget. Plastic kirurgen var derimod yderst tilfreds. Hun synes at resultatet var ”utrolig flot” og ”det kunne ikke være bedre”. Dertil kom, at hun gerne ville tage billeder, så hun kunne bruge mig som et eksempel. Min veninde sagde heller ikke noget. Hun kunne tydeligt læse i mit ansigt, at jeg ikke var spor imponeret. Plastic kirurgen havde alt for travlt til at registrere min reaktion. Hun gik videre med at instruere mig i brugen af et elastik bånd, jeg skulle bruge henover det kunstige bryst, så det ikke ”kravlede opad”. Båndet skulle sidde stramt udenpå en særlig bh, som heller ikke var hverken behagelig eller pæn. Det andet, raske bryst, blev så også trykket nedad. Det gav ingen mening, da det var blevet løftet. Men jeg sagde ikke noget. Svarede blot på det allermest nødvendige. Udstyret med elastik bånd, grim bh og en ny tid om tre uger, gik vi slukørede ud til bilen.

Tårerne pressede sig på og fik frit løb, da vi kom ud i bilen. Hvordan skulle ”det der”, pegende på mine bryster, nogensinde blive flot? ”Det ser jo ud ad helvedes til”. Og det føltes ligesådan. Igen kom tankerne om at jeg skulle skamme mig. I det mindste havde jeg to bryster, som var pænere end før. Jeg havde overlevet kemo og herceptin behandlingen gik godt. Faktisk skulle jeg være taknemmelig for alt det jeg havde. Det var jeg også. Det meste af tiden. Bare ikke lige da jeg så de der bryster, som ikke levede op til mine forventninger. Håbet om at kunne vise mig nøgen og være intim med en mand, nogensinde, dalede. Tanken om at være single og ”uberørt” resten af mit liv, var ikke til at bære. For sådan måtte det gå, med de der grimme forlygter. Jeg var min egen værste fjende. Det indså jeg efter nogle lange timer i total offertilstand.

Jeg var mere end blot flotte bryster, langt hår og et kønt ansigt. Det vidste jeg godt. Alligevel pinte de nye brysters udseende mig mere, end jeg brød mig om at indrømme. Og så var jeg stadig for fed oveni. Jeg måtte finde ud af, at se min skønhed på en ny og mere nuanceret måde. Identitetskrisen lurede under overfladen. Blandet med skyldfølelse og taknemmelighed. Det var vanskeligt at rumme det hele. Men hvad havde jeg at vælge imellem? Ville jeg være offer eller ville jeg tage det hele som en udfordring? Nogen dage var det let at være stærk og taknemmelig og andre dage var jeg så meget offer, at jeg ikke kunne holde mig selv ud. Kunsten blev at være okay med begge dele og finde ud af at elske ”det som er”.

 

Et år

Efteråret gik og håret voksede. Hverdagen blev lidt mere overkommelig og overskuddet vendte langsomt tilbage. Jeg gik til samtaler med rådgiveren hos Kræftens Bekæmpelse. Hun gav mig en opgave. ”Skriv et brev til sygdommen. Fortæl hvad det har betydet for dig, at være blevet syg”. Tanken om at skrive sådan et brev, fyldte mig med modvillighed. Når det blev skrevet ned, var det lidt mere virkeligt og ”in my face”. Alligevel ville jeg godt give det et forsøg. Rådgiveren måtte have oplevet, at det havde virket godt for nogen, så hvorfor skulle det ikke også virke for mig? Vi aftalte at mødes lige før jul. Så var der næsten gået et år siden jeg opdagede knuden.

Mørket uden for påvirkede mit humør. Hvert efterår og vinter oplevede jeg en muthed, som føltes som en tung dyne, over mit ellers lyse sind. Sådan havde det været siden min søster døde 14 år tidligere. Så der var virkelig dobbelt op på udfordringen i, at finde sprækker med lys. Et lyspunkt var, at mine smagsløg nu var normaliserede, så mad, kage og chokolade smagte virkelig godt. Trøstespisningen tog til. Alle de kilo jeg havde besluttet mig for ikke at tage på, under behandlingen, kom snigende i det efterår. 8 kg for at være helt præcis. Min forfængelig led. Godt nok havde jeg fået lidt hår på hovedet. Brystet havde fået en størrelse, som gjorde at bluserne sad pænt igen. Men, bukserne strammede og kinderne blev runde. Alt for runde efter min mening.

Brevet skrev jo ikke sig selv og deadline nærmede sig. Hvordan skulle jeg starte brevet? ”Kære sygdom”…. Arh, det var alligevel lige rigeligt venligt at skrive sådan, til noget som havde dræbt min søster, skræmt mig fra vid og sans, og budt mig på en angst, som jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville kunne slippe af med. Slettede ”Kære” og skrev blot, ”Sygdom”. Jeg beskrev hvilke følelser jeg havde oplevet, fra jeg opdagede knuden, blev diagnosticeret, opereret og fik kemoterapi. Chok, Angst, afmagt, panik, sorg, vrede og udmattelse, var nogle af ordene. Som brevet skred frem, skete der noget. Mine tanker og mine følelser blev mere nuancerede. Ord som taknemmelighed, klarhed, tro, håb og kærlighed, så jeg også mig selv skrive ned på papiret. Kontrasterne, eller modpolerne om man vil, var blevet uendeligt meget tydeligere i mit liv. Ikke noget leverpostej-liv. Rutsje turene vidnede om at jeg rummede begge dele. Sorg og glæde, mod og mismod. ”Intet uden det andet”, som Louise Hay skrev i sin bog, helbred dit liv, gav nu fuldstændig mening. Jeg endte med at skrive ”Kære Sygdom” som start alligevel. Det føltes helt rigtigt og bedre end blot ”Sygdom”.

December er en af mine yndlingsmåneder, hvor jeg pynter med masser af lys, nisser, hjerter og engle. Og på det tidspunkt var min datter tre år og julen det mest vidunderlige eventyr, med små overraskelser hver dag, i pakkekalenderen. Dagen hvor aftalen med rådgiveren kom. Brevet havde jeg underskrevet og lagt i en pæn konvolut med lyserødt foer. I lokalet hvor rådgiveren og jeg skulle tale sammen, var der tændt stearinlys og en lille skål med hjemmebagte pebernødder stod på bordet. Sammen med den obligatoriske kasse kleenex. ”Vil du læse brevet højt for mig”? spurgte hun mig venligt. Med rystende hænder og en kæmpe klump i halsen, tog jeg brevet ud af konvolutten. Tårerne pressede på og sved bag øjenlågene. Hjertet bankede hårdt og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Rådgiveren rakte mig en snotklud fra æsken. Pyha, følelserne kørte for fuld udblæsning og jeg havde ikke engang læst den første sætning. Tålmodigt ventede hun på, at jeg fik mig samlet nok sammen til, at kunne se noget og læse starten på brevet. Selvom det var et forholdsvist kort brev, tog det lang tid at læse højt. Da jeg endelig havde fået hakket, snøftet og snottet mig igennem, bredte der sig en varm følelse af lettelse og forløsning. Nærmest helt magisk, tænkte jeg. Rådgiveren kiggede mildt på mig og spurgte, hvad der skete inden i mig. Med en uforklarlig ro, kunne jeg fortælle om den transformation jeg netop havde oplevet. Hadet til sygdommen havde forvandlet sig. Ikke ligefrem til kærlighed. Nærmere til en ydmyghed og en følelse af, at min bevidsthed lige havde vokset med flere størrelser, på ultra kort tid. Vi talte om livets finurligheder og aftalte, at denne gang var den sidste vi skulle mødes. Med et ”glædelig jul”, blev jeg sendt ud i verden igen. Som en forvandlet kvinde. Hvordan det var gået til, begreb jeg ikke. Men jeg mærkede det. Tydeligt. Håbet, modet og viljen til at få det bedre, føltes umådelig stærkt. Og nærende.

23. december var etårsdagen, for opdagelsen af knuden, som skulle ændre mit liv. Jeg havde frygtet, hvilke tanker og følelser der vil dukke op i den forbindelse. Så jeg havde forberedt mig. Dagen var planlagt. Min datter skulle hjem til sin farmor og farfar, med sin far og fejre lillejuleaften. Juleaften skulle fejres sammen med min familie. Forholdet mellem min datters far og jeg var blevet til et stærkt venskabsbånd, hvorfor det var helt naturligt, at jeg tog med hjem til farmor og farfar, og han tog med hjem til min familie dagen efter. Sygdommen havde også været med til, at jeg kunne se hvor heldig jeg var. Selvom min datters far og jeg ikke var et par længere og aldrig ville blive det, føltes det kærligt, varmt og ægte at være sammen med min gamle svigerfamilie.

Et år var gået. På det år var jeg blevet 50 år klogere. Mit hjerte 50 millioner kilometer større og min krop mindst 50 måneder ældre. Taknemmeligheden var altoverskyggende den jul. Lykken smilede glimtvist til mig. Mit liv havde igen fået retning. Jeg følte kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Præcist som jeg havde ønsket mig.