Tag: angst

Åhr nej, ikke igen

I første omgang svarede jeg ikke, på den sms fra eksen. Med bankede hjerte og rystende hænder sad jeg blot med telefonen i hånden. Så tikkede der endnu en sms ind. Fra ham. Igen. ”Det kan jeg godt forstå” skrev han. Selv når han skrev venligt, blev jeg utryg. For jeg vidste, at det ville ændre sig, som regel på et splitsekund. Selvom jeg nu var i sikkerhed, følte jeg mig stadig bange. Mine tanker stak helt af. Kunne han finde på at opsøge min datter når hun gik hjem fra skole? Gøre hende fortræd? Stalke mig? Skabe mere ballade?

I den periode, lige efter vi flyttede hjem til Farmor, opholdt jeg mig mest der, når jeg havde fri fra arbejde. Min datter mærkede hvor paranoid jeg var blevet og det smittede af på hende. Lige så snart hun ikke kunne se eller høre hvor jeg var, fik hun panik angst. Nogen gange skreg hun. Indtil hun fik vished om at alt var okay. Jeg følte mig som den ringeste mor i verden.

Langsomt begyndte jeg at bevæge mig ud i livet igen. Sms´erne fra eksen fortsatte. Nogen gange ondskabsfulde og hånlige. Andre gange truende. Få gange venlige. Hver gang hans navn viste sig på displayet, fik jeg hjertebanken og koldsved. Hver dag, uanset hvad jeg lavede, lå det i mit baghoved, at min datter og jeg var i fare. For huset var ikke solgt og udsigterne til at det ville ske, var lange. Hele tiden følte jeg han åndede mig i nakken.

Efteråret kom og jeg oplevede en smuk forelskelse. Min allerførste kærlighed, dukkede pludseligt op i mit liv igen og vi forelskede os. Det var inderligt, trygt og jeg følte mig elsket. Men inden i var jeg gået så meget itu, at jeg havde svært ved at tage imod al hans kærlighed og godhed. Der forgik en indre krig, som jeg ikke kunne navigere i. Efter små tre måneder sluttede jeg forholdet. Det var hverken elegant eller kærligt. Og jeg skammede mig. Han tilbød mig alt, hvad jeg havde længtes efter og alligevel kunne jeg ikke være i det.

Vinteren i 2012, gik med at slikke mine sår og dyrke venskaberne, som trofast havde været mine støtter i stormen. Min datter fik det langsomt bedre og vi fandt en rolig og tryg dagligdag. Sms´erne fra eksen blev der længere imellem. Tilsyneladende havde han fundet andre ting at bruge sin tid på. Så min frygt for, om han ville stalke mig, eller min datter, var ubegrundet. Indtil den dag jeg mødte ham på min vej hjem fra arbejde. Han vidste hvor jeg parkerede min bil og hvornår jeg havde fri. Min bil var altid parkeret det samme sted, et stykke væk fra min arbejdsplads. Han kom gåede imod mig på gågaden. Min krop frøs ved synet af ham. Han råbte hej og brugte mit navn. Jeg fik et chok. Og jeg følte mig truet på livet. Hurtigt gik jeg ind ad en gyde, for at slippe væk. Da jeg var ude af hans synsfelt, løb jeg alt hvad jeg kunne, hen til min bil og fik startet. Min puls var høj, smagen af blod bredte sig i munden på mig, tårerne sved i øjnene og hele min krop rystede. Helt uforsvarligt kørte jeg, i al for høj fart hjem. Der ventede min store gamle hund og endnu en gang, fik den alle mine bekymringer og sorger tudet ned i pelsen. Eksen havde ikke gjort andet end at hilse på mig. Han havde ikke løbet efter mig, eller været truende. Men inden i mig, var det lige meget. Uanset hvad, var jeg skrækslagen. Da jeg havde samlet mig og fået pulsen ned, fik jeg en sms fra ham. BANG og jeg sad igen med hjertet helt oppe i halsen. Han skrev, at jeg da godt kunne hilse og at min opførsel var uhøflig. ”Undskyld” skrev jeg tilbage og håbede på at det ville stoppe for yderligere sms´er. Det gjorde det. I flere uger efter gik jeg en omvej, når jeg skulle gå fra arbejde. Helt paranoidt.

Endelig kom foråret snigende. Solen fik mere magt og jeg begyndte at tro på, at det hele nok skulle blive godt. BUM, så fik jeg et kæmpe skattesmæk. Penge jeg ikke havde og heller ikke kunne se, hvorfra de skulle komme. Min økonomi var stram og efterlod ikke plads til udskejelser. Angsten rullede ind over mig. Den velkendte følelse af at være i livsfare blussede op. Selvom jeg forsøgte at tale mig selv til ro med, ”det er bare penge” og ”der viser sig en løsning”, holdt min krop stædigt fast i angsten. En ulykke kommer sjældent alene, er der et gammel ordsprog der siger. Og BUM, så brød min bil sammen. Der hvor jeg boede var det vældig besværligt, at komme på arbejde og købe ind, uden bil. Igen reagerede jeg med en panikagtig angst. Hvordan skulle jeg klare min hverdag uden bil? For jeg havde ikke penge til at få den repareret, efter regningen fra skat. Mine tanker kørte alt for hurtigt til, at jeg kunne samle mig og finde en løsning. Så jeg græd og følte mig lille, sårbar og utilstrækkelig. Heldigvis, var hjælpen nær. Min datters far havde en ekstra bil stående, som jeg måtte låne. Så var den del reddet. Tilbage stod regningerne og truede.

Min gode gamle hund begyndte at vise tegn på alderdom. Jeg kunne se den gik langsommere og den havde fået en stor ”bule” på siden af brystkassen. ”Du er nødt til at hænge på lidt endnu, gamle dreng” græd jeg igen i pelsen. ”Jeg har brug for dig”. Selvom pengene ikke var til det, tog vi til dyrlægen, hunden og jeg, for at få vished om ”bulen” var kræft, og om tiden var løbet ud for min store bamse. ”Det er en fedtknude” og ”din hund er gammel, men står ikke for døden”. Lettelsen var enorm.

Selvom mit liv bestemt ikke var så hektisk og dramatisk, som et halvt år forinden, var der en mental efterregning, som jeg ikke havde forudset. Jeg sov stadig ikke ret mange timer om natten og min appetit var heller ikke stor. Min krop føltes træt og slidt. I et forsøg på at gøre noget godt, begyndte jeg at genoptage mine gamle løbe vaner. Tanken var, at jeg nok ville blive mere sulten af at løbe og derfor naturligt komme til, at få appetitten op at køre igen. Samtidig ville jeg få udskilt en masse glædes hormoner og formentlig komme til at sove bedre. Hurtigt kom jeg i form og kunne med lethed løbe 8 km. YES! Det føltes stærkt og gav mig de resultater jeg havde efterspurgt. Det lysnede forude. Alt skulle blive godt.

D. 21 marts 2012 havde været en dejlig dag. Efter min datter var puttet, lå jeg alene på Farmors sofa og slappede af. Min bh strammede, så jeg fik den fumlet af, inden under blusen. Ah, det var godt og jeg gnubbede huden under brysterne, hvor elastikken havde siddet. Hov, hvad var nu det. Med at sæt rejste jeg mig op og mærkede igen. På undersiden mit venstre bryst, det ”skøre” bryst, kunne jeg mærke en lille bule. På et sekund blev jeg ramt, som af et godstog, af følelsen af at noget var helt, HELT galt. Alt stod stille. Hjertet hamrede, halsen snørede sig sammen, koldsved løb ned ad ryggen og jeg blev så svimmel at jeg måtte lægge mig ned igen, for ikke at besvime. Det måtte være en ”fejl”, for jeg havde jo ikke noget brystvæv i venstre side, så jeg kunne da ikke få en knude der. Men den var der. Alt inden i mig skreg. Angsten havde fået endnu et nyt niveau. ”Åhr nej, ikke igen” kørte i ring så hurtigt at jeg til sidst kastede op.

Rystende sad jeg på badeværelsesgulvet, i Farmors hus og så hele mit liv forsvinde for øjnene af mig…..

 

Jeg elsker dig ikke…

Som jeg sad der og lyttede til ordene, som kom ud af min kærestes, eller nærmere EX-kærestes, mund og så, hvordan han brugte alle sine ”kneb”, kunne jeg mærke en stærk klarhed brede sig i min krop. Jeg var færdig. Helt færdig. Intet kunne overbevise mig om det modsatte. ”Hvis du elsker mig, så bliver du hos mig, gennem min krise”, forsøgte han igen. ”Så kan vi konstatere, at jeg ikke elsker dig”, svarede jeg afmålt og tørt. Aldrig havde jeg sagt noget så iskoldt til nogen. Men jeg følte ingen skyld, eller skam ved at have sagt det. Nok var nok.

Resolut rejste han sig, og med en stram mine kiggede han tavst på mig. Sekunderne var lange, indtil han sagde: ”Tænk over det et par dage, til jeg kommer hjem igen, så snakker vi om det”. ”Det er slut og jeg er helt sikker” fik jeg svaret. Med rasende øjne hvislede han: ”Når jeg går ud af den dør, så ser du mig ALDRIG mere”. Med hjertet bankende hårdt i brystet, fik jeg blot sagt ”TAK”. Hoveddøren smækkede og han kørte væk. Lettet og fri sad jeg tilbage. Ingen tårer, men min krop reagerede med kvalme og gåsehud. Der ville gå nogle dage før han kom tilbage, og vi skulle finde ud af, at få delt de ting vi havde anskaffet i fællesskab og få sat hussalg i værk.

Da jeg fortalte min datter om bruddet, var hendes reaktion meget afdæmpet. Hun virkede lettet og samtidig var der en masse spørgsmål. ”Skal vi så flytte”? ”Hvem får fjernsynet”? ”Skal jeg så aldrig se hans barn igen”? ”Er han meget sur på dig nu”? ”Hvad kommer der til at ske”? Ikke mange af de spørgsmål kunne jeg svare på. Foran mig ventede der en tid, hvor vi skulle blive enige om dette og hint. Jeg forudså at det sandsynligvis ikke ville blive let. Eller ”pænt” for den sags skyld.

Samme aften tikkede der en sms ind fra ham. ”Skal vi ikke bare få det offentliggjort, at vi ikke er sammen mere”? Gerne for min skyld, jeg ville gerne have det hele afsluttet hurtigst muligt. Efterfølgende kommunikerede vi pr. sms og tonen var ordentlig. Mit håb for en fredelig bodeling og samarbejde om hussalg, steg for hver venlig sms. Måske jeg tog fejl og vi kunne finde ud af være venner, lige som jeg var med min datters far?

Hvor tog jeg grueligt fejl. Første gang han kom hjem, var han i godt humør. Vi satte os ved bordet i køkkenet. ”Vi skal være gode ved hinanden i den kommende tid” sagde han og viste sit venligste smil. Det var jeg helt enig i. Vi fortsatte med at få aftalt hvem der skulle have hvad. Helt overraskende gik det nemt. Mine parader sænkedes og jeg slappede af. Og BOOM, så skiftede han. Der var ikke den ting, som der ikke var galt med mig. Giftige bemærkninger flød igen og hans energi blev kold og mørk. Inden i mig isnede det. Mit hjerte hamrede og det susede for mine ører. Skrækslagen sad jeg og forsøgte at bevare roen. Jeg sagde ikke et ord. Håbede bare, at han ville skynde sig med at få hentet de ting, som han kom efter og så køre igen. Det gjorde han heldigvis.

Efter den oplevelse bad jeg, på en sms, om at han skrev i god tid, når han ville komme hjem. Så kunne jeg sørge for ikke at være der så længe. Det respekterede han. Men, hvad han ikke respekterede, var min e-mailkonto og min facebook profil. Hvordan han havde fået mine koder, vidste jeg ikke, men fat i dem havde han. Det vidste jeg med sikkerhed, for der kom beskeder, med referencer til noget, jeg havde skrevet i messenger til en veninde. Naturligvis nægtede han og kom med flere giftige bemærkninger. Det gjorde mig både paranoid og bange. Det var jo sygt. Hvad kunne han ellers finde på? I lyset af det, bad jeg ham om vi kunne aftale, at min datter og jeg blev boende i huset indtil det blev solgt og at han flyttede tilbage til sin hjemby. ”Jeg kommer og går som det passer mig” var svaret. Angsten bed sig derefter fast i mig. Min nattesøvn var forstyrret, min appetit forsvandt og tankerne suste med 200 km/t, både dag og nat.

En weekend havde jeg fået hunden passet og min datter var hos sin far, så jeg kunne tage til København, til min veninde, for at få et frikvarter. Vi startede fredagen ud med at drikke øl i sommersolen. Tog en selfie og lagde det på facebook. Kort tid efter fik jeg en sms fra min ex-kæreste, om at han også var i København. FÅÅÅÅÅRK. Ikke engang der kunne jeg få fred for ham. Jeg havde taget toget derover og planen var at gøre det samme hjemad. Ex-en tilbød jeg kunne køre med hjem om søndagen. Nej-tak. Men sådan blev det alligevel. For der var kæmpe oversvømmelse i København og hverken busser eller tog kørte. Og min datter skulle jeg hjem til. Så, modvilligt bad jeg om at få et lift tilbage.

Køreturen var yderst ubehagelig, selvom ex-en forsøgte at bløde mit forsvar op, med jokes og musik han vidste jeg godt kunne lide. Han bød tilmed på en sandwich på en motorvejsrestaurant. Jeg var bange under hele turen, hvilket betød at jeg svarede med en-stavelses ord og undveg øjenkontakt. Da vi kom hjem, skyndte jeg at få min datter og hund hentet. Klokken var blevet så mange, at min datter og jeg hurtigt fik spist aftensmad så hun kunne blive puttet. Ex-en havde spist ude og kom tilbage et par timer senere, med to six-pack øl.

Med ondt i maven, opholdt jeg mig i soveværelset, som lå lige ved siden min datters værelse. Min intuition bad mig passe på hende. Øllene blev drukket meget hurtigt, musikken blev højere og dørene blev lukket hårdere og hårdere. Jeg var bange og håbede han ville passe sig selv og lade mig være. Sådan gik det ikke. Efter øl nr. seks på mindre end en time, stillede ex-en sig op i døren til soveværelset. Med løftet pegefinger råbte han, at jeg bare skulle se at opføre mig ordenligt og respektere ham. Igen undskyldte jeg og forsikrede ham om, at jeg bestemt respekterede ham. Der blev fyret et par andre giftigheder af, inden han drejede om på hælen og forvandt ind i stuen igen.

Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg blev svimmel og jeg kunne ikke få vejret. Tårerne pressede sig på og jeg tænkte som besat på, hvad jeg skulle gøre. Med rystende fingre, fik jeg skrevet en sms til en veninde, som boede 100m længere nede af vejen. ”Jeg er bange. Han er fuld. Hvad gør jeg”? Hun svarede med det samme, at hun ville komme og hente min datter, hunden og mig. Det turde jeg ikke lade hende gøre, i skræk for at han ville opdage det og gøre ham endnu mere rasende. Men ud skulle vi, så min veninde og jeg aftalte at vi skulle snige os ud og løbe hjem til hende.

På listefødder gik jeg ind og vækkede min datter. Hun var 8 år på det tidspunkt. Så hun forstod godt hvad der foregik. ”Vi skal sove hos min veninde i nat” hviskede jeg. ”Du skal være helt stille, for ”han” er meget sur, så vi kan ikke være hjemme”. Hurtigt var hun med sin bamse under armen, i skoene og vi løb alt hvad vi kunne. Hunden løb med, som om den vidste der var fare på færde. Med åbne arme blev vi modtaget. Min datter tog det forholdsvist roligt og jeg forsøgte at skjule hvor bange jeg var. ”Alt er okay nu” fik jeg sagt så roligt jeg kunne, mens jeg puttede hende i min venindes seng. Da jeg var sikker på hun sov, gik jeg ind i stuen og satte mig overfor min veninde. Rystende og grædende fortalte jeg hende, hvad der var sket. ”Du kan ikke være i det hus mere” og ”Han er alt for farlig for jer” sagde hun med bekymrede øjne. Fortvivlet og ude af mig selv af angst, måtte jeg give hende ret. Den nat sov jeg ikke. Jeg vidste, at vi ikke længere havde noget hjem….

 

Gro, gro, gro!

Dagene efter den sidste ”juice” gik med at iagttage min hovedbund. På den konto gik det godt nok langsomt, med at se nogen som helst form for udvikling. Jeg havde spurgt sygeplejerske oppe på kemoambulatoriet, om hvornår jeg kunne forvente, at mit hår ville begynde at gro igen. Deres bud var mellem 6-8 uger. Utrolig lang tid. En evighed føltes det som. Utålmodigt mærkede jeg mange gange dagligt på den skaldede isse, om de måske skulle have undervurderet min evne til at gro hår. Det havde de ikke. Øv.

Efter ca. 6 uger begyndte der at vokse nogen småbitte bløde babyhår. Ikke nogen tæt hårpragt, men dog hår, som kunne skimtes og mærkes, når jeg lod mine hænder glide henover hovedet. Håret blev en slags målestok for, hvor langt fra sygdomsforløbet jeg var. Hvor rask jeg var.

Trætheden, tungheden og ubehaget fortog sig langsomt. Trætheden slap aldrig, men de andre ting blev bedre med tiden. Den træthed jeg kom til at kende, var ikke at jeg sov meget. Faktisk var det vanskeligt at finde ro i kroppen og ikke mindst i hovedet, så jeg kunne sove en hel nat og vågne udhvilet næste morgen. Måske i virkeligheden derfor, jeg var så ualmindelig træt.

Jeg havde forestillet mig en lykkefølelse ville indfinde sig, nærmest øjeblikkeligt, efter at have afsluttet sidste kemo. Den kom ikke. Tværtimod. Fortvivlelsen, angsten og en dyb følelse af at være fortabt fyldte mig. På ingen måde kunne jeg forstå, hvorfor det var sådan. Jeg var jo færdig med kemo, skulle ikke have mere medicin og jeg var rask. Havde overlevet. Indtil videre i hvert fald. For tvivlen, usikkerheden red mig som en mare. Hvad nu hvis kræften kom tilbage. Hvad nu hvis jeg alligevel skulle dø. Afkræftet, mager og med ubeskrivelige smerter som min storesøster. Fra min datter.

Nogen morgener, de fleste faktisk, i det første halve år, begyndte med en altoverskyggende knugende følelse af angst, som vred sig som en stor hård knude i mit bryst. Tårerne var umulige at holde tilbage, men jeg gjorde forsøget de dage min datter var hjemme hos mig. Hun skulle ikke mærke den samme angst som jeg gjorde. Det gjorde hun måske alligevel, men hun var for lille til at udtrykke det med ord.

Længslen efter mit gamle liv var stærk. Mit arbejde ventede trofast på mig. Kollegaer havde sendt mig hilsner og blomster. Min souschef havde været på besøg hjemme hos mig og forsikret mig om, at jeg havde et job at vende tilbage til. Mit arbejde blev en af mine livliner. Jeg fik lov at vende tilbage på en deltidssygemelding. Så jeg langsomt kunne komme tilbage på fuldtid, på en ordentlig og værdig måde. Den imødekommenhed varmede. Mine kollegaers tålmodighed og kærlige måde at møde mig på, var livsbekræftende og virkede som den næring, jeg havde brug for, så jeg kunne blive hel igen, på mit arbejde. Min arbejdsidentitet var vigtig.

Vi havde aftalt, souschefen og jeg, at jeg skulle starte når mit hår var langt nok til, at kunne være en slags frisure. Så med en centimeter, helt snehvidt, afbleget hår, mødte jeg op på arbejde med bankende hjerte. Var jeg overhovedet stærk nok til at være noget for nogen?

I de få timer jeg var på arbejde i starten, gik det nogenlunde. Afbrækket fra de mange timer hjemme, gjorde godt. Visheden om at jeg havde forstående kollegaer og en ledelse i ryggen, gjorde at jeg også selv turde tro på, at jeg stadig havde en berettigelse på arbejdsmarkedet. Dagene hvor jeg måtte ringe og fortælle, at jeg ikke magtede at komme, på grund at angst og tårer, blev langsomt færre og færre. Timerne og opgaverne voksede en lille smule uge for uge. Bare det at kunne fungere en brøkdel af hvad jeg kunne før sygdommen, gav mig håb og mod til at klø på. Jeg VILLE have et liv med glæde, lykke, mening og retning.

Alligevel indfandt lykkefølelsen sig ikke. Og jeg skammede mig over det. Jeg burde jo føle mig taknemmelig, lettet og lykkelig over at have overlevet. At leve. At have min datter, mine venner, min familie, mit arbejde og min førlighed. Jeg kunne ikke begribe hvad der var galt med mig, når nu jeg ikke havde det sådan.

Efter tre måneder fra den sidste kemo, skulle jeg til kontrol. Jeg var skrækslagen. Tænk, hvis nu blodprøven viste at jeg alligevel ikke var rask, eller lægen ville finde ”noget” et sted i min krop. Heldigvis havde både lægen og sygeplejersken oplevet dette scenarie mange gange før. De forsikrede mig om, at jeg reagerede helt normalt og at mange oplevede sådan nogle følelser. Jeg fik en brochure med hjem om, hvad kræftens bekæmpelse havde af tilbud, til sådan en som mig.

Måske jeg kunne finde den hjælp jeg havde brug for der. I brochuren stod der, hvornår man kunne komme og tale med en slags rådgiver. Ikke noget med at bestille tid, man skulle blot møde op. Med følelserne uden på tøjet, trådte jeg på rystende ben inden for døren, hos den lokale afdeling af kræftens bekæmpelse. Egentlig magtede jeg ikke at fortælle en fremmed, om alt det der rumsterede inden i, men jeg kunne på den anden side heller ikke udholde ikke at gøre noget. Jeg blev mødt af en venlig, moden og slank kvinde med et varmt håndtryk og et kærligt blik. Hun viste mig hen i en sofa, som stod i en hyggelig krog. Jeg blev budt på the og kaffe. En kasse med klenex stod på bordet. Velforberedte, det var de. Bare ved synet af kassen, fik jeg tårer i øjnene. Kort tid efter dukkede en anden kvinde op. Rådgiveren. Med en rolig og kærlig mine, bad hun mig fortælle, hvad der havde bragt mig derhen. Grædende fortalte jeg om hele forløbet og fik også fortalt om mine bekymringer om fremtiden og at jeg ikke forstod hvorfor, jeg var så ulykkelig.

Rådgiveren, ligeledes en moden kvinde med et varmt og venligt blik, beroligede mig med, at min reaktion og mine følelser var helt normale. Præcist som både lægen og sygeplejersken havde sagt. Så var det nok sandt. Jeg var ikke blevet underlig, utaknemmelig og selvcentreret. Når der var tre der havde sagt det samme, turde jeg godt begynde at tro på, at det ville gå over igen. Og at jeg var helt normal.

Ønsket om at finde min plads, finde mig selv i mit ”nye” liv, med mit ”nye” bryst og min ”nye” frisure var dybtfølt, nærværende og ikke til at overhøre. Jeg VILLE have det bedre.

Sammen med rådgiveren fandt jeg min sprække af lys. Hendes rolige, tålmodige og helt igennem kærlige fremtoning, var en lise for min sjæl. Den sprække af lys, ville jeg gøre så stor, at lyset ville omslutte mig og hele min forslåede sjæl. Med hjælp fra rådgiveren, håbede jeg på det ville ske. Det var målet. Jeg VILLE føle kærlighed, samhørighed, lethed og glæde igen. Punktum. Basta.