På den igen. Tredje gang kemo

Festen havde været et tiltrængt frikvarter. Fra sygdom, hverdagen og mig selv. Da jeg var kommet hjem, havde pakket ud og fået sat tandbørsten tilbage i kruset på badeværelset, vendte virkeligheden tilbage. Der var tre dage til næste omgang ”juice”. Tankerne om at skulle stikkes og få det dårligt igen, magtede jeg ikke. Selvom jeg gjorde forskellige ting, som kunne distrahere mig, var det som om, at kroppen nærmest allerede mærkede, hvordan kvalmen kom snigende. Hovedpinen, tungheden, trætheden og følelsen af at være pumpet fuld af gift, huskede min krop alt for godt.

Aftenen før den 3. kemo var jeg alene. Det vil sige, hunden var hjemme sammen med mig. Ozzy kunne ikke komme og sove hos mig, før aftenen efter. Som på en måde også var vigtigere. Og så alligevel. Min hjerne blev ved med at producere skræmmebilleder. Kroppen samarbejdede og opførte sig allerede kemo-syg. Ude af mig selv, ringede jeg til et par veninder, for at få lettet mit hjerte og for at få tiden til at gå. Jeg fortalte ikke ærligt, hvor dårligt jeg havde det. Om det var for at snyde mig selv, eller for at skåne dem, var jeg ikke sikker på. Men tiden gik og jeg kunne tage min sovepille. Jeg plejede at nøjes med en halv, men jeg ville være helt sikker på at jeg kunne sove, så jeg tog en hel.

Indtil sovepillen begyndte at virke, rensede jeg make-up af og fik øjenkontakt med Graver i spejlet. Min tålmodighed var ved at slippe op. I næsten 2½ måned havde jeg været skaldet. Det føltes som 2½ år. Jeg kunne se frem til omkring 4 måneder mere på den her måde. Så lang tid ville der gå, før håret begyndte at vokse igen. Tårerne pressede sig på og jeg gav efter. Satte mig på toilettet og hulkede. Hunden kom luskende og satte sig foran mig. Stak snuden ind på min kind og slikkede tårerne væk. Jeg kiggede den lige i øjnene og kløede den bag ørerne. ”Jeg elsker dig” snøftede jeg ned i pelsen. Langsomt kunne jeg mærke sovepillen gøre mig døsig. Endelig. Inde i soveværelset plejede hunden at sove på sin store pude, på gulvet, lige ved siden af sengen. Fordi jeg havde så ondt af mig selv, klappede jeg på dynen ved siden af mig og lod den sove oppe i sengen. Fuck alle mine regler. Lige der handlede det udelukkende om, at komme gennem natten, uden at blive vanvittig. For at gøre situationen komplet umulig, kløede det også på indersiden af min ”baseball”.

På grund af sommerferie, havde jeg ikke nogen til at følges med mig op til ”juice”. Så jeg havde ringet til ambulatoriet dagen før, og bestilt transport hjem. Man må ikke selv køre bil, efter kemo. Udsigten til at gå gennem hele dagen, uden mine faste støtter, gjorde mig utryg og trist.

Blodprøven var hæsligere end nogensinde. Ventetiden var lige så hæslig. Appetitten havde været på nulpunktet i flere dage. Kvalmen havde jeg fået på forskud og kroppen føltes som om, styrken blev trukket ligeså stille ud af den. Alt i alt, bare møg med møg på. ÆV.

Selvom jeg, som de andre gange, havde taget mit bedste tøj på og lagt en flot make-up, lignede jeg hende den trætte medpatient, som jeg havde forsvoret at komme til at ligne. Men det gjorde jeg. Sygeplejersken kunne godt se, at jeg var nedtrykt. Tårerne lå konstant på lur. Jeg kunne mærke dem svie under øjenlågene. Selvfølgelig blev det til fire stik, før droppet kunne sættes til. Denne gang jamrede jeg ikke. Faktisk sagde jeg ikke en lyd. Men tårerne løb. I stride strømme. For første gang tænkte jeg. ”Gid jeg var død”. Jeg var kun halvvejs. To gange mere, ud over denne her. Det var fuldstændigt uoverskueligt.

Sygeplejerskerne var umådeligt søde og opmærksomme. En af dem sad og holdt mig i hånden ved alle fire stik. Hun havde også en brækpose parat, for jeg havde allerede kvalme. ”Forventningskvalme” kaldes det. Ved første pose ”Juice” kastede jeg op. Så de kvalmepiller jeg lige havde slugt, røg op igen. Det var håbløst. Hvordan skulle jeg komme gennem tre gange mere af det der? Sygeplejersken fandt en stikpille frem. Den skulle jeg stikke op i endetarmen. Hold nu op. Ad! Så mellem første og anden pose, fik jeg 5 min til, at få den der klamme stikpille placeret i min røv. Og hvis jeg ikke kunne det, ville sygeplejersken gøre det for mig. Arj, det var for pinligt. Og ulækkert. Med rystende hænder lykkedes det. Pyha. Den totale ydmygelse var undveget.

Kvalmen fortog sig forholdvist hurtigt. Den forsvandt ikke helt, men var til at udholde. Tredje og sidste pose blev hængt op. Om lidt ville næsen blive tæt og hovedpinen ville indfinde sig. Denne gang var endnu værre end de andre gange. De værste tømmermænd, toppet med influenza og madforgiftning. Sådan oplevedes det.

Da hele seancen var overstået, måtte jeg gå ned i forhallen og vente på at blive hentet af en chauffør. Hvad jeg ikke vidste var, at det var en minibus jeg skulle køres hjem i, så der skulle 6 andre patienter med. Endnu en gang blev min tålmodighed sat på prøve. Turen rundt med de andre tog 1½ time. Jeg var den sidste på ruten. Da vi endelig nåede min adresse, var jeg så svimmel og ringe tilpas, at chaufføren måtte hjælpe mig ind. På en formiddag, var jeg blevet 100 år ældre og havde mistet det meste af troen på, at ”det her, det klarer du også”.

Mest af alt ville jeg bare gerne have fred. Sove gennem de næste fire måneder. Vågne op til blødt hår på hovedet og en hverdag, med min datter, hund, veninder, arbejde og måske endda en kæreste. Tungt smed jeg mig på sofaen og græd. Ikke siden jeg mistede håret, havde jeg været så modløs og fortvivlet.

De andre gange havde jeg gået en tur med hunden, når jeg var kommet hjem. Sådan blev det ikke den her dag. Kroppen gjorde for ondt. Kvalmen fyldte for meget og jeg kastede op. Jeg vaskede resterne af make-uppen af og trak i mit nattøj, selvom klokken kun var halv fem. Min veninde, som havde været der og lavet aftensmad til mig de andre gange, var på ferie. Så jeg måtte selv lave noget at spise. Det orkede jeg ikke. Så ingen mad hele dagen, hjalp bestemt ikke, på hverken kvalme eller humøret.

Ozzy dukkede op ved 19-tiden og fik et chok. Bleg og med oppustede øjenlåg, fandt hun mig krøllet sammen på sofaen. Da jeg rejste mig for at give hende et knus, måtte jeg skynde mig på badeværelset og kaste op i stedet for. Igen. Grædende kom jeg tilbage til stuen, og fortalte om min dag fra helvede, mens snot og tårer flød i en lind strøm. Ozzy vidste ikke sine levede råd, så hun lyttede bare og spurgte til hvad jeg havde brug for. ”Jeg vil DØØØØØØ” skreg jeg inde i hovedet. Men, for det første mente jeg det ikke, sådan rigtigt og for det andet ville jeg ikke gøre Ozzy mere bekymret, end hun var i forvejen. Hun fik lokket mig til at spise en banan. Selvom hun ikke havde kræfter til ret meget andet end at hvile, hjalp det på alt, at hun var der.

Den aften blev vi enige om, at tage vores natpiller klokken halv ni. Dagen måtte gerne se at slutte. Ude i køkkenet stod vi med piller linet op og to glas vand. På badeværelset ventede endnu en stikpille. ”En-to-tre-NU” og sovepillerne blev slugt synkront.

Inde i sengen lå vi med hinanden i hånden og ventede på at falde i søvn.

”Det bliver bedre i morgen” sagde Ozzy og klemte min hånd. Jeg klemte tilbage. Uden at sige noget.

Ozzy og Graver

De fem dage med kemokrop forløb som forventet. Lidt værre end den første omgang. Mere ubehag, træthed, kvalme, ømhed og en vedholdende smag af metal. For at holde al den dårligdom ud, ledte jeg desperat efter lysglimt, som kunne give lettelse.

Et af de lysglimt var min veninde, som havde fået piskesmæld. Sammen udviklede vi en galgenhumor, som gjorde livet udholdeligt, når det så allersortest ud. Vi sov sammen i de fem dage efter kemo. Hun boede alene og var sygemeldt. Hjemme hos mig havde ”vi” hund og barn. Så der var vi mest. Det var trygt at have hende lige ved siden af. Jeg havde spurgt lægen om jeg var for giftig, at være tæt på lige efter ”juicen”. Heldigvis var svaret ”nej”.

Min veninde havde langt mørkebrunt, som i næsten sort, hår. I den periode var der et reality show med Ozzy Osborne i fjernsynet. På grund af ligheden i frisuren og at nogen af deres bevægelser også mindede om hinandens, blev min veninde til ”Ozzy”. Piskesmældet havde gjort bevægeligheden i nakken begrænset og smertefuld. Den lidt stive måde at bevæge hovedet på, lignede Ozzy Osbornes til forveksling.

Om aftenen, inden vi skulle i seng, var der noget medicin vi skulle have. Det var ikke helt den samme slags, bortset fra sovemedicinen. ”Hva´så Graver, skal vi snart ud og mixe vores drugs”, råbte hun ude fra køkkenet. ”Ozzy, din gamle narkoman, take it easy, Graver skal lige være mentalt klar”, svarede jeg ude fra badeværelset, mens make-uppen blev vasket af. Sådan gik meget af tiden og det var sjovt. Jeg fandt ud af, at hvis ”Ozzy” ikke faldt i tung søvn med det samme, så kunne jeg føre nogen meget morsomme samtaler med hende, som hun ikke kunne huske næste morgen. En lidt morbid fornøjelse, men ikke desto mindre, skæg. Mest for mig. For at hun kunne slippe uden om flere pinlige, halvt bevidstløse snakke, bestemte vi os for at tage sovepillerne samtidigt. ”En-to-tre-nu”, så slugte vi dem. Så var der større chance for, at jeg enten heller ikke kunne huske samtalerne eller endnu bedre, bare faldt i søvn samtidig med hende.

En nat skulle ”Ozzy” op og på toilet. For ikke at vække mig, lod hun lyset være slukket. Pludselig hørte jeg et brag ude fra gangen og et ”AV FOR HELVEDE DA”. Så var der stille et sekund og så hørte jeg et latterbrøl. ”Ozzy” havde i sin ”pille-koger” og i mørket, ikke kunnet se, at døren til badeværelset var lukket. Lidt forvirret fik jeg tændt lyset. Ude på gangen stod hun så, ”Ozzy”, med hånden på panden, skraldgrinende og skæv. Jeg stod lige så sovepille-skæv og grinede. Hendes hår hang ligesom Ozzys og hun snøvlede også en anelse. Nok mest fordi hun grinede så meget. Ude på badeværelset kiggede vi os i spejlet. Hold kæft mand, hvor så vi elendige ud. Og lige der, var det helt vild skægt.

Jeg var begyndt at læse ”Helbred dit liv” af Louise L. Hay. Min storesøster havde læst den, lige inden hun døde og jeg huskede, hvor begejstret hun havde talt om den. I bogen skrives der blandt andet om bekræftelser og hvor meget helbredelse der er i, at sige dem. Jeg blev opmærksom på, hvad jeg gik og snakkede med mig selv om. Det delte jeg med ”Ozzy” og sammen blev vi skrappe til at finde sprækker af lysglimt og sige ”alt er godt”. Hvis det føltes lidt for kunstigt, blev det til ”det bliver bedre i morgen”.

Vi var begge singler og længtes indimellem efter, at have en kæreste. Omstændighederne var ikke til dates eller romantik. Så i de perioder, hvor vi nærmest boede sammen, skrev vi små sedler til hinanden, med en sød lille hilsen og hjerter på. Det var hyggeligt at finde en seddel med ”hav en dejlig tur til købmanden mi lille skat, kys kys fra Ozzy” fyldt med hjerter.

Når vi ikke kunne holde smerter, kvalme, skaldethed og uvished ud, lå vi med hinanden i hånden og græd. Længslen efter livet, før ulykke og sygdom var så voldsom, at det føltes som om hjertet blev rykket midt over. Magtesløsheden skyggede for selv den mindste stribe af lys. Da vi havde hulket igennem, fik en af os til sidst snøftet: ”det bliver bedre i morgen”. ”Ja, i morgen er det bedre”. Og det blev det. Oplevelsen af at være sammen i ”Piratens” rutsjeture, skabte et nærvær og en ægthed, som føltes uendeligt stærkt. Sammen kunne vi klare alt.

På hver sin sofa lå vi ofte og snakkede om, hvordan vi skulle gå sammen i klip-klappere, sommerkjoler og med kolde smoothies i hånden, gennem byen. Danse og grine hele vejen og nyde, at håret var vokset ud igen og nakken var blev stærkere. Solen ville skinne og livet ville føles let og smertefrit. Vi visualiserede vores fremtid og det føltes godt.

Vi blev så tætte, at vi kunne mærke, hvis den anden var ked af det, selvom vi ikke var sammen. I starten blev jeg overrasket over, at få en sms eller et opkald fra hende, når mørket blev massivt og gjorde livet uoverskueligt. Når jeg blev overmandet af modløshed og frygt, magtede jeg ikke at bede om hjælp. Hun mærkede det og reagerede på det. Selvom hun om formiddagen var kørt hjem, for at være der et par dage, kunne det sagtens ende med, at hun pakkede sine ting sammen igen og kom tilbage om aftenen.

Vores venskab blev endnu en livline, som kunne redde mig, fra mine katastrofetanker og selvmedlidenhed. Som ”Ozzy” klogt sagde, ”den her tid, den er særlig og den skal vi huske at nyde”. Det gjorde et stort indtryk på mig, at lige præcis hun sagde det. For hun havde konstante smerter og måtte hvile sig det meste af døgnets timer. Om det nogensinde ville blive anderledes vidste hun ikke. Alligevel kunne hun se lyset i mørket.

Lyset. Kærligheden. Drømmene.

”Alt er godt”.

Bag forbindingen

De følgende dage, efter den anden operation, flød sammen. Jeg ventede på, at mine sår skulle heles. At der ikke flød så meget væske og blod i drænposerne. Ventede på at få vished, om der var mere spredning. Kemo. Der lå en mørk skygge over min fremtid. Ind imellem kunne jeg abstrahere fra, hvad der ventede mig. Særligt når min datter og hendes far kom på besøg. Hun var ligeglad med om jeg lignede udvasket havregrød. Mit hjerte flød over af kærlighed, når jeg hørte de små fodtrin på gangen, komme løbende mod min stue og hun råbte ”moar” så højt hun kunne. Også mine veninder mødte trofast op hver dag. Det var mine lysglimt.

Et helt særligt lysglimt, var den dag min veninde, som havde været i et alvorligt biluheld, et år forinden, stod på min stue. Hun havde fået et slemt piskesmæld, som havde betydet at hun havde ligget i sin seng, med ulidelige smerter i over et år. Der lå hun endnu, det meste af tiden. Stadig i et smertehelvede. Alligevel havde hun rejst sig, for at se til mig. Jeg vidste, hvad det havde krævet af hende at stå der. Det rørte mig dybt. Hendes ukuelige vilje, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Selvom besøget af hende var kort, så efterlod det mig med følelsen af, at være et umådeligt heldigt menneske. Der var mange, som tog sig tiden til at besøge mig, sende blomster, skrive en hilsen eller komme med gaver. Alt sammen for at opmuntre mig. Mine veninder og mit netværk stod sammen med mig, i den her svære tid. Ingen trak sig væk. De stod der. Klar til at gribe mig. Følelsen af støtte og kærlighed var enorm.

Tiden nærmede sig, så forbindingen snart måtte tages af. Smerterne havde aftaget i styrke og var blevet til en ømhed. Armen var stadig bundet op i en slynge, for at belaste den mindst muligt. Sådan skulle det være i ca. 6 uger endnu. Når forbindingen kom af, ville drænslangerne og poserne også blive fjernet. Der var bestemt fremskridt at spore, fysisk i hvert fald.

Indlæggelsen nærmede sig sit 10. døgn. I de døgn havde mit liv slået kolbøtter. Flere gange. Mit sind havde gået fra det sorteste mørke, til fnisende eufori og tilbage igen. Jeg følte mig drænet for energi og overskud.

På afdelingen var livet meget forskelligt, fra min sædvanlige dagligdag, som single mor. Som patient skulle jeg ikke selv lave mad, gøre rent eller vaske tøj. Min fornemmeste opgave var at komme mig. Finde ud af komme overens, med min krops nye udseende og begrænsninger. Jeg havde heller ikke overskud til andet. Energien blev brugt lynhurtigt på ting, som toiletbesøg og hente mad i spisestuen.

Jeg havde fået at vide, at på 10. dagen måtte jeg få forbindingen af. Sygeplejersken havde sagt, at det skulle vi gøre sammen. Fordi det kunne være overvældende, at se ar og brystkassen uden bryst. Jeg havde svært ved at forstille mig, hvordan det ville føles at se det. Ville jeg væmmes og græde? Utålmodigt, besluttede jeg mig for selv at tage forbindingen af. Jeg kunne ikke holde ud at skulle vente mere. Da jeg skulle skifte fra sygehus nattøj, over i mit eget tøj, gik jeg på badeværelset alene. Kiggende på den store forbinding, tog jeg en dyb indånding og med en hurtig bevægelse, hev jeg til. Av. Plasteret sad godt fast. Efter et par ryk mere, slap forbinding og plaster huden. Synet af den flade del af brystet, var ikke overraskende eller uhyggelig. Jeg kørte hånden henover arret. Under musklen var den der ekspander lagt ind. Den gav en lillebitte bule. Ikke noget der lignede et bryst. Det føltes heller ikke som et sådant. Bulen var hård og kold. Fornemmelsen af at have fået syet et grydelåg ind i brystet, er den bedste måde at beskrive det på. Både hud og muskel føltes meget stram. Området omkring det manglende bryst og det meste af bagsiden, på venstre overarm, var følelsesløst. Helt ”dødt”. Nervebanerne i armhulen var blevet skåret over af to omgange. De ar kunne jeg ikke se, for der var stadig en forbinding på, som ikke måtte fjernes endnu. Det var underligt, at stryge hånden hen over de steder på kroppen. Jeg nev i huden på de ”døde” områder og kunne ikke mærke noget som helst. Arret på brystet var langt og lignede lidt et ”s”, som lå på langs. Min nye kropsdel, eller den som ikke var der mere, blev studeret nøje. Mærket på og delvist accepteret.

Med møje og besvær fik jeg trukket blusen over hovedet. Den ”døde” arm var ikke samarbejdsvillig, men med stædighed og tænderne bidt hårdt sammen, fik jeg den i ærmet. Det lykkedes. Tilfreds med min indsats, gik jeg ud af badeværelset og hen på sengen. Jeg var allerede træt. Hurtigt faldt jeg i søvn.

Sygeplejersken vækkede mig og kiggede med forundring på mit bryst. ”Hvordan har du fået din forbinding af og den der bluse på”? spurgte hun. Smilende svarede jeg: ”det er bare sådan noget jeg kan”. Forsøget på at virke sjov og i balance, faldt til jorden. Hun virkede ikke imponeret. I hånden havde hun en elastik blonde bh, som jeg kunne bruge, hvis jeg ville have noget fyld i den flade side. Hun tilbød at hjælpe med, at få det til at se pænt ud. Det kunne vi godt prøve. På badeværelset fik jeg bh-en på. Sygeplejersken havde noget vat med som fyld. Sammen stod vi og formede det falske bryst. Det så fjollet ud. Jeg følte mig utilpas ved, at lade som om der var et bryst. Den dag besluttede jeg, ikke skjule den flade side nogensinde igen. På en eller anden måde, følte jeg en stolthed over at stå ved min krop, som den var. Uden skam over at være blevet brystamputeret, stod jeg ved min ”krigsskade”. Det var en del af prisen jeg måtte betale for at blive rask igen. Til min egen forundring, følte jeg ikke noget tab af kvindelighed, ved kun at have et bryst.

Inden jeg kunne blive udskrevet, skulle jeg have fjernet drænslangerne. Jeg lå på sengen og sygeplejersken havde en papbakke med, som hun kunne lægge dem i, når det var trukket ud. De var syet fast med et par sting, som skulle fjernes inden. Da det var gjort, trak hun først i den ene slange. ”Smuuush”-lyden og fornemmelsen af slagen der gled ud af kroppen, var klam. Det gjorde ikke ondt. Men den der smaskelyd og følelsen var klam. Jeg fik associationer om orme, der kravlede ud af siden på mig. Med høj puls og sveden drivende, lukkede jeg øjnene og prøvede at tænke på noget andet, mens de sidste to slanger blev hevet ud. ”Smuuuuush- Smuuush” og det var overstået. Udmattelsen indtraf med det samme.

Hvis der ikke kom nogen ophobninger, af blod og væske i områderne hvor drænslangerne havde været, i et døgn, måtte jeg komme hjem. Tanken om at komme hjem var ambivalent. Jeg savnede min datter, vores hund, hverdagen og mit liv. Men hvordan ville det være at skulle klare mig selv, med kun en brugbar arm? Min datter brugte stadig ble, så det kunne blive vældig besværligt at klare det, med en hånd. Madlavning, indkøb, rengøring, hundeluftning, tøjvask og havearbejde så aldeles uoverskueligt ud. Mit liv så i det hele taget helt uoverkommeligt ud.

Samtidigt længtes jeg hjem. Til min egen seng. Til mit hjem. Til mig.

Dagen før næste operation

Den næste operation ville blive dagen efter. Fra beskeden om den ændrede situation, til ny operation var 1½ døgn. Når det skulle ske så hurtigt, tolkede jeg det som værende alvorligt. Meget alvorligt. Det skræmte mig. Samtidig gjorde det mig også lettet. Alt det syge skulle væk. Hurtigt. Ventetiden var i princippet kort, men tiden føltes uoverskuelig lang. Tid var blevet en underlig størrelse, som føles anderledes efter jeg var blevet syg.

Da det blev morgen, havde jeg ikke rigtig sovet. Måske var det blevet til et blund, når jeg prøvede at se om jeg kunne finde ro, efter tasketurene på gangen. Så jeg følte mig udkørt, nedbrudt og fortvivlet. Min appetit var væk. Mine øjne var hævede af at græde. Tankerne var mørkere end nogensinde.

Sygeplejersken kom ind og fortalte, at der ville komme en narkoselæge og tale med mig i løbet af dagen. Der var nogle forberedelser til operationen næste dag. Mit ene bryst var blevet fjernet ved første operation, sammen med to lymfekirtler i armhulen. Ved den næste, ville de fjerne resten af lymfekirtlerne der. Det ville betyde endnu en slange ud af kroppen. Denne gang ud af armhulen. Igen skulle jeg have taget blodprøver. Min krop var mærket af smerter fra operation, stik og ikke mindst stress over, at nu var det kræft jeg havde. Ikke forstadier, som jeg troede. Men kræft. Tilmed en særlig aggressiv en.

Klokken var ikke meget over 9, da min ungdomsveninde marcherede ind på min stue. Hun havde en stor taske på armen. Da hun så mig ligge der, askegrå i ansigtet med bange øjne, gav hun mig langt kærligt kram. Jeg kunne se hun også var berørt af, hvad der var sket, siden vi havde set hinanden sidst.

”Nu skal du bare slappe af, så skal jeg nusse lidt om dig” sagde hun kækt og gik ud af stuen. Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente. I løbet af få minutter havde hun fået fat i en skillevæg, fade og håndklæder. Min veninde er kosmetolog og havde i sin store taske, cremer, masker og velduftende olier. Hun ville give mig en ansigtsbehandling. Som så mange gange før, skulle jeg bare slappe af og lade hende arbejde. Denne gang var kulissen en anden. Men når jeg lukkede øjnene, kunne min krop ikke kende forskel. Hendes bløde kærlige hænder, sammen med hendes velkendte friske stemme gjorde, at jeg hurtigt slappede af. Det var vidunderligt. Berøringen, duften og nærværet var intet mindre end vidunderligt. Det var som om min krop genkendte dette scenarie. Inden i bredte sig en følelse af velvære. Denne følelse tændte gnisten i fighteren, som jeg bar inden i. Hende som jeg havde set i øjnene, i spejlet aftenen efter den første operation. Hende som sagde ”det her, det klarer du også”. Efter en halv times tid skulle jeg ligge med en ansigtsmaske. I den tid ville hun massere mine hænder og fødder. Endnu mere velvære brusede gennem kroppen.

Pludselig hørte jeg en fremmed stemme nævne mit navn. Jeg havde glemt alt om at der ville komme en narkoselæge. Han stod på stuen med en narkosesygeplejerske. ”Ja, det er mig” hørte jeg mig selv sige, med et let undertrykt fnis. For der lå jeg, med en grøn maske i hovedet, vatrondeller for øjnene og bare fødder strittende ud fra under dynen, som min veninde masserede. Narkoselægen kunne ikke skjule sin overraskelse. Jeg spurgte om det var okay, jeg bare blev liggende. Det var det. Min veninde gik ud af stuen, mens de snakkede med mig. Spørgsmålene var som sidst af faktuel karakter, så det var hurtigt overstået. Da de gik hørte min veninde, at de havde talt om, hvor utrolig rolig jeg havde været. Og med den diagnose, så var det endnu mere overraskende at tale med mig, som havde forekommet dem både stærk og optimistisk.

Efter endt skønhedsbehandling, følte jeg mig anderledes til mode. Det frikvarter fra sygdom, operation, blodprøver, diagnoser og medicin, som min venindes behandling havde været, var lige hvad jeg trængte allermest til. Jeg mærkede en klippefast vished vokse inde i. ”Det her, det klarer du også”.

Resten af dagen foregik fredeligt. Panik, dødsangst og kaos var afløst af en spirende optimisme. Jeg var træt, så jeg hvilede mig meget af tiden. Om aftenen kom en veninde med varm kakao og lune hjemmebagte boller. Vi sad og sludrede, uden jeg følte mig på sammenbruddets rand. Jeg kunne næsten ikke forstå det. Dagen var på vej til at ende på en helt anden måde, end jeg havde fantasi til at forestille mig. På den gode måde.

Da det blev sengetid, bad jeg om noget at sove på. Det fik jeg. Med mere fred i sindet end aftenen før, krøb jeg i seng. Min venindes behandling havde reddet mig fra mine mørke tanker. Katastrofetankerne synes længere væk. Min indstilling havde ændret sig. Det føltes nærmest magisk.

”Det her, det klarer du også” kørte på repeat i mit hoved.

Operationen

Vækkeuret ringede tidligt den morgen. Kl 05.00 slog jeg omtumlet øjnene op til dagen, som jeg både havde frygtet og set frem til.

Frygten var, at jeg skulle dø under narkosen. Og lægen ville glemme en saks inde i mig. Og at det ville komme til at gøre psykopat-ondt. Og at det ville vise sig, at jeg var meget mere syg end først antaget.

Alligevel havde en del af mig set frem til den her dag, som der havde været forberedelser til de sidste 10 dage. Så det syge kunne skæres væk og ikke sprede sig til resten af min krop. Få det overstået. Så jeg kunne komme videre i mit liv. I mit hoved havde jeg allerede været igennem operationen mindst 100 gange. Med forskellige slutninger.

Min ungdomsveninde havde overnattet hos mig. Det var en tryghed og lettelse at have hende tæt på. Manisk gik jeg rundt i huset. Satte Britney Spears på anlægget og skruede op. For at overdøve min indre stemme som fortalte mig; ”det er nu”, ”du bliver aldrig den samme”, ”det er farligt, FARLIGT”, ”måske er du meget syg”, ”det her, det kommer til at gøre ondt”.

I sympati fastede min veninde. Morgenen gik med at komme i bad og få pakket det sidste sammen.

Vi ankom på afdelingen og blev vist på den stue som jeg skulle være på. Min seng var ved siden af vinduet. Sygeplejersken kom med at sæt operationstøj. Der var knapper i siden og det sad ikke særlig flot på kroppen. En fuldkommen ligegyldig detalje, set i forhold til det som ventede mig. Da jeg havde skiftet tøj, fik jeg et lille bæger med nogle piller i. Hvad det var for nogen spurgte jeg ikke til. Jeg slugte dem bare med rystende hænder. Der var ventetid. Selvom vi var kommet ved 7-tiden, så var der flere timer til det blev min tur.

Tiden forekom lang. Vi brugte tiden på at snakke om ufarlige emner. I patientstuen så vi en ung kvinde sidde med sin mand. Hun var også i operationstøj. Hun græd og de holdt hinanden i hånden. Jeg mærkede et snært af misundelse. Hun havde en mand, som passede på hende. Det havde jeg ikke. Min selvmedlidenhed blev afbrudt af at Farmor, altså min datters farmor og min ex-svigermor, dukkede helt uventet op med en kæmpe buket blomster i favnen. Hun krammede mig og så mig lige i øjnene. Lige der, kunne jeg ikke skjule hvor bange jeg var. Vi fik begge tårer i øjnene, som vi prøvede at skjule. Hurtigt gav vi hinanden et knus mere og sagde farvel. Det varmede at få sådan en overraskelse.

Nede i patientstuen sad min veninde og ventede trofast. Klokken nærmede sig 11, så det måtte gerne snart til at være. Endelig kom sygeplejersken med en portør. I det samme ringede min venindes telefon. Hun tog den og sekunder efter hørte jeg hende sige, ”det er løgn” med gråd på stemmen. Hvad var der sket? Min opmærksomhed var på min venindes udbrud og hendes reaktion. Sygeplejersken bad mig følge med. Jeg var splittet. Nu skulle jeg afsted, ned til operation og min veninde havde fået et opkald som lød meget alvorligt. Telefonsamtalen blev hurtigt afsluttet, så min veninde kunne følge med mig ned på operationsgangen. ”Min mor er død”, sagde hun med chokket malet i ansigtet. Situationen var absurd. Jeg kom op i sygehussengen og blev rullet ud af stuen. Min veninde fulgte med og efter en snørklet tur på lange gange og i en elevator, nåede vi til operationsgangen. Min seng blev kørt ind i et lille rum. Der havde vi to minutter alene før lægen ville komme. Jeg havde behov for at hjælpe min veninde, så hun ikke skulle stå alene med oplysningen om sin mors død. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Så vi krammede og jeg bad hende ringe til min veninde som boede tæt på sygehuset.

Lægen kom og tegnede med en sort tusch på mit syge bryst. Der var mange streger og jeg fik forklaringer på dem alle sammen. Jeg hørte ikke efter. Min hjerne var lammet. Så en hurtig afsked med min veninde, som grædende gik ud af det lille rum. Og jeg kunne ikke løbe efter hende for at trøste. Min ”ting” har altid været at hjælpe andre. Trøste og lytte. Nu stod jeg med en forstenet hjerne og et blødende hjerte.

På operationsstuen blev jeg vist hen til briksen jeg skulle ligge på. Der var mange mennesker på stuen. De var søde og alle præsentererede sig. I en underlig surrealistisk tilstand kom jeg op på briksen. Fik tæpper på og forklaret hvad der skulle ske. Jeg skulle have lagt et drop. Åh nej, jeg skulle stikkes. Først i hånden og så ti stik i ryggen. Narkosesygeplejersken var dygtig og det gik meget hurtigt. Da jeg lå der, på ryggen med et drop i hånden, stirrende op i en kæmpestor lampe og følte mig lillebitte og bange. Rædselsslagen. Tårerne løb ned af kinderne. Narkosesygeplejersken gav mig noget i droppet. Tårerne blev afløst af en følelse af blød velvære. Alt føltes himmelsk og nærmest morsomt. Jeg var skæv. De vendte mig om på siden for at give mig de ti stik i ryggen. For min skyld kunne de have stukket mig 50 gange, hevet mine negle ud og amputeret mit ene ben. Jeg var ligeglad. Så skæv var jeg.

Vupti, en, to, tre så sov jeg.